Kapitel 6

 

Elena gjorde alt hvad hun kunne for at få Matt til at falde til ro under morgenmåltidet i det lille landevejscafeteria, men hun havde ikke større held med sig. Matt sad som på nåle. Han huggede maden i sig, og hans øjne søgte hele tiden mod vinduet.

Han ved at Damon er på jagt efter blod og ser ham hele tiden for sig med tænderne i en ung piges hals, tænkte Elena opgivende, og det nytter ikke at fortælle ham at det ikke vil gøre nogen forskel hvor hurtigt vi kommer ud herfra.

Det gik først op for ham da de havde stået og ventet uden for i et kvarter uden at Damon viste sig. Elena greb til en afledningsmanøvre da hun så at han var i gang med at hidse sig op.

„Hvem siger at vi behøver at vente her?“ sagde hun. „Han skal nok finde os. Lad os køre Jaguaren til den nærmeste brugtvognsforhandler. Du kan give mig gode råd om den vi skal have i stedet for.“

„Ja, jeg ved alt om gamle vrag. Jeg har aldrig kørt i andet,“ sagde Matt med et trist smil.

Byen lå et par kilometer længere fremme. Den var ganske lille, en håndfuld huse fordelt på begge sider af vejen. Den havde et autoværksted med tilhørende brugtvognshandel, og den udstillede samling biler var ikke noget lovende syn. De fleste så ud til at være i endnu dårligere stand end dem Matt plejede at køre rundt i. Endnu mere deprimerende var synet af værkstedets ejer, en lille, fedladen mand som sad og sov bag en snavset rude i en lille kontorbygning bag parkeringspladsen. Matt måtte banke flere gange på ruden for at få liv i ham, og mandens første reaktion var at vinke dem væk med en vred bevægelse og læne sig tilbage i stolen igen.

Matt fornyede sin banken, og med et irriteret blik mod vinduet rejste manden sig langsomt og kom hen til døren.

„Hvad ønsker I?“ spurgte han surt.

„En byttehandel,“ svarede Matt utålmodigt inden Elena nåede at åbne munden.

Manden skulede og kradsede sig i nakken. Hans snavsede og krøllede skjorte havde store svedpletter under armene. „Ellers tak, jeg kender godt de vrag teenagere som jer forsøger at slippe af med,“ brummede han. „I de tyve år jeg har haft stedet her har jeg aldrig set ...“

„Så kig engang på denne her,“ sagde Matt og flyttede sig så manden havde frit udsyn til Jaguaren. „Den er splinterny og går fra nul til hundrede kilometer i timen på 3,7 sekunder.“

Synet af Jaguaren fik brugtvognsforhandleren til at spærre de søvnige øjne op, men han viste ingen tegn på begejstring.

„Vil du bilde mig ind at I er parat til at bytte den der med noget af det jeg har stående her?“ udbrød han vantro. „Som om jeg havde kontanter nok til at ...“ Han afbrød sig selv, skød skuldrene i vejret og stak hovedet frem med et lurende glimt i øjnene. Han lignede en grib der ventede på at et byttedyr skulle udånde. „Det har ingen interesse.“

Han vendte sig halvt, som om han ville gå ind på kontoret.

„Hvad skal det sige? De havde savl om munden lige før!“ råbte Matt.

Manden standsede, men hans afvisende udtryk forandrede sig ikke.

Jeg skulle have insisteret på at føre ordet, tænkte Elena med en indvendig hovedrysten. Jeg ville ikke være kommet i krig med manden fra det første ord. Men det var for sent nu. Så krigerisk som Matt var, blev det hele bare værre hvis hun blandede sig. Hun lukkede de to kamphaners stemmer ude og kiggede på det stærkt forfaldne udvalg af biler på parkeringspladsen. Hver bil havde en lille seddel i forruden: 10 PROCENTS RABAT I ANLEDNING AF JULEN. KREDIT PÅ LEMPELIGE VILKÅR. INGEN UDBETALING. Elena følte trang til at græde.

