ENOGTYVE

Det er en pige.

Det er en lille pige med læber, der ligner små sammenkrammede blomsterblade, og en tot mørkt hår og hænder, som er lukket i små knytnæver oppe ved hendes ører. I al den tid var det hende, der var derinde. Og det er mærkeligt, men det sekund jeg så hende, tænkte jeg bare: Det er dig. Selvfølgelig er det det.

Nu ligger hun i en plasticseng ved siden af min i en skøn lille, hvid Baby Dior-kravledragt. (Jeg ville godt have prøvet noget forskelligt tøj på hende for at se, hvad der klædte hende, men jordemoderen blev lidt stram i betrækket og sagde, at vi begge to trængte til at få noget søvn). Og jeg ser bare betaget på hende, lettere uklar efter en nat uden ret meget søvn, følger hvert eneste åndedrag og hver en lille bevægelse, hun gør med fingrene.

Fødslen var …

Altså, den var det, de kalder »ligetil og nem.« Og det får mig virkelig til at undres. Efter min mening var den temmelig kompliceret og forbandet hårdt arbejde. Men altså. Nogle ting skal man hellere lade fortone sig i glemslens tåger. Fødsler og Visaregninger for eksempel.

»Hej. Du er vågen.« Luke kigger op fra den stol, han har siddet og døset i, og gnider sine øjne. Han er ubarberet, hans hår er pjusket, og hans skjorte er helt krøllet.

»Hm-mmm.«

»Hvordan har hun det?«

»Fint.« Jeg kan ikke forhindre et smil i at brede sig om munden på mig, da jeg kigger på hende igen. »Perfekt.«

»Hun er perfekt. Du er perfekt.« Der er en slags fjern eufori over hans ansigt, også mens han kigger på mig, og jeg ved, at han tænker tilbage på den nat, vi lige har været igennem.

Da det kom til stykket, var det kun Luke, der blev inde på stuen, og alle de andre gik udenfor for at vente. Og så tog de hjem, fordi mr. Braine sagde, at der ville gå lang tid, før der skete noget. Men det gjorde der ikke! Klokken var halv to, da hun blev født, og hun så fuldstændig klarøjet og frisk ud lige med det samme. Hun bliver en partypige, det ved jeg bare.

Hun har ikke noget navn endnu. Den liste, jeg lavede, ligger kasseret på gulvet ved siden af sengen. Jeg fandt den frem i nat, da jordemoderen spurgte, hvad vi ville kalde hende – men alle de navne, jeg havde tænkt på, er forkerte. De er bare … forkerte. Selv Dolce. Selv Tallulah-Phoebe.

Der bliver banket stille på døren. Den går meget langsomt op, og Suze stikker hovedet ind. Hun har en enorm buket liljer med og en lyserød heliumballon.

»Hej,« hvisker hun, og da hendes blik falder på babysengen, slår hun hånden op for munden. »Det er da løgn, Bex, se hende lige! Hvor er hun smuk!«

»Jeg ved det.« Uden varsel vælder tårerne op i mine øjne. »Det ved jeg, hun er.«

»Bex?« Suze ser bekymret ud og skynder sig hen til min seng, så blomsterne rasler. »Er du okay?«

»Jeg har det fint. Det er bare …« siger jeg halvkvalt og tørrer næsen. »Jeg anede det ikke.«

»Hvad?« Suze sætter sig på sengen, og de bange anelser står malet i hendes ansigt. »Bex … var det meget forfærdeligt?«

»Nej, det er ikke det.« Jeg ryster på hovedet og leder efter ordene. »Jeg anede ikke, at jeg ville føle mig så … lykkelig.«

»Nåh, ja, det.« Suzes ansigt lyser op ved tanken om det. »Det bliver man. Men det varer ikke evigt …« Det er, som om hun kommer på bedre tanker, og så giver hun mig et ordentligt knus. »Det er utroligt. Til lykke. Til lykke, Luke!«

»Tak.« Han smiler. Selvom han ser udkørt ud, stråler han som en sol. Han fanger mit blik, og jeg mærker et lille ryk indeni. Det er, som om vi har en hemmelighed sammen, som ingen andre helt kan forstå.

»Se lige hendes små fingre!« Suze bøjer sig ind over babysengen. »Hej, lille skat!« Hun ser op. »Har hun et navn?«

»Ikke endnu.« Jeg sætter mig lidt bedre tilrette i puderne, mens jeg krymper mig lidt. Jeg føler mig ret mast efter i nat. Selv om det gode er, at epiduralblokaden ikke er holdt helt op med at virke endnu, og de har allerede givet mig et lager af smertestillende piller.

