Kapitel 30

 

Matt tog sherifstjernen op af lommen og holdt den i vejret. „Se hvad jeg har fundet.“

Han lagde den på køkkenbordet. Mrs. Flowers skubbede sit urørte tekrus til side og lod den ene hånds fingre glide let hen over metalskiltet.

„Hvor har du den fra?“ spurgte hun.

„Det er sherif Mossbergs,“ svarede Matt. „Jeg mødte hans niece ude i nærheden af kirkegården tidligere på dagen. Hun strejfede om alene, og hun havde hans skjorte på som kjole. Stjernen sad stadig på skjortebrystet, og jeg tog den inden hun nåede at stikke af.“

„Det vil sige at hun har set dig. Det er ikke så godt, Matt. Hvad hvis hun fortæller alle og enhver at du er kommet tilbage?“

„Det behøver De ikke være bange for. Hun har ikke gået i skole her i Fell's Church og ved ikke hvem jeg er,“ svarede Matt. „Desuden ved Mossberg det allerede – hvis han ellers stadig lever.“

Mrs. Flowers fingre gled søgende hen over sherifstjernen igen. „Det kan jeg ikke afgøre,“ sagde hun meget stille. „Den har ikke været i direkte berøring med hans hud.“ Hun gøs. „Men jeg er bange, Matt – alvorligt bange.“

Matt drejede på sit eget tekrus. „De mener vi bør gå ud og lede efter ham,“ sagde han.

„Det er vi nødt til,“ sagde mrs. Flowers med en lille hovedrysten og lukkede hånden helt om sherifskiltet. „Mama bliver ved at gentage det, og jeg kan selv mærke at der er noget helt galt.“

Hun rejste sig og gik hen og åbnede det mandshøje skab ved siden af døren ud til baghaven. En kraftig duft af mølkugler og et eller andet krydret slog ud fra det. Inde i det hang en samling lange støvfrakker der så ud til at stamme helt tilbage fra pionertiden. Mrs. Flowers tog to af frakkerne, lagde den korteste af dem hen over ryggen på en stol og holdt den længste frem mod Matt.

„Prøv om den dækker dig helt ned til anklerne,“ sagde hun. „Ellers må det blive en af de andre, og så skal du pakke dig godt ind i flere skjorter og sweatere.“

Matt trak i støvfrakken, og lugten af mølkugler og tørrede urter fik ham til at hoste.

„Den er lang nok,“ sagde han og blev afbrudt af et nyt hosteanfald. „Hvad er det den lugter af – ud over mølkugler? Det svider både i øjnene og halsen.“

„Åh, det er grantante Morwens specielle nellikeblanding til stoffibre. Den ville gøre mange museumskonservatorer glade,“ sagde mrs. Flowers. „Disse frakker stammer helt tilbage fra mamas ungdom før borgerkrigen.“

Det faldt ikke Matt ind at tvivle på hende. „Men det er stadig varmt udenfor. Hvad skal vi med frakkerne?“

„Beskyttelse, kære Matt. Beskyttelse! Frakkerne er indlagt med magi mod onde kræfter,“ sagde mrs. Flowers og tog to par langskaftede havehandsker fra skabets ene sidehylde.

„Og det er de der måske også?“ spurgte Matt undrende.

„Ja, også dem. Og du kan roligt regne med at vi får brug for beskyttelsen, min ven.“ Hun rynkede brynene. „Og så skal vi have et par kraftige stavlygter, for det her skal gøres i mørke.“

„Det må være Deres spøg!“

„Desværre ikke. Vi skal også have noget reb så vi kan binde os sammen. Og lige meget hvad der sker, må vi ikke vove os ind i den tykning hvor sheriffen forsvandt.“

 

„Og så har vi også været en tur rundt om ejendommen for at se æbleplantagen, appelsinlunden og kirsebærlunden,“ remsede Bonnie op.

Hun sad i en polstret stol med sine bare fødder hvilende på kanten af den store himmelseng, hvor Elena lå i halvt oprejst stilling, støttet af bløde puder.

Elena var ikke nogen nem patient. Hun var rasende over sin svaghed og insisterede på at hun ville op og gå omkring. Det ville give hende kræfterne tilbage meget hurtigere end stopfodring med grød, kødretter og mælk og fem daglige besøg af dr. Meggar, som nu var flyttet ind hos Ulma.