„Ingen her omkring har brug for en bil som den der,“ sagde brugtvognsforhandleren til Matt. „Jeg kommer aldrig af med den igen.“

„Er De gal? Den bil får kunderne til at strømme til fra hele oplandet! Den er en glimrende reklame – meget mere iøjnefaldende end den oppustede flodhest over indkørslen.“

„Det er ikke en flodhest, men en elefant.“

„Hvem kan se forskel når ballonen har tabt så meget luft?“

Brugtvognsforhandleren slentrede hen og kiggede nærmere på Jaguaren. „Den er ikke splinterny,“ afgjorde han idet han rettede sig op efter at have haft hovedet indenfor og kigget på speedometret. „I hvert fald ikke efter kilometertælleren.“

„Den er købt for fjorten dage siden!“

„Og hvad så? Om et par uger begynder Jaguar at reklamere for de næste års modeller,“ sagde brugtvognsforhandleren. „Den dér er allerede forældet.“

„Forældet!“

„Nemlig. Og så er den stor og hundedyr i benzin ...“

„Den kører flere kilometer på literen end nogen amerikansk bil på den størrelse ...“

„Tror du folk ved noget om det? Når de ser den ...“

„Hør nu, hvis De mener den er så svær at sælge, kan jeg altid forsøge et andet sted ...“

„Mægtigt. Gør endelig det, unge mand. Her og nu er den ikke engang værd at give en anden i bytte for.“

„To andre.“

Hverken Elena eller Matt havde bemærket at Damon var dukket op bag dem. Brugtvognsforhandleren stirrede først som om han havde set et spøgelse, og derefter blev hans øjne glasagtige.

Elena vendte sig. Damon havde hægtet solbrillerne ned i udskæringen på sin T-shirt. Han stod med hænderne samlet bag ryggen, og hans sorte øjne borede sig ind i brugtvognsforhandlerens.

Der var helt stille lidt. Så løftede forhandleren armen med en søvngængeragtig bevægelse. „Den sølvfarvede firehjulstrækker derovre. Under ... under presenningen,“ sagde han langsomt og slæbende og tilføjede som svar på et spørgsmål der ikke var blevet stillet højt: „Ja, nu skal jeg vise ham den.“

„Tag nøglerne med og lad knægten prøvekøre den,“ sagde Damon.

Bilsælgeren fumlede nøglen fri af en ring han havde hængende ved bæltet, vinkede ad Matt og gik over mod den tildækkede bil med robotagtige skridt.

„Må jeg gætte?“ sagde Elena dæmpet til Damon. „Du spurgte ham hvilken bil der var den bedste af alle dem han har her.“

„Den mindst frastødende, ville være mere korrekt,“ sagde Damon med et af sine rovdyrsmil.

„Men hvorfor to biler? Jeg kan godt se at det gør vores tab mindre, men hvad skal vi stille op med den anden bil?“

„Køre i karavane,“ svarede Damon.

„Åh, nej.“ Elena tog sig i det. Der var fordele ved det – hvis de ellers kunne blive enige om hvornår hun skulle køre med hvem. Hun sukkede. „Godt, hvis Matt går med til det ...“

„Det gør han,“ sagde Damon med en selvsikkerhed hun ikke rigtig brød sig om.

„Hvad gemmer du på ryggen?“ spurgte hun for ikke at komme ind i en nærmere diskussion om hvordan han havde tænkt sig at overtale Matt.

Damon smilede igen, men denne gang var det kun en lille bevægelse i den ene mundvig. Hans øjne sagde at det ikke var noget særligt, men forventningen i dem var ikke til at tage fejl af da han holdt den smukkeste rose, Elena nogen sinde havde set, frem mod hende.

Den var dybrød med en anelse af lilla og havde netop åbnet sig i fuld blomst. Kronbladene virkede fløjlsagtige, og den grønne stilk var næsten en halv meter lang.

Elena lagde beslutsomt hænderne om på ryggen. Damon hørte ikke til den sentimentale type – ikke engang når han fablede om hende som sin 'mørkets prinsesse'. Rosen havde formodentlig en eller anden betydning for deres rejse.

„Kan du ikke lide den?“ spurgte han. Det lød som om han var skuffet over hendes manglende reaktion.

„Selvfølgelig kan jeg lide den. Den er utrolig smuk. Hvad skal vi med den?“

„Den er selvfølgelig til dig, prinsesse,“ sagde han såret. „Og du kan være rolig. Jeg har ikke stjålet den.“

Nej, han havde ikke stjålet den. Elena vidste nøjagtig hvordan han havde fået den ... men den var så smuk ...

Da hun stadig ikke gjorde mine til at tage rosen, løftede han den og lod dens kronblade glide kærtegnende over hendes kind.

En lille gysen gik igennem hende. „Hold op med det, Damon,“ mumlede hun, men hendes fødder nægtede at lystre da hun ville træde tilbage.

Damon smilede bare og lod rosen glide over hendes anden kind.

Elena trak vejret dybt, og rosens duft fyldte hendes næsebor og fik det til at svimle for hende.

„Vil du vide hvorfor jeg valgte netop denne rose?“ spurgte Damon dæmpet. „Det er på grund af dens navn. Den er meget sjælden og kendt under navnet Sort Magi.“

„Selvfølgelig,“ sagde Elena. Hun vidste det før han sagde det. Det var det eneste navn der passede.

