Kapitel 15

 

Elena gik af sted i hælene på Damon og forsøgte at holde øjnene fra omgivelserne. Hun kunne se alt for meget af det der for Bonnie og Meredith kun var dunkle skikkelser og omrids.

Der lå lagerlignende bygninger på begge sider, steder hvor slaver blev købt og solgt for senere at blive transporteret videre. Elena hørte børn klynke i mørket, og hun måtte beherske sig for ikke at storme af sted for at finde dem.

Det kunne ødelægge alt. Hun var slave nu.

Først nu gik det rigtigt op for hende hvad det betød. I andres øjne var hun ikke længere noget rigtigt menneske, men et stykke ejendom. En slave var helt afhængig af sin ejer. Hvis det passede Damon, kunne han sælge dem alle tre og være tilbage i virkelighedens verden med fortjenesten i løbet af nogle få timer.

De hastede gennem havneområdet med øjnene rettet mod jorden for ikke at snuble over de mange ujævnheder.

Kort efter gik det op ad en bakke, og da de nåede toppen, så de en dyb, kraterlignende sænkning med en by nede på den anden side.

Hele byen var omgivet af et højt, kraftigt trådhegn, og yderkvartererne, slummen, bredte sig langt op ad kraterets sider. De befandt sig ikke længere i en underjordisk grotte. En fremmedartet himmel hvælvede sig over dem med ukendte stjernebilleder. Der var ingen Lille eller Store Bjørn, ingen Karlsvogn og ingen Nordstjerne.

Solen var meget større og langt mere bleg end Jordens. Man så kun halvdelen af den over horisonten, og den bevægede sig ikke. Dag og nat eksisterede ikke her.

Da de nærmede sig den store port i trådhegnet, blev de standset af en person som Elena senere fandt ud af var en Vogter.

Vogterne var herskerne i Mørkets Dimension. De kom fra et sted langt væk og forsøgte at holde orden på slumkongen og de feudalherrer som havde delt byen imellem sig.

Denne vogter var en høj kvinde med gyldent hår som Elenas, og hun ofrede ikke Damon nogen opmærksomhed, men henvendte sig direkte til Elena.

„Hvorfor er I her?“

Elena var taknemmelig for at Damon havde lært hende at kontrollere sin aura. Hun havde den under fuld kontrol mens hun spekulerede på hvad hun skulle svare. Hun anede instinktivt at de ville blive afvist hvis hun sagde noget forkert.

Hvorfor havde Damon ikke forberedt dem på dette? Hun fandt svaret med det samme: fordi han aldrig havde været her før og kun vidste en smule om de regler og skikke der styrede denne verden.

„Jeg spillede med ham og tabte,“ svarede hun.

Vogteren så undersøgende på hende.

Elena blev bange for at hun forsøgte at læse hendes tanker og prøvede at forstærke det brus af hvid støj hun havde rejst omkring sin bevidsthed.

Kvinden tog sig til hovedet, vendte sig fra Elena og stillede Meredith det samme spørgsmål.

Meredith valgte at følge Elenas stikord. „Jeg begik den samme fejl,“ sagde hun sørgmodigt.

„Og du?“ Kvinden flyttede blikket til Bonnie der så ud som om hun var på vej til at besvime igen.

Meredith gav Bonnie et diskret stød med albuen. Bonnie reagerede ikke. Hun så ud til at være gået i trance.

„Skyggesjæle,“ mumlede hun.

Det glimtede i Vogterens øjne, men ikke som hos én der får et uforståeligt svar. Elena læste ægte overraskelse i dem.

Himmel, tænkte hun. Bonnie har ramt deres hemmelige løsen eller noget i den retning. Det næste er vel at hun rabler en forudsigelse af sig.

„Skygge ... sjæle?“ gentog Vogteren og stirrede intenst på Bonnie.

„Byen er fuld af dem,“ sagde Bonnie nedslået.

Vogterens fingre dansede hen over skærmen på et apparat der lignede en håndholdt computer. „Det ved vi,“ sagde hun. „Dette er stedet hvor de søger hen.“

„Så burde I standse det.“

„Vores jurisdiktion er begrænset. Mørkets Dimension regeres af en halv snes fraktioner af overherrer hvis ordrer udføres af slummens bandeledere.“

Bonnie. Elena prøvede at trænge gennem Bonnies trancetåger, uden hensyn til faren for at Vogteren hørte hende. Det er et medlem af det stedlige politi du står overfor.

