Lørdag den 28. juli

– Der ligger en død pige i Kronobergsparken.

Stemmen var stakåndet, sproget vidnede om et regelmæssigt forbrug af amfetamin. Annika Bengtzon slap skærmen med blikket og fumlede efter en pen på det rodede skrivebord.

– Hvordan ved du det? spurgte hun alt for skeptisk.

– Fordi jeg står her lige ved siden af, for fa’n!

Stemmen gik i falset, Annika fjernede røret lidt fra øret.

– Jaså, hvordan død? sagde hun og kunne selv høre, hvor idiotisk det lød.

– Jamen stendød, for helvede! Hvor død kan man være?

Annika så sig usikkert omkring på redaktionen. Spiken, nyhedschefen, sad og talte i telefon ved desken, Anne Snapphane sad og viftede sig med en skriveblok bag skrivebordet overfor, Billedpelle stod ved fotodesken og klikkede billeder frem.

– Jaså, ja, sagde hun og fandt en kuglepen i et tomt kaffekrus, rev et gammelt nyhedstelegram til sig og begyndte at skrive ned på bagsiden.

– I Kronobergsparken, sagde du. Hvor?

– Bag en gravsten.

– Gravsten?

Manden i røret gav sig til at græde. Annika ventede nogle sekunder i stilhed. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle fortsætte. De uofficielle kanaler, populært den Hede Linje, blev som oftest benyttet af spøgefugle og folk, der morede sig med at lave telefonsjov. Her havde hun en stærk kandidat til sidstnævnte kategori.

– Hallo……? sagde Annika forsigtigt.

Manden snød næse. Han tog nogle dybe indåndinger og fortalte så. Anne Snapphane iagttog Annika fra den anden side af bordet.

– At du gider blive ved med at tage den telefon, sagde hun, da Annika havde lagt røret. Annika reagerede ikke, men fortsatte med at kradse oplysninger ned på telegrammet.

– Jeg bliver nødt til at købe en is mere, inden jeg falder død om. Skal jeg købe noget med til dig? sagde Anne Snapphane og rejste sig.

– Jeg skal lige undersøge noget først, sagde Annika, tog røret og tastede det direkte nummer til alarmcentralen. Det stemte. Fire minutter tidligere havde man modtaget en melding om et dødsfald i nærheden af Kronobergsgatan.

Annika rejste sig og gik hen til nyhedsdesken med telegrammet i hånden. Spiken talte stadig i telefon og havde smidt fødderne op på skrivebordet. Annika stillede sig opfordrende lige foran ham. Nyhedschefen så irriteret op.

– Mistanke om mord, ung pige, sagde Annika og viftede med dataudskriften.

Spiken afsluttede samtalen ved omgående at lægge røret og anbringe fødderne på gulvet igen.

– Er det kommet fra nyhedsbureauet? spurgte han og klikkede på sin skærm.

– Nej, det er fra en kilde.

– Bekræftet?

– Alarmcentralen har det i det mindste også.

Spiken kastede et blik ud over redaktionen.

– Okay, sagde han. Hvem har vi på plads?

Annika tog mod til sig.

– Det er mit tip, sagde hun.

– Berit! skreg Spiken og rejste sig. Årets sommermord!

Berit Hamrin, en af de ældre journalister på bladet, tog sin håndtaske og kom hen mod desken.

– Hvor er Carl Wennergren? Arbejder han i dag?

– Nej, han har fri. Han er på vej Gotland rundt, sagde Annika. Og det var mit tip, det var mig, der tog imod det.

– Pelle, foto! skreg Spiken i retning af billedredaktionen.

Billedredaktøren stak tommelfingeren i vejret.

– Bertil Strand, råbte han.

– Okay, sagde nyhedschefen og vendte sig mod Annika. Hvad har vi?

Annika så ned på sine sjuskede notater og mærkede pludselig, hvor nervøs hun var.

– En død pige bag en gravsten på den jødiske kirkegård i Kronobergsparken på Kungsholmen.

– Det behøver vel for fanden ikke at være et mord.

– Hun er nøgen og stranguleret.

Spiken så vurderende på Annika.

– Og du vil tage sagen selv?

Annika svælgede og nikkede. Nyhedschefen satte sig igen og tog en blok frem.

– Okay, sagde han. Du kan tage derned sammen med Berit og Bertil. Sørg for, at vi får nogle gode billeder, resten af oplysningerne kan vi indhente senere, men billederne skal være lige i øjet.

Fotografen tog rygsækken med sit udstyr på ryggen, da han gik forbi nyhedsdesken.

– Hvor er det henne? sagde han henvendt til Spiken.

– Kronobergsområdet, sagde Spiken og løftede telefonrøret.

– Parken, sagde Annika og så efter sin taske. Kronobergsparken. Den jødiske kirkegård.

– Sørg lige for at sikre jer, at det ikke bare drejer sig om familiestridigheder, sagde Spiken og tastede et nummer til London.

Berit og Bertil Strand var allerede på vej mod elevatoren og garagen, men Annika tøvede et øjeblik.

– Hvad mener du med det? sagde hun.

– Præcis det jeg siger. Vi giver os ikke af med interne familieopgør.

Nyhedschefen vendte demonstrativt ryggen til. Annika mærkede vreden skylle gennem kroppen og nå hjernen som et stød.

– Pigebarnet er da for helvede ikke mindre død af den grund, sagde hun.

Spikens forbindelse til London gik i orden, og Annika indså, at diskussionen var forbi. Hun så op, Berit og Bertil Strand var allerede forsvundet ud ad døren. Hurtigt gik hun hen til sin plads, fiskede sin taske op, der var gledet ind under skrivebordet, og løb ud efter sine kolleger. Elevatoren var allerede nede, hun tog trapperne, satans, satans, hvorfor fanden skulle hun altid rode sig ud i skænderier? Nu var hun i færd med at gå glip af sin første store sag, fordi hun absolut skulle sætte nyhedschefen på plads.

– Fandens, sagde hun højt til sig selv.

Hun indhentede journalisten og fotografen ved indgangen til garagen. – Vi arbejder forudsætningsløst side om side, til vi når det punkt, hvor vi bør dele opgaverne mellem os, sagde Berit og gjorde notater i sin blok, mens hun gik. Jeg hedder for resten Berit Hamrin, jeg tror ikke, vi har hilst på hinanden.

Den ældre kvinde smilede til Annika, og de trykkede hinanden i hånden, samtidig med at de satte sig ind i Bertil Strands Saab, Annika på bagsædet og Berit foran.

– Lad være med at smække døren sådan, sagde Bertil Strand surt og sendte Annika et blik over skulderen. Det kan gå ud over lakken.

Herre min Jesus, tænkte Annika.

– Åh, det må du sørme undskylde, sagde hun.

Bladets biler stod til rådighed for fotograferne som deres private tjenestebiler. Praktisk taget alle fotografer tog deres opgave med at vedligeholde bladets biler meget alvorligt. Måske hang det sammen med, tænkte Annika, at alle fotograferne uden undtagelse var mænd. Til trods for at hun kun havde arbejdet på Kvällspressen i syv uger, var hun allerede fuldstændig klar over, at fotografernes biler var hellige. Flere gange var hendes planlagte interviews blevet udskudt, fordi fotograferne havde været travlt beskæftiget med at få vasket bilerne. Det viste på den anden side, hvilken værdi man tillagde hendes artikler.

– Jeg tror, det er bedst, hvis vi tager bagvejen ind til parken og helt undgår Fridhemsplan, sagde Berit, da bilen accelererede i krydset ved Rålambsvägen. Bertil Strand gav den gas og nåede lige akkurat at køre over for gult, fortsatte ad Gjörwellsgatan og videre mod Norr Mälarstrand.

– Hvad kan du sige om det tip, du fik i telefonen? sagde Berit og vendte ryggen mod bildøren, så hun kunne se om på Annika.

Annika fiskede det krøllede telegram frem.

– Ja, det er altså en ung pige, der ligger død bag en gravsten i Kronobergsparken. Nøgen og sandsynligvis kvalt.

– Hvem var det, der ringede?

– En narkoman. Hans pusher havde stået og tisset ved stakittet og fået øje på hende mellem tremmerne.

– Hvad fik dem til at tro, at hun var kvalt?

Annika vendte papiret om og læste noget, hun havde skrevet på tværs.

– Hun var ikke blodig, havde opspilede øjne og skader på halsen.

– Det behøver jo ikke betyde, at hun er blevet kvalt eller overhovedet myrdet, sagde Berit og vendte sig om i sædet igen.

Annika svarede ikke. Hun vendte blikket ud ad Saab’ens tonede ruder og så Rålambshovsparkens soldyrkere glide forbi. Foran hende bredte Riddarfjärdens glitrende overflade sig. Hun var nødt til at knibe øjnene sammen trods de tonede ruder. To windsurfere var på vej ud mod Långholmen, men de så ikke alt for sikre ud på benene. Luften stod næsten helt stille i varmen.

– Sikken fantastisk sommer, vi har haft, sagde Bertil Strand og drejede ind på Polhemsgatan. Det skulle man ikke have troet, sådan som det regnede i foråret.

– Ja, jeg har været heldig, sagde Berit. Jeg har lige haft mine fire uger. Sol hver eneste dag. Man kan parkere uden for nogle huse lige bag ved brandstationen.

Saab’en satte farten op på det sidste stykke af Bergsgatan. Berit løsnede sin sikkerhedssele, allerede inden Bertil Strand havde sagtnet farten, og hun var ude, inden han var begyndt at parkere. Annika skyndte sig at følge efter hende og gispede i varmen, der slog imod hende.

Bertil Strand parkerede på bussens vendeplads, og Berit og Annika begav sig af sted langs et rødt teglstenshus fra halvtredserne. Asfaltstien var smal og kantet af en stensokkel mod parken.

– Der er en trappe lidt længere henne, sagde Berit, der allerede hev efter vejret.

Efter seks trappetrin var de inde i selve parken. De løb ad en asfalteret gangsti, der førte frem til en ambitiøst anlagt legeplads.

Til højre lå der flere baraklignende bygninger. På et skilt læste Annika ordet ‘Parkleg’ i forbifarten.

Der var sandkasser, campingborde, klatrestativer, rutschebaner, gynger og andre ting, børnene kunne lege med og klatre i. Tre eller fire mødre med deres børn befandt sig på legepladsen, men det så ud, som om de var ved at pakke sammen for at gå. Længst væk stod to uniformerede betjente og talte med en femte mor.

– Jeg tror, kirkegården ligger længere nede mod Sankt Göransgatan, sagde Berit.

– Hvor er du god til at finde rundt, sagde Annika. Bor du her i nærheden?

– Nej, sagde Berit. Men det er ikke det første mord i denne her park.

Annika bemærkede, at betjentene holdt i hver sin ende af en rulle blåhvid afspærringsbånd. De var altså i færd med at tømme legepladsen og spærre den af for offentligheden.

– Vi er da ude i god tid, mumlede hun for sig selv.

De drejede til højre, fulgte en gangsti og kom op på en bakketop.

– Ned til venstre, sagde Berit.

Annika løb i forvejen. Hun krydsede to stier, og der var det. Hun så en række sorte davidsstjerner aftegne sig mod det grønne løv.

– Jeg ser den, råbte hun over skulderen og så ud af øjenkrogen, at Bertil Strand prøvede at indhente Berit.

Stakittet var et sort, smukt smedejernsstakit. Jerntremmerne var holdt sammen af cirkler og buer. Hver pæl kronedes af en stiliseret davidsstjerne. Hun løb i sin egen skygge og forstod, at hun nærmede sig kirkegården sydfra.

På bakken oven over gravene standsede hun op. Herfra havde hun et fint overblik. Politiet havde i modsætning til nord- og vestsiden endnu ikke spærret dette stykke af parken af.

– Skynd jer! råbte hun til Berit og Bertil Strand.

Stakittet indrammede den lille jødiske kirkegård og dens forfaldne grave med stene i granit. Annika talte dem hurtigt og kom til tredive. Den grønne bevoksning havde næsten fået overtaget, og hele stedet gav et tilgroet og forsømt indtryk. Selve indhegningen målte højst tredive gange fyrre meter. På bagsiden var stakittet knap halvanden meter højt. Indgangen lå i venstre side og vendte ud mod Kronobergsgatan og Fridhemsplan. Hun så Konkurrentens reportagehold standse op ved afspærringen. En flok mænd, alle i civil, befandt sig inden for stakittet på den østlige side. Hun forstod, hvorfor de befandt sig netop der. Der lå kvinden.

Annika gøs. Hun måtte ikke tabe det her på gulvet, hendes første rigtige sag hele sommeren.

Berit og Bertil Strand kom op bag hende, og i samme øjeblik så hun en mand åbne lågen nede ved Kronobergsgatan. Han bar på et gråt tæppe. Annika udstødte et gisp. De havde ikke dækket hende til endnu!

– Så er det med at få fart på, råbte hun over skulderen. Vi kan måske nå at få et billede heroppefra.

En betjent dukkede op på bakken foran dem. Han var ved at rulle de blåhvide afspærringsbånd ud. Annika løb ned mod stakittet og hørte Bertil Strand komme luntende bagved. Fotografen brugte de sidste meter ned mod stakittet på at krænge rygsækken af sig og fiske et Canon og et teleobjektiv frem. Det grå tæppe var tre meter væk, da Bertil Strand brændte en serie billeder af ind mod den grønne bevoksning. Så flyttede han sig en halv meter og tog endnu en serie billeder. Betjenten med afspærringsbåndet råbte et eller andet, og mændene på den anden side af stakittet blev også opmærksomme på dem.

– Den er god nok, sagde Bertil Strand. Vi har billeder nok til at klare os.

– Hør lige her, for helvede, råbte betjenten med afspærringsbåndet. Vi er ved at spærre af her!

En mand iført hawaiiskjorte og bermudashorts kom hen mod dem fra kirkegården.

– Nu må I se at komme væk herfra, sagde han.

Annika så sig omkring og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Bertil Strand var allerede på vej væk mod gangstien, der førte ned til Sankt Göransgatan. Både betjentene bag hende og betjentene foran hende så rigtig sure ud. Hun var klar over, at hun inden længe var tvunget til at forsvinde, ellers ville politiet hjælpe hende med det. Instinktivt bevægede hun sig sidelæns hen til det sted, hvorfra Bertil Strand havde taget sine første billeder.

Hun kastede et blik ind bag stakittets sorte jernstænger, og der lå den unge kvinde. Hendes øjne stirrede direkte ind i Annikas fra en afstand af to meter. De var grumsede og grå. Hovedet var kastet tilbage, overarmene var strakt ud fra kroppen, underarmene lå ud for hendes hoved. Hendes ene hånd så ud til at have lidt overlast. Munden stod vidt åben i et lydløst skrig, og læberne var brunsorte. Hendes hår viftede let i de næsten umærkelige vindpust. Hun havde et kraftigt blåt mærke på det venstre bryst, og den underste del af hendes mave havde et grønligt skær.

Annika studerede hele scenen nøje og fik et krystalklart billede på et øjeblik. Gravstenens nøgterne grå farve i baggrunden, løvets skyggespil, fugten og heden, den modbydelige lugt.

Så kom tæppet og gjorde hele scenen grå. Det var ikke selve liget, de dækkede til, men stakittet.

– Så er det på tide at komme af sted, sagde betjenten med afspærringsbåndet og lagde en hånd på hendes skulder.

Så utroligt stereotypt, tænkte Annika, samtidig med at hun vendte sig om. Hun var helt tør i munden, og det føltes, som om alle lyde nåede hende meget langt borte fra. Hun nærmest svævede hen mod gangstien, hvor Berit og Bertil Strand stod og ventede bag afspærringen. Fotografen så misbilligende ud, men Berit var tæt på at smile.

Betjenten fulgte efter hende med sin skulder mod hendes ryg. Det måtte være meget varmt at gå i uniform sådan en dag som i dag, tænkte Annika.

– Nåede du at se noget? spurgte Berit.

Annika nikkede, og Berit gjorde nogle notater.

– Spurgte du betjenten i hawaiiskjorten om noget?

Annika rystede på hovedet og kravlede ned under afspærringen, ivrigt hjulpet af betjenten.

– Ærgerligt. Sagde han selv noget?

– Nu må I se at komme væk herfra, citerede Annika, og Berit smilede.

– Og hvad med dig? Er du okay? spurgte hun, og Annika nikkede.

– Jo, det går? Og det er meget muligt, hun er blevet kvalt. Hendes øjne var ved at trille ud. Hun prøvede sikkert at skrige, inden hun døde. Munden var åben.

– Så er der måske nogen, der har hørt hende. Vi kan jo tale lidt med naboerne senere. Var hun svensk?

Annika kunne mærke, at hun var nødt til at sætte sig lidt ned.

– Jeg glemte at spørge…..

Berit smilede igen.

– Blond, mørk, ung, gammel?

– Højst tyve, langt lyst hår. Store bryster, sikkert silikone eller saltvandsindsprøjtninger.

Berit så spørgende på hende. Hun lod sig falde ned i græsset med benene over kors.

– De stak lige op i luften, selvom hun lå på ryggen. Hun havde et ar i armhulen.

Annika mærkede, at blodtrykket gik helt i bund, hun lænede sit hoved mod knæene og tog nogle dybe indåndinger.

– Ikke noget rart syn, vel? sagde Berit.

– Det går, sagde Annika.

Et øjeblik efter fik hun det bedre. Lyden kom tilbage med fuld styrke og hamrede mod hendes hjerne, som om hun befandt sig i en fabrikshal, hvor der blev arbejdet på fuld kraft. Trafikken, der tordnede af sted på Drottningholmsvägen, to sirener, der hylede ude af takt, råb, der steg og faldt, klikkene fra udløsermekanismerne på kameraer, et barn, der græd.

Bertil Strand havde sluttet sig til den lille gruppe pressefolk, der var ved at stimle sammen ved indgangen til kirkegården. Han stod og småsludrede med fotografen fra Konkurrenten.

– Hvem gør hvad? sagde Annika.

Berit satte sig ned ved siden af Annika, så ned i sine notater og skitserede noget på papiret.

