Kapitel 43
Kære dagbog,
Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal skrive.
Vi er hjemme igen – og Stefan er hos mig.
Vi var i et langt bad, og jeg skrubbede ham forsigtigt over hele kroppen med både børste og pimpsten for at få fængselslugten væk – og hele tiden måtte jeg passe på ikke at komme til at græde fordi han er så frygtelig mager. Hans ribben står så tydeligt frem at man kan tælle dem. Han er ikke andet end skind og ben, og selv om der er kommet liv i hans øjne, bliver han hurtigt træt. Det vil vare et stykke tid før jeg har den gamle Stefan tilbage.
Han sover tungt nu, omsider uden at behøve at være bange for at blive vækket af sine plageånder.
Han har drukket blod fra mig og de andre inden han lagde sig til at sove. Det var ikke så slemt som jeg havde ventet at se ham tage andres blod, men jeg må indrømme at jeg følte en smule jalousi, og jeg skammer mig lidt over det. De er mine bedste venner.
Nu kan jeg mærke at trætheden er ved at blive for meget. Egentlig satte jeg mig til at skrive for at holde mig vågen indtil det blev lyst.
Jeg ville opleve solopgangen.
Efter den evige aftenrøde i Mørkets Dimension har jeg næsten glemt hvordan det er at se lyset bryde frem i horisonten og drive mørket vestpå over himlen.
Men det må vente til en anden gang. Mine øjne bliver ved at falde i.
Damon vendte tilbage til pensionatet tidligt næste morgen. Han havde allerede genoptaget sine gamle vaner og kom fra et natligt besøg hos antikvarhandlerens niece, Leigh, som havde været meget glad for at se ham igen. Han standsede i opholdsstuen og lyttede efter syvsoverne der lå fordelt rundt om i huset.
Kitsuniens buket lå på bordet.
Damon gik hen og kiggede nærmere på den. Den var belagt med kraftig magi som havde hjulpet den uskadt gennem det dimensionale gab. Den måtte indeholde noget meget magtfuldt.
Damon lagde tankefuldt hovedet på skrå.
Hvad mon det kunne være?
Elena vågnede ved lyden af råben. Det lød som Damons stemme, men det kunne ikke passe. Damon råbte aldrig på den måde.
Stefan sov stadig. Hun steg hurtigt ud af sengen, tog en morgenkåbe på og hastede nedenunder.
Der lød hævede stemmer fra opholdsstuen hvor mrs. Flowers serverede måltiderne.
Damon knælede på gulvet, blåhvid i ansigtet. Han hev anstrengt efter vejret, som om noget var ved at kvæle ham, men der lå ingen slyngranke om hans hals.
Gift, var den næste tanke der meldte sig hos Elena.
Hun så sig om efter en væltet kop eller et halvtømt glas, men fik ikke øje på nogen af delene, hverken på bordet eller på gulvet.
Sage stod bøjet over Damon og klaskede sin flade hånd mod hans ryg.
Hvad i alverden var der sket?
„Træk vejret igennem!“ råbte Sage ind i øret på Damon. „Træk det dybt og hold det, som når du påkalder din kraft. Få de lunger i gang!“
Hans ord gjorde Elena endnu mere forvirret.
„Sådan!“ sagde Sage. „Det lykkedes!“
„Men det holder sig kun et øjeblik! Så er jeg nødt til at gentage det.“
„Det er netop meningen med det!“ Der var en undertone af munterhed i Sages stemme.
„Jeg er ved at dø, og du står og griner ad mig?“ raspede Damon anstrengt. „Jeg føler mig blind og døv og alle mine øvrige sanser er næsten helt forsvundet – og du synes det er morsomt?“
Elena havde svært ved at tro hvad hun så og hørte. Damon virkede direkte skrækslagen.
„Ja, ja, mon petit chou,“ sagde Sage, og nu var det tydeligt at han anstrengte sig for at skjule sin munterhed. „Det kan måske lære dig at man ikke skal åbne noget der er bestemt for en anden.“
„Jeg rejste alle mulige barrierer omkring den før jeg pakkede den ud. Huset var ikke i fare på noget tidspunkt!“
„Men du var ikke så klog at ... træk vejret, Damon! Igen! Bliv ved!“
„Den virkede fuldstændig harmløs, og ... og ... indrøm det bare ... vi var alle nysgerrige efter at få den åbnet i går aftes ... men så besluttede Stefan at vente ...“
„Og her til morgen kunne du så ikke styre dig længere.“ Sage rystede på hovedet. „Men at åbne en gave fra en kitsuni helt alene ... det var ikke så lidt af en dumhed, min ven.“
Damon hev igen anstrengt efter vejret. „Spar mig for dit sludder! Hjælp mig! Hvorfor føler jeg det som om jeg er pakket ind i bomuld? Hvorfor kan jeg pludselig hverken se, høre eller lugte noget? Min lugtesans er helt væk!“
„Du er i så fin fysisk form som et menneske kan være, kære ven. Du kunne formodentlig klare de fleste vampyrer, hvis det skulle blive nødvendigt. Du har kræfterne. Men menneskesanser er begrænsede og meget sløve.“
Ordene svømmede rundt i Elenas hoved ... åbne noget der var bestemt for en anden ... en buket fra en kitsuni ... menneske ...
