FEM

Okay. Her er, hvad jeg skal have på til mit allerførste besøg hos en must-have kendisfødselslæge:

Broderet kaftan ligesom Jemima Khan.

Graviditetsjeans (med elastikken skjult i lommerne, ikke med et stort, afskyeligt stykke strækstof).

Mit nye Elle MacPherson venteundertøj (syrenfarvet).
Prada-sandaler.

Jeg ser ganske godt ud, synes jeg. Håber jeg. Jeg retter på min kaftan, kigger mig i spejlet og kaster håret over skulderen.

»Hej,« mumler jeg. »Hej Kate. Hej Elle. Tænk, at jeg lige skulle løbe ind i dig. Jeg har dine bukser på!«

Nej. Ikke noget om bukserne.

Jeg ser nøje på mig selv en sidste gang, lægger et sidste lag pudder på – og tager min taske.

»Luke, er du klar?« råber jeg.

»Mmm.« Luke stikker hovedet rundt om døren til arbejdsværelset, mens han holder telefonen fast under hagen. »Lige et øjeblik, Iain.« Han lægger hånden over røret. »Becky, behøver jeg virkelig at tage med?«

»Hvad?« Jeg stirrer rædselsslagen på ham. »Selvfølgelig gør du det!«

Luke lader blikket glide ned over mit ansigt, som om han bedømmer alle aspekter af mit humør. »Iain,« siger han til sidst og vender tilbage til telefonen, »det er kompliceret, det her.« Han forsvinder ind i arbejdsværelset igen, og hans stemme falder til en mumlen.

Kompliceret? Hvad mener han med kompliceret? Vi skal til fødselslægen, længere er den ikke. Jeg begynder at trave frem og tilbage i hallen som en gal, mens rasende svar svirrer i mit hoved. Kan Iain ikke vente for én gangs skyld? Behøver hele vores liv at dreje sig om Arcodas? Vores barns fødsel er måske ikke vigtig for dig? Har jeg nogensinde betydet noget for dig?

Nå ja, okay, måske ikke den sidste.

Omsider dukker Luke igen op i døren. Telefonen er væk, og han er ved at tage sin habitjakke på.

»Hør her, Becky …« begynder han.

Jeg vidste det. Han tager ikke med.

»Du har aldrig villet med hen til Venetia Carter, vel?« Ordene vælter ud. »Du er forudindtaget imod hende! Jamen, fint! Så tag du dig bare af dine forretningsting, så tager jeg af sted alene!«

»Becky …« Han løfter den ene hånd. »Jeg tager med derhen.«

»Nå,« siger jeg, formildet. »Jamen, vi må hellere se at komme af sted. Det tager tyve minutter at gå derhen.«

»Vi kører derhen.« Han går ind i arbejdsværelset igen, og jeg følger efter ham. »Iain er på vej fra hotelgruppemødet. Han kan hente os, så kan vi tage et meget hurtigt møde i bilen, og bagefter går jeg med dig.«

»Okay,« siger jeg efter en pause. »Det lyder fint.«

Faktisk lyder det rædselsfuldt. Jeg kan ikke fordrage Iain Wheeler, og jeg har mindst af alt lyst til at sidde i en bil sammen med ham. Men det kan jeg ikke sige til Luke. Det er allerede en lille smule problematisk med mig og Arcodas.

Og det var slet ikke min skyld. Det var Jess’. For nogle måneder siden fik hun mig til at føre an i denne her store miljøprotest imod dem, uden at jeg anede, at de var Lukes nye, vigtige kunde. Luke fik det hele vendt til en positiv pr-ting, og dem fra Arcodas lod, som om de godt kunne se det fra den humoristiske side – men jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde er blevet tilgivet.

»Og jeg er ikke forudindtaget,« tilføjer Luke og glatter sit slips. »Men lad mig sige det allerede nu, Becky, at denne fødselslægedame skal være forbandet god, for at vi melder afbud til mr. Braine.«

»Luke, du bliver vild med hende,« siger jeg tålmodigt. »Det er jeg sikker på.«

Jeg stikker hånden i tasken for at sikre mig, at min telefon er ladet op, men standser midt i bevægelsen, da jeg får øje på noget på Lukes skrivebord. Det er et avisudklip fra finanssiderne om en eller anden ny investeringsforening, og ordet »Baby kapital?« står skrevet i margenen.

