Kapitel 34

 

Meredith havde fundet myten om lady Blodwedd i en stjerneglobe og fortalte den videre til de andre: guderne skabte Blodwedd af blomster og bragte hende til live. Guderne værdsatte hende højt, men hun blev træt af den mand de havde valgt til hende. Hun lokkede ham i døden, og som straf dømte guderne hende til at tilbringe hver nat fra midnat til daggry som ugle. Myten nævnte ikke at hun samtidig var blevet forvist fra Himlens Forgård til Mørkets Dimension.

Det er måske grunden til at alle hendes selskaber altid begyndte klokken seks om aftenen, tænkte Elena da hun og Damon blandede sig med strømmen af gæster på vej hen mod palæet med det knejsende glastårn.

De gik op ad en bred, hvid marmortrappe, flankeret af blomsterkummer fyldt med blå ridderspore og lyserøde, vilde roser. Oppe for enden af den standsede Elena ud for en af de mange hvidklædte slaver som stod ved små borde og rakte fyldte vinglas frem mod gæsterne.

„Måske kan vi slippe for en masse besvær ved simpelt hen at spørge,“ mumlede hun idet hun tog imod to glas bloddruenektar og rakte det ene videre til Damon.

„Spørge om hvad?“ spurgte han.

„Kan du huske hvad Bonnie fortalte om harperne i lady Fazinas galleri? At de kunne have undgået at spilde tid med at gå rundt og ryste dem, hvis de med det samme havde spurgt tjeneren ud om hvordan harperne blev passet?“

Damon nikkede.

Elena vendte sig om mod slaven ved bordet. „Hvor ligger lady Blodwedds store balsal?“

Slaven kiggede overrasket på hende og gjorde en bevægelse der omfattede hele terrassen der bredte sig mellem trappen og palæet.

„Den del af terrassen som ligger nærmest palæet, under baldakinen, bliver kaldt den store balsal,“ svarede han.

Elena stirrede rystet op mod palæet.

Baldakinen var gigantisk. Kunstfærdige lygter hang ned fra dens træskelet, og under den bredte sig en fuldstændig jævn græsplæne.

Den var større end en fodboldbane.

 

Også Bonnie havde tidsspildet i lady Fazinas harpegalleri i frisk erindring.

„Hvilken vej skal man vælge for at komme til lady Blodwedds store balsal,“ spurgte hun en kvindelig gæst som førte sig så hjemmevant at hun måtte have deltaget i adskillige af værtindens sammenkomster.

Kvinden var allerede lettere beruset. Hun stillede et tømt vinglas fra sig og tog et nyt. „Det afhænger af hvilken balsal du mener, min lille ven,“ svarede hun muntert. „Der er den store udendørs balsal som du må have set på vejen ind. Så har vi den hvide sal som ligger indendørs. Den er oplyst af kandelabre, og gardinerne er trukket for hele vejen rundt. Den kaldes også valsesalen, fordi der aldrig spilles andet end valse dér.“

Bonnie var ikke kommet sig over det chok hun havde fået nogle få sætninger forinden. „Er her en udendørs balsal?“ udbrød hun rystet.

„Det er der da, min ven. Den store pavillon derude. Man kan se den gennem væggen.“ Kvinden pegede.

Det passede. Man kunne se gennem væggene. De var alle sammen af glas, og det syn der mødte Bonnie bragte tankerne hen på en illusion, skabt ved hjælp af spejle: den ene oplyste sal efter den anden, fyldt med feststemte mennesker. Kun den yderste mur i stueetagen var af sten. Det måtte være den nederste del af ydervæggen i den hvide balsal.

På den modsatte side, dér hvor kvinden pegede, sås baldakinen tydeligt. Bonnie huskede at hun havde passeret den uden at ofre den videre opmærksomhed. Hvem havde nogen sinde hørt om at man brugte en græsplæne som dansegulv?

„Danser man virkelig på græsset?“ spurgte hun undrende.

