TOOGTYVE

Så er det sket. Karlssonerne er flyttet ind i vores lejlighed. Alle vores møbler er blevet pakket sammen og flyttet. Vi er helt igennem hjemløse.

Men det er vi ikke rigtigt, for vi har fået lov at bo hos mor og far i et stykke tid. Som mor sagde, så har de masser af plads, og Luke kan pendle fra Oxshott station, og hun kan hjælpe til med Minnie, og vi kan spille bridge hver aften efter aftensmaden. Og det passer alt sammen lige bortset fra det der med at spille bridge. Det kan hun godt glemme. Aldrig i livet. Ikke engang med de Tiffany-bridgekort som mor købte til mig som bestikkelse. Hun bliver ved med at sige, at »det er så sjovt«, og »alle de unge mennesker spiller da bridge nu om dage.« Det er muligt.

Iøvrigt, så har jeg for travlt med Minnie til at sidde og spille bridge. Jeg har for travlt med at være mor.

Minnie er allerede fire uger gammel, og er en total partypige. Det vidste jeg, hun ville blive. Hendes yndlingstidspunkt er klokken et om natten, hvor hun begynder at synge »Ra ra ra«, og man kæmper sig ud af sengen med en fornemmelse af, at det højst er tre sekunder siden, man faldt i søvn.

Hun kan også ret godt lide klokken tre om morgenen. Og fem. Og en hel del tidspunkter derimellem. Hvis jeg skal være ærlig, så føler jeg mig fuldstændig udkørt og mast hver morgen.

Men på plussiden, så kører kabel-tv jo hele natten. Og Luke står tit op og holder mig med selskab. Han tager sig af sine e-mails, og jeg ser Venner med lyden skruet helt ned, og Minnie bliver ammet, som om hun var et sultende, nødlidende barn, der ikke fik mad for kun en time siden.

Det, man kan sige om babyer, er, at de ved virkelig, hvad de vil. Og det respekterer jeg. For eksempel viser det sig, at Minnie overhovedet ikke kan lide den håndlavede tremmeseng. Den gør hende totalt sur og sprællende, og det er lidt noget møg i betragtning af, at den kostede fem hundrede pund. Hun var heller ikke særligt imponeret over vuggen, eller moseskurven, selv ikke med Hollis Franklinsengetøjet med de fire hundrede tråde. Det, hun bedst kan lide, er at ligge og putte sig i nogens arme hele dagen og hele natten. Og det næstbedste er en gammel babylift, som mor hentede ned fra loftet. Den ser helt blød og slidt ud, men ret hyggelig. Så jeg leverede alt det andet tilbage og fik pengene igen.

Jeg sendte også Cirkustelt-puslebordet tilbage. Og Bugaboo’en og Warrioren. Faktisk en hel masse. Vi havde ikke brug for det. Vi har ikke engang noget hus at sætte dem i. Og alle pengene, dem gav jeg Luke, fordi … nå ja, jeg ville gerne hjælpe. Bare lidt.

Det gode er, at det ser ud til at lysne en anelse for Luke. Og det allerbedste er, at Iain Wheeler mistede sit job! Luke tøvede ikke – dagen efter at vi fik Minnie, aflagde han besøg hos Iains chefer sammen med sin advokat, og de havde en »kort samtale«, som Luke kaldte det. Det næste, vi hørte, var, at Iain Wheeler meddelte sin beslutning om at rejse fra Arcodas. Nu er der næsten gået en måned, og Gary, der ved noget om den slags, siger, at han ikke har fået et eneste jobtilbud endnu. Og det skyldes åbenbart, at alle har hørt rygtet om en eller anden mappe med belastende sagsakter om ham. Ha.

Men Luke vil ikke arbejde med Arcodas, heller ikke selv om Iain er væk. Han siger, at deres indstilling er lige så modbydelig, som den hele tiden har været. Og han har stadigvæk ikke fået nogen penge ud af dem. Han har lige lukket tre udenlandske afdelinger til ned, og det ser stadig lidt sort ud. Men … han er okay. Han tænker positivt og er allerede ved at planlægge nye oplæg, nye strategier. Vi snakker undertiden om dem om natten, og jeg fortæller ham alt, hvad jeg tænker. Og så glider samtalen på en eller anden måde altid hen på Minnie, og hvor utrolig og smuk og pragtfuld hun er.

