Kapitel 39

 

Da Elena kom udenfor på terrassen, var hendes første tanke at hun måtte have alle disse uskyldige tilskuere væk. I næste øjeblik afviste hun den som absurd. Uskyldige? De elskede grusomheder. De havde været mere end ivrige efter at se hende blive pryglet til blods med en stok, og det var først og fremmest forventning hun så i deres øjne nu. De havde sikkert indgået væddemål om hvor hurtigt Blodwedd ville hakke hende i stykker.

Hun havde ingen grund til at bekymre sig om hvad der skete med dem – men det var en god idé at skabe panik og få dem til at flygte i alle retninger, så det blev lettere for hende at slippe væk i forvirringen.

„Blodwedd er gået fra forstanden!“ råbte hun og pegede mod den store silhuet som nu hvirvlede over glastårnet i hidsig kamp med Talon. „Hun dræber også jer fordi I har ødelagt hendes balsal!“

Kun nogle få reagerede, men så lød der et skærende skrig fra Blodwedd. Elena kiggede op og så en lille, glimtende genstand falde mod terrassen. Talon havde lokket Blodwedd efter sig ved at stjæle endnu en stjerneglobe fra hendes bibliotek, og nu havde høgen tabt den i kampens hede – eller måske sluppet den med vilje fordi uglen var kommet for tæt på. Blodwedd dykkede efter glaskuglen, direkte mod mængden. Panikken greb om sig. Gæsterne sprang til alle sider og sloges vildt i deres iver efter at redde sig væk.

Damon, hvor er du? kaldte Elena.

Der var så meget telepatisk trafik at hun tvivlede på han kunne høre hende, men endelig opfattede hun et svagt svar.

Elena?

... Ja ...

Jeg er på vej. Tankestemmen blev tydeligere og overdøvede de andre. Kan du høre mig?

Ja, men jeg kan ikke se dig.

Jeg er lige i nærheden. Jeg ... PAS PÅ!

For sent advarede Elenas sanser hende om den store skygge som kom jagende ned fra himlen. Blodwedd havde opgivet at nå stjernegloben og skiftet retning mod hende, og hun var alt for tæt på. Elena så med det samme at hun ikke kunne undgå det skarpe næb.

Men Damon var hurtig. Fra et eller andet sted kom han i et vældigt spring og fejede både hende, Meredith og Bonnie med sig. De rullede hen ad græsset, og de mærkede suset fra uglens vinger da den passerede tæt hen over dem og svang sig op mod himlen igen for at vinde højde til et nyt angreb.

Damon var på benene med et sæt og hjalp Elena og de andre op.

„Er nogen kommet til skade?“ spurgte han.

„Jeg har det fint,“ sagde Meredith roligt. „Det ser ud til at jeg skylder dig mit liv. Tak.“

„Bonnie?“ spurgte Elena.

„Jeg slog mig lidt, men ... Elena! Din ryg!“

„Blodwedd strejfede mig kun, men hendes kløer er som barberblade.“ Elena så op mod himlen, hvor Blodwedd med en skarp drejning var på vej ind i et nyt dyk. „Vi må væk herfra! Nu!“

Damon lagde hænderne på hendes skuldre. „Og snige os tilbage når alt er faldet til ro igen?“

„Nej, bare væk!“ Ud gennem øjenkrogen anede Elena en skygge der hastigt voksede.

Alle i nærheden kastede sig hen ad jorden, men Damon blev stående med et fast greb om Elenas skuldre.

„Hun er min slave!“ råbte han. „Kun jeg har retten til at straffe hende!“

„Og jeg er Blodwedd, skabt af guderne og dømt til at være morder hver nat. Hun har bestjålet mig! Jeg dræber dig først og hakker hende i småstykker bagefter!“

Damon, jeg har fundet ...

Han overhørte hende. „Du rører hende ikke!“

Damon, vi skal væk herfra nu!