– Vi må nok gå ud fra, at det drejer sig om et mord, eller hvad tror du? Så skal vi først og fremmest bringe en artikel om selve nyheden. Dette er sket, en ung kvinde er fundet myrdet. Hvornår, hvor, hvordan? Vi må finde ud af, hvem der fandt hende, og tale med ham. Du har hans navn?

– En narkoman. Hans kammesjuk opgav en c/o-adresse, vi skulle sende penge for tipset til.

– Prøv at se, om du kan få fat i ham. Alarmcentralen har alle kendsgerningerne omkring alarmen, fortsatte Berit og satte hak i marginen ud for sine optegnelser.

– Har jeg allerede gjort.

– Godt. Og så må vi se at få fat i en betjent, der er villig til at udtale sig. Pressens talsmænd siger aldrig noget off the record. Sagde blomsterbetjenten, hvad han hed?

– Nix.

– Ærgerligt. Prøv også at finde ud af det. Jeg har aldrig set ham før, han kan være en af de nye i voldsafdelingen. Derefter må vi finde ud af, hvornår hun døde og hvorfor, om der er nogen mistænkte, hvad det næste skridt bliver i opklaringen, alle politiaspekter i historien.

– Okay, sagde Annika og noterede ned på sin blok.

– Du godeste, hvor er det dog varmt. Har der mon nogensinde været så varmt i Stockholm før? sagde Berit og tørrede sveden af panden.

– Spørg mig ikke, sagde Annika. Jeg flyttede først hertil for syv uger siden.

Berit fiskede en Kleenex op af håndtasken og tørrede sig på panden.

– Ja, og så har vi jo selve ofret, sagde hun. Hvem var hun? Hvem identificerede hende? Hun har formentlig en fuldstændigt sønderknust familie et eller andet sted, vi burde nok overveje at tage en eller anden form for kontakt til dem. Vi må have billeder af pigebarnet, mens hun var i live. Tror du, hun var over atten?

Annika tænkte sig lidt om og kom så i tanker om plasticbrysterne.

– Ja, det vil jeg tro.

– Så eksisterer der sikkert nogle studenterbilleder af hende. Alle unge mennesker skal jo i gymnasiet nu for tiden, og portrætter med studenterhuer tager altid kegler. Hvad siger hendes venner? Havde hun en kæreste?

Annika skrev ned.

– Så har vi de omkringboendes reaktioner, fortsatte Berit. Stedet her ligger praktisk taget midt i Stockholms centrum, der bor over trehundredetusinde kvinder i kvartererne heromkring. En sådan forbrydelse vil påvirke alles tryghed, værtshusmiljøet og bybilledet. Det er egentlig to artikler. Hvis du tager de omkringboende, tager jeg resten.

Annika nikkede uden at se op.

– Til sidst er der endnu et aspekt, sagde Berit og anbragte sin blok på knæet. For tolv eller tretten år siden blev en næsten identisk forbrydelse begået knap hundrede meter herfra.

Annika så forundret op.

– Hvis jeg ikke husker meget fejl, blev en ung kvinde sexmyrdet i en trappeopgang på parkens nordside, sagde Berit eftertænksomt. Morderen blev aldrig pågrebet.

– Du milde, sagde Annika, kan det virkelig være samme gerningsmand?

Berit trak på skuldrene.

– Sandsynligvis ikke, sagde hun, men man er jo alligevel nødt til at komme ind på det andet mord. Der er sikkert mange, der kan huske det. Kvinden blev voldtaget og kvalt.

Annika sank.

– Det er egentlig et frygteligt job, det her, sagde hun.

– Ja, det er det faktisk, sagde Berit. Men det hele ville blive lidt lettere, hvis det lykkedes dig at få fat i blomsterbetjenten, inden han kører herfra.

Hun pegede ned mod Sankt Göransgatan, hvor manden i hawaiiskjorten netop var ved at forlade kirkegården. Han var på vej hen mod en bil, der stod parkeret på hjørnet af Kronobergsgatan. Annika sprang op, greb sin taske og styrtede ned mod gaden. Hun så, hvordan Konkurrentens reporter prøvede at få hawaiiskjorten i tale, men betjenten viftede ham blot væk.

I samme øjeblik snublede Annika på en asfaltkant og var lige ved at falde. Med ukontrollerede, store skridt styrtede hun ned ad den stejle bakke mod Kronobergsgatan. Uden at hun kunne gøre hverken fra eller til, ramlede hun lige ind i ryggen på betjenten med hawaiiskjorten, som blev kastet ind over motorhjelmen på sin bil.

– Hvad i hede hule helvede! skreg han og tog fat i Annikas arme med et jerngreb.

– Undskyld, peb hun. Det var ikke min mening. Jeg var ved at falde.

– Hvad fanden bilder du dig ind? Sig mig, er du rigtig klog?

Manden var rystet og forskrækket.

– Undskyld, sagde Annika og kunne mærke, at gråden pressede sig på. Desuden gjorde hendes venstre vrist ondt.

Betjenten genvandt fatningen og slap hende. Han betragtede hende granskende i nogle sekunder.

– Du burde lære at tage den mere med ro, sagde han, satte sig ind i sin vinrøde Volvo og forsvandt med hvinende dæk.

– Satans også, hviskede Annika for sig selv. Hun blinkede de irriterende tårer væk og missede mod solen for at se bilens kaldenummer. Hun mente, der stod ‘1813’ på siden. For en sikkerheds skyld noterede hun sig også bilens registreringsnummer.

Da hun vendte sig om, opdagede hun, at hele den lille gruppe forsamlede mediefolk ved indgangen stod og stirrede på hende. Hun rødmede fra panden og langt ned på halsen. Hurtigt bøjede hun sig ned og samlede alle de ting op fra jorden, der var faldet ud af hendes taske ved sammenstødet: en A5-blok, en pakke tyggegummi, en næsten tom flaske cola og tre hygiejnebind i grøn plast. Pennen lå stadig i tasken, hun fiskede den op og skrev hurtigt bilens numre ned på blokken.

Journalisterne og fotograferne slap hende med blikket og koncentrerede sig igen om at småsnakke med hinanden. Annika noterede sig, at Bertil Strand var i færd med at organisere en eller anden form for isindkøb.

Hun tog tasken over skulderen og nærmede sig langsomt sine kolleger, der ikke lod til at ænse hende. Ud over Konkurrentens reporter, en midaldrende mand, kendte hun ikke en sjæl. Der stod en ung kvinde med en båndoptager, hvorpå der stod Radio Stockholm, to fotografer fra to forskellige bureauer, Konkurrentens fotograf og tre reportere, som hun ikke kunne placere. Tv-stationerne var ikke repræsenteret, Sveriges televisions lokalnyheder sendte kun fem minutter dagligt om sommeren, det kommercielle lokal-tv sendte kun underholdning og nyhedstelegrammer. Morgenaviserne ville formentlig købe billederne af bureauerne og supplere med en telegramtekst. Der var ingen fra Ekkoet, og hun regnede heller ikke med, at der ville komme nogen. En af hendes kolleger fra Katrineholms-Kuriren, der en sommer havde arbejdet som elev på Ekkoet, havde med foragt i stemmen forklaret hende hvorfor.

– Mord og den slags ting overlader vi til formiddagsaviserne. Vi er ikke ligrøvere.

Annika havde allerede dengang indset, at udtalelsen sagde mere om kollegaen end om Ekkoet, men sommetider kom hun alligevel i tvivl. Hvorfor var en ung kvindes brutalt afsluttede liv ikke en omtale værd i offentlige medier? Det forstod hun ikke.

Resten af de tilstedeværende ved indgangen til kirkegården var nysgerrige forbipasserende.

Langsomt bevægede hun sig forbi og væk fra klyngen. Betjentene, både kriminalbetjentene og det tekniske personale, var beskæftigede inden for stakittet. Der var hverken kommet nogen ambulance eller noget andet køretøj til at fjerne liget. Hun så på uret. Sytten minutter over et. Der var gået femogtyve minutter, siden hun fik tipset over telefonen. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre nu. Det lod ikke til at være nogen god idé at tale med politiet, de ville sikkert bare blive rasende. Det gik op for hende, at de ikke vidste særlig meget endnu, hverken hvem kvinden var, hvordan hun havde mistet livet, eller hvem der havde gjort det.

Hun gik ned mod Drottningholmsvägen. I huskanten på Kronobergsgatans venstre side havde der dannet sig en smal skygge, som hun søgte ind i, mens hun lænede sig ind mod facaden. Den var ru, grå og hed. Temperaturen var kvælende, solen hamrede ned, luften brændte i hendes strube. Hun var desperat af tørst og fiskede sin cola op af tasken. Kapslen havde lækket og gjort flasken klistret på ydersiden, så hendes fingre hang fast i etiketten. Satans til varme!

Hun drak resten af den varme, dovne cola og gemte flasken mellem to bundter genbrugspapir, der stod i porten ved siden af. Journalisterne ved afspærringen var gået over på den anden side af gaden. De ventede vel på Bertil Strand og isleverancen. Af en eller anden grund gav hele situationen hende kvalme. Få meter derfra summede fluerne stadig om liget, mens den samlede presse glædede sig til en hyggelig pause og en forfriskning.

Hun lod blikket vandre over parken. Den bestod af stejle, græsbevoksede skråninger og masser af store løvtræer. Fra sin plads i skyggen kunne hun se lind, bøg, elm, ask og birk. Nogle af træerne var enorme, andre nyplantede. Blandt gravene voksede der flere gigantiske træer, mest lindetræer.

Jeg må snart have noget at drikke, tænkte hun.

Hun satte sig ned på fortovet og lænede hovedet tilbage. Der måtte snart ske noget. Her kunne hun ikke bare sidde.

Hun så ud over flokken af journalister. Det var begyndt at tynde ud i den. Pigen fra Radio Stockholm var forsvundet, men Bertil Strand var kommet tilbage med isene. Berit Hamrin var ikke at se nogen steder. Annika spekulerede på, hvor hun var gået hen.

Jeg venter fem minutter endnu, tænkte hun. Så går jeg hen og køber noget at drikke og begynder at tale med de omkringboende.

Hun prøvede at tegne et kort over Stockholm i sit hoved og finde ud af, præcis hvor hun befandt sig. Det var hjertet af Stockholm, stenbroen inden for byportene. Hun så forbi brandstationen mod syd. Der lå Hantverkargatan, hendes egen gade. Faktisk boede hun ikke mere end få blokke herfra i gårdhuset til en nedrivningsejendom ved Kungsholmstorg. Alligevel havde hun aldrig været lige her før. Under hende lå Fridhemsplans tunnelbanestation, hvis hun anstrengte sig, kunne hun ane lyden af tog, der dundrede af sted under hende og fik beton og asfalt til at vibrere. Lige fremme lå en stor, cirkelformet udluftningskanal fra tunnelerne, et pissoir og en parkbænk. Det var måske der, narkomanen, der havde ringet til hendes kilde, havde siddet og sumpet i solskinnet sammen med sin tissetrængende kammesjuk. Hvorfor var kammesjukken i så fald ikke gået ind på pissoiret? tænkte Annika. Det spekulerede hun lidt over og var til sidst nødt til at gå hen til pissoiret og kaste et blik derind. Da hun åbnede døren, forstod hun hvorfor. Stanken derinde var fuldstændigt ulidelig. Hun trådte et par skridt tilbage og lukkede døren.

En kvinde med en barnevogn kom gående hen mod hende fra legepladsen. Barnet i vognen var udstyret med en sutteflaske fyldt med en rød væske. Moderen så forvirret på plasticbåndet, der lå på fortovet.

– Hvad er der sket? råbte hun.

Annika rettede ryggen og hejsede tasken højere op på skulderen.

– Politiet har spærret af, sagde hun.

– Ja, det kan jeg jo se, men hvorfor?

Annika tøvede. Hun kastede et blik over skulderen og så, at de andre journalister iagttog hende. Hurtigt gik hun et par skridt hen mod moderen.

– Der ligger en død kvinde derinde, sagde hun lavmælt og pegede over mod kirkegården. Den unge mor blegnede.

– Det var da frygteligt, sagde hun.

– Bor du her i nærheden? spurgte Annika.

– Ja, lige om hjørnet. Vi har været nede i Rålis, men der var så mange mennesker, at man ikke kunne finde et sted at slå sig ned, så vi kom herover i stedet for. Ligger hun der nu?

Kvinden strakte hals og spejdede ind blandt lindetræerne. Annika nikkede.

– Gud, hvor frygteligt! brast det ud af kvinden, der så på Annika med store øjne.

– Kommer du tit her? spurgte Annika.

– Ja, hver eneste dag. Den lille er oppe på legepladsen.

Moderen kunne ikke slippe kirkegården med øjnene. Annika betragtede hende i nogle sekunder.

– Hørte du noget specielt i nat eller i morges? Et råb fra parken eller noget i den retning? spurgte hun.

Kvinden skød underlæben frem, tænkte efter og rystede på hovedet.

– Der sker jo så meget her i nærheden, sagde hun. De første år vågnede jeg, hver gang brandvæsnet rykkede ud, men det gør jeg ikke længere. Og så har vi fyldebøtterne nede på Sankt Eriksgatan, og jeg mener ikke dem, der overnatter på herberget, de er væk, længe inden det bliver nat, men de sædvanlige skrighalse. De kan holde en vågen hele natten. Men det værste er ventilatoren fra McDonald’s. Den kører døgnet rundt og er faktisk ved at gøre mig vanvittig. Hvordan døde hun?

– Det er der ingen, der ved endnu, sagde Annika. Så der var altså ingen, der skreg, råbte om hjælp eller sådan noget?

– Selvfølgelig var der det, der lyder altid skrig og skrål herfra fredag aften. Her, min skat, her skal du se…..

Barnet havde tabt sutteflasken og begyndte at klynke. Moderen gav ham den igen. Så nikkede hun med hovedet i retning af Bertil Strand og de andre.

– Er det hyænerne?

– Jeps. Ham med chokoladeisen er min fotograf. Jeg hedder Annika Bengtzon og kommer fra Kvällspressen.

Hun rakte sin hånd frem til hilsen. Trods sin tidligere foragt virkede kvinden imponeret.

– Jamen dog, sagde hun. Daniella Hermansson, hyggeligt at træffe dig. Skal du skrive om det her?

– Ja, det skal jeg eller en anden på bladet. Er det i orden, hvis jeg gør nogle notater?

– Ja, det er helt i orden.

– Må jeg citere dig?

– Mit navn staves med to l’er og to s’er. Som det lyder.

– Og du siger altså, at der tit er meget uroligt her i kvarteret?

Daniella Hermansson stillede sig på tæer og prøvede at se, hvad Annika skrev.

– Det kan man roligt påstå, sagde hun. Særligt i weekenderne.

– Så hvis nogen råbte om hjælp, var der ingen, der ville reagere?

Daniella Hermansson skød underlæben frem igen og rystede på hovedet.

– Det kommer selvfølgelig an på, hvilket tidspunkt på døgnet det er, sagde hun. Ved fire-halvfemtiden plejer det at tage lidt af. Så er det kun ventilatoren, der larmer. Forstår du, jeg sover med åbent vindue året rundt, det er sundt for huden. Men jeg hørte ingenting….

– Vender dit vindue mod gården eller mod gaden?

– Begge dele. Vi har en toværelses på anden sal længst til højre. Soveværelset vender ud mod gården.

– Og du kommer her hver dag?

– Ja, jeg har jo stadig barselsorlov. Alle mødrene i forældregruppen træffes på legepladsen i parken hver formiddag. Jamen lille skat……

Den lille skat havde gjort kål på al den røde væske og skrålede rasende. Hans mor bøjede sig over ham, stak med en rutineret bevægelse en finger ned i hans ble og lugtede til den.

– Halløj, sagde hun. Vi må vist hellere se at komme hjem. Ren ble på og så en lille lur, ikke også, lille skat?

Barnet tav, da han fandt en snor fra huen at tygge på.

– Kunne vi måske få et billede af dig? skyndte Annika sig at spørge.

Daniella Hermansson spærrede øjnene op.

– Af mig? Jamen jeg skal da ikke……

Hun lo nervøst og lod en hånd glide gennem håret. Annika så stift på hende.

– Kvinden derhenne mellem gravstenene er sandsynligvis blevet myrdet, sagde hun. Derfor er det vigtigt, at vi beskriver kvarteret rigtigt. Jeg bor selv nede ved Kungsholmstorg.

Daniella Hermansson havde spærret øjnene endnu mere op.

– Jamen du godeste, myrdet? Her i vores kvarter?

– Ingen ved, hvor hun døde, blot at hun blev fundet her.

– Men der er jo altid så stille og roligt her, sagde Daniella Hermansson, bøjede sig ned og tog barnet op i sine arme. Barnet tabte snoren og gav sig til at skrige igen. Annika tog et fast greb om taskens rem og gik hen mod Bertil Strand.

– Vent her, sagde hun over skulderen til Daniella.

Fotografen var i fuld gang med at slikke indersiden af ispapiret ren, da Annika nåede hen til ham.

– Kan du lige komme et øjeblik? sagde hun lavmælt.

Bertil Strand krøllede langsomt papiret sammen og sagde med en håndbevægelse mod manden ved siden af:

– Annika, det her er Arne Påhlson, journalist på Konkurrenten. Har I truffet hinanden?

Annika så ned, strakte sin hånd frem og mumlede sit navn. Arne Påhlsons hånd var varm og fugtig.

– Er du helt færdig med din is? spurgte hun syrligt.

Bertil Strands solbrændte ansigt blev en anelse mørkere. Han brød sig ikke om at blive sat på plads af en elev. I stedet for at svare bøjede han sig ned og samlede sin rygsæk op.

– Hvor skal vi hen?

Annika vendte sig om og gik tilbage mod Daniella Hermansson. Hun kastede et blik op mod kirkegården, de civilklædte mænd stod stadig og talte med hinanden. Den lille skat var begyndt at skrige igen, men hans mor tog sig ikke af ham. Hun var i fuld gang med at tage læbestift på, som hun tog frem fra et lille lysegrønt læbestiftetui med et spejl på indersiden af låget.

