KA Svenssons undersøgelse af Søren Ingemanns computer var mere informativ. Han havde rigget den til på bordet i det interimistiske kontor.
– Hold da kæft, sagde han.
Thor satte sig over for ham. – Hvad?
Svensson tastede med blikket rettet mod skærmen. – Det her er ikke en computer, sagde han. – Det er en pornobiograf.
Thor sukkede. – Som de fleste computere, Palle, sagde han. – Pornografi er det mest udbredte emne på internettet.
KA Ramskou sagde, – Ja, men det siger jo noget alligevel.
Thor så op på hende. Hun rørte i et krus med kaffe, mens hun stod på gulvet i sin uniformsjakke. – Hvad?
– Ja, det underbygger billedet af Søren som en ensom ung mand.
– Gør det? sagde Thor. – Jeg troede, alle unge mænd gloede på porno.
Anita, for bordenden, bøjet over en sandwich fra en klar plastboks, sagde, – Søren var en ret pæn fyr.
KA Ramskou sagde, – Et stort forbrug af netpornografi – specielt hos en ung fyr, som sandsynligvis godt kunne gøre sig hos pigerne – det tyder på et lavt selvværd.
– Lavt selvværd, sagde Thor.
– Ja, sagde KA Ramskou. – Lavt selvværd.
– Og hvad kan vi bruge det til? spurgte Thor.
KA Ramskou trak på skuldrene. – Hvis den dims i kælderen er en del af et aggregat, som har været brugt til at grave det hul, Jan Nielsen blev anbragt i, så mener jeg, at det er en værdifuld del af Sørens profil, at han var storforbruger af porno.
– Hvorfor det?
– Fordi, sagde hun og satte sig med sit krus, – de to ting, lavt selvværd og det faktum, at han måske opbevarede et mordvåben i sit kælderrum, og fik halsen skåret over, viser, at han var en hjælper.
– En hjælper?
– Ja, han ... jeg tænker bare højt.
– Tænk endelig, Dorte, sagde Thor. – Tænk endelig højt.
KA Ramskou drak af sit krus, før hun sagde, – Nogen har presset ham til at hjælpe til med at slå Jan ihjel. Han havde bilen, han var en stærk ung mand, som kunne hjælpe til med at dreje det bor ned i jorden oppe ved Skovpavillonen. Måske kendte han slet ikke Smukke-Jan. Måske var der nogen, som havde så meget magt over ham, at de kunne tvinge ham til at hjælpe. Det passer også med, at han blev skaffet af vejen.
– Hvordan det?
– Han var svag, ikke? Måske let at lokke. Men han fik kolde fødder, da vi begyndte at interessere os for bilen.
– Eller også, sagde Anita, – kendte han Jan.
– Gik han på gymnasiet? sagde Thor.
– Vi havde gerne set, at Søren læste til ingeniør, sagde Vagn Ingemann, da Thor talte med ham senere på eftermiddagen. De sad uden for Ingemanns pæne hus, på terrassen, hvor de kunne ryge. Solen skinnede. Det var en frisk sensommerdag. Skyerne drev højt og hurtigt på den blå himmel over Egstrup.
– Han havde evnerne, fortsatte den døde mands far. – Han begyndte på gymnasiet. Der var ikke noget problematisk ved det. Han lod til at trives.
– Havde han Jan Nielsen derude? sagde Thor.
Vagn Ingemann rystede på hovedet. – Nej. Nej, Søren gik den matematiske vej. Ja, jeg kan ikke hitte ud af alle deres ordninger. I min tid var der sproglig og matematisk, færdig. Søren havde fysik, kemi og matematik. Han var slet ikke tosset til det.
– Men han blev ikke student?
Vagn Ingemann rystede på hovedet. – Nej. Han gik ud af 2. g.
– Hvorfor?
– Han fik det dårligt. Det var ikke noget særligt. Vi sendte ham til lægen. Dr. Klingenberg. Han har altid været min kones læge. Vældig sympatisk. Af den gamle skole. Vi sagde, at han skulle gå ned til Klingenberg og få sig en sludder med ham. Om at trives. Have det godt med sig selv.
– Hjalp det?
– Lidt. Klingenberg gav ham nogle tabletter. Søren havde problemer med at sove om natten. Han ... ja, det var, som om han ikke rigtig var tilfreds. Det gik godt i skolen, men det sagde ham ikke noget, sagde han.
– Så I var ikke forbavsede, da han gik ud af skolen?
