38.

Da Natalja vågner igen, kan hun intet se. Hun er omsluttet af et kvælende, koldt mørke. Et øjeblik er hun i tvivl, om hendes øjne er åbne, så hun blinker nogle gange. Klemmer øjenlågene hårdt sammen og lader dem glide fra hinanden. Det gør ingen forskel. Mørket er totalt, uanset hvad hun gør.

Så lægger hun mærke til støjen. En buldrende hvid støj blandet med rytmiske dunk, der sender stød gennem hendes krop. Et sted midt i den konstante brusen kan hun skelne en lys fløjten af vind, der trænger ind gennem smalle sprækker omkring hende. Hun ryster. Måske af kulde, selv om hun ikke kan mærke, om hun fryser. Hendes hænder er bundet bag på ryggen, og hun har et stykke stof presset så langt ind i munden, at det klæber til hendes gane. Stoffet suger hendes mund tør og smager af sprit. Næsen er næsten fuldstændig stoppet af en størknet, hård masse, der måske er blod. Selv om hun forsøger at trække vejret dybt, kommer der kun en smule luft ind, og kun gennem ét næsebor.

Så snart hun forsøger at flytte sig bare en lille smule, støder hun mod en væg, og da rummet pludselig bevæger sig, tumler hun rundt på den sparsomme plads. Det burde gøre ondt, men hun kan ikke skelne følelsen fra den konstante smerte, der allerede brænder i hele hendes krop. Den presser tårer frem i hendes øjne. Gråden får slimhinderne i hendes næse til at svulme op og snottet til at flyde, så hun ikke længere kan trække vejret. Alle kroppens muskler spændes. Hun kaster kroppen rundt på den trange plads, men proppen i næsen løsner sig ikke. Hun snøfter og suger snottet ind, så hårdt hun kan. Intet virker.

Jeg tuder mig selv ihjel, tænker hun omtåget.

Støjen skifter karakter. Tager af i styrke. Bliver dybere og dybere, indtil den til sidst falder til ro i en svag rumlen. Rundt omkring hende begynder rummets metalvægge at vibrere i takt med lyden.

Et bagagerum. Jeg ligger i et bagagerum.

Bilen gasser op igen. Drejer om et hjørne.

Og så, fuldstændig ud af det blå, vælter minderne frem. Det er en strøm af for længst glemte billeder, der viser sig for hende i en fuldstændigt tilfældig rækkefølge.

Jeg kigger på en dukke i en lyserød papæske. Den står på en hylde i en legetøjsforretning. Far purrer op i mit hår. Han sætter sig på hug ved siden af mig. “Er det den dukke, du ønsker dig? Fortæl mig igen, hvad den kan.” “Den kan tisse selv, når man hælder vand i den, og den kan græde og kravle. Og alt muligt.” Nogle måneder senere er jeg vred på min mor over et eller andet. Jeg græder og stamper i gulvet. Smider mig på sengen og hiver dynen over hovedet. “Jeg gider ikke høre på dig. Lad mig være.” Det er sidste gang, jeg taler med hende. Spoler tilbage. Sidder i køkkenet med mor, far og Viktor. Vi drikker te og spiser blødt, hvidt brød med marmelade. Far har skåret skorperne af, fordi han ved, at jeg bedst kan lide det på den måde. Brødet er skåret diagonalt. Mine fingre og mundvige klistrer sammen. Maden er hvinende sød. Jeg hopper ned i min mors favn i en swimmingpool. “Du skal ikke være bange. Jeg griber dig.”

Natalja kan mærke, at bilen er standset. Motoren er stoppet. Men hun kan stadig ikke trække vejret. Det sortner for hendes blik.

“Der kan du bare se. Der er ikke noget at være bange for. Vandet er helt varmt.” Mor smiler. Og så ligger jeg i en seng omkring et år senere. En hvid stue på et hospital. Jeg forventer stadig, at mor skal komme ind til mig. Jeg kan ikke huske noget. Ulykken er stadig bare ord. Bare onde ord. Da døren til stuen går op, regner jeg med, at det er mors ansigt, der dukker op. Faktisk er jeg fuldstændigt sikker på, at det er hende. Men det er ikke hende. Det er min far. Han græder. Sætter sig på sengen ved siden af mig og omfavner mig.

Billederne bliver mørkere. Uskarpe. Til sidst er de helt væk. Hendes muskler bliver slappe. En tung, sort dyne daler ned over hende. Lægger sig først over hendes fødder, så over resten af kroppen.

Nu dør jeg.

Det pusler et sted på den anden side af metallet. Gennem dynen hører hun en metallisk kliklyd. Bagklappen bliver åbnet, og hun ser op på Andreas Petrov. Hans hånd rækker ned og hiver kluden ud af hendes mund. Det føles, som om han flår noget af hendes hud med i bevægelsen, men det må bare være blodet, der er størknet fast til stoffet. Luften fosser ind i hende som en spand med isvand, der bliver tømt ud over hendes ansigt. Hun sluger den i alt for store mundfulde og kommer til at hoste. Det gør ondt i mavemusklerne og kæben.

Da hun igen falder til ro, kan hun se, at han ikke bevæger sig. Står bare og kigger på hende med hovedet lidt på skrå.

- Op, siger han roligt.

Hun bliver liggende. Ikke fordi hun ikke forstår ordren, men fordi hun ikke ved, hvordan hun skal kunne adlyde den. Selv hvis hun virkelig anstrengte sig, ville hun ikke kunne kravle ud af det snævre bagagerum. Kan slet ikke overskue, hvordan hun skal gøre det.

Han griber fat under hendes arme og hiver hende op. Holder fast i hende, så hun ikke falder om på jorden. Hovedet dingler fra skuldrene. Hun kan ikke holde det oppe. I et kort, klart øjeblik lægger hun mærke til, at hun ikke har fliser og asfalt under sig, men hårdt stampet jord. De er kørt ud af byen. Der er tæt af nåletræer omkring hende, og lige foran hende ligger et lille sommerhus. En gammel træhytte. Sortmalet og med hvide, småsprossede vinduer.

- Kom, kære mor, kan hun høre Andreas Petrov sige. - Vi skal holde en stor fest. Min brud venter på os.