– Hvordan føles det at få at vide, at en kvinde ligger død lige uden for dit soveværelsevindue? spurgte Annika og noterede.

– Forfærdeligt, sagde Daniella Hermansson. Tænk, så mange gange jeg og mine veninder har gået her sent om aftenen på vej hjem fra pubben. Det kunne jo have været hvem som helst af os.

– Vil du være forsigtigere i fremtiden?

– Ja, det vil jeg afgjort, sagde Daniella Hermansson med fast stemme. Jeg skal aldrig mere gå gennem parken om natten. Ja, men lille skat, hvor er du dog ked af det…..

Daniella bøjede sig ned for at tage sin søn i armene igen, Annika skrev ned og mærkede, hvordan nakkehårene rejste sig. Det her var slet ikke værst. Det kunne oven i købet havne på forsiden, hvis man trak det lidt sammen.

– Tak skal du have, sagde hun hurtigt. Er du sød at se på Bertil. Hvad hedder den lille? Hvor gammel er han? Hvor gammel er du selv? Og du vil benævnes som…..? På barselorlov, okay. Du burde måske ikke se helt så glad ud…..

Daniella Hermanssons indstuderede filmstjernesmil blegnede, det, som hun sikkert brugte på alle ferie- og julebilleder. I stedet så hun forvirret og fortabt ud. Bertil Strand fyrede løs med kameraet og bevægede sig rundt omkring kvinden og barnet med små forsigtige dansetrin.

– Kan jeg ringe til dig senere, hvis der skulle være noget specielt? Hvad er dit telefonnummer? Og koden til porten? Ja, bare for det tilfælde at……

Daniella Hermansson stoppede sin skrigende unge ned i barnevognen og vippede af sted langs politiafspærringen. Til sin ærgrelse så Annika, hvordan Arne Påhlson fra Konkurrenten gik hen mod hende og standsede hende, da hun gik forbi. Til alt held skreg ungen så højt, at kvinden ikke kunne standse op og blive interviewet endnu en gang. Annika trak vejret lettet.

– Du skal ikke komme her og lære mig noget, sagde Bertil Strand.

– Det var da dejligt, sagde Annika. Hvad var der sket, hvis de havde fjernet liget, mens du var ude og købe ispinde til vores konkurrenter?

Bertil Strand så på hende med et foragteligt blik.

– Ude i marken er vi ikke konkurrenter, her er vi kolleger.

– Jeg tror, du tager fejl, sagde Annika. Journalistikken tjener ikke på, at vi jager i flok. Vi burde alle sammen holde os mere for os selv.

– Ingen tjener på det.

– Jo, læserne og troværdigheden.

Bertil Strand svingede sine kameraer op på ryggen.

– Jeg er glad for, at du nævnede det. Jeg har jo kun arbejdet her på avisen i femten år.

– Lort, tænkte Annika, da fotografen gik tilbage til sine ‘kolleger’. At jeg dog ikke kan lære at holde min kæft!

Pludselig følte hun sig svimmel og kraftesløs. Jeg må have noget at drikke, hurtigt, tænkte hun.

Til sin store glæde så hun Berit komme gående fra Hantverkargatan.

– Hvor har du været? råbte Annika og gik hen mod hende.

Berit stønnede.

– Siddet i bilen og ringet. Jeg har bestilt udklippene på det andet mord og talt med nogle kontakter inden for politiet.

Hun prøvede forgæves at få lidt kølighed ved at vifte sig med den ene hånd.

– Er der sket noget?

– Ikke andet, end at jeg har talt med en af de omkringboende.

– Har du fået noget at drikke? Du ser lidt bleg ud om næsen, synes jeg.

Annika tørrede sveden af panden og følte sig pludselig grædefærdig.

– Jeg udtrykte mig allerhelvedes klodset over for Bertil Strand lige for et øjeblik siden, sagde hun lavmælt, jeg sagde, at man ikke skulle blande sig med konkurrenterne på gerningsstedet. Noget i den retning.

– Det er lige, hvad jeg selv siger. Bertil Strand er ikke enig i det, det ved jeg, sagde Berit. Han kan sommetider være lidt svær at komme ud af det med, men han er en rigtig dygtig fotograf. Se nu at få købt dig noget at drikke. Jeg holder stillingen imens.

Taknemmeligt forlod Annika Kronobergsgatan og gik ned langs Drottningholmsvägen. Hun stod i kø for at købe en Ramlösa i Pressebureauet på Fridhemsplan, da hun så ambulancen svinge til venstre på Sankt Göransgatan op mod Kronobergsparken.

– For helvede, skreg hun og løb direkte ud i trafikken, hvor en taxi standsede op med hvinende bremser, over Sankt Eriksgatan og tilbage mod parken. Hun troede, hun skulle besvime, inden hun nåede op igen.

Bilen var standset højest oppe på Sankt Göransgatan, og en mand og en kvinde var i færd med at stige ud.

– Hvorfor puster du sådan? spurgte Berit.

– Bilen, liget, gispede Annika, satte hænderne mod knæene og stønnede, mens hun lænede sig forover.

Berit sukkede.

– Ambulancen kommer til at stå her et stykke tid. Liget forsvinder ikke nogen steder hen. Du behøver ikke at være så bekymret. Vi kommer ikke til at gå glip af noget.

Annika lod tasken falde ned på fortovet og rettede sig op.

– Undskyld, sagde hun.

Berit smilede.

– Gå så ind og sæt dig i skyggen, så går jeg hen og køber noget til dig, du kan drikke.

Annika sjoskede ind i skyggen. Hun følte sig som en idiot.

– Det vidste jeg ikke, mumlede hun. Jeg ved jo ikke noget om det her overhovedet.

Hun satte sig ned på fortovet og lænede igen ryggen op mod husmuren. Hun kunne mærke jorden brænde gennem den tynde nederdel.

Manden og kvinden fra ambulancen stod inden for afspærringen lige ved indgangen til kirkegården og ventede. Der var stadig tre mænd inden for jernstakittet, og hun gættede på, at to af dem var fra kriminalpolitiets tekniske afdeling og den tredje fotograf. De bevægede sig forsigtigt, bøjede sig ned, samlede noget op og rejste sig igen. Afstanden var for lang til, at hun kunne se, hvad de egentlig foretog sig. Er der mon altid så kedeligt på mordsteder? tænkte hun.

Et par minutter senere kom Berit tilbage. Hun havde en stor iskold cola med.

– Her, den indeholder sukker og forskellige salte. Det har du brug for.

Annika skruede kapslen af og drak så hurtigt, at kulsyren kom op ad bagvejen og ud gennem næsen. Hun hostede, prustede og spildte lidt cola på nederdelen.

Berit satte sig ned ved siden af hende og tog selv en flaske op af tasken.

– Hvad laver de egentlig derinde? spurgte Annika.

– De sikrer sporene, sagde Berit. De er så få som muligt og bevæger sig så lidt som muligt. Som oftest er der kun to teknikere til stede og om muligt en efterforskningsleder fra voldsafdelingen.

– Kan det have været hawaiiskjorten?

– Måske, sagde Berit. Hvis du ser nøje efter, kan du måske se, at en af teknikerne holder hånden op til munden. Han går rundt med en lille båndoptager og indtaler en besked om alt det, han ser på mordstedet. Det kan være en beskrivelse af, hvordan liget er placeret, folder i tøjet og sådan noget.

– Hun havde ikke noget tøj på, sagde Annika.

– Der ligger måske noget tøj i nærheden af hende. Sådan noget bliver også dokumenteret. Når de er færdige, bliver liget kørt til Retsmedicinsk Institut i Solna.

– Til obduktion?

Berit nikkede.

– Derefter bliver politiets tekniske hold tilbage og finkæmmer hele parken. De gennemgår den centimeter for centimeter for spor af blod, spyt, hår, fibre, sæd, fodaftryk, spor efter bildæk, fingeraftryk, alt, hvad du kan tænke dig.

Annika sad lidt i tavshed og studerede mændene inden for stakittet. De havde bøjet sig ned ved siden af liget, hun så deres hoveder støde mod det grå tæppe.

– Hvorfor dækkede de stakittet og ikke liget til? spurgte hun.

– De plejer ikke at tildække liget på mordstedet, medmindre der er risiko for nedbør, sagde Berit. Alt drejer sig om sporene, og de vil ødelægge så lidt som muligt. Tæppet hængte de kun op for at slippe for folks nysgerrige blikke. Faktisk ret fiffigt….

Teknikerne og fotografen rejste sig samtidigt.

– Så er det nu, sagde Berit.

De rejste sig samtidigt med journalisterne et lille stykke væk. Alle gik som på et givet signal hen til afspærringerne. Fotograferne ladede deres kameraer og iførte sig forskellige teleobjektivlinser. Yderligere et par journalister havde sluttet sig til gruppen. Annika talte hurtigt fem fotografer og seks reportere. En af dem, en ung mand, bar på en lille computer med nyhedsbureauets kendingsbogstaver, og en kvinde stod med en blok, hvorpå der stod Sydsvenskan.

Manden og kvinden fra ambulancen åbnede bagdøren og trak en sammenfoldelig båre ud. Med rolige, metodiske bevægelser foldede de den ud og sikrede de forskellige låse. Annika mærkede, hvordan hårene rejste sig på hendes arme. Et pust af kulsyre steg op fra hendes mave og fik hende til at føle sig dårligt tilpas. Nu ville de snart køre liget frem. Hun skammede sig over sin morbide ophidselse.

– Kan I lige rykke lidt til siden? sagde kvinden med båren.

Annika så ned på båren, der rullede forbi. Den vibrerede, da hjulene knasede over asfaltens ujævnheder. Oven på båren lå en blåmeleret presenning i plastic, der var lagt sirligt sammen. Ligklædet, tænkte Annika og mærkede et koldt gys langs rygraden.

Manden og kvinden krøb ned under afspærringen. Det orangegule skilt med ordet ‘Afspærret’ gyngede længe efter.

Nu var de henne ved liget. Manden og kvinden stod i en gruppe og diskuterede noget. Annika mærkede solen brænde på bagsiden af armene.

– Hvorfor tager det så lang tid? hviskede hun halvhøjt til Berit.

Berit svarede ikke. Annika tog flasken med cola op af tasken og drak nogle slurke.

– Er det ikke frygteligt? sagde kvinden fra Sydsvenskan.

– Jo, det er det helt sikkert, sagde Annika.

Nu blev presenningen bredt ud over båren. Den blanke blågrå overflade flagrede i løvet.

De lagde den unge kvinde op på båren og dækkede hende til med plastic. Pludselig mærkede Annika tårerne stige op i øjnene. Hun så kvindens lydløse skrig, hendes grumsede blik og det blå mærke på hendes bryst.

Jeg må ikke give mig til at tude, tænkte hun og stirrede på de grå gravsten. Hun prøvede at skelne navne eller årstal, men alle inskriptionerne var på hebraisk. De sirlige tegn var næsten udviskede af tid og vind. Alt var pludselig meget stille. Endog trafikken på Drottningholmsvägen standsede op et øjeblik. Solen blev filtreret gennem de store lindekroner og dansede over granitten.

Kirkegården var her før byen, tænkte Annika. Træerne var her allerede, da de døde blev begravet. De var mindre og spinklere, men deres løv sendte samme skyggespil over granitten, da gravene var nygravede.

Lågerne blev åbnet, og fotograferne gik i gang. En af dem masede sig forbi Annika og stak en albue ind i mellemgulvet på hende, så hun et øjeblik ikke kunne få vejret. Forundret tumlede hun et par skridt tilbage og tabte båren af syne. Hurtigt flyttede hun sig tilbage igen.

Gad vidst hvilken vej hovedet ligger, tænkte Annika. De kører hende næppe ud med fødderne først.

Fotograferne fulgte båren langs afspærringen. Kameraerne knipsede ude af takt, her og der lyste en blitz op. Bertil Strand sprang omkring bag sine kolleger og holdt skiftevis kameraet over dem eller mellem dem. Annika holdt godt fast i ambulancens bagdør, og lakken brændte under hendes fingre. Gennem de pletter, der blev tilbage efter blitzene, så hun båren med den døde kvindes krop komme glidende. Chaufføren standsede få centimeter fra hende. Han åbnede bilen med fjernbetjeningen, og Annika så, at han svedte og var presset. Hun kiggede ned på plasticen.

Gad vidst om solen har holdt hende varm, tænkte hun.

Gad vidst hvem hun var.

Gad vidst om hun forstod, at hun skulle dø.

Gad vidst om hun nåede at blive bange.

Pludselig begyndte tårerne at løbe. Hun slap sit greb om døren, vendte sig om og gik et par skridt væk. Jorden gyngede under hende, og hun havde det, som om hun skulle kaste op.

– Det er lugten og varmen, sagde Berit, der pludselig dukkede op ved hendes side, lagde en arm om hendes skuldre og trak hende væk fra ambulancen.

Annika tørrede tårerne væk.

– Nu tager vi op på redaktionen, sagde Berit.

Patricia vågnede med en følelse af, at hun var ved at blive kvalt. Der var ingen luft i værelset, hun kunne ikke trække vejret. Langsomt blev hun bevidst om sin egen krop på madrassen, glinsende nøgen. Da hun løftede venstre arm, løb sveden ned ad ribbenene og endte i navlen.

Gode Jesus, tænkte hun. Jeg må have luft! Og vand!

Hun tænkte et øjeblik på at råbe på Josefin, men noget fik hende til at skifte mening. Der var helt stille i lejligheden, enten sov Jossie stadig, eller også var hun gået ud. Hun stønnede og rullede om på siden, mens hun spekulerede over, hvad klokken mon var. Josefins sorte gardiner lukkede dagen ude og fik værelset til at svæve i indelukket mørke. Der lugtede af sved og fugt.

– Det er et dårligt varsel, havde Patricia sagt, da Josefin var kommet hjem med det tykke, sorte stof. Man kan ikke have sorte gardiner. Det giver vinduerne sorgkanter, de positive energier kan ikke flyde frit.

Josefin var blevet irriteret.

– Det vil jeg blæse på, havde hun sagt. Så slipper du. På mit værelse skal jeg i det mindste have det mørkt. Hvordan pokker skal vi bære os ad med at arbejde om natten, hvis vi aldrig får sovet? Har du tænkt på det, hva’?

Naturligvis fik Jossie det, som hun ville. Det fik hun for det meste.

Med et suk satte hun sig op på madrassen. Lagnet var krøllet sammen som en fugtig navlestreng midt i sengen. Irriteret prøvede hun at glatte det ud.

Det er Jossies tur til at købe ind, tænkte hun, så der er sikkert ingenting i køleskabet.

Hun rejste sig og gik ud på toilettet og tissede. Så lånte hun Josefins morgenkåbe og gik tilbage til værelset for at trække gardinerne fra. Lyset ramte hendes øjne som stålsøm og fik hende til at trække dem for i en vis fart igen. I stedet lirkede hun en af ruderne op på vid gab og stillede en vase imellem, så den ikke skulle blæse til igen. Luften ude var endnu varmere end inde, men den lugtede ikke dårligt.

Langsomt gik hun ud i køkkenet, fyldte et ølkrus med vand fra hanen og drak grådigt. Køkkenuret viste fem minutter i to. Det fik Patricia til at føle sig fornøjet. Hun havde ikke sovet hele dagen væk, selvom hun havde arbejdet til klokken fem i morges.

Hun stillede kruset fra sig på køkkenbordet mellem en tom pizzakarton og tre krus med indtørrede teposer. Jossie var håbløs til at rydde op efter sig. Patricia sukkede og ryddede op, smed affald ud, vaskede op og tørrede køkkenbordet af uden at tænke.

Hun var på vej i bad, da telefonen ringede.

– Er Jossie der?

Det var Joachim. Uden at Patricia var sig det bevidst, rettede hun sig op og koncentrerede sig om at virke vågen.

– Jeg er lige stået op, jeg ved det faktisk ikke. Det kan være, hun sover.

– Er du sød at vække hende?

Tonen var kort, men venlig.

– En seguida, Joachim, vent et øjeblik….

Hun traskede ned ad korridoren til Josefins værelse og bankede forsigtigt på dørkarmen. Da hun ikke fik noget svar, åbnede hun døren på klem. Sengen var lige så uredt som i går, inden Patricia gik på arbejde. Hurtigt gik hun tilbage til telefonen.

– Nej, desværre, jeg tror, hun er gået ud.

– Hvorhen? Hvem mødes hun med?

Patricia lo nervøst.

– Ikke nogen, selvfølgelig, eller måske dig? Jeg ved det ikke. Det er hendes tur til at købe ind….

– Men hun har sovet hjemme?

Patricia prøvede at gøre stemmen indigneret.

– Ja, selvfølgelig har hun det. Hvor skulle hun ellers sove?

– Det er jo lige det, der er spørgsmålet, Patte. Har du et godt forslag?

Han lagde på, i samme øjeblik som vreden nåede Patricia. Hun hadede det, når han kaldte hende det ord. Han gjorde det for at fornedre hende. Han brød sig ikke om hende. Efter hans mening stod hun mellem ham selv og Josefin.

Patricia gik langsomt tilbage til Josefins soveværelse og så ind. Sengen så virkelig akkurat ud som i går aftes, tæppet på gulvet til venstre for sengen og Josefins røde badekåbe på hovedpuden.

Josefin var slet ikke kommet hjem i går.

Indsigten fyldte hende med ubehag.

Luften i entréen på bladet slog imod dem som et vådt og koldt håndklæde. Fugten skinnede på marmorgulvet og fik bronzebusten af bladets stifter til at skinne. Annika gøs og mærkede, at tænderne begyndte at klapre.

Bag glasruden i modtagelsen længst væk sad receptionisten Tore Brand og så sur ud.

– Ja, I kan sagtens, råbte han, da den lille gruppe passerede ham på vej mod elevatorerne. I kan gå ud og blive tøet op en gang imellem. Herinde er der så skidekoldt, at jeg har måttet tænde for varmeapparatet for ikke at få forfrysninger i fødderne.

Annika prøvede at smile, men orkede det ikke. Tore Brand havde først kunnet tage sin ferie i august i år, noget, han betragtede som uretfærdigt på grænsen til det provokerende.

