Søndag den 29. juli

Patricia lagde hånden på Josefins dørhåndtag. Hun tøvede. Soveværelset var Josefins domæne. Her havde hun ingen adgang. Det havde Jossie været meget nøjeregnende med.

– Du kan godt bo her, men soveværelset er mit.

Håndtaget sad lidt løst. Patricia havde villet skrue det lidt bedre fast, men hun havde ingen stjerneskruetrækker. Forsigtigt trykkede hun det ned. Døren knirkede. Lugten af støv slog imod hende, varmen var stillestående og kompakt. Jossie skulle selv gøre rent på sit værelse, hvilket betød, at det aldrig blev gjort. Politiet havde rodet rundt på værelset i nat, og det havde hvirvlet to måneders støv op.

Rummet lå badet i skarpt sollys. Politiet havde trukket gardinerne fra. Det gik op for Patricia, at hun aldrig havde set værelset se sådan ud før. Josefin foretrak det mørkt. Dagslyset afslørede snavset og det lurvede tapet. Patricia skammede sig, når hun tænkte på politiet. De må have syntes, at hun og Josefin var nogle farlige sjusker.

Langsomt gik hun hen og satte sig på sengen. Det var faktisk kun en sengebund fra IKEA, som de havde anbragt på gulvet, men til forskel fra Patricias, der var af skumgummi, var denne her hævet nogle centimeter over gulvet.

Patricia var træt. Hun havde sovet dårligt i varmen, var vågnet, havde svedt og grædt. Langsomt lagde hun sig ned oven på dynen. Da hun kom hjem i morges, havde ensomheden overmandet hende i døren, mørk og dump. Politiet var væk, kun sporene efter deres arbejde var der stadig. De havde virkelig vendt op og ned på hele lejligheden, men de havde ikke taget særlig meget med sig.

Hun var lige ved at falde i søvn oven på sengen og mærkede det velkendte ryk i kroppen. Hurtigt satte hun sig op. Hun måtte ikke sove på Jossies værelse.

Der lå en bunke blade ved siden af sengen. Patricia bøjede sig ned og bladede i det øverste. Ugerevyen, Jossies yndlingsblad. Selv var hun ikke så vild med det, der stod alt for meget om slankekure, sminke og sex. Patricia følte sig altid grim og dum, når hun havde læst det, som om hun ikke rigtigt duede. Men hun vidste godt, at det netop var meningen med det hele. Samtidig med at det foregav at hjælpe unge piger til en bedre selvfølelse, undertrykte det dem.

Hun tog det næste blad i bunken. Det var meget mindre, Patricia havde aldrig set det før. Papiret var billigt og trykket dårligt. Hun åbnede det på midtersiderne. To mænd havde deres peniser inde i en kvinde, den ene i hendes anus, den anden i skeden. Kvindens ansigt anedes i baggrunden. Hun skreg, som om hun led. Billedet ramte Patricia som et stød i underlivet. Hun for sammen, følte afsky dels over billedet, dels over sin egen reaktion. Hun smed bladet ned på gulvet, som om hun havde brændt fingrene. Sådan noget læste Josefin da ikke. Hun vidste, at det var Joachims.

Hun lagde sig ned igen, stirrede op i loftet og prøvede at fortrænge den skamfulde ophidselse. Langsomt klingede den af.

Hun lod blikket glide rundt i rummet. Døren ind til klædeskabet stod åben. Josefins tøj hang sjusket på bøjlerne. Det var politiets værk, det vidste Patricia. Josefin var altid omhyggelig med sit tøj.

Gud ved, hvad der skal ske med det nu? tænkte hun. Måske kunne jeg få noget af det.

Hun rejste sig og gik hen til garderoben og lod hånden glide over tøjet. Det var dyrt tøj, Joachim havde købt det meste. Patricia ville ikke kunne bruge kjolerne, de var for store over brystet. Men nederdelene og nogle af dragterne måske…..

