Prolog

Det første, hun så, var trusserne, der hang i en busk. De viftede en anelse i vinden, lyste svagt rosa mod det frodige, grønne løv. Hendes umiddelbare reaktion var vrede. At de unge da ikke kunne vise respekt for noget som helst. Ikke engang de døde kunne få lov at hvile i fred.

Hun fortabte sig i grublerier omkring samfundets forfald, mens hunden snusede videre langs stakittet. Da hun fulgte efter dyret op langs den sydvendte side af kirkegården, så hun det ene ben i nærheden af klyngen af små træer. Hendes vrede tog til, en sådan frækhed! Jo, hun havde skam set dem, når de svansede frem og tilbage på fortovene om aftenen, let påklædte og højrøstede, havde set, hvordan de gjorde sig til for de unge mænd. At det var varmt, var ingen undskyldning.

Hunden besørgede i græsset langs stakittet. Hun vendte blikket bort og lod, som om hun ikke så det. Der var alligevel ikke nogen ude så tidligt. Der var ingen grund til at ulejlige sig med posen.

– Kom Jesper, lokkede hun og trak hunden væk mod legepladsen i den østlige ende af parken. Kom så med dig, mors lille vovse…….

Hun kastede et blik over skulderen, da hun bevægede sig væk fra stakittet. Hun kunne ikke længere se benet, der var skjult af parkens tætte løv.

Det ville blive lige så hedt i dag, det kunne hun allerede mærke. Sveden dryppede fra hendes pande, skønt solen ikke engang var stået op endnu. Hun stønnede tungt, da hun gik op ad bakken. Hunden sled i snoren. Dens tunge hang allerede så langt ude af gabet, at den rørte græsset.

Hvordan kunne man dog lægge sig til at sove på en kirkegård, på de dødes hvilested? Var det virkelig det, feministerne var ude på, at kunne opføre sig uværdigt og respektløst?

Hun var stadig oprørt. Den stejle bakke gjorde hende i endnu dårligere humør.

Man burde skaffe sig af med hunden, tænkte hun og fik straks dårlig samvittighed. Som for at kompensere for sine onde tanker bøjede hun sig ned for at tage snoren af den og tage den op i armene. Hunden rev sig løs og styrtede af sted efter et egern. Hun sukkede. Hendes omsorg blev alligevel ikke påskønnet.

Med endnu et suk lod hun sig falde ned på en bænk, mens Jesper gjorde sit bedste for at jage livet af egernet. Efter et stykke tid var hunden fuldstændig udmattet og anbragte sig bjæffende under det grantræ, hvor den lille gnaver havde skjult sig. Hun blev siddende, til hun så, at hunden var træt af at vente, rejste sig og mærkede, hvordan tøjet klæbede til ryggen. Tanken om de mørke svedpletter langs rygraden generede hende.

– Lille Jesper, kom så, mors vovse…..

Hun viftede med en plasticpose fuld af hundekiks, og den kortbenede bulldog satte kurs mod hende. Tungen hang og slaskede ud af munden på den, det så ud, som om den lo.

– Ja, det er lige noget for dig, det er jeg fuldstændig klar over, lille ven…..

Hun gav hunden hele posens indhold og benyttede lejligheden til at give den snoren på igen. Det var på tide at komme tilbage. Nu havde Jesper fået sit. Nu var det hendes tur, kaffe og rundstykke.

Men hunden havde ikke den mindste lyst til at gå ind. Den havde igen fået øje på egernet, og styrket af hundekiksene var den klar til at tage jagten op igen. Den protesterede højlydt og rasende.

– Jeg har ikke lyst til at være ude længere, skældte hun. Kom nu!

De gik en omvej for at komme uden om de afsvedne græsbakker, der førte hjem. Det kunne lige gå an at gå opad, men på vejen ned fik hun altid ondt i knæene.

Hun befandt sig skråt over for det nordøstlige hjørne, da hun fik øje på liget. Det lå halvt skjult i kirkegårdens grønne bevoksning, lystfuldt udstrakt bag en delvist ødelagt granitsten. Et stykke af davidsstjernen lå ved siden af hendes hoved. Og først da meldte rædslen sig. Liget var nøgent, alt for stille og hvidt. Hunden rev sig løs og for hen mod stakittet med snoren dansende som en rasende slange bag sig.

– Jesper!

Det lykkedes den at mase sig ind mellem to tremmer i stakittet og fortsætte hen mod den døde kvinde.

– Jesper, kom her!

Hun skreg så højt, hun turde, hun ville jo ikke vække de omkringboende. Mange sov med vinduet åbent i varmen, stenhusene i den indre by nåede ikke at køle ned i de korte nætter. Hun rodede som en rasende i plasticposen, men der var ikke flere hundekiks tilbage.

Bulldoggen standsede op ved kvinden og betragtede hende opmærksomt. Så gav den sig til at snuse, først prøvende, så ivrigt. Da den kom til hendes kønsorganer, kunne hun ikke længere beherske sig.

– JESPER! Nu kommer du her!

Hunden så op, men gjorde ikke mine til at adlyde. I stedet gik den hen til kvindens hoved og begyndte at snuse til hænderne, der lå op mod ansigtet. Til sin forfærdelse så hun, hvordan hunden gav sig til at bide i kvindens fingre. Hun mærkede kvalmen og tog et solidt greb i de sorte jernstænger. Forsigtigt flyttede hun sig til venstre, bøjede sig ned og så ind mellem gravstenene. Fra to meters afstand så hun direkte ind i kvindens øjne. De var lyse og lidt matte, stumme og kolde. Hun fik en ejendommelig fornemmelse af, at alle lyde omkring hende forsvandt, og en summetone begyndte at lyde i hendes venstre øre.

Jeg må se at få hunden væk herfra, tænkte hun, og jeg kan ikke sige, at Jesper har bidt i hende.

Hun lagde sig på knæ og strakte hånden så langt, hun kunne ind bag stakittet. Hendes strittende fingre pegede direkte mod de døde øjne. Hendes tykke overarm truede med at kile sig fast mellem stakittets tremmer, men hun fik da fat i hundesnoren. Hunden stak i et hyl, da hun trak i læderremmen. Den ville ikke slippe sit bytte og havde bidt sig fast i liget, der fulgte med et lille stykke.

– Din forbandede, dumme hund!

Med et bump og et bjæf ramlede den ind i jernstakittet. Med rystende hænder tvang hun hunden ud gennem tremmerne igen. Hun bar den, som hun aldrig havde båret den før, med begge hænder i et fast greb om dens mave. Hun ilede ned mod gaden, gled med hælen i græsset og forstrakte en muskel i lysken.

Først da hun havde låst døren til sin lejlighed og fik øje på trævlerne af kød i hundens gab, kastede hun op.