– Jo, lidt. Vi var kede af det. Men han kom en dag og fortalte os, at han havde fået plads ude hos Møller. Han virkede glad. Så vi kunne jo ikke gøre andet end at støtte ham i det. Det var en beslutning, han selv havde taget, og selv om vi måske var uenige, så ville vi jo hans bedste.
– Og han var glad for jobbet?
– Ja, vældig glad. Han lagde meget i det. Der gik kun to år, før Møller gjorde ham til værkfører. Det var Søren stolt af, og det var vi selvfølgelig også. Han var stolt af det job. Der var både praktiske ting og administrativt ansvar. Det var svært at argumentere mod. Han var kun i begyndelsen af tyverne, men han tjente flere penge end sin mor.
Thor slukkede sin cigaret. – Vagn, vi har jo kigget os omkring i Sørens lejlighed.
Faren så på ham.
Thor sagde, – Jeg ved, det er smertefuldt. Men når man kigger nærmere på Sørens hjem, er det svært at forbinde med, at han havde det arbejde og faktisk havde en pæn løn.
Vagn Ingemann så ned. – Ja. Ja, sådan havde vi det også. Jeg og hans mor.
Thor sagde, – Hvordan kan det være, tror du?
Manden på den hvide plasticstol rettede sig lidt op. – Ja, vi mente jo, at hans lidt ... kummerlige forhold i Vendersgade skyldtes, at han lagde det meste af sin energi i arbejdet ude hos Møller.
Thor nikkede. – Hvad med venner?
– Det var vores indtryk, at han ikke havde mange. Han gik i byen med sine kolleger. Men det var ikke sådan, at vi hørte for eksempel om en veninde.
– Og hvad med tabletterne?
Vagn Ingemann så op. – Tabletterne?
– Ja, dem, dr. Klingenberg udskrev til ham.
– Jeg ved det ikke, sagde faren. – Altså, det var jo sådan, at Søren ret hurtigt ligesom fandt sin egen hylde. Han valgte selv at gå ud af gymnasiet og finde sig et job. Han fandt lejligheden og flyttede derned. Det var slet ikke det, vi havde i tankerne for ham. Men det lod til at gøre ham glad. Eller gladere. Han fik sit eget. Sit eget liv.
– Men det er ikke sådan, at du kan udpege et par mennesker, som var hans venner? Nogle, han fortalte om?
– Søren kom ikke hjem så tit. Hans mor slog somme tider et smut forbi Vendersgade. Tog noget af hans tøj hjem og vaskede det for ham. Så kom han og hentede det og fik lidt frokost.
Thor så tårerne løbe ned ad mandens kinder. Gråden påvirkede ikke Vagn Ingemanns måde at tale på. – Så fik vi en øl, mens vi spiste frokost i køkkenet. Jeg var glad for at se min dreng. Han havde olie under neglene. Han fortalte om værkstedet. Om salget. Om sælgerne. Om Møller, og hvad han fandt på.
– Kunne han godt lide sin chef?
– Ja. Der var ikke noget. Jeg tror faktisk, han beundrede Møller en del. Han havde gjort det godt. Taget over efter sin far og bygget stort nyt derude. Tjent mange penge.
– Så forholdet mellem jer og Søren var godt?
– Det håber jeg, sagde Vagn Ingemann og så på ham med en slags smil. – Vi var ikke tæt på ham længere. Der har sikkert været mange ting, han ikke fortalte os om. Og det pinte hans mor, at han boede sådan.
Thor nikkede.
Lidt efter sagde Vagn Ingemann, – Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor nogen skulle slå ham ihjel. Han var en rar fyr. Han fik et helt andet liv, end jeg havde forestillet mig. Om det så har bragt ham ud i noget snavs, det ved jeg ikke.
Han gned sit ansigt. – Jeg må hellere gå ind. Jytte har det meget dårligt.
Thor rejste sig. Inden han gik ud til bilen, lagde han kort en hånd på mandens skulder. – Jeg lover dig, at vi finder dem, der gjorde det, Vagn. Jeg ved godt, at det er en ringe trøst. Men vi skal nok finde dem.
Vagn Ingemann nikkede og gik hen til glasskydedøren, trak den til side og trådte ind. Thor så ham lukke den til og løftede armen, men Vagn Ingemanns opmærksomhed var allerede rettet imod det, der var inde i hans hjem.
– Ikke en skid, sagde han til Anita. – Ingen venner, ingen interesser, ingen forbindelser.
– Der er en forbindelse, sagde hun. – Til nogen.
– Ja, forældrene ved ingenting.
