33.

Thomas’ bil går i knæ med en træt prusten, da han maser sig ind bag rattet. Han sætter nøglen i tændingen, men går i stå, før han får den drejet.

- Andreas Petrovs lejlighed ligger ikke ret langt fra det hus, hvor Olena blev holdt fanget, siger han. - Andreas må have set, hvad der foregik i huset. Hvis han oven i købet fandt ud af, at Olena kom fra Kiev …

- … så passede historien om Dobrynja perfekt, slutter Natalja hans sætning.

- Ja. Han må have holdt øje med dem et stykke tid. Hvordan skulle han ellers have vidst, hvor Anders Thorgaard boede? Han har observeret dem, set Thorgaard komme på besøg den dag, videoen blev optaget. Fulgt efter ham, da han tog hjem. Ventet på det rigtige tidspunkt. Måske har han troet, at Olena stadig var i kælderen, da han angreb huset. Eller også vidste han, at hun ikke længere var der, men det betød ikke noget for ham. På hospitalet lykkedes det ham endelig at få fat i hende, men hvad skete der så?

Natalja synker en klump: - Han tog hjem til min far. Det er en del af Dobrynja og dragen. Da Dobrynja har reddet prinsesse Zabava fra dragens hule, mødes han med en anden bogatyr, en anden stor helt, og han overbringer prinsessen til ham. Giver ham besked på at føre hende sikkert hjem til Kiev. Andreas havde brug for en hjælper, der kunne afslutte missionen. Han må have valgt min far, fordi han troede, at han ville forstå ham. At hans viden om den slaviske folketro og hans venskab med morfaren ville få ham til at sympatisere med drabene. Og da han ikke gjorde det …

Thomas lægger en hånd på hendes skulder, men den pludselige berøring får hende til at fare sammen og trække sig væk.

- Undskyld, siger han forfjamsket. - Det var ikke min mening, at …

- Nej, det er fint. Helt fint.

Hun sender ham et hurtigt, undskyldende smil, men holder sig stadig på afstand.

- Jeg tror, du har ret, fortsætter Thomas. - Andreas tog din fars vokscylinder, fordi han mente, at din far ikke længere var værdig til at have en gave fra hans morfar. Andreas troede, at hans morfars nære ven var en helt ligesom han selv, en bogatyr, men da han nægtede at tage imod pigen, brød den forestilling sammen. Din far må have ledt efter sin mobiltelefon i soveværelset, så han kunne ringe til politiet.

- Far var altid meget distræt. Telefonen lå i arbejdsværelset, men det må han have glemt. Hvis han ikke var gået op i soveværelset, kunne han have nået at ringe til politiet. Han kunne måske have reddet sit liv.

- Det er ikke sikkert, siger Thomas. - Andreas har været fast besluttet på at slå ham ihjel, og det har ikke taget ret lang tid. Selv hvis politiet var blevet alarmeret, kunne de ikke nå frem i tide. Petrov er måske kommet ind gennem kældervinduet, og så er han stødt sammen med din far i soveværelset. Din far var ikke en del af dragen, så han skulle ikke dræbes med sværdet og lansen. I stedet måtte Andreas bruge noget andet.

- Han tog skulpturen, fordi den var inden for rækkevidde, siger Natalja.

De sidder et øjeblik i tavshed.

- Mente du, hvad du sagde oppe i lejligheden?, siger hun så.

- Hvad tænker du på?

- Du sagde til Klara Petrov, at du ville gøre alt, hvad du kunne, for at hjælpe hendes søn. Mente du det?

Han stønner højlydt og gnider sit ansigt: - Jeg ved det ikke. Jeg har ikke tænkt på, hvad jeg vil gøre, når jeg står over for ham igen. Jeg vil bare finde ham. Forstår du? Jeg vil bare sikre mig, at han rent faktisk eksisterer. For det føles, som om hele den aften på hospitalet aldrig har fundet sted. Den er bare en tåge. Jeg kan huske det hele, men jeg husker det, som om det er en film, jeg har set i fjernsynet. Ikke som noget, der er sket for mig. Og når jeg så står foran ham … Når jeg står foran Andreas Petrov … Hvem ved, hvad der så sker?

Han drejer nøglen, og motoren snurrer i gang.

- Hvad gør du så nu?, spørger hun.

- Jeg tager hjem til hans lejlighed.

- Hvad med dine kolleger? Skal du ikke ringe til dem?

- Senere, mumler han og sætter bilen i gear. - Først bliver jeg nødt til at se, om han overhovedet er der. Og om det overhovedet er ham, vi leder efter.

 

Hvor lang tid er der gået? Hvor mange uger har de ventet i disse fugtige rum? På trods af alt det, han har gjort for at få ordene til at falde på plads. Han har fået dragens blod til at flyde. Og han har rejst i intetheden, hvor verden ikke har struktur og mening, for at sætte fortællingen i gang igen. Ingen kan forlange mere af ham.

Zabava. Hvorfor er der ikke kommet nogen efter hende? Og hvorfor opfører hun sig ikke som Zabava?

Linjerne vrider sig. Han forsøger at holde dem fast, men de er for stærke. De slår med halen – en drages hale – og kaster ham af sig. Han hvirvler rundt. Griber fat i løsrevne ord. Han griber fat med lukkede øjne. Åbner dem og ser, at han ikke knuger et ord, men i stedet holder fast i hende. Pigen.

- Hvem er du?, råber han og rusker hende. - Hvem er du?

Intet er, som det burde være. Der er noget, der holder såret i fortællingens kød åbent, så det styrtbløder. Han har gjort, som han skulle. Og fortællingen lyver ikke. Tilbage er kun pigen. Zabava, der ikke opfører sig som en prinsesse. Det kan kun være hende, der er forkert.

Han kan mærke alting kollapse omkring sig. Ordene skriger og tømmes for blod. Det strømmer ned over væggene, søler gulvet til. Stiger og stiger til det når ham til knæene. Ligesom dragens blod er det hjemløst, forbandet, men han har ikke længere en lanse, der kan flække jorden og få den til at suge det op. Han vil ende med at drukne i blodet.

Han rusker pigen, der umuligt kan være Zabava. Smider hende ned på sengen, sætter sig overskrævs på hende og slår. Han slår til Zabavas ansigt forsvinder. Blodet vælter ned over sengen, over hans arme og ind i hans mund. Fylder ham. Og sammen med den nu navnløse pige bliver han trukket under af den stærke strøm. Det nytter ikke noget at kæmpe imod. Han er fortabt.

Og så …

Stilhed.

Da han kommer til sig selv, er blodet sunket ned i gulvbrædderne. I madrassen. Det er forsvundet ind i væggene og møblerne.

Han stiger af pigen og løsner næverne. Står midt i resterne af en tabt fortælling. Men ud af dens blod og ruiner har rejst sig nye ord og nye toner. En ny slutning, han kan mindes at have hørt, da han var barn, og som nu igen er blevet vækket i hans indre. Han kender denne nye slutning, men har ikke studeret dens detaljer endnu. Han er ikke i tvivl om, at han skal følge den, men han har brug for hjælp. Han bliver nødt til at vide, præcis hvad han skal gøre, og så vil han følge hver en tone endnu engang for at sikre sig den helt rigtige slutning. Denne gang vil han ikke svigte.

Men han kender kun et sted, hvor han kan lære den nye fortælling at kende til bunds. Den Andens hus. Han bliver nødt til at tage tilbage.