Lyden af raslende nøgler i yderdøren fik næsten hendes hjerte til at holde op med at slå. Hurtigt lukkede hun døren til klædeskabet, og hendes bare fødder fløj over trægulvet. Hun havde lige akkurat lukket døren til Josefins soveværelse bag sig, da Joachim trådte ind i entréen.

– Hvad laver du? sagde han. Han havde sved på panden og mørke pletter på trøjen.

Patricia så på manden, pulsen dunkede i årerne, munden var helt tør. Hun prøvede at smile.

– Ingenting, sagde hun nervøst.

– Du har ikke noget at gøre på Josefins soveværelse, har vi ikke sagt det til dig?

Han lukkede hoveddøren bag sig med et smæld.

– Strisserne, sagde hun, strisserne har været her og rodet alting til. Der ser frygteligt ud over det hele, også herinde.

Han gik i fælden.

– Svin, sagde han, og Patricia fornemmede rædslen i hans stemme. Har de taget noget?

Han gik hen mod Patricia og soveværelset.

– Jeg ved det ikke, sagde hun. Ikke fra mig i hvert fald.

Han åbnede døren til soveværelset, gik hen til sengen og løftede sengetæppet.

– Lagnet, sagde han. De har taget sengetøjet.

Patricia stod afventende i døråbningen. Han gik rundt på værelset, så sig omkring, men opdagede åbenbart ikke andet, der manglede. Han satte sig tungt på sengen med ryggen mod døren og støttede hovedet i hænderne. Patricia indåndede det dansende støv og turde ikke røre sig. Hun betragtede mandens brede skuldre og stærke overarme. Lyset fra vinduet fik hans blonde hår til at gløde. Han var så smuk. Josefin var den lykkeligste i hele verden, når de var sammen. Patricia huskede hendes glædestårer og lyksalige beskrivelser af, hvor vidunderlig han var.

Joachim vendte sig og så på hende.

– Hvem tror du gjorde det? sagde han lavmælt.

Patricia fortrak ikke en mine.

– En, der ikke er rigtig klog, sagde hun roligt og bestemt. En eller anden fyldebøtte på vej hjem fra værtshuset. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Han vendte ryggen til igen.

– Tror du, at det kan have været en af vores gæster? spurgte han uden at se op.

Patricia overvejede svaret.

– En af dem fra i går, mener du? Det ved jeg ikke, hvad tror du?

– Det ville give klubben et dårligt ry, sagde han.

Hun så ned på sine hænder og fingererede ved T-shirtens kant.

– Jeg savner hende, sagde hun.

Joachim rejste sig og gik hen til hende, lagde hånden på hendes ene skulder og strøg hende langsomt over armen.

– Patricia, sagde han forsigtigt. Jeg forstår, hvor ked af det du er. Jeg er selv lige så ked af det.

Hun gøs af ubehag og måtte beherske sig for ikke at gå et skridt tilbage.

– Jeg håber, politiet får fat i ham, sagde hun.

Joachim trak hende ind til sig. En hulken gennemrystede hans store krop.

– Fandens også, fandens også, sagde han halvkvalt, fandens også, at hun er død.

Han gav sig til at græde. Patricia lagde forsigtigt armene om ryggen på ham og vuggede ham lidt frem og tilbage.

– Min Jossa, min engel!

Han græd hulkende og snøftende. Hun lukkede øjnene og tvang sig selv til at blive stående.

– Stakkels Joachim, hviskede hun, stakkels dig……

Han slap hende og gik ud på badeværelset, pudsede næse og tissede. Hun ventede forlegent i entréen, mens urinen plaskede, og han trak i snoren.

– Har politiet talt med dig? spurgte han, da han kom ud.

Hun sank.

– Ja, lidt i går. De ville tale mere med mig i dag.

Han så indgående på hende.

– Det er godt, sagde han. Det svin skal bures inde. Hvad vil du sige?

Hun vendte sig væk, gik ud i køkkenet og skænkede sig et glas vand.

– Det kommer selvfølgelig an på, hvad de spørger om. Jeg ved jo egentlig ingenting, sagde hun og drak.