– Jeg er nødt til at gå på toilettet, sagde Annika. Tag I bare op i forvejen.

Hun rundede Tore Brands glasbur og kunne lugte, at han havde smugrøget på sin post igen. Efter et øjebliks tøven valgte hun handicaptoilettet frem for dametoilettet. Hun ville være i fred og ikke stå og trænges med andre svedige kvinder ved håndvasken.

Tore Brands klagende stemme fulgte hende helt ind på toilettet. Hun låste døren ved at vride håndtaget op og betragtede sig selv i spejlet. Hun så virkelig herrens ud. Ansigtet var flammet og øjnene røde. Hun tog fat i vandhanen til venstre, bøjede sig ned, løftede håret op og lod det kolde vand skylle over nakken. Porcelænet føltes iskoldt mod hendes pande. En lille bæk af vand løb ned langs hendes rygrad.

Hvorfor udsætter jeg mig selv for det her? tænkte hun. Hvorfor ligger jeg ikke på græsplænen ved Tallsjö og læser Alt for Damerne?

Hun trykkede den røde knap på den automatiske tørrer ind, tog fat i blusens halskant og prøvede at tørre sveden af armhulerne. Det gik ikke specielt godt.

Anne Snapphanes plads stod tom, da Annika kom op på redaktionen. To krus indtørret kaffe stod stadig på skrivebordet, men colaen var væk. Annika regnede med, at hun var blevet sendt ud på en opgave.

Berit stod og talte med Spiken henne ved nyhedsdesken. Annika lod sig dumpe ned på en stol og lod tasken falde på gulvet. Hun følte sig svimmel og mat.

– Nå, hvordan var det så derovre? råbte Spiken og så udfordrende hen på hende.

Annika skyndte sig at grave sin blok frem og gik hen til desken.

– Ung, nøgen, plasticbryster, sagde hun. Meget sminke. Hun havde grædt. Ingen direkte forrådnelse, hun kan ikke have ligget der særlig længe. Ingen klæder i nærheden, så vidt jeg kunne se.

Hun så op fra blokken, og Spiken nikkede opmuntrende.

– Ser man det, sagde han. Nogen skrækslagne omkringboende?

– En niogtyveårig mor, Daniella, med et lille barn. Hun ville aldrig gå gennem parken igen om aftenen. „Det kunne have været mig“, siger hun.

Spiken nikkede bifaldende og gjorde notater.

– Ved man, hvem hun er?

Annika pressede læberne sammen og rystede på hovedet.

– Ikke så vidt vi ved.

– Så må vi håbe på, at de afslører navnet i aftenens løb. Du så ikke noget andet, noget der viste, hvor hun boede eller sådan noget?

– Du mener adressen tatoveret i panden? Desværre…….

Annika smilede, men Spiken besvarede ikke smilet.

– Okay. Berit, du tager dig af politiets jagt på morderen, finder ud af, hvem pigen var, taler med de pårørende. Annika, du skriver om den ængstelige mor og finder udklippene om det gamle mord frem.

– Jeg tror, vi kommer til at arbejde sammen om det her, sagde Berit. Annika har nogle oplysninger fra mordstedet, som jeg ikke har.

– Gør som I vil, sagde han. Og jeg vil holdes orienteret om, hvor langt I er kommet, inden jeg slutter klokken seks.

Han snurrede rundt på stolen, tog røret og tastede et nummer. Berit lukkede sin blok og gik hen mod sin plads.

– Jeg har fået udklippene, sagde hun over skulderen. Vi kan gennemgå dem sammen.

Annika lånte en stol, der stod ved skrivebordet ved siden af. Berit tog et bundt gulnede ark ud af en kuvert mærket ‘Evamordet’. Mordet var åbenbart sket, inden man havde indført edb på bladet.

– Alt hvad der er mere end ti år gammelt, findes kun i papirarkivet, sagde Berit.

Annika tog et sammenfoldet ark op, papiret føltes sprødt og skrøbeligt. Hun lod blikket glide hen over siden. Overskriften var sat med en gammeldags type, og trykket var dårligt. Et sort-hvidt billede over fire spalter viste parken fra nordsiden.

– Jeg husker rigtigt, sagde Berit. Hun var på vej op ad trapperne, og et eller andet sted på midten mødte hun nogen, der var på vej ned. Længere kom hun aldrig. Mordet er stadig ikke opklaret.

De satte sig på hver sin side af Berits skrivebord og fordybede sig i de gamle artikler. Annika lagde mærke til, at Berit havde skrevet mange af dem. Mordet på den unge Eva kunne på mange måder minde om dagens mord.

En varm sommeraften for cirka tolv år siden havde Eva været på vej op ad den stejle trappe, der udgjorde en forlængelse af Inedalsgatan. Hun blev fundet ved siden af det syttende trappetrin, halvnøgen og stranguleret.

I tiden lige efter mordet var artiklerne mange og lange, billederne var store og placeret højt oppe på siderne. Der var bragt et referat fra arbejdet med opklaringen af mordet samt obduktionsprotokollen, og der var interviews med omkringboende og venner og en artikel med overskriften ‘Lad os få fred’. Det var Evas forældre, der appellerede til nogen om noget, alvorlige holdt de om hinanden og så ind i kameraet. Der var manifestationer mod den meningsløse vold, mod volden mod kvinder og unge mennesker, en mindehøjtidelighed i Kungsholmskyrkan og bjerge af blomster på mordstedet.

Mærkeligt, at jeg ikke kan huske noget af det, tænkte Annika. Jeg var da så gammel, at jeg burde have opfattet noget af det, der skete.

Jo længere tid der gik efter mordet, jo kortere blev artiklerne. Billederne blev mindre og havnede efterhånden nederst på siderne. En notits tre et halvt år efter mordet oplyste, at en person var blevet forhørt, men senere løsladt. Derefter blev der tavshed om sagen.

Men nu var Eva nyhedsstof igen tolv år efter sin død. Parallellen var tydelig.

– Hvad skal vi stille op med det her? spurgte Annika.

– Vi skriver bare et kort referat, sagde Berit. Lige i øjeblikket er der ikke så meget andet, vi kan gøre. Vi skriver det, vi har, du tager din unge mor, og jeg tager Eva. Derefter burde kriminalpolitiet være indkoblede, og så kan vi begynde at ringe lidt rundt.

– Har vi travlt? spurgte Annika.

Berit smilede.

– Ikke særligt, sagde hun. Vi har ikke deadline før klokken 04.45 i morgen tidlig. Det ville selvfølgelig være godt, hvis vi var færdige lidt før, og det her er en god begyndelse.

– Hvad bliver der af de to artikler i avisen?

Berit trak på skuldrene.

– Det er slet ikke sikkert, de kommer med, det ved man aldrig. Det kommer an på, hvad der sker ude i verden, og hvor meget papir vi har.

Annika nikkede. Antallet af sider i avisen var ofte afgørende for, om artiklerne blev bragt. Det var også tilfældet på hendes sædvanlige arbejdsplads, Katrineholms-Kuriren. Midt på sommeren sparede avisens ledelse ofte på papiret, dels fordi annoncetilgangen i juli var beskeden, men også fordi der kun sjældent skete noget af betydning. Antallet af sider øgedes eller mindskedes altid med fire, eftersom der gik fire sider på en plade ude i trykkeriet.

– Jeg vil tro, at det her får en temmelig fremtrædende plads i avisen, sagde Berit. Først selve nyheden om morgenen, politiets jagt, derefter en dobbeltside med pigen og hvem hun var, ja altså, hvis vi får navnet. Så kommer sikkert rekapituleringen af Evamordet, din forskræmte mor og til sidst måske en artikel om Stockholm, en by i frygtens jerngreb. Sådan gætter jeg på, det bliver gjort.

Annika bladede lidt i udklippene.

– Hvor længe har du arbejdet her, Berit? spurgte hun.

Berit sukkede og smilede lidt.

– Snart femogtyve år. Jeg var ikke meget ældre end dig, da jeg kom hertil.

– Har du været kriminalreporter hele tiden?

– Nej, nej. I begyndelsen skrev jeg om dyr og madlavning. Så var jeg politisk medarbejder et stykke tid i begyndelsen af firserne, dengang var det smart med kvinder på den slags poster. Derefter havde jeg udenrigsstoffet i en periode. Ja, og nu er jeg her.

– Hvad har du syntes bedst om? spurgte Annika.

– Det sjoveste er at skrive og at få kendsgerningerne frem. Jeg er glad for at være her på kriminalredaktionen. Jeg har meget frie hænder og kan stort set gøre, som det passer mig. Er du sød at række mig de artikler der? Tak.

Annika rejste sig og gik over på sin plads. Anne Snapphane var ikke kommet tilbage. Der var tomt og stille, når hun var væk.

Annikas pc havde lukket sig selv ned på en eller anden måde, og den skingre tone, der kom fra den, da den gik i gang igen, gjorde hende forskrækket. Hurtigt skrev hun ned, hvad Daniella Hermansson havde sagt, indledning, brødtekst og billedtekst. Derefter sendte hun artiklen til det redaktionelle lager. Sådan! Det gik jo fint det her!

Hun skulle netop til at gå ud og hente kaffe, da hendes telefon ringede. Det var Anne Snapphane.

– Jeg står i Visby lufthavn, råbte hun. Var der et mord i Kronis?

– Om der var, sagde Annika. Nøgen og stranguleret. Hvad laver du på Gotland?

– Skovbrand, sagde Anne. Hele øen brænder som et sankthansbål.

– Hele øen, gentog Annika og smilede, eller næsten hele øen?

– Dele af den, sagde Anne. Men jeg bliver i hvert fald væk til i morgen. Kan du give kattene mad?

– Har du ikke skaffet dig af med dem endnu? spurgte Annika surt.

– Skulle man måske jage rundt med to små misser i denne her varme? Dyrplager! Gider du også skifte sandet?

– Ja, ja….

De lagde på.

Hvorfor kan jeg aldrig sige nej? tænkte Annika og sukkede. Hun hentede kaffe og købte en Ramlösa i cafeteriet, tog dåsen og kaffekruset i hver sin hånd og gik en rastløs runde på redaktionen. Luftkonditioneringen nåede ikke helt herop, og luften var kun en kende køligere end udenfor. Spiken sad som sædvanligt og talte i telefon, to store svedpletter bredte sig under hans armhuler. Bertil Strand stod ved fotodesken og talte med Pelle Oscarsson, billedredaktøren. Hun gik hen til dem.

– Er det billederne fra Kronobergsparken?

Pelle Oscarsson dobbeltklikkede på et symbol på sin store skærm. Parkens mørkegrønne løv fyldte hele skærmen. Solens hårde lys plettede scenen. Gravstene i granit svævede mellem tremmerne i smedejernsstakittet. Et kvindeben fra hoften og til foden skimtedes i billedets centrum.

– Det er et fantastisk godt og stærkt billede, sagde Annika spontant.

– Så skal du se det her, sagde Billedpelle og flyttede markøren hen på et andet symbol.

Annika trådte uvilkårligt et skridt tilbage, da kvindens grumsede øjne mødte hendes.

– Det var de første billeder, sagde Bertil Strand. Heldigt, at jeg nåede at få fingeren ud, ikke?

Annika sank.

– Daniella Hermansson? spurgte hun.

Billedpelle klikkede på et tredje symbol. En nervøs Daniella med den lille i favnen så forskrækket i retning af parken.

– Skidegodt, sagde Annika.

– Det kunne have været mig, sagde Billedpelle.

– Hvordan kunne du vide, at det lige akkurat var det, hun sagde? spurgte Annika forundret.

– Det siger de altid i vores billedtekster, sagde Pelle og sukkede.

Annika gik videre.

Alle døre på afdelingen, hvor bladets ledelse havde til huse, var lukkede. Chefredaktøren havde hun ikke set noget til i dag. Han havde dårligt nok været synlig hele ugen, nu hun kom til at tænke over det. Ingen af dem, der redigerede avisen, var dukket op endnu. Mændene, der arbejdede med avisens layout, plejede at komme dryssende ved syvtiden om aftenen, solbrændte og døsige efter en hel eftermiddag i Rålambshovsparken. De plejede at indlede nattens øvelser med hver at hælde en liter sort kaffe i sig, derefter skændtes de lidt om alle de fejl, de hævdede var begået i dagens avis, og så endelig gik de i gang med at arbejde. De flyttede overskrifter, forkortede tekster og sad ved deres pc’er, til avisen gik i trykken klokken seks om morgenen. Annika var lidt bange for dem. De var højrøstede og barske, lettere kyniske og havde en tilbøjelighed til at kategorisere, men deres viden og professionalisme var beundringsværdig. Mange af dem levede for avisen, arbejdede fire nætter og havde fire fri, år ud og år ind. Skemaet kørte over jul, påske og midsommer, fire arbejdsnætter, fire frinætter. Annika fattede ikke, hvordan de kunne holde det ud.

Hun gik over på den tomme sportsredaktion. Et tv med Eurosport kørte i det ene hjørne. Hun standsede op ved de store vinduer længst væk, stillede sig med ryggen mod redaktionen og så ud over parkeringshuset lige overfor. Det var, som om betonen dampede. Når hun gik helt hen til vinduet og så mod venstre, kunne hun skimte den russiske ambassade. Hun lagde panden mod glasset og undrede sig over, hvor køligt det føltes. Sveden efterlod en smattet plet på ruden, som hun prøvede at tørre væk med hånden. Hun drak de sidste slurke af sin mineralvand. Det smagte fladt. Langsomt gik hun tilbage over redaktionsgulvet, mens hun fyldtes af en intensiv lykkefølelse.

Hun var her. Hun fik lov til at være med. Hun var en af dem.

Det kommer til at gå, som det skal, tænkte hun. Jeg kommer til at blive her.

Klokken var efterhånden lidt over tre. Det var på tide at ringe til politiet. På vej tilbage til sin plads gik hun forbi køkkenet og fyldte dåsen med mineralvand med vand fra hanen.

– Vi ved for lidt endnu, sagde den vagthavende betjent på kriminalafdelingen surt. Ring til pressens talsmand.

Politiets talsmand kunne ingenting sige.

Fra centralen fik hun bekræftet, at man havde sendt biler til Kronobergsparken, men det vidste hun jo allerede. Fra alarmcentralen modtog hun igen oplysningen om, at alarmen var indkommet fra en privatperson klokken 12.48. Der var ingen telefonabonnement på narkomanens c/o-adresse.

Annika sukkede. Hun tog sin blok op, bladede i den og fik øje på kaldenummeret på hawaiiskjortens bil. Hun tænkte sig om i nogle sekunder, så ringede hun igen til politiet. Bilen tilhørte kriminalafdelingen på Norrmalm. Hun ringede dertil.

– Vi har lånt den ud i dag, sagde den vagthavende, da han havde tjekket sin liste.

– Til hvem? spurgte Annika og mærkede sit hjerte banke hurtigere.

– Til voldsafdelingen. De har ingen selv. Der er sket et dødsfald på Kungsholmen i dag, forstår du.

– Ja, det har jeg hørt. Ved du ellers noget?

– Ikke mit bord. Kungsholmen hører til Söder. Men det her ligger sikkert allerede oppe på voldsafdelingen.

– Ham, der lånte bilen, havde kort, lyst hår og var iført en hawaiiskjorte. Ved du, hvem det er?

Den vagthavende lo.

– Det kan kun have været Q, sagde han.

– Q? sagde Annika.

– Sådan bliver han kaldt, han er kommissær på voldsafdelingen. Nu får jeg en anden samtale ind her…..

Annika takkede, lagde røret og tastede igen nummeret til omstillingen.

– Jeg vil gerne tale med Q på voldsafdelingen, sagde hun.

– Hvem? sagde receptionisten forundret.

– En kommissær, der går under navnet Q og arbejder på voldsafdelingen.

Hun hørte receptionisten stønne. Der var sikkert lige så varmt der som her.

– Et øjeblik….

Hun hørte telefonen ringe. Annika skulle lige til at lægge på, da en vranten stemme svarede.

– Hallo, er det voldsafdelingen? sagde hun.

Endnu et støn.

– Ja, det er voldsafdelingen. Hvad drejer det sig om?

– Jeg vil gerne tale med Q, sagde Annika.

– Det er mig.

Bingo!

– Jeg ville bare bede om forladelse, sagde Annika. Annika Bengtzon hedder jeg, og det var mig, der var ved at løbe dig over ende i dag i Kronobergsparken.

Manden i røret sukkede. Der lød en skrabende lyd i baggrunden. Det lød, som om han var ved at sætte sig på en stol.

– Hvilken avis ringer du fra?

– Kvällspressen. Jeg arbejder som elev her i sommer. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan man plejer at gøre i situationer som denne her, hvordan kontakten med medierne fungerer. Hjemme i Katrineholm ringer jeg altid til Johansson på kriminalafdelingen klokken tre, han ved alt.

– Her i Stockholm ringer man til pressens talsmand, sagde Q.

– Men det er dig, der leder efterforskningen? sagde Annika prøvende.

– Ja, indtil videre.

Yes!

– Hvorfor ikke en anklager? skyndte hun sig at spørge.

– Det er der ingen grund til, som situationen er nu.

– Så I har altså ingen mistænkt, konkluderede Annika.

Manden i røret svarede ikke.

– Du er ikke så dum, som du lyder til, sagde han til sidst. Hvor vil du hen?

– Hvem var hun?

Han stønnede igen.

– Hør lige her, du der, jeg har jo sagt, at du skal henvende dig til…..

– Han siger, at han ikke ved noget.

– Så må du vel lade dig nøje med det indtil videre.

Han var ved at miste tålmodigheden.

– Undskyld, sagde Annika. Det var ikke min mening at presse dig.

– Jo, det var det vist lige præcis. Nu har jeg en hel masse at…..

– Hun havde silikonebryster, sagde Annika. Hun havde masser af sminke på og havde grædt, inden hun døde. Ved I hvorfor?

Manden i røret ventede tavst. Annika holdt vejret.

– Hvor ved du det fra? spurgte han, og Annika kunne høre, at han var forbavset.