Og nu står jeg i mors indkørsel med Minnie i armene, mens jeg ser chaufføren læsse vores ting af. Det meste er blevet opmagasineret, men der var selvfølgelig nogle få vigtige ting, vi var nødt til at tage med.

»Becky!« Mor kommer hen over indkørslen med en ustabil stak ugeblade i armene. »Hvor skal jeg gøre af de her, skat? I skraldespanden?«

»Det er ikke skrald!« protesterer jeg. »Det kan være, jeg gerne vil læse dem! Kan de ikke komme op i vores soveværelse?«

»Det er ved at være lidt fuldt …« Mor kigger på bladene og ser ud til at træffe en rask beslutning. »Jeg tror, vi bliver nødt til at give jer det blå værelse også.«

»Okay.« Jeg nikker. »Tak, mor.«

Vi opgav ikke huset uden kamp. Luke ringede til Fabia for at bønfalde hende, og det samme gjorde jeg, og det samme gjorde ejendomsmægleren. Men de udvekslede kontrakter med det andet par to dage efter, at Minnie blev født. Det eneste lyspunkt var, at jeg fik min Archie Swanstøvle tilbage, efter at jeg havde sendt Fabia fem trusselsmails. Ellers ville der også være blevet virkelig ballade.

»Flere sko.« En chauffør kommer forbi bærende på en flyttekasse. »Det indbyggede skab er fyldt op.«

»Det er i orden!« siger mor muntert. »Begynd at fylde det blå værelse. Nu skal jeg vise dig det …«

»Hvordan går det?« Luke kommer forbi i skjorteærmer, bærende på min Pilatesbold og to hatteæsker.

»Fint.« Jeg nikker og kigger på en medhjælp, der bærer min beautybox ind. »Det er underligt, det her, ikke?«

»Jo, ret underligt.« Han lægger armen om mig, og jeg læner mig ind mod ham. I nat var endnu mere underlig; alle møblerne var pakket sammen i flyttebilen, og der var bare en stor, tom lejlighed, fyldt med kasser. Ved firetiden om morgenen ville Minnie bare ikke sove, så jeg trak hendes uro med Brahms vuggevisen op og satte hende i babyselen. Luke lagde armene om os begge to, og så nærmest dansede vi rundt i værelset i måneskin.

Det var ikke gået op for mig før, at den sang var en vals.

»Luke!« Far kommer hen imod os med en stak post i hånden. »Der er brev til dig.«

»Der er nogen, der er effektive,« siger Luke overrasket. »Jeg har ikke givet denne her adresse til ret mange.« Han kigger på logoen bag på kuverten. »Ah. Det er fra Kenneth Prendergast.«

»Fedt!« Jeg foregiver entusiasme og laver ansigter til Minnie.

Luke flår kuverten op og scanner teksten. Et sekund senere læser han brevet nøjere. »Det er da ikke til at fatte,« siger han langsomt. Omsider løfter han hovedet og ser vantro på mig. »Det er om dig.«

»Mig?«

»Der er sendt en kopi af brevet til dig. Som Kenneth skriver, så er det en temmelig stor sag, så derfor ville han kontakte os begge to.

Liige hvad jeg har brug for. Klagebreve fra Kenneth.

»Han hader mig!« siger jeg forsvarsberedt. »Det er ikke min skyld. Jeg sagde bare, at han var snæversynet …«

»Det er ikke det.« Lukes mund fortrækker sig til et smil.

»Becky … det ser ud til, at du slog mig.«

»Hvad?« siger jeg forbløffet.

»En af dine investeringer har klaret sig overordentlig godt.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke sikker på, at Kenneth helt kan håndtere nyheden.«

Jeg vidste det. Jeg vidste, at jeg ville vinde.

