Del et
Juli

Sytten år, fire måneder og seksten dage

Jeg troede kun, kærligheden var til for andre, for dem, der er synlige, og som man regner med. Min fejlvurdering synger i mig, jeg jubler af lykke. Det er mig, han vil have.

Beruselsen, den første berøring, lokken af hår, der faldt ned i øjnene på ham, da han så på mig, nervøs, ikke spor stor i slaget. Alt stod skærende klart, lyset, den totale følelse af fuldendelse, fortovet, den varme husmur. Jeg fik den, jeg ville have.

Han er midtpunktet. De andre piger smiler og flirter, men jeg er ikke jaloux. Jeg stoler på ham. Jeg ved, at han er min. Ser ham fra den anden ende af lokalet, lyst hår, der gnistrer, bevægelsen, når han stryger det bagover, stærk hånd, min hånd. Mit bryst snører sig sammen, et bånd af lykke, jeg bliver åndeløs, får tårer i øjnene. Lyset hænger ved ham, gør ham stærk og hel.

Han siger, at han ikke kan klare sig uden mig. Sårbarheden ligger lige under hans glatte hud. Jeg ligger på hans arm, og han lader sine fingre kærtegne mit ansigt.

Du må aldrig forlade mig,

siger han,

jeg kan ikke leve uden dig.

Og jeg lover.