41.

Der er nogen, der skriger. Et ustoppeligt, hysterisk hvin, der trænger gennem hud, fedt og knogler. Sætter sig i musklerne og får dem til at trække sig sammen i stærke kramper.

Natalja åbner sine øjne for at se, hvor lyden kommer fra, men hun når kun at se en sløret, sejlende plamage af brunt, før øjnene glider i igen. Hun prøver endnu engang. Kæmper for at holde sine øjne åbne. Det svimler for hende. En smag af bræk og blod klistrer til hendes tunge.

Det er en væg, når hun at konstatere, før øjenlågene igen falder i. En væg af mørkebrune træbjælker.

Hovedet hænger tungt mod brystkassen, og hun kan ikke løfte det.

Hun mærker hjertet banke hurtigt og hårdt, og for hvert eneste slag stiger skriget i styrke.

Nej, det er ikke et skrig. Tonen kommer ikke udefra. Den sidder inde i mig. I mit hoved. Det er en skurrende, vrælende tinnitus. Præcis som den, der satte sig i mig efter min fars begravelse. Lyden af død. Min fars, de tre unge mænds, Thomas’ kollegas og min egen snarlige død.

Åbner øjnene. Denne gang lykkes det hende at holde dem åbne. Olena ligger på gulvet foran hende. Den sorthårede pige ligger på maven, ansigtet er vendt væk, og hun bevæger sig ikke. Hun ser uhyggeligt tynd ud. Bleg, næsten gennemsigtig. Synet får Natalja til at tænke på De Tildækkede. Zalozjnye. De, der døde før tid, og var tvunget til at hjemsøge vores verden som spøgelser, indtil den dag, de retmæssigt skulle herfra. Måske er Olena allerede død. Måske er det hendes spøgelse, der ligger her foran Natalja. Blegt og koldt.

En del af denne verden, men uden mulighed for at komme i kontakt med den.

Natalja vil række armene ud mod hende, men hendes hænder er bundet til den stol, hun sidder på. Hun vil kalde på hende, men kæben hænger slap og smadret, og hun kan ikke få andet end et vådt støn frem. Det går op for hende, at hun savler. Røde pletter af blodigt savl drypper ned på hendes trøje fra en mund, hun ikke kan lukke. Ned på gulvet. Kæben må være brækket. Det er derfor, hun ikke kan tale.

Hun vrider sig på stolen. Synker sammen. Forsøger at få åndedrættet under kontrol. Smerten bølger varmt gennem hendes bryst og hoved.

Der er ingen andre lyde end hendes egen puls og hyletonen i ørene, så hun må være alene med Olena. Lige nu, i hvert fald.

Hendes øjne glider gennem lokalet: Væggene af træ. Den tynde stol, hun selv sidder på. Et lille køkken i det tilstødende rum, hvor vasken og bordpladen er fyldt med beskidte tallerkener og tomme dåser. Det må være et sommerhus.

Hun får øje på de sammenkrøllede bogsider, som Andreas Petrov har taget med fra huset og spredt ud over gulvet. Det er ikke linjerne til Dobrynja og dragen, der står på siderne, men en anden og mere grusom fortælling. Natalja ved, hvad der skal ske. Hun ved, hvordan det slutter.

Åh Gud.

Petrov er stadig Dobrynja, men Olena er ikke længere Zabava, prinsens niece. Han har skiftet historie. Nu er hun Marinka. Troldkvinden, der har delt seng med dragen, og som nu skal bøde for sin forbrydelse. Hun skal hugges i småstykker. Lige her på gulvet foran Natalja. Men først skal Dobrynja og Marinka giftes, så han kan kræve sin ret over sin nye kone.

Og jeg er faldet ind i rollen som Dobrynjas mor. Kvinden, der hjælper ham til at blive løst fra Marinkas forbandelse og som tak for hjælpen får hæderspladsen ved deres bryllup.

Hun farer sammen, da døren går op bag hende. Prøver at holde sin krop under kontrol, men det lykkes ikke. Hun ryster. Gennem den skurrende hyletone i ørene kan hun høre langsomme, tunge skridt. Hun kan mærke ham. Han standser. Han lugter. En harsk stank af sved presser sig ind i hendes tilstoppede næse. Han lægger sine hænder på hendes skuldre. Sætter røde aftryk af blod på hendes tøj.

- Mor, siger han blidt.

Han går om foran hende. Sætter sig ned på hug og ser op på hende.

- Undskyld, siger han med en lav, blid stemme. - Jeg tog fejl. Du må tage imod min dybeste undskyldning.

Han lægger sine hænder på hendes lår.

- Du ryster. Fryser du? Nej, jeg ved godt, at du ikke kan tale. Det er din kæbe. Det var ikke med vilje. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Jeg håber, at du kan tilgive mig, mor. Tilgive mig for alt det, jeg har gjort. Alle de fejl, jeg har begået. Det var uden for min kontrol. Jeg lod mig rive med og kom til at skade dig. Det var ikke sådan, jeg skulle have gjort.

