23.

Dr. Phil. Erik Theilmann ligner en hjemløs, som han står ved bredden af Skt. Jørgens Sø på Vesterbro og fodrer ænder. Han er iført en gammel, sort trenchcoat, der er blevet grå på skuldrene og ryggen af slid og sol. På hænderne har han uldne, fingerløse handsker, og i en frysepose, der stikker frem fra en lomme i frakken, har han brødkrummer til den nærgående flok af skræppende fugle.

Da Natalja kommer tættere på, kan hun høre, at han står og taler med ænderne. Eller med sig selv. Han læner sig fremover i hidsige, argumenterende ryk og gestikulerer så ivrigt, at folk slår en stor bue uden om ham, når de går forbi.

Theilmanns kone advarede Natalja om professorens hang til optændte enetaler, da hun for en halv time siden ringede på døren til parrets lejlighed på Frederiksberg: - Han øver sig altid på ænderne nede ved søerne, når han skal tale til et publikum. Forelæsninger, møder og debatprogrammer i radioen, eller hvad det nu måtte være. Men det er værst, når han skal tale til en international konference. Så får de stakkels ænder læst og påskrevet, det kan jeg godt fortælle dig.

Synet af Theilmann får Natalja til at tænke på den græske matematiker Arkimedes, der under den anden puniske krig blev afbrudt af romerske soldater midt i løsningen af gåden om cirklernes omkreds. - Forstyr ikke mine cirkler, skulle han angiveligt have sagt til romerne, som resolut kvitterede ved at slå ham ihjel.

Hun har altid været fascineret af dette billede af forskningens væsen. En videnskabsmand så sluttet omkring sit arbejde og så bevidst om dets betydning, at alt andet bliver irrelevant. Fordi han ved, at det er vigtigere at forstå verden end at slås om den, og fordi den viden, han frembringer, vil bestå i årtusinder efter, at selv de største og mest magtfulde riger er smuldret og svundet ind til ingenting. Hun ser både sig selv og sin far i den fortælling og nu også Erik Theilmann, der helt upåvirket af kondiløbere og kærestepar docerer ivrigt for en flok fladnæbede fugle. I nogle øjeblikke står hun stille og betragter ham, før hun tager sig sammen til at afbryde hans forelæsning.

- Natalja? Er det dig?, siger han, da det går op for ham, at han ikke længere er alene. Kigger op og ned ad hende og ryster så på hovedet. - Sidst jeg så dig, var du en ranglet teenager med arme og ben over det hele. Det må være 15 år siden eller mere. Nu er du jo … ja, du er jo utroligt smuk, hvis jeg må være så fri.

Han rækker hende begge sine hænder og holder både hendes hænder og blik fast i længere tid, end Natalja bryder sig om.

- Det gør mig frygteligt ondt med din far, siger han og får tårer i øjnene. Han snøfter og flytter sin højre hånd for at tørre sig under næsen med håndryggen.

- Tak, siger Natalja og hiver sin anden hånd til sig.

- Viktor fortalte, at du var for syg til at komme til kirken, fortsætter han. - Det må også have været lidt af et chok for dig. Jeg ved, hvor tæt I var på hinanden, din far og dig.

Han putter en hånd ned i fryseposen og tager en håndfuld brødkrummer op, som han lægger i Nataljas håndflade.

- Her, siger han. - De her ænder er bedre til at jage depressioner og dårligdomme på flugt end det samlede, danske psykologkorps.

Natalja stirrer skiftevis ned på sin hånd, ned på ænderne og op på professoren.

- Prøv nu bare, siger han. - Jeg sværger på, at det virker. Jeg har gjort det i årevis og har aldrig haft behov for at tale med en psykolog.

Hun kaster det hvide brød ud til fuglene uden at føle sig overbevist om den terapeutiske virkning af handlingen.

- Nå, siger Theilmann, mens han børster sine handsker fri for krummer. - Jeg går ud fra, at du ikke er kommet for at fodre ænder. Skal vi gå en tur rundt om søen? Så kan vi snakke imens.

