Kapitel 19

 

Damon havde ikke regnet med at en mand der var kendt for at piske sine slaver ihjel havde mange venner. Det så heller ikke ud til at være tilfældet, men det spillede ingen rolle, og det gjorde drabet mærkeligt nok heller ikke. Mord og drab var en dagligdags begivenhed i slumkvarteret.

Det handlede om at Damon var gået sin vej med en anden mands slave – og måske også om hvordan han behandlede sine egne.

En større forsamling – alle mænd – havde ganske rigtigt samlet sig foran lægens hus, og flere af dem stod med fakler i hænderne. Råbene gjaldede Damon i møde da han viste sig i døren til lægens hus.

„Gal vampyr! Gal vampyr er løs!“

„Kom her med ham!“

„Brænd huset ned hvis de ikke jager ham ud!“

„Oldermændene siger at vi skal bringe ham til torvepladsen!“

Råbene fortsatte da de begav sig mod torvepladsen, og Damon indså hurtigt at meningen med dem var at få ryddet gaderne for de mere fredsommeligt indstillede. Et par sidegader fra lægens hus, hvor der var mere plads på grund af et par byggetomter til begge sider, var kun de mest blodtørstige tilbage, og pludselig fandt han sig omringet af flokken. Der ventede ingen oldermænd på torvet. Det havde fra begyndelsen været meningen at han, den fremmede, skulle slås ihjel. De fleste i flokken var vampyrer, og de så ud til at være stærke. De faldt over ham fra alle sider. Han blev slået, sparket og stukket med trædolke af den slags der kunne gennemtrænge en vampyrs hud.

I begyndelsen troede han på at han ville klare sig ud af det. Adskillige af de yngste og stærkeste vampyrer faldt, ramt af hans kraftkiler, og han brækkede halsen på en dæmon hvis stødtænder havde flænget hans arm næsten ind til knoglen. Men der var for mange modstandere. De masede sig ind på ham fra alle sider og fejede benene væk under ham. Trædolke ramte ham igen og igen, og alt begyndte at blive sløret. Hans muskler lystrede ikke som de skulle. En indre stemme hviskede at han bare skulle give op – så ville alt hurtigt være overstået.

Hårde hænder holdt ham nede, og en mand med en spids stage i den ene hånd bøjede sig over ham og famlede ved hans skjorteknapper. Damon spyttede ham i ansigtet, og manden sparkede ham i hovedet som tak. Damon mistede bevidstheden et kort øjeblik, og da han kom til sig selv igen, dansede hans angribere omkring ham mens de råbte og brølede og huggede med imaginære stager i luften.

I det øjeblik gik det op for Damon at han skulle dø.

Det forekom uvirkeligt, selv om han hele tiden havde vidst at den verden han vovede sig ind i var meget farligere end den han hidtil havde kendt, og han også blandt menneskene havde været døden nær et par gange. Men her havde han ingen magtfulde venner. Der var intet håb. Han havde måske kun sekunder tilbage, og det gjaldt om at udnytte dem bedst muligt. Hvad var vigtigst? At fortælle Elena ...

„Blind ham først! Sæt ild til stagen!“

„Jeg vil have hans ører! Kom og hjælp med at holde hans hoved fast!“

Damon lukkede stemmerne ude. Han måtte fortælle Elena ... et eller andet ... sige undskyld, eller ...

Han gav op. Et andet navn trængte sig på. Der var en anden som også skulle vide besked, men navnet gemte sig i tåger ...

„Husk at slå hans tænder ud! Jeg har lovet kæresten en ny halskæde!“

Jeg troede at jeg var forberedt på det her, tænkte Damon sløvt. Men ... ikke at det ville ske så hurtigt eller på denne måde. Jeg mangler stadig at slutte fred med den som betyder mest ...

Stefan, kaldte han med al den kraft han kunne præstere i sin omtågede tilstand. Stefan, hør på mig! Elena er på vej. Hun har kræfter som min død vil sætte fri. Og jeg er ... jeg er ...