Han fulgte efter hende og lænede sig mod dørkarmen ind til køkkenet.

– De vil vel spørge om, hvordan Jossie var og sådan noget. Hvordan hun havde det…….

Patricia stillede glasset fra sig på køkkenbordet med et lille smæld og så Joachim ind i øjnene.

– Jeg vil aldrig sige noget, der er dårligt for Jossie, sagde hun bestemt.

Manden så fornøjet ud.

– Kom med her, sagde han og lagde armen om hendes skulder. Han trak hende med ud gennem entréen, ind i soveværelset og hen til Josefins klædeskab.

– Se her, sagde han og bladede med den frie hånd gennem Jossies dyre dragter. Er der noget her, du vil have? Den her måske?

Han holdt en knaldende rosa figursyet dragt i silke og uld med store guldknapper frem. Josefin havde elsket den. Hun syntes, hun lignede prinsesse Diana i den.

Patricia mærkede tårerne trænge sig på. Hun sank en klump.

– Men Joachim, jeg skal da ikke……

– Tag den. Du får den.

Hun begyndte at græde. Han slap hende og holdt dragten op foran hende.

– Dine patter er lidt for små, men det kan vi måske finde ud af, sagde han og smilede til hende.

Patricia holdt op med at græde, så ned og tog imod bøjlen.

– Tak, hviskede hun.

– Du kan tage den på til begravelsen, sagde han.

Hun hørte, at han gik ud i køkkenet, hentede noget i køleskabet og forlod lejligheden.

Patricia blev stående i Josefins soveværelse som frosset fast i varmen.

Konkurrenten havde talt med faderen. Ganske vist havde han ikke sagt noget af interesse, kun at han ikke kunne fatte, at hun var borte, men alligevel. De havde i det mindste samtalen.

– Man ved aldrig, hvilken vej vinden blæser fra, sagde Berit. Hvis Konkurrenten er uheldige, får de en stor presseetisk debat på halsen.

– Fordi de har henvendt sig til de pårørende? spurgte Annika og læste videre i artiklen.

Berit nikkede og tog en slurk fra en dåse Ramlösa med citronsmag.

– Man skal være meget forsigtig, når man gør det, sagde hun. Nogle vil gerne udtale sig, men mange vil ikke. Man må aldrig lokke nogen til at udtale sig. Ringede du til forældrene?

Annika foldede avisen sammen og rystede på hovedet.

– Jeg kunne ikke få mig selv til det. Det føltes for ubehageligt.

– Det er ikke nogen god rettesnor at gå efter, sagde Berit alvorligt. Bare fordi det er ubehageligt for dig, behøver det ikke også at være det for dem. Det kan føles trygt for de pårørende at vide, hvad avisen skriver.

– Så du synes altså, at alle medier altid skal ringe hjem til de pårørende, når de har mistet et barn?

Annika kunne selv høre, hvor aggressiv hun lød.

Berit drak resten af sin Ramlösa og tænkte lidt.

– Nej, det er forskelligt fra gang til gang. Det eneste, man med sikkerhed kan vide, er, at mennesker reagerer forskelligt. Der er ingen måde, der altid er rigtig eller forkert. Man er nødt til at være meget forsigtig og lydhør, så man ikke gør nogen fortræd.

– Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke ringede, sagde Annika, rejste sig og hentede kaffe.

Da hun kom tilbage med plastickruset og den dampende kaffe, var Berit gået over til sin egen plads.

Gad vidst om jeg har såret hende, tænkte Annika. Hun så Berit sidde bøjet over en avis på den anden side af redaktionen. Hurtigt tog hun røret og tastede Berits kortnummer.

– Er du vred på mig? spurgte hun og mødte Berits blik.

Annika så hende le og hørte det i røret.

– Ikke det mindste. Du må selv afgøre, hvad der er det rigtige for dig.

Det ringede på den direkte linje. Annika svarede.

– Hvad får jeg for et rigtig godt tip? var der en ophidset mandestemme, der sagde.

