39.

Troldeskoven.

Det sommerhus, Petrov har lejet, ligger midt i et tæt bevokset skovområde, der snor sig langs kysten mellem Tisvildeleje og Asserbo i Nordsjællands bakkede landskab. Dets navn ville sikkert klinge smukt og pirre fantasien i en turistbrochure, men lige nu virker det ildevarslende på Thomas. Andreas Petrov er en sagnhelt, en fantasifigur, der har slået sig ned midt i en eventyrskov.

Thomas har siddet bag rattet af bilen og hørt Dahl kalde tropperne sammen: Det efterforskningsteam, der uden det store held har arbejdet på opklaringen af sagen og to patruljer fra det lokale Nordsjællands Politi, der hurtigt kan rykke ud til sommerhuset og holde øje med det, indtil Dahl og Thomas ankommer. Og så AKS, selvfølgelig. Politiets Aktionsstyrke, der hører under PET. En antiterrorenhed oprettet efter terrorangrebet ved de Olympiske Lege i München 1972, hvor 11 israelske sportsfolk blev myrdet af terrorgruppen Sorte September. Enheden assisterer politiet ved gidseltagninger eller anholdelse af særligt farlige personer, og i dette tilfælde er begge kriterier opfyldt.

Det her må ikke gå galt.

Thomas knuger rattet. Ser Zahle for sig. Ser hans ben kollapse og rive overkroppen med sig i faldet. Ser hans hoved ramme gulvet og kroppen vride sig i heftige spasmer. Han ved ikke, om det rent faktisk så sådan ud, da Zahle døde, eller om det er billeder, hans bevidsthed har dannet senere, men lige nu kan han ikke få dem til at forsvinde igen. Kan ikke blinke dem væk.

Siden Zahles død har han været forskånet for at genopleve den nat på Rigshospitalet i sine drømme. Det eneste, han har båret med sig, er det fiktive blod på kinden og det meget virkelige ar på maven. Det er, som om hans bevidsthed har været i stand til at holde de værste billeder på afstand, og det har givet ham ro til at koncentrere sig om sin efterforskning. Men nu, hvor han igen skal stå over for den høje, sortklædte mand, begynder han at miste det faste greb om hukommelsen.

Han ser på Dahl, der sidder og stirrer lige frem for sig. På landevejen, der hastigt forsvinder ind under bilens snude, mens de nærmer sig Tisvildeleje. For at komme frem til sommerhuset skal de igennem det gamle fiskerleje, der nu i sommermånederne er hjemsted for nogle af de mest velhavende københavnere. Fra finansmænd til kunstnere, der har råd til at betale de høje huspriser, byskiltet dikterer.

I det tætmaskede grå tusmørke her i midten af marts ligger de smalle gader dog øde hen, og Thomas registrerer knap nok, at de kører ind i byen. Hans tanker er et helt andet sted. De har forladt Zahle på hospitalsgulvet og kredser nu om det ironiske i, at det er første gang, han og Dahl for alvor har arbejdet tæt sammen om en sag – og det på trods af, at Thomas formelt set ikke har været involveret i den i mere end ganske få timer for over to uger siden. Han ser de første spirer af et godt makkerskab i det samarbejde. Der er stadig lang vej til den fortrolighed, han havde med Zahle, men det er gået op for ham, at han faktisk godt kan lide den tørre Martin Dahl, der trods sin forkærlighed for regler og korrekt opførsel alligevel indvilgede i at holde Thomas opdateret om efterforskningen. Og da de sad på bænken på Assistens Kirkegård, supplerede de hinanden godt. De kunne udvikle et troværdigt scenarie sammen ved at udveksle idéer. Og de kunne tænke rimeligt gnidningsløst i de samme baner.

- Hvad har du tænkt dig at gøre?

Det er Dahl, der bryder tavsheden i kabinen, og spørgsmålet giver Thomas en følelse af deja-vu. Han får lyst til at ringe til Natalja igen og når at slippe rattet for at finde sin telefon, før han kommer på bedre tanker og lægger hånden tilbage.

- Med hensyn til hvad?, spørger Thomas.

- Du ved, hvad jeg mener, siger Dahl. - Hvad har du tænkt dig at gøre, når vi kommer frem?

Thomas slår ud med hånden: - Du mener, om du får problemer med mig? Med min opførsel?

- Ja.

Han sukker: - For pokker, Dahl, jeg vil bare have Petrov fanget. Det er det hele. Jeg gør ikke noget overilet. AKS tager sig af alt det grove. I nat er vi bare tilskuere.

Dahl vender blikket mod vejen og omgivelserne igen.

- Hvis du siger det, mumler han, men Thomas vælger at ignorere ham.

Om lidt, tænker han og vrider sine hænder rundt om rattet. Om lidt er det hele slut.