Kapitel 12

 

Elena strøg sig træt over panden og så hen mod sprækken i gardinerne. De første tegn på daggry havde endnu ikke vist sig på himlen udenfor.

Bonnie sov med benene trukket op under sig i en dyb lænestol ved siden af vinduet. Elena og Meredith havde været oppe hele natten og sad på hver sin side af kaffebordet, der var fyldt med stabler af printerudskrifter, aviser og billeder som var hentet ned fra internettet.

„Som du kan se har det allerede bredt sig til Fell's Churchs omegn,“ sagde Meredith og pegede på en artikel i den avis hun havde liggende opslået foran sig. „Jeg ved ikke om malakherne følger kraftlinjerne eller styres af Shinichi, eller om de bare breder sig af sig selv, ligesom alle andre parasitter.“

„Prøvede du at kontakte Alaric?“

Meredith nikkede. Hun skævede til Bonnie og sænkede stemmen. „Der er godt nyt. Det lykkedes endelig at få en sms igennem til ham. Han mangler kun et stop på vejen, inden han fortsætter til Fell's Church.“

„Et stop?“ sagde Elena. „Hvad kan være mere vigtigt at undersøge end det der foregår i vores by?“

„Det er grunden til at jeg hverken har fortalt Bonnie eller Matt at han er på vej,“ svarede Meredith efter endnu en gang at have sikret sig at Bonnie stadig sov. „Jeg vidste at de ikke ville forstå det. Men du kan jo prøve at gætte hvad det er for legender han har beskæftiget sig med ude i det fjerne østen.“

„Kitsunierne?“

„Lige netop, og det han skal have undersøgt inden han kommer hjem er en ældgammel ruinby som de ifølge legenderne skal have tilintetgjort – fuldstændig som de er i gang med at udslette Fell's Church. Ruinerne findes på den ø jeg nævnte, Unmei no Shima – Dommedagsøen. Måske opdager han noget vigtigt om kitsunierne dér. Han er i gang med et multikulturelt baseret projekt sammen med Sabrina Dell. Hun er på hans egen alder, men allerede en berømt retsvidenskabelig antropolog.“

„Og du er ikke spor jaloux?“ spurgte Elena tøvende. Det var altid vanskeligt at stille Meredith personlige spørgsmål. På nogle områder var hun så reserveret at man altid fik fornemmelsen af at snage.

„Det ved jeg ikke rigtigt om jeg kan tillade mig,“ svarede Meredith. „Vi er jo ikke formelt forlovede.“

„Men du har aldrig sagt et ord om det her.“

„Det har jeg så nu.“

De sad et øjeblik i tavshed inden Elena sagde: „Shi no Shi, kitsunierne, Alaric og Dommedagsøen. Måske er der slet ingen sammenhæng, men hvis den eksisterer, skal jeg nok finde frem til den.“

„Og jeg lover at hjælpe dig alt hvad jeg kan,“ sagde Meredith. „Men jeg havde troet at efter min eksamen ...“

„Meredith, så snart vi har fået Stefan tilbage og reddet Fell's Church, skal vi nok få dirigeret Alaric den rigtige vej op ad kirkegulvet,“ sagde Elena. Hun lænede sig frem og kyssede hende på kinden.

Meredith glippede et par gange med øjnene og nikkede. „Okay,“ hviskede hun. „Tak. Men det bliver måske ikke let at få ryddet op i Fell's Church. Det er godt på vej til at udvikle sig til det helt store kaos.“

„Og Matt ville absolut blive midt i det? Helt alene?“ spurgte Elena.

„Han og mrs. Flowers skal nok klare sig,“ svarede Meredith. „Og det var ham selv der insisterede.“

„Ja, ja, i den sidste ende viser det sig måske at han har været den mest fornuftige,“ mumlede Elena.

De koncentrerede sig igen om papirdyngerne. Meredith hentede flere billeder af kitsunier der bevogtede japanske templer frem fra en af dem.

„Her står at de som regel er afbilledet med en ædelsten eller en nøgle.“ Hun skubbede et billede af en kitsuni med en nøgle i flaben foran hovedporten til et stort tempel.

„Tager jeg fejl, eller ser det ud som om nøglen er smykket med to vinger?“ spurgte Elena.

„Bonnie og jeg bemærkede det samme. Og hvad de såkaldte ædelsten angår – prøv at kigge nærmere på det her.“ Meredith holdt et af de andre billeder frem.

Elena mærkede en sugen i mellemgulvet. 'Ædelstenen' mellem rævens fortænder lignede fuldstændig en af de 'snekugler' Shinichi havde brugt til at skabe fælderne i den gamle skov med.

„Vi har fundet ud af at de kaldes hoshi no tama,“ oplyste Meredith. „Det kan oversættes med 'stjerneglobe'. Hver kitsuni har én og oplagrer en del af deres magiske kraft i den sammen med forskellige andre ting. En af de få måder at dræbe dem på er at knuse kuglen. Vælger man at beholde den, bliver kitsunien ens lydige redskab. Det er det Bonnie og jeg har tænkt os at prøve.“

„Men hvordan får man fat i dem?“ spurgte Elena, opstemt ved tanken om at få fuldstændig kontrol med Shinichi og Misao.