Annika stønnede tavst og oplyste ham om beløbets størrelse.

– Okay, sagde manden. Nu skal I høre. Skriver du ned?

– Ja ja, sagde Annika. Kom til sagen.

– Jeg kender navnet på en kendt person fra tv, der klæder sig ud i kvindetøj og går på snuskede sexklubber, sagde manden og lød bristefærdig.

Han nævnte navnet på en af Sveriges mest populære og beundrede programledere. Annika følte raseriet trænge helt ned i tæerne.

– Sikke noget forbandet sludder, sagde hun. Tror du virkelig, at Kvällspressen ville bringe sådan noget ondskabsfuldt vrøvl?

Manden i røret faldt lidt ned.

– Det er jo en kæmpeskandale, sagde han.

– Herregud, sagde Annika. Folk må vel have lov til at gøre, som det passer dem. Og hvad får dig til at tro, at det er sandt?

– Jeg har det fra en sikker kilde, sagde manden.

– Det er klart, sagde Annika. Tak, fordi du ringede.

Hun lagde på.

Konkurrenten bragte nogenlunde samme tekster og billeder i mordsagen som Kvällspressen, men Annika syntes gennemgående, at Konkurrenten var en tak dårligere. De havde for eksempel ikke noget billede af Josefin med studenterhue på. Deres billeder fra mordstedet var mere tamme, teksten dårligere, de havde desuden interviewet nogle kedsommelige omkringboende og var mindre opdaterede med hensyn til det gamle Evamord. De havde ingen lærere og ingen kammerater. Kvällspressen havde korte interviews med både veninden Charlotta og vicerektor Martin Larsson-Berg.

– Godt arbejde, sagde Spiken, der sad over for hende. Hun så op og mødte chefens blik.

– Tak, sagde hun.

Han satte sig på kanten af hendes skrivebord.

– Hvad gør vi i dag?

En mærkelig varme spredte sig gennem hende. Hun var en af dem nu. Han kom og spurgte hende.

– Jeg har tænkt mig at tage ud til den pige, hun deler lejlighed med, pigen der identificerede hende.

– Tror du, hun vil udtale sig?

– Det er ikke umuligt. Jeg har forsøgt at etablere en kontakt, sagde hun.

Instinktivt vidste hun, at hun ikke skulle fortælle om mødet med Patricia i parken. Gjorde hun det, ville Spiken blive rasende på hende, fordi hun ikke med det samme var kommet tilbage og havde skrevet en artikel om det.

– Okay, sagde nyhedschefen. Hvem tager sig af politijagten?

– Den hjælpes vi ad med, sagde hun.

– Godt. Og ellers? Tror du, forældrene er klar til at græde ud?

Annika vred sig i stolen.

– Jeg tror ikke, det lige er tidspunktet nu at forstyrre dem, sagde hun.

– Faderen talte med Konkurrenten, sagde Spiken. Hvad sagde han, da du ringede?

Annika blev varm i kinderne.

– Han….jeg….syntes ikke, man kunne være bekendt at trænge sig på så hurtigt efter…..

Spiken rejste sig og gik uden et ord. Annika ville kalde ham tilbage, forklare, hvor forkert det havde føltes, at man ikke kunne opføre sig sådan. Men hendes råb stivnede i en åben mund og en løftet hånd, det var bare med at holde sin mund, det var ikke hende, der bestemte. Spikens bastante ryg gled væk, hans tunge krop faldt ned på kontorstolen ved nyhedsdesken. Annika hørte trods afstanden, hvordan stolen gav sig.

Hurtigt samlede hun blok, pen og båndoptager sammen og gik hen til fotodesken. Der var ingen fotografer hjemme, og derfor ingen biler. Hun ringede efter en taxi.

– Til Vasastan, Dalagatan.

Hun ville vide, hvordan den døde kvinde havde levet.

Hustruens lette hånd på skulderen vækkede ham med et ryk.

– Christer, hviskede hun. Det er statsministeren.