Hun vidste godt hvad de andre var bange for. Bonnie havde plapret ud med det alt sammen i en af de lange nætter hvor hun vågede hos hende.

„Du skreg som en galning, og alle vampyrer hørte det, og Sage samlede Meredith og mig op som om vi var et par kattekillinger og stormede af sted efter lyden. Men en hel masse andre var kommet først! Både du og Damon var bevidstløse, og en eller anden sagde at I var blevet overfaldet og var døde. Så begyndte alle at råbe for at få tilkaldt Vogterne. Og så ... så besvimede jeg vist en smule, for jeg troede jo også at I var dø... dø...“

„Rolig,“ havde Elena sagt. „Styrk dig med lidt bloddruenektar og fortæl videre.“

Bonnie havde fulgt rådet, og efter to store glas fortalte hun videre:

„Meredith fik liv i mig igen, og jeg hørte Sage sige at han var læge og at folk skulle gøre plads så han kunne undersøge jer. Folk troede på ham og flyttede sig, og jeg tror at Sage med det samme kunne se hvad der var sket. Han sagde at de skulle skaffe en vogn som kunne køre jer til dr. Meggar, og lady Fazina kom og sagde at de bare kunne tage en af hendes vogne og aflevere den engang når der ikke var brug for den længere. Hun er så frygtelig rig! Og så ... så fik vi jer listet ud ad bagvejen, for der var nogle ... nogle kryb som råbte op om at man bare skulle lade jer dø. Og så fik vi jer ud, og du ... du døde på vejen tilbage i vognen. Du holdt op med at trække vejret to gange! Men Sage og Meredith fik dit hjerte i gang igen, og jeg ... jeg bad og bad.

Hjemme hos dr. Meggar bankede vi på som om vi ville slå døren ind, og da han havde undersøgt dig, sagde han at du skulle have en blodtransfusion. Og jeg sagde at han skulle tage mit blod, fordi jeg kunne huske dengang i skolen hvor vi to var de eneste der kunne give Jody Wright blod fordi vi havde blodtype som hun. Dr. Meggar fik skubbet to borde sammen på et øjeblik, og jeg var så bange at jeg dårligt nok kunne holde armen stille da han skulle stikke nålen ind, men jeg klarede det!

Og ved du hvad Meredith gjorde imens? Hun lod Damon bide sig! Og bagefter sendte dr. Meggar lady Fazinas vogn til Ulmas hus efter tjenestefolk som var villige til at give blod mod betaling, og den kom helt fuld tilbage. Jeg ved ikke hvor mange Damon bed, men det var en hel masse! Dr. Meggar sagde at det var den bedste medicin, og vi overtalte ham til at komme med tilbage til Ulmas hus, for at bo her altså, og Ulma har lovet at bygge hele den fløj han er flyttet ind i om til hospital for de fattige.

Lige siden har vi prøvet at gøre dig rask. Damon havde det fint allerede næste morgen. Og Ulma, Lucen og Damon blev enige om at sende lady Fazina et meget smukt og kostbart halssmykke med en sølvfarvet perle der er lige så stor som en barnehånd, for det var hende der reddede både dig og Damon. Uden hendes vogn ville ingen af jer have overlevet.

Jeg har helt glemt at nævne rævenøglen. Vil du se den? Vi var helt sikre på at I ikke havde fundet den og at det hele var forgæves, men Damon afleverede den til Meredith da hun gav ham af sit blod. Nu har hun den i et lille skrin som Lucen har lavet til os.“

Meredith var kommet ind med skrinet den næste formiddag, men Elena havde været for medtaget til at vise den lille figur større interesse. Siden havde dagene slæbt sig af sted, og i de vågne timer havde Meredith og Bonnie skiftedes til at forsøge at underholde hende sådan som Bonnie gjorde nu.

Bonnie tav og tog fødderne ned fra sengekanten. „Hvorfor har jeg en fornemmelse af at tale for døve ører?“ spurgte hun forurettet. „Du havde måske ventet at se Damon i stedet for mig?“

Elena rystede på hovedet. „Han har slet ikke været her.“

Bonnie bøjede sig frem. „Nej, for Meredith og Sage har forbudt ham det. De er bange for at han ikke kan modstå fristelsen til at tage dit blod hvis han kommer i nærheden af dig.“

„Og at jeg er for svag til at standse ham?“ fløj det ud af Elena. „De ved ikke noget som helst! Vi har udvekslet blod flere gange, og han er aldrig gået for vidt! Det var kun smerten fra stokkeslagene der ...“

Hun tav brat da hun så Bonnies øjenbryn på vej op mod hårgrænsen.