Damon gav hende et rosenkys ved at trykke rosen let mod hendes kind og dreje den langsomt rundt.

Elena følte sig lettere svimmel. Luften var allerede varm og godt fugtig. Hvordan kunne rosen føles så kølig mod huden? Nu gled de øverste kronblade blidt hen over hendes mund. Hun ville sige nej, men af en eller anden grund kunne hun hverken få ordet frem eller mobilisere viljen til at vende hovedet væk.

Det var som om hun var rykket tilbage i tiden, til dengang hun mødte Damon for første gang og han øjeblikkelig erklærede hende sin kærlighed og fortalte hende at de to hørte sammen.

Hun huskede tydeligt hvor tæt hun havde været på at lade ham kysse sig, selv om hun endnu ikke kendte hans navn ...

Han var ikke kommet på andre tanker siden dengang. Hun huskede svagt at hun før havde gjort sig lignende overvejelser og hver gang var nået frem til den samme konklusion: Damon forandrede andres liv, men selv forblev han den samme.

Men jeg er ikke den samme som dengang, tænkte hun og følte sig pludselig på meget usikker grund. Jeg har forandret mig meget, nok til at se at Damon har sider som jeg aldrig havde forestillet mig, karaktertræk der strækker sig som godt skjulte guldårer i den sorte meteorsten der er kernen i hans bevidsthed.

Hun måtte hjælpe ham. På en eller anden måde måtte hun befri den lille dreng der sad lænket uden for stenen.

Elena var så langt væk i sine egne tanker at hun først bemærkede hvor tæt Damon var kommet på da hun stødte ryggen mod et af de parkerede bilvrag. Hun var instinktivt veget tilbage uden at registrere det. Han holdt rosen frem mod hende.

„Den er din for et kys,“ sagde han. „Og jeg er kommet ærligt til den. Hendes navn var ... var ... hun hed ...“ Et udtryk af intens forvirring viste sig i hans ansigt, men afløstes hurtigt af et smil. „Hvem kan huske alle de navne ...“

Elena mærkede et stik af uro. Damon havde aldrig før glemt et pigenavn. At remse sine ofres navne op for Stefan havde netop været en af hans foretrukne måder at plage ham på. Han kunne umuligt have glemt navnet på pigen der havde givet ham rosen – slet ikke kun få minutter efter at han havde mættet sig med hendes blod.

Shinichi igen? spurgte hun sig selv. Stjal han stadig Damons erindringer? I så fald var det selvfølgelig kun højdepunkterne, gode eller dårlige, der havde hans interesse. Den ulmende glød i Damons øjne fortalte at han tænkte det samme. Han var rasende, men for første gang mente Elena at spore en vis sårbarhed under vreden.

Uden at tænke over det lagde hun hænderne på hans fremstrakte underarme. Hun ignorerede rosen, som han nu lod hvile mod hendes ene kindben.

„Hvad skal vi gøre, Damon?“ spurgte hun.

Det var sådan Matt fandt dem da han kom tilbage efter at have afsluttet handelen med bilsælgeren.

„Alt klaret, venner! To firhjulstrækkere, samme mærke og årgang, men den ene har betydeligt flere kilometer bag sig. Den har også et fladt dæk, men fejler ellers ikke noget. Og den anden er ...“ Han standsede brat.

Elena forstod med det samme hvor let situationen kunne misforstås: Damon der kærtegnede hende med rosen mens hun var på vej til at omfavne ham. Hun tog hurtigt hænderne til sig, men kunne ikke rykke væk på grund af bilen bagved.

„Matt ...“ begyndte hun, men afbrød sig selv. Det hun ville have sagt var: Dette er ikke hvad det ser ud til. Vi er ikke midt i en omfavnelse. Men det var hvad det så ud til. Hun holdt af Damon, bekymrede sig om ham. Hun havde forsøgt at nå ind til ham ...

Med et lille chok indså hun den sandhed hun indtil nu omhyggeligt havde skjult for sig selv.

Hun holdt af Damon.

Til trods for at han næsten altid var vanskelig at have med at gøre fordi de lignede hinanden på så mange områder. Samme stædighed, samme trang til at sætte deres vilje igennem, samme utålmodighed med folk der tillod sig at have deres egen mening.

Vi er næsten ens ...

Elena lænede sig tungt tilbage mod det snavsede bilvrag, glad for at have noget at støtte sig til og helt uden tanke for hvordan hendes tøj ville komme til at se ud.