Du store!
I det samme kom Stefan farende ind fra køkkenet. Han standsede brat og stirrede vildt på Damon.
„Har du åbnet min buket?“
„Jeg var meget forsigtig ...“
Stefan var henne hos ham med et par hurtige skridt, trak ham på benene og ruskede ham. „Er du klar over hvad du har gjort?“
Damon ømmede sig. „Av! Det gør ondt! Forsøger du at brække min hals?“
„Synes du det gør ondt? Så bare vent! Forstår du ingenting? Den kitsuni var min medfange. Jeg fortalte ham hele min historie. Så kom Elena på besøg, og han så hende græde over mig, og ... og ... er du klar over hvad du har gjort?“
Stefans stemme steg til et brøl.
„Jeg dræber dig! Den buket var min mulighed for at blive menneske igen, og du har stjålet den!“
„Dig? Dræbe mig? Lad os se hvem der gør det af med hvem! Der var en sort rose i midten, større end alle andre jeg nogen sinde har set. Og dens duft ... den var ... himmelsk ... som ... som ...“
„Den er væk.“ Matt samlede buketten op fra gulvet og holdt den frem så de kunne se det gabende hul midt i de kunstfærdigt sammenslyngede blomster.
Stefan rev buketten til sig, pressede den mod ansigtet og trak vejret i lange, dybe drag en halv snes gange, men da han sænkede buketten igen, var der ikke sket nogen forandring med ham.
„Det ser ud til at magien er forsvundet,“ sagde Matt.
Elena kunne se det hele for sig nu. Kitsunien havde været en af de gode, eller i hvert fald medfølende nok til at fatte sympati for Stefan. Efter at han var sluppet fri havde han besluttet at opfylde Stefans ønske. En kitsuni kunne udrette alt med planter, også gøre en vampyr til menneske igen. På det punkt havde Shinichi ikke løjet. Men nu havde Damon ødelagt alt ...
„Jeg tager tilbage for at finde ham igen!“ råbte Stefan.
„Med eller uden Elena?“ spurgte Meredith stille.
Stefan vendte sig om mod Elena.
Elena ...
Vi tager af sted sammen.
„Nej!“ råbte Stefan. „Jeg vil ikke trække dig gennem det igen!“ Han hvirvlede rundt mod Damon. „Men dig, dig slår jeg ihjel!“
„Nej, det bliver mig der gør det af med dig, elendige bastard!“ skreg Damon. „Du har stjålet min verden fra mig! Jeg er vampyr! Jeg har aldrig ønsket at blive et ynkeligt menneske!“
„Men det er du nu,“ sagde Matt og så ud som om han havde lyst til at le højt. „Du må hellere begynde at vænne dig til det.“
Damon kastede sig over Stefan. De rullede hen ad gulvet og slog og sparkede vildt, og luften genlød af italienske eder og forbandelser.
Elena sank fortabt ned på den nærmeste stol.
Damon ... som menneske?
Hvordan i alverden skulle de klare det?
Bonnie dukkede op i døren med et morgenbakke fuld af alle den slags lækkerier der kunne få menneskers tænder til at løbe i vand.
„Jeg tror ikke du skal præsentere den for ham lige nu,“ sagde Elena stilfærdigt. „Du får bare det hele i hovedet. Vent hellere lidt ...“
„Tror du virkelig det gør nogen forskel?“
Elena krympede sig. „Hvordan i alverden skal Damon klare sig som menneske?“ spurgte hun højt.
Bonnie kiggede ned på de to kæmpende brødre. „Med en masse hyl og skrig og eder og forbandelser,“ sagde hun.
I det samme kom mrs. Flowers ind fra køkkenet med et fad friskbagte pandekager. Hun kiggede betuttet på Damon og Stefan.
„Men dog, men dog,“ sagde hun. „Er noget gået galt?“
Elena vekslede blikke med Bonnie og Meredith.
„Det kan man vist godt sige,“ sagde hun.
I næste øjeblik gav de alle sammen latteren frit løb.
Du har mistet en magtfuld allieret, hviskede en indre stemme til Elena. Kan du forudse konsekvenserne? Nu og her, hvor du netop er vendt tilbage fra Shinichis verden?
Vi skal nok vinde, tænkte Elena. Vi er nødt til det.