Døren går op igen, og mor kommer til syne. Hun har allerede mødt babyen, klokken otte i morges, da hun kom med briocher og varm kaffe i en termokande. Nu er hun belæsset med gaveposer og har far med i kølvandet.

»Far … mød dit barnebarn!« siger jeg.

»Åh, Becky, lille skat. Til lykke.« Far giver mig det største, inderligste kram. Så kigger han ned i babysengen og blinker lidt mere end normalt. »Jamen, goddag, gamle tøs.«

»Her er noget tøj til dig, Becky.« Mor slæber en enorm weekendtaske fyldt med tøj op på en stol i nærheden. »Jeg vidste ikke rigtig, hvad du ville have, så jeg rodede lidt rundt …«

»Tak, mor.« Jeg lyner lynlåsen op og trækker en varm, kabelstrikket cardigan, som jeg ikke har brugt i årevis, frem. Så får jeg øje på noget andet. En velkendt, sart blå, funklende, perlebesat, fløjlsagtig blødhed.

Mit tørklæde. Mit dyrebare Denny and George-tørklæde. Jeg kan stadigvæk huske det sekund, jeg så det for første gang.

»Nej, se!« Jeg tager det op af tasken, forsigtigt, så der ikke er nogen af perlerne, der hænger fast i noget. Det har jeg heller ikke haft på i årevis. »Kan du huske det her, Luke?«

»Selvfølgelig kan jeg det!« Luke bliver helt mild i blikket ved synet af det. Så tilføjer han uden at fortrække en mine. »Du købte det til din tante Ermintrude, så vidt jeg husker.«

»Det er rigtigt.« Jeg nikker.

»Tragisk, at hun døde, før hun nåede at gå med det. Hendes arm faldt af, var det ikke sådan?«

»Hendes ben,« retter jeg ham.

Mor har lyttet til vores ordveksling, noget forvirret.

»Tante hvem?« siger hun, og jeg kan ikke lade være med at fnise.

»En gammel ven,« siger Luke og binder tørklædet om halsen på mig. Han ser på det et øjeblik, nærmest undrende, og kigger så ned på barnet. »Hvem skulle nu have troet det …«

»Jeg ved det godt.« Jeg piller ved hjørnet af tørklædet. »Hvem skulle have troet det?«

Far er fuldstændig opslugt af barnet. Han har stukket en finger ned til hende, og hun har grebet fat om den med sin lillebitte hånd.

»Nå, gamle tøs,« siger han, »hvad skal vi så kalde dig?«

»Vi har ikke besluttet noget endnu,« siger jeg. »Det er så svært!«

»Jeg har købt en bog til dig!« siger mor og roder i sin store taske. »Hvad med Grisabella?«

»Grisabella?« gentager far.

»Det er da et yndigt navn!« siger mor forsvarsberedt, fisker 1.000 pigenavne op af tasken og lægger den på sengen. »Usædvanligt.«

»Så vil hun bare blive kaldt Grizzle på legepladsen!« giver far igen.

»Ikke nødvendigvis! Hun kan også blive kaldt Bella … eller Grizzy …«

»Grizzy? Jane, er du blevet vanvittig?«

»Nå, ja, hvad kan du da godt lide?« spørger mor fortørnet.

»Jeg tænkte på … måske …« Far rømmer sig. »Rhapsody.«

Jeg kigger hen på Luke, der mimer Rhapsody? med så meget rædsel i blikket, at jeg er lige ved at grine.

»Hør, jeg har en idé,« lyder det fra Suze. »Frugt er fuldstændig overrendt – men ikke krydderurter. I kunne kalde hende Estragon!«

»Estragon?« Mor ser chokeret ud. »Så kunne man jo lige så godt kalde hende chillipulver! Nå, jeg har taget champagne med, som hun kan få på sit lille hoved … Det er ikke for tidligt, vel? Åh ja, jeg tog imod en besked fra jeres ejendomsmægler. Han ringede, mens jeg var oppe i jeres lejlighed, og jeg gav ham en ordentlig omgang, det kan jeg godt sige jer! ‘Et nyfødt barn er hjemløst juleaften på grund af Dem, unge mand,’ sagde jeg til ham. Så klappede han i. Han sagde, at han gerne ville undskylde. Så begyndte han på et eller andet sludder om villaer på Barbados! Hvad gir I mig!« Hun ryster på hovedet. »Nå, hvem vil have champagne? Hvor er champagneglassene?« Hun stiller flasken fra sig og begynder at lede i skabene under fjernsynet.

»Jeg er ikke sikker på, at de har nogen champagneglas,« siger jeg.

»Jamen, for himlens skyld da også!« Mor slår smæld med tungen og rejser sig op igen. »Jeg må tale med conciergen.«

»Mor, der er ikke nogen concierge.«

Bare fordi de har fornemme spisekort og fjernsyn, så tror mor, at stedet er sådan et slags Ritz-Carlton.