Ååh!

»Nå, Luke, du tænker nok på at sætte barnets penge i en investeringsforening, der følger et indeks?« siger jeg henkastet. »Interessant beslutning.«

Luke ser overrasket ud et øjeblik, og så følger han mit blik.

»Måske,« siger han lige så henkastet. »Eller måske er det lutter bluf for at narre den udspionerende modstander.«

»Modstanderen har ikke brug for at spionere.« Jeg sender ham et venligt smil. »Hun har sine egne fantastiske ideer. Ja, hvis du har brug for nogle tips, så skal jeg med glæde hjælpe. Mod et lille honorar.«

»Det er helt i orden,« siger han høfligt. »Det går altså godt? Med din egen investering.«

»Fantastisk, tak. Kunne ikke gå bedre.«

»Glimrende. Glæder mig at høre.«

»Ja … den seneste investering i japansk landbrug …« Jeg slår hånden op for munden. »Ups. Der sagde jeg for meget!«

»Ja, Becky, mig kan du nemt narre.« Luke griner smørret.

»Skal vi gå?«

Vi går ud af bygningen, og Luke hjælper mig ind i Ians sorte Mercedes-limo.

»Luke.« Iain nikker fra sit sæde ved vinduet. »Rebecca.« Iain er en tætbygget fyr i begyndelsen af fyrrene med kortklippet, gråsprængt hår. Han ser ganske godt ud, faktisk, men han har en frygtelig hud, hvilket han skjuler ved at være evigt solbrændt. Og han bruger for meget aftershave. Hvorfor gør mænd det?

»Tak for liftet, Iain,« siger jeg på min mest charmerende chefhustru-måde.

»Det var så lidt.« Iains blik falder på min svulmende mave. »Har du spist for mange kager, Rebecca?«

Ha ha.

»Noget i den retning,« siger jeg så venligt, jeg kan.

Da bilen kører ud fra kantstenen, tager Iain en slurk af sin takeaway-kaffe. »Og hvor længe er der så til den store dag?«

»Sytten uger.«

»Og hvordan vil du så udfylde tiden indtil da? Og sig ikke – yogatimer. Min kæreste er blevet yogafreak,« tilføjer han til Luke uden så meget som at give mig chance for at svare. »Noget værre sludder og vrøvl, hvis du spørger mig.«

Helt ærligt. For det første er yoga ikke sludder og vrøvl, det er en måde at kanalisere sin ånd gennem livets chakraer eller noget i den retning.

Og for det andet, så har jeg ikke brug for noget til at udfylde min tid, tak.

»Faktisk, Iain, så er jeg chef for personlig shopping i et af Londons bedste stormagasiner,« meddeler jeg ham. »Så jeg har ikke megen tid til yoga.«

»Et stormagasin?« Han snurrer rundt på sædet og ser på mig. »Det vidste jeg ikke. Hvilket et?«

Det sølvfad smed jeg mig selv op på.

»Det er … ret nyt,« siger jeg og undersøger mine negle. »Og hedder?«

»Det hedder … The Look.«

»The Look?« Iain skraldgriner vantro og er nær ved at tabe kaffen. »Luke, du har da ikke fortalt mig, at din kone arbejder for The Look. Går arbejdet langsomt nok for dig, Rebecca?«

»Det er ikke så slemt,« siger jeg høfligt.

»Ikke så slemt? Det er det største detailhandelsflop nogensinde! Jeg håber, du har skilt dig af med din aktieoption!« Han skraldgriner igen. »Du regner forhåbentlig ikke med at få julebonus, vel?«

Han er efterhånden begyndt at irritere mig. Én ting er, at jeg taler uforskammet om The Look, det er jo min arbejdsgiver. Men det er noget helt andet, når andre mennesker er uforskammede.