„Ja, der har vi det vanskelige. Vi aner det ikke,“ svarede Meredith mismodigt. „Men andre kilder nævner at kitsunier kan dræbes med Fortrydelsens Synd eller af velsignede våben. Jeg ved ikke hvad Fortrydelsens Synd er, men ...“ Hun gav sig til at rode i sin bagage og hentede en gammeldags udseende, men tilsyneladende funktionsdygtig tromlerevolver frem.

„Meredith! Hvad i alverden ...“

„Det er min bedstefars, den ene af et par. Matt har den anden. De er ladet med patroner som er velsignet af en præst.“

Elena måbede. „Hvilken præst går med til at velsigne patroner?“

„Én der har set hvad der foregår i Fell's Church,“ svarede Meredith. „Du husker vel hvordan Caroline gjorde Isobel Saitou besat, og hvordan Isobel skamferede sig selv?“

„Ja, det husker jeg kun alt for tydeligt,“ sagde Elena sammenbidt.

„Husker du også at vi fortalte dig at Isobels mormor, Obaa-san, havde været tempelpræstinde? Hun velsignede patronerne for os, og specielt med henblik på kitsunier. Ritualet var temmelig uhyggeligt. Bonnie var ved at besvime flere gange.“

„Ved du hvordan det går med Isobel?“

„Bedre, men jeg tror ikke at hun ved besked om Jim endnu,“ sagde Meredith. „Det er ikke godt at vide hvad der sker når de fortæller hende det.“

Elena undertrykte en gysen. Der ventede ikke Isobel andet end tragedie den dag hun var rask igen. Jim Bryce, hendes kæreste, ville aldrig blive menneske igen. Hun knyttede hænderne.

„Vi skal nok få Stefan befriet og sat en stopper for Shinichis og Misaos hærgen. Det skal lykkes!“

Meredith nikkede. „Der er mere endnu. Vil du høre det?“

„Ja, det alt sammen.“

„Alle de kilder jeg har haft fat i er enige om at kitsunierne besætter unge piger, mens drenge normalt ledes direkte i døden, for eksempel ved at malakherne antager skikkelse som lygtemænd og lokker dem ind i en farlig sump eller ud over en klippekant.“

„Rigtigt. De er også hamskiftere. Jeg husker tydeligt hvordan Shinichi og Misao narrede dig og Bonnie til at tro at de var Jim og Obaa-san.“

„Ja, men det er muligt at afsløre dem hvis man er opmærksom nok. De kan ikke få kopierne helt nøjagtige. Der er altid en eller anden lille detalje som er forkert. Jeg fandt også ud af noget om kitsuniernes haler. De kan have op til ni, og jo flere de har, jo mere magtfulde er de.“

„Ni! Det lyder ikke godt. Vi har ikke engang set en nihalet kitsuni endnu.“

„Det kommer vi måske til. De skal også være i stand til at passere frit fra den ene verden til den anden, og så er det udelukkende dem der bevogter 'Kimonportalen' mellem dimensionerne.“ Meredith kneb øjnene en smule sammen. „Gæt engang hvad 'Kimonportalen' kan oversættes med.“

Elena trak vejret dybt. „Åh nej.“

„Åh jo, desværre. Dæmonportalen.“

„Men hvorfor skulle Damon føre os tværs gennem landet til en portal som bevogtes af kitsunier?“

„Det er han den eneste der kan svare på. Det var da Matt fortalte os at I var på vej mod et sted i nærheden af Sedona at Bonnie og jeg besluttede at vi ville med.“

Elena løb fingrene gennem håret og sukkede. Hun følte sig spændt som en elastik der blev strakt til bristepunktet. „Ellers andet?“

„Kun at vi skal se os godt for med de kitsunier vi støder på. Nogle af dem er gode.“

„Hvordan gode? Gode krigere, snigmordere eller løgnere?“

„Nej, gode. Nogle af dem lader til at være en slags guder som prøver folk og belønner dem hvis de består prøven.“

„Tror I der er sandsynlighed for at vi kommer ud for en af dem?“

„Egentlig ikke.“

Elena lod hovedet synke ned mellem to stabler på kaffebordet. „Hvordan skal vi kunne klare os mod kitsunierne når vi er kommet gennem Dæmonporten? Min kraft er nogenlunde så pålidelig som et nedslidt batteri. Og det er ikke kun kitsunierne. Der er også vampyrer og dæmoner – også nogle af De Oprindelige! Hvad skal vi gøre?“

Hun løftede hovedet og så opgivende ind i Merediths rolige mørke øjne, hvis farve hun aldrig havde kunnet fastslå med bestemthed.