– Lad mig sige det sådan her: Hun havde ikke ligget ret længe. Mascaraen var udtværet, hun havde læbestift på kinden. Hun er på Retsmedicinsk Institut i Solna nu, er det ikke rigtigt? Hvornår kan I oplyse mig om det, I ved?

– Det med silikonebrysterne vidste jeg faktisk ikke noget om, sagde han.

– Almindelige bryster flyder ligesom ud til siden, når man ligger ned, mens silikonebryster stritter lige op i vejret. Det er ikke ret almindeligt hos så unge piger. Var hun prostitueret?

– Nej, afgjort ikke, sagde betjenten, og Annika kunne høre, hvordan han bed sig i tungen.

– Så ved I altså, hvem hun er! Hvornår afslører I navnet?

– Vi er ikke sikre endnu. Hun er ikke identificeret.

– Men det varer ikke længe, før hun bliver det? Og hvad var det for resten, der havde gnavet i hende?

– Nu har jeg altså ikke tid længere. Hej.

Lederen af efterforskningen, Q, lagde på, og det var først, da summetonen igen lød i røret, det gik op for Annika, at hun stadig ikke vidste, hvad han hed.

Ministeren satte bilen i fjerde gear og satte farten i vejret, da han kørte ind i Karlbergstunnelen. Varmen i bilen var trykkende, han lænede sig frem og fumlede med bilens ventilationssystem. Systemet gik i gang med et klik og gik så over i en stille brusen. Han sukkede. Vejen føltes pludselig uden ende.

Det bliver i det mindste køligere hen under aften, tænkte han.

Han nåede op på Norra Länken og kørte ind i tunnelen op mod E4. Køretøjets forskellige lyde tog til inde i selve bilen, forstærkedes og blev hængende mellem ruderne. Lyden af dækkene mod asfalten, kølesystemets susen, den hvinende lyd fra en liste, der ikke var tæt. Han tændte for bilradioen for at slippe for at høre på støjen. Larmen fra P3 fyldte bilen. Han så på digitaluret på instrumentbrættet: 17.53. Inden længe ville Studie 6 begynde, nyhedsmagasinet med debatter og analyser.

Gad vidst om jeg er med, fløj det gennem hans hjerne.

Naturligvis ikke, tænkte han så. Hvorfor skulle jeg være det? De har jo ikke interviewet mig.

Han lagde sig i venstre kørebane og overhalede to franske campingvogne. Haga Norra flimrede forbi, og det gik op for ham, at han kørte alt for stærkt. Det kunne være kønt, om jeg blev taget for at køre for stærkt, tænkte han og skiftede vejbane. Campingvognene fyldte hans bakspejl og tudede rasende over hans opbremsning.

Klokken blev seks, og han skruede op for at høre Ekkoets udsendelse. USA’s præsident var bekymret over udviklingen i fredsprocessen i Mellemøsten. Han havde indbudt parterne til nye forhandlinger i Washington den følgende uge. Det var uvist, om palæstinensernes repræsentant ville efterkomme invitationen. Ministeren lyttede opmærksomt. Det her kunne få konsekvenser for hans eget arbejde.

Derefter fulgte en direkte udsendelse fra Gotland, hvor en voldsom skovbrand hærgede. Store arealer på den østlige side var truet. Journalisten interviewede en bekymret landmand. Ministeren mærkede, at han mistede opmærksomheden. Han kørte forbi udkørslen til Sollentuna og havde overhovedet ikke bemærket, at han havde passeret Järva Kro.

Ekkoet forlod Gotland og vendte tilbage til journalisten i studiet og nogle telegrammer. Forhandlingerne fortsatte stadig i den varslede flyvelederkonflikt, og fagforeningen skulle svare på mæglerens bud senest klokken 19. En ung kvinde var fundet død i Kronobergsparken i det centrale Stockholm. Ministeren spidsede ører og skruede op for lyden. Politiet tav stadig om dødsfaldet, men der var ting, der tydede på, at den unge kvinde var blevet myrdet.

Derefter fulgte et kort indslag om den tidligere partisekretær, der havde skrevet en debatartikel om den gamle IB-sag i en af morgenaviserne. Ministeren blev irriteret. Fanden til idiot. At han da ikke kunne holde sin kæft, og så midt i valgkampagnen.

– Vi gjorde det for demokratiet, sagde den gamle partisekretær i højttaleren. Uden os havde døren stået på vid gab til det marxistisk-leninistiske paradis.

Derefter fulgte en vejrudsigt. Højtrykket skulle blive liggende over Skandinavien de kommende fem døgn. Grundvandet var nu langt under det normale i hele landet, og risikoen for brand i skove og på marker var meget stor. Der var forbud i hele landet mod åben ild. Ministeren sukkede.

Reporteren i studiet afsluttede udsendelsen, samtidig med at Rotebromotet gled forbi. Et stort indkøbscenter skimtedes nede til højre. Ministeren ventede på den brølende elguitar, der var signalet til nyhedsmagasinet Studie 6, men til hans forundring udeblev det. I stedet annonceredes endnu et program med nogle hysterisk skrålende unge mennesker som programledere. Satans også, det var jo lørdag. Studie 6 blev jo kun sendt mandag til fredag. Irriteret slukkede han for bilradioen. I samme øjeblik ringede hans mobiltelefon. Efter ringetonen at dømme lå den langt nede på bunden af en taske på bagsædet. Han bandede højt og langede den ene arm bagud. Mens bilen svingede fra side til side over striberne på vejbanen, lykkedes det ham at vælte sin rejsetaske ned på gulvet og få den lille overnatningstaske frem. En sølvfarvet Mercedes af ny model brugte rasende hornet, da han kørte forbi.

– Kapitalistsvin, mumlede ministeren.

Han vendte bunden i vejret på tasken på passagersædet og fik fat i sin telefon.

– Ja? sagde han.

– Det er Karina, hej.

Hans pressesekretær.

– Hvor er du? spurgte hun.

– Hvad vil du? svarede han.

– Svenska Dagbladet spørger, om den nye krise i fredsforhandlingerne i Mellemøsten truer leverancen af fly til Israel.

– Det er en fælde, sagde ministeren. Vi har ikke underskrevet nogen aftale om flyleverancer til Israel.

– Det var ikke det, spørgsmålet gik ud på, sagde pressesekretæren. Spørgsmålet er, om forhandlingerne er truede.

– Regeringen kommenterer ikke eventuelle forhandlinger, ført af eventuelle købere af svensk krigsmateriel eller svenske krigsfly. Forhandlinger foregår ofte og længe med et større antal forskellige interessenter og fører forholdsvis sjældent til nogen større indkøb. Eventuelle leverancer er ikke truede i dette tilfælde, eftersom der ikke er indgået aftale om nogen, i det mindste ikke så vidt jeg er orienteret.

Pressesekretæren noterede i tavshed.

– Okay, sagde hun til sidst. Har jeg forstået det korrekt? „Svaret er nej. Ingen leverancer er truede, eftersom ingen kontrakter er underskrevet.“

Ministeren strøg sig over panden med en træt håndbevægelse.

– Nej, nej, Karina, sagde han. Det var slet ikke det, jeg sagde. Jeg svarede ikke nej på spørgsmålet. Det kan ikke besvares. Eftersom ingen leverancer er planlagt, kan de heller ikke være truede. Et nej til spørgsmålet betyder jo, at leverancerne skal gennemføres.

Karina åndede stille i røret.

– Det kan være, du selv skulle tale med journalisten, sagde hun.

Du almægtige Gud, han måtte se at få fyret den åndssvage kælling. Hun havde jo knald i låget!

– Nej, Karina, sagde han. Det er din opgave at formulere det her på sådan en måde, at min intention fremgår, og citatet bliver korrekt. Hvorfor tror du, at du får en løn på over fyrretusinde om måneden?

Han afsluttede samtalen, inden hun kunne nå at svare. For en sikkerheds skyld slukkede han mobiltelefonen og smed den ned i tasken igen.

Tavsheden blev kompakt. Langsomt begyndte lydene at vende tilbage i bilen, den hvinende liste, dækkene mod den hede asfalt, suset fra køleanlægget. Irriteret flåede han de to øverste skjorteknapper op og tændte igen for radioen. Han gad ikke høre på P3s sludder, men trykkede på en forindstillet kanal og fik Radio Rix. Et gammelt hit rullede ud af højttalerne, han genkendte det fra sin ungdom. Sangen mindede ham om et eller andet, men han kunne ikke komme i tanker om, hvad det var. En eller anden pige, formentlig. Han modstod en impuls til at lukke for radioen igen. Alt var bedre end støjen fra dækkene.

Han havde en lang nat for sig.

Redigeringsholdet tumlede ind lidt i syv, og de larmede akkurat lige så meget, som de plejede. Deres chef, Jansson, havde anbragt sig over for Spiken ved desken. Annika og Berit havde været i personalekantinen, der gik under navnet ‘de syv rotter’, og spist millionbøf.

Kombinationen af den tunge følelse af mæthed og de højt grinende mænd gav hende mavekneb. Hun var ikke kommet et skridt videre. Narkomanen, der havde givet hende tippet, havde hun ikke fået fat i. Pressetalsmanden var et under af venlighed og tålmodighed, men han vidste ingenting. Hun havde talt med ham tre gange i løbet af eftermiddagen. Han vidste ikke, hvem kvinden var, hvornår eller hvordan hun døde, eller hvornår han ville få noget at vide om det. Det gjorde Annika nervøs og bidrog formentlig til maveknebet.

Hun var nødsaget til at stampe et portræt af kvinden op af jorden til løbesedlerne, ellers var løbet kørt for hende.

– Tag den med ro, sagde Berit. Du får se, vi skal nok nå det. I morgen er der også en dag. Hvis ikke vi får navnet, er der heller ingen andre, der får det.

Rapport klokken 19.30 ville uden tvivl indlede udsendelsen med krisen i Mellemøsten og appellen fra USA’s præsident om videre forhandlinger. Indslaget blev ved i en uendelighed, og der blev stillet talløse spørgsmål direkte til redaktionens korrespondent i Washington. Lange udredninger på kancellisprog ledsagede billederne.

Så kom branden på Gotland, der havde fået tildelt samme nyhedsværdi som hos Ekkoet. Billederne fra luften var afgjort imponerende. Først talte man med lederen af redningsarbejdet, en brandchef fra Visby. Derefter fulgte nogle billeder fra en improviseret pressekonference. Annika smilede, da hun så Anne Snapphane mase sig så langt frem som muligt med båndoptageren højt løftet. Til sidst kom samtalen med den nervøse landmand. Annika mente, hun kunne genkende hans stemme fra Ekkoet.

Efter branden var det småt med nyhederne. Man pinte en nyhed ud af, at valgkampagnen var tyvstartet. Det mente Annika, at den var for et halvt år siden. Den socialdemokratiske statsminister gik hånd i hånd med sin nye frue på torvet i sin hjemby og vinkede. Annika smilede igen, da hun skimtede skiltet på sin gamle arbejdsplads i baggrunden. Statsministeren kommenterede kort sin tidligere partisekretærs debatartikel om IB-affæren.

– Dette er ikke et spørgsmål, som vi vil slæbe med os ind i det nye årti, sagde han træt. Vi skal til bunds i det her. Hvis det er nødvendigt at nedsætte en komité, så gør vi det.

Derefter var man gået over til det materiale, der var produceret på forhånd. Sveriges Televisions ruslandskorrespondent, en rasende dygtig fyr, havde været i Kaukasien og skildret den grusomme, blodige og langvarige konflikt i en af de gamle sovjetrepublikker. Det er det, der er godt ved sommertørken, tænkte Annika. Man får en masse ting at se i de sædvanlige nyhedsprogrammer, som man ellers aldrig ser.

Republikkens aldrende præsident blev interviewet. Han forbløffede journalisten ved at tale svensk.

– Jeg var stationeret på den sovjetiske ambassade i Stockholm fra 1970 til 1973, sagde han med kraftig accent.

– Fantastisk, udbrød Annika forundret.

Præsidenten var dybt bekymret. Rusland forsynede oprørerne med våben og ammunition, selv led han meget under den internationale våbenembargo, som FN havde besluttet at indføre mod hans land. Han havde været udsat for gentagne mordforsøg og led desuden af en alvorlig hjertesygdom.

– Mit land lider, sagde han på svensk og stirrede ind i kameraet. Børnene dør. Dette er ikke retfærdigt.

Herregud, som folk dog har det, tænkte Annika og gik hen og hentede et plastickrus med kaffe. Da hun kom tilbage, havde man taget hul på nogle korte indslag om indenrigsbegivenheder. En trafikulykke i Enköping. En ung pige var fundet død i Kronobergsparken i Stockholm. Strejken blandt flyvelederne var afværget, efter at også fagforeningen havde sagt ja til mæglernes endelige forslag. Telegrammerne blev læst op efter hinanden som korte kommentarer ledsaget af anonyme oversigtsbilleder. Der var åbenbart en fotograf, der havde ulejliget sig ud til Kungsholmen, for der var et par sekunder af flagrende blå-hvide afspærringsbånd og tæt grønt løv fra parken. Mere var der ikke.

Annika sukkede. Det ville ikke blive let, det her.

Patricia frøs. Hun slog armene om sig selv og trak fødderne op på sædet. Køleanlægget langs bilens gulv var utæt og fyldte bilen med udstødningsgas og blomsterstøv. Hun nøs.

– Er du ved at blive forkølet? spurgte fyren på forsædet. Han så ikke værst ud, men han havde en rigtig smagløs skjorte på. Ingen klasse. Men hun kunne bedst lide de ældre fyre, de var ikke så vilde i varmen.

– Nej, sagde hun surt. Jeg er allergisk.

–Vi er der lige straks, sagde fyren.

Ved siden af ham på førersædet sad en rigtig led kælling, en af den slags kvindelige betjente, der absolut skulle være meget skrappere end alle fyrene for at skabe respekt om sig selv. Hun havde hilst stift på Patricia og derefter ignoreret hende.

Hun ser ned på mig, tænkte Patricia. Hun synes, hun er bedre end mig.

Den kvindelige betjent havde fulgt Karlbergsvägen og kørt over Norra Stationsgatan. Egentlig var det kun busser og taxier, der måtte køre sådan, men det blæste hun åbenbart en lang march. De kørte under Essingeleden og kom ad bagvejen ind på Karolinska Institutets område. Røde murstensbygninger fra forskellige epoker afløste hinanden, en stille by i byen. Der var ikke et menneske at se, det var jo lørdag aften. Scheelelaboratoriet gled forbi til højre, Tomtebodaskolen rejste sig som et rustrødt palads til venstre. Strisserdamen svingede til højre og anbragte bilen på en lille parkeringsplads. Fyren i den grimme skjorte steg ud og åbnede døren i hendes side.

– Den er sikret, sagde han.

Patricia kunne ikke røre sig. Hun sad med fødderne på sædet og knæene under hagen. Hendes tænder klaprede i munden på hende.

Det her, det sker ikke, tænkte hun. Det er kun dårlige tegn. Positive tanker, positive tanker….

Luften var blevet så tyk, at den ikke kunne trænge ned i hendes lunger. Den blev stående et eller andet sted over brystbenet, voksede, blev tykkere og tykkere, kvalte hende.

– Jeg klarer det ikke, sagde hun. Tænk, hvis det ikke er hende?

– Det får vi snart at vide, sagde fyren. Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart for dig. Kom, lad mig hjælpe dig ud af bilen. Vil du have noget at drikke?

Hun rystede på hovedet, men tog hans fremstrakte hånd. Med rystende ben trådte hun ud på asfalten. Strisserdamen var begyndt at gå ned ad en lille sti, gruset knasede under hendes tunge sko.

– Jeg har det dårligt, sagde Patricia.

– Her, tag et stykke tyggegummi, sagde fyren.

Uden at svare strakte hun hånden frem og tog et stykke Stimorol fra pakken.

– Det er hernede, sagde han.

De passerede et skilt med en rød pil og teksten ‘95:7 Retsmedicinsk afd. Lighus’.

Hun tyggede koncentreret. De gik mellem linde- og ahorntræer. En svag vind hviskede i løvet, måske ville varmen langt om længe tage af.

Det første, hun lagde mærke til, var det lange halvtag. Det stak ud fra en bunkerlignende bygning som en overdimensioneret kasket. Materialet var de sædvanlige røde mursten, porten var af gråsort jern, lukket og tung.

STOCKHOLMS LIGHUS stod der med store guldbogstaver under halvtaget, og længst nede:

‘Adgang kun tilladt for pårørende. Identificering. Bisættelse.’

Samtaleanlægget ved døren var af slidt plastic. Fyren trykkede på en forkromet knap, en lavmælt stemme svarede, og fyren sagde noget. Patricia vendte ryggen mod døren og så sig tilbage mod parkeringspladsen. Hun havde en svag følelse af, at jorden gyngede under hendes fødder som lange dønninger på et kæmpemæssigt hav. Solen var forsvundet bag Tomtebodaskolen, dagen under halvtaget var næsten forsvundet. Lige fremme lå Hälsohögskolan, flad, røde mursten fra tresserne. Luften blev tungere og tungere, tyggegummiet voksede i munden på hende. En fugl sang et eller andet sted i buskene, lyden nåede hende som gennem et filter. Hun hørte sine egne kæber male løs på tyggegummiet.

– Velkommen.

Fyren lagde sin hånd på hendes arm, og hun var tvunget til at vende sig om. Døren var gået op. En anden fyr stod i døren og smilede forsigtigt til hende.

– Denne vej. Vær så god at komme indenfor, sagde han.

Klumpen i halsen voksede, og hun sank voldsomt.

– Jeg er nødt til at smide mit tyggegummi væk, sagde hun.

– Der er et toilet herinde, sagde han.

Strisserdamen og fyren i skjorten ventede og lod hende gå ind først. Lokalet var lille. Det mindede om venteværelset hos tandlægen, en lille grå sofa til venstre, lavt birketræsbord, fire stole i krom med blåternet betræk, abstrakt maleri med tre felter på væggen, et gråt, et brunt og et blåt. Et spejl til højre. Lige frem var der en garderobe og et toilet. Der gik hun hen med en ubehagelig følelse af ikke at nå gulvet.