»Faktisk, så tror jeg, at The Look står over for et vendepunkt,« siger jeg køligt. »Vi har haft en vanskelig start, det medgiver jeg, men alt det grundlæggende er der.«

»Jamen, så held og lykke.« Iains ansigt er helt krøllet sammen af morskab. »Vil du have et godt råd? Jeg ville se mig om efter et andet job.«

Jeg fremtvinger et smil – og vender mig derefter om for at kigge ud ad vinduet, frådende. Mand, hvor er han nedladende. Jeg skal vise ham. The Look kan godt blive en succes. Der er bare brug for … nå ja, der er brug for kunder for nu at begynde et sted.

Bilen kører ind til kantstenen, og den uniformerede chauffør stiger ud og åbner døren.

»Endnu en gang tak for liftet, Iain,« siger jeg høfligt. »Luke, vi ses derinde.«

»Mmm …« Luke nikker og rynker panden, mens han åbner sin mappe. »Det varer ikke så længe. Nå, Iain, hvad var så problemet med det forslag?«

Da chaufføren giver slip på mig på fortovet, er de to mænd allerede fordybet i papirarbejde.

»Klarer De Dem herfra?« Chaufføren gør en bevægelse i retning af hjørnet. »Fencastle Street ligger lige dér, men jeg kan ikke komme helt derhen på grund af pælene.«

»Ikke noget problem, jeg kan sagtens gå derhen. Åh, bortset fra at jeg har glemt min taske …« Jeg bøjer mig ind i bilen, hvor Iain taler.

»Når jeg vil have den slags beslutninger taget, Luke, så skal jeg fandme nok tage dem.« Hans hårde tonefald overrasker mig, og jeg ser Luke krympe sig.

Det er helt ufatteligt. Hvem tror den mand, han er? Bare fordi han er en stor kanon, tror han så, at han kan tillade sig at være grov over for andre? Jeg får lyst til at sætte mig ind i bilen og fortælle ham præcis, hvad jeg mener om ham.

Men det vil Luke nok ikke synes om.

»Vi ses, skat.« Jeg giver hans hånd et klem og tager min taske. »Og kom snart.«

Jeg er lidt for tidligt på den, så jeg benytter lejligheden til at friske min læbestift op og børste hår. Så går jeg hen til hjørnet og drejer ned ad Fencastle Street. Der ligger en stor, imponerende pudset bygning cirka tyve meter fremme, og ordene »Holistic Birth Centre, Venetia Carter« er graveret ind i glasset. Og ovre på den modsatte side af gaden står en gruppe fotografer med linserne rettet direkte mod døren.

Jeg standser brat op, og mit hjerte begynder at slå hurtigere. Det er paparazzier. De knipser løs! Hvem er de – hvad er de –

Åh Gud. Det er den nye Bond-pige! Hun går hen imod bygningen iført en lyserød, stropløs Juicy-bluse over jeans og med en helt tydelig mave. Jeg kan høre fotograferne råbe: »Denne vej«, »Herover!« og »Hvornår skal det være?«

Hvor er det cool!

Jeg prøver at se nonchalant ud, mens jeg skynder mig hen ad fortovet og når frem til døren samtidig med hende. Kameraerne klikker stadig løs bag ved os. Jeg kommer i alle sladderbladene med en Bond-pige!

»Hej,« mumler jeg henkastet, da hun trykker på knappen. »Jeg hedder Becky. Jeg er også gravid. Flot bluse!«

Hun ser på mig, som om jeg er idiot, hvorefter hun uden et ord skubber døren op.

Nå, hun var ikke særlig venlig. Men skidt, det er jeg sicker på, at de andre er. Jeg følger efter hende gennem en elegant, klinkebelagt hall og derefter ind i et stort lokale med syrenfarvede fløjlsstole, en receptionsskranke og et enormt Jo Malone-lys, der står og brænder på et bord i midten.

På vej hen til skranken i hælene på Bond-pigen kigger jeg hastigt rundt i lokalet. To piger i jeans, der nemt kunne være supermodeller, sidder og læser OK!, mens de peger billeder ud for hinanden. En højgravid pige i Missoni sidder overfor, opløst i gråd, mens hendes mand holder hende i hånden og bekymret siger: »Lille skat, vi kan godt kalde barnet Aspen, hvis du synes. Jeg vidste bare ikke, at du mente det alvorligt!«

Aspen.