„Jeg ...“

„Hovsa,“ sagde Bonnie forbløffende roligt. „Det der med at I har udvekslet blod flere gange skal du nok ikke tale for højt om til de andre. De kunne lægge mere i det end du selv mener der er grund til.“

„Hvorfor skulle de det? Jeg er her udelukkende for at redde min elskede Damon og viser Stefan taknemmelighed fordi han hjælper mig!“

Bonnie bare så på hende.

„Bonnie?“

„Sagde jeg lige det jeg selv tror?“

„Mm ... ja, det gjorde du vist.“

Elena flåede to af puderne frem bag ryggen og begravede ansigtet i dem.

„Vil du give køkkenet besked om at jeg gerne vil have endnu et stykke steg og et stort glas mælk?“ mumlede hun ind i puderne. „Jeg har det ikke så godt.“

 

Matt havde fået sig en ny skramlekasse at køre i. Han havde altid været i stand til at skaffe sig én når der var brug for det, men denne var i dårligere stand end nogen han tidligere havde vovet sig ud på vejene med. Motoren truede jævnligt med at gå i stå og hostede og harkede slemt da han svingede ind i indkørslen til Obaa-sans hus. Mrs. Saitous hus, rettede han sig selv. Han havde hørt at hun var blevet kaldt hjem fra udlandet på grund af det der var sket med Isobel.

Ligheden mellem Isobel og kvinden der lukkede op var ikke til at tage fejl af. Det mørke hår sad som en hætte om hendes hoved, og øjnene var de samme som Isobels. Hun åbnede kun døren halvt og stirrede mistænksomt på Matt.

„Hvem er du?“

„Mrs. Saitou? Vi har aldrig mødt hinanden før. Mit navn er Matt Honeycutt. Jeg er en af ...“ Matt afbrød sig selv. Det var ikke til at vide hvor meget Obaa-san havde fortalt Isobels mor. Måske var det ikke nogen god idé at præsentere sig som en af Jims venner.

„Orime, er det et af børnene?“ lød Obaa-sans spinkle stemme oppe fra første sal.

„Ja, han siger at han hedder Matt,“ svarede mrs. Saitou.

„Han er ventet. Send ham endelig op,“ kaldte Obaa-san.

Mrs. Saitou åbnede døren helt og viste Matt hen mod trappen. „Du kender vel vejen, men det er anden dør på højre hånd hvis du skulle have glemt det.“

„Tak,“ sagde Matt og gik op ad trappen.

Obaa-san lå på futonen midt på gulvet da han trådte ind. Hun satte sig langsomt op og smilede til ham.

„Så du er Matt, Jims ven, ikke sandt? Og nu bor du hos Theofilia? Vi har vist aldrig set hinanden før?“

„Nej,“ sagde Matt og huskede sig selv på at det hverken havde været hende eller Jim han havde mødt sammen med dr. Alpert den nat i den gamle skov før det store opgør med Misao og Shinichi, men kitsunitvillingerne som havde antaget deres skikkelse.

Hun smilede til ham. „Sæt dig endelig ned, min ven. Jeg er Obaa-san, Isobels mormor. Mrs. Flowers fortalte at du ville komme og at I havde brug for min hjælp.“

„Ja, mod kitsunitvillingerne,“ sagde Matt. „De er tilbage igen. Jeg har selv set Shinichi, og nu er sherif Mossberg forsvundet, og vi forsøger at finde ud af hvad der er sket med ham. Han vovede sig ind i den gamle skov selv om jeg advarede ham, og ...“

„Kitsunierne.“ Obaa-san rystede sørgmodigt på hovedet. „Jeg sagde jo fra begyndelsen at det nok var dem der var på spil. Jeg velsignede nogle amuletter for de to piger ...“

„Og nogle patroner. Jeg har taget flere med.“ Matt tog en håndfuld patroner af forskellig kaliber op af den ene lomme og lagde dem på futonen ved siden af hende. „Og fra internettet har jeg nogle af de bønner som skulle kunne drive dem væk. Meredith sagde noget om at de skulle skrives ud med de rigtige skrifttegn for at virke.“

„Du har været meget grundig, kan jeg se,“ sagde Obaa-san og kiggede nærsynet på de udskrifter han havde hentet frem fra inderlommen.

