Kapitel 28

 

De gik lige forbi de dybt grebne dørvagter, men de fandt hurtigt ud af at det hele ikke ville gå så let som det havde set ud til ved første blik. I alle de værelser hvor gæsterne havde adgang stod en sortklædt tjener, iført hvide handsker, parat til at hjælpe med oplysninger samtidig med at han holdt vagtsomt øje med husfruens ejendele.

Det første sted der gav dem en smule håb var lady Fazinas harpegalleri, et aflangt lokale med et væld af udstillede harper, lige fra antikke, enkeltstrengede instrumenter til moderne, forgyldte orkesterharper som den lady Fazina nu spillede på.

Musikken og sangen kunne høres i hele paladset, og da der efter hvad Elena kunne se ikke fandtes nogen form for elektronik, gættede hun på at det skyldtes en eller anden form for magi.

„Hver harpe har sin bestemte stemmeskrue,“ hviskede Meredith mens de stod og kiggede ned gennem galleriet. „En af dem kan være den vi leder efter.“

„Men hvordan skal vi vide hvilken en der er den rigtige?“ spurgte Bonnie. „Hvad er forskellen mellem en stemmeskrue og rævenøglen?“

„Det ved jeg ikke. Og jeg har heller aldrig hørt eller læst om at nogen har skjult en nøgle i en harpe,“ sagde Meredith. „Den vil jo rasle rundt i klangbunden hver gang man flytter på harpen, og pakker man den ind i et eller andet, forandrer det vel harpens tone – i hvert fald nok til at en trænet musiker straks kan høre det.“

Elena bed sig i læben. Meredith havde ret. Det virkede tåbeligt at nogen skulle forsøge at gemme en nøgle i en harpe. Men Misao havde sagt instrument.

„Det kan vel ikke tænkes at instrumentet er hendes stemme, så vi skal have en hånd ned i halsen på hende ...“ begyndte Bonnie usikkert.

Meredith bragte hende til tavshed ved at vende øjnene mod himlen – eller hvad der nu fandtes over denne dimension. „Ikke mere vin til den dame,“ sagde hun.

„Hvorfor skulle de overhovedet gemme nøglen her, hvor de ikke er velkomne og hvor de vil få svært ved at få fat i den igen?“ spurgte Damon. „Måske var det bare noget Misao slyngede ud i stedet for at sige at de havde smidt nøglen væk.“

„Hvem siger at de havde tænkt sig at hente den igen?“ spurgte Meredith. „Og Misao kan have haft noget helt andet end harper i tankerne da hun sagde 'instrument'.“

Det lød som begyndelsen til en diskussion der ikke førte nogen vegne. Elena holdt op med at høre efter. Hun lukkede øjnene og anstrengte sin hukommelse. I et kort glimt var hun tilbage i slagsmålet med Misao, som bed og snerrede og forsøgte at ramme hende med kløerne: „Du forstår alligevel ikke de svar jeg kan give dig. Hvad hvis jeg siger at den ene halvdel findes i sølvnattergalens instrument. Fortæller det dig noget?“

Ja, det var de nøjagtige ord. Elena gentog dem langsomt og tydeligt uden at være klar over at hun talte højt.

Noget der føltes som et lyn trængte sig frem fra hendes bevidsthed og mødtes med et andet ganske tæt ved. Hun åbnede øjnene og så Bonnie stå med tomt og glasagtigt blik.

Inden hun nåede at sige noget, begyndte Bonnie at tale med den slørede, monotone stemme der altid fulgte med hendes trancer:

„Hver halvdel af nøglen har form som en enkelt ræv med to ører, to øjne og en snude. De to halvdele er af guld med indlagte ædelsten, og øjnene er grønne. Den nøgle du søger findes i Sølvnattergalens instrument.“

Bonnie tog et par slingrende skridt til siden og ville være faldet hvis ikke Elena havde grebet hende. Hun rystede flere gange på hovedet, og det glasagtige udtryk i hendes øjne afløstes af forvirring da hun opdagede at hun var centrum for alles opmærksomhed.

