TI

Måske er jeg ikke 110 procent sikker. Måske kun hundrede procent.

Eller endda … femoghalvfems.

Der er gået nogle uger, siden Luke gik i byen med Venetia den aften, og min selvtillid har vaklet en lille bitte smule. Det er ikke, fordi der er sket noget, ligefrem. På overfladen er Luke og jeg lige så lykkelige, som vi hele tiden har været, og der er intet i vejen. Der er bare det, at …

Nå, okay. Her er mine beviser indtil nu:

1. Luke bliver ved med at få sms’er og smile og sende svar tilbage lige med det samme. Og jeg ved, at de er fra hende. Og han viser aldrig mig dem.

2. Han har været i byen med hende tre gange til. Uden mig. Den ene gang havde jeg allerede aftalt at mødes med Suze, og han sagde, at han lige så godt kunne bruge aftenen på at være sammen med nogle venner, og det viste sig, at »venner« var Venetia. En gang med hele Cambridge-flokken til en eller anden fancy middag med deres gamle lærer, hvor de bedre halvdele ikke var inviteret med. Og en gang til frokost, hvilket åbenbart var, fordi hun »var lige ved kontoret«. Ja, det er godt. I gang med at hjælpe et barn til verden i en kontorbygning?

Det var på det tidspunkt, vi havde et lillebitte skænderi, hvor jeg sagde (meget henkastet), at wow, han var meget sammen med Venetia, måske for meget? Hvortil Luke svarede, at hun havde det skidt for tiden og havde brug for en gammel ven at tale med. Og så sagde jeg: »Jamen, jeg har det også skidt, når du sådan går i byen uden mig!« Og Luke sagde, at dét at mødes med hans gamle venner fra universitetet var det bedste, der var sket det år, og det var hans chance for at koble af, og hvis jeg gik med, så ville jeg forstå det. Og så sagde jeg: »Jeg ville gå med, hvis du inviterede mig.« Og han sagde, at han havde inviteret mig, og jeg sagde …

Nå, men altså. Vi sagde nogle ting.

Det er, hvad jeg har af beviser. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg kalder det beviser, for det er jo ikke, fordi jeg ligefrem tror, der foregår noget. Jeg mener … det er en vanvittig tanke. Det er jo Luke, jeg taler om. Min mand.

»Jeg kan simpelthen ikke tro, der foregår noget, Bex.« Suze ryster på hovedet og rører i sin hindbær- og abrikossmoothie. Hun er kommet herover her i formiddag, for at vi kan lave kønsbestemmelsestesten, men indtil nu har vi ikke lavet andet end at tale om Luke. Heldigvis er alle tre børn inde i stuen, hvor de spiser sandwich og ser Teletubbies i total trance. (Suze gav dem først lov, da jeg havde svoret på, at jeg aldrig ville fortælle det til Lulu).

»Jeg kan heller ikke tro det!« Jeg slår ud med armene. »Men de ses hele tiden, og hun sms’er konstant til ham, og jeg aner ikke, hvad de taler om …«

»Gjorde du dit krav gældende?« Suze tager en bid af en chocolatechip cookie. »Sidste gang du så hende?«

»Fuldstændig. Men hun lod ikke til at bemærke det.«

»Hmm.« Suze funderer i et stykke tid. »Har du overvejet at skifte til en anden læge?«

»Jeg bliver ved med at tænke på det. Men jeg tror ikke, det vil gøre nogen forskel. Hun har jo allerede fået kontakt med Luke, ikke? Faktisk, så vil hun sikkert elske at få mig ud af billedet.«

»Og hvad siger Luke?«

»Ja, altså.« Jeg begynder at pille ved mit sugerør. »Han siger, at hun er ensom og sårbar, efter at det er gået i stykker med hende og kæresten. Han opfører sig, som om hun er et stakkels, tragisk offer. Og han tager altid hendes parti. Forleden dag kaldte jeg hende Cruella de Venetia, og så blev han virkelig sur.«

»Cruella de Venetia!« Suze sprutter cookiekrummer ud over køkkenbordet. »Herligt.«

»Nej, det er ikke herligt. Vi endte med at komme op at skændes! Hun er … en faktor i vores liv, selv om jeg aldrig ser hende.«

»Går du ikke til konsultation hos hende?« Suze ser overrasket ud.

»Det har jeg ikke gjort i mange uger. De sidste to gange jeg har været på klinikken, har hun været hos en klient, der var ved at føde, så jeg har været inde hos en af hendes hjælpelæger.«

»Hun undgår dig.« Suze nikker vidende og suger højlydt i sit sugerør, mens hun rynker panden. »Bex, jeg ved godt, at det er noget frygteligt noget at foreslå … men hvad med at kigge i Lukes sms’er?«

»Det har jeg allerede gjort,« indrømmer jeg.

»Og?« Suze ser spændt på mig.