Matt vred sig lidt ved den ufortjente ros. Det var Meredith der havde gjort alt forarbejdet. Han var bare gået frem efter den liste hun havde efterladt.

„Jeg velsigner patronerne først og udskriver nogle flere amuletter til jer,“ sagde Obaa-san. „Anbring dem der hvor I har mest brug for beskyttelse. Og patronerne – ja, dem ved du vel hvad du skal gøre med?“

„Ja.“ Matt famlede flere patroner frem fra den anden lomme og lagde dem i Obaa-sans oprakte hånd.

Hun anbragte dem alle i skødet, samlede hænderne over dem og messede en lang bøn med en stemme der lå langt dybere end hendes normale.

„Skal jeg sigte mod noget bestemt sted?“ spurgte Matt da hun tav og nikkede som tegn på at han kunne tage patronerne.

„Nej, en hvilken som helst del af hovedet eller kroppen er tilstrækkelig, bortset fra halerne. Dem kan de tåle at miste. Det svækker dem, men får samtidig deres raseri til at vokse,“ svarede Obaa-san.

Hun sank tilbage på futonen med en tør gammelkonehoste, tydeligt udmattet, men inden Matt nåede at tilbyde at hente noget at drikke, kom mrs. Saitou ind med en lakeret bakke hvorpå der stod tre små drikkeskåle med dampende grøn te.

Teen blev drukket i tavshed. Mrs. Saitou sad og så ned i sin skål, og Obaa-san lå bleg og udmattet på futonen. Tavsheden varede så længe at Matt blev usikker. Havde mrs. Saitou noget imod hans tilstedeværelse, eller fulgte hun en eller anden japansk skik om at man altid lod en gæst indlede en samtale? Japanerne havde nogle temmelig indviklede høflighedsritualer som en vesterlænding let kom galt af sted med, vidste Matt. Til sidst besluttede han at bryde tavsheden, selv om han ikke følte sig helt sikker på at det var klogt.

„Det gør mig ondt for Dem med alt det der er sket med Isobel, mrs. Saitou,“ brast det ud af ham. „Det har hun bestemt ikke fortjent, og jeg lover Dem at jeg nok skal få ram på den kitsuni som er skyld i det alt sammen!“

„Kitsuni?“ sagde mrs. Saitou og stirrede på ham som om han var fra forstanden. Hun rejste sig med et sæt og hastede ud af værelset.

Matt stirrede hjælpeløst på Obaa-san. „Hvad ... hvorfor ...“

„Det skal du ikke tage dig af, min ven,“ sagde hun beroligende. „Min datter er også præstinde, men hun har et meget moderne syn på alting. Hun vil formodentlig fortælle dig at kitsunier ikke eksisterer.“

„Selv efter at hun har set hvad der er sket med Isobel?“

„Hun tror på at der er onde kræfter på spil i byen, men hun mener at de er af den almindelige 'menneskelige' slags. Hun tror at Isobel har lemlæstet sig selv på grund af stress op til eksamen.“

„De mener at hendes mor har dårlig samvittighed fordi hun har stillet for store krav?“

„Hun giver Isobels far en stor del af skylden. Han har en høj stilling i Japan og er meget traditionel i sine holdninger.“ Obaa-san tav „Jeg ved ikke hvorfor jeg fortæller dig alt dette.“

„Undskyld,“ sagde Matt. „Jeg forsøgte ikke at snage.“

„Nej, jeg ved at du bekymrer dig om andre mennesker. „Jeg ville ønske at Isobel havde fundet en ung mand som dig i stedet for ham der svigtede hende.“

Matt syntes hun var uretfærdig over for Jim, men han opgav at forsøge at forsvare ham. En lang forklaring om Carolines rolle i det der var sket ville sikkert ikke gøre den gamle kvinde mildere stemt over for Jim. Han havde svigtet sin kæreste. Det var ikke til at komme udenom.

Han huskede det medlidenhedsvækkende syn af Isobel i hospitalssengen. De fleste af hendes ar ville være usynlige under tøjet, og forhåbentlig lærte hun at tale igen når tungen var vokset sammen.

„Hun finder måske en anden en dag,“ sagde han.