Til hendes overraskelse smilede Meredith. „Ingen plan A endnu?“

„Nej ... bortset fra nogle svage ideer. Ikke noget afgørende. Hvad med dig?“

„Nogle stykker som måske kan bruges som plan B og C. Vi bruger vores sædvanlige fremgangsmåde – gør vores bedste og falder over vores egne ben indtil du finder på et eller andet storslået og redder os alle sammen.“

„Der er ikke noget jeg hellere vil. Jeg er parat til at ofre livet for både Stefan og jer andre. Men ... denne gang er det måske en anden som tager kuglen.“

„Eller stagen. Jeg ved det, og det samme gør Bonnie. Vi talte om det på vejen hertil. Men vi er stadig med dig, Elena. Vær sikker på det.“

Elena greb hendes hånd og knugede den, og omsider vovede hun sig frem med det spørgsmål som havde luret i baghovedet lige siden Meredith og Bonnie kom ind ad døren på hotellet. „Hvordan havde Matt det da I tog af sted?“

Meredith betragtede hende opmærksomt og skød det ene øjenbryn i vejret for at vise at hun var klar over der lå mere bag spørgsmålet end Elena lod sig mærke med. „Han lod til at være helt i orden, men lidt fraværende. Midt i en samtale eller noget andet gik han pludselig i stå og stirrede ud i luften, uden at opfatte hvad man sagde til ham eller hvad der foregik omkring ham.“

„Fortalte han jer hvorfor han var vendt om?“

„Han sagde noget om at Damon hypnotiserede dig og at du ikke ... gjorde alt hvad du kunne for at standse ham. Bonnie og jeg blev mere eller mindre enige om at han havde set syner fordi han var jaloux ...“

„Nej, han så rigtigt. Der er sket det at jeg har ... lært Damon lidt bedre at kende, og det brød Matt sig ikke om.“

„Javel,“ sagde Meredith neutralt og sad helt stille, som om Elena var en fugl der ville flyve sin vej ved den mindste bevægelse.

Elena lo. „Det er ikke noget slemt,“ sagde hun. „Det er bare det at ... på nogle måder trænger Damon mere til hjælp end Stefan gjorde da han kom til Fell's Church.“

„Ja så,“ sagde Meredith i samme tonefald som før.

„Og ... jeg tror at Damon ligner Stefan meget mere af sind end han vil være ved.“

Denne gang skød Merediths øjenbryn i vejret. Elena sukkede.

„Jeg er i vanskeligheder, ikke sandt?“ spurgte hun hjælpeløst.

„Ja, hvis forandringen er kommet i løbet af den uge du har kørt gennem landet med ham. På den anden side må vi huske at Damon er en dreven kvindebedårer – som tror han er forelsket i dig.“

„Nej, det er ikke noget han ...“ begyndte Elena og bed sig i læben. „Store himmel, det er Damon vi sidder og taler om! Jeg er i vanskeligheder!“

„Lad os nu vente og se hvad der sker,“ sagde Meredith nøgternt. „Du har ret i at han har forandret sig. Før ville han bare have aflyst det hele og være gået sin vej hvis du havde insisteret på at få Bonnie og mig med. I dag hørte han på os og skiftede mening.“

„Ja, jeg må sørge for at ... at være mere på vagt fra nu af,“ sagde Elena en smule usikkert. Hvordan skulle hun hjælpe den lænkede dreng i Damons indre uden at komme tættere på ham? Og ville Stefan bagefter godtage hendes forklaring om alt hvad hun muligvis blev nødt til at gøre?

Hun sukkede.

„Det går sikkert alt sammen,“ mumlede Bonnie søvnigt. Hun havde lagt hovedet tilbage mod stolens ryglæn, men hun var ikke vågen. Hendes øjne var lukkede, og stemmen var sløret. „Det vigtigste er hvad Stefan vil sige til den nat på motellet sammen med Damon.“

„Hvad?“ udbrød Elena så skarpt at det ville have vækket enhver anden, men Bonnie sov uanfægtet videre.

„Hvad skete der på det motel?“ spurgte Meredith, og da Elena ikke svarede med det samme, greb hun hende i armen og vendte hende om mod sig. „Hvad taler hun om? Ud med det, Elena!“

Elena mødte hendes blik uden at blinke. „Det er svært at sige ...“

„Elena, du er umulig. Fortæl mig ikke at du har tænkt dig at forlade Stefan så snart du har reddet ham!“

„Selvfølgelig gør jeg ikke det,“ sagde Elena såret. „Stefan og jeg hører sammen!“

„Men du tilbragte en nat sammen med Damon, og der skete noget mellem jer. Forsøg ikke at påstå noget andet.“

„Ja, det gjorde der vel ...“

„Og hvad var det?“

Elena slog ud med hænderne og greb igen til det tvetydige svar: „Svært at sige ...“

„Jeg skal nok få det ud af ham! Om jeg så skal ...“

„Det kan du godt opgive,“ sagde Elena. „Lige meget hvad du forsøger dig med, får du ikke noget ud af det. Shinichi har stjålet enhver erindring om den nat fra ham. Jeg beklager meget, men jeg har svoret at ingen nogen sinde får noget at vide. Kan du ikke bare lade det ligge?“

Meredith sank tilbage i stolen. „Godt at der kun findes én som dig i denne verden. Du er ...“ Hun tav som for at lede efter de rigtige ord, men opgav og fortsatte: „Vi må hellere se at få noget søvn. Det bliver snart morgen og der venter os sikkert en anstrengende dag.“

„Meredith?“

„Ja?“

„Tak.“