»De er på latin.«

»Latin?«

»De havde begge to latin på universitetet,« siger jeg fortørnet. »Det er ‘noget’, de har sammen. Jeg forstår ikke et ord af det. Men jeg skrev en af dem ned.« Jeg stikker hånden i lommen og tager et lille stykke papir op. »Her er det.«

Vi ser begge tavst på ordene:

Fac me laetam: mecum hodie bibe!

»Jeg kan ikke lide lyden af det,« siger Suze til sidst.

»Det kan jeg heller ikke.«

Vi stirrer begge to på ordene i nogle sekunder, så sucker Suze og skubber papiret over imod mig. »Bex, jeg hader at sige det … men du bør være på vagt. Faktisk, så burde du slå igen. Hvis hun kan bruge så meget tid sammen med Luke, så kan du også. Hvornår gjorde I sidst noget romantisk bare jer to?«

»Aner det ikke. Det er hundrede år siden.«

»Jamen, så!« Suze slår triumferende i bordet. »Tag hen på kontoret og invitér ham på frokost som en overraskelse. Det vil han elske.«

Det er en god idé. Jeg generer aldrig Luke på arbejdet, fordi han har så travlt. Men hvis Venetia kan gøre det, hvorfor skulle jeg så ikke?

»Okay, det prøver jeg,« siger jeg og er allerede i bedre humør. »Og jeg skal nok fortælle dig, hvordan det går. Tak, Suze.« Jeg drikker det sidste af min smoothie og sætter glasset fra mig med en overdreven bevægelse. »Nå.«

»Nå.« Suze møder mit blik. »Er du klar?«

»Det tror jeg.« Jeg får helt myrekryb af nerver. »Lad os gøre det!«

Jeg trækker kønsbestemmelsestesten hen til mig over køkkenbordet og hiver i plasticindpakningen med hænder, der ryster lidt. Om nogle minutter vil jeg vide det. Det her er næsten lige så spændende som selve fødslen!

Jeg tror i al hemmelighed, at det er en dreng. Eller måske en pige.

»Bex, vent,« siger Suze pludselig. »Hvordan vil du narre Luke?«

»Hvad mener du?«

»Når barnet kommer ud! Hvordan vil du overbevise ham om, at du ikke allerede vidste, hvad køn det var?«

Jeg holder op med at flå i plasticen. Hun har en pointe der.

»Jeg lader bare, som om jeg bliver overrasket,« siger jeg til sidst. »Jeg er rigtig god til at spille skuespil, se.« Jeg anlægger mit mest forbløffede ansigtsudtryk. »Det er en … dreng!«

Suze laver en grimasse. »Bex, det var forfærdeligt!«

»Jeg var ikke klar,« siger jeg hurtigt. »Lad os prøve igen.« Jeg koncentrerer mig et øjeblik og gisper så: »Det er en pige!«

Suze ryster på hovedet og ser lidende ud. »Totalt kunstigt! Bex, du må søge ind i din rolle. Du er nødt til at bruge noget metode.«

Åh nej. Ikke nu igen. Suze gik på teaterskole i et semester før universitetet, så hun tror, hun nærmest er Judi Dench. (Det var ikke en rigtig teaterskole som Statens Teaterskole. Det var en privat én, hvor ens far betaler, og man går til madlavning om eftermiddagen. Men det taler vi ikke om).

»Rejs dig op,« instruerer hun mig. »Lav nogle løsnende øvelser …« Hun ruller med hovedet og ryster armene. Modstræbende gør jeg ligesom hende. »Og hvad er så din motivation?«

»At narre Luke,« siger jeg og tænker, at det må hun da kunne huske.

»Nej! Din indre motivation. Din rolle.« Suze lukker øjnene et øjeblik, som om hun kommunikerer med ånderne. »Du er nybagt mor. Du ser dit barn for første gang. Du er henrykt … men alligevel overrasket … Barnet har ikke det køn, du troede … Du er aldrig blevet så forbløffet i hele dit liv. Prøv at mærke det …«

»Det er … en dreng!« Jeg knuger en hånd til mit bryst. Suze svinger med armene foran mig.

»Mere, Bex! Igen, lidenskabeligt!«

»Det er en dreng! Åh Gud, det er en DRENG!!!« Min stemme giver genlyd i køkkenet, og en ske falder ned fra køkkenbordet og lander på gulvet.

»Se, det var ret godt!« Suze ser imponeret ud.

»Var det?« Jeg hiver efter vejret.

»Ja! Du kan garanteret godt narre ham. Lad os lave testen.«

Mens jeg går hen til vasken for at få noget vand, flår Suze æsken op og tager en sprøjte ud.

»Nej, se!« siger hun muntert. »Du skal have en indsprøjtning.«

»En indsprøjtning?« Jeg vender mig bestyrtet om.