„Hvad er der i vejen? Hvorfor stirrer I sådan?“

„Du har lige fortalt os hvordan rævenøglen ser ud!“ Elena var lige ved at råbe af glæde. Nu hvor de vidste hvad de ledte efter, ville nøglen blive meget lettere at finde.

Bonnie havde stadig svært ved at holde sig oprejst. Benene begyndte at vakle under hende igen, og Sage og Damon trådte hurtigt til og støttede hende fra hver sin side.

Damon kiggede på hende med undren malet i alle træk, og Elena huskede at han aldrig før havde set Bonnies synske evner manifestere sig.

„Tak,“ sagde Bonnie. Hun drejede langsomt hovedet fra side til side og så op på Damon under halvt sænkede øjenvipper. „Jeg tror ikke jeg besvimer, men jeg er stadig lidt svag i knæene.“

Damon nikkede og lagde armen fastere om hende. Sage vendte sig halvt væk, men Elena nåede at se det skæve smil der lurede i hans ene mundvig.

Bonnie lænede sig tungt ind til Damon. „Hvad sagde jeg? Jeg kan ikke huske det.“

Elena gentog hendes ord.

„Spørg mig ikke hvor det kom fra,“ sagde Bonnie. „Men det må jo betyde at nøglen skal findes her et sted.“

„Ja,“ sagde Meredith. „Hvad med at Bonnie, Sage og jeg tager os af salen her? Den ene holder tjeneren beskæftiget mens de to andre undersøger harperne.“

Elena nikkede. „Gør I det. Damon og jeg forsøger at kigge nærmere på den del af paladset hvor gæsterne ikke har adgang.“

Det viste sig sværere end ventet at omsætte Merediths plan i praksis. Der fandtes kun en metode hvis man ville finde ud af om der gemte sig en guldnøgle i en af harpernes klangbund, og det var at ryste dem, men tjeneren blev ved at kredse i nærheden. Han greb ind hver gang han tog en af dem i at røre ved harperne og forklarede med stigende utålmodighed at det var strengt forbudt at flytte på dem, fordi det kunne påvirke strengene så de klang falsk.

 

Damon og Elena havde det lettere i den del af huset hvor gæsterne ikke havde adgang. Der var øde og stille, bortset fra nogle få tjenere der gik deres runder i korridorerne uden at vise omgivelserne større opmærksomhed. Det var tydeligt at de betragtede deres tjeneste som en formsag, og man kunne høre dem nærme sig på lang afstand, og ellers bestod forhindringerne kun af udspændte snore og låste døre. Damon havde medbragt en samling dirke og viste sig at være ekspert med dem, og så længe lady Fazinas sang og spil lød fra den store sal kunne de være nogenlunde sikre på ikke at blive forstyrret.

Til gengæld fandt de ingenting, og da musikken standsede og de hastede tilbage til de andre uden for harpegalleriet, så Elena med det samme at også deres søgen havde været resultatløs.

„Tjeneren blev ved at forstyrre os, og til sidst dyssede Sage ham i søvn, så vi fik fred,“ sagde Bonnie modfaldent. „Først da vi havde haft fat i alle harperne uden at finde noget, kom vi i tanke om at vi måske kunne have sparet tid ved at udspørge ham. Det gjorde vi så, og ved du hvad han fortalte os?“ Hun sukkede dybt. „Alle harperne bliver pudset og stemt hver eneste dag. Lady Fazina har en hel hær af tjenestefolk til at tage sig af dem. Ingen kan gemme noget i dem uden at det vil blive opdaget med det samme. Nøglen har aldrig været her!“

Hjertet sank i livet på Elena. „Man kunne vel have sagt sig selv at det ikke ville blive så let,“ sagde hun. „Godt, vi går over til plan B. I blander jer med gæsterne og kigger nærmere på de værelser hvor der er fri adgang. Prøv at charmere lady Fazinas gemal og pump ham for oplysninger – om Misao og Shinichi har været her for nylig, for eksempel. Damon og jeg fortsætter med den lukkede del af paladset.“

„Er det risikoen værd?“ spurgte Meredith med rynket pande. „Tænk på hvad der kan ske jer hvis I bliver opdaget.“

„Jeg tænker mere på hvad der kan ske Stefan hvis vi ikke kommer herfra med den nøgle,“ svarede Elena.

