24.
- Nyland, præsenterer han sig med en søvnig brummen.
Natalja kigger på sit ur. Klokken er halv fem om eftermiddagen. Måske har hun vækket politimanden fra en sen middagslur.
- Det er Natalja Rudova, siger hun.
- Rudova? Forskeren?
Stemmen bliver klarere.
- Jeg ringer til dig, fordi du gerne vil i kontakt med mig. Faktisk ringede jeg til Københavns Politi, og de påstod, at du er på ferie?
- Det kan jeg forklare, siger han. - Senere. Jeg er glad for, at du ringer.
- Min chef fortalte mig, at du vil vide noget om russisk folketro.
- Ja, brummer politimanden i den anden ende. - Jeg vil især gerne vide noget om slanger og drager. Det er det, der er dit speciale, ikke?
- Tjoeh, siger hun. Hun har for længst opgivet at forklare fremmede, hvad hun forsker i. For mange vandrende blikke og skjulte gab har gennem årene taget modet fra hende, når hun ikke har været blandt fagfolk. Ofte slynger hun bare en eller anden tilfældig beskæftigelse ud, hvis hun bliver spurgt. Revisor, receptionist, pædagog. Alt andet end det, hun i virkeligheden beskæftiger sig med.
- Din chef mente, at du er den førende ekspert på området i Danmark. Ja, i hele Europa.
- Okay, siger hun og mærker, at hun ikke er helt uimodtagelig over for smiger. - Så lad mig få dit spørgsmål igen.
- Ja, det er vel egentlig ikke et spørgsmål. Mere en generel anmodning. Jeg kunne godt tænke mig, at du fortæller mig noget om drager.
- Er du klar over, hvor omfattende det emne er?
- Nej, ler han tørt. - Det er jo derfor, jeg ringer til dig. Kan du ikke prøve at starte ved begyndelsen. Er det ikke noget med, at troen på drager oprindeligt kommer fra Kina?
- Hvad skal du egentlig bruge det til? Det vil gøre det nemmere for mig at indkredse, hvad jeg skal fortælle, hvis jeg ved, hvad du skal bruge oplysningerne til.
- Jeg kan desværre ikke udtale mig om en igangværende efterforskning, lirer han af. - Jeg kan bare sige, at jeg har brug for din hjælp for at komme videre. Har jeg ret i, at dragerne kommer fra Kina?
- Både og. Fortællinger om drager og billeder af dem er dukket op uafhængigt af hinanden i alle egne af verden. I babylonisk mytologi …
- Babylonisk?
- Fra Babylonien. Hvor Irak ligger i dag.
- Åh.
- I babylonisk mytologi taler man blandt andet om Tiamat, en gudinde, der er en personificering af havet, og som føder den første generation af guder. Hun bliver ofte afbildet som en stor slange eller en drage. I Johannes’ Åbenbaring i Biblen omtales en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn, der bliver bekæmpet af ærkeenglen Mikael. Her bliver den brugt som et billede på djævelen, og det er meget kendetegnende for den rolle, dragen har i den kristne tro. Et billede på selve ondskaben. På Antikrist. Det er også den opfattelse, der har domineret synet på drager her i Europa. Men det er rigtigt, at kineserne har de ældste tegn på, at folk troede på drager, og i Kina er opfattelsen af drager lige modsat den europæiske. Her ser man dragerne som lykkebringende. Man har fundet billeder af drager, der stammer tilbage fra 3000 år før vores tidsregning, men troen på drager har sikkert eksisteret meget længere end det.
- Men du siger, at man har troet på drager overalt i verden? Eller at de i hvert fald er en del af mytologien overalt?
- Ja. Vi har også vores egen drage i den nordiske mytologi. Midgårdsormen, der ligger i verdenshavet og bider sig selv i halen, har mange fælles træk med andre sagndrager.
- Ser de ens ud overalt?
- Ja og nej. Forbindelsen mellem drager, slanger og vand går igen i de fleste religioner, men udseendet og egenskaberne varierer. For eksempel spyr den kinesiske drage ikke ild.
- Hvor kommer de fra? Jeg mener, hvordan kan troen på drager opstå uafhængigt af hinanden i flere forskellige folkeslag?
