13.

- Jeg kan ikke forstå det, lyder det fra Thorgaards morfar, da han kommer tilbage fra køkkenet med en bakke med to krus og en glaskolbe med kaffe fra en kaffemaskine. Han går usikkert på benene, så krus og kolbe klirrer nervøst mod hinanden. - Jeg har allerede talt med politiet flere gange.

Thomas ser ned på anretningen og mærker maven knurre vrissent. Alt for meget kaffe på alt for kort tid. Det er ikke godt for den sårede mave.

- Jeg beklager, siger han. - Men jeg forsikrer Dem om, at det ikke kommer til at tage lang tid. Det er bare et par opfølgende spørgsmål.

Han scanner lejlighedens indretning med øjnene. En sofakrog med tunge lædermøbler, en skænk i teaktræ, der utvivlsomt indeholder det fine porcelæn og sølvtøjet, en gammel lænestol foran et fjernsyn, gulnede vægge og gardiner efter mange år med tobaksrøg, billeder af børn og børnebørn i assorterede rammer på væggen. Og gemt i hjørnet en ældre, grå computer med en dyb 14”-skærm og både cd-rom- og diskettedrev. En spisebordsstol med en lille broderet pude er sat hen foran den.

- Bruger du noget i kaffen?, spørger den gamle.

- Nej tak.

De sætter sig i hver deres bløde lædersofa ved et bredt kakkelbord.

- Jeg skal gøre det kort, siger Thomas. - Jeg kan forstå, at Deres barnebarn besøgte dem ofte?

- Sig du bare ’du’ til mig, svarer morfaren. - Jeg har haft et autoværksted ude i Nordvest i 40 år. Det er årtier siden, der sidst er nogen, som har været høflige over for mig. Den slags får mig bare til at føle mig underligt tilpas.

- I orden, smiler Thomas.

- Men du har ret. Han besøgte mig oftere, end man kan forvente af et barnebarn. Da jeg stadig arbejdede, kiggede han forbi værkstedet engang i mellem. Men efter at jeg blev indlagt med hjerteproblemer sidste år og fik en firedobbelt bypass, kom han hele tiden og så til mig. Vi fik vist alle sammen et chok, da jeg blev indlagt. Det gælder også Anders.

Thomas nikker.

- Hvad lavede I så, når han var på besøg?

- Alt muligt. Snakkede og spillede mousel.

Thomas ser spørgende på den gamle mand.

- Mousel er et kortspil, som jeg lærte ham, forklarer han. - I gamle dage var jeg ret god til det. Under krigen kunne man tjene lidt ekstra skillinger eller nogle pakker cigaretter ved at spille mousel på værtshusene. Det var faktisk sådan, mig og min kone fik råd til at købe vores fine porcelæn. Jeg ved godt, at Anders ikke kan bruge det til noget i dag, men når nu vi rent faktisk har et talent for noget i familien, så synes jeg, det ville være synd, hvis det bare gik tabt. Vi så også fjernsyn, og han handlede nogle småting for mig, men han lavede aldrig mad. Det kunne han simpelthen ikke finde ud af. Jeg hører ellers tit i fjernsynet, at det er blevet moderne for de unge mænd at lave mad. Men det kan være, at det kun gælder, hvis de har en pige, de skal imponere.

- Og det havde han ikke? En pige, altså …

Den gamle synker sammen i stolen. Øjnene bliver mørkere: - Jeg kan jo forstå, at der var en pige i hans lejlighed, da … det skete. Men han har aldrig nævnt nogen kæreste over for mig.

- Og du tror, at han ville have sagt det til dig, hvis han var begyndt at se lidt til en pige?

- Det ved jeg såmænd ikke. Men jo, vi snakkede sammen hver uge. Han kunne vel godt have fortalt mig, hvis der var en, der betød noget for ham. Nu siger dine kolleger også, at det var en … ja, en luder, der var i hans lejlighed. Lad os bare kalde hende, hvad hun er. Så hun har vel næppe været hans kæreste.

- Han kunne ikke have været kæreste med en prostitueret?

- Nej, det ved Gud, han ikke kunne, rasper den gamle.

Thomas skifter retning. Der er ingen grund til at ophidse den gamle mand yderligere ved at køre fast i en teori, hans kolleger allerede har trampet igennem.

- Hvad lavede I ellers, når han besøgte dig?, spørger han i stedet.

- Ja, hvad lavede vi …?

Den gamle mands øjne søger opad og indad, som om han rent fysisk forsøger at kigge tilbage i tiden. - Det er jo svært sådan lige at huske, når man skal fortælle om det. Jeg tror altså mest, at vi bare snakkede sammen. Om alt muligt. Og ja, han ordnede jo også min computer. Det er klart. Han vidste jo alt om det med computere, og jeg ved ingenting. Men man prøver jo at følge med, ikke sandt?

Bingo, tænker Thomas og håber, at hans åbenbaring ikke skinner alt for tydeligt igennem.

- Jeg kan sende en mail og finde tv-programmet og den slags, fortsætter den gamle. - Han har sørget for, at det hele bare dukker frem, når jeg klikker mig ind på internettet.

- Hvor meget tid brugte han på din computer, når han var her?

- Det var forskelligt. Som regel ikke så lang tid, men han var altid lige derovre at kigge. Han sagde, at han lagde nogle forskellige programmer ind på computeren. For at beskytte den mod virus og den slags.

Thomas læner sig frem, men det er svært i den bløde og dybe sofa. Hans mave kommer i klemme mellem lårene og brystet, og det jager i såret: - Må jeg have lov til at tage din computer med mig til teknisk undersøgelse? Der sker ikke noget med den. Vi skal bare undersøge nogle ting, og så får du den tilbage i morgen.

- Hvorfor det?

- Teknisk undersøgelse, som sagt.

- Tjoeh, det kan du vel godt. Men jeg kan ærlig talt ikke se, hvad det skal gøre godt for.

- Vi undersøger alle muligheder i øjeblikket, siger Thomas’ automatpilot. Han ville ønske, han kunne komme på noget bedre at sige, men lige nu må Anders’ morfar stille sig tilfreds med standardsvaret.

Han holder den tunge, gamle maskine i favnen, da han forsigtigt balancerer ned fra lejligheden på første sal. Han kan ikke se, hvor han sætter fødderne, så han bevæger sig langsomt og kluntet. Nede på gaden stiller han computeren på fortovet, mens han bukker sig fremover og støtter hænderne på sine knæ. Smerten i maven får hjertet til at hamre voldsomt, og han bliver svimmel. Først efter nogle dybe åndedrag kan han igen rette sig op og ringe til Hindrik Skulasson hos Nitec.

- Thomas?, lyder islændingens stemme i røret. - Jeg troede ikke, du arbejdede for tiden?

- Det gør jeg heller ikke. Jeg har brug for en tjeneste. En computer, du skal kigge på. Men vi bliver nødt til at gøre det diskret.

- Hvor diskret?

- Så diskret, at der ikke er nogen, der opdager det, før der er gået et par dage.

- Okay. Du kan komme i aften. Jeg skal alligevel arbejde længe. Men lad være med at komme anstigende før klokken 20. Jeg vil ikke have, at du støder på en af kollegerne.