Er du her, Josefin?

Kan du mærke min ånde?

Inde på toilettet låste hun døren og smed tyggegummiet i papirkurven. Trådkurven var tom, og tyggegummiet satte sig fast lige under kanten. Hun prøvede at skubbe til det, men det hang fast i fingeren. Der var ingen papirkrus, så hun drak en slurk vand direkte fra hanen. Det her er jo et lighus, så de er sikkert omhyggelige med hygiejnen, tænkte hun.

Hun trak vejret dybt gennem næsen nogle gange og gik udenfor. De ventede på hende. De stod ved en anden dør mellem spejlet og udgangen.

– Jeg vil forberede dig på, at det her kan gå hen og blive temmelig ubehageligt, sagde fyren. Pigen derinde er ikke blevet vasket, siden hun blev fundet. Hun ligger også i samme stilling, som da vi fandt hende.

Patricia sank igen en stor klump i halsen.

– Hvordan døde hun?

– Pigen her er blevet kvalt. Hun blev fundet i Kronobergsparken på Kungsholmen i dag lige over middag.

Patricia lagde hånden over munden, og hendes øjne blev store og fyldtes af tårer.

– Vi plejer altid at skyde genvej gennem parken på vej hjem fra arbejde, hviskede hun.

– Det er jo ikke sikkert, at det er din veninde, sagde fyren. Jeg vil gerne have, at du tager det helt roligt og ser rigtigt på hende. Der er ikke noget farligt ved det.

– Er hun …..blodig?

– Nej, overhovedet ikke. Hun er hel og fin. Kroppen er begyndt at tørre ud, derfor kan ansigtet se lidt indsunket ud. Hendes hud og hendes læber er misfarvet, men det er ikke så slemt. Der er ikke noget ækelt ved hende.

Fyrens stemme var lavmælt og rolig. Han tog hendes hånd.

– Er du klar?

Patricia nikkede. Politikællingen åbnede døren. Et svalt pust kom dem i møde indefra. Hun indåndede dets fugt og forventede en stank af lig og blod. Der var ingen. Luften var frisk og ren. Hun tog et forsigtigt skridt ind på gulvet. Det var af sten, blankt, gråbrunt, væggene kridhvide og af sten, berappede, ujævne. To elektriske elementer var skruet fast på den fjerneste væg. Hun løftede blikket og fik øje på en stor lampe, der svævede under loftet. Tolv glødende lamper spredte et dovent skær over lokalet. Det mindede om et kapel. To lysestager i træ. Lysene var ikke tændt, men Patricia kunne alligevel fornemme duften af stearin. Mellem dem stod båren.

– Jeg vil ikke, sagde hun.

– Du behøver heller ikke, sagde fyren. Vi kan hente hendes forældre eller hendes kæreste. Problemet er, at det tager længere tid. Morderens forspring vokser. Den, der har gjort det her, skal ikke have lov til at gå løs.

Hun sank igen. Bag båren hang der et stort, blåt stofbillede. Det dækkede hele den bageste dør. Hun stirrede på det blå og prøvede at danne sig et mønster.

– Så gør jeg det vel, sagde hun.

Fyren, der stadig holdt hende i hånden, trak hende langsomt hen mod båren. Hun lå under et lagen. Hænderne var strakt op over hendes hoved.

– Nu tager Anja forsigtigt lagnet væk fra hendes ansigt. Jeg står her ved siden af dig hele tiden.

Strisserdamen hed altså Anja.

Hun mærkede bevægelsen, det hvide stykke stof, der blev fjernet, mærkede det lette sus i luften. Hun slap det blå stofbillede med blikket og så ned på båren.

Det er rigtigt, tænkte hun. Hun er fin. Hun er død, men hun er ikke væmmelig. Hun ser lidt forundret ud, tænkte hun, som om hun ikke rigtigt har forstået, hvad der er sket.

– Jossie, hviskede Patricia.

– Er det din veninde? spurgte fyren.

Hun nikkede. Tårerne flød over, hun gjorde ikke noget forsøg på at standse dem. Hun rakte hånden frem for at kærtegne Josefin over håret, men trak hånden til sig igen.

– Jossie, hvad har de dog gjort ved dig?

– Er du helt sikker?

Hun lukkede øjnene og nikkede.

– Åh, herregud da, sagde hun.

Hun lagde hånden for munden og kneb øjnene hårdt sammen.

– Du kan altså med hundrede procents sikkerhed bekræfte, at det her er Josefin Liljeberg, som du deler lejlighed med?

Hun nikkede og vendte sig væk fra Jossie, væk fra døden, væk fra det blå, der svævede bag båren.

– Jeg vil ud herfra, sagde hun halvkvalt. Tag mig væk herfra.

Fyren lagde sin arm om hendes skuldre, trak hende ind til sig og strøg hende over håret. Hun græd ubehersket og gjorde hans grimme hawaiiskjorte våd.

– Vi vil gennemgå jeres lejlighed grundigt her til aften, sagde han. Det ville være godt, hvis du er der.

Hun tørrede næsen med bagsiden af hånden og rystede på hovedet.

– Jeg skal på arbejde, sagde hun. Nu hvor Jossie er væk, får jeg ekstra meget at gøre. De savner mig sikkert allerede.

Han så undersøgende på hende.

– Er du sikker på, at du kan klare det?

Hun nikkede.

– Okay, sagde han. Så kører vi.

Pressemeddelelsen rullede ud af faxen klokken 21.12. Eftersom Stockholms politis presseafdeling altid sendte deres meddelelser til redaktionssekretæren, Eva-Britt Quist, der ikke arbejdede i weekenden, var der ingen, der så den. Først da nyhedsbureauet bragte en kort orientering klokken 21.45, blev Berit opmærksom på meddelelsen.

– Pressekonference på politigården klokken 22, råbte hun til Annika og skyndte sig hen til fotorummet.

Annika smed blok og pen ned i tasken og gik mod udgangen. Hun fik ondt i maven af spænding, nu ville hun få besked. Den manglende erfaring gjorde hende nervøs, hun havde aldrig før været til pressekonference hos Stockholms politi.

– Vi er nødt til at flytte faxen væk fra Eva-Britts plads, sagde Berit i elevatoren.

De satte sig ind i Bertil Strands Saab akkurat som tidligere på dagen. Annika sad igen på bagsædet på samme plads. Hun lukkede døren sagte og forsigtigt. Da fotografen kørte op mod Västerbron, opdagede hun, at hun ikke havde fået lukket døren rigtigt. Hurtigt trykkede hun på dørlåsen, tog et fast greb i håndtaget og håbede, at føreren ikke ville lægge mærke til det.

– Hvor skal vi hen? spurgte Bertil Strand.

– Kungsholmsgatan, Falckindgangen, sagde Berit.

– Hvad tror du, de har at sige? spurgte Annika.

– De har sikkert identificeret hende og underrettet de pårørende, sagde Berit.

– Ja, men hvorfor indkalder de til pressekonference?

– De har ikke den mindste smule at holde sig til, sagde Berit. De har brug for maksimal medieopmærksomhed. Nu gælder det om at vække detektiven i befolkningen, mens liget er frisk, og det er os, der er vækkeuret.

Annika sank. Hun skiftede hånd på dørhåndtaget og så ud gennem ruden. Aftenen så halvmørk og grå ud gennem de tonede ruder. Fridhemsplans neonskilte blinkede blegt i det skrå aftenlys.

– Man burde sidde på en fortovsrestaurant med et glas rødvin, sagde Bertil Strand.

Ingen af kvinderne svarede.

De passerede parken, Annika så afspærringsbåndene vaje i vinden. Fotografen kørte rundt om det grønne område og hen til Falckindgangen højest oppe på Kungsholmsgatan.

– Det er næsten ironisk, sagde Berit. Den største politistyrke i Skandinavien findes tohundrede meter fra mordstedet.

Rigspolitiets brune metalbeklædte bygning knejsede til højre for Annika. Hun vendte sig om og kastede et blik mod parken gennem bagruden. Det grønne område lå i skygge og fyldte hele vinduet. Pludselig følte hun, at hun var ved at besvime, som hun sad der klemt inde mellem politigården og den mørke park. Hun rodede i sin taske og fandt en rulle hårde engelske pebermyntekarameller frem. Hurtigt stak hun et par stykker i munden.

– Vi når det lige akkurat, sagde Berit.

Bertil Strand parkerede lidt for tæt på hjørnet, og Annika skyndte sig at stå ud. Hun var lidt stiv i håndledet efter at have holdt i døren hele vejen.

– Du ser lidt bleg ud, sagde Berit. Hvordan har du det?

– Jeg har det godt, sagde Annika. Hun tog tasken over skulderen og gik hen mod indgangen, mens hun tyggede koncentreret på karamellerne. En vagtmand fra selskabet Falck Security stod posteret ved siden af indgangen. De viste deres pressekort frem og gik ind i et trangt lokale, hvor en fotokopieringsmaskine optog det meste af gulvpladsen. Annika så sig nysgerrigt omkring. Lange korridorer strakte sig ud til både højre og venstre.

– Det her er egentlig afdelingen for identificering og fingeraftryk, hviskede Berit.

– Lige frem, kommanderede Falckvagten.

Der stod ‘Rigspoliti, kriminalafdeling’ med blå, spejlvendte bogstaver på glasdøren foran dem. Berit åbnede den. De landede i yderligere en korridor med beigefarvede vægge. Omkring ti meter til højre lå salen, hvor pressekonferencen skulle finde sted.

Bertil Strand sukkede.

– Det her er Sveriges kedeligste lokale at tage billeder i, sagde han. Det er ikke engang nok at anbringe en stærk lampe i loftet. Her er mørkebrunt.

– Er det derfor, pressens talsmand altid har røde øjne? Annika smilede lidt.

Fotografen stønnede.

Salen var temmelig stor. På gulvet lå et orangefarvet væg til væg-tæppe, og der var møbleret med beige/brune lænestole og blå/brun tekstilkunst. En lille gruppe journalister havde samlet sig længst fremme. Arne Påhlson og yderligere en journalist fra Konkurrenten var kommet, de stod og småsludrede med politiets pressetalsmand. Efterforskningslederen i hawaiiskjorten var ikke til stede. Til sin forundring så Annika, at Ekkoet var mødt op ligesom Fina Morgontidningen, der delte hus med Kvällspressen.

– Mord bliver straks taget lidt alvorligere, når der bliver indkaldt til pressekonference, forstår du, hviskede Berit.

Der var trykkende varmt i salen, og sveden drev ned over Annikas krop igen. De satte sig langt fremme, eftersom ingen af tv-kanalerne var til stede. Rækkerne nærmest podiet var allerede optaget af ledninger og tv-kameraer. Konkurrentens folk satte sig ved siden af dem, Bertil Strand ladede sine kameraer. Pressetalsmanden rømmede sig.

– Jeg vil gerne byde velkommen, sagde han og gik op på den lille scene længst fremme i salen. Han gik omkring et skrivebord og satte sig tungt bag et konferencebord, rodede lidt i nogle papirer og bankede med fingeren på mikrofonen foran sig.

– Ja, vi har bedt jer komme her i aften for at informere jer om dødsfaldet i det centrale Stockholm, der blev opdaget i dag ved frokosttid, sagde han og skød sine papirer fra sig.

Annika og Berit sad ved siden af hinanden og tog begge notater. Bertil Strand gik omkring et eller andet sted til venstre for dem og undersøgte forskellige vinkler gennem linsen.

– Der er mange, der har ringet til os i løbet af dagen for at få oplysninger om dødsfaldet, og derfor har vi valgt at indkalde til denne spontane pressekonference, fortsatte han. Jeg har tænkt at ridse nogle kendsgerninger vedrørende sagen op, og derefter står jeg til rådighed for jer en ad gangen. Skal vi gøre det sådan?

Journalisterne nikkede. Pressetalsmanden tog sine papirer op igen.

– Alarmcentralen modtog oplysningerne om liget klokken 12.48, sagde han. Det var en forbipasserende privatperson, der indtelefonerede oplysningen.

„Narkomanen“, skrev Annika på sin blok.

Pressetalsmanden tav et øjeblik og fortsatte så.

– Den døde er en ung kvinde. Hun er identificeret som Hanna Josefin Liljeberg, 19 år gammel, bosat i Stockholm. De pårørende er underrettet.

Annika mærkede, hvordan det brændte i maven. De grumsede øjne havde fået et navn. Forsigtigt så hun sig omkring for at se, hvordan kollegerne reagerede. Ingen fortrak en mine.

– Pigen mistede livet ved kvælning, sagde pressetalsmanden. Tidspunktet for, hvornår døden er indtruffet, er ikke fastlagt hundrede procent, men det er sandsynligvis sket mellem klokken tre og klokken syv i morges.

Han tøvede et øjeblik, inden han fortsatte.

– Ifølge obduktionen tyder det også på, at hun har været udsat for seksuelle overgreb og seksuel vold.

Billederne passerede revy i Annikas hoved, bryst, øjne, skrig. Pressetalsmanden løftede blikket fra bordet og sine papirer.

– Vi er nødt til at få hjælp fra offentligheden for at indkredse denne galning, sagde han træt. Vi har ikke ret meget at gå efter.

Annika sendte Berit et blik ud af øjenkrogen. Hun havde haft ret.

– Vores umiddelbare teori er, at findestedet er identisk med mordstedet. Der er tekniske detaljer, der tyder på det. Den sidste, som vi ved så Josefin i live foruden morderen, var hendes veninde, som hun delte lejlighed med. De skiltes på restauranten, hvor de begge arbejder, lidt i fem i morges. Det medfører, at vi kan indkredse tidspunktet for hendes død med yderligere to timer.

Der blev fotograferet med blitz. Annika gik ud fra, at det var Bertil Strand.

– Altså, konkluderede pressetalsmanden, mellem klokken fem og klokken syv i morges blev Hanna Josefin Liljeberg myrdet i Kronobergsparken i Stockholm. Kvæstelser på kroppen tyder på, at hun er blevet voldtaget.

Hans blik vandrede rundt blandt deltagerne i konferencen og landede til sidst på Annika. Hun sank.

– Vi er interesserede i at komme i kontakt med alle, jeg gentager, alle, der opholdt sig i nærheden af Kronobergsparken, Parkgatan, Hantverkargatan eller Sankt Göransgatan mellem klokken fem og klokken syv i morges. Alle relevante oplysninger vil blive modtaget af politiet. Vi har afsat specielle telefonnumre, hvortil offentligheden kan ringe. Man kan enten tale med en telefonist eller en automatisk telefonsvarer. Selvom begivenheden måske kan virke ubetydelig for vedkommende, kan den passe ind i et større mønster. Derfor beder vi alle, der har bemærket noget usædvanligt på det aktuelle tidspunkt, om at henvende sig….

Han tav. Støvet lå stille i luften. Tørheden brændte i Annikas hals.

Journalisten fra Fina Morgontidningen rømmede sig.

– Har I nogen mistænkt? spurgte han myndigt.

Annika så forundret på ham. Havde han overhovedet ikke forstået noget af det?

– Nej, svarede pressetalsmanden venligt. Det er derfor, det er så vigtigt at få oplysninger fra offentligheden.

Journalisten fra Fina noterede ned.

– Hvad er det for tekniske detaljer, der støtter den teori, at mordet er begået der, hvor liget blev fundet? sagde Arne Påhlson.

– Det kan vi ikke komme ind på, som situationen er i øjeblikket, sagde pressetalsmanden.

Journalisterne stillede flere ligegyldige spørgsmål, men pressetalsmanden ville ikke sige mere. Til sidst spurgte journalisten fra Ekkoet, om han kunne stille et par spørgsmål under fire øjne. Pressekonferencen afsluttedes. Den havde kun varet i omkring tyve minutter. Bertil Strand stod lænet mod en stor sort-hvid væg bagest i lokalet.

– Skal vi vente på Ekkoet og tale med ham senere? sagde Annika.

– Jeg tror, vi deler os op, sagde Berit. En af os bliver her og taler med de andre, den anden begynder at lede efter billeder af pigen.

Annika nikkede. Det virkede fornuftigt.

– Jeg kan køre forbi rigspolitiets central og tjekke pasregistret, sagde Berit, så kan du blive her og tale med Gösta.

– Gösta?

– Sådan hedder han. Bliver du her, Bertil? Så tager jeg en taxi…..

Efter Ekkoet var det Arne Påhlsons tur. Den anden journalist fra Konkurrenten var forsvundet. Annika ville vædde sin månedsløn på, at Berit ville støde ind i ham i pasregistret.

Arne Påhlson gav sig god tid, lige så længe som hele pressekonferencen varede. Kvart i elleve havde de alle sammen givet op med undtagelse af Annika og Bertil Strand. Pressetalsmanden var træt, da Annika langt om længe satte sig ned med ham i et hjørne af den tomme sal.

– Synes du, det er hårdt det her? spurgte Annika.

Gösta så forbavset op på hende.

– Hvad mener du?

– I må se så mange forfærdelige ting. Hvordan håndterer I det?

– Det er såmænd ikke så slemt. Havde du nogle spørgsmål?

Annika bladrede nogle sider tilbage i sin blok.

– Jeg så pigen oppe i parken, sagde hun roligt og nærmest henkastet. Hun havde intet tøj på, og jeg så ingen klæder i nærheden. Enten klatrede hun nøgen ind på kirkegården, eller også ligger hendes tøj et eller andet sted. Har I det?

Hun så pressetalsmanden lige ind i øjnene. Han blinkede forbavset.

– Nej, kun trusserne, sagde han. Men det må du ikke skrive?

– Hvorfor ikke det?

– Af opklaringstekniske grunde, sagde pressetalsmanden hurtigt.

– Vrøvl, sagde Annika. Hvad skulle det være for nogle?

Manden tænkte sig lidt om.

– Okay, sagde han. Det kan vi måske godt offentliggøre, det spiller vel ingen rolle.

– Hvor fandt I trusserne? Hvordan så de ud? Hvor ved I fra, at det er hendes?

– De hang på en busk ved siden af, rosa polyester. Vi har fået dem identificeret.

