29.

Alle dørene er lukkede. Det er det første, Thomas lægger mærke til, da han træder ind i Nataljas lejlighed. Sådan var det også sidste gang, han var her. Køkkenbordet er ryddet. Der er ingen nullermænd på gulvet. Ingen magasiner på det lille cafébord, ingen køkkenmaskiner, lysestager eller stueplanter. Intet tegn på levet liv. Kun et kridhvidt udstillingslokale. En ørken af højglans, der knitrer blankt i loftslyset.

Han tænker, at hans ansigt må have samme farve og glans som køkkenlågerne. Han er dødtræt, og smerten i brystet får sveden til at springe frem på panden. Den er taget til de seneste dage, selv om han tager sine piller, som han skal.

- Vi du have en kop kaffe?, spørger Natalja, da han har sat sig med en prusten.

- Ser jeg så træt ud?, smiler han anstrengt.

- Ja. Kaffe?

- Tak.

Natalja finder en pose hele kaffebønner frem fra køleskabet og en elektrisk kværn bag en af de hvide låger. Pulveriserer bønnerne med et skærende hvin. Hælder pulveret i en stempelkande og koger vand.

- Hvor stærk vil du have den?

- Det bestemmer du.

- Mælk?

Han ryster på hovedet.

Da kaffen har trukket, rækker hun ham en kop. Men i stedet for at sætte sig ned over for ham, går hun tilbage til køkkenbordet og læner sig op ad det.

- Hvad er det, du vil fortælle mig?, spørger han.

Hun bider sig i læben, mens hun tænker sig om.

- Jeg mistede min far for to uger siden. Han blev slået ihjel under et indbrud i sit hus.

- Det ved jeg, nikker Thomas.

- Hvordan det?

- Da vi havde snakket sammen den første gang, ringede jeg til den efterforsker ved Nordsjællands Politi, der har din fars sag. Hun fortalte mig om den.

- Hvad har hun sagt?

- Ikke meget. At der ikke blev stjålet noget. Og at de ikke har nogen mistænkte.

Natalja puster hen over sin kaffe og nipper forsigtigt til den. Den er stadig rygende varm.

- Hun kender ikke hele historien, siger hun. - Der blev stjålet noget fra min fars hus. En fonografisk cylinder. Sådan en, som man …

- … optager musik på. En vokscylinder, slutter Thomas.

- Præcis.

Natalja løfter spørgende begge øjenbryn.

- Jeg er temmelig musikinteresseret, forklarer han.

- Okay, nikker Natalja. - Men denne cylinder indeholdt ikke musik. I hvert fald ikke i traditionel forstand. Det var en optagelse af en russisk sanger, A.F. Petrov, der fremfører en bylina. De historier, jeg fortalte dig om.

- De episke digte. Det kan jeg godt huske.

- Man kalder de folk, der fortæller dem, for sangere, fordi fremførelsen af dem inkluderer rytme og melodi, ligesom i de fleste andre mundtlige traditioner. Netop rytmen og melodien gjorde det lettere at huske de komplicerede fortællinger. Men det viser sig altså, at min far har været ved at skrive en bog om denne A.F. Petrov. Jeg fandt det ufærdige manuskript i huset. Han har været gode venner med en af Petrovs efterkommere, Fjodor Petrov, som han mødte i Kiev, og som har hjulpet min far med at researche til bogen. Fjodor kom til Danmark med sin datter og sit barnebarn for at bo her efter murens fald, men blev dræbt i en trafikulykke. Hans død fik efter alt at dømme min far til at opgive bogen.

- Har du manuskriptet her? Må jeg se det?

- Jeg har det ikke længere.

- Hvorfor ikke?

- Da jeg var ude i min fars hus for nogle timer siden for at hente det, var det forsvundet. Jeg nåede at se en skikkelse på altanen lige uden for soveværelset. Jeg tror, at det var den samme person, som slog min far ihjel og stjal vokscylinderen. Han var vendt tilbage for også at få fat i manuskriptet.

- Hvordan så han ud?

Hun stiller koppen fra sig. Lægger armene over kors: - Jeg ved det ikke. Det var for mørkt til, at jeg kunne se noget. Jeg så ham løbe gennem haven og forsvinde over hegnet.

- Hvorfor har du ikke fortalt det her til politiet?

- Det er det, jeg gør lige nu.