I det samme valgte Damon at gribe ind. „Hun spillede også og tabte,“ sagde han. „Hun taler i gåder fordi hun er synsk.“

„Ingen har spurgt dig om noget,“ affærdigede Vogteren ham uden at værdige ham et blik og nikkede i retning af byen. „Jeg er ligeglad med hvor stor en mand du er dernede. På denne side af hegnet er du på min grund.“ Hun stirrede Bonnie ind i øjnene. „Og nu spørger jeg dig: er det rigtigt hvad han siger?“

Elena blev grebet af et øjebliks panik. Bonnie var elendig til at lyve. Hvis hun ødelagde alting nu ... efter alt det de havde været igennem ...

„Ja, det er rigtigt,“ svarede Bonnie.

Vogteren så grundende fra hende til Damon. Det var tydeligt at hendes sympati for Damon kunne ligge på et meget lille sted, men til sidst vinkede hun dem videre.

„Husk at folk med hang til spil normalt går en uhyggelig skæbne i møde her,“ sagde hun efter dem.

Elena var lige ved at smile. Vogteren skulle bare vide hvilket spil de var i gang med.

Gennem porten kom de ind på en gårdsplads hvor man kunne leje bærestole, rickshaws og små, gedetrukne kærrer. Ingen vogne og ingen heste. Damon lejede to bærestole, den ene til sig selv og Elena, den anden til Bonnie og Meredith.

Bonnie stirrede op mod solen. „Kommer den aldrig helt op på himlen?“

„Nej,“ svarede Damon tålmodigt. „Den står altid der, halvvejs under horisonten. Her lever man i evigt tusmørke.“ Han standsede Meredith da hun ville løsne rebet om Bonnies håndled inden de steg op i bærestolen. „Ikke her for øjnene af alle og enhver. Lad være med det. I kan tage rebene af når I sidder i bærestolen med gardinerne trukket for, men smid dem ikke væk. I er stadig slaver og skal bære noget symbolsk om armene der viser det. Senere kan vi bytte dem ud med ens armbånd. Ser nogen jer uden dem, kommer jeg i vanskeligheder. I skal for øvrigt også gå tilslørede i byen.“

„Hvad skal vi?“ udbrød Elena vantro.

Damon smilede bare og tog tre længder florlet stof op af sin sorte taske og delte dem ud. Slørene var store nok til at dække hele kroppen.

„Som sagt er de mest en slags gradstegn. I behøver ikke at skjule ansigterne. Det er nok at I lader dem dække håret,“ sagde han.

„Hvad er de lavet af?“ spurgte Meredith og strøg fingrene over det silkeagtige stof der var gennemsigtigt og så spindelvævstyndt at man skulle tro et vindstød kunne rive det i stykker.

„Hvor skulle jeg vide det fra?“

Elena tog mod det tredje slør og foldede det langsomt ud. „Hvorfra vidste du at du skulle have den slags med? Det er første gang du er her, ikke sandt?“ sagde hun.

„Jeg spurgte mig for og fandt frem til nogle få stykker som havde været her og haft held til at slippe ud igen – eller var blevet sparket ud,“ svarede Damon. „Jeg samlede mit lager af det nødvendige i de nætter hvor du sov i bilen eller på et motel. Slørene købte jeg i en lille forretning som kun særligt indviede kender til.“

Elena tog sløret om hovedet og fæstnede det til håret. Det nåede hende helt ned til anklerne. Hun fingererede ved det og så med det samme hvordan det kunne anvendes til både flirt og afvisning.

„Det er vigtigt at vi alle strengt overholder de regler og skikker der hersker her,“ sagde Damon. „Overherrerne og slummens bandeledere ved hvor lidt der skal til før alting ender i blodige magtkampe, og hvis vi foretager os det mindste der kan forrykke balancen, foranstalter de et eksempel til skræk og advarsel med os. Husk at I er slaver i alles øjne. I har intet at skulle have sagt. I har ingen ret til at blande jer i noget. Det eneste I får ud af det er at gøre alting værre for den I forsøger at hjælpe.“

De skulle med andre ord spille blinde og døve. Det blev ikke let for nogen af dem.

Damon vinkede dem op i bærestolene. Fire bærere stod parat ved hver stol, magre og senede mænd som så ud til at være nøjagtig lige høje. Elena gættede på at de var slaver – ægte slaver.

En bro førte over slummens stinkende virvar til byens yderkvarter. De første forretninger dukkede op, solide, gråsorte stenbygninger med svære døre og kraftige jernstænger for vinduerne. Derefter kom mere tiltalende huse, og kort efter var de på vej gennem en travl basar, men også her var de fleste ansigter tydeligt mærket af fattigdom og elendighed.

Elena undrede sig. Hun havde ventet en kold, mørk og antiseptisk by hvis gader vrimlede med udtryksløse vampyrer og rødøjede dæmoner. I stedet så hun ikke andet end mennesker, og varerne i basaren hørte til den slags vampyrer ikke havde brug for – medicin, mad og drikke.