»‘Blodprøven er hurtig og nem at udføre,’« læser hun højt fra brochuren. »‘Bed blot en læge, sygeplejerske eller en på anden vis kvalificeret person om at tage en ampul blod fra en åre.’ Her er nålen,« tilføjer hun og tager en plasticæske frem. »Jeg skal nok være læge.«

»Okay.« Jeg nikker og prøver at skjule mine betænkeligheder. »Øh, Suze … har du faktisk prøvet at give en indsprøjtning før?«

»Ja da.« Hun nikker selvsikkert. »Jeg har givet et får en indsprøjtning. Kom nu!« Hun sætter nålen fast på sprøjten. »Rul ærmet op!«

Et får?

»Og hvad gør vi så med glasset med blod?« spørger jeg i et forsøg på at vinde tid.

»Vi sender det til laboratoriet,« siger Suze og rækker ud efter brochuren. »‘Resultatet vil blive sendt til Dem i en anonym, diskret indpakning. De kan forvente at modtage det i løbet af … ‘« hun vender siden, »‘cirka ti til tolv uger.’«

Hvad?

»Ti til tolv uger?« Jeg snupper brochuren fra hende. »Hvad skal det nytte? Til den tid har jeg jo fået det.« Jeg bladrer i brochuren i et forsøg på at finde noget om »Ekspres-levering«, men det er der ikke. Til sidst opgiver jeg og synker skuffet ned på en barstol. »Tolv uger. Så er der ingen grund til at lave den.«

Suze sukker og sætter sig ved siden af mig. »Bex, læste du ikke nogen af instruktionerne, før du købte testen? Fandt du ikke ud af, hvordan den virkede?«

»Æhm … nej,« indrømmer jeg. »Jeg troede, at det var ligesom en graviditetstest. Med en blå streg og en lyserød streg.«

Dumme møgtest. Og den kostede oven i købet fyrre pund. Det er det rene røveri. Jeg mener, tror de, at gravide kvinder er så desperate efter at finde ud af, hvilket køn deres barn er? Det er jo kun nogle få måneder, man skal vente, for himlens skyld. Og i øvrigt spiller det vel ingen rolle. Når bare det er et sundt barn, så må man vel sige, at –

»Skal vi lave ringtesten igen?« Suze afbryder mine tanker. »Og se hvad den siger?«

»Uhh!« Jeg løfter hovedet og lyser op. »Jo, lad os gøre det!«

Vi laver ringtesten fem gange og bestemmer, at oddsene er 3-2 på, at det bliver en dreng. Så vi laver en lang liste med drengenavne, og Suze prøver at overtale mig til at kalde barnet Tarquin Wilfrid Susan. Vi siger tak. Det tror jeg ikke lige.

Da hun har fået hanket op i alle sine børn, givet dem en masse fiskeoliekapsler (for at modvirke den fordummende virkning af at se fjernsyn) og er gået, har jeg det meget bedre. Hun har ret – Luke og jeg trænger bare til at være mere sammen. Og jeg har tænkt på en meget bedre idé end at invitere ham ud på frokost. Jeg mener, han går til kedelige, gammeldags forretningsfrokoster hele tiden. Jeg vil gerne gøre noget anderledes. Noget romantisk.

Så næste dag på arbejdet ringer jeg ned til fødevareafdelingen og bestiller en picnickurv med alle Lukes livretter. Jeg har allerede tjekket med hans assistent Mel, og han har ikke nogen aftaler ved frokosttid. (Jeg fortalte hende ikke, hvorfor jeg spurgte, for hun ville aldrig kunne holde på en hemmelighed). Min plan er at overraske ham og spise picnic-frokost på kontoret, og det bliver rigtig intimt og dejligt! Jeg har endda fået dem til at lægge en flaske champagne i kurven, en ternet dug og en plastic »picnic« kandelaber fra Køkkenudstyr, bare for at danne den perfekte ramme.

Da jeg tager hen til Lukes kontor ved frokosttid, er jeg temmelig spændt. Det er hundrede år siden, vi gjorde noget spontant som det her! Plus at jeg ikke har været i Brandon Communications i mange uger, og jeg glæder mig til at se dem alle sammen. Der har simpelthen været så travlt i firmaet, efter at de vandt bureaukonkurrencen om Arcodas. Arcodas-gruppen er så kæmpestor og så anderledes fra alle de andre kunder, at det har været firmaets største udfordring indtil nu. (Det ved jeg, fordi jeg har hjulpet Luke med at skrive hans motivationstaler).

Men igen, hvad er livet uden nye eventyr og nye drømme? Brandon Communications er branchens bedste og bliver stærkere og mere dynamisk for hvert år, der går og udvikles med nye projekter. Sammen kan de påtage sig enhver udfordring og klare den. Som team. Som familie. (Det var mig, der skrev den del).

Jeg kommer hen til kontoret lidt i et og slentrer gennem marmorfoyeren til Karen, firmaets receptionsdame. Hun sidder og snakker lavmælt med sin kollega Dawn, og hun ser helt rødkindet og rystet ud. Jeg håber ikke, der er noget i vejen.