Han satte sig op med en ubestemt følelse af desorientering. Sengen gyngede lidt, trætheden værkede i kroppen. Med et støn stod han ud af sengen og gik hen mod sit kontor.

– Jeg tager den herinde, sagde han.

Statsministerens stemme var stabil og klar i røret. Han havde været vågen i mange timer.

– Nå, Christer, kom du hjem, som du skulle?

Handelsministeren lod sig falde ned på stolen ved sit skrivebord og lod hånden glide gennem håret.

– Jo tak, sagde han, men det var en drøj tur herop. Hvordan har du det selv?

– Jeg har det fint. Jeg er ude på Harpsund med familien. Hvordan gik det?

Christer Lundgren rømmede sig.

– Som man kunne forvente. De er jo ikke just balletdansere ved forhandlingsbordet.

– Nu er det jo heller ikke nogen teaterscene, vi taler om, sagde statsministeren. Hvordan kommer vi videre?

Christer Lundgren sorterede hurtigt tankerne i sin fortumlede hjerne. Da han talte, var han nogenlunde struktureret og klar. Han havde haft mange timer til at tænke over, hvad han skulle sige på vej op til Luleå.

Efter samtalen blev han siddende ved sit skrivebord og sad og stirrede ned i skriveunderlaget. Det forestillede et verdenskort før jerntæppets fald. Han lod blikket glide over republikkerne, gule anonyme pletter uden byer og grænser.

Hans hustru lindede forsigtigt på døren.

– Vil du have lidt kaffe??

Han vendte sig om og smilede til hende.

– Ja tak, gerne, sagde han, og smilet blev bredere. Men først vil jeg have dig.

Hun tog hans hånd og førte ham tilbage til soveværelset.

Det gav et sæt i Patricia, da det ringede på døren. Politiet skulle ikke komme det første par timer. Hun blev tør i munden. Tænk, hvis det var Jossies forældre?

Hurtigt gik hun ud i entréen og kiggede ud gennem dørspionen i hoveddøren. Hun genkendte kvinden, der stod udenfor, det var hende fra parken i morges. Hun åbnede døren med det samme.

– Hej, sagde Patricia. Hvordan har du fundet herud?

Journalisten smilede. Hun så træt ud.

– Pc’er, sagde hun. Der er registre for alting nu om stunder. Må jeg komme ind?

Patricia tøvede.

– Her er lidt rodet, sagde hun. Politiet har været her, og de har vendt op og ned på alt det, vi har.

– Jeg skal nok love dig, at jeg ikke giver mig til at rydde op, sagde Annika.

Patricia tænkte sig om i yderligere et par sekunder.

– Så okay da, sagde hun og åbnede døren helt. Men så rodet er her altså ikke altid. Hvad var det, du hed?

– Annika. Annika Bengtzon.

De gav hånd.

– Kom ind.

Journalisten trådte ind i den mørke entré og tog sine sandaler af.

– Puh, hvor er det varmt, sagde Annika.

– Ja, sagde Patricia. Jeg har næsten ikke sovet.

– På grund af Josefin?

Patricia nikkede.

– Flot dragt, sagde Annika og nikkede hen mod hende. Patricia rødmede og lod hånden stryge over det rosa, blanke stof.

– Det var Josefins. Jeg har fået den, sagde hun.

– Du ligner prinsesse Diana i den, sagde Annika.

– Vrøvl, sagde Patricia. Jeg er jo helt mørk. Jeg skal lige have den af. Vent her…..

Hun forsvandt ind på sit værelse, dagligstuen, og hængte dragten på bøjle igen. Hun kiggede sig om efter en krog at hænge den på, fandt ingen og anbragte den til sidst på et af dørens hængsler. Hurtigt stak hun i et par shorts og en skjorte.

Journalisten stod ude i køkkenet, da hun kom tilbage.

– Det er egentlig for dårligt, at de ikke rydder op efter sig, sagde Annika og nikkede hen mod stablerne af tallerkner på køkkenbordet.