Aspen Brandon.

Lord Aspen Brandon, Earl of London.

Hmm. Ved ikke rigtig.

Bond-pigen bliver færdig med at tale med receptionsdamen, hvorefter hun går hen og sætter sig i et hjørne.

»Kan jeg hjælpe Dem?« Receptionsdamen ser på mig.

»Ja tak,« siger jeg med et stort smil. »Jeg har en tid hos Venetia Carter. Mrs. Rebecca Brandon.«

»Værsgo at tage plads, mrs. Brandon. Miss Carter tager imod Dem om et øjeblik.« Receptionsdamen smiler og rækker mig en brochure. »Noget indledende læsestof. Og De er velkommen til at tage noget urtete.«

»Tak!« Jeg tager brochuren og sætter mig over for supermodellerne. Blid panfløjtemusik lyder fra højttalerne, og på satinbetrukne opslagstavler sidder billeder af mødre med nyfødte børn. Det er lysår fra mr. Braines kedelige, gamle venteværelse med dets plasticstole og rædselsfulde gulvtæppe og plakater om folinsyre.

Luke bliver bare så imponeret, når han kommer. Jeg vidste, at det var den rigtige beslutning! Jeg begynder lykkeligt at bladre i brochuren, mens jeg læser en overskrift her og der. Fødsel i vand … Fødsel med zoneterapi … Hypnofødsel …

Måske jeg skulle vælge en hypnofødsel. Hvad det så ellers er.

Jeg sidder og kigger på et billede af en pige, der holder et spædbarn i noget, der ligner en kæmpestor jacuzzi, da receptionsdamen kalder på mig.

»Mrs. Brandon? Så er Venetia klar.«

»Ja!« Jeg lægger brochuren fra mig og ser bekymret på mit ur. »Jeg er bange for, at min mand ikke er kommet endnu. Det varer kun nogle få minutter …«

»Det gør ikke noget.« Hun smiler. »Jeg sender ham ind, når han kommer. Værsgo, det er denne vej.«

Vi når hen til en cremefarvet dør, og receptionsdamen banker to gange, før hun åbner den og lader mig træde ind. »Venetia, det her er mrs. Brandon.«

»Mrs. Brandon!« En utroligt smuk kvinde med langt, knaldrødt hår kommer hen imod mig med fremstrakt hånd. »Velkommen til det holistiske fødselscenter.«

»Hej!« Jeg smiler igen. »Kald mig Becky.«

Wow. Venetia Carter ligner en filmstjerne! Hun er meget yngre, end jeg havde regnet med, og spinklere. Hun er klædt i en figursyet Armani-buksedragt og knitrende hvid skjorte, og hendes hår er trukket væk fra ansigtet med en hårbøjle af skildpaddeskjold.

»Det glæder mig at hilse på dig, Becky.« Hendes stemme er klokkeren og melodiøs, ligesom Den gode heks i Troldmanden fra Oz. »Sæt dig ned, så vi kan få os en lille snak.«

Hun har vintage Chanel-pumps på, ser jeg, da jeg sætter mig ned. Og se lige den skønne gule topas, hun har hængende i en sølvkæde om halsen.

»Jeg vil gerne sige tak for, at De fandt tid til mig på så sent et tidspunkt,« siger jeg hurtigt, mens jeg rækker hende min journal. »Det er jeg meget glad for. Og jeg er vild med Deres sko!«

»Tak!« Hun smiler. »Nå, lad os så se. Du er i treogtyvende uge … første barn …« Hendes manicurerede finger løber ned over mr. Braines notater. »Nogen problemer med graviditeten? Er der en grund til, at du har forladt den læge, du har haft indtil nu?«

»Jeg ville bare gerne have en mere holistisk tilgang,« siger jeg og læner mig ivrigt frem. »Jeg har læst Deres brochure, og jeg synes, at alle Deres behandlinger lyder fantastiske.«

»Behandlinger?« Hendes blege bryn rynker.

»Fødsler,« retter jeg det hurtigt til.

