14.

Islændingen lukker Thomas ind i It-efterforskningscenterets lokaler i Absalonsgade på Vesterbro.

- Er det den der, der skal have den store tur?, spørger han med et nik mod computeren i Thomas’ arme. Hindrik Skulasson er i samme vægtklasse som Thomas, men er alligevel hans diametrale modsætning. Hans krop er som taget ud af en Lucky Luke-tegneserie: Overkroppen er pumpet ud af proportion i et fitnesscenter. Overarmene er på størrelse med spegede skinker, mens benene er tynde som tændstikker. Han er helt skaldet og bærer runde hornbriller foran røde, irriterede øjne.

- Ja, det er det, siger Thomas.

- Og hvad leder du efter?

- Jeg ved det ikke.

- Det gør ikke sagen nemmere.

- Jeg ved det godt, stønner Thomas besværet. - Men jeg er sikker på, at hvad det end er, vi leder efter, vil det springe i øjnene, så snart du finder det.

Uden at vide det var det faktisk Hindrik, der fik Thomas til at opsøge Anders’ morfar og tage hans computer med sig. Gennem de seneste fem år har islændingen hjulpet Thomas med at kortlægge en gruppe menneskesmugleres komplette gøren og laden på internettet, fundet rockeres hemmelige konti i fjerne lande og genskabt information på harddiske, der var blevet slettet, druknet eller smadret af regnskabsfuskende rigmænd. Skulasson har åbnet og ransaget hundredvis af beslaglagte computere.

- Ingen kender en mand bedre end hans computer, plejer han at sige. - Dine venner, din ægtefælle, dine forældre og din psykolog vil måske påstå, at de kender dig til bunds, men dine inderste tanker, dine inderste drifter og lyster afslører du kun ved computerens taster. Hvornår har du sidst lagt din gaffel på tallerkenen under en middag, set din kone dybt i øjnene og sagt: - Skat, i dag har jeg leget med tanken om at være midtpunkt i et intergalaktisk bunkepul. Hvad har du lavet? Nej, vel? Men computeren ser ikke mærkeligt på dig, og den forlader dig ikke, hvis du skriver ordene sex og rummænd efter hinanden. Bare for at se, hvad der skulle dukke op. Om der skulle være andre derude, der tænker ligesom dig.

Thomas er overbevist om, at der gemmer sig en anden historie bag mordet på Anders Thorgaard end den om en ung mand, der forelsker sig i en prostitueret og bøder for det med sit liv. Og hvis ikke Thorgaards egen computer afslører denne anden historie, kan det kun betyde én ting: Han har brugt en anden computer til alt, hvad der drejer sig om … ja, hvad det nu end er, denne her sag i virkeligheden drejer sig om. Thomas har set det utallige gange før. Direktører har hemmelige computere stående i lejede lejligheder langt fra både firmaet og hjemmet, som de bruger til at føre alternative regnskaber eller sende de mails, der ellers ville koste dem jobbet. Når alt begynder at brænde på omkring dem, sørger de for at slette indholdet på deres kendte computere på kontoret og derhjemme for at lokke politiet til at tro, at der rent faktisk gemmer sig noget på de slettede harddiske, selv om guldet ligger skjult et helt andet sted. Thomas tror, at Anders Thorgaard har tænkt på samme måde. Han har været involveret i et eller andet ulovligt eller farligt og forsøgt at skjule det ved aldrig at bruge sin egen computer, men i stedet benytte sin morfars. Nu kan Thomas bare håbe, at Thorgaard ikke nåede at slette sporene på den, før han blev dræbt.

De når frem til Hindrik Skulassons skrivebord, hvor fem skærme står placeret i en halvbue foran kontorstolen. Thomas kan genkende et helt almindeligt styresystem til en PC på den ene af skærmene, mens tre andre er optaget af koder og skemaer, han ikke forstår meningen af. Den sidste skærm viser en islandsk fodboldkamp.