På gadehjørnerne holdt sparsomt klædte piger og drenge med hårde ansigter til, og flere steder sås også stærkt pjaltede og afmagrede voksne der stod med mere eller mindre medtagne hjemmelavede skilte:

ET MÅLTID FOR EN ERINDRING.

„Hvad i alverden betyder det?“ spurgte hun.

„Det er sådan byens fri borgere tilbringer det meste af deres tid,“ svarede Damon. „Husk det, inden du begiver dig ud på et af dine korstog ...“

Elena hørte ikke efter. Der stod en olding med et skilt på det gadehjørne de nærmede sig. Han var skrækindjagende mager med filtret, snavset skæg og dårlige tænder, men det værste var udtrykket i hans øjne: en blanding af desperation, fortvivlelse og håbløs længsel. I hånden havde han en lille, klar glaskugle som han holdt frem mod de forbipasserende og mumlede uafbrudt, uanset om der var nogen i nærheden eller ej.

Elena opfangede først hans ord da bærerne måtte standse næsten ud for ham for at lade en række gedetrukne kærrer passere: „Et måltid for en sommerdags erindring fra jeg var ung. En sommerdags erindring for en timønt.“

Hun tog sin lapis lazuliring af fingeren og holdt den frem mod manden. „Kom her.“

Han hørte hende og skyndte sig hen til bærestolen. Hun så noget bevæge sig i hans skæg, lus måske, og flyttede hurtigt blikket til ringen. „Tag denne. Skynd dig.“

Oldingen stirrede på ringen som om den var en åbenbaring. „Den er mere end en timønt værd!“ stønnede manden fortvivlet og tørrede sig om munden med sit snavsede ærme. „Jeg kan ikke give tilbage.“ Han så ud til at være på besvimelsens rand. „Jeg kan ikke give tilbage.“

„Jeg vil ikke have noget tilbage,“ svarede Elena. „Skynd dig. Tag ringen eller jeg lader den falde.“

Oldingen skævede over skulderen. Nogle af børnene på gadehjørnet var rykket nærmere og vogtede rovgrisk på dem.

Oldingen rev ringen til sig samtidig med at bærerne satte sig i bevægelse igen. Manden haltede af sted i et forsøg på at holde trit med den. „Må alle skytsenglene velsigne dig! Lad jeres lys falde på hende!“ råbte han inden han sakkede bagud og forsvandt af syne, men de kunne stadig høre ham råbe.

„Det skulle du ikke have gjort,“ sagde Damon da stemmen var døet ud bag dem. „Den ring skaffer ham ikke noget at spise.“

„Han var sulten,“ svarede Elena. Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle at hans hærgede udseende havde mindet hende om Stefan. „Men du tror vel at han bruger den på alkohol eller stoffer.“

„Nej, men han får ikke et måltid. Han får en hel banket at fråse i ...“

„Så meget desto bedre ...“ begyndte Elena.

„I fantasien,“ fortsatte Damon træt. „Han bytter ringen for en stjerneglobe med en gammel vampyrs minder fra et romersk festmåltid, eller en andens erindringer fra en nutidig version. Derefter gennemspiller han dem for sig selv igen og igen indtil han dør af sult.“

Elena stirrede forfærdet på ham. „Hurtigt! Stands bærestolen. Jeg må tilbage og finde ham ...“

„Det vil tiltrække farlig opmærksomhed,“ sagde Damon. „Desuden nytter det ikke. Han er allerede væk.“

„Hvordan kan nogen blive sådan?“

„Hvordan kan en lungekræftpatient nægte at holde op med at ryge? Men jeg må indrømme at stjernegloberne er noget af det mest vanedannende der findes. Det er en variant af kitsuniernes stjerneglober, og de har gjort dem til den mest eftertragtede form for besættelse her.“

„Stjerneglober? Hoshi no tama?“ gispede Elena.

Damon hævede overrasket øjenbrynene. „Vil du fortælle mig at du kender til dem?“

„Kun det Meredith har fortalt mig,“ svarede Elena. „Hun har kigget på de gamle legender om kitsunierne. Hun sagde at de tit bliver afbilledet enten med nøgler eller med stjerneglober, og at man kan få kontrol over dem hvis man får fat i dem. Hun og Bonnie vil forsøge at finde Misaos og Shinichis glober.“

„Så det var grunden til at de mødte op i Sedona,“ sagde Damon. Kan du huske hvad oldingen sagde om et måltid for en sommerdags erindring? Det han talte om var denne.“

Oldingen havde ladet den lille glaskugle falde ned i bunden af bærestolen da han tog imod ringen. Damon samlede den op og holdt den mod Elenas tinding.