Han lægger hovedet i hendes skød. Blodet drypper fra hendes åbne mund ned på hans pande, men han flytter sig ikke.

- Men nu ved jeg, hvad jeg skal gøre. I de magiske bøger har jeg fundet min sande historie.

Han løfter hovedet og ser sig over skulderen.

- Og Marinka, den tæve. Den luder. Nu ved jeg, at hun ikke blev bortført af dragen. Hun delte frivilligt sin seng med den. Jeg så med mine egne øjne, hvordan hun klamrede sig til den, da jeg kom for at befri hende fra dens fængsel. Men jeg forstod det ikke dengang. Hun havde forbandet mig, så jeg ikke så verden klart. Jeg troede, at hun havde brug for min hjælp. Hun smøg sig op ad dragen, mens den truede med at spy sin ild på mig. Jeg råbte til hende, at jeg ville befri hende fra bæstet. Jeg skreg, at det var en drage, der stod ved siden af hende, men hun flygtede fra mig.

Han spytter på gulvet.

- Hun havde forvandlet mig til en stum okse, men nu er jeg gjort fri. Ordene er faldet på plads i mit hoved. De falske ord er erstattet af sande.

Han kommer på benene. Holder Nataljas ansigt i sine hænder. Hun kan mærke, at kæben er forvandlet til kødfars. Smerten ved hans berøring er så voldsom, at det sortner for hendes øjne. Han klemmer til.

- Nej, bliv her, siger ansigtet foran hende. - Du må ikke forsvinde nu. Du er den vigtigste gæst til mit bryllup.

Han slipper hende.

Hun stønner. En ophobet strøm af blod vælter ud af hendes mund.

- Den gamle fortælling ligger i ruiner, fortsætter Petrov. - Men en ny er født af dens støv.

Han går over til Olena. Sætter sig på hug ved siden af hende. Stryger en hånd ned over hendes ryg.

- Du må ikke tro, at det her er let. Men jeg bliver nødt til det. Hun er en blodsuger. Slanger og reptiler gemmer sig i hendes led.

Hånden kærtegner Olenas balder. Hendes ben. Søger op ad hendes krop igen. Mod skuldrene og halsen. Fingrene knytter sig om hendes hår, og han river hendes hoved bagover. Hårdt.

I et glimt ser Natalja Olenas forslåede ansigt. Omkring øjnene er huden ildrød og hævet. Overlæben er flækket. Men hendes øjne er åbne. De reagerer på smerten. Hun lever. Selv om kroppen er slap, er hun ikke død. Der er stadig håb.

Han rejser sig med et ryk og hiver hende med op. Slæber hende efter sig hen over gulvet.

- Marinka, brøler han. - Din tæve.

Hiver den livløse krop efter sig. Baglæns rundt i cirkler. I fortællingen danser parret om et piletræ, men i dette hus eksisterer træet kun i Andreas Petrovs sind. Han kaster hende fra sig på gulvet. Tager fat i ryglænet på Nataljas stol og trækker både den og hende efter sig. Stolebenene hyler mod trægulvet. Hendes hoved gynger fra side til side, da han hiver hende op over dørtrinet ind til soveværelset.

Dynen er slået til side, og lagenet er farvet rødt i plamager af gammelt blod. Der er sat massive låse på vinduerne. Det må være her, han har holdt Olena fanget.

Han stiller Natalja fra sig foran sengen.

- Vent her, siger han og forsvinder. Hun kan høre ham pruste inde i stuen, og kort efter vender han tilbage med Olena i armene.

Han lægger hende på det beskidte lagen. Knapper hendes bukser op. Et par store, hvide bukser, der ligner hospitalstøj. Trækker dem ned over hofterne og hiver i dem for at få dem krænget af benene. Han er lige ved at falde, da de giver efter. Trusserne følger med halvvejs ned på lårene. Han river dem helt af med en aggressiv bevægelse. Flytter Olenas arme, så han kan komme til at tage hospitalsskjorten af hende. Blotter hendes hvide bryster og vrænger på næsen ved synet af dem.

- Nu er hun min kone, brøler han. - Jeg kan gøre med hende, hvad jeg vil. Jeg kan kræve enhver mands ret over sin kone.

Han griber med begge hænder om sværdets skæfte bag sin nakke og trækker det frem.

Natalja kaster op. En skylle af opkast vælter op gennem hende og ud over hendes bryst og ben. Hun er ikke i stand til at holde det tilbage.

Han standser med sværdet hævet. Ser målløs på hende.

- Mor, gisper han. - Hvordan er det, du ser ud?

Lægger sværdet fra sig på sengen. Sætter sig på knæ foran hende.

- Nej, du må ikke se sådan ud. Dit tøj skal være fint. Du er min vigtigste gæst.

En idé dukker frem mellem Nataljas tågede tanker. Hun har revet en flig af en side i den fortælling, Petrov følger. Ændret hans fortælling en lille smule og rystet ham. Hvis hun kan bryde det handlingsforløb, han følger, kan hun måske hive ham helt ud af fortællingen. Ud af det univers, hvor han føler sig sikker.