„Det gør man da. Jorden under det er tromlet helt jævn, og græsset bliver klippet ganske kort. Der er ingen ujævnheder at snuble i. Hør ... du bliver vel ikke dårlig? Du ser mig noget bleg ud.“ Kvinden lo kvidrende. „Så bleg man nu kan se ud i dette lys.“

„Jeg fejler ikke noget,“ sagde Bonnie fortumlet. „Ikke spor. Jeg har det ... fint.“

 

De mødtes senere og fortalte hinanden om de vanskeligheder de var stødt på.

Damon og Elena havde fundet ud af at jorden i den udendørs balsal var næsten lige så hård som sten – alt hvad der var blevet gravet ned i den før den blev tromlet flad, var nu indkapslet i noget der mindede om cement. Det eneste sted man kunne grave var langs plænens yderkant.

„Vi skulle have medbragt en ekspert med en ønskekvist,“ sagde Damon. „I ved, en af dem der kan finde frem til vand eller metal ved hjælp af en kløftet gren eller et pendul.“

„Hvorfor har ingen tænkt på det noget før?“ spurgte Meredith.

„Fordi ingen har forestillet sig at nogen kunne finde på at bruge en græsplæne som dansegulv,“ svarede Damon. „Desuden ville det ikke have nyttet. Jeg kender ingen med den slags evner her.“

Bonnie og Meredith havde konstateret at gulvet i den hvide balsal var belagt med marmor. Salen var pyntet op med adskillige blomsterarrangementer, men der fandtes ikke et gram jord i nogen af dem. Samtlige blomster var afskårne og anbragt i vaser fyldt med vand.

„Der er ikke et eneste sted hvor man kan 'begrave' en nøgle,“ sagde Bonnie nedslået. „Jeg har svært ved at tro at Shinichi og Misao ville gemme nøglen i en vase som de vidste ville blive tømt for vand i løbet af et par dage.“

„Og marmorgulve lider af en beklagelig mangel på løse gulvbrædder,“ tilføjede Meredith. „Jeg spurgte mig lidt for. Der har ikke fundet ombygninger sted i den hvide balsal i flere år, så kitsunitvillingerne har ikke haft mulighed for at gemme nøglen under marmorbelægningen eller et sted i murværket.“

Elena nippede til sit tredje glas bloddruenektar. „Godt, så er den hvide sal slettet af listen. Der er ingen grund til at tabe modet. Husk hvor forholdsvis let det gik med at finde den første halvdel af nøglen ...“ Hun kunne godt høre at hun først og fremmest forsøgte at berolige sig selv.

„Kitsunitvillingerne gjorde det måske let med vilje,“ sagde Damon. „For at få vores forhåbninger så højt op som muligt inden de knuser dem.“

„Det nægter jeg at tro på!“ sagde Elena desperat. „Vi er nået meget længere end Misao forestillede sig. Vi kan godt finde den nøgle. Vi skal finde den.“

„Godt,“ sagde Damon. „Hvis det viser sig nødvendigt at grave hele den udendørs balsal op, finder vi en udvej for at gøre det, men lad os først gennemsøge den indvendige del af palæet grundigt. Det gav resultat sidste gang.“

Meredith nikkede. „I kan tage jer af de nederste etager mens Bonnie og jeg kigger på de øvre. I kan jo prøve at finde ud af om vi skulle have overset noget i den hvide balsal.“

De skiltes. Elena gjorde sit bedste for at falde til ro. På trods af de tre glas bloddruenektar hun havde drukket – eller måske på grund af dem – var hun begyndt at se visse ting i et nyt lys. Men det gik ikke at lade sig distrahere nu. Hun måtte koncentrere sig om at finde den anden halvdel af nøglen. Hun var parat til at gøre hvad som helst for at redde Stefan. Hvad som helst, forsikrede hun sig selv.

I den hvide balsal var duften af blomster og grønne vækster gennemtrængende. Midt i salen var blomsterarrangementer opstillet rundt om et stille rislende springvand så de dannede små aflukker hvor gæsterne kunne sidde. Der var ingen scene og intet orkester, men hele salen genlød af fejende og smittende valsetoner.

Elena og Damon standsede inden for døren og betragtede de dansende par. Alle kvinderne var i store rober, og de fleste af mændene havde ligesom Damon gjort aftenens værtinde den ære at trække i smoking.

