Kapitel 40
Matt og mrs. Flowers befandt sig i det der altid var blevet kaldt bunkeren – en tilbygning som mrs. Flowers' onkel i sin tid havde opført og indrettet som tømrer- og snedkerværksted. Den var endnu mere forsømt end resten af pensionatet. Siden onklens død for mange år siden havde mrs. Flowers kun brugt den som opbevaringsplads for ting hun ikke vidste hvor hun ellers skulle gøre af, men som hun ikke nænnede at kassere – som for eksempel onklens gamle klapseng og et par slidte sofaer der ikke længere passede sammen med pensionatets øvrige møblement.
Bunkeren var blevet Matts og mrs. Flowers' tilflugtssted om natten. Intet barn og ingen voksen fra Fell's Church havde nogen sinde været inviteret indenfor. Bortset fra mrs. Flowers selv var Stefan – som havde hjulpet med at flytte sofaerne derind – og nu Matt, de eneste fremmede som havde været derinde så langt tilbage mrs. Flowers kunne huske.
Matt klyngede sig til den kendsgerning. Blandt alt det Meredith havde printet ud fra internettet, havde han fundet et uddrag af et ældgammelt skrift, og det kunne han og mrs. Flowers takke for at de nu kunne føle sig i sikkerhed om natten, når stemmerne kom.
Kitsunierne ses ofte betegnet som en slags slægtninge til vestens vampyrer. De har samme evne til at gøre deres ofre viljeløse og føjelige og styrker sig ved at suge deres chi, eller livskraft, til sig, men uden at tage den gennem deres blod. Derfor kan man med rimelig sikkerhed antage at de er bundet af samme begrænsninger som vestens vampyrer. For eksempel kan de ikke trænge ind i en menneskebolig uden at blive inviteret ...
Og stemmerne ...
Matt var dybt taknemmelig for at han havde rettet sig efter Merediths og Bonnies råd og havde opsøgt mrs. Flowers inden han vovede sig hjem. Pigerne havde overbevist ham om at det eneste han opnåede var at bringe sine forældre i fare hvis han viste sig i nærheden af dem. Forældrenes hus blev holdt under observation af dem som tørstede efter at straffe ham for den påståede voldtægt af Caroline. Han var blevet lynchet hvis han havde vist sig i nærheden af det. Caroline selv havde tilsyneladende vidst besked om at han var kommet tilbage fra første øjeblik, og hun dukkede regelmæssigt op om natten for at plage ham, men hun kom altid alene og bad med sin mest indsmigrende stemme om at blive lukket ind.
Denne nat var hun der igen ...
„Kom nu, Matt,“ kurrede hun. Det lød som om hun lå ned og talte ind gennem sprækken under døren. „Vær nu ikke sådan en dødbider.“
„Hent min mor og lad mig tale med hende,“ sagde Matt.
„Det kan ikke lade sig gøre, Matt. Jeg har jo allerede fortalt dig at hun er under oplæring.“
„For at blive som dig?“
„Det kræver meget at blive som mig, Matt.“ Carolines kurrende tonefald var pludselig forsvundet.
„Det tror jeg gerne,“ sagde Matt. „Hvis du gør mine forældre fortræd, kommer du til at fortryde det.“
„Hold nu op, Matt! Kom dog til fornuft. Ingen ønsker at gøre nogen fortræd.“
Matt lukkede fingrene fastere om den gamle Coltrevolver, han sad med i hånden. Det var den han havde fået af Meredith, og tromlen var fyldt op med seks af de patroner som Obaa-san havde velsignet.
„Hvad hedder Elena til mellemnavn?“ spurgte han uden at hæve stemmen, selv om der nu lød musik og latter fra den anden ende af baghaven. Caroline, eller hvem det nu var, var åbenbart alligevel ikke kommet alene denne aften.
„Hvad taler du om? Hvorfor vil du pludselig vide det?“
„Jeg stillede et simpelt spørgsmål. Du og Elena har kendt hinanden fra i lå i vuggen. Hvad er hendes mellemnavn?“
Han hørte et hektisk udbrud af aktivitet udenfor, og da hun talte igen, hørte han tydeligt den hviskende stemme der fortalte hende hvad hun skulle sige.