Hun begynder at rokke frem og tilbage på stolen. Stadigt hurtigere, indtil hun til sidst får overbalance og vælter ned på gulvet. Hun slår hovedet mod gulvbrædderne i faldet.

- Hvad laver du?, skriger han, da den perfekte slutning forvrænges. Den bliver grim. Uforståelig. Hans mor er æresgæsten. Det er hende, der har frelst ham. Men nu er hun besudlet. Hun har besudlet sig selv. Han griber fat i hendes skuldre for at hive hende op, men hun kæmper imod med alt, hvad hun har. Stemmer imod med benene, så han ikke kan få ordentligt fat.

- Lig nu stille, så jeg kan hjælpe dig. Du vil ikke gå glip af festen, vel?

Hun sparker ud efter ham og rammer ham på skinnebenet. Et kraftløst spark, men nok til at han viger tilbage.

- Så er det nok, brøler han. - Det her er min historie. Jeg bestemmer, hvordan den ender.

Han sparker hende i maven, så hun krymper sig sammen. Placerer sin tunge støvle oven på hendes knuste kæbe og lægger vægt i. Hun kan høre, at det knaser.

- Marinka er min brud, og jeg kan gøre med hende, som jeg har lyst. Jeg behøver ikke din accept. Har du forstået?

Han vender sig væk fra Natalja og løfter sværdet fra sengen. Flytter Olenas arm, så den ligger strakt ud fra hendes krop. Holder fast i underarmen og sigter efter håndleddet. Hæver sværdet og lader det falde. Klingen hugger sig ind i Olenas knogler, men armen synker så meget ned i den bløde madras, at den ikke kan skære helt igennem. Det pludselige jag af smerte får Olena til at bevæge sig. Hun spærrer øjnene op. Skriger og forsøger at hive armen til sig. Men Andreas Petrov holder fast.

- Marinka! Du må ikke vinde, hvæser han.

Hæver sværdet og hugger igen. Rammer flere centimeter ved siden af det første snit. Smider sværdet fra sig på sengen og griber fat i hendes fingre. Vrider hånden hårdt nedad i et forsøg på at flå armen og hånden fra hinanden. Der lyder en svuppende lyd fra håndleddet, som når man vrider låret af en kogt kylling, men hånden sidder stadig fast.

I samme sekund kan Natalja høre et drøn inde fra stuen, da døren bliver slået ind.

- Politi, råber en stemme derinde.

Andreas Petrov stivner. Slipper sit tag i Olenas hånd.

En bred skikkelse toner frem i mørket. Fylder hele døråbningen. Den mørke skikkelses ansigt er skjult bag et visir, og han holder en maskinpistol i hænderne.

- Ned på gulvet, brøler stemmen bag visiret. Han trækker til side og lader endnu en kampklædt skikkelse slippe ind i det trange værelse. Han stiller sig som en menneskelig mur mellem Natalja og Petrov.

- Ned på gulvet, lyder det igen. Natalja kan ikke bestemme, hvem lyden kommer fra.

Petrov kaster et blik ned på sværdet. Hans krop rykker sig i et forsøg på at nå skæftet før politimanden. Men han er for langsom. Med en bevægelse, der er så hurtig, at Natalja ikke når at registrere den, slipper den kampklædte grebet om maskinpistolen og får i stedet fat i Petrovs arme. Vrider dem rundt og tvinger ham ned på knæ. Presser hans kind ned mod madrassen lige ved siden af Olena, mens han skubber sværdet ned på gulvet med sin frie hånd. Så griber han maskinpistolen igen og retter den mod Petrovs nakke.

- Nej, skriger Petrov. - Ikke sådan. Det er ikke sådan, det slutter.

- Vi har ham, siger den kampklædte roligt. - Der er to gidsler herinde. De er i live.

I næste øjeblik buldrer Thomas ind i soveværelset. Han standser og ser på Natalja med en blanding af undren og rædsel i blikket, før de 120 kilo østjysk bondeknold dundrer hen over gulvbrædderne og sætter sig ved siden af hende.

Petrov bliver ved med at skrige, mens rummet fyldes op af sorte skygger. Lyden blander sig med hyletonen i Nataljas ører og slutter tæt om hende som en plastikpose over hovedet. Kun ganske fjernt hører hun Thomas’ rolige, mørke stemme.

- Det er slut nu, siger han. - Bare rolig, det hele er overstået.

Han bliver ved med at messe denne ene sætning, mens Natalja glider frem og tilbage mellem smerten og søvnen. Mellem soveværelset og den intethed, der lurer bag hendes lukkede øjenlåg. Til sidst kan hun ikke længere holde øjnene åbne. Smerten i hovedet er for voldsom, og hyletonen er en ondsindet vuggevise, der ublidt skubber og maser hende ind i en sort, bevidstløs søvn.