20.

Thomas skyller en danskvand ned i køkkenet, da han er kommet tilbage til sin lejlighed, og sætter sig ved computeren. Søger adspredt på ’drage’, ’slange’, ’Ukraine’, ’Rusland’, ’sværd’ og andre ord, der hænger mere eller mindre tæt sammen med sagen.

To navne bliver ved med at dukke op på de sider, han finder. Christian Rudov og Natalja Rudova. Så vidt Thomas kan se, er de far og datter. Han kan stykke sammen, at Christian Rudov op gennem 90’erne har været professor emeritus i russisk på universitetet i Durham, England, og har undervist og forsket på Københavns Universitets Østeuropainstitut. De første år af det nye årtusinde har han tilbragt som forsker på Illinois Wesleyan University, før han for fire år siden igen vendte tilbage til sit hjemland og blev tilknyttet det dengang nystartede Center for Folklorestudier. Thomas bladrer videre og finder en kort biografi på Wikipedia. Født Christian Staun i 1947, opvokset i Kolding i en meget velhavende familie. Arving til Staun-formuen. I slutningen af 1910’erne rejste bedstefaren Verner Staun fra Danmark til Michigan, USA, for at prøve lykken. Her grundlagde han en lille virksomhed, der fungerede som underleverandør til den voksende bilproduktion i området. Otte år senere solgte han hele molevitten til Ford Motor Company og rejste hjem til Jylland. Han investerede de penge, han havde tjent, med så stor træfsikkerhed, at han kunne brødføde sin familie i mange generationer frem.

Christian Staun bliver optaget på Aarhus Universitet i 1965 som russiskstuderende. Længere studieophold ved Cambridge University i England og adskillige researchrejser i Sovjetunionen. Indsamler og studerer russiske folkesagn, udgiver en håndfuld bøger om emnet og et hav af artikler i diverse tidsskifter. Gifter sig med russeren Katarina Rudova i 1977 og tager hendes efternavn, der efter de russiske sprogregler i den maskuline variant bliver til Rudov. De får to børn, Viktor og Natalja.

Thomas hopper videre til datteren og finder frem til, at hun ligesom sin far er ansat ved Center for Folklorestudier under Københavns Universitet. På universitetets hjemmeside finder han en liste over centerets otte akademiske medarbejdere. Der er også et lille, sort/hvidt portræt af Natalja Rudova. Mørkt hår, mørke øjne. Regelmæssige træk. Slank hals. Andet kan han ikke se. Ved siden af alle de andre ansatte er der opgivet kontaktinfo: Direkte telefonnummer og mailadresse. Enkelte af dem henviser til deres egne hjemmesider, hvor de fremlægger resultaterne af deres forskning og deres CV. Ud for Natalja Rudovas portræt står kun hendes forskningsområde: Politisering af eventyr og folketro i Sovjetunionen under Josef Stalin. Intet nummer, ingen adresse.

Ved at brede sin søgning lidt ud skraber Thomas nogle flere oplysninger sammen. Han finder programmer fra gamle konferencer på universiteter i hele verden, hvor Natalja Rudova står nævnt som hovedtaler. Der dukker også en liste op fra et britisk mandeblad med titlen “20 babes with brains”, hvor hun er kommet ind på en fjerdeplads. Førstepladsen besiddes af en eller anden pornoskuespiller, der ved siden af sin filmkarriere har indløst medlemskab til Mensa. Thomas studser over, at de to kvinder, der både af udseende og karrierevej er så vidt forskellige, kan findes på samme liste. Mændene bag må mildest talt have en bred smag. De har brugt det samme billede af Natalja som det, han selv fandt på Center for Folklorestudiers hjemmeside. Måske fordi der ikke eksisterer andre offentligt tilgængelige billeder af hende.

Han vender tilbage til Center for Folklorestudiers side. Det virker som det rigtige sted at starte, hvis han vil have noget at vide om forbindelsen mellem slanger, drager og Ukraine. Centerets leder er en kvinde midt i 40’erne med stort, krøllet hår. Toppen af en tyk sweater titter frem lige over bunden af billedet. Ud over funktionen som leder af centeret er Marianne Christensen tilsyneladende ekspert i nordisk folklore. For Thomas er hun dog først og fremmest en mulig indgang til Christian Rudov og Natalja Rudova.

Han ringer op til hendes direkte nummer.

- Center for Folklorestudier, det er Marianne Christensen.