Hun følger efter ham i retning mod Planetariet.

- Jeg har fundet et manuskript i min fars hus, begynder hun. - En bog, han aldrig har fået skrevet færdig. Jeg vil gerne vide, hvorfor han begyndte at skrive den, men aldrig fik den gjort færdig. Og hvorfor han aldrig har fortalt mig om den. Jeg ved ikke, hvornår han har skrevet på den, men Marianne foreslog, at jeg tog kontakt til dig.

- Hvad handler bogen om?

- En russisk sanger ved navn Andrej Fjodorovitj Petrov.

Theilmann nikker: - Jeg var ikke klar over, at han skrev på en bog om Petrov, men jeg kan regne ud, hvorfor han ikke gjorde den færdig.

- Hvad mener du?

Professoren gnubber sine hænder mod hinanden for at få varmen helt ud i fingerspidserne og trækker så vejret dybt.

- Ved du, hvordan dine forældre mødte hinanden?, siger han.

- Hvad har det med sagen at gøre?

- Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad din far har fortalt dig om deres møde.

- Okay. Han har fortalt, at de mødtes i Kiev til en sammenkomst hos en fælles bekendt.

- Hvad mere?

- Ikke andet, så vidt jeg husker. Hun var operasanger og ansat ved operaen i Kiev. Han har fortalt, at hun var smuk. Og hvad for noget tøj, hun havde på.

- Han har ikke fortalt, hvem der holdt sammenkomsten?

- Nej. Han syntes vel ikke, at det var vigtigt.

- Men det er det. I det her tilfælde, i hvert fald. For manden, der holdt sammenkomsten, var Fjodor Petrov, A.F. Petrovs efterkommer. Det var ham, der introducerede dine forældre for hinanden. Han hjalp også din mor til Danmark i 1977. På en af sine researchrejser til Sovjetunionen i starten af 70’erne faldt din far over en glemt samling vokscylindere, der blandt andet rummede en indspilning af den forholdsvis ukendte sanger, A.F. Petrov. Han blev fortryllet af Petrovs talent og forsøgte at finde ud af, hvem han var. Det var aldrig tidligere lykkedes nogen at finde ud af, hvor han præcis kom fra, og så vidt jeg ved, lykkedes det heller ikke for din far. Men til gengæld gjorde han en opdagelse, som ingen forskere tidligere havde gjort. Man havde altid antaget, at Petrovs efterkommere blev udryddet under Anden Verdenskrig. Men det viste sig at være forkert. Fjodor Petrov, som i lige linje nedstammede fra sangeren, overlevede et langt ophold i en tysk arbejdslejr og vendte efter krigen tilbage til Ukraine. I Petrov-familien opbevarede man flere indspilninger med A.F. Petrov og andet materiale, Christian kunne bruge i sin forskning. Din far og Fjodor Petrov opbyggede et venskabeligt forhold til hinanden, de delte en fælles passion for den slaviske folketro, og som tak for, at Petrov havde hjulpet din mor til Danmark i 70’erne, hjalp din far Petrov med at etablere sig her i landet, da han selv rejste hertil kort efter murens fald sammen med sin datter Klara Petrova og hendes søn. Christian og han følte nok et særligt slægtskab på det tidspunkt, for Petrov havde også mistet sin kone.

- Men hvis Fjodor Petrov og min far var så gode venner, hvorfor har han så aldrig talt om ham?

- Petrov blev dræbt i en trafikulykke få år efter, at han kom hertil. Jeg gætter på, at det er derfor, din far aldrig har skrevet bogen færdig. Ikke fordi han havde mistet sin kilde, for han havde stadig adgang til indspilningerne og det skriftlige materiale, men fordi han ikke kunne bære at arbejde videre med projektet efter Petrovs død.

- Hvad ved du om Fjodor Petrov, ud over at han var min fars ven?