– Netop, sagde Annika. Det gik temmelig hurtigt med at få fastslået hendes identitet. Hvordan bar I jer ad med det?

Pressetalsmanden sukkede.

– Jo, du, sagde han. Hun blev identificeret af den person, hun delte lejlighed med, som jeg sagde.

– Mand eller kvinde?

– En ung pige, ligesom hende selv.

– Var Josefin meldt savnet?

Pressetalsmanden nikkede.

– Ja, af samme pige.

– Hvornår?

– Hun kom ikke hjem i nat, og da hun ikke dukkede op på arbejde, ringede hun til politiet omkring halv syv.

– Så pigerne boede og arbejdede sammen?

– Det ser sådan ud.

Annika skrev og sad lidt og tænkte.

– Men resten af hendes tøj? spurgte hun.

– Vi har ikke fundet det. Det ligger ikke i en radius af fem kvarter fra mordstedet. Papirkurvene i området omkring Fridhemsplan blev desværre tømt her til formiddag, så vi har folk på lossepladsen lige nu, der leder efter det.

– Hvad havde hun på?

Pressetalsmanden stak hånden ned i højre uniformslomme og trak et lille kladdehæfte frem.

– Kort sort kjole, læste han, hvide gummisko og blå cowboyjakke. Sandsynligvis en skuldertaske af mærket Roco-Baroco.

– I har vel ikke tilfældigvis et billede af hende? Med studenterhue på, måske? sagde Annika.

Pressetalsmanden strøg sig over håret.

– Det er vigtigt, at folk får at vide, hvordan hun så ud, sagde han. Skal du have det i nat?

Annika nikkede.

– Og med studenterhue på? Jeg skal se, hvad jeg kan gøre, sagde han. Var der ellers noget?

Hun bed sig i læben.

– Der var noget, der havde gnavet af liget, sagde hun. På den ene hånd.

Pressetalsmanden så forbavset ud.

– Så ved du mere, end jeg ved, sagde han.

Annika lagde blokken ned på knæet.

– Hvem var hun? sagde hun lavmælt.

Pressetalsmanden sukkede.

– Vi ved det ikke, sagde han. Vi ved ikke andet, end at hun er død.

– Hvad levede hun for et liv? Hvilken restaurant arbejdede hun på? Havde hun nogen kæreste?

Pressetalsmanden stak kladdehæftet ned i lommen igen.

– Jeg skal prøve at se, om jeg kan klare det med billederne, sagde han og rejste sig.

Berit var i gang med at skrive, da Annika og Bertil Strand kom tilbage til redaktionen.

– Hun var en rigtig køn pige, sagde Berit og pegede over mod Billedpelle.

Annika gik direkte over til fotodesken og så på det lille sort-hvide polaroidbillede. Hanna Josefin Liljeberg smilede til kameraet. Blikket var så strålende og smilet så blændende, som kun en teenager fuld af selvtillid kunne fremvise.

– Nitten år, sagde Annika og mærkede en trykken for brystet.

– Det ville være bedre, hvis vi fik et rigtigt billede, sagde Pelle Oscarsson. Det der bliver uklart og gråt, hvis vi lader det fylde mere end en enkelt spalte.

– Jeg tror, det løser sig, sagde Annika med en stille bøn til Gösta og gik hen til Berit.

– Kan du komme ind på Dafa Spar? spurgte Berit.

Annika rystede på hovedet.

– Så skal vi over til Eva-Britts plads, sagde Berit.

Ved redaktionssekretærens plads var der en pc, der var forsynet med et modem. Berit tændte for den og koblede sig ind på netværket. Via Infotorv nåede hun til Dafa Spar, Statens person- og adresseregister.

– Her er der oplysninger om hvert eneste menneske bosat i Sverige, forklarede hun, deres adresse, tidligere adresser, pigenavne, personnummer, fødested, alt sådan noget.

– Det var dog utroligt, sagde Annika forbløffet. Jeg havde ingen anelse om, at sådan noget fandtes.

– Dafa’en er et fantastisk godt arbejdsredskab. Sæt dig og tag oplysninger på nogle bekendte, når du har tid en dag.

Berit gik ind på F8 og bad om en landsdækkende eftersøgning på „Liljeberg, Hanna Josefin“. Der var to med det navn, en femogfirsårig dame i Malmö og en nittenårig pige på Dalagatan i Stockholm.

– Her er hun, sagde Berit, skrev et „v“ ud for den sidstnævnte og udførte kommandoen.

Liljeberg, Hanna Josefin, født i Täby, ugift. Den sidste ændring i folkeregistret var foretaget for mindre end to måneder siden.

– Nu skal vi prøve at finde ud af, hvor hun boede tidligere, sagde Berit og trykkede F7, historisk oplysning.

Pc’en arbejdede nogle sekunder, så dukkede der en anden adresse op på skærmen.

– Runslingan i Täby kyrkby, læste Berit. Det er et rækkehusområde.

– Hvordan kan du se det? sagde Annika og lod blikket glide over skærmen.

Berit smilede.

– Der er visse fakta, der ligger på den her harddisk, sagde hun og bankede sig på panden. Jeg bor i Täby. Det her må være hendes barndomshjem.

Berit bad om en udskrift og gav pc’en en ny kommando. Liljeberg Hed, Siv Barbro, Runslingan i Täby kyrkby, født for syvogfyrre år siden, gift.

– Josefins mor, sagde Annika. Hvordan fik du hende frem?

– Jeg foretog en søgning på kvinder med samme efternavn i samme postnummerområde, sagde Berit, bad om en udskrift og foretog den samme søgning på mænd. Der var to ved det navn, Hans Gunnar, enoghalvtreds år og Carl Niklas, nitten år, begge på Runslingan.

– Se på drengens fødselsdato, sagde Berit.

– Josefin havde en tvillingbror, sagde Annika.

Berit bad om en sidste udskrift og loggede sig ud. Hun slukkede for pc’en og gik hen til printeren.

– Tag dem her, sagde hun og gav Annika udskrifterne. Prøv at tale med nogen, der kendte hende.

Annika gik tilbage til sin plads. Redaktionsholdet var dybt koncentreret om deres opgaver. Jansson stod og skreg et eller andet ind i telefonrøret. Dataskærmenes flakkende lys fik nyhedsdesken til at flyde som en blå ø i redaktionshavet. Synet gjorde hende opmærksom på mørket udenfor. Natten var ved at falde på. Hun havde ikke for meget tid. I samme øjeblik hun satte sig, ringede den direkte linje. Med en refleksmæssig bevægelse tog hun røret. Det var nogle overrislede selskabsgæster, der spurgte, om det var sandt, at Selma Lagerlöf var lesbisk.

– Ring til oplysningen, sagde Annika og lagde på.

Hun tog alle telefonbøgerne frem, sukkede og gav sig til at læse, hvad der stod på omslagene. Hjemme i Katrineholm havde de et katalog for hele Sörmland, her havde de hele fire for et eneste nummerområde. Hun slog op under Liljeberg, Hans, Runslingan i Täby kyrkby. Han tituleredes ‘præst’. Hun skrev telefonnummeret ned og stirrede længe på det.

Nej, tænkte hun til sidst. Det må være muligt at få oplysninger frem på en anden måde.

Hun slog op på de lyserøde sider med kommuneinformation. Täby havde to gymnasier, Tibble og Åva. Hun ringede til omstillingerne, men begge havde viderestilling til en kommunal omstilling. Hun tænkte nogle sekunder, så begyndte hun at ringe uden om viderestillingen. I stedet for 00 drejede hun 01, derefter 02 og 03. Ved 05 fik hun bid og kom frem til vicerektor Martin Larsson-Bergs automatiske telefonsvarer, der meddelte, at han havde ferie til den 7. august. I telefonbogen stod han som cand.mag., bosiddende i Viggbyholm, og han var faktisk både hjemme og vågen.

– Undskyld, at jeg ringer så sent en lørdag aften, sagde Annika. Men det drejer sig om noget meget alvorligt.

– Er det noget med min kone? spurgte Martin Larsson-Berg uroligt.

– Din kone?

– Hun er ude at sejle her i weekenden.

– Nej, det har ikke noget at gøre med din kone. En pige, der kan have været en af dine elever, er fundet død i Stockholm i dag, sagde Annika og kneb øjnene sammen.

– Nåh, sagde manden lettet. Jeg troede, der var sket hende noget. Hvilken elev?

– En pige ved navn Josefin Liljeberg, opvokset i Täby kyrkby.

– Hvilken linje gik hun på?

– Jeg ved faktisk ikke, om hun overhovedet gik på Tibble, men det virker mest sandsynligt. Du kan ikke huske hende? Nitten år, køn, langt lyst hår, store bryster…..

Nu var rektoren med.

– Nåh, Josefin Liljeberg, sagde Martin Larsson-Berg. Jo, hun blev student fra medielinjen i foråret, det er rigtigt nok.

Annika åndede ud og åbnede øjnene.

– Kan du huske hende?

– Død, sagde du? Hvor frygteligt. Hvorhenne?

– Den jødiske kirkegård i Kronobergsparken. Hun blev myrdet.

– Nej, men det var dog forfærdeligt. Ved man, hvem der gjorde det?

– Ikke endnu. Kunne jeg måske få dig til at sige noget om hende, noget om, hvem hun var, give udtryk for din spontane reaktion?

Martin Larsson-Berg sukkede.

– Tja, sagde han. Tja, hvad skal man sige? Hun var jo, som piger i den alder er flest. Fnisende og forfængelig. De er jo ens alle sammen, har sådan nærmest en tendens til at holde sammen.

Annika lyttede forbløffet. Rektoren tænkte sig lidt om.

– Hun ville være journalist, tror jeg. Helst programleder i tv. Ikke noget specielt lyst hoved, hvis jeg skal være helt ærlig. Og myrdet, siger du? Jamen, hvordan det?

– Kvalt. Hun tog studentereksamen, eller hvad?

– Ja ja, hun bestod i alle fag.

Annika bladede i sine dataudskrifter.

– Hendes far er præst, sagde hun. Påvirkede det hende på nogen måde?

– Er han det? Det vidste jeg ikke…..

– Hun havde en tvillingbror, Carl Niklas. Gik han også på Tibble?

– Niklas…..jo, jeg tror, han blev student fra naturlinjen i foråret. Han var faktisk ret studieegnet. Ville læse videre i USA.

Annika noterede.

– Kan du huske noget andet?

Jansson kom og anbragte sig opfordrende ved hendes side. Hun viftede ham væk.

– Nej, det kan jeg faktisk ikke, sagde rektoren. Der er jo så mange elever.

– Havde hun mange venner?

– Ja, det tror jeg da nok. Hun var ikke specielt populær, men havde vel nogle veninder, som hun kom sammen med. Hun blev ikke mobbet på nogen måde.

– Du skulle vel ikke tilfældigvis have en klasseliste? spurgte hun.

– Over Josefins klasse? Han tænkte. Jo, et skolekatalog har jeg da. Skal jeg sende det?

– Har du fax?

Det havde han. Annika gav ham kriminalredaktionens faxnummer, og han lovede at sende Josefins klassefoto med det samme.

Hun lagde røret og havde rejst sig for at gå hen til Eva-Britt Quists plads, da den direkte linje ringede igen. Hun tøvede, men standsede op og tog røret.

– Jeg ved, hvem der skød Olof Palme, var der en grødet stemme, der sagde.

– Nej virkelig, sagde Annika. Hvem var det så?

– Får jeg nogen belønning?

– Vi betaler højst femtusind kroner for et nyhedstip.

– Kun fem tusser? Det er sgu for dårligt. Jeg vil tale med en redaktør.

Annika hørte en klukkende lyd fra en flaske, og hvordan manden sank.

– Jeg er redaktør. Vi betaler femtusind, uanset hvem du taler med.

– Det er for lidt. Jeg vil have mere.

– Ring til politiet. Så får du halvtreds millioner, sagde Annika og lagde røret.

Tænk, hvis fyldebøtten havde ret, tænkte hun på vej hen til faxen. Tænk, om han virkelig vidste det. Tænk, om Konkurrenten har Palmes morder på alle løbesedlerne i morgen. Så ville hun altid blive husket som den, der tabte supertippet på gulvet, præcis som Bonniers, der nægtede at udgive Astrid Lindgren, eller pladeforlaget, der gjorde kort proces med Beatles med begrundelsen „guitargrupper er ikke længere in“.

Kvaliteten af faxen var elendig. Josefin og hendes klassekammerater var nogle sorte pletter mod en grå baggrund. Men under billedet stod navnene på alle elever, niogtyve unge mennesker, der alle havde kendt Josefin. På vej tilbage til sin plads understregede hun dem med usædvanlige efternavne, dem man havde en chance for at finde i telefonbogen. Børnene havde formentlig ikke selv noget abonnement, hun måtte lede efter forældrenes.

– Der har været et bud med noget til dig, sagde receptionisten Peter Brand. Han var søn af Tore Brand og arbejdede som afløser i receptionen om natten i juli måned.

Annika så forundret op og tog imod den hvide, stive kuvert. ‘Må ikke bøjes’, læste hun. Hurtigt åbnede hun den og lod indholdet falde ud på skrivebordet.

Det var tre billeder af Josefin. På det øverste smilede hun sit strålende smil mod kameraet. Det var et afslappet studiebillede, og på hovedet sad en kridhvid studenterhue. Annika mærkede, hvordan hårene rejste sig på armene. Det her billede var så skarpt, at man kunne bringe det over ti spalter, hvis det skulle være. De to andre var udmærkede amatørbilleder. De forestillede den unge kvinde med en kat siddende i en lænestol.

Længst nede i kuverten lå en seddel fra Gösta, pressetalsmanden.

„Jeg har lovet forældrene, at billederne skal distribueres til alle de medier, der måtte ønske at gøre brug af dem“, skrev han. „Er du venlig at sende dem over til Konkurrenten, når I er færdige med dem.“

Hurtigt gik Annika over til Jansson og lagde billederne foran ham.

– Hun var præstedatter, drømte om at blive journalist, sagde hun.

Jansson tog billederne op og studerede dem nøje.

– Fantastisk, sagde han.

– Konkurrenten skal have dem, når vi er færdige med dem, sagde Annika.

– Selvfølgelig, sagde Jansson. Vi sender dem over, så snart de har trykt deres sidste oplag i morgen. Godt gået!

Annika gik tilbage til sin plads. Hun satte sig ned og stirrede på telefonen. Der var ikke særlig meget at tænke over. Klokken var halv tre. Hvis hun skulle have fat i nogle af Josefins kammerater, måtte hun begynde nu. Jo længere hun ventede, jo senere blev det.

Hun startede med to udenlandske efternavne uden at få svar. Derefter prøvede hun en Silfverbiörck, og en ung kvinde tog telefonen. Annikas puls steg, hun lukkede øjnene og dækkede dem med højre hånd.

– Undskyld, at jeg ringer midt om natten, sagde Annika langsomt og lavmælt. Jeg hedder Annika Bengtzon og ringer fra avisen Kvällspressen. Jeg ringer, fordi en af dine klassekamerater, Josefin Liljeberg, har…..

Stemmen svigtede hende, og hun rømmede sig.

– Ja, jeg har hørt det, snøftede pigen, der ifølge klasselisten hed Charlotta. Det er bare så frygteligt. Vi er kede af det. Vi, der er tilbage, må støtte hinanden for at komme videre.

Annika åbnede øjnene, greb pennen og gav sig til at skrive. Det her var meget enklere, end hun havde troet.

– Det her er vores største rædsel, sagde Charlotta. Det er lige præcis det, vi unge piger frygter allermest. Nu er det sket for en af vores venner, en af os. Vi må alle sammen reagere.

Hun var holdt op med at snøfte og lød helt kvik. Annika noterede.

– Er det her noget, du og dine kammerater har talt om?

– Ja, det er klart. Men der var jo alligevel ingen, der troede, at det kunne ske for en af os. Det tror man jo aldrig.

– Kendte du Josefin godt?

Charlotta snøftede og udstødte et dybt suk.

– Hun var min bedste ven, sagde hun, og Annika fik mistanke om, at hun løj.

– Hvordan var Josefin?

Charlotta havde svaret på rede hånd.

– Altid sød og glad, sagde hun. Hjælpsom, fornuftig, dygtig i skolen. Kunne lide at gå til fest. Ja, man kan faktisk sige……..

Annika lyttede tavst et stykke tid.

– Vil I tage et billede af mig? spurgte Charlotta.

Annika så på uret. Täby og tilbage, fremkaldelse, der var ikke tid nok.

– Ikke i aften, sagde Annika. Avisen går lige straks i trykken. Kan jeg ringe til dig i morgen igen?

– Ja selvfølgelig. Du kan også ringe på min mobiltelefon.

Annika fik nummeret. Hun støttede hovedet i hånden og tænkte. Josefin føltes stadig utydelig og fjern. Hun havde ikke fået noget egentligt billede af den døde kvinde.

– Hvad havde Josefin for planer med sit liv? spurgte hun.

– Planer? Hun ville vel, tja, du ved nok, øh, have familie og et arbejde og sådan noget, sagde Charlotta.

– Hvor arbejdede hun?

– Arbejdede?

– Ja, på hvilken restaurant arbejdede hun?

– Øh, det ved jeg altså ikke noget om.

– Hun var jo flyttet ind til Stockholm, til Dalagatan. Har du været og besøge hende derinde?

– Dalagatan? Nej…..

– Ved du, hvorfor hun flyttede?

– Hun ville vel bare ind til byen…..

– Havde hun en kæreste.

Charlotta tav. Annika var med. Pigen her kendte ikke Josefin særlig godt.

– Tak, fordi jeg måtte forstyrre dig midt om natten, sagde Annika.

Nu var der kun en enkelt samtale tilbage, der skulle klares.

Hun slog igen op under ‘Liljeberg’ i telefonbogen, men der var ingen Josefin på Dalagatan. Hun er ikke nået at komme med i telefonbogen endnu, tænkte Annika og ringede til nummeroplysningen.

– Nej, vi har slet ikke nogen Liljeberg på Dalagatan 64, sagde damen på Telia.