»Lad os se.« Venetia Carter tager et flødefarvet chartek op af en skuffe og skriver med en sølvfyldepen »Rebecca Brandon« på forsiden med flot skråskrift. »Der er masser af tid til at beslutte, hvilken tilgang til fødslen, du ønsker. Men lad mig først få lidt mere at vide om dig. Du er gift, kan jeg forstå?«

»Ja.« Jeg nikker.

»Og kommer din mand i dag? Det er måske mr. Brandon?«

»Han burde være her.« Jeg klikker undskyldende med tungen. »Han har lige et hurtigt forretningsmøde udenfor i bilen. Men han kommer lige straks.«

»Det er fint.« Hun løfter hovedet og smiler, så man kan se hendes perfekte og helt hvide tænder. »Jeg er sikker på, at din mand er begejstret over at skulle have et barn.«

»Ja, det er han!« Jeg skal lige til at fortælle hende om dengang, vi fik den første scanning, da døren går op.

»Mr. Brandon er her,« siger receptionsdamen, og Luke træder hurtigt ind ad døren, mens han siger: »Undskyld, undskyld, jeg ved godt, at jeg kommer for sent …«

»Nå, der er du Luke!« siger jeg. »Kom og hils på miss Carter.«

»Nej!« Hun ler. »Kald mig Venetia, det gør alle …«

»Venetia!« Luke er standset brat op og stirrer på Venetia Carter, som om han ikke kan tro sine egne øjne. »Venetia? Er det dig?«

Venetia Carters mund går op. »Luke?« siger hun. »Luke Brandon?«

»Kender I to hinanden?« siger jeg forbløffet.

Et øjeblik er der ingen, der siger noget.

»Vi gik på Cambridge sammen,« siger Luke omsider. »For mange år siden. Men …« Han gnider sig i panden. »Venetia Carter. Er du blevet gift?«

»Jeg tog navneforandring,« siger Venetia med et bedrøveligt smil. »Ville du ikke have gjort det?«

»Hvad hed du så, før du skiftede navn?« spørger jeg høfligt, men ingen af dem lader til at høre mig.

»Hvor mange år er det siden?« Luke ser stadig helt lamslået ud.

»For mange. Alt for mange.« Hun lader en hånd glide gennem sit hår, og det falder tilbage på plads i et perfekt, rødt vandfald. »Ser du stadig nogen fra den gamle Brownsflok? Jonathan, for eksempel? Eller Matthew?«

»Mistede forbindelsen.« Luke trækker på skulderen. »Og du?«

»Jeg havde forbindelse med nogle få af dem, mens jeg var i USA. Nu, hvor jeg er tilbage i London, mødes nogle af os, når vi kan …«

Hun bliver afbrudt af en bippende lyd. Hun fisker en personsøger op af lommen og slukker den. »Undskyld mig, jeg bliver lige nødt til at ringe. Jeg går ind ved siden af.«

Da hun forsvinder, ser jeg på Luke. Hans ansigt stråler, som om det er julemorgen.

»Kender du Venetia?« siger jeg. »Det var dog utroligt!«

»Ja, ikke?« Han ryster vantro på hovedet. »Hun hørte til en flok, jeg sås med på Cambridge. Og selvfølgelig, dengang hed hun Venetia Grime.«

»Grime?« Jeg kan ikke lade være med at fnise.

»Ikke ligefrem det bedste navn til en læge,« siger han og smiler til mig. »Jeg kan godt forstå, hun ændrede det.«

»Og kendte du hende godt?«

»Vi gik på samme college.« Luke nikker. »Hun var ufatteligt begavet, Venetia. Meget dygtig. Jeg har altid vidst, at hun nok skulle klare sig godt i livet …« Han afbryder sætningen, da døren går op, og Venetia træder ind.

»Det må I undskylde!« Hun går hen og sætter sig på forkanten af sit skrivebord med det ene Armaniklædte bukseben skødesløst hen over det andet. »Hvor var vi?«

»Jeg sagde lige til Luke, at det dog var et utroligt sammentræf!« siger jeg. »At du og han allerede kender hinanden.«

»Ja, er det ikke fantastisk?« Hun ler sin ringlende latter. »Af alle de hundreder af patienter jeg har haft, har der aldrig før været en, som var gift med en ekskæreste!«

Smilet stivner en anelse på mit ansigt.