„Jeg går ud fra at du aldrig har lært at danse wienervals,“ sagde Damon.

Det gik op for Elena at hun uden at tænke over det havde svajet i takt til musikken. „Der tager du fejl,“ svarede hun en smule fornærmet. „Vi har alle sammen gået til dans hos mrs. Hopewell. Hun elskede selv at danse, og hun lærte os alle de danse som hun selv syntes var yndefulde og elegante. Jeg var elleve år dengang.“

„Det er vel absurd at bede dig danse med mig,“ sagde Damon.

„Selvfølgelig vil jeg gerne danse med dig,“ svarede hun. „Er du nu helt sikker på at du kender trinene? Vi skulle nødig falde igennem ved siden af de andre gæster.“

„Jeg blev interesseret i valsen i 1885 fordi den blev regnet for løssluppen og uanstændig,“ sagde Damon. „Men det afhænger af om du taler om bondevals, wienervals, langsom vals eller ...“

„Kom nu, denne dans er lige ved at slutte,“ sagde hun, greb hans hånd og trak ham med ud mellem parrene på dansegulvet.

En ny wienervals begyndte. Musikken flød ind i salen fra en usynlig kilde. Den syntes at komme fra alle sider på én gang, og Elena gættede på at der ligesom hos lady Fazina var magi med i spillet.

De gled ud i dansen. Elena havde helt glemt at kjolens rygudskæring nåede helt ned til livet. Da hun mærkede Damons varme hånd mod sin nøgne hud, forstod hun lidt af hvorfor valsen havde vakt forargelse da den kom frem. Damon dansede den som om den stadig var løssluppen og uanstændig. Han førte hende med fast hånd, og efter nogle få øjeblikkes usikkerhed fandt hun tilbage til den rytme og den glidende ynde i bevægelserne som mrs. Hopewell havde slidt sådan med at lære sine elever.

Dansen sluttede, og Damon bukkede elegant og mimede et håndkys. „Min kompliment til din hukommelse og din danselærerinde,“ sagde han.

Da de vendte sig for at forlade dansegulvet, var vejen spærret af en hel horde af forventningsfulde hankønsvæsener – mænd, dæmoner, vampyrer og menneskelignende skikkelser med dyrehoveder.

Hvad nu? spurgte hun forskrækket.

Det kunne se ud som om de ønsker en dans.

Det er umuligt! Der er ikke tid! Vi skal have fundet den anden halvdel af nøglen!

Damon nikkede. Han tog hende ved armen og holdt den fri hånd afvisende frem mod de sammenstimlede. „Denne pige er min personlige slave og danser ikke med andre end mig,“ sagde han køligt.

Det udløste en misfornøjet mumlen. Slaver som blev taget med til baller som lady Blodwedds havde normalt deres ejeres tilladelse til at omgås de andre gæster frit. Elena holdt vejret, ikke helt sikker på hvad det kunne udvikle sig til, men inden der skete mere, blev de utilfredses opmærksomhed afledt af hektisk aktivitet ved den store dør i den modsatte ende af salen. I løbet af et øjeblik havde alle glemt hende og stilede i den retning.

„Hvad sker der?“ spurgte Elena.

„Det kunne se ud som om aftenens højvelbårne værtinde har gjort sin entre,“ sagde Damon.

Elena trængtes sammen med de andre gæster for at få et glimt af kvinden som guderne ifølge legenden havde skabt af blomster og givet liv. Og hun var smuk. Hjertegribende smuk. Elena stirrede betaget på den unge kvinde i døråbningen.

Det fint formede ansigt med den skære hud var domineret af et par store øjne som lyste i riddersporens blå nuancer. Vipperne var tætte og så lange at det så ud som om øjnene var halvt lukkede. Hendes læber var valmuerøde og håret gyldent og samlet i fletninger der nåede næsten helt ned til gulvet.

Idet hun gik forbi, mærkede Elena et pust af en duft som fra en buket af alle de første forårsblomster.