»Det er ikke rigtigt,« kan jeg høre hende sige i et reserveret tonefald, da jeg nærmer mig skrivebordet. »Det er bare ikke rigtigt. Ingen bør opføre sig sådan, uanset om man er chef eller ej. Jeg ved godt, at jeg er gammeldags …«

»Nej, det er det ikke,« afbryder Dawn. »Det er et spørgsmål om at have respekt for sine medmennesker.«

»Respekt.« Karen nikker voldsomt. »Hvordan hun har det, den stakkel …«

»Har du set hende? Siden …« Dawn lader resten af sætningen hænge i luften.

Karen ryster på hovedet. »Det er der ingen, der har.«

Jeg følger samtalen med lettere ubehag. Hvad taler de om? Hvem er »hun«?

»Hej!« siger jeg, og det giver et sæt i dem begge to.

»Becky! Du godeste!« Karen ser helt forfjamsket ud ved synet af mig. »Hvad laver du – vidste vi, at du skulle komme i dag?« Hun begynder at bladre i papirerne på skrivebordet. »Dawn, står det i aftalebogen?«

I aftalebogen? Siden hvornår er jeg begyndt at skulle lave en aftale for at se min egen mand?

»Jeg tænkte bare, at jeg ville overraske Luke. Han er ledig ved frokosttid, det har jeg tjekket. Så jeg tænkte, at vi kunne tage en dejlig picnic på hans kontor!« Jeg nikker ned mod kurven, der hænger på min arm.

Jeg venter, at de begge vil udbryde: »Sikke en skøn idé!« Men i stedet for ser både Karen og Dawn nærmest nervøse ud.

»Jaså!« siger Karen omsider. »Jamen. Så lad os … lige se om …« Hun trykker på et par knapper på sit omstillingsbord. »Hallo, Mel? Det er Karen i receptionen. Jeg har Becky her. Becky Brandon. Hun er her for at … overraske Luke.« Der er stille temmelig længe, mens Karen lytter intenst. »Ja. Ja, det skal jeg nok.« Hun ser op og smiler til mig. »Sid ned, Becky. Der kommer én om et øjeblik.«

Sid ned? Kommer der én? Hvad i alverden er der sket med dem?

»Hvorfor går jeg ikke bare lige op?« foreslår jeg.

»Vi er … ikke helt sikre på, hvor Luke er.« Karen ser helt afgjort utroværdig ud. »Det er sikkert bedre, hvis du …« Hun rømmer sig. »Adam kommer ned lige straks.«

Jeg nægter at tro det. Adam Farr er chef for informationsafdelingen. Det er ham, de altid sender bud efter til vanskelige situationer. Luke siger, at Adam er den fuldendte ekspert i at »håndtere« mennesker.

Jeg bliver håndteret. Hvorfor bliver jeg håndteret? Hvad foregår der?

»Sæt dig endelig ned, Becky!« siger Karen – men jeg rører mig ikke.

»Jeg kunne ikke undgå at overhøre jer før,« siger jeg henkastet. »Er der noget i vejen?«

»Selvfølgelig ikke!« Karens svar kommer alt for hurtigt, som om hun har ventet på, at jeg skulle spørge. »Vi talte bare om … noget i fjernsynet i går aftes. Ikke også, Dawn?«

Dawn nikker samtykkende, men hendes øjne er nervøse.

»Hvad med dig?« siger Karen. »Har du det godt, Becky?«

»Så er der ikke så langt igen, er der?« indskyder Dawn.

Jeg prøver at komme i tanke om et naturligt, venligt svar – men hvordan skulle jeg kunne det? Hele samtalen er kunstig. I det samme går elevatordøren op, og Adam Farr kommer skridende ud.

»Rebecca!« Han har sit firmasmil på og lader en BlackBerry glide ned i lommen. »Hvor godt at se dig!«

Han må være den glatteste fyr i hele firmaet. Men mig kan han ikke narre.

»Hej, Adam,« siger jeg, næsten studst. »Er Luke her?«

»Han er lige straks færdig med et møde,« siger Adam, næsten før jeg har afsluttet spørgsmålet. »Lad os køre op og skaffe dig noget kaffe. Jeg ved, at de alle sammen vil blive henrykte over, at du kiggede forbi …«

»Hvilket møde?« afbryder jeg, og jeg vil vædde på, at jeg ser Adam krympe sig en smule.

»Om økonomi,« siger han efter en uendelig kort pause. »Meget kedeligt, er jeg bange for. Skal vi?«

Adam genner mig ind i en elevator, og i et stykke tid kører vi opad i tavshed. Nu hvor jeg står lige ved siden af ham, kan jeg se tegn på anspændthed hos ham, under den selvsikre, forretningsmæssige opførsel. Han har mørke rande under øjnene, og han bliver ved med at banke sine fingerspidser mod hinanden i samme rytmiske mønster som et nervøst tic.