Ekskæreste?

»Jeg stod netop og prøvede at komme i tanke om, hvor længe vi kom sammen, Luke,« tilføjer hun. »Var det et år?«

Kom de sammen i et år?«

»Det kan jeg ikke huske,« siger Luke henkastet. »Det er længe siden.«

Lige et øjeblik. Vent liiige et øjeblik. Spol tilbage. Der er vist noget her, jeg ikke har fået helt fat i.

Var Venetia Carter Lukes kæreste på Cambridge? Men … han har aldrig omtalt hende. Jeg har aldrig så meget som hørt om en Venetia før.

Jeg mener … ikke at det betyder noget. Hvorfor skulle det det? Jeg er jo ikke typen, der går op i gamle kærester fra fortiden. Jeg er af natur et meget ikke-jaloux menneske. Faktisk, så vil jeg sandsynligvis aldrig nævne det.

Eller måske vil jeg, bare sådan henkastet.

»Elskede, jeg kan slet ikke huske, at du har nogensinde har talt om Venetia,« siger jeg til Luke med en afslappet, lille latter. »Er det ikke underligt?«

»Det skal du ikke tænke på, Rebecca.« Venetia læner sig frem med en fortrolig mine. »Jeg ved udmærket godt, at jeg aldrig var Lukes store kærlighed.«

Jeg mærker en varm blussen af henrykkelse indeni. »Nåh,« siger jeg og prøver at se beskeden ud. »Men …«

»Det var Sacha de Bonneville,« tilføjer hun.

Hvad? Hvad?

Lukes store kærlighed var ikke Sacha de Bonneville, fanden tage hende! Det er mig! Hans kone!

»Bortset fra dig, selvfølgelig, Rebecca!« udbryder hun med en undskyldende latter. »Jeg talte kun om dengang. I Brownsflokken. Nå, men,« Venetia kaster sit funklende, røde hår over skulderen og tager sit clipboard og sin kuglepen igen, »tilbage til fødslen.«

»Ja,« siger jeg og genvinder fatningen. »Jo, jeg havde tænkt på at få en af de der vandfødsler med lotusblomster …«

»Du skulle for resten tage og komme med en aften, Luke,« afbryder Venetia mig. »Og hilse på nogle af de gamle rødder.«

»Det vil jeg meget gerne!« siger Luke. »Det vil vi meget gerne, ikke, Becky?«

»Jo,« siger jeg efter en pause. »Fed idé.«

»Undskyld jeg afbrød dig, Becky.« Venetia smiler til mig.

»Fortsæt endelig. En vandfødsel, sagde du?«

Vi er derinde i femogtyve minutter mere og taler om vitaminer og blodprøver og en hel masse andet. Men hvis jeg skal være ærlig, så er min hjerne ikke rigtigt med.

Jeg forsøger at koncentrere mig, men der kommer hele tiden distraherende billeder inde i mit hoved. For eksempel Luke og Venetia klædt i fuldt Cambridge studenterudstyr, mens de kysser lidenskabeligt i en punt. (Mener jeg en punt? Eller en gondol? Den der bådting med en stang, i hvert fald.)

Og jeg ser også hele tiden hans hænder glide gennem hendes lange, røde hår. Mens han mumler: »Venetia, jeg elsker dig.«

Og det er da dumt. Jeg vil vædde på, at han aldrig har sagt til hende, at han elsker hende.

Jeg vil vædde … tusind pund.

»Becky?«

»Åh!« Jeg vender tilbage til virkeligheden, og det går pludselig op for mig, at konsultationen er slut. Både Luke og Venetia står op og venter på mig.

»Så du laver en fødselsplan til mig, Rebecca?« siger Venetia, da hun åbner døren.

»Det gør jeg!«

»Ikke noget alt for kompliceret!« Hun smiler. »Jeg vil bare gerne have et overordnet billede af, hvordan du forestiller dig fødslen. Og Luke, jeg ringer til dig. Jeg ved, at nogle af de gamle rødder vil være vilde med at se dig.«

»Herligt!« Han ser helt opstemt ud, da han kysser hende på begge kinder. Så går døren i, og vi går hen ad gangen igen.