De stod i forhallen på stationen. Anita sagde, – KA Palle er stadig i gang med computeren. Sørens mail.
Han så på hende. – Er der noget dér?
– Jeg ved det ikke. Det tager tid. Men han er dygtig, Pallemanden.
– Pallemanden? sagde han.
Hun betragtede ham nøgternt. – Ja, Pallemanden.
Han gned sin hage.
Hun sagde, – Hvordan har du det?
– Så godt, som man nu har det, når man har siddet med en mand i Vagn Ingemanns situation.
Hun nikkede og så på sit ur. – Den er tre.
– Jaeh.
– Skal vi ikke lade Pallemanden arbejde i fred? Gå hen på hotellet og hvile os lidt?
– Jeg ved ikke, Anita. Det virker forkert at stoppe op.
Hun sagde, – Du stopper aldrig op, Thor. Men nogle gange bliver du nødt til det alligevel.
De var ved at gå ind gennem hotellets døre, da en stemme råbte, – Hallo!
Thor vendte sig og så Morten Fribo komme hen ad fortovet.
Hans karsebarberede isse skinnede i solen. Han smilede til dem. – Hej, sagde han, – jeg var på vej hen på stationen for at se, om jeg kunne finde jer. Eller en af jer.
– Vi bor her, sagde Thor. – Hvad har du på hjerte?
Fribo bar en grøn polo, store cowboybukser og kraftige, brune snøresko trods varmen. – Jeg ville bare veksle et par ord. I forlængelse af det, vi talte om, da du var ude hos os.
– Fint, sagde Thor. – Vi kan sætte os ind i restauranten.
– Jeg går op, sagde Anita.
Thor så Morten kigge efter hende, da hun gik over marmorgulvet i lobbyen.
Thor prajede servitricen i den næsten tomme restaurant.
– Må vi få to kaffe?
Hun nikkede og forsvandt.
De satte sig, og Thor smilede til manden på den anden side af bordet.
Morten Fribo sagde, – Efter du havde været ude hos os ... jeg følte, at jeg havde været lidt vel firkantet i det, jeg sagde om Jan.
– Hvordan?
Fribo trak på skuldrene. – Som jeg sagde, så kendte Jan og jeg jo hinanden i kraft af vores koner. Jeg tror ikke, at Jan og jeg var blevet specielt nære venner, hvis Mona og Susanne ikke var veninder.
– Okay.
– Men det betyder jo ikke, at vi ikke var venner af en slags. Min pointe er, at der var mere ved Jan end bare de ting, jeg fortalte dig.
– På hvad måde?
Fribo lænede sig tilbage. Servitricen kom med en rund bakke med to kopper og en lille kande på. Hun skænkede hurtigt op, og Thor så den tunge mand sende hende et smil og et nik, før hun gik, og Fribo sagde, – Det var nemt at føle en form for jalousi, når man var sammen med Jan. Han havde det hele. Han var flot – ja, det har I sikkert hørt en del om – han var klog, og han var hyggelig. Interesseret. Kunne tale med mange slags mennesker. Der var et eller andet urørligt ved ham.
– Urørligt?
Morten Fribo nikkede. – Ja. Ja, han havde sådan en meget speciel evne til at omgås folk. Få dem til at føle sig tilpas. Han kunne også være skideirriterende. Påståelig. Argumentere bare for at argumentere. Men selv når han var irriterende, var han det på en engageret måde, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Fribo så på ham og rørte i sin kaffe.
Thor nikkede. – Ja, det tror jeg.
– Nu fortalte jeg dig om det der med damerne ... den snak, Jan og jeg havde haft. Jeg blev sgu lidt paf over det, du fortalte. Forhold. Utroskab. Sådan noget er jo ikke fedt, vel?
– Næh. Men det er der.
– Ja, men jeg blev overrasket.
– Hvorfor?
– Fordi Jan ... Jan var ærlig. Okay, han og Susanne havde været sammen i mange år. Selvfølgelig opstår der metaltræthed. Men altså – jeg synes bare, jeg ville fortælle jer, at der var mere ved Jan end bare de ting med damer ... ja, jeg ved ikke, hvad han gik og lavede.
– Så du kunne godt lide ham?
Fribo nikkede. – Ja, jeg kunne godt lide Jan. Han var godt selskab. Jeg ville ikke nødvendigvis tage på fjorten dages bilferie med ham, for nu at sige det på den måde. Men han var på mange måder et rart menneske. Stort ego. Men han var et af de få mennesker, der virkelig trådte i karakter, da Nadja døde.