»Så … hvordan går det?« siger jeg. »I må alle sammen have vældig travlt med udvidelsen og alting.«

»Helt sikkert.« Han nikker.

»Og er det sjovt at arbejde på alle disse forskellige Arcodasprojekter?«

Der er helt stille. Jeg kan se Adams fingre slå hurtigere og hårdere mod hinanden.

»Selvfølgelig,« siger han til sidst og nikker igen. Elevatordøren går op, og han genner mig ud, før jeg kan nå at sige mere.

Der står nogle få af Brandon Communications’ ansatte og venter på elevatoren, og jeg smiler og siger »Hej!« til de ansigter, jeg kender – men ingen smiler igen. I hvert fald ikke et ægte smil. Alle lader til at være overraskede over at se mig, og der er nogle få kunstige, små glimt af tænder, og et par stykke siger: »Hej Becky,« og ser så forlegent ned. Men ingen standser for at snakke. Ikke engang for at spørge til babyen.

Hvorfor er alle så underlige? Ovre ved vandkøleren kan jeg se et par piger, der taler lavmælt sammen og kigger over på mig, når de tror, jeg ikke ser det.

Min mave begynder at gøre knuder. Åh Gud. Har jeg været fuldstændigt naiv? Hvad ved de? Hvad har de set? Jeg ser pludselig for mig, hvordan Luke genner Venetia hen ad gangen til sit kontor, lukker døren og siger: »Vær venlig ikke at forstyrre os den næste time …«

»Becky!« Ved lyden af Lukes rungende stemme farer jeg sammen. »Er du okay? Hvad laver du her?« Med lange skridt kommer han hen ad gangen, hen imod mig, flankeret af sin næstkommanderende Gary på den ene side og en fyr, jeg ikke kender, på den anden og en flok i deres kølvand. De ser alle sammen temmelig stressede ud.

»Jeg har det fint!« siger jeg og prøver at lyde munter. »Jeg tænkte bare … at vi kunne holde picnic på dit kontor.«

Nu, hvor jeg siger det for øjnene af hele hans personale, lyder det virkelig dumt. Jeg har det som Pollyanna, som jeg står der med min dumme kurv. Der er endda en stribet sløjfe bundet om hanken, som jeg burde have hevet af.

»Becky, jeg har et møde.« Luke ryster på hovedet. »Jeg er ked af det.«

»Men Mel sagde, at du ikke havde nogen aftaler!« Min stemme er mere skinger, end jeg havde tænkt mig. »Hun sagde, at du ville være ledig!«

Gary og de andre ser på hinanden og siver væk, så Luke og jeg står alene tilbage. Mine kinder prikker af ydmygelse. Hvorfor skal jeg bringes til at føle mig så dum og i vejen for alle, bare fordi jeg kigger forbi for at se min mand?

»Luke, hvad foregår der?« Ordene ryger ud af munden på mig, før jeg når at standse dem. »Alle sender mig underlige blikke. Du sendte Adam ned for at ‘håndtere’ mig. Der er noget galt, det ved jeg, der er!«

»Becky, der er ingen, der håndterer dig,« siger Luke tålmodigt. »Og ingen sender dig underlige blikke.«

»Jo, de gør! Det er som Invasion of the Body Snatchers! Der er ingen, der så meget som smiler mere! Alle ser så anspændte ud …«

»De har hovedet fuldt af andre ting, det er det hele.« Til trods for sin ubekymrede fernis, virker Luke nervøs. »Vi arbejder alle sammen meget hårdt lige nu. Inklusive mig. Jeg bliver altså nødt til at gå.« Han kysser mig. »Vi holder picnicen derhjemme, okay? Adam, vil du ringe efter en bil.«

Og i næste øjeblik er han forsvundet ind i en elevator og lader mig stå alene tilbage med min kurv og mine springende, urovækkende tanker.

Et møde. Hvilket møde? Hvorfor vidste Mel ikke noget om det?

Nu ser jeg ham for mig, ilende ind i en restaurant, hvor Venetia venter, mens hun kærtegner et glas vin, og alle tjenerne ser beundrende på. Hun rejser sig op, de kysser hinanden, og han siger: »Undskyld, jeg kommer for sent, min kone dukkede op …«

Nej. Hold op. Hold op, Becky.

Men det kan jeg ikke. Tankerne myldrer rundt i mit hoved, tættere og hurtigere som en snestorm. De har været sammen i hver eneste frokostpause. Hele Lukes personale ved det. Det var derfor, Karen og Dawn så så forlegne ud, det var derfor, de prøvede at komme af med mig …

Den anden elevator venter med dørene åbne, og efter en pludselig indskydelse går jeg ind i den. Jeg når ned til stueetagen og går, så hurtigt jeg kan, tværs gennem foyeren, mens jeg ignorerer råbene fra Karen og Dawn, lige tids nok til at se Luke blive kørt væk i sin Mercedes med firmaets chauffør bag rattet. Jeg prajer desperat en taxa, stiger ind og lader kurven falde ned på sædet.