Verden forsvandt.

Damon var væk, og det samme var syns- og lydindtrykkene og lugten fra basaren. Hun sad på en grøn eng og betragtede en grædepil der ludede ud over en sagte rislende bæk. En let brise fik græsset til at bølge, og bækkens vand glimtede kobberrødt med en antydning af grønt. Luften duftede af blomster – kaprifolier, fresier? En duft som Elena nød i fulde drag idet hun lænede sig tilbage og kiggede op mod en klar blå himmel med drivende hvide skyer.

Hun følte sig ung, men var sig bevidst at hun i virkeligheden var yngre end den person hvis erindring hun var trådt ind i. Hun boblede af livsglæde og forventning. Blodet brusede i hendes årer.

Hendes hjerte begyndte at banke da hun hørte stjålne fodtrin bag sig. Med et sæt var hun på benene og gjorde omkring med udbredte arme, parat til at lukke dem om sin elskede, denne vidunderlige ... unge pige? Illusionen blev brudt af et øjebliks forvirring, indtil Elenas underbevidsthed huskede hende på at det var en mands erindring hun gennemlevede. Så var hun tilbage i den igen og stirrede betaget på pigen der havde listet sig så lydløst frem gennem det bølgende græs. Hendes ansigt var indrammet af lange, mørke og silkebløde lokker, øjnene var lysende grønne og lo mod den elskede. Lige inden hans hænder nåede hende, gjorde hun omkring og flygtede leende hen over engen.

Han satte efter hende, og de morede sig med en munter tagfat som varede indtil hun lod sig indfange på den del af engen hvor græsset stod højest. De tumlede tæt omslyngede omkuld, og derefter udviklede begivenhederne sig så hedt at Elenas underbevidsthed meldte sig igen, og hun spurgte sig selv hvordan man fik standset begivenhedsstrømmen i disse glober. Hver gang hun forsøgte at skubbe globen væk, blev hendes hånd fanget og overdænget med henrykte kys af ... Allegra. Det var pigens navn. Og Allegra var utrolig smuk, i hvert fald set med den persons øjne Elena betragtede hende igennem. Hendes hvide hud, hendes ...

I næste øjeblik forsvandt alt, og Elena var fortumlet tilbage i bærestolen, og gadestøjen og basarens lugte og lyde slog sammen om hende. Men hun var åndeløs og fornemmelsen af Johns – det havde været hans navn – af Johns kærlighed til Allegra sitrede stadig i hende.

„Men jeg forstår det stadig ikke,“ sagde hun efter at hun havde sundet sig et øjeblik.

„Det er enkelt nok,“ sagde Damon. „Du sætter en tom stjerneglobe af den størrelse som passer dig mod tindingen og genkalder dig den begivenhed du ønsker at fastholde. Globen gør resten.“ Han løftede hånden da hun gjorde mine til at bryde ind og lænede sig frem med spillende øjne. „Det kunne se ud som om det er en temmelig hed sommerdag du har oplevet. Vi skal måske trække gardinerne for?“

„Vær nu ikke tåbelig, Damon,“ sagde Elena, men Johns varme følelser havde gjort hende opstemt. Hun sagde strengt til sig selv at hun ikke havde lyst til at kysse Damon. Det var Stefan hun vil kysse, men argumentet virkede ikke så stærkt fordi hun lige havde kysset Allegra. „Jeg tror ikke at dette er nogen god idé ...“ begyndte hun, stadig en smule åndeløs, da Damon rakte ud efter hende.

Med en lille ryk satte Damon rebet i bevægelse, så det løsnede sig og gled af Elenas håndled. Så mærkede hun hans arme omkring sig og glemte enhver tanke om modstand. De følelser, Johns kærlighed til Allegra havde vakt i hende, rettedes mod Damon. Tanken om ham og hans kys fyldte hele hendes bevidsthed. Dette var alt hvad hun ønskede sig i denne verden. Damons arme omkring sig, fornemmelsen af hans nærhed ...

Hun stemte hænderne mod hans bryst og skubbede af alle kræfter samtidig med at hun stemte kroppen bagud.

„Dit kryb!“ hviskede hun indædt. „Du kunne ikke holde dit højtidelige løfte bare en enkelt dag!“

„Du tager fejl. Der var ikke tale om suggestion fra min side, Elena!“

„Hold op med at bruge mit navn. Fra nu af er vi hvad vi giver os ud for at være. Jeg kalder dig 'herre', og du kan kalde mig slave eller 'hund' eller hvad der nu passer dig.“

„Hvis vi skal være herre og slave, kan jeg simpelt hen beordre dig til ...“ begyndte han.

„Prøv!“ sagde hun koldt. „Prøv – og se hvad der sker.“