22.

Nataljas mobiltelefon ligger på skrivebordet på hendes kontor. Lyden er permanent slået fra, og hun har den kun sjældent med sig rundt, for hun kender stort set ingen, der kunne finde på at ringe til hende. Og selv hvis hun gjorde, bryder hun sig ikke om at blive afbrudt, uanset hvad hun er i gang med. I stedet undersøger hun fra tid til anden, om nogen skulle have ringet. Kigger på listen over indkomne opkald for at se, om det er nødvendigt, at hun ringer tilbage.

Det er det sjældent.

Men da hun kommer hjem fra sin fars hus, kan hun se, at Marianne har ringet til hende. En af de eneste, Natalja har lyst til at ringe tilbage til. Chefen har kun ringet en enkelt gang. Hun kender Nataljas rutiner og ved, at det ikke kan betale sig at kime hende ned. Om Natalja ringer tilbage eller ej har intet at gøre med, hvor mange gange, man har forsøgt at få fat på hende.

Natalja behøver ikke præsentere sig, da hun ringer sin chef op.

- Hvad så?, siger hun bare.

- Hvordan har du det?, spørger Marianne.

- Du ved …

- Nej. Det har jeg ingen anelse om. Men jeg har vænnet mig til ikke at vide den slags om dig. Hvordan var begravelsen?

- Den var okay.

- Det ved du ikke noget om, Natalja. Du var ikke med.

Natalja sukker. Marianne må have deltaget i begravelsen. Hun er ikke blot Nataljas chef, men var også hendes fars chef, dengang han stadig var ansat på universitetet. Det er kun naturligt, at hun har haft lyst til at sige farvel til ham.

- Jeg kiggede efter dig i kirken, siger Marianne. - Viktor fortalte, at du var syg. Din bror er sikkert god til mange ting, men ikke til at lyve.

- Hvorfor har du ringet til mig?, spørger Natalja.

- Først og fremmest ville jeg høre, om du stadig er i live, og det kan jeg jo høre, at du er, så det er fint. Men der er også en anden grund. Jeg er blevet ringet op af politiet. De vil gerne tale med dig.

- Om min far?

Nataljas udbrud kommer spontant, og dets håbefulde tone afslører mere, end hun bryder sig om. Hun presser læberne hårdt sammen for at holde alle de ord tilbage, der er i fare for at falde ud af munden på hende.

- Desværre, siger Marianne blidt. - Den politimand, der ringede til mig, ville vide noget om russisk folketro.

Medynken i chefens stemme synes at presse sig ned i Nataljas hals og sætte sig fast. Hun får kvalme.

- Om russisk folketro?, siger hun og synker. Sluger ynken og mærker den falde ned i sin mavesæk. Tung som en sten. - Hvorfor ville han vide noget om det?

- Jeg ved det ikke. Han er i gang med en efterforskning. Det lød, som om han havde brug for oplysningerne med det samme. Vil du ringe til ham?

- Giv mig hans nummer.

Marianne giver hende både navn, telefonnummer og emailadresse på betjenten, og Natalja skribler det hele ned på en lap papir. Hun lægger kuglepennen fra sig og skubber sedlen til side.

- Nu skal jeg nok lade dig være i fred, siger Marianne. - Du må sige til, hvis …

- Vent lidt …, afbryder Natalja. - Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om.

Et overrasket grin undslipper Mariannes læber: - Du har brug for min hjælp? Det er en historisk dag. Sig frem. Hvad går det ud på?

Mariannes uventede latter får Natalja til at tøve.

- Arh, kom nu, bønfalder hendes chef. - Du kan ikke slynge sådan noget ud og så bare klappe i. Hvad er det, du gerne vil snakke om?

- Jeg har fundet et manuskript i min fars hus. Et ufærdigt manuskript. 47 sider i alt. Det ligner indledningen til en bog.

Marianne rømmer sig, som for at rense stemmen for rester af latter: - En bog? Som din far har skrevet på?

- Ja. Den handler om en sanger, han aldrig har nævnt for mig. A.F. Petrov. Siger det dig noget?

- Ikke umiddelbart, men det er jo heller ikke mit område. Hvornår har han skrevet den?

- Det ved jeg ikke. Han har ikke skrevet noget årstal på manuskriptet. Jeg tænkte, at han måske har nævnt bogen for dig, hvis han har skrevet på den, mens han var ansat på centeret.

- Det har han ikke. Jeg kan i hvert fald ikke huske det. Måske er manuskriptet ældre. Jeg mener, din far arbejdede kun under min ledelse i fire år. Han kan have skrevet på bogen, mens han var i Durham, eller hvor han nu ellers har været tilknyttet … Illinois … eller hvad med Østeuropainstituttet?

- Måske.

Marianne udstøder en eftertænksom smaskelyd: - Du kan snakke med Erik Theilmann, den tidligere leder af Østeuropainstituttet. Jeg hilste på ham til begravelsen, og så vidt jeg husker var din far vist ret gode venner med ham. Uanset om din far skrev manuskriptet, mens han arbejdede for ham eller ej, har de sikkert diskuteret det på et tidspunkt. Han er mit bedste bud.