Han skubbede hende fra sig med en kraft så hun rullede flere meter hen ad jorden og endte fladt på maven.

Hun hørte vingesuset, fulgt af et gjaldende smertensskrig, og da hun løftede hovedet, så hun Damon krybe sammen med en meterlang, sværdlignende glassplint knuget i den ene hånd. Store, sorte bloddråber dryppede fra dens spids. Blodwedd flaksede usikkert hen over mængdens hoveder med blodet strømmende ned langs næbbet. Damon havde stukket hendes ene øje ud.

„I SKAL ALLE SAMMEN DØ!“

Blodwedd huggede efter en tilfældig vampyr under sig. Han skreg skingrende da det sorte næb bed sig fast i hans skulder og løftede ham i vejret.

Damon sprang frem og forsøgte at jage glassplinten i den store uglekrop.

Blodwedd slap vampyren og svang sig op mod himlen med et rasende skrig.

Nu var ingen længere i tvivl om faren. To andre vampyrer greb den sårede og halede ham med sig.

Damon fulgte Blodwedd med øjnene. Det var tydeligt at han ikke tænkte på at benytte lejligheden til at forsøge at flygte, men forberedte sig på hendes næste angreb.

Damon, jeg vil væk herfra nu. Glem Blodwedd. Jeg har nøglen.

Damon vendte sig langsomt. Udtrykket i hans øjne fortalte at han troede det var et forsøg på at lokke ham væk.

„Lad mig se den!“

Elena løftede hånden og viste ham ringen.

„En ring,“ sagde han skuffet. „Hvad skal vi med den?“

„Det var også min første tanke,“ sagde Elena. „Men det er nøglen, Damon. Lyset fra ræveøjnene peger mod Shi no Shi.“

„Jeg kan ikke se noget lys.“

„Jeg viser dig det senere. Bonnie, Meredith – vi forsvinder herfra nu.“

„DET ER NOGET DU TROR!“

„Pas på!“ skreg Bonnie.

Uglen kom susende i et nyt dyk, og igen var det Damons vampyrreflekser der reddede dem alle fire til side.

Denne gang ramte Blodwedds næb ikke græsset, men et af marmortrappens trin. De hørte tydeligt lyden da det flækkede.

Damon sprang til og ramte uglen over det raske øje med glassplinten idet den tungt kæmpede sig til vejrs igen. Blod vældede frem og flød ned over øjet.

Damon udstødte et triumferende råb. „Kom igen! Næste gang gør jeg det helt af med dig!“

Kamprusen havde grebet ham.

Elena opgav at gøre flere forsøg på at få ham med. Stefan havde måske ikke ret lang tid tilbage. Nu ville hun af sted til fængslet, om så hun skulle gå hele vejen.

Bonnie og Meredith betragtede hende i tavshed. De vidste hvad hun tænkte, og ingen af dem ønskede at blive ladt tilbage.

De var nået tre trin ned ad trappen da Sages vogn kom rumlende og standsede for foden af den.

 

Sage havde set postyret på terrassen fra afstand. Han sprang ud af vognen med et sværd i hver hånd, fulgt af Saber. Han løftede hovedet og fløjtede, og en lille skygge kom jagende ned fra himlen.

Elena tog trappen tre trin ad gangen ned mod vognen. Hendes øjne fangede Sages. Hjælp mig! bad hun desperat. Sage nikkede og vinkede opfordrende.

Tæt fulgt af Bonnie og Meredith satte Elena ned over de sidste trin. Hun kastede sig ind i vognen og klemte sig ind i bagsædets fjerneste hjørne for at give plads for de andre.

De væltede ind efter hende. Bonnie først og derefter Meredith. Saber fulgte i hælene på Meredith.

Sage spildte ikke et øjeblik. I et sæt var han tilbage i vognen med Talon siddende på sit venstre håndled og efterlod lige plads nok til Damon, der omsider var kommet til fornuft. Han satte i et langt spring fra trappen og endte på vogngulvet samtidig med at Blodwedds allerede medtagne næb ramte marmortrinet hvor han havde stået sekundet forinden.