»Jeg finder noget,« siger mor fast og går hen til døren.

»Vil du have hjælp?« Suze rejser sig op. »Jeg skal alligevel ud og ringe til Tarkie.«

»Tak skal du have, Suzie!« Mor sender hende et stort smil.

»Og Graham, du henter kameraet nede i bilen. Jeg glemte at tage det med op.«

Døren lukker sig efter far – og Luke og jeg er alene på stuen igen. Sammen med vores datter.

Mand, det er en underlig tanke. Jeg kan stadigvæk ikke helt fatte, at vi har en datter.

Mød vores datter, Estragon Persille Salvie og Løg.

Nej.

»Nå.« Luke lader en hånd glide gennem sit pjuskede hår. »Om to uger er vi hjemløse.«

»Sat på gaden,« siger jeg let. »Skidt med det.«

»Du havde vel forventet at blive gift med én, der kunne give dig tag over hovedet, havde du ikke?«

Han laver sjov – men der er alligevel noget ved hans stemme.

»Nåh jo,« siger jeg og trækker på skuldrene, mens jeg ser på barnets hånd, der folder sig ud som en lille søstjerne. »Bedre held næste gang.«

Der bliver helt stille, og jeg kigger op. Luke ser oprigtigt ramt ud.

»Luke, det var kun for sjov!« siger jeg hurtigt. »Det gør ikke noget!«

»Du har lige fået et barn. Du bør have et hjem. Vi burde ikke være i denne her situation. Jeg skulle ikke have …«

»Det er ikke din skyld!« Jeg griber hans hånd. »Luke, det skal nok gå. Vi skaber et hjem, der hvor vi er.«

»Jeg skal nok skaffe os et hjem,« siger han næsten heftigt. »Becky, vi får et pragtfuldt hus, det lover jeg dig …«

»Det ved jeg, vi får.« Jeg klemmer hans hånd hårdt. »Men helt ærligt, det er lige meget.«

Og det siger jeg ikke bare for at være støttende. (Selv om jeg er en meget støttende kone). Og det føles virkelig, virkelig lige meget. Lige nu har jeg det, som om jeg er inden i en slags boble. Det virkelige liv er på den anden side, kilometer væk. Det eneste, der betyder noget, er barnet.

»Se!« siger jeg, da hun pludselig gaber. »Hun er kun otte timer gammel, og hun kan gabe! Hvor er hun dygtig!«

I et stykke tid stirrer vi begge to ned i babysengen fulde af ærefrygt, mens vi håber, at hun gør noget mere.

»Måske bliver hun premiereminister en dag!« siger jeg stille. »Ville det ikke være sejt? Så kan vi få hende til at lave alle de ting, vi gerne vil have!«

»Men det ville hun ikke gøre.« Luke ryster på hovedet. »Hvis vi bad hende om det, ville hun gøre det præcis modsatte.«

»Hun er en rigtig oprører!« Jeg lader en finger glide ned over hendes lillebitte pande.

»Hun har sin egen mening,« retter Luke mig. »Se bare, hvordan hun ignorerer os nu.« Han læner sig tilbage på sengen. »Så hvad skal vi kalde hende? Ikke Grisabella.«

»Ikke Rhapsody.«

»Ikke Persille.« Han tager 1.000 pigenavne og begynder at bladre i den.

Imens stirrer jeg bare på hendes sovende ansigt. Dette ene navn bliver ved med at dukke op i mit hoved, hver gang jeg ser på hende. Det er næsten, som om hun siger det til mig.

»Minnie,« siger jeg højt.

»Minnie,« gentager Luke, eksperimenterende. »Minnie Brandon. Det kan jeg faktisk godt lide.« Han ser op og smiler. »Det kan jeg rigtig godt lide.«

»Minnie Brandon.« Jeg kan ikke lade være med at smile stort igen. »Det lyder godt, ikke? Miss Minnie Brandon.«

»Opkaldt efter din tante Ermintrude, selvfølgelig?« Luke løfter øjenbrynene.

»Selvfølgelig!« Jeg kan ikke lade være med at fnise. »Bortset fra, at det er der ingen andre end os, der ved.«

Hendes højvelbårne Minnie Brandon QC OBE

Miss Minnie Brandon så fantastisk ud, da hun dansede med prinsen i en hellang balkjole fra Valentino …

Minnie Brandon har taget verden med storm …

»Ja.« Jeg nikker. »Det hedder hun.« Jeg læner mig ind over sengen og ser hendes brystkasse hæve og sænke sig ved hvert åndedrag. Så glatter jeg hendes sorte hår og kysser hende på den lillebitte kind. »Velkommen til verden, Minnie Brandon.«