– På hvad måde?
– Han var der. Det var der en del andre, der ikke var. Det ved du sikkert også – når nogen dør under tragiske omstændigheder, så trænger man ikke nødvendigvis til, at folk taler om det. Det er nok, at de bare er der. Fysisk. At de er til stede. At de løfter.
– Og det gjorde Jan?
– Ja. Han sagde ikke så meget. Men ... der var ikke meget at sige, vel?
Thor rystede på hovedet. – Nej.
– Der var i hvert fald ikke noget at sige, som kunne hjælpe noget særligt. Men Jan var der. Og det hjalp.
Thor betragtede manden, hvis datter havde begået selvmord. Det var svært at sætte sig ind i, hvordan det føltes. Som et sår, der aldrig ville læges? Som angst? Som vrede? Morten Fribo havde en vis lighed med Sveriges statsminister, Reinfeld. Der var noget oprigtigt og alvorligt ved hans blanke hoved. Thor kunne se, hvordan det var umuligt for manden at tale om sin datter uden at blive berørt. Han så ned, lavede en lille hvislende lyd med læberne og løftede derpå sin kop. Det gjorde Thor ondt at se manden sådan.
Fribo tog sig synligt sammen. – Anyway ... jeg ville bare gerne føje nogle ting til. Jeg følte, at Mona og jeg måske lød, som om vi syntes, at Jan var lidt af en klovn. Det kunne han også være, men kun fordi han måske gav lidt mere af sig selv end de fleste andre mennesker. Han var ikke bange for at stikke næsen frem. Og hvis han fik nogen over den, tog han det med godt humør.
– Han fik, mindede Thor om, – jo i den grad nogen over næsen. Det er derfor, vi sidder her.
Fribo virrede med hovedet. – Ja, det er fuldstændig ufatteligt.
– Men du er ikke kommet i tanker om nogen, som kunne have slået ham ihjel?
Morten Fribo så på ham og rystede langsomt på hovedet.
– Nej. Men altså, hvis han har haft ... ja, andre ting kørende, så er der jo noget, ingen af os andre har vidst noget om, ikke?
– Jo, det kunne se sådan ud.
– Men når jeg tænker på det – altså det at slå Jan ihjel, så er min første tanke, at det må have været nogen, som han ikke kendte.
– Hvordan?
Fribo trak på skuldrene og slog ud med hænderne. – Ja, altså sådan en tilfældig forbrydelse. Måske har han overrasket nogen i at ... ja, hvad ved jeg? Lave et indbrud? Jeg har bare svært ved at se, hvordan nogen, der kendte Jan, skulle finde på at slå ham ihjel. Fordi han var Jan.
Thor drak ud. – Du skal have tak, Morten. Jeg forstår godt, at du kom. Jeg stillede muligvis ledende spørgsmål ude hos jer. Det er fint, at du føjer nuancer til. Hvis du kommer i tanker om nogle mere specifikke ting, vil jeg gerne høre fra dig igen.
Fribo nikkede. – Selvfølgelig.
Thor så ham gå ud gennem glasdøren, videre ud på gaden og forbi vinduet, hvor han selv sad. Morten Fribo sendte ham et kort nik, og Thor tænkte i et glimt, at han nu muligvis forstod lidt bedre, hvordan det føles, at ens eneste barn har taget sit liv. Han tænkte, at det føles hele tiden, og at hver eneste sætning, man siger, siges i en slags trods mod det slag, som for evigt har smadret ens håb og mål.
De lå i solen på hans seng. De havde tøjet på. Anita sov længst ovre mod vinduet. Thor lå på siden. Han havde ikke sovet. Han stirrede ud i gangen. Tæppet på værelset var blågrønt som vandet i en sø. Han lyttede til hotellets eftermiddagslyde. Af og til kunne han høre nogen tale ude i gangen. Langt væk hørte han af og til det dæmpede hvin, når elevatoren gik i gang. Solen skinnede på tæppet. Han havde ikke en tanke i hovedet, eller, han havde alle tanker i hovedet.
Han lukkede øjnene, men et øjeblik efter fik noget ham til at åbne dem igen. Han så hen mod døren. Han hørte en lyd og så hjørnet af en hvid konvolut blive stukket ind under døren.
Han sprang ud af sengen, tog de fem skridt hen til døren og lukkede den op.
Manden var på vej væk hen ad gangen.
Thor sagde, – Hey, du der.
Manden standsede og vendte sig om.