Sage smækkede vogndøren. „Kør!“ råbte han til kusken og så på Elena. „Hvorhen?“

„Til fængslet, selvfølgelig,“ gispede Elena.

Damon satte sig op. „Fængslet?“ sagde han fraværende. „Ja, selvfølgelig. Fængslet.“ Han trak noget der lignede et pudevår fyldt med billardballer frem under sædet. „Sage, hvad er det her?“

„Bytte, min herre! Plyndringsgods!“ svarede Sage muntert og stemte fødderne imod da vognen brat skiftede retning. „Der er flere af dem.“

„Flere fyldte pudevår ...?“

„En nødløsning. Jeg var ikke forberedt på at gøre en større fangst her til aften, men vi fik det hele med!“

Elena trak et af pudevårene frem og følte hen over det. Der var slået knude på den åbne ende, og hun løsnede den en smule så hun kunne se det øverste af indholdet. Pudevåret bugnede ganske rigtigt af klare, blinkende hoshi no tama. Stjerneglober. Erindringer. Var de virkelig værd at stjæle?

Sage gættede hendes tanker og smilede. „Det er de. De er uvurderlige, selv om det ikke er til at vide hvad der gemmer sig i dem.“

Elena huskede gæstens bemærkning om 'forbudte glober', og måtte igen spørge sig selv hvad i alverden der kunne være forbudt her i Mørkets Dimension.

Bonnie var den første der ikke kunne styre sin nysgerrighed. Hun tog en globe op og holdt den mod tindingen inden Elena nåede at standse hende. Til hendes lettelse kneb Bonnie bare øjnene undrende sammen i stedet for at spærre dem op i forfærdelse.

„Hvad er det?“ spurgte Elena.

Hun rakte efter globen, men Bonnie fjernede den selv fra tindingen med en ærgerlig grimasse.

„Det lyder som en slags poesi,“ sagde hun skuffet. „Men jeg forstår ikke et ord af det.“

Meredith havde også taget en globe op. Elena prøvede at forhindre hende i at lægge den mod tindingen, men kom igen for sent.

Meredith sad som i trance et kort stykke tid og fjernede derefter globen fra tindingen med en grimasse.

„Hvad så du?“ spurgte Elena.

Meredith rystede på hovedet med en antydning af lede.

Elenas nysgerrighed vågnede. „Hvad var det?“ Hun tog stjernegloben fra Meredith og lagde den mod sin egen tinding, og i næste øjeblik så hun sig selv iført glinsende kropsnært læder fra top til tå. Foran hende stod to bredskuldrede og muskelsvulmende mænd, kun iført et par lasede lændeklæder af den slags østerlandske tiggere gik rundt med. Men de to mænd var ikke tiggere – de var velnærede, og deres muskler skinnede af olie. Den ene faldt på knæ med bøjet hoved og de fremstrakte hænder hvilende mod gulvet. „Vi har fejlet, oh herskerinde, og tager villigt imod din straf!“

„Hvorfor bruger de dem ikke til noget andet?“ sagde Elena og ville fjerne globen, men i det samme skiftede sceneriet.

Nu så hun sig selv i dekorative laser som fremhævede mere end de skjulte og rædslen lysende ud af øjnene.

„Lad dem ikke fange mig, lad dem ikke fange mig, lad dem ikke fange mig,“ tiggede en hviskende stemme febrilsk.

Lade hvem fange dig? spurgte Elena, men det var som at følge en person i en film eller en bog på vej ind i et mørkt hus mens stormen rasede og lynene flængede himlen udenfor. Den rædselsslagne Elena kunne ikke høre tilskueren Elena.

Jeg tror ikke jeg bryder mig om at se hvordan det her ender, sagde hun til sig selv og lod globen falde ned for Merediths fødder.

„Hvor mange pudevår har du af dem?“ spurgte hun Sage.