- Det er der delte meninger om. De fleste mener, at det er fund af knogler fra dinosaurer, der har overbevist de tidlige kinesiske folkeslag om dragernes eksistens. Andre mener, at det er nulevende dyr som for eksempel komodovaranen, der er grundlaget for troen på drager.
- Hvad mener du?
- Begge dele er sandsynligt. Har du nogensinde stået ved siden af en komodovaran?
- Nej.
- Den kan blive tre meter lang, den lægger æg, og den har et giftigt bid. Man kan godt forstå, hvis synet af sådan en har ført til historier om enorme ildspyende væsener med skællet hud.
Politimanden tier, og Natalja kan høre en fjern kradsen. Lyden af en kuglepen mod papir.
- Hvad med i Rusland og andre lande i Østeuropa?
- Altså dragens rolle i den slaviske folketro?, siger Natalja.
- Ja, præcis. Jeg ved, at drager bliver kaldt for zmej.
- Det er rigtigt, siger Natalja. - Men man kan også bruge ordet zmeja. Zmej er hankøn, zmeja er hunkøn. Det betyder i virkeligheden slange, men bruges altså også om drager. De to ord bruges ofte i flæng, hvilket betyder, at drager for det meste ikke er enten hanner eller hunner, men tvekønnede eller uden køn. Der er selvfølgelig undtagelser. Det er der altid.
- Hvordan det?
- Nogle gange er der specifikke feminine træk i beskrivelsen af dragen. For eksempel kan den passe på sine unger, når helten møder den. Andre gange er den tydeligt maskulin, som når den optræder som en troldkvindes elsker.
- I hvilke sammenhænge bliver dragerne brugt?
- De optræder overalt i folketroen: På malerier, i folkeeventyr og i byliny, der er en særlig form for episke digte eller episke fortællinger, som man kender fra de slaviske områder. Historier om sagnhelte fra middelalderen. Er det sådan noget, du vil vide?, prøver hun.
- Måske. Prøv at fortsætte.
- Ligesom i mange andre kulturer bruges dragen blandt andet som modstander til helten i en fortælling. Det er en helt traditionel fremstilling, hvor en drage flyver ind over de russiske bønders jorde og æder deres kvæg, brænder marker af og bortfører folk. Især unge kvinder …
- Vent lidt, afbryder han. - Bortfører unge kvinder?
- Ja. Dragerne holder dem skjult i fangehuller i bjergene, og så hidkalder prinsen i Kiev, der var hovedbyen i det russiske rige i middelalderen, en eller flere af sine mest modige krigere. Han eller de besejrer dragen og bringer fangerne med sig hjem. De her historier er symbolladede og handler i virkeligheden slet ikke om drager, men om de kristne russeres konflikter med de omkringliggende stater og hedenske nomadefolk på stepperne mod øst. Dragen symboliserer nogle gange disse fjender. Andre gange er den som sagt slet og ret et billede på djævelen eller ’fristeren’. Der findes propagandaplakater fra 1700-tallets Rusland, hvor man forsøger at skræmme folk fra at drikke vodka ved at sammenligne det med en drages blod. Man ser simpelthen dragens blod blive tappet fra en lille hane direkte ned i vodkaflasker. Så dragen får her præcis den samme rolle som djævelen: Det onde, der leder mennesket i fordærv.
- Hmm, brummer Thomas.
- Kan du bruge det her til noget?, spørger Natalja.
- Afgjort. Helt afgjort.
Han tøver.
- Jeg tror ikke, jeg har flere spørgsmål lige nu. Må jeg ringe dig op igen på et senere tidspunkt, hvis jeg får brug for at få mere at vide?
- Nej.
Thomas udstøder et forbløffet grin: - Mener du det?
- Ja.
Der er intet tegn på humor i Nataljas stemme.
- Det var ligegodt pokkers. Hvordan skal jeg så komme i kontakt med dig igen?
- Det er vel ikke nødvendigt. Du har fået de svar, du havde brug for, ikke?
- Jo, lige nu. Men der kan opstå flere spørgsmål undervejs. Jeg vil gerne have mulighed for at kontakte dig igen.
Hun siger ingenting, og efter en alt for lang pause trækker han vejret dybt: - Nu har du i hvert fald mit nummer. Så kan du jo selv bestemme, om du vil tage røret, når du kan se, at det er mig, der ringer.