Han sukker: - Du ved godt, hvad jeg mener. Hvorfor har du ikke fortalt Nordsjællands Politi, hvad du har oplevet? Hvorfor fortæller du det til mig?

- Mordet på min far hænger sammen med den sag, du efterforsker. Hvis jeg går til Nordsjællands Politi, skal jeg til at starte forfra. De skal først forstå, at det hele indgår i en større sammenhæng. At der ikke er tale om et simpelt indbrud, der er slået fejl.

- Så du vil have mig til at tage mig af din fars sag?

- Nej. Jeg vil have dig til at indse, at du allerede står midt i den.

Hun rækker hånden ned i bukselommen, og da hun trækker den op, har hun fingrene knyttet om en genstand, Thomas ikke kan se. Hun holder den ind mod brystet.

- Det var ikke kun historien om Dobrynja og dragen, jeg kom til at tænke på, da du viste mig billederne fra gerningsstedet. De vækkede også noget andet i min hukommelse. I min fars hus fandt jeg et gammelt smykkeskrin, der har tilhørt min mor. Det var fyldt med smykker i guld og sølv, halskæder, ringe og brocher. Men det her halssmykke lå også i det.

Hun lægger hånden på bordet foran Thomas og åbner den. Han stirrer først på hånden og så op på Natalja. Der ligger en skakbrik i hendes håndflade. En hvid springer sat fast til en tynd lædersnor.

- Hvor længe har din mor haft den?, spørger Thomas. Han løfter forsigtigt smykket ud af Nataljas hånd. Holder fast i lædersnoren og lader den lille skakbrik af ben dingle foran sig.

- Jeg ved det ikke, siger Natalja. - Men jeg tror, at hun har fået den af Fjodor Petrov. En af min fars venner fortalte mig, at Petrov var skakspiller. Ligesom Dobrynja. Min far og din kollega er ikke alene blevet myrdet den samme dag. De er også blevet myrdet af den samme grund.

- Okay, siger Thomas efter en længere pause. - Hvad foreslår du så, at vi gør nu?

- Vi?

- Ja. Hvis alt det her virkelig handler om det område, du er specialiseret i, har jeg brug for din hjælp.

Hun tøver: - Men jeg kan ikke se, hvad jeg kan gøre lige nu. Jeg har vist dig skakbrikken. Du skal vel køre den igennem et eller andet register. Se om der er andre sager, der involverer en hvid springer. Hvad ved jeg? Jeg er forsker, ikke efterforsker.

Han lægger skakbrikken fra sig. Lædersnoren lægger sig i en spiral oven på den. Han ser insisterende på hende.

- Fint, sukker hun til sidst. - Fjodor Petrov havde en datter med sig, da han kom til Danmark. Klara Petrova. Jeg vil foreslå, at du kontakter hende.

- Vi, afbryder Thomas. - Vi kontakter hende.

- Okay, vi kontakter hende.

- I orden, siger han. - Prøv at slå hende op på nettet. Vi må se, hvor i landet hun bor.

Natalja henter sin computer og søger på Klara Petrova, men der dukker ingen adresse op.

- Måske er hun rejst fra Danmark igen, da hendes far døde, siger Natalja. - Hun havde jo ikke været her så længe, da det skete.

- Eller også har hun hemmelig adresse. Ligesom dig.

- Min adresse er ikke hemmelig nok. Du fandt mig jo.

- Som jeg sagde: Ingen adresser er hemmelige for mig. Hvis hende Klara Petrova bor et sted i kongeriget, så finder jeg hende. Men det kræver lige et opkald eller to.

Han ser på sit ur: - Det må blive i morgen. Vi får næppe noget godt ud af at ringe til nogen midt om natten. For slet ikke at tale om at dukke op hos Klara Petrova på den her tid af døgnet. Lukker du mig ind, hvis jeg kommer forbi i morgen tidlig?

- Ja.

- Er du sikker?

Hun nikker. Og sender ham et meget lille smil.

- Godt, siger han. - Jeg kan være her klokken otte.

Han rejser sig og hiver sin vindjakke på. Standser. At stå med ryggen til Natalja føles som at komme for tæt på et lejrbål. Ryggen er brændende, mens maven er iskold. Han kaster et blik over skulderen, før han forlader lejligheden.

- Vi ses i morgen, frøken Rudova. Sov godt.