- Thomas Nyland, Københavns Politi. Jeg vil høre, om du kan skaffe mig telefonnumrene på Christian Rudov og Natalja Rudova?

- Hvad drejer det sig om?

- En efterforskning. Jeg kan ikke gå i detaljer, men jeg har brug for deres viden om eventyr og folketro.

- Det er der flere her på stedet, der kan hjælpe dig med. Ja, faktisk laver vi ikke andet.

- Russisk folketro, specificerer Thomas.

- Åh.

Stilhed.

- Sagen er den, at Christian Rudov er død, siger Marianne Christensen, - Han blev fundet død i sit hjem for to uger siden.

- Død?

- Ja.

- Det gør mig ondt at høre, brummer Thomas. Fortsætter tøvende: - Men jeg står midt i efterforskningen af en alvorlig forbrydelse og mangler akut viden om russisk folketro. Om drager, for at være lidt mere præcis. Er der andre, der kan hjælpe mig med det?

- Natalja er den her i landet, der ved mest om det. Ja, faktisk i hele Europa. Den vestlige del, i hvert fald.

- Kunne det lade sig gøre at få hendes nummer? Jeg skal gøre det helt kort.

- Jeg kan godt give dig det, men det vil ikke hjælpe dig.

- Hvad mener du?, spørger han.

- Natalja tager ikke sin telefon, med mindre hun kan genkende det nummer, der bliver ringet fra. Hun bryder sig ikke om at blive forstyrret.

- Jeg kan vel indtale en besked på hendes telefonsvarer? Forklare hende, hvordan det hænger sammen? Jeg er vant til at håndtere vanskelige situationer.

Giv mig nu bare det nummer.

Marianne Christensen fnyser: - Du kan da godt forsøge. Men det bedste vil være, at jeg giver hende besked om, at du har ringet, og at du gerne vil tale med hende. Giv mig dit telefonnummer og din mailadresse. Så skal jeg sørge for, at hun får begge dele.

- Jeg har ikke tid til det her, bjæffer Thomas.

- Så må du finde dine oplysninger et andet sted. Jeg beklager, men sådan er det.

Thomas sukker og giver centerlederen, hvad hun har bedt om.

- Sig til hende, at det er vigtigt, siger han.

- Det skal jeg nok. Men jeg kan ikke få hende til at ringe til dig på kommando.

- Hun lyder som en skøn kvinde, mumler Thomas tvært.

- Hun er fantastisk. Bare vent og se.

Med de ord lægger kvinden med det store, krøllede hår på og henviser Thomas til det, han hader mere end noget andet: At vente.

 

Der sker ingenting. Skoven har lukket sig om dem, intet trænger igennem. Herinde er der mørkt. Ingenting bevæger sig.

Pigen sover næsten hele tiden, og når hun ikke sover, ligger hun og stirrer op i loftet. Når han forsøger at tale til hende, svarer hun ikke. Der er intet ved hendes øjne eller bevægelser, der kan afsløre, om hun hører ham eller ej.

I starten undrede han sig over, hvorfor hun ikke kunne tale, men ikke længere. Nu ved han det. Han ved, hvad der er galt.

Det er fortællingen. De er faldet ud af den begge to. Det er den eneste logiske forklaring. Linjerne har vredet sig, og ordene har danset på de løsrevne linjer som på en line. Til sidst er de faldet af. Og både han og pigen er sammen med ordene faldet ud i det intet, der omgiver fortællingen. De er hovedpersoner uden en historie.

Det var Den Anden, der slog fortællingen ud af kurs, da han ikke ville modtage hende. Han satte gang i de svingninger, der nu er blevet så voldsomme, at fortællingens rammer er blevet brudt. Såret i fortællingens kød er åbent.

Han kan ikke blive her. Bliver nødt til at gøre noget for at vride linjerne tilbage, så de kan bevæge sig igen. Så prinsessen kan blive vakt til live. Han må tage, hvad der retmæssigt er hans. Han må erobre sin egen historie tilbage, og for at gøre det må han tage tilbage til forræderens hus.

Pigen ligger helt stille på sengen. Han betragter hende længe nok til at se, at hun stadig trækker vejret.

Zabava, tænker han. Jeg skal nok få dig væk herfra. Jeg skal sørge for, at du bliver reddet.

Så rejser han sig, lukker hendes dør og vrider nøglen rundt.