„Hvis du ikke kan finde på andet end sådan noget pjat, gider jeg ikke tale mere med dig, Matt Honeycutt.“
Matt følte et stik af triumf da han hørte hende haste væk. Nu ville de sikkert få fred resten af natten. Han fejrede sejren med et stort glas af mrs. Flowers æblemost. De havde rigeligt med forsyninger af både mad og drikke samlet i bunkeren. Det var ikke til at vide hvornår det blev så slemt at de måtte lukke sig inde her hele døgnet, og Matt sørgede for at tage alt hvad han fandt brugbart med tilbage hver gang han var udenfor.
Mrs. Flowers vendte sig i søvne på sofaen. „Hvem var det du talte med, Matt?“ spurgte hun uden at åbne øjnene.
„Ingen, mrs. Flowers,“ sagde Matt hurtigt. „De kan roligt sove videre.“
„Så gør jeg det,“ sagde mrs. Flowers' og smilede, stadig uden at åbne øjnene. „Og hvis den du ikke talte med kommer tilbage, kan du jo spørge hende om hendes egen mors fornavn.“
„Det skal jeg nok,“ sagde Matt, og var glad for at mrs. Flowers holdt øjnene lukket og ikke opdagede den angst som han var sikker på lyste ham ud af øjnene.
Angsten for at det næste gang ville være Shinichis egen stemme de hørte uden for døren.
„Dér, vi er her!“ råbte Sage.
„Pas på!“ råbte Meredith.
I næste øjeblik blev Elena væltet omkuld, og noget tungt landede oven på hende. Hun hørte et udråb, men det adskilte sig fra de andre. Det var et hæst udbrud af smerte idet Blodwedds næb borede sig ind i kød. Mit kød, tænke Elena. Men hun følte ingen smerte.
En hul hosten fulgte.
„Elena – af sted – mit beskyttende skjold er ved at svigte ...“
„Damon!“
Han havde kastet sig ind foran hende idet Blodwedd angreb og dækkede hende nu med sin krop.
Smerte ...
Det var kun skyggen af en telepatisk hvisken, og Elena vidste at Damon troede hun ikke opfattede den. Men hendes kraft lod til at være ved at vågne helt, og hendes sanser virkede skarpere end nogen sinde.
Hun gjorde sig fri af ham og kom på benene. Damon forsøgte at rejse sig, men faldt sammen igen. Elena greb hans arm og halede af alle kræfter. Damon fik fødderne ind under sig og fulgte med op. Han slingrede usikkert, og Elena spurgte sig selv om hun var i stand til at tage ham over skulderen og bære ham.
I det samme greb Sage dem begge og satte i fuldt løb, og efter en snes skridt var de inde i Shi no Shi fængslets forhal hvor der allerede herskede vildt postyr.
„Ud! Skynd jer ud!“ råbte Elena af sine lungers fulde kraft. „Blodwedd er efter os og dræber alt på sin vej!“
Hun hørte råbet blive taget op af andre i mylderet, men til hendes forbløffelse stormede folk ikke ud på gaden, sådan som hun havde ventet. Alle flygtede den modsatte vej, hen mod trappen til de underjordiske celler, hvilket naturligvis var det eneste rigtige, indså hun hurtigt da hun sammen med Damon og Sage fulgte med strømmen ned ad trappen til celleafsnittene. Når en rovfugl angreb, søgte byttedyrene væk fra de åbne områder.
Men var de nu også på vej i den rigtige retning? Stefan havde været anbragt i en anden celle under deres besøg. Elena skyggede med venstre hånd over ringen. Lyset fra alexandritstenene pegede mod højre.
„Hvad er det for celler der ligger til højre for trappen?“ råbte hun til en ung vampyr som forsøgte at trænge sig forbi hende. Hun greb fat i ham og stemte hælene i mod menneskestrømmen. Han var ikke i uniform, men et stort, raslende nøglebundt ved hans brede bælte fortalte at han hørte til fængslets ansatte.