Hun vendte sig og gik, fulgt af Damon. De gennemsøgte værelse efter værelse, uden at vide om det var en harpe eller noget andet de ledte efter. Med sine vampyrsanser undersøgte Damon om der befandt sig levende skabninger i værelserne før han dirkede dørene op.

Alting gik gnidningsløst indtil de nåede frem til et værelse for enden af en lang korridor der førte mod vest. Elena havde for længst mistet enhver fornemmelse af hvilken retning de bevægede sig i, men i denne korridor kunne hun se den dunkelrøde solskive gennem vinduerne.

Damon dirkede døren for enden af korridoren op. Der hang et sølvindrammet billede af en harpe på den ene væg. Elena tog det ned med et vist håb, men det gav ingen raslen fra sig da hun rystede det. For en sikkerheds skyld skruede hun bagklædningen af med en af Damons dirke, men også det var en skuffelse. Der var ingen nøgle gemt i rammen.

Hun kom til at bumpe rammen mod væggen da hun hængte maleriet på plads. Det lød som et tordenbrag i hendes ører, og hun stivnede og bad til at bumpet ikke var blevet hørt af en af de sortklædte tjenere.

Damon lagde hurtigt hånden over hendes mund og skruede ned for gaslampen.

Fodtrin nærmede sig gennem korridoren. Bumpet var blevet hørt. Fodtrinene standsede uden for døren.

Elena hvirvlede rundt med følelsen af at hun havde Forløsningens Vinger inden for rækkevidde. En let stigning i adrenalinet, og hun ville kunne bringe tjenere på knæ, hulkende over et langt livs ugerninger, og hun og Damon ville være væk før ...

Men Damon havde en anden idé.

Da døren blev åbnet et øjeblik efter, fandt tjeneren et tæt omslynget par der tilsyneladende havde glemt alt omkring sig i et hedt kys. Elena fornemmede tydeligt hans indignation, men den skyldtes ikke det han så, kun at det foregik i et af hans frues private gemakker. Hun skævede til ham ud gennem øjenkrogen idet han skruede op for lyset.

„Gæsterne har ikke adgang til denne del af paladset,“ sagde han til Damons ryg.

Damon reagerede ved at tage fastere om Elena. Hans kys blev mere intenst. Det svimlede for hende. Hun satte hænderne mod hans bryst for at skubbe ham væk. Men ... det kunne hun ikke tillade sig. I alles øjne var hun hans ejendom, og så længe andre var i nærheden, var hun tvunget til at blive i rollen som slave og føje ham i alle hans ønsker.

Men Damon gik for langt ... længere end han nogen sinde før havde gjort, selv om han ikke selv havde nogen erindring om det. Hans hænder gled kærtegnende over hendes hår, hendes skuldre og arme.

Damon! Stands! Vi må ud herfra inden tjeneren kalder andre til! Hun lod ham mærke sin desperation.

Damon slap hende, og idet han gjorde det, trængte noget igennem fra hans underbevidsthed. Det var ikke lidenskab, men smerte der havde været ved at få ham til at miste besindelsen. Hun prøvede at søge ind i hans bevidsthed, men stødte på en mur. Han havde lukket hende ude.

Tjeneren stod afventende ved døren.

Damon tog Elenas arm og gik forbi ham uden at værdige ham et blik.

Manden bukkede ærbødigt, igen den servile tjener, men blev stående og så efter dem indtil han var sikker på at de gik i retning af gæstefløjen.

 

Det kostede dem en større omvej at komme tilbage til den private fløj igen. Elena spildte ikke tid med at spekulere på hvad der var galt med Damon, men det slog hende at det måske svækkede hans vampyrsanser. For en sikkerheds skyld forstærkede hun sin hørelse og lyttede med ved dørene inden de lukkede sig ind.

Det var mens hun lyttede ved en dør i en bælgmørk korridor at en idé slog ned i hende. Hun standsede Damon da han ville dirke døren op og forklarede ham hvad slags værelse hun ledte efter. Et arbejdsværelse.