»Hvad er det?« spørger jeg spændt. »Hvad gik godt? Det er

Barbierne, ikke? nej, Diorfrakken.«

»Websiten fabbesthandbagsoline.com går på børsen. Du kommer til at tjene bunker af penge.«

Jeg snupper brevet og lader blikke glide ned over det, mens jeg læser et ord her og der. Tre tusind procents fortjeneste … helt usædvanlig … uforudset …

Ha-di-ha! Jeg slog Luke!

»Så er jeg den mest økonomisk kløgtige og begavede i denne familie?« Jeg ser triumferende op.

»Dine Fremtidens Antikviteter er stadig en værdiløs bunke ragelse,« siger Luke, men han smiler stort.

»Og hvad så? Jeg slog dig alligevel! Du har masser af dejlige penge, lille skat!« Jeg kysser Minnie på panden.

»Når hun bliver enogtyve,« indskyder Luke.

Helt ærligt, Luke er bare så kedelig. Hvem har lyst til at vente, til de er enogtyve?

»Det bliver vi flere om at bestemme,« mumler jeg ind i hendes øre, mens jeg trækker tæppet op over hovedet på hende, så Luke ikke kan høre mig.

»Godt!« Mor kommer ud ad hoveddøren med en kop te i hånden. »Så er jeres soveværelse stort set fyldt op. Men det vil kræve en god portion sortering og oprydning, er jeg bange for. Det er noget af et rod.«

»Ikke noget problem,« råber Luke. »Tak, Jane!« Mor forsvinder ind igen, og han samler Pilatesbolden op. »Skal vi se at komme i gang?«

Jeg hader at sortere. Og rydde op. Hvordan slipper jeg for det nu?

»Faktisk, så havde jeg tænkt mig, at jeg ville gå en tur med Minnie,« siger jeg henkastet. »Jeg tror, hun trænger til noget frisk luft. Hun har været inde hele dagen.«

»God idé.« Luke nikker. »Så ses vi senere.«

»Vi ses! Farvel, far!« Jeg vinker med Minnies lillebitte hånd, mens Luke forsvinder ind i huset.

Jeg har ikke været klar over det før, men at få et barn er simpelthen den bedste undskyldning. For alt!

Jeg lægger Minnie i barnevognen, pakket rigtig dejligt ind, og lægger Knotty ned ved siden af hende for at holde hende med selskab. Jeg tror, at Minnie er ret glad for Knotty, faktisk. Og for Dobbelt-Knotty, som Jess gav hende.

Vi bruger den gammeldags, grå barnevogn, som jeg købte på udstillingen, for det første fordi jeg lod mig rive lidt med og sendte alle de andre barnevogne tilbage, og for det andet, fordi mor mener, at det er den, som bedst støtter Minnie i ryggen, »ikke ligesom de der nymodens vogne«. Jeg har tænkt mig at få den sprayet lyserød, så snart jeg kan – men det er bare ikke så nemt at finde en barnevognssprøjtemaler, sådan lige oven i højtiden.

Jeg lægger det pragtfulde lyserøde og hvide tæppe, som Lukes forældre gav hende, da de besøgte os i julen, ned om hende. De var så søde. De havde en kurv med muffins med til mig og sagde, at vi måtte bo hos dem (men Devon er bare lidt langt væk), og sagde, at Minnie var den mest vidunderlige baby, de nogensinde havde set. Og det viser bare, hvor god smag de har. I modsætning til Elinor, der ikke engang har været på besøg og bare sendte Minnie denne her hæslige antikke porcelænsdukke med slangekrøller og uhyggelige øjne, som noget, der er taget ud af en skrækfilm. Jeg har tænkt mig at sælge den på eBay og sætte pengene ind på Minnies konto.

Jeg tager min nye Marc Jacobs-frakke, som Luke gav mig i julegave, på, og binder mit Denny and George-tørklæde om halsen. Jeg har haft det på hele tiden, siden jeg kom hjem fra hospitalet. På en eller anden måde har jeg ikke lyst til at gå med andre tørklæder lige nu.

Jeg har hele tiden vidst, at det ville være en god investering. Der ligger en lille række butikker lige i nærheden af mor og far, og uden at det egentlig er min mening, går jeg i den retning. Ikke fordi jeg har tænkt mig at shoppe eller noget. Kun fordi det er en dejlig spadseretur.

