Kapitel 37

 

Elena sakkede lidt bagud da de langsomt gik tilbage mod trappen. Noget nagede hende. Hun vendte hovedet flere gange og betragtede tankefuldt glasvæggen der rejste sig over den. De havde overset et eller andet.

Hvad var det Bonnie havde sagt om blomsterne? At de så ud som om de var plantet om. Men det kunne ikke skyldes at en af stilladsets støttebjælker var væltet ned i bedet. Ingen af dem var over tre meter høje.

Elena kiggede op igen.

Blodwedd kunne tydeligt ses i den strålende oplyste tårnkuppel. Hun var stadig optaget af at vælge stjerneglober fra den roterende reolvæg.

Elena kom i tanke om en bemærkning hun havde hørt fra en af de andre gæster i valsesalen: „Hun er besat af det bibliotek. Det siges at hun har glober af alle slags deroppe.“ Derefter havde gæsten sænket stemmen: „Også de forbudte.“

Forbudte? Det var svært at forestille sig hvad der kunne være forbudt et sted som her.

Hævede stemmer gjorde Elena nærværende. De var nået hen til trappen mens hun var optaget af sine egne tanker, og Meredith og Bonnie var standset ved kanten af den. Hun måtte tage et hurtigt lille skridt til for ikke at støde ind i Meredith. En større flok ivrigt gestikulerende gæster havde omringet Damon midt på trappen. Han råbte et eller andet og gjorde en affejende bevægelse.

„Hvad nu?“ spurgte Elena.

„De skændes,“ svarede Meredith.

„Om hvad?“

„Dig og Damon,“ sagde Bonnie. „Nogen har startet et rygte om at Sage og de unge vampyrer er tilbage med 'amuletten' om et øjeblik, og nu har nogle af deres venner fået den ide at I lige så godt kan indlede 'forestillingen' med det samme.“

„Hold dig hellere på afstand,“ sagde Meredith. „Hvis De får øje på dig, bliver de bare endnu mere ihærdige, og Damon lyder som om han er godt på vej til at miste tålmodigheden.“

Elena trak sig lidt tilbage og kiggede atter op mod tårnet, hvor Blodwedd stadig legede med de stjerneglober hun var så besat af.

Legede.

Shinichi holdt også af at lege – med ord.

Pludselig gik alting i stå. Lyden af den højrøstede diskussion på trappen forsvandt. Kun glastårnets øverste kuppel eksisterede.

De havde taget fejl fra begyndelsen.

'Balsal' betød noget helt andet end de hele tiden havde troet.

„Meredith, Bonnie! Få Damon herhen!“ råbte hun, stadig med øjnene rettet mod glastårnet.

„Hvordan skal vi bære os ad med det?“ spurgte Meredith. „Han er fuldstændig omringet nu. Vi kan knap nok se ham!“

„Og det lyder som om de mest ivrige er parat til at gå over til håndgribeligheder,“ tilføjede Bonnie.

Elena forsøgte sig med telepati. Damon, vi skal op i ...

Jeg kan ikke slippe af med disse fordømte ...

Stemmerne omkring Damon steg. Elena turde ikke vente længere. Det var ikke til at vide hvad de ville ske hvis de ophidsede gemytter fik øje på hende.

Godt, sagde hun til sig selv. Jeg må gøre det alene.

„Bliv her!“ råbte hun til Bonnie og Meredith. Hun samlede skørterne i den ene hånd og løb sammenkrummet bag om den råbende og gestikulerende flok op ad trappens sidste trin og ind i palæet.

På anden sal brugte hun flere minutter på at finde den krystaltrappe, Damon havde båret hende op ad den første gang. Hvis det ikke havde været fordi kanten af det nederste trin var mærket af hendes blod, ville det have taget hende meget længere tid.

Da Damon bar hende op, havde hun ikke troet at hun selv ville være i stand til bare at forsøge at kravle op ad den. Nu kanaliserede hun al sin kraft op til øjnene, og trappen trådte tydeligt frem for hendes blik. Den var stadig skrækindjagende, stejl og smal og uden gelænder. Synet af den gjorde hende svimmel, men hun tvang sig selv op ad den.

Op. Op.

Det begyndte at jage i hendes benmuskler. Hun bed tænderne sammen og så Stefans ansigt for sig.

Bliv ved. Ingen undskyldninger. Hvis du ikke kan gå, må du kravle. Fortsæt. Videre. Videre.

Hun krøb udmattet på alle fire da hun nåede helt op og rakte ind over kanten til Blodwedds uglerede.

I det mindste var det stadig en smuk, omend underligt livløs og fersk ung skønhed der stirrede hende i møde. Elena indså omsider hvad der var i vejen med Blodwedds udseende. Hun havde ingen dyrisk vitalitet. Inderst inde var og blev hun en plante uden forbindelse med den livgivende jord.

„Det her vil koste dig livet.“

Nej, hun var en plante uden hjerte.

Elena så sig omkring. Hun kunne se ud, men alting var forvrænget på grund af glasreolen med de mange rækker af kugler i de små, kvadratiske rum.

Der var ingen hængende slyngplanter her, ingen frodige og duftende tropiske blomsterarrangementer, kun de tørre, grene, blade og kviste i den store uglerede. Blodwedd gjorde ikke mine til at forlade den glasplatform hvorfra hun kunne nå sine stjerneglober.

Elena krummede overkroppen ind over redens kant. Den manglende halvdel af rævenøglen lå gemt her. Hun søgte mellem grenene med fingrene.