„Men hvad havde hun egentlig på?“ spurgte hun højt da de foranstående strakte hals for at få endnu et glimt af lady Blodwedd på hendes vej gennem salen. Hun havde været for optaget af hendes ansigt til at lægge mærke til ret meget andet.

„En kjole af en slags,“ sagde Damon tørt. Han lod til at være den eneste som ikke havde ladet sig påvirke af lady Blodwedds skønhed. „Den så ud til at være sat sammen af kronblade fra alt hvad jeg har set af blomster, men spørg mig ikke hvordan de har fået dem til at hænge sammen – medmindre de alle sammen var af silke og syet på.“

„Gad vide om man kan komme til at tale med hende – bare nogle få ord,“ sagde Elena. Hun havde dannet sig en forestilling om hvordan en så sart og fin skabnings stemme måtte lyde, og hun ville gerne have den bekræftet.

„Det tvivler jeg på,“ sagde en ung vampyr blandt dem der stod foran hende idet han vendte sig. „Hun siger sjældent noget – i hvert fald ikke før efter midnat. Hov, det er jo dig! Hvordan har du det nu?“

„Udmærket, tak,“ svarede Elena høfligt og trådte i næste øjeblik hurtigt tilbage. Den unge vampyr var en af dem der havde påtvunget Damon deres visitkort efter hendes afstraffelse for øjnene af slumkvarterets bandeledere. Nu tænkte Elena kun på at komme væk så hurtigt og ubemærket som muligt, men hun så med det samme at det var umuligt.

Alt for mange havde hørt den unge mand, og det var tydeligt at de ikke havde i sinde at lade hende og Damon gå.

„Det er pigen jeg fortalte jer om!“ sagde den unge mand til de omkringstående. „Hun går i trance og er fuldstændig upåvirket, lige meget hvad der rammer hende ...“

„... føler ikke det mindste,“ lød det fra en anden. „Blodet flød hende ned ad ryggen men hun fortrak ikke en mine, og se hendes ryg nu. Ikke det mindste ar ...“

„De er professionelle. De rejser rundt og optræder med det ...“

Elena skulle lige til at sige at lady Blodwedd udtrykkelig havde forbudt den slags barbari ved sit bal, da en af de andre unge vampyrer smilede til hende og sagde: „Det var mig der sørgede for at lady Blodwedd sendte jer en invitation. Jeg fortalte hende om jer, og hun ser frem til jeres optræden.“

Elena takkede guderne for at hun ikke havde nået at få sagt noget. Nu gjaldt det om at finde på en anden undskyldning – og at være høflig over for de unge mænd. De kunne måske vise sig nyttige på et senere tidspunkt.

„Jeg er bange for at jeg ikke kan gennemføre en optræden i aften,“ sagde hun dæmpet i håb om at de unge vampyrer selv ville dæmpe stemmerne. „Jeg skal nok undskylde direkte over for lady Blodwedd. Jeg er ked af at skuffe hende, men det er ganske simpelt ikke muligt.“

„Selvfølgelig er det muligt,“ lød Damons stemme bag hende. „På betingelse af at nogen finder min amulet.“

Det tog Elena et øjeblik at komme sig af overraskelsen.

Damon! Hvad er det du siger?

Hvad jeg er nødt til. Ingen indvendinger nu.

„For tre og en halv uge siden var jeg så uheldig at miste en meget vigtig amulet her. Den ser sådan ud.“ Han tog den halve rævenøgle frem og holdt den op så de andre kunne se grundigt på den.

„Er det den du brugte til jeres trick?“ blev der spurgt.

Elena holdt vejret, men Damon havde selv set faren.

„Nej, mange så os udføre det så sent som for en uge siden, og da havde jeg den ikke. Det er en personlig amulet, og uden den har jeg svært ved at udføre en del af min magi.“

„Det ligner en lille ræv. Du er da ikke en kitsuni, vel?“ bemærkede en af de unge mænd.

„Du er ikke den første der siger det,“ svarede Damon. „Men du tager fejl. Det forestiller en pil med to grønne sten i pilespidsen.“

„Hvis det er Amors pil er du velkommen til at affyre den mod mig,“ lød en kvindestemme fra et sted i baggrunden, og det udløste almindelig latter.