Thor sagde, – Ville du noget?
Manden så ud til at være omkring fyrre. Thor kunne se hans adamsæble bevæge sig. Han var tynd, iført billige cowboybukser og en strikket hættetrøje. Hans hår var uvasket, og huden i hans ansigt var ujævn og gullig som nikotin. Han lignede en kræftsyg lille dreng.
Han sagde, – Det står i brevet.
Thor sagde, – Okay. Er brevet underskrevet? Af dig, mener jeg?
Manden rystede på hovedet.
Thor sagde, – Du skal ikke løbe, mester.
Manden stod der bare. Han virkede fortabt.
Anita stod i døråbningen bag ham. Thor sagde, – Ved du, hvem jeg er?
Manden nikkede. – Politiet. Fra København.
– Nemlig. Jeg hedder Thor. Thor Belling. Det her er min makker. Hun hedder Anita Hvid. Hvad hedder du?
– Kristian, sagde manden. – Kristian Baunehøj.
– Okay, Kristian Baunehøj, sagde Thor. – Nu kommer du med herind, og så fortæller du os, hvorfor du afleverer anonyme breve til politiet.
Han sendte Anita et blik. Hun stod med kuverten i hånden.
Kristian Baunehøj sænkede hovedet og gik ind på værelset foran Thor.
Anita åbnede kuverten. Hun læste, – ‘Jeg er sikker på, at Søren I. blev voldtaget’.
De så på manden.
Thor sagde, – Du mener Søren Ingemann?
Kristian Baunehøj nikkede.
Anita sagde, – Hvorfor kunne du ikke bare banke på og fortælle os det, Kristian?
– Jeg ville ikke have bøvl med politiet.
– Hvorfor skulle du få bøvl med os, bare fordi du hjælper os med en efterforskning.
– Jeg har altid haft bøvl med politiet.
Thor sagde, – Sid ned, mester.
Den tynde mand satte sig øjeblikkelig på en af stolene foran skrivebordet. Thor bøjede sig ned og lukkede lågen på minibaren op. Han tog en danskvand ud og trak kapslen af. Han rakte flasken til den tynde mand på stolen.
Kristian Baunehøj tog den og drak halvdelen.
Thor sagde, – Hvad er du på?
Manden tørrede sig om munden med håndryggen. Han så på Thor. – Metadon. Blandt andet.
– Hvor bor du?
– Vendersgade. Oven på Søren.
– Var I kammerater?
Thor satte sig på sengen over for manden. Kristian sagde, – Han kom op til mig nogle gange. Jeg var også nede hos ham.
– Var Søren også på stoffer?
Kristian rystede på hovedet. – Nej. Vi røg lidt pot somme tider. Når vi så en film. Han tog nogle piller. Men nej, han var ikke på stoffer som sådan.
– Men I var venner?
Han trak på skuldrene. – Det var vi vel.
– Og jeg går ud fra, at du ikke ved, hvem der slog ham ihjel?
– Nej. Jeg mener, det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvem det var.
– Men, sagde Thor, – alligevel syntes du, at vi skulle vide, at han efter din opfattelse var blevet voldtaget.
Kristian Baunehøj sagde, – Måske ikke rigtig voldtaget. Men han flippede i hvert fald ud, når der var noget med den slags i en film.
– Nogle, som tvang andre til noget seksuelt?
Narkomanen nikkede og tog endnu en slurk af flasken. Han tørrede igen sin mund. – Én gang, vi så en film med en præst, der ragede på nogle drenge. Det kunne han ikke tage.
– Hvad sagde han?
– Han blev tosset. Han ... vi sad bare og stenede. Men jeg kunne mærke, at det freakede ham ud. Det var bare en film. Men han sagde, at præsten skulle hænges op i nosserne.
– Hvornår var det?
– Det ved jeg sgu ikke. Det er længe siden. Et år.
– Hvad sagde han mere?
– Jeg sagde, at han skulle flippe ned. Han stod op. Han sagde, at han gik ind for dødsstraf. Til sådan nogle. Så jeg sagde, hvad fanden, mand, er der nogen, der har pillet ved dig? Det ville fanme ikke undre mig.
– Hvad sagde han?
– Han sagde nej. Men jeg troede ikke på ham.
– Men han fortalte ikke noget om, hvad han eventuelt selv havde af problemer med den slags?
– Nej. Jeg droppede det. Men jeg kunne mærke det. Har I været dernede? Jeg ved, strømerne har været der.
– Ja, vi har været der.