»Hvorhen?« spørger taxachaufføren.

Jeg smækker døren og læner mig frem.

»Kan du se den Mercedes der oppe foran?« Jeg gør en voldsom synkebevægelse. »Følg efter den.«

Tænk at jeg faktisk gør det her. Jeg følger efter Luke gennem Londons gader. Da vi runder Trafalgar Square med Mercedesen i syne, har jeg det, som om jeg er med i en eller anden film. Jeg tager endda mig selv i at kaste blikke ud ad bagruden for at se, om der er nogle af the bad guys, der følger efter os.

»Er det din kæreste?« spørger chaufføren pludselig med kraftig Sydlondon-accent.

»Mand.«

»Tænkte det nok. Har måske en anden kvinde?«

Jeg mærker et voldsomt stik i brystet. Hvordan kunne han vide det? Ligner jeg en, hvis ægtefælle er utro?

»Jeg ved det ikke,« indrømmer jeg. »Måske. Det er det, jeg gerne vil finde ud af.«

Jeg læner mig tilbage, og en flok turister følger efter deres guide over gaden. Så slår det mig, at denne taxachauffør sandsynligvis er totalt ekspert i folk, der følger efter deres partnere for at bevise utroskab. Han kører sandsynligvis for dem hele tiden! En pludselig indskydelse får mig til at læne mig frem og skubbe ruden bag chaufføren til side.

»Synes du, at jeg skal konfrontere ham? Hvad plejer folk at gøre?«

»Kommer an på.« Vi er kommet til en trafikprop, og taxachaufføren vender sig om og ser på mig. Han har et langt ansigt som en narkohund og mørke, sørgmodige øjne. »Kommer an på, om du vil ha’ et åbent og ærligt ægteskab.«

»Det vil jeg!« udbryder jeg.

»Fair nok. Risikoen er, at ved at få det frem, driver du ham li’ i armene på hende den anden.«

»Okay,« siger jeg tvivlende. »Så … hvad er den anden mulighed?«

»Vende det blinde øje til og leve på en løgn resten af livet.«

Der er ikke rigtig nogen af mulighederne, der lyder skønne.

Vi lister os nu hen ad Oxford Street, bevæger os langsomt frem mellem alle busserne og fodgængerne. Jeg strækker hals og scanner gaden foran os – da jeg pludselig fanger et glimt af Lukes Mercedes, der drejer ned ad en sidegade.

»Der! Jeg så ham! Han kørte den vej!«

»Så ham godt!«

Chaufføren skifter behændigt bane, og få sekunder senere drejer vi ned ad samme sidegade. Mercedesen er nede for enden af gaden, på vej rundt om et hjørne.

Mine hænder begynder at svede. Det føltes næsten som en leg, lige da jeg prajede taxaen. Men nu er det alvor. På et eller andet tidspunkt standser hans bil, og han stiger ud og … hvad skal jeg så gøre?

Vi kører rundt i Sohos smalle gader. Det er en klar, kølig efterårsdag, og nogle få tapre mennesker sidder på fortovscaféerne og holder om deres kaffekopper. Pludselig blinker taxachaufføren af og trækker ind bag ved en lastbil. »De stopper.«

Jeg ser åndeløst til, mens Mercedesen standser på den anden side af gaden. Chaufføren åbner passagerdøren, og Luke stiger ud uden at se sig til hverken højre eller venstre. Han kigger på et stykke papir – og går derefter hen mod en usundt udseende, brunmalet dør. Han ringer på en dørtelefon og bliver lukket ind et øjeblik efter.

Mit blik vandrer op til et ramponeret skilt, der hænger fra et vindue på første sal: VÆRELSER.

Værelser? Har Luke lejet værelser?

Jeg har det, som om nogen klemmer mig hårdt om hjertet. Der foregår noget. Venetia er deroppe. Hun sidder og venter på ham i et sort, pelsbesat neglige.

Men hvorfor et eller andet lurvet værelse i Soho? Hvorfor ikke the Four Seasons, for himlens skyld?

Fordi dér ville han blive opdaget. Han har valgt stedet her, fordi det er af vejen. Det giver fuldstændig mening –

»Lille frue?« Gennem en tåge går det op for mig, at taxachaufføren taler til mig.

»Ja?« lykkes det mig at få frem.

»Vil du sidde her og vente?«

»Nej!« Jeg griber picnickurven og slår døren op. »Tak. Jeg … tager det herfra. Tusind tak.«

»Vent et øjeblik.« Han stiger ud og rækker mig hånden for at hjælpe mig ud af bilen. Jeg roder i min taske og giver ham et bundt kontanter uden overhovedet at tælle dem. Taxachaufføren sukker, tager nogle få sedler og giver mig resten igen.