Jeg elsker Stefan! tænkte hun næsten hysterisk. Han er min eneste kærlighed. Men hvis jeg skal finde frem til ham, kan jeg ikke undvære Damon. Og nu tyder noget på at Damon er på vej til at bryde sammen for øjnene af mig. Det må forhindres for enhver pris.

Matt stod stadig og stirrede på hende.

„Matt ...“ hviskede hun.

Han sagde intet. Det var ikke nødvendigt. Det lyste ud af ham hvad han tænkte. Forbløffelsen i hans øjne var afløst af et udtryk som Elena aldrig havde set hos ham før – i hvert fald ikke når han så på hende. For sit indre blik så hun billedet af en dør der blev lukket hårdt og bestemt.

„Matt, nej ...“ hviskede hun.

Til hendes overraskelse greb Damon ind.

„Du ved godt at du tager fejl, ikke sandt? Du har helt misforstået situationen,“ sagde han. „Du kan ikke bebrejde en pige at hun forsøger at forsvare sig. Det var min fejl. Jeg skulle ikke have forsøgt. Elena ville aldrig ...“

„Nej!“ råbte Elena og greb Damon hårdt i armen og ruskede ham da det gik op for hende at han var i færd med at manipulere Matts bevidsthed. „Gør det ikke! Ikke mod Matt!“

Udtrykket i de sorte øjne der mødte Elenas var bestemt ikke en mulig bejlers. Damon var blevet afbrudt i udøvelsen af sin kraft. Hvis det havde været enhver anden, ville vedkommende været endt som en fedtet plet i jorden.

„Jeg forsøger at redde dig,“ sagde Damon koldt. „Afviser du min hjælp?“

Elenas beslutsomhed vaklede et øjeblik. Hvorfor egentlig ikke? – Hvis det kun var denne ene gang, og først og fremmest for at spare Matt ...

Hun rystede hidsigt tankerne af sig og var tæt ved at lange ud efter Damon.

„Forsøg dig aldrig med det igen,“ sagde hun koldt. „Aldrig nogen sinde. Og lad Matt være!“

Hun mente at se et glimt af anerkendelse i Damons mørke øjne. Det forsvandt så hurtigt at hun ikke kunne afgøre det med sikkerhed, men han virkede mindre fjendtlig da han nikkede.

„Godt,“ sagde han til Matt. „Du må tro hvad du vil. Du var ved at fortælle os noget om bilerne.“

„Jeg ville bare sige at firhjulstrækkeren under presenningen slet ikke er i så dårlig stand,“ sagde Matt. Han var rød i kinderne og undgik at se på dem. „Og som sagt er der en anden af ældre årgang og har et fladt dæk, men er også anvendelig. Det vil sige at vi kan få to ens biler.“

„Og hvis vi bliver forfulgt og deler os, ved forfølgerne ikke hvilken vogn de skal sætte efter!“ udbrød Elena. Normalt ville hun have omfavnet Matt af begejstring, men Matt stod og stirrede ned på sine sko.

„Dér tager du vist alvorligt fejl,“ sagde Damon i et let overbærende tonefald.

„Hvad mener du?“ spurgte Elena irriteret, og fortrød spørgsmålet i næste sekund.

Svaret var indlysende. Det var hendes og Damons aura forfølgerne sporede sig ind på. De kunne ikke forvirre dem med identiske biler, medmindre auraerne i bilerne var identiske.

Det betød at hun skulle køre med Matt hele vejen. Det ville Damon aldrig gå med til, og det var ham hun havde brug for hvis hun skulle finde frem til Stefan.

„Jeg tager den mest medtagne,“ sagde Matt, direkte henvendt til Damon og uden at se på Elena. „Jeg er vant til gamle vrag. Handelen er afsluttet. Vi må hellere så at komme af sted. Men du kommer til at fortælle mig hvor vi er på vej hen. Vi kan risikere at blive skilt fra hinanden.“

Damon stod længe tavs, men nikkede omsider. „Sedona i Arizona.“

Matt skar ansigt. „De alternatives højborg, fuld af alverdens skøre kuler? Det kan ikke være dit alvor!“

„Sedona er udgangspunktet,“ sagde Damon. „Derfra er det ud i ødemarken. Nøgent klippelandskab næsten hele vejen. Det er meget let at fare vild. Mødestedet er Juniper Resort, et stort hotel ved sidste afkørsel fra motorvej 89 A nord for Sedona.“

„Det er noteret,“ sagde Matt tonløst.

Hans ansigt var som en stivnet maske, men hans aura lyste glorødt.

„Matt, vi må hellere aftale at mødes hver aften. Så hvis du følger efter os ...“

Længere nåede Elena ikke. Matt havde allerede vendt ryggen til og var på vej væk. Han fortsatte uden at svare og uden at vende hovedet.