Obaa-san smilede svagt til ham og lagde hovedet tilbage på puden. „Det må vi håbe,“ sagde hun. „Men det er en stor skam at vi er blevet blandet ind i denne strid med kitsunierne. Det siges at en af vores fjerne forfædre tog en kitsuni til hustru.“

„Det ... lyder ...“ begyndte Matt vantro.

Obaa-san lo sin knirkende gammelkonelatter. „Ingen vil rigtig tro på det, og slet ikke min datter. Men engang for længe, længe siden, som det altid hedder i legenderne, blev en stor shogun oprørt over alle de spilopper kitsunierne lavede på hans gods. Han havde fundet sig i dem i lang tid, fordi det mest var irriterende drillerier, men så slog høsten fejl i flere år efter hinanden selv om vejret var som det altid havde været. Han fik mistanke om at det var kitsuniernes værk, og så besluttede han at det kunne være nok.

Han samlede alle sine folk i den hensigt at sende dem ud for at dræbe hver eneste ræv der fandtes på hans jord, selv dem der holdt til langt væk fra de opdyrkede marker. Men natten før de skulle af sted viste en smuk kvinde sig for ham i drømme og fortalte at hun var ansvarlig for alle rævene på hans jord. Hun sagde at det var rigtigt at de var slemme til at lave skarnsstreger, men at de gjorde det godt igen ved at æde de rotter og mus og insekter som i virkeligheden var skyld i den dårlige høst. Hun bad så indtrængende om at han kun lod sin vrede gå ud over hende og skånede alle rævene. Hun ville komme næste morgen og få hans svar.

Og hun holdt ord og mødte frem næste morgen sammen med tolv smukke jomfruer, som hun dog overstrålede som månen overstråler stjernerne. Shogunen kunne ikke få sig selv til at henrette hende. I stedet friede han og tog hende til hustru, og de tolv jomfruer giftede han bort til sine mest betroede vasaller. Og det siges at hun var ham en god og trofast hustru som fødte ham mange børn der var lige så iltre som solgudinden Amaterasu. De levede lykkeligt sammen indtil en dag hvor shogunen kom til at dræbe en ræv mens han var på rejse i en anden del af landet. Han hastede hjem for at forsikre hende at det havde været et uheld, men da han nåede tilbage, fandt han hele huset i sorg. Hans hustru havde allerede forladt ham sammen med alle deres sønner og døtre.“

„Hvor sørgeligt,“ mumlede Matt høfligt. Hvis han skulle være ærlig, interesserede historien ham ikke ret meget, men så meldte hans logiske sans sig. „Hør ... vent nu lidt. Hvis de alle sammen var taget af sted ...“

Obaa-san lo. „Du hørte alligevel bedre efter end jeg troede. Den yngste af døtrene, som endnu kun var et barn, kom tilbage nogle dage senere. Hun elskede sin far så højt at hun ikke kunne få sig selv til at forlade ham, selv om det betød at hun skulle leve i menneskeskikkelse resten af livet. Saitouslægten siges at nedstamme fra en af de døtre hun satte i verden.“

„Meredith sagde noget om at der også fandtes gode kitsunier,“ sagde Matt. „Men dem vi har med at gøre er ude på at dræbe. Vi er nødt til at slå igen.“

„Ja, ja selvfølgelig,“ sagde Obaa-san. „Nu skal jeg straks skrive de nødvendige symboler på de amuletter jeg har lovet dig.“

Da Matt senere kom ned ad trappen, ventede mrs. Saitou ved døren. Hun tog hans hånd og lagde noget i den. Han kiggede ned og så den samme kalligrafi som på de amuletter Obaa-san havde givet ham. Skrifttegnene var bare meget mindre og skrevet ud på siderne af en lille blok med selvklæbende blade.

„Er det også ... amuletter?“ spurgte Matt forvirret.

Mrs. Saitou nikkede. „Meget effektive når man smækker dem i ansigtet på en dæmon eller på forheksede træers grene.“ Hun smilede svagt ved synet af Matts måben. „Min kære mor er ikke så alvidende som hun selv tror.“

Hun gav ham også en lang dolk.

„Forsigtig med klingen. Den er af samme slags stål som et samuraisværd og lige så skarp,“ sagde mrs. Saitou. „Stol på dine venner og på dit instinkt.“

Det var en temmelig forvirret Matt der satte sig ind i den gamle skramlekasse for at køre til dr. Alperts hus.