Da jeg kommer hen til kiosken, ser der helt varmt og lyst og indbydende ud, og nærmest uden at tænke over det skubber jeg barnevognen ind. Minnie sover som en sten, og jeg går hen mod sektionen med blade og magasiner. Jeg kunne købe et blad til mor, det ville hun blive glad for. Jeg har netop rakt ud efter Good Housekeeping, da min hånd stivner. Der er Vogue.

Et splinternyt nummer af Vogue. Med en knaldblå overskrift, der lyder: LONDONS GUDESKØNNE GRAVIDE. Mine hænder fumler af spænding, da jeg tager bladet, flår det gratis rejsetillæg af og bladrer i det.

Det er da løgn! Der er et kæmpestort billede af mig! Jeg står på den svungne trappe i Missonikjolen, og billedteksten lyder: »Rebecca Brandon, shoppingguru og gift med pr-manden Luke Brandon, venter sit første barn.«

Den tidligere tv-personlighed Becky Brandons palæagtige, storslåede hus, der ligger i Maida Vale, er gennemsyret af hendes elegante stil. Hun har selv designet de fantastiske »hans« og »hendes« barneværelser, hvor der ikke er sparet på noget. »Kun det bedste er godt nok til mit barn,« siger hun. »Vi erhvervede selv møblerne fra en stamme af håndværkere, der lever i Mongoliet.«

Jeg blader – og der er ét til billede af mig, storsmilende, hvor jeg står i feprinsesse-barneværelset med hænderne hvilende på min mave. I et stort, farvet felt står et citat: »Jeg har fem barnevogne. Det er ikke for mange, synes jeg.«

Becky planlægger en naturlig vandfødsel med lotusblomster og bliver tilset af fødselslægen Venetia Carter. »Venetia og jeg er gode venner,« siger Becky begejstret. »Hun forstår mig i den grad. Det kan være, jeg beder hende om at være gudmor.«

Det føles alt sammen, som om det er en evighed siden. Som en helt anden verden.

Mens jeg stirrer ned på det smukke designerbarneværelse, kan jeg ikke lade være med at mærke et jag. Minnie ville have elsket det, det ved jeg, hun ville.

Nå, men skidt. Hun får et dejligt værelse en dag. Et endnu bedre et.

Jeg tager Vogue med hen til disken, og da jeg lægger det, ser ekspedienten op fra sit blad.

»Hej!« siger jeg. »Jeg vil gerne bede om det her, tak.«

Der er blevet lavet en ny udstilling i hjørnet, med et skilt hvorpå der står ’Gaver’, og mens ekspedienten låser kasseapparatet op, går jeg over for at kigge. Det er mest billedrammer og små vaser og et stativ med trediveragtige brocher.

»Du har været her før, har du ikke?« siger ekspedienten, mens hun scanner mit blad. »I julen var du herinde hele tiden.«

Hele tiden. Helt ærligt. Hvor folk dog overdriver.

»Jeg er lige flyttet tilbage til området.« Jeg sender hende et venligt smil. »Jeg hedder Becky.«

»Vi lagde godt mærke til dig.« Hun lægger Vogue i en plasticpose. »Vi kaldte dig Hende …« Hun tier brat, og jeg stivner. Hvad var hun lige ved at sige?

»Sssh!« siger den anden ekspedient, der rødmer og puffer til den første.

»Det gør ikke noget, jeg er ligeglad!« Jeg kaster nonchalant håret bagud. »Kalder I mig … Hende med Denny and George-tørklædet?«

»Nej.« Ekspedienten ser desorienteret ud. »Vi kalder dig Hende med Skodbarnevognen.«

Nå.

Hm! Så skod er den da heller ikke. Og bare vent, til den bliver sprayet lyserød. Den bliver totalt forrygende.

»Det bliver tre pund, tak,« siger hun og rækker hånden frem. Og jeg skal lige til at tage pungen frem – da jeg får øje på et stativ med rosenkvartshalskæder, der trykker sig mellem de andre gaver.

Ååh. Jeg elsker rosenkvarts.

»De er på udsalg,« siger ekspedienten, der følger mit blik.