„Jeg er her ikke for at stjæle fra dig,“ sagde hun idet hun borede armene længere ned mellem redens grene. „Kitsunierne har narret os begge. De stjal noget fra mig og gemte det i din rede. Jeg tager kun hvad der er mit.“

„Du! En elendig menneskeslave! Du vover at trænge ind i mit private bibliotek! Udenfor graver gæsterne min balsal op og tramper mine smukke blomster ned på grund af dig! Denne gang slipper du ikke væk. DU SKAL DØ!“

Hendes stemme havde pludselig skiftet karakter. Den var ikke længere flad og tonløs. Det var en rungende, kraftfuld stemme ... som svarede til redens størrelse.

Elena kiggede op. Blodwedds skikkelse var begyndt at forandre sig. Den voksede sig højere og bredere. To store, gennemborende gule øjne under et V-formet bryn stirrede ned på hende. Et skarpt næb var skudt frem på næsens plads. Resten af ansigtet var dækket af fjer. De var hvide omkring næbbet og øjnene og gik over i gråt der hvor de dækkede halsen. Over øjnene rejste fjerdragten sig i et par hornlignende spidser.

Også kroppen var dækket af fjer nu. Stadig flere skød frem, og kraftige kløer ragede ud under dem hvor fødderne skulle have været.

„Jeg er uglen Blodwedd,“ raspede skabningen. „Og jeg tillader ingen andre at betræde mit bibliotek. „Du kommer ikke levende herfra.“

Elena ledte febrilsk i reden. Hun måtte væk inden Blodwedd afsluttede sin forvandling. Hun fejede grene og kviste til side og borede fingrene dybere ind.

Blodwedd satte af fra glasplatformen og kom glidende ned mod hende på vældige, udbredte vinger.

I det samme strøg en lille skabning ind mellem dem med et gennemtrængende skrig.

Elena så at det var Talon. Sage måtte have givet høgen besked om at blive tilbage og våge over hende.

Uglen gjorde sig mindre – for at få bedre plads til at angribe, tænkte Elena.

„Lad mig forklare,“ forsøgte hun desperat. „Der ligger noget i din rede som ikke tilhører dig. Kitsunitvillingerne gemte det her den nat du jagede dem væk fra dit palæ.“

„Du har vovet dig ind i mine private gemakker. Du skal dø,“ svarede Blodwedd og dykkede mod hende.

Elena klemte sig fladt ned mod reden. Hun mærkede suset fra uglens krop og hørte næbbet smække i nærheden af sin nakke.

Talon jog som en pil mod Blodwedds øjne, og den store ugle måtte opgive sit næste angreb for at ryste høgen af sig.

Elena opgav yderligere forsøg på at ræsonnere med Blodwedd. „Talon, prøv at holde hende væk fra mig,“ råbte hun uden at være sikker på hvor meget menneskesprog høgen forstod. „Bare lidt endnu!“

Elena ledte af alle kræfter mens de to fugle hvirvlede skrigende i luften omkring hende. Hun dukkede sig hver gang uglen fik rystet høgen af sig og forsøgte at få ram på hende. Det skarpe næb kom nærmere hver gang. Ved Blodwedds tredje eller fjerde angreb flængede næbbet Elenas ene arm, men adrenalinet pumpede så voldsomt i hende at hun næsten ikke mærkede smerten.

Endelig, da uglens ene vinge nær havde fejet hende ud over redens kant, gik det op for hende hvad der skulle til for at holde den på afstand.

„Talon, her!“ råbte hun og flåede en af stjernegloberne ud af glasreolen.

Høgen dykkede mod hende med usvigelig præcision og fangede stjernegloben i kløerne.

Blodwedds rasende skrig truede med at sprænge Elenas trommehinder. Den gigantiske ugle satte efter høgen, men det var som når et menneske slog efter en flue – en intelligent og lynende hurtig flue.

„Giv mig globe tilbage! Den er uvurderlig!“

„Du får den tilbage så snart jeg har fundet hvad jeg leder efter,“ lovede Elena. Hun kravlede ind midt i reden og søgte desperat med hænderne hen over dens marmorbund.

Talon reddede hende to gange fra uglens angreb ved at flå stjerneglober ud af glasreolen og lade dem falde. Braget når de knustes mod gulvet længere nede fik hver gang uglen til at glemme Elena og gøre et nyt forsøg på at dræbe høgen. Talon fiskede endnu en stjerneglobe ud, denne gang med kløerne, og strøg provokerende tæt forbi uglens næb.

Elena var begyndt at få en mareridtsagtig fornemmelse af at hun havde taget fejl – at alt hvad der en halv time tidligere havde stået lysende klart for hende var forkert.

Da hun kiggede op og så Blodwedd i den strålende oplyste bibliotekssal med en ny stjernekugle i hånden, var noget pludselig dæmret for hende.

Ordgåder.

Shinichi og Misao holdt af ord der kunne misforstås indtil man fik dem sat ind i den rette sammenhæng. Misao havde kaldt fjerpennen i lady Fazinas arbejdsværelse et instrument fordi det automatisk ville bringe tanken hen på hendes harper.

Ordet 'balsal' bragte automatisk tanken hen på dans, men skilte man det ad ...

'Bal' var et andet ord for globe. En 'sal' kunne også rumme et bibliotek.

Blodwedds bal-sal ...

... Blodwedds globebibliotek.

Har jeg alligevel taget fejl? tænkte Elena desperat og søgte igen med hænderne hen over redens bund.

Hun fik svaret inden hun havde tænkt tanken til ende. Hendes højre hånds fingre stødte på metal.