- Jeg ved, at han var professionel skakspiller. Han var aktiv på internationalt plan i 60’erne, og bagefter underviste han først i Skt. Petersborg og så i Kiev. Jeg mødte ham en enkelt gang, efter han kom til Danmark, men det er alt. Det meste af min viden om ham har jeg fra din far. Kom, vi må hellere sætte farten op, hvis vi skal nå hele vejen rundt om søen inden aftensmaden.

Natalja standser.

- Jeg tror, jeg står af her, siger hun. - Jeg må hellere komme hjem.

- Hvad har du tænkt dig at gøre nu? Bogen nærmest skriger efter at blive skrevet færdig.

- Måske. Men det var min fars projekt, ikke mit. Jeg havde bare brug for at vide, hvorfor han aldrig har nævnt bogen med et ord.

Han tager hendes hænder igen og giver dem et klem.

- Tænk over det, inden du afviser det helt, siger han, før han vender ryggen til hende og fortsætter sin rute langs søbredden. Da han er kommet et stykke væk fra hende, begynder hans hænder at flagre ivrigt rundt i luften igen. Natalja kan ikke længere høre ham, men hun kan regne ud, at han igen holder foredrag for sig selv og de ænder, der måtte komme forbi.

Natalja krydser over Vester Søgade ved Scandic Hotel på vej mod Vesterport Station og sætter sig ind i det første tog mod Nordhavn. Hun går gennem det halve tog for at finde en næsten tom vogn, hvor hun kan få lov til at sidde uforstyrret. Sætter sig længst ude mod vinduet på de blå, polstrede sæder og vender blikket mod ruden.

Hun kommer til at tænke på den politimand, der har ringet til Marianne for at få fat på hende. Hun må hellere gøre et ærligt forsøg på at få fat på ham, ellers har hun med garanti sin chef hængende i røret igen i aften.

Mobiltelefonen har hun for en gangs skyld taget med sig, men sedlen med Thomas Nylands mobilnummer ligger på køkkenbordet hjemme i lejligheden, så hun bliver nødt til at ringe til Københavns Politi og få nogen til at grave ham frem.

Hun kommer igennem til telefonslusen og bliver i første omgang stillet om til en medarbejder i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Han tøver og væver lidt rundt i det, da hun beder om at tale med Thomas Nyland. Til sidst sender han hende videre til en kollega.

- Martin Dahl, lyder stemmen i røret.

- Du taler med Natalja Rudova. Jeg skal have fat i Thomas Nyland.

- Nyland? Jeg er bange for, at det ikke kan lade sig gøre. Han er på ferie i denne uge. Kan jeg hjælpe dig i stedet?

- Ferie? Jeg …

Hun holder inde.

- Men han arbejder da hos jer, ikke?, spørger hun.

- Jo, det gør han. Men han er her som sagt ikke lige nu. Hvis du har noget, du gerne vil fortælle os, kan du roligt sige det til mig.

Hvad er det, der foregår?, tænker hun. Svaret ligger lige for. En politimand ringer og fortæller, at han har brug for hjælp med en efterforskning. Hans kolleger siger, at han er på ferie. Det lugter langt væk af en suspenderet betjent, der ikke kan finde ud af at holde sig i ro. Det lugter af problemer, som Natalja ikke har lyst til at blive blandet ind i.

- Det har jeg ikke, siger hun efter en lidt for lang pause.

- Er du sikker?

- Helt sikker. Det er noget … privat. Har Thomas ikke et andet nummer, jeg kan få fat i ham på?

Hun kan høre Martin Dahl rykke rundt på sin stol. Fumle med røret.

- Jeg kan desværre ikke udlevere mine kollegers private telefonnumre.

Natalja takker af og lægger på. Egentlig har hun lyst til at lade det hele ligge. Nu har hun i det mindste gjort et forsøg på at få fat i manden. Men Marianne vil næppe stille sig tilfreds med den forklaring, så da hun kommer hjem, finder hun sedlen i køkkenet og ringer op. Krydser fingre for, at han ikke tager telefonen.