Damon havde fem hundrede års erfaring med store paladsers arkitektur. Efter at være gået forkert et par gange dirkede han døren op til noget der tydeligt nok var husfruens arbejdsværelse. Elenas øjne havde nu vænnet sig så meget til mørket at de kunne gennemsøge værelset i skæret fra et enkelt stearinlys.

Der var to skriveborde i værelset, et stort og rigt ornamenteret ved væggen over for døren og et mindre, nærmest kun en skrivepult, under vinduet.

Damon blev stående ved døren og holdt den på klem mens Elena undersøgte det store skrivebord for skjulte gemmer.

„Der kommer nogen i denne retning,“ sagde han idet hun rettede sig op. „Vi må hellere se at komme væk.“

Elena overhørte ham. Hun vendte sig om mod skrivepulten under vinduet. Foran den stod en gammeldags, polstret stol, og på skrivepladen var en række penne, fra antikke til moderne, opstillet i hver sin elegante holder. Det virkede som om pulten var mere til pynt end til dagligt brug.

„Lad os komme ud mens vejen stadig er fri,“ mumlede Damon utålmodigt.

„Ja,“ sagde Elena fraværende. „Vi må hellere ...“

Hvis nogen havde spurgt hende, ville hun ikke kunne have forklaret hvad det var der fik hendes øjne til at standse ved den tredje pen i rækken, en elegant, smukt buet og sølvskinnende fjerpen. Med et par hurtige skridt var hun henne ved pulten og tog den op. Det var ikke en ægte fjerpen, men en fyldepen formet som en fjerpen. Skaftet var af træ og let buet så det passede fint i hånden, og træet føltes varmt.

„Elena, jeg tror ikke ...“

„Stille, Damon! Luk døren så lyset ikke skinner ud i korridoren!“ Elena trak pennen hen over den opslåede blok der lå på skrivepladen. Der kom ingen streg. Blækpatronen var tom – eller blokeret af noget. Meget forsigtigt skruede hun fyldepennen fra hinanden, og et lille stykke tungt og buet metal faldt ned på pultens skriveunderlag idet dens to dele skiltes. Det havde siddet i den bredeste del af penneskaftet. Elena skruede pennen sammen igen og satte den i holderen inden hun tog metalstykket op med dirrende hænder.

Den lille, halvmåneformede genstand glitrede i skæret fra lyset, og den svarede fuldstændig til den beskrivelse Bonnie havde givet af den: en diminutiv rævefigur med et juvelbesat hoved hvor ørerne lå fladt tilbage. På øjnenes plads lynede og glimtede to grønne sten. Smaragder?

„Alexandritsten,“ hviskede Damon. „Ifølge folkloren skifter de farve i skæret fra levende lys eller kaminild. De reflekterer flammerne.“

Elena huskede med en gysen det røde skær i Damons øjne dengang han var besat.

Damon sikrede sig at han havde lukket døren og kom hen til hende. „Hvordan fandt du ud af at den var gemt her?“ spurgte han.

Hun holdt den lille figur op. „Er du sikker på at dette er den ene halvdel af rævenøglen?“

„Det er i hvert fald ikke noget der hører til i en fyldepen,“ sagde Damon. „Du gik lige hen og tog den op så snart du fik øje på pennene, så vidt jeg kunne se uden at tænke først. Hvordan kom du på at nøglen kunne være gemt der?“

Elena trak på skuldrene. „Egentlig var det let nok. Da jeg blev klar over at den ikke kunne være gemt i harperne, spurgte jeg mig selv om hvilken slags instrumenter der ellers kunne være tale om. Kitsunierne kan lide at lege med ord. En pen er et skriveinstrument. Derefter gjaldt det bare om at finde ud af om lady Fazina havde et arbejdsværelse.“

„Død og dæmoner,“ sagde Damon. „Ved du hvad jeg har haft i tankerne? Skjulte faldlemme og hemmelige nedgange til skumle fangehuller. Det eneste jeg kunne forestille mig var et torturinstrument, og du ville blive overrasket over hvor mange af den slags der findes i denne her by.“

„Men da ikke her i hendes hus!“ udbrød Elena højt.