„Det er isolationscellerne og cellerne for de mentalt forstyrrede,“ svarede han. „Gå endelig ikke den vej.“
„Jeg skal netop den vej. Får jeg brug for en nøgle?“
„Ja, men ...“
„Har du en nøgle til cellegangen?“
„Ja, men ...“
„Giv mig den! Hurtigt!“
„Det kan jeg da ikke!“ klagede fangevogteren i et tonefald der mindede om Bonnies når hun var mest vanskelig.
„Det kommer du til. Sage!“
„Ja?“ svarede Sage fra et sted længere nede ad trappen.
„Send Talon tilbage og lad den hakke denne mands øjne ud. Han vil ikke give mig nøglen til Stefans cellegang.“
„Skal ske, madame.“
„V-vent. Jeg har skiftet mening. Her er nøglen!“ Vampyren frigjorde en nøgle fra den store ring og afleverede den til hende.
Den lignede de fleste andre nøgler i ringen. Alt for meget, syntes Elena.
„Sage?“
„Madame?“
„Kan du vente med Saber til vi indhenter jer? Så den kan flå manddommen af fangevogteren her hvis han har givet mig den forkerte nøgle?“
„Med fornøjelse, madame.“
„Nej, nej!“ gispede vampyren, ude af sig selv af skræk. „Det er måske den forkerte nøgle. Det er let at tage fejl i denne belysning ...“
„Så giv mig den rigtige nøgle og fortæl mig hvad jeg behøver at vide, eller jeg sender hunden tilbage for at dræbe dig,“ truede Elena og i det øjeblik mente hun hvert eneste ord.
„H-her.“
Den nye nøgle lignede ikke en gængs nøgle. Den havde et hul i midten og var let oval, som en donut der havde fået et tryk.
„Sage?“
„Madame?“
„Kan Talon se den mand hvis hår jeg løfter?“ Hun måtte rejse sig på tæer for at nå.
„Selvfølgelig.“
„Kan den huske ham? Hvis han ikke fortæller mig sandheden skal Talon finde ham og hakke hans øjne ud!“
Sages underarm med Talon siddende på håndleddet dukkede op over hovederne længere nede ad trappen. „Byttet er udpeget, madame.“
Vampyren var næsten grædefærdig. „Drej til højre ad den næste tværgang og brug nøglen i døren et par meter inde. Nøglehullet sidder i hovedhøjde. Der er måske vagter i korridoren, men det nytter ikke noget at true dem. Hvis du ikke har nøgle til den celle du søger ...“
„Det skal du slet ikke bekymre dig om. Mange tak. Du har været til stor hjælp.“ Elena slap vampyrens hår og trak sig ud til væggen.
Sage! Hold udkig efter en korridor på højre hånd. Pas på ikke at blive fejet forbi. Lad Saber gø af fuld hals når I har fundet den og hold jer parat til at hive mig ud af mylderet!
Sabers gøen lød et øjeblik efter, og Elena trådte ud fra væggen og lod sig rive med af mængden.
Presset var så stort nu at hun aldrig selv ville have været i stand til at bryde ud af strømmen da tværkorridoren dukkede op, men fire par hænder rakte ud i det rette øjeblik og trak hende fri.
Sage var henne ved døren til cellegangen med et par hurtige skridt. Han udstødte en ed. „Slynglen narrede dig alligevel! Her er ikke noget nøglehul!“
Elenas hjerte sprang et par slag over. Hun vendte sig halvt for at sende Saber efter vampyren.
„Selvfølgelig er der et nøglehul. Det sidder bare lavt,“ lød Bonnies stemme inden Elena nåede at åbne munden. „Se selv. Det er cirkelformet.“
Elena huskede deres sidste besøg i celleafsnittet. Vagterne havde været små dæmoner på Bonnies størrelse.
Bonnie tog nøglen og kiggede undersøgende på den inden hun satte den ind i det cirkelrunde nøglehul.
„Der sker ikke noget!“
„Prøv at dreje den eller presse hårdt ...“
Klik.
Døren gled op.
Flokken nærmest faldt ind i korridoren. Elena rystede sig fri af de andre og hulede venstre hånd over ringen.
Lyset fra ræveøjnene strålede fremad og en smule til højre, ind i den sidste celle for enden af gangen.