„Tre og de er stoppet til randen alle sammen,“ svarede han.

„Og ét med tomme stjerneglober,“ tilføjede Damon og løftede op i det han sad med.

„Så mange? Lad os forsøge at sortere dem. Samle de ... forbudte ... i et pudevår og dem med uforståeligt indhold i et andet. Alt med noget om Stefan i det tredje, og dem med drømme i det fjerde,“ foreslog Elena.

„Jeg tror du er for optimistisk,“ indvendte Sage. „Chancen for at finde en stjerne med Stefan så hurtigt ...“

„Stille!“ udbrød Bonnie febrilsk. Hun sad med en ny globe mod tindingen. „I denne globe ser man Shinichi og Damon i færd med at overtale Stefan!“

Sage slog ud med hænderne. „Når man taler om djævelen ...“ mumlede han.

„Læg den til side,“ sagde Elena og tog en anden globe op. „Her er både Shinichi og Misao. Jeg forstår ikke hvad der bliver sagt, men det ser ud som om de forhandler en aftale med en tredje. Globen må være ... optaget ... af en slave, for jeg kan se dem alle tre.“

Hun bed tænderne sammen ved synet af tvillingeparret, der havde gjort dem så meget fortræd. Den tredje person var en midaldrende mand med et alvorstungt ansigt. Han sad med nogle papirer foran sig, og der stod tykke, læderindbundne bøger på reolen bag ham. Elena gættede på at han var en lovkyndig af en slags, advokat eller måske dommer.

Så skete der noget mærkeligt. Alle tre vendte sig pludselig og stirrede direkte på hende. Forkert, rettede hun sig selv. De stirrede på den som havde lagt erindringen ind i kuglen, men det virkede alligevel skræmmende.

Og det blev endnu mere skræmmende da manden bag skrivebordet rejste sig og de alle tre nærmede sig. Hvem er det der ser dem? spurgte Elena sig selv, og prøvede noget hun aldrig havde gjort før. Hun rettede sin kraft mod resterne af den aura der omgav stjernegloben. I næste øjeblik var hun skriveren Werty, en slave der tog notater når hans herre indgik vigtige aftaler.

Og den stakkels Werty brød sig bestemt ikke om det der skete lige nu, hvor de to klienter og hans herre nærmede sig med hårde øjne.

Elena havde ikke lyst til at se hvad det endte med. Hun fjernede stjernegloben med et ryk og afleverede den til Damon.

I næste øjeblik landede noget tungt på vogntaget og tyngede det ned. Skarpe kløer borede sig igennem det tykke lærred.

Blodwedd var tilbage, og selv med det flækkede næb lykkedes det hende at flå næsten halvdelen af taget op. Saber sprang i vejret og huggede tænderne i uglens ene klo. Den ruskede vildt i den og blev trukket næsten helt op gennem hullet i taget da Blodwedd lettede igen, skræmt bort af Sages sværd. Saber landede halvvejs ude over tagkanten og ville være endt nede på gaden hvis ikke Elena, Bonnie og Meredith var sprunget op og havde halet den ned i vognen igen.

Saber endte oven på Bonnie, og det gik hårdt ud over hendes perlefarvede kjole da den satte kløerne i for at få fodfæste. De skar sig lige ned gennem stoffet og efterlod rifter i huden.

„Flyt jer så den kan få sin egen plads!“ klagede Bonnie.

Elena lænede sig ud ad sidevinduet og så Blodwedd dreje i luften for at sætte efter vognen igen.

„Hun er på vej igen!“ råbte hun. „Smid glober efter hende når hun kommer nærmere.“

Hvis Blodwedd virkelig var så besat af stjernegloberne, ville hun måske spilde tid for at forsøge at redde nogle af dem.

„Nej, ikke stjernegloberne!“ udbrød Sage. „Kast alt muligt andet. Men vi er lige ved at være der! Hold fast! Kusken drejer af nu!“

Elena strøg hen over ringen. Hun måtte lige sikre sig at hun stadig havde den. Om nogle få minutter ville Stefan være befriet.