I det øjeblik gik dansen omkring ham haltende i stå, og en dyb stilhed sænkede sig mellem husene. Nogle af de nærmeste fik travlt med at komme væk eller trak sig baglæns med bøjede hoveder.

Damon lå helt stille og koncentrerede sig om at få sine omtågede sanser under kontrol. Nogen var på vej hen mod ham. Han vendte med besvær hovedet.

Den nyankomne havde langt, bronzegyldent hår der hang i lange, bølgende lokker ned til livet. Han var nøgen til bæltestedet og fremviste en overkrop som selv den stærkeste dæmon måtte misunde ham. Musklerne lå som tove under huden. Der var ikke et gram overflødigt fedt på hans løveagtige fremtoning. Han var iført et par tætsiddende sorte benklæder, og musklerne spillede under stoffet for hvert skridt han tog. Ned langs den ene arm havde han en tatovering af en sort drage med et hjerte i gabet.

Ved siden af ham gik en stor, sort hund som hele tiden afpassede sine skridt så dens skulderparti var ud for dens herres venstre knæ. Den så ud til at veje mindst hundrede kilo, og heller ikke den havde et gram overflødigt fedt på kroppen.

Hunden var ikke den nyankomnes eneste følgesvend fra dyreriget. En stor falk sad på hans højre skulder. Den havde ingen hætte over hovedet, og den sad ikke på en polstret læderpude. Dens kløer var lukket om den unge mands nøgne skulder, og små blodstriber løb fra dens forreste kløer og ned over hans bryst, men han syntes ikke at bemærke det.

Der var fuldstændig stille nu, og de sidste dæmoner mellem den nyankomne og Damons blodtilsølede skikkelse på jorden havde fjernet sig.

Den unge mand standsede nogle skridt fra Damon og stod helt stille et øjeblik. Så nikkede han til hunden, og den luntede frem og snusede til Damons blødende arme og ansigt. Derefter snusede den til hans mund og rejste børster ned langs rygraden.

„God hund,“ mumlede Damon da han mærkede hundens kolde, fugtige snude mod kinden.

Han kendte hunden, og den var det stik modsatte af hvad de fleste forstod ved en 'god hund'. Det var en helvedeshund som var vant til at lukke gabet om vampyrers strube og ruske dem indtil deres blod sprøjtede seks fod op i luften. I sammenligning med det var tanken om at få hamret en stage gennem hjertet nærmest en bagatel. Damon forholdt sig fuldstændig ubevægelig.

„På plads!“ kommanderede ynglingen med det bronzegyldne hår.

Den store hund rykkede lydigt baglæns uden et slippe Damon med øjnene så meget som et sekund.

Ynglingen lod blikket glide over tilskuerne. „Laissez-le seul,“ sagde han med en affejende bevægelse.

Vampyrerne behøvede ingen oversættelse for at forstå hvad han mente. De begyndte øjeblikkelig at trække sig væk. De øvrige fik travlt med at følge deres eksempel og hvæsede utålmodigt fordi dem der trængtes bag dem ikke flyttede sig hurtigt nok. Overalt hvor den unge mand vendte sig hen, så han nedslagne øjne eller halvt bortvendte skikkelser, stivnet i forsøget på at undgå at tiltrække sig opmærksomhed. Hunden var begyndt at lunte frem og tilbage foran tilskuerne, og det satte yderligere fart i dem.

Damon slappede af. Hans kraft var vendt tilbage og tillod ham at hele nogle af de mange sår han havde pådraget sig. Da han var i stand til at løfte hovedet igen, smilede han til den nyankomne. „Sage,“ sagde han. „Når man tænker på djævelen ...“

„Spar på komplimenterne, mon cher,“ sagde den unge mand med en afvisende grimasse. „Du ved hvor let jeg har ved at rødme.“

„Jeg burde have vidst at jeg kunne løbe på dig her.“

„Jeg er altid på farten, mon petit tyran, og altid kun i mit eget selskab, som du ved.“