»Du er ik’ vant til det her, vel?«

»Ikke rigtig,« indrømmer jeg.

»Hvis du får brug for hjælp …« Han leder i sin lomme og frembringer et grønt visitkort. »Min bror Lou. Laver en masse arbejde for skilsmisseadvokater. Det ka’ være, du sku’ få dig så’n én. Og sørge for, at du får noget til dig og barnet.«

»Ja. Tak.« Jeg stikker kortet i lommen næsten uden at ænse, hvad jeg foretager mig.

»Held og lykke.« Chaufføren sætter sig ind i sin taxa igen, stadig rystende på hovedet, og kører sin vej.

Jeg står uden for huset med »Værelser« skiltet. Jeg kunne ringe på ved døren og se, hvad der skete.

Nej. Hvad nu, hvis hun svarede?

Mine ben begynder pludselig at vakle under mig. Jeg må sidde ned. I husets stueetage ligger et lille trykkeri, og nærmest uden at tænke går jeg derind og synker ned på en stol. Hvad skal jeg gøre? Hvad?

»Goddag!« En stemme får det til at gibbe i mig, og jeg vender mig om og ser en munter mand i en kortærmet, stribet skjorte. »Er du interesseret i at få noget trykt? Vi har et særtilbud på alle vores visitkort. Velin, lamineret, med struktur …«

»Øh … tak.« Jeg nikker, bare for at slippe af med ham.

»Værsgo!« Manden rækker mig en bog med prøver, og jeg begynder at bladre i den uden at se noget som helst. Måske skulle jeg bare rejse mig og … og brase ind. Men hvad nu, hvis jeg faktisk finder dem sammen?

Jeg vender siderne mere og mere febrilsk. Jeg kan slet ikke fatte, at dette her sker. Jeg kan ikke fatte, at jeg sidder her, midt i Soho, og spekulerer på, om min mand er ovenpå sammen med en anden kvinde.

»Her er vores formular. Hvis du lige vil udfylde den …« Manden er kommet tilbage med et clipboard og en kuglepen, som han rækker mig. På ren autopilot tager jeg imod det og skriver »Bloomwood Inc« øverst.

»Hvilken branche er du i?« spørger manden snakkesaligt.

»Øh … termoruder.«

»Termoruder!« Manden rynker eftertænksomt panden. »Så vil jeg foreslå et pænt lamineret, hvidt kort med en bort. Med adressen her og jeres firmamotto her … har I et motto?«

»‘Deres … Deres vinduer mod verden,« hører jeg mig selv sige. »London, Paris, Dubai.«

Jeg aner ikke, hvad jeg siger. Ordene kommer bare ud af min mund.

»Dubai?« Manden ser imponeret ud. »Der har de garanteret rigtig mange vinduer!«

»Det har de.« Jeg nikker. »Det er verdens vindueshovedstad.«

»Næh, det vidste jeg ikke!« siger manden interesseret, da jeg stivner.

Jeg har lige hørt en rumlende, fodtrinsagtig støj. Nogen kommer ned ad trappen.

Luke. Det må det være.

Bortset fra … det var da lidt hurtigt, ikke?

»Øh … Tusind tak! Jeg tænker lige over det …« Jeg giver manden clipboardet og skynder mig ud fra trykkeriet. Foran mig går den brunmalede dør langsomt op, og jeg kanter mig hurtigt om bag ved et lille træ.

Hele min krop er som en spændt fjeder af skræk. Blodet bruser i mine ører. Rolig nu. Uanset hvad der sker, uanset hvem han er sammen med –

Døren går helt op – og Luke træder ud fulgt af et par mænd i jakkesæt.

»Lad os diskutere det over frokost,« siger han. »Der er et par kunder, som jeg tror kunne have stor glæde af den tilgang.«

Han er ikke sammen med Venetia. Han er ikke sammen med Venetia!

Jeg får lyst til at danse lige dér på fortovet. Lettelsen skyller gennem mig. Hvordan kunne jeg tro, at han havde gang i noget? Jeg er så paranoid. Jeg er så dum! Nu tager jeg hjem og stoler fuldstændigt på ham fra nu af –

»Ms. Bloomwood?«

Fyren fra trykkeriet er kommet ud og stirrer på mig, mens han holder hånden op for at skygge for solen. Pokkers. Måske var det her træ alligevel ikke det bedste gemmested. Jeg glemte, at min mave ville stikke frem.

»Becky?« Luke snurrer rundt og stirrer forbløffet på mig. »Er det dig?«

Jeg kan mærke, at jeg bliver rødbedefarvet i ansigtet, da de tre kigger på mig. »Øh … hej!« siger jeg muntert.

»Jeg har en prøve på det visitkort, hvis De vil have det?« Trykkerifyren kommer hen imod mig.

