35.

Thomas lader motoren køre i tomgang, mens han siger farvel til Natalja foran hendes opgang. Da hun har smækket døren efter sig, ruller han sideruden ned og kalder på hende. Hun vender sig og går tilbage til bilen. Stikker hovedet ind i kabinen.

- Hvad nu?

- Du sagde, at det altid ender galt for stærke kvinder, der bryder samfundets normer i de her byliny, ikke?

- Jo, siger hun og rynker brynene i forundring over spørgsmålet.

- Hvad så med tykke politimænd?, smiler han.

Hun griner: - Det vrimler ikke ligefrem med politimænd i den slaviske folketro.

- Så stryg det der med ’politi’. Hvad med tykke mænd?

- Tjaeh, heltene i byliny er som regel temmelig velnærede.

- Og helten vinder altid?

- Det kommer an på …

Hun stander. Opdager, at Thomas rent faktisk ser bekymret ud.

- Er det nu, jeg bare skal sige ’ja’?, siger hun så.

- Ja tak, hvis du vil være så venlig.

- Okay, så ’ja’. De vinder altid.

Han klør sig på hagen, tøver, og siger så: - Og hvad med Dobrynja? Han overlever hele historien og bliver gift med en kvindelig kriger, ikke?

- Jo.

- Men hvad med hans død? Er der nogen sange, der beskriver den?

Hun nikker: - Hans død er ikke en del af fortællingen om Dobrynja og dragen, men ja, der findes andre tekster, der beskriver hans død.

- Og hans død findes i flere udgaver afhængig af, hvilken tekst man tager udgangspunkt i? Ligesom med variationerne i de andre historier, mener jeg?

- Ja. I en af de overleverede fortællinger møder han en gammel kvinde, mens han rider gennem et åbent landskab. Hun kommer ham i møde og fortæller ham, at han har været længe nok i den hvide verden. At han har udgydt nok uskyldigt blod. Han spørger hende, hvem hun er. En Tsar? Eller en mægtig kriger? Med det mener han: ’Hvor vover du at tale sådan til mig?’ Han er ikke vant til at blive talt til på den måde. En adelig person eller en anden stor kriger kan han til nød tåle fornærmelser fra, men ikke en svagelig, gammel kone. Hun siger til ham, at hun er Døden den Grusomme, og han svarer ved at true med at skille hendes hoved fra kroppen. Så trækker hun et sværd, der indtil nu har været skjult. Dobrynja beder for sit liv. Han beder om at få lov til at leve to år mere, så han kan søge om tilgivelse for sine synder. Men Døden den Grusomme vil ikke give ham så meget som et minut mere at leve i. Hendes sværd skærer gennem hans kød og knogler, og han falder død fra sin hest.

Hun holder en kunstpause, mens hun forsøger at aflæse, om Thomas stadig ser ud til at interessere sig for hendes fortælling. Det er længe siden, hun har kunnet tale om sit fag med en fremmed, uden at han har forsøgt at finde på undskyldninger for at komme væk. Men Thomas læner sig stadig hen mod hende, så langt hans sikkerhedssele tillader, og han nikker for at få hende til at fortsætte.

- I en anden fortælling, der minder en del om den, jeg lige har givet dig hovedpunkterne i, bliver han dræbt af troldkvinden Baba Latyngorka, der er klædt ud som en gammel kvinde i laset tøj. Hun bærer på et sværd og en lanse, der rækker langt ind i himmelen. Dobrynja bliver såret under kampen, men det er ikke såret i sig selv, der slår ham ihjel. Det er skammen over at være blevet slået af en gammel kvinde. Den her historie har en vis sammenhæng med Dobrynja og dragen, for det fortælles, at Baba Latyngorka er relateret til Zmej Gorynisjtje.

- Den drage, Dobrynja besejrer?

- Ja, præcis.

Hun ser på ham igen, og denne gang er hans blik blevet fjernt. Han har fået den information, han søgte, og nu er han allerede videre i sine tanker.

- Men hvorfor spørger du mig om Dobrynjas død?, siger hun.

- Jeg ved det ikke, mumler Thomas. - Jeg tænker, at hvis Andreas Petrovs verdensbillede falder sammen, altså, hvis vi finder ham og ødelægger den fortælling, han er i gang med at følge, bryder han måske fuldstændig sammen. Så vil han måske forsøge at gøre en ende på sit eget liv. Det kan være en hjælp for mig at vide, hvordan han selv tror, at han skal herfra.

- Uanset hvad han tror, er han i hvert fald overbevist om, at det ikke sker foreløbig. Han skal ikke dø endnu.

Thomas læner sig tilbage i sædet: - Lad os nu se. Tak, Natalja. For det hele. Jeg ringer til dig, når vi har ham.

- Så må vi jo se, om jeg tager telefonen, siger hun med et lille smil, før hun vender sig og forsvinder ind i opgangen.

Alene i sin lejlighed lægger Natalja først for alvor mærke til den uro, der sitrer gennem hendes muskler. Som en svagt kildende fornemmelse af elektricitet, der gør det umuligt for hende at slappe helt af. Hun sætter sig i lænestolen i stuen og tænder for musikken. Mikola Lisenko. Lukker øjnene og trækker vejret dybt, men kan ikke sidde stille. Strækker sig. Musklerne i armene og benene er blevet stive og usmidige af konstant at være spændte.

Hun burde tage et bad. Burde finde noget takeaway nede om hjørnet og få noget arbejde fra hånden. Men hun kan ikke koncentrere sig. Hun har mistet kontrollen over sine tanker, og hver gang hun prøver at lade dem følge musikken, sådan som hun plejer, stikker de af fra hende igen. Hun tænker på sin far, på Olena og på Klara Petrova. På Thomas, der har mast sig ind i hendes liv. Hun tænker, at samværet med andre mennesker altid giver hende en følelse af klaustrofobi, men at hun alligevel har nydt timerne sammen med Thomas Nyland. Af grunde, som hun ikke kan forklare. Hun tænker ingen samlede tanker. Kun brudstykker og iturevne billeder og halve ord. Hvirvelstrømmen i hendes hoved giver hende kvalme.

Hun rejser sig.

Hvis ikke denne lejlighed kan give hende den ro, hun længes efter, må hun tage ud til farens hus. Sit barndomshjem. Hun må forsvinde i bøgerne i biblioteket. Det eneste sted, hvor hun altid har kunnet finde ro. Det skal denne sag ikke ændre på. Andreas Petrov skal ikke have lov til at stjæle hendes frirum.