– Det kan være et helt nyt nummer, sagde Annika.

– Jeg kan se alle abonnementer, der er oprettet så sent som i går.

– Kan hun have hemmeligt nummer?

– Nej, sagde Teliadamen. Så havde jeg fået det oplyst. Kan nummeret stå i en andens navn?

Annika bladede planløst i dataudskrifterne. Hun kom til Josefins mor. ‘Liljeberg Hed, Siv Barbro’.

– Hed, sagde hun. Kan du se, om der er nogen ved navn Hed på Dalagatan 64.

Damen klikkede.

– Ja, en Barbro Hed. Kan det passe?

– Jeps, sagde Annika.

Hun drejede nummeret uden at tøve. Da telefonen havde ringet fire gange, var der en mand, der svarede.

– Er jeg hos Josefin? spurgte Annika.

– Hvem er det? sagde manden.

– Annika Bengtzon hedder jeg, og jeg ringer fra ……

– Du har da også en pokkers evne til at dukke op overalt, sagde manden, og nu genkendte Annika stemmen.

– Q, sagde hun. Hvad laver du der?

– Hvad fanden tror du? Og hvordan i helvede har du fået fat på det her nummer? Vi har det ikke engang!

– Det var også utrolig svært, sagde Annika. Jeg ringede til nummeroplysningen. Hvad har I fundet ud af?

– Jeg har faktisk ikke tid til at tale nu, sagde han og lagde røret.

Annika smilede. Så havde hun i det mindste det rigtige nummer. Og desuden kunne hun føje den oplysning til, at efterforskningslederen havde finkæmmet Josefins lejlighed om natten.

– Nu må jeg vide, hvad du har gjort, sagde Jansson og satte sig på hendes skrivebord.

– Sådan her bliver det, sagde hun og skitserede hurtigt forløbet ned på en blok. Jansson nikkede fornøjet og småløb tilbage til sin plads.

Derefter skrev hun artiklen om, hvem Josefin var, den ambitiøse præstedatter, der drømte om at blive journalist. Hun skrev en anden artikel om hendes død, hendes øjne og hendes skrig, hendes afgnavede hånd, venindens sorg. Silikonebrysterne udelod hun. Hun skrev om politijagten, tøjet, der ikke var fundet, hendes sidste timer, den oprevne mand, der havde ringet oplysningen ind til bladet, om Daniella Hermanssons frygt og pressetalsmandens appel: „Vi må standse denne galning.“

– Det er skidegodt, det her, sagde Jansson. Det er godt stilistisk, spækket med oplysninger, konkret. Det må jeg sgu sige, du kan da få noget fra hånden!

Annika var nødt til at gå derfra i en fart. Hun var dårlig til at tage imod kritik, men endnu dårligere til at klare ros. Hun var bange for, at selve magien skulle gå tabt, bogstavernes dans, det der gjorde, at teksten fløj. Hvis hun tog rosen til sig, kunne det være, at de skinnende bobler bristede.

– Kom og drik en kop chokolade, inden du går hjem, sagde Berit.

Ministeren passerede Bergnäsbroen. En udrangeret amerikanerbil med nedslået kaleche mødte ham på halvvejen, og nogle halvgamle fyldebøtter hang ud over bildørene. Ellers så han ikke et menneske.

Da han var kørt ind i de små gader bag socialforvaltningens grønne ejendom, trak han vejret lettet. Støjen fra bilen og den hvinende liste havde fulgt ham over nihundrede kilometer. Nu var det snart overstået.

Han blev siddende lidt og nød stilheden, da han havde parkeret ved biludlejningsfirmaets kontor. Det hylede stadig lidt i hans venstre øre. Han var så træt, at han kunne brække sig. Alligevel havde han ikke noget valg. Han stønnede og steg ud af bilen med stive led. Hurtigt så han sig omkring, så ladede han vandet bag bilen.

Taskerne var tungere, end han havde troet. Jeg klarer den ikke, tænkte han. Han gik op mod Storgatan, passerede Rättscentrum og kom ind i de gamle villakvarterer på Östermalm. Han kunne skimte sit eget hus bag birketræerne, det mundblæste vinduesglas glitrede. Ungernes cykler lå smidt foran verandaen. Soveværelsevinduet stod på klem, han smilede, da han så gardinerne vaje lidt i brisen.

– Christer….?

Hans kone så søvndrukkent op, da han forsigtigt listede ind i soveværelset. Hurtigt gik han hen til sengen og satte sig ved hendes side, strøg hende over håret og kyssede hende på munden.

– Sov du bare lidt videre, skat, hviskede han.

– Hvad er klokken?

– Kvart over fire.

– Gik det godt med at køre?

– Ja, det gik fint. Sov nu.

– Hvordan var rejsen?

Han tøvede.

– Jeg fik lidt aserbajdsjansk cognac med hjem, sagde han. Det har vi aldrig prøvet, har vi?

Hun svarede ikke, men trak ham ind til sig og knappede hans bukser op.

Solen var stået op og hang som en overmoden appelsin lige over horisonten og skinnede hende lige ind i ansigtet. Den brændte allerede her klokken halv fem om morgenen. Annika var helt fortumlet af bare træthed. Gjörwellsgatan var fuldstændig mennesketom, og hun gik midt på gaden hen til busholdepladsen. Der lod hun sig falde ned på en bænk. Hendes ben var som gelé.

Hun havde set udkastet til forsiden på Janssons skærm, inden hun gik. Den var domineret af billedet af Josefin med studenterhue og overskriften ‘MYRDET OG VOLDTAGET PÅ KIRKEGÅRD’. Hun havde skrevet forsideteksten sammen med Jansson. Hendes artikler var placeret på siderne seks, syv, otte, ni og tolv. Hun havde fyldt flere spalter alene i aften end i løbet af de første syv uger på bladet sammenlagt.

Det gik, som det skulle, tænkte hun. Jeg kunne. Det fungerede.

Hun lænede hovedet tilbage mod skurets plexiglas og lukkede øjnene, åndede dybt og koncentrerede sig om lydene fra trafikken. De var kun sparsomme, og de kom langt væk fra. Hun var lige ved at falde i søvn, men blev vækket af en hysterisk pippende fugl inde på ambassadeområdet.

Da der var gået et godt stykke tid, gik det op for hende, at hun ikke anede, hvornår den næste bus ville komme. Hun rejste sig stift og så sig om efter busholdepladsens køreplaner. Den første 56’er søndag morgen var klokken 07.13, altså om to en halv time. Hun stønnede højt. Så var det bare med at komme i gang og gå hjem.

Efter nogle minutter satte hun farten i vejret. Det føltes slet ikke så tosset. Benene gik af sig selv og satte luften omkring hende i bevægelse. Hun fulgte Västerbroens forlængelse på vej mod Fridhemsplan. Da hun nåede Drottningholmsvägen, tårnede den grønne parkbevoksning sig op foran hende. Kronobergsparken henlå i modlys i rugende mørke. Hun vidste, at hun var nødt til at gå derind.

De havde fjernet afspærringerne. Kun selve stakittet var stadig forsynet med afspærringsbånd. Hun gik hen til jernporten og rørte ved hængelåsen. Solen havde nået lindetræernes kroner og fik løvet til at gløde.

Hun kom på omtrent det her tidspunkt, tænkte Annika. Hun så den samme sol tegne mønstre i løvet. Hvor skrøbeligt alting dog er. Hvor hurtigt det kan gå.

Annika gik rundt om kirkegården og kom op på den østlige side. Hun lod hånden løbe langs stakittets cirkler og buer. Hun genkendte buskene og den væltede gravsten, men ellers var der intet, der forrådte Josefins dødsleje.

Hun holdt fast i stakittet med begge hænder og stirrede ind i den grønne bevoksning. Langsomt lod hun sig glide ned på jorden. Hendes ben bøjede sig under hende, og hun satte sig blødt i græsset. Uden at hun rigtigt var klar over det, var hun begyndt at græde. Tårerne løb lydløst ned ad hendes kinder og dryppede ned på hendes krøllede kjole. Hun lænede panden mod tremmerne og græd sagte og lydløst.

– Hvordan kendte du hende?

Annika fløj op. Hun fægtede med hænderne, snublede i græsset og slog halebenet, da hun faldt ned i græsset igen.

– Undskyld, det var ikke min mening at skræmme dig.

Den unge kvinde, der talte, var rødøjet og snøftende. Hendes accent var svag, men tydelig. Annika stirrede på hende.

– Jeg …….slet ikke. Jeg har aldrig truffet hende. Men jeg så hende, da hun lå her. Hun var død.

– Hvor? sagde den unge kvinde og trådte et skridt frem.

Annika pegede. Kvinden gik frem og stirrede tavst på stedet i nogle minutter. Derefter satte hun sig ned i græsset ved siden af Annika, vendte ryggen til kirkegården og lænede sig mod stakittet.

– Jeg så hende også, sagde hun og pillede ved sømmen på sin bluse.

Annika rodede i sin taske efter noget at pudse næse i.

– Jeg så hende i lighuset. Det var hende. Hun var fin, hel og fin.

Annika sank en klump og stirrede på kvinden igen. Herregud! Det var jo hende, Josefin delte lejlighed med, pigen, der havde identificeret hende! De måtte have stået hinanden meget nær.

Hun tænkte på Kvällspressens forside næste dag og blev ramt af en uventet og pludselig skamfølelse. Den fik hende til at begynde at græde igen.

Kvinden ved siden af hende snøftede også.

– Hun var vældig sød, sagde kvinden. Hun kunne være utroligt sjusket, men hun gjorde aldrig nogen fortræd.

– Jeg kendte hende ikke, sagde Annika og pudsede næse i en side af sin notesblok. Jeg arbejder på en avis, og jeg har skrevet om Josefin.

Kvinden kiggede på Annika.

– Jossie ville være journalist, sagde hun. Hun ville skrive om børn, der ikke havde det godt.

– Hun ville have haft en fremtid på Kvällspressen, sagde Annika.

– Hvad har du skrevet?

Annika drog et dybt suk og tøvede et øjeblik. Al tilfredsstillelsen ved artiklerne var forsvundet. Hun ville allerhelst synke ned i græsset og forsvinde fra jordens overflade.

–At hun blev myrdet og voldtaget på kirkegården, svarede hun hurtigt.

Kvinden nikkede og så væk.

– Jeg havde advaret hende om det her, sagde hun.

Annika, der var ved at krølle siden fra notesblokken sammen til en lille kugle, stivnede midt i bevægelsen.

– Hvad mener du?

Kvinden tørrede sig på kinderne med bagsiden af hænderne.

– Joachim var ikke god mod hende, sagde hun. Han slog hende altid. Hun kunne aldrig gøre noget rigtigt. Hun havde altid blå mærker over hele kroppen. Det kunne give problemer på jobbet. „Du må gå fra ham“, sagde jeg, men hun kunne ikke.

Annika lyttede med store øjne.

– Du gode Gud! sagde hun. Ved politiet noget om det her?

Kvinden nikkede, tog et lommetørklæde op af lommen på sine cowboybukser og pudsede næse.

– Jeg er så allergisk, sagde hun. Du har ingen Teldanex?

Annika rystede beklagende på hovedet.

– Jeg må se at komme hjem, sagde kvinden og rejste sig. Jeg skal arbejde i aften igen, så jeg må sove lidt først.

Annika rejste sig også og børstede lidt græs af kjolen.

– Tror du virkelig, at det kan have været hendes kæreste? sagde hun.

– Han sagde altid til Jossie, at han en skønne dag ville slå hende ihjel, sagde kvinden og gik ned mod Parkgatan.

Annika stirrede ind blandt gravene med en helt anden følelse i maven. Hendes kæreste! Så burde mordet være opklaret inden længe.

Pludselig gik det op for hende, at hun ikke vidste, hvem den unge kvinde var.

– Halløj, hvad hedder du? råbte hun gennem parken.

Kvinden standsede op og svarede:

– Patricia!

Så vendte hun sig om og forsvandt ned mod Fleminggatan.

Først da Annika stod i døren til sit hus, huskede hun på, at hun havde lovet at give Anne Snapphanes katte mad. Hun stønnede og foretog en hurtig vurdering i hovedet. Kattene ville formentlig overleve, men spørgsmålet var, om hun selv ville, hvis hun ikke snart fik lidt søvn. På den anden side var der ikke mere end et par hundrede meter, og hun havde faktisk lovet det. Hun rodede i sin taske og fandt Annes nøgler længst nede filtret ind i et gammelt stykke tyggegummi.

Jeg er simpelthen alt for skikkelig, tænkte hun.

Hun tog trapperne fra Pipersgatan op mod Kungsklippan. Benene dirrede under hende, inden hun var nået op. Det gjorde ondt i halebenet efter faldet.

Anne Snapphanes lille lejlighed lå på sjette sal. Den havde altan og en vidunderlig udsigt. Kattene begyndte at jamre sig, i samme øjeblik som hun stak nøglen i låsen. Da hun åbnede døren, stod de begge to med snuderne mod døråbningen.

– Jamen små misser, står I her og mjaver?

Hun gennede killingerne ind med den ene fod, lukkede døren bag sig og satte sig ned på entrégulvet. Begge killingerne sprang lige i favnen på hende og puffede til hendes hage med snuderne.

– Nå, skal I have kys? sagde Annika og lo.

Hun kælede lidt for dem, rejste sig og gik ud i køkkenet. Kattenes tre skåle stod på en tiloversbleven korkflise ved siden af komfuret. Mælken var blevet sur og lugtede. Der var hverken mere mad eller vand.

– Så, misser, nu skal I få her……

Hun tømte skålen for den sure mælk, vaskede den under rindende koldt vand og hældte frisk mælk fra køleskabet op. De små katte snoede sig om hendes ben og jamrede som vanvittige.

– Ja, ja, tag den nu lidt med ro.

De var så ivrige, at de var lige ved at vælte skålen, inden hun overhovedet havde nået at sætte den fra sig på gulvet. Mens kattene kastede sig over mælken, fyldte hun vand i den anden skål og ledte efter en eller anden form for kattemad. I et skab fandt hun tre dåser Whiskas. Det fik tårerne op i øjnene igen. Whiskas, sådan hed hendes egen kat hjemme i Hälleforsnäs. Den boede hos mormor ude i Lyckebo her i sommer.

– Jeg er vist begyndt at blive lovlig sentimental, sagde hun højt.

Hun åbnede en af dåserne, rynkede på næsen af lugten og skovlede nogle skefulde op i den tredje skål. Hun gik ud i badeværelset og tjekkede kattebakken, den måtte stå til i morgen.

– Farvel med jer, misser, sagde hun.

Kattene tog ingen notits af hende.

Hurtigt forlod hun lejligheden og gik tilbage til Kungsholmstorg. Det var ved at blive dag. Alle fuglene var kommet i gang. Hun følte sig groggy, dinglede en smule og havde svært ved at afstandsbedømme.

Sådan kan man ikke blive ved i al evighed, tænkte hun.

Hendes lejlighed var trykkende varm. Den lå højest oppe i et gårdhus fra 1880’erne og havde hverken badeværelse eller varmt vand. Til gengæld havde den tre værelser og et stort køkken. Annika mente selv, at hun havde været ubeskriveligt heldig, da hun fik den.

– Der er ingen, der vil bo så primitivt, havde damen på boliganvisningen sagt, da Annika havde skrevet, at hun kunne bo uden elevator, varmt vand, badeværelse og til og med elektricitet, hvis det var nødvendigt.

Annika havde stået på sit.

– Her. Den er der ingen, der vil have, sagde damen og gav hende en dataudskrift med adressen Hantverkargatan 32, 4. sal.

Annika tog den på stedet. Hun havde takket sin lykkestjerne hver eneste dag siden da, men hun vidste, at glæden kun ville blive kortvarig. Hun var gået med til at blive sagt op med en uges varsel, så snart ejeren af ejendommen havde fået et lån igennem til renovering.

Hun lod tasken slæbe efter sig hen ad gulvet i entréen og gik ind i soveværelset. Hun havde åbnet vinduet på klem, inden hun var gået på arbejde i går formiddags, men det var blæst til. Med et suk åbnede hun det igen og gik ind i stuen for at lave gennemtræk.

– Hvor har du været?

Hun blev så forskrækket, at hun udstødte et skrig og lettede flere centimeter fra gulvet.

Stemmen var lav og kom fra skyggerne ved hendes seng.

– Jamen du godeste, hvor er du nervøs af dig?

Det var Sven, hendes kæreste.

– Hvornår er du kommet? sagde hun med hjertet hamrende i brystet.

– I går aftes. Jeg ville invitere dig i biografen. Hvor har du været?

– På arbejde, sagde hun og gik ind i dagligstuen.

– Vel har du ej, sagde han. Jeg ringede for en time siden, og da sagde de, at du var gået.

– Jeg har givet Anne Snapphanes katte mad, sagde hun og åbnede vinduet i dagligstuen.

– Det er længe siden, jeg har hørt så dårlig en undskyldning, sagde han.

 

Sytten år, seks måneder og enogtyve dage

Der findes en dimension, der udvisker grænserne mellem menneskekroppe. Vi lever med hinanden, i hinanden, åndeligt, fysisk. Dage bliver øjeblikke, jeg drukner i hans øjne. Vore kroppe udløses, går ind i en anden tid. Kærligheden er guld og krystaller. Vi kan begive os hvor som helst hen i universet, sammen, to og alligevel én.

En sjælsfrænde er en, der har låse, som passer til vores nøgler, og nøgler, der passer til vores låse. Med dette menneske føler vi os trygge i vort eget paradis. Det har jeg læst et sted, og det passer på os.

Jeg længes efter ham hvert eneste øjeblik, vi ikke tilbringer sammen. Jeg vidste ikke, at kærligheden var så ubestridelig, så total, så altopslugende. Jeg kan ikke spise, jeg kan ikke sove. Kun sammen med ham er jeg hel, et rigtigt menneske. Han er forudsætningen for mit liv og min eksistensberettigelse. Jeg ved, at jeg betyder det samme for ham. Vi har fået den største gave.

Du må aldrig forlade mig,

siger han,

jeg kan ikke leve uden dig.

Og jeg lover.