Blodwedd kom igen glidende i lavere højde denne gang. Hun var blind på det ene øje og havde blod i det andet, og i stedet for at gå efter passagererne forsøgte den at vædre vognen og vælte den.

Hvis det lykkes, er vi alle sammen døde om et øjeblik, tænkte Elena. Enten brækker vi halsen eller også hakker Blodwedd os i småstykker mens vi forsøger at kravle væk fra vraget.

„Duk jer!“ råbte hun da hun så uglen vokse i synsfeltet.

Uglen strøg så tæt forbi at dens fjerdragt skrabede mod vognen. Elena hørte et skrig fra kuskesædet, men løftede ikke hovedet for at se hvad der var sket. I næste øjeblik ramte vognen en forhindring og standsede med et brag, og Blodwedd drejede af og steg for at vinde højde til et nyt angreb.

„Vognen er færdig! Ud i en fart!“ råbte Sage. „Løb!“

„Hestene!“ råbte Elena.

„Seletøjet sprængtes. De er allerede stukket af!“ svarede Sage. „Se nu at komme væk!“

Bagefter kunne Elena ikke sige hvordan det var lykkedes hende og Meredith at redde sig ud. Det forekom hende at vare en evighed hvor de tumlede rundt og gjorde alting vanskeligere med deres forsøg på at hjælpe hinanden. Bonnie var allerede ude, slynget ud ved sammenstødet med den søjle vognen havde ramt da kusken forsøgte at dreje væk fra uglens bane. Heldigvis var hun landet i en stribe blød jord dækket af rødkløver og var sluppet med nogle småskrammer.

„Mit armbånd ...“ sagde hun idet hun satte sig over ende. „Det sprang op og ... nej, her er det. Hvad gør vi nu?“

„Løber så hurtigt vi kan,“ sagde Damon idet han kom frem fra den anden side af vognen. Han trak på det ene ben.

„Damon, er du såret?“ spurgte Elena.

„SE NU AT KOMME VÆK!“ tordnede Sage.

Elena greb Bonnies hånd. „Du må hjælpe mig med at finde vej. Lyset fra ringen er ikke særlig tydeligt her.“

Derefter fulgte et mareridt hvor de febrilsk forsøgte at finde vej gennem labyrinten af snævre gader og stræder. To gange reddede de sig i sidste sekund fri af Blodwedd. Nu var uglen tavs og kom glidende fuldstændig lydløst. Ikke engang suset fra dens vinger hørtes, fordi den foldede dem sammen højt oppe i luften og lod sig falde som en sten mod sit bytte.

Elena forsøgte hele tiden at bruge sin kraft. Det var en kraft hun aldrig havde anvendt før, men hun kunne føle dens navn på sine læber. De forsøgte at forme det, men det mislykkedes hele tiden for hende at skabe forbindelsen mellem ordene og kraften.

Jeg duer ikke, sagde hun til sig selv. Det er håbløst. De skulle have givet den kraft til én som havde forstand på at kontrollere den. Eller have gjort sig den ulejlighed at lære mig at anvende den. Hvad skal jeg ellers med den? Jeg ...

„Elena!“

Affald fløj til vejrs foran hende, og hun kastede sig til side for at slippe fri af det. I næste øjeblik lå hun på jorden og så op på Damon, som havde beskyttet hende med sin krop.

„Tak,“ hviskede hun.

„Kom nu! Hvorfor standsede du?“

„Undskyld,“ sagde hun lavmælt.

Han greb hendes hånd, og de løb videre. Den affaldsfyldte, krogede gyde foran dem var så smal at Blodwedd ikke ville kunne komme på vingerne igen hvis hun vovede sig ned i den, men hun havde ikke givet op.

Elena så hendes lydløst svævende silhuet oppe over gyden mens de banede sig vej frem.