Thor sad på gangen klokken ni, Anita var i Karl Aage Aggers hjem sammen med KA Dorte.
Thor havde talt med Allan Hansen i telefonen og hørt om pågribelsen. – Jeg smed hans rygsæk ind i ambulancen, sagde politimanden fra Holbæk. – Han havde ikke meget. I skulle have det hele dernede.
Rygsækken stod ved siden af Thor på bænken.
Karl Aage var stadig i koma, og ingen havde fremsat brugbare teorier om, hvornår, eller om, han ville vågne igen.
Han gennemgik indholdet af rygsækken. Det var en rygsæk, som man ville pakke, hvis man af en eller anden grund pludselig skulle af sted – måske for at tilbringe natten hos en syg kammerat.
Bortset fra kortbogen.
Han betragtede kortet over Egstrup og opland. Der var ingen præmie for at gætte, hvad blyantskrydsene betød, men i det øjeblik ville han give en del for at vide, hvornår Karl Aage havde sat dem. Hvis han døde, ville de aldrig finde ud af det.
At Karl Aage var flygtet i stedet for at møde op på politistationen, talte imod ham.
At han havde sat krydsene, kunne tale imod ham. Men det var ikke sikkert. Han gennemgik dem. De afkrydsede lokaliteter havde alle med sagen at gøre. Undtagen krydset ved Brøndstræde.
Karl Aage havde ingen mulighed for at vide, at huset i Brøndstræde indgik i sagen. Men som alle andre avislæsere i Egstrup havde han mulighed for at vide, at der var fundet en død kvinde der.
Krydsene, der havde med Søren at gøre – Vestbyens Auto, Sørens bopæl og hans forældres – havde Karl Aage kendskab til fra sit bekendtskab med Søren.
Og krydsene ved Skovpavillonen, huset på Fyrrehøjen og Jans indtegnede løberute var også kendt af offentligheden.
Han tænkte.
En mand, som for mange år siden selv har dræbt en anden, flygter, fordi hans assistance er påkrævet i forbindelse med et andet drab. Han er ikke mistænkt, og han ved ikke, at en af hans bekendte har ligget inde med en del af mordvåbnet i det nye drab.
Han flygter.
Han tjekker ind på et motel.
Han drikker.
Han har medbragt medicin, som kan slå ham ihjel.
Han har også medbragt sit kort med krydsene på.
Han tager en overdosis morfin.
Thor prøvede at se det. Den indlysende forklaring var, at Karl Aage og Søren Ingemann havde slået Jan ihjel. Den indlysende forklaring var den, som Brøssner utålmodigt pegede dem i retning af, og som Anita intuitivt hældede til, fordi hun var enig, og fordi hun var mere tilbøjelig end han selv til at give efter for autoriteten i København. Få en ende på det.
Hvis Karl Aage døde, ville det bære den vej.
Det var de døde, der var de skyldige.
Hvis de skyldige var døde, ville den resterende opklaring ikke være af samme kaliber, som hvis de var derude et sted, selv ikke, hvis de var arresteret.
Det kollektive krav om fuld bevisførelse, domfældelse og straf ville uundgåeligt lide under det kollektive ønske om at afslutte hele den sørgelige misere.
Pointen ville være væk, fordi de skyldige var døde, og på en eller anden måde ville man slå sig til tåls med en forklaring, som måske ikke hang helt sammen ude i kanterne.
Hvem skulle protestere, hvis afslutningen blev lemfældig?
Susanne Nielsen, Søren Ingemanns forældre, måske Erna Holmstrup nede i Sorø.
De kunne prøve. Hvis de orkede, eller hvis de følte sig utilfredse, hvilket langtfra var sikkert. Alt talte for, at alle involverede ville stille sig tilfreds med, at Søren og Karl Aage havde slået Smukke-Jan ihjel i et anfald af fælles hævngerrighed mod krænkeren. Og at Karl Aage derefter havde slået Søren ihjel, da det viste sig, at den unge mand ikke kunne tåle mosten og ikke kunne holde tæt i det lange løb.
Men det var irrelevant, hvad andre tænkte.
Indtil Karl Aage Agger døde – og Thor håbede inderligt, at han ville overleve – var han selv ansvarlig for, at efterforskningen blev tilendebragt.
Der var en forklaring.
Han så to læger gå forbi. De så ikke på ham. Der var snart ikke den afkrog af hospitalet, han ikke havde besøgt. Det føltes sådan. Det hele endte på hospitalet. Et sted i komplekset gik den alternativt højtbegavede Rasmus Lelbo rundt. Han havde fundet Jans kranie og havde troet, at det var en fodbold.
Thor greb sig i at have lyst til at gå over på Mentalkollegiet og spørge Rasmus Lelbo, – Hvem tror du, der slog Smukke-Jan Nielsen ihjel?
Nederst, i kælderen, sov de skævvredne rester af Jan, Søren og Annemette – og Annemettes foster, som ikke havde noget navn.
Og få meter borte, på den anden side af gangen, lå Karl Aage Agger på intensiv, mens alt pegede på ham.
Vågn op og tilstå, tænkte Thor.
Hvis du har noget at tilstå.
Motiv. Thor mente, at måden, Smukke-Jan var blevet slået ihjel på, stemte overens med det, han selv tænkte på som Karl Aages egentlige motiv.
Had.
Et skjult, dybt had.
Et næsten religiøst drab.
Had mod hvem?
Mod krænkeren.
Krænkeren Jan. Og hvori bestod hans krænkelse?
Så vidt Thor vidste, var episoden med Søren på kanoturen den eneste krænkelse, som efter hvad Karl Aage havde fortalt dem, kunne have udløst de to mænds had.
Smukke-Jan opfordrer Søren til uterlighed. Lægger muligvis pres på sin elev.
Og det fører i sidste ende til, at Søren og hans selvhjælps-mentor kidnapper Jan, holder ham fanget, gør ham bevidstløs og planter ham i et kunstfærdigt gravet hul ude i skoven.
Det var, hvad Thor rationelt ville kalde stor ståhej for ingenting.
Og noget andet – Karl Aages angivelige mission her i livet var at hjælpe. Karl Aage var en mand, som skrev i avisen om, hvordan man kunne gøre livet bedre for mennesker, som havde seksuelt misbrug tæt inde på livet.
Måske var Karl Aage skingrende sindssyg.
Det var sådan set den eneste forklaring, Thor kunne komme på.
Han troede det ikke.
Han rejste sig og gik lidt op og ned ad gangen, før han fiskede sin mobil op af lommen og ringede til Brøssner inde i København.