»De er rigtig søde.«

»Ja. Det er de.« Jeg nikker tankefuldt.

Der er jo det, at vi formodes at spænde livremmen ind for øjeblikket. Vi fik os en ordentlig snak om det, da jeg kom hjem fra hospitalet, en masse med cash flow og bankgæld og sådan noget. Og vi blev enige om, at indtil Lukes forretning er mere stabil, så køber vi ikke noget unødvendigt.

Men jeg har ønsket mig en rosenkvartshalskæde i årevis. Og denne her koster kun femten pund, og det er virkelig et godt tilbud. Og jeg fortjener da en lille belønning efter at have vundet investeringskonkurrencen, gør jeg ikke?

Plus at jeg kan bruge min nye online indonesiske kassekredit, som Luke ikke ved noget om.

»Jeg tager en,« siger jeg efter en pludselig indskydelse og rækker ud efter en kæde med de iriserende, lyserøde perler.

Jeg afleverer mit Visakort, taster min kode og lader posen med Vogue glide over på barnevognens dække. Derefter propper jeg min yndige halskæde helt ned under Minnies tæpper, hvor ingen kan se den.

»Du må ikke sige noget til far,« mumler jeg ind i hendes øre. Hun siger ikke et ord.

Jeg mener, hun kan selvfølgelig ikke tale. Men selv hvis hun kunne, ved jeg bare, at hun ville holde mund. Vi har et særligt bånd mellem os allerede, Minnie og mig.

Jeg triller barnevognen ud af forretningen og ser på mit ur. Det haster ikke med at komme tilbage, hvis de stadigvæk rydder op. Og under alle omstændigheder, så skal Minnie snart have mad. Jeg kunne jo gå over på den italienske café, hvor de ikke har noget imod det.

»Skal vi gå over og få en dejlig kop kaffe?« Jeg skifter retning og går over mod caféen. »Bare dig og mig, Min.«

Da vi går forbi antikvitetsbutikken, fanger jeg et glimt af mit spejlbillede, og det giver et lille bitte sæt i mig ved synet. Jeg er en mor, der kører med en barnevogn. Jeg, Becky Brandon (født Bloomwood), er faktisk mor.

Jeg går ind på caféen, sætter mig ved et bord og bestiller en koffeinfri cappuccino. Så tager jeg forsigtigt Minnie op af barnevognen, mens jeg holder om hendes bløde, dunede hoved. Jeg tager hendes lyserøde og hvide tæppe af hende og mærker et brus af stolthed, da to ældre damer kigger over fra bordet ved siden af og begynder at sige til hinanden: »Sikke en yndig lille størrelse!« og »Sikke noget smart tøj!« og »Er det en ægte kashmircardigan, tror du?«

Minnie begynder at lave sine snøftende »Hvor er maden?« lyde, og jeg giver hendes lillebitte kind et kys. Jeg er Moren med det Mest Forrygende Barn i Verden. Og vi skal bare have det så fedt. Det ved jeg.

Bambino

975 Kings Road

London SW3

… for børn i alle aldre …

Miss Minnie Brandon 5.

januar 2004

The Pines

43 Elton Road

Oxshott

Surrey

Kære Miss Brandon

Tillykke med at du er blevet født!

Her hos Bambino er det os en stor glæde at fejre din ankomst til verden – og det vil vi gerne markere med et ganske særligt tilbud. Vi indbyder dig herved til at blive Børne-Guldkortmedlem af Bambino Klub.

Som Børne-Guldkortmedlem er du berettiget til:

·  Eftermiddagsarrangementer for særligt indbudte, hvor du kan prøve nyt legetøj (ifølge med en voksen)

·  en gratis juice ved hvert besøg

·  25% rabat på dine første køb med dit Guldkort

·  årlig julefest for alle Guldkort-indehavere

… og meget mere!

Det er ganske nemt at melde sig ind. Det eneste, mor og far skal gøre, er at udfylde den vedlagte formular – så har deres lille prinsesse Minnie sit første guldkort.

Vi glæder os til at høre fra dig snart.

Med venlig hilsen

Ally Edwards

Marketingchef