„Åh, hvor trist. Jeg hører violiner græde i mol ...“ Pludselig kunne Damon ikke længere fastholde det let ironiske tonefald. Han brød af, og da han fortsatte, var det i et helt andet tonefald: „Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har været så taknemmelig. Du har uden at være klar over det reddet fem liv. Jeg forstår bare ikke hvordan det går til at du dukker op netop her ...“

Sage sank på hug foran ham med den ene albue hvilende på knæet. Der var bekymring i hans øjne. „Du er vist ikke helt klar i hovedet endnu,“ sagde han. „Du må da vide at nyheder hurtigt rygtes hernede. Jeg hørte at du ankom med et harem ...“

„Det passer! Jeg så dem selv!“ Damon opfangede den svage hvisken fra en gruppe som var standset op i udkanten af den ene byggetomt. „Vi kan stadig nå at få fat i pigebørnene og tage dem som gidsler ...“

Sage hævede øjenbrynene. Også han havde hørt den hviskende stemme. „Tag ham, Saber,“ sagde han til hunden. „Men kun ham der talte.“

Saber satte af sted, og inden nogen i den lille gruppe opdagede faren, havde hunden hugget tænderne i halsen på hviskeren og ruskede ham. Der lød et skarpt knæk, og hunden kom tilbage igen, slæbende den livløse skikkelse efter sig. Resten af den lille gruppe og de sidste af de øvrige tilskuere fik travlt med at komme væk.

„Så kan vi måske få en smule fred,“ sagde Sage.

Damon kom langsomt på benene. „Jeg tror afgjort du har opnået deres respekt,“ sagde han. „Hvorfor følger du ikke med mig, så vi kan drikke en skål på vores gensyn?“

Sage så på ham som om han var gået fra forstanden. „Du ved godt at svaret på det er nej.“

„Hvorfor?“

„Jeg sagde nej.“

„Jeg hørte det, men der fulgte ingen begrundelse med.“

„Den burde være indlysende nok ... vi er ikke venner.“

„Vi har ellers udført en hel del spektakulære og vellykkede aktioner i fællesskab.“

„Det er meget længe siden,“ sagde Sage og rakte uventet ud og tog Damons ene hånd. På håndryggen var der stadig en lang flænge som Damon ikke havde nået at tage sig af endnu. Under Sages blik lukkede den sig på få sekunder, og alt hvad der blev tilbage af den, var en lyserød stribe.

Damon tog langsomt hånden til sig. „Så længe siden er det heller ikke,“ sagde han.

„Vi opfatter vidst tiden forskelligt, mon petit tyran,“ bemærkede Sage med et sarkastisk smil.

„Hvad betyder et enkelt glas?“

„I selskab med dit harem?“

Damon prøvede at forestille sig Sage og Meredith i hinandens selskab, men hans fantasi rakte ikke til. „Du har under alle omstændigheder påtaget dig ansvaret for dem,“ sagde han. „Og sandheden er at ingen af dem er mine. Det har du mit ord på.“

„Ansvarlig for dem?“ gentog Sage eftertænksomt. „Det vil sige at du har svoret at få dem herfra igen. Det løfte forpligter kun mig hvis du dør. Men hvis du dør ...“ Han gjorde en hjælpeløs bevægelse.

„Så må du holde dig i live og redde Stefan og Elena og de andre.“

„Jeg ville helst sige nej, men jeg ved at det gør dig ulykkelig. Derfor siger jeg ja ...“

„Og hvis det mislykkes for dig, vender jeg tilbage og hjemsøger dig.“

Sage betragtede ham tavst et stykke tid. „Jeg tror aldrig at nogen har anklaget mig for at være ude af stand til at gennemføre hvad jeg har lovet,“ sagde han. „Men det var selvfølgelig før jeg blev vampyr.“

Ja, tænkte Damon, mødet mellem 'haremmet' og Sage skulle nok blive interessant, i hvert fald hvis de opdagede hvem Sage i virkeligheden var.

Men måske ville ingen fortælle dem det.