– Stodderen havde ikke noget liv, mand. Han havde sit job og det. Det var fint nok. Resten var noget lort. Jeg mener – jeg skal ikke tale for højt. Jeg lever også i mit eget lort. Og Søren var ikke på noget. Han havde det bare ad helvede til.
– Så du kom det aldrig nærmere?
– Nej, men da jeg hørte, at han var blevet skåret ihjel ude på Klovtippen, var det det første, jeg tænkte på.
– Hvad tænkte du?
– At der var en eller anden ind over, ikke? En eller anden, som havde fucket hans liv op. Jeg aner ikke hvem. Måske en eller anden rig stodder. En eller anden, som Søren var ... afhængig af.
Thor nikkede. – Men du ved ikke hvem?
– Nej, sagde Kristian Baunehøj og så på ham. – Jeg aner det ikke.
Thor sagde, – Kom der nogen hos ham?
– Ikke sådan. Hans mor var der nogle gange.
Thor pustede ud. – Okay, Kristian. Du havde ikke behøvet at være nervøs for os. Vi er ikke efter dig. Vi skal bare finde dem, der slog Søren ihjel.
– Der var én ting, sagde narkomanen. – Nogle gange talte han om Klogefar.
– Hvem?
– Klogefar.
– Klogefar. Hvad sagde han om ham?
– Han sagde ikke rigtig noget om ham. Jeg kan huske én gang, hvor vi så noget i flimmeren om nogen, der var blevet misbrugt. Der var en dame, der fortalte om det. Hun var meget sød. Jeg sagde et eller andet om, at hun kunne hjælpe de unger dér. Og så sagde Søren, ‘hun når ikke Klogefar til sokkeholderne’.
– Men du ved ikke, hvem Klogefar var?
– Nej. På det tidspunkt havde jeg forstået, at det var en dårlig ide at tale med ham om den slags. Jeg sad bare og ventede på, at der skulle komme noget andet i flimmeren.
– Men han omtalte Klogefar som en, han godt kunne lide?
– Ja, det lød sådan. Hende damen var psykolog eller noget. Klogefar lød som en, Søren kendte, altså én lidt i samme dur som hende damen. En eller anden terapeut, eller hvad ved jeg. Der er så meget.
– Klogefar, gentog Thor. – Og det er alt, hvad du ved om ham?
Kristian Baunehøj nikkede. Så sagde han, – Må jeg gå nu?
Samtalen havde lettet Kristian Baunehøjs hjerte. Han havde haft det ad røven til, siden han havde hørt det om Søren. Han havde det næsten altid ad røven til, men det her var bare for meget. Han anede ikke, hvem fanden der kunne finde på at skære halsen over på Søren. Søren var ... ingenting. Jo, han var fucking værkfører, og det gik han meget op i, men ud over det? Søren levede, som om han var på stoffer. Rigtigt på stoffer. Det var han ikke, det kunne man sige med sikkerhed. Han åd nogle piller, men hvem fanden åd ikke nogle piller? Søren kunne slet ikke være med der. Når de en gang imellem røg noget pot, var det altid Kristians pot. Søren købte lidt af ham, men han ville ikke ane, hvor han ellers skulle gå hen for at købe det.
Han havde gjort sin pligt. Så meget skyldte han Søren. Han havde været en okay kammerat, og hvis der var et eller andet børnepilleri ind over, så vidste strømerne, hvad de skulle gøre med det.
Kristian gik ud i Egstrups sommerlige gader. Han kunne ikke få metadon før fredag. Fredag var langt væk. Han frøs. Han var nødt til at finde på noget. Han havde 350 kroner. Det måtte blive Gunhild. Han skuttede sig, mens han skråede over pladsen, forbi brønden med skovhuggeren. Han brød sig ikke om det. Gunhild var 67 og sad lænket til sit iltapparat, fordi hun havde røget lungerne næsten væk. Hun tog 50 kroner for en Ketogan. Kristian kunne næsten ikke holde ud at være deroppe. Der stank af varm, gammel sved og død. Gunhild havde ikke langt igen. Det vidste hun godt, og det gjorde hende ondskabsfuld. – Skal vi se, hvem der kommer først, Krisser? hvæsede hun med sit grin. – Det kan godt være, jeg kommer først, men du kommer lige bagefter, hører du, dreng? Og hvad er du? Toogtredve? Du kunne lige så godt være firs, hører du?
Han lukkede øjnene, mens hans tynde ben bar ham hastigt mod Klokkergade. Det måtte blive Gunhild. Der var ikke andre.