Hun tog sig forskrækket til munden og de stod begge som støtter og lyttede efter lyde i korridoren.

Alt var stille. Den tjener Damon havde hørt nærme sig, måtte være drejet af i en anden retning.

Elena åndede lettet op. „Du må gemme den på dig. Min kjole egner sig ikke som skjulested.“

Damon tog figuren og stak den dybt ned i lommen på sine sorte jeans. Han greb hendes hænder, dirrende over hele kroppen. „Elena! Jeg troede ikke på det, men det lykkedes!“

„Ja, ja!“ Tårerne piblede fra Elenas øjne. Hun lod armene glide ind under hans læderjakke og knugede ham. „Og uden dig var vi aldrig kommet så langt!“

Fuld af taknemmelighed løftede hun hovedet for at kysse ham, men hans mund strejfede kun hendes og gled videre ned langs hendes kind, og hun sansede hans dybe sult og forsøgte ikke at standse ham da hun mærkede hans tænder gå gennem huden på sin hals.

Men pludselig var han som en fremmed. Han drak og blev ved at drikke. Sulten beherskede ham fuldkommen.

Damon, du tager alt for meget.

Han reagerede ikke.

Damon det kan være farligt ... for mig. Denne gang lagde hun så meget kraft i ordene som hun var i stand til for at trænge igennem til ham.

Det lykkedes ikke, og nu begyndte hun selv at flyde ned mod mørke, og hun huskede den lænkede dreng.

Hvor er du? Er du her? kaldte hun og fremmanede billedet af drengen for sit indre blik.

Så fik hun øje på ham. Han var stadig lænket til den kulsorte stenblok med sine knyttede hænder presset mod øjnene.

Hvad er der i vejen? spurgte Elena.

Vi må standse ham! Ellers dræber han dig. Drengen fjernede hænderne og stirrede op på hende med store, forskræmte øjne.

Rolig, der sker mig ikke noget!

Jo! Han er ikke sig selv! Vi er nødt til at vække ham!

Elena følte sig mærkelig svag og ligeglad, men hun vendte sig og råbte sammen med drengen: Damon! Elena siger at du skal standse!

Og miraklet skete.

Både hun og drengen mærkede det. Den svage smerte fra hugtænderne forsvandt, og energistrømmen fra Elena til Damon ophørte.

Men samtidig begyndte hun at glide væk fra drengen, som var den hun virkelig ønskede at tale med.

Nej, vent! råbte hun til Damon og forsøgte at klamre sig til drengens hånd, men det var forgæves. En stormvind slyngede hende tilbage gennem mørket. Det forsvandt, og hun var tilbage i lady Fazinas arbejdsværelse. Hun mærkede Damons krop mod sin, og skæret fra stearinlyset stak hende i øjnene som svidende solstråler.

„Undskyld, Elena!“ Der var panik i hans stemme. „Kan du tale? Jeg sansede ikke hvor meget ...“

Der var noget læspende ved hans stemme. Hans hjørnetænder var stadig fremme.

Elena mærkede noget varmt og fugtigt på armene og trak dem til sig. De var røde af blod.

Uden at sige et ord gik hun om bag Damon og trak læderjakken af ham. Ryggen på hans sorte silkeskjorte var fuld af flænger, kantet af delvis indtørret og frisk blod.

Ved første blik forstod hun ingenting. „Hvad i alverden er der sket? Hvornår er du blevet overfaldet ...?“

Så dæmrede sandheden for hende. Hun talte flængerne.

Ti.

Det blod der flød fra hans ryg skulle have været hendes blod. Flængerne stammede fra de slag hvis kraft og smerte han havde kanaliseret fra hende til sig selv under den offentlige afstraffelse.

Og han havde båret hende hele vejen hjem. Uden at sige et ord. Det havde ikke været hans mening at hun skulle vide noget.

Og sårene var stadig åbne. Ville de nogen sinde hele?

Hvorfor havde han ikke fortalt hvad de ville betyde for ham da han lovede skåne at hende for smerten?

Hun begyndte at skrige af sine lungers fulde kraft.