Jeg ved ikke, hvad Luke tænker på.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg tænker på, hvis jeg skal være ærlig.

»Nå,« siger Luke omsider, »meget imponerende. Meget, meget imponerende.«

»Øh … ja!«

»Becky.« Luke standser pludselig op. »Jeg vil gerne undskylde.

Du havde ret, og jeg havde uret.« Han ryster på hovedet. »Du må undskylde, at jeg var så negativ omkring at skulle herhen. Du har ret, jeg var forudindtaget og dum. Men du har truffet den helt rigtige beslutning.«

»Godt.« Jeg nikker adskillige gange. »Så … så synes du, at vi skal vælge Venetia?«

»Bestemt!« Han ler, forundret. »Gør du ikke? Er det ikke det, du har drømt om, at gå hos hende?«

»Øh … jo,« siger jeg og folder min brochure om Muligheder for alternativ smertelindring igen og igen. »Selvfølgelig er det det.«

»Lille skat. Elskede.« Luke har pludselig en bekymret rynke i panden. »Hvis du på nogen måde føler dig truet af mit gamle forhold til Venetia, så lad mig forsikre dig …«

»Truet?« Jeg afbryder ham ubekymret. »Vær nu ikke latterlig! Jeg føler mig ikke truet.«

Måske føler jeg mig bare en anelse truet. Men hvordan skal jeg kunne sige det til Luke?

»Godt I stadig er her!« Venetias klokkestemme lyder ringlende i gangen, og da jeg vender mig om, ser jeg hende komme hen imod os med sit clipboard i hånden. »Husk at hente din velkomstpakke, før du går, Rebecca! Vi har alle mulige lækre ting til dig. Og der var også en anden ting, jeg lige ville nævne …«

»Venetia.« Luke afbryder hende midt i sætningen. »Lad mig være ærlig. Vi gik netop og diskuterede det … vores tidligere forhold. Og jeg er ikke sikker på, at Becky har det så godt med det.« Han tager min hånd, og jeg knuger taknemligt hans.

Venetia puster ud og nikker.

»Naturligvis,« siger hun. »Rebecca, jeg forstår udmærket. Hvis det på nogen måde går dig på, så skal du helt sikkert overveje at gå et andet sted. Og jeg bliver ikke fornærmet.« Hun sender mig et venligt smil. »Jeg kan ikke sige andet … end at jeg er professionel. Hvis du beslutter dig for at blive her hos mig, skal jeg hjælpe dig til at få den allerbedste fødselsoplevelse, jeg kan. Og for det tilfælde, at du var virkelig bekymret …« Hun ser på mig med funklende øjne. »Så har jeg en kæreste!«

»Tænk ikke på det! Så usikker er jeg da heller ikke!« siger jeg og deltager i hendes muntre latter.

Hun har en kæreste! Så er alt okay!

Jeg ved da heller ikke, hvordan jeg kunne tro andet. Mand, graviditeten gør mig paranoid.

»Så,« siger Venetia Carter, »nu synes jeg, at I to skal gå herfra, tænke over det, og så har I jo mit nummer …«

»Jeg behøver ikke at tænke over det,« siger jeg og smiler bredt til hende. »Bare vis mig, hvor velkomstpakkerne er!«

Kenneth Prendergast

Prendergast de Witt Connell Økonomisk rådgiver

Forward House

394 High Holborn · London WC1V 7EX

Mrs. R. Brandon

37 Maida Vale Mansions

Maida Vale

London NW6 0YF

20. august 2003

Kære mrs. Brandon

Tak for Deres brev. Jeg er bekendt med det »investeringsvæddemål«, der er indgået mellem Dem og Deres mand. Lad mig forsikre Dem om, at jeg ikke vil afsløre Deres allokering af midler over for ham, ej heller vil jeg »sælge dem som en russisk spion«.

Som svar på Deres forespørgsel kan jeg anføre, at en investering i guld efter min mening vil være et meget klogt valg til Deres barn. Guld har klaret sig godt de sidste år og vil efter min opfattelse fortsætte med at gøre det.

Med venlig hilsen

Kenneth Prendergast

Investeringsrådgiver, familieområdet