Trods den beskedne temperatur udenfor er der en trykkende varme herinde. Dusinvis af computere har hele dagen sendt hed luft ud i et lokale, der ikke er indrettet til at rumme så meget elektronisk udstyr. Nogle af afdelingens ansatte er endda begyndt at dyrke tomater på kontoret som en stille protest mod det dårlige indeklima.

- Det her er ingenting. Om sommeren bliver der rigtig varmt herinde, siger Hindrik Skulasson, da Thomas nævner tomatplanterne. - Der har været planer om at flytte os i årevis, og til næste år skulle der endelig ske noget. Det er vist planen, at vi skal slås sammen med KTC i nogle nye bygninger ude i Glostrup. Men jeg vil se det, før jeg tror det.

Islændingen peger ned på gulvet: - Bare stil maskinen der. Og du kender reglerne: Ikke noget med at kigge mig over skulderen, når jeg arbejder. Du må vente udenfor. Nede på gaden, eller hvor du nu har lyst til at vente. Jeg ringer til dig, når jeg har fundet det, du leder efter. Okay?

- Okay.

- Og en sidste ting, før du går…

- Ja?

- Du skulle vel ikke have en adgangskode til computeren? Så behøver jeg ikke bruge kræfter på at bryde den først.

Thomas har tidligere set islændingen i aktion og ved, at han med den rette passwordcracker kan bryde selv de mest komplicerede kodeord på mindre end ti sekunder. For få år siden havde han ellers fået at vide, at en tilfældig kombination af tal, tegn og store og små bogstaver i stedet for et navn eller et andet ord, der rent faktisk gav mening, var et rimeligt forsvarsværk mod professionelle hackere. Men islændingens demonstration har overbevist ham om, at det ikke længere er sandt.

Thomas giver ham en kode, som han fik Anders Thorgaards morfar til at skrive ned, før han forlod ham: - Det er Anders1. Det havde nok ikke taget dig lang tid at finde frem til den.

- Nej. Men tak alligevel, siger islændingen. - Jeg ringer til dig.

- Det er mig, der takker. Og hør: Ham, der brugte den her computer, har været overbevist om, at vi ikke ville finde frem til den. Hvis han har lavet noget suspekt på den, har han sikkert ikke været særlig grundig, da han slettede sine spor.

- Ærgerligt. Jeg havde set frem til en rigtig udfordring, sukker islændingen og gnider sine røde øjne bag brillerne.

Thomas fordriver ventetiden på en vietnamesisk restaurant på Vesterbrogade ikke så langt fra Politigården. Spiser muslinger i kokosmælk med citrongræs, chili og vietnamesisk mynte. Det er mere end ti år siden, han sidst har drukket alkohol, fordi han ganske enkelt ikke bryder sig om at miste kontrollen over sine 120 kilo, så han bestiller en hvinende sød, ikke-alkoholisk drik af sirup, litchifrugter og danskvand.

Restauranten er enorm og pakket med mennesker. Thomas har placeret sig ved et højt bord i en krog ikke så langt fra baren. Et udmærket sted at gå i et med væggen. Så meget som hans størrelse nu engang tillader det. Da han har spist, har Hindrik endnu ikke ringet, så han vælger en ny drink fra menukortet og lader mobiltelefonen ligge foran sig på bordet, mens han drikker den. Han har fisket sugerøret op for ikke at se alt for åndssvag ud, hvis nogen skulle komme til at kigge i hans retning.

Halvvejs gennem drinken vibrerer telefonen og lyser op på bordet. Han genkender Hindriks mobilnummer på displayet.

- Hvad så?, siger Thomas, da han trykker opkaldet igennem.

- Den gode nyhed er, at jeg har fundet det, du leder efter.

- Og den dårlige?

Thomas mærker en knude i maven.

- Jeg kan ikke længere tillade mig at behandle det her diskret.