»Tak!« Jeg flår det ud af hånden på ham. »Jeg skal nok give Dem besked.«

»Becky, hvad laver du her?« Luke kommer hen mod træet. »Jeg … shopper bare! Sikke et sammentræf!«

»Som jeg sagde, ms. Bloomwood, så vil jeg anbefale en lamineret overflade.« Manden fra trykkeriet snakker fandeme stadigvæk. »Men det er også dyrere, så jeg har skrevet en række alternativer til Dem.«

»Aha!« Trykkerifyren smiler bredt til Luke. »En fornøjelse at møde Dem. Er De også i termorudebranchen?«

»Nej, det er han ikke.« Jeg afbryder ham desperat. »Tusind tak. Farvel!«

Omsider trækker trykkerifyren sig til min store lettelse tilbage til sin dør, og der opstår en forvirret lille pause.

»Termorudebranchen?« siger Luke til sidst.

»Han har … forvekslet med … noget andet.« Jeg propper kortprøven i min taske. »Nå, men hvad laver du så her?«

»Holder møde med nogle mulige nye medietrænere til firmaet.« Luke ser stadig forundret ud. »Lad mig præsentere Nigel og Richard. Min kone, Becky.«

»Det glæder mig at hilse på dig, Becky,« siger Nigel og griber min hånd. »Det var dig, der gjorde opmærksom på behovet for medietræning, hører vi. Luke fortalte os, at du ikke var imponeret over, hvordan hans kunder klarede sig.«

»Nåh, ja!« Jeg kan mærke, at jeg rødmer ganske lidt. Jeg var ikke klar over, at Luke havde taget imod mit råd og da slet ikke, at han havde fortalt andre om det.

»Undskyld vores meget lidt pæne kontor,« indskyder den anden mand. »Vi er lige flyttet ind.«

»Det havde jeg ikke engang lagt mærke til!« siger jeg med en skinger latter. »Nå, men jeg må se at komme videre, jeg kom bare lige forbi …«

»Ha’ en god eftermiddag.« Luke kysser mig.

»Det skal jeg nok.« Jeg holder fast i hans arm et øjeblik. »Og måske kan vi tage vores picnic senere?«

Luke laver en lille grimasse. »Nej. Det må du undskylde. Jeg skulle have sagt det. Jeg kommer sent hjem i aften. Middag med en ny kunde.«

»Åh.« Jeg kan ikke lade være med at blive skuffet. Men en ny kunde er en ny kunde. »Åh, pyt med det. Hvem er kunden?«

»Venetia.«

Mit smil stivner fuldstændig. »Venetia?«

»Venetia Carter,« forklarer Luke de andre. »I ved, kendisfødselslægen? Hendes gamle pr-bureau klarede den åbenbart ikke.«

Har Venetia hyret Brandon Communications? Det er da løgn.

»Hvem skal med til middagen?«

»Bare mig og hende.« Luke trækker på skuldrene. »Hun bliver min kunde, eftersom vi er gamle venner.«

Jeg kan ikke gøre for det. Mistænksomheden vokser i mig, tykkere og hurtigere end nogensinde.

»Så … du skal altså holde møder med hende og alting.« Jeg tørrer min fugtige overlæbe.

»Det er jo sådan, man gør, Becky.« Luke løfter lettere forvirret øjenbrynene. »Skal jeg hilse hende fra dig?«

»Ja!« Det lykkes mig at fremtvinge et smil. »Gør det!«

Luke går igen sammen med de to mænd, og jeg stirrer efter dem, mens mit hjerte hamrer.

Okay, det kan godt være, at jeg misforstod tingene en anelse i dag. Men der er ingen tvivl. Hun er ude efter Luke. Jeg ved det allerdybest inde, fuldstændig ligesom jeg ved, at min nye orange bluse fra eBay var en fejl.

Venetia rykker ind på min mand. Og jeg bliver nødt til at standse hende.

Prendergast de Witt Connell Økonomisk rådgiver

INVESTERINGSOVERSIGT

KLIENT : „BABY BRANDON“

OVERSIGT PR. 24. OKTOBER 2003

Fond A: ‘Lukes portefølje’

Investeringsbeholdninger til dato:

Wetherby’s Gilt Fund 20%

Somerset European Growth Fund 20%

Start Right Accumulator Fund 30%

Rest endnu ikke investeret

Fond B: ‘Beckys portefølje’

Investeringsbeholdninger til dato:

Guld (Tiffany-halskæde, ring) 10%

Kobber (armbånd) 5%

Aktier i First Mutual Bank, Bangladesh 10%

Aktier i fabbesthandbagsonline.com 10%

Dior vintagefrakke 5%

Flaske 1964 Champagne 5%

Andel i væddeløbshest ‘Baby Go For it’ 5%

Solbriller ‘engang båret af Grace Kelly’ 1%

Rest endnu ikke investeret