– Jeg bliver nødt til at bruge hele dagen på at rydde op her, sagde Patricia. Vil du have en kop te?

– Ja tak, det vil jeg gerne.

Patricia tændte for gasblusset, fyldte en aluminiumskasserolle med vand og gav sig med hurtige bevægelser til at sætte tingene tilbage på deres pladser i skabene.

– Jossie havde stjernerne imod sig, sagde Patricia. Betingelserne var ikke gunstige lige i øjeblikket. Saturn har snart stået i hendes sol et helt år nu, det har længe været hårdt og besværligt for hende.

Hun tav og blinkede tårerne væk. Journalisten så forundret på hende.

– Tror du på sådan noget? sagde hun.

– Det er ikke noget, jeg tror på, det er noget, jeg kan, sagde Patricia. Vi har Lipton’s og Earl Grey.

Annika valgte Lipton’s.

– Jeg tog avisen med, sagde hun og lagde dagens forstadsudgave af Kvällspressen på bordet. Patricia rørte den ikke.

– Du må ikke skrive det, jeg siger, sagde hun.

– Okay, sagde Annika.

– Du må ikke skrive, at du har været her.

– Det bestemmer du, sagde Annika.

Patricia betragtede journalisten i tavshed. Annika så ung ud, ikke meget ældre end hun selv. Hun dyppede sin tepose nogle gange ned i vandet, snurrede den rundt om teskeen og pressede de sidste dråber stærk te ud.

– Hvad laver du så her? sagde Patricia.

– Jeg vil forstå det, sagde Annika roligt. Jeg vil vide, hvem Josefin var, hvordan hun levede, hvad hun tænkte og følte. Alt det ved du. Bagefter kan jeg stille de rigtige spørgsmål til en masse andre mennesker uden at sige noget om, hvad du har sagt til mig. Du er beskyttet af grundloven, når du taler med mig. Ikke engang nogen fra myndighederne må spørge, hvem jeg har talt med.

Patricia tænkte lidt over det, mens hun drak sin te.

– Hvad vil du vide? spurgte hun.

– Det ved du næsten bedst, sagde Annika. Hvordan var hun?

Patricia sukkede.

– Sommetider var hun utroligt barnlig. Jeg kunne blive virkelig sur på hende. Hun kunne fuldstændigt svede ud, at vi havde aftalt at mødes i byen. Så kunne jeg stå der og vente som en anden idiot. Og så var hun ikke engang ked af det. „Jamen, jeg glemte det“, sagde hun bare.

Patricia tav.

– Og alligevel så savner jeg hende smaddermeget, det er klart, sagde hun.

– Hvor arbejdede hun? spurgte Annika.

Hun havde taget blok og pen op af tasken. Patricia så det og rettede sig op.

– Du skriver vel ikke det her?

Annika smilede.

– Min hukommelse kan være lige så ringe som Josefins, sagde hun. Jeg skriver kun op for bedre at kunne huske selv.

Patricia slappede af.

– I en klub, der hedder Studie 6. Den ligger på Hantverkargatan, sagde hun.

– Gør den det? sagde Annika forundret. Jamen der bor jeg jo! Hvor på Hantverkargatan?

– På bakken. Der er ikke noget stort neonskilt eller noget. Det er et ret diskret sted, der er kun et lille skilt i vinduet.

Annika tænkte.

– Jamen er der ikke et radioprogram, der hedder Studie 6? sagde hun tvivlende.

Patricia fnisede lidt.

– Jo, sagde hun. Men Joachim, det er ham, der ejer klubben, fandt ud af, at Sveriges Radio ikke havde registreret navnet. Han gav klubben samme navn, syntes det var smaddersjovt at irritere radioen. Og så er det et virkelig godt navn, der siger noget om, hvad det drejer sig om. Det kan være, der bliver en retssag ud af det.

– Joachim, sagde Annika. Er det Josefins kæreste?

Patricia blev alvorlig.

– Det, jeg fortalte dig om i parken, det må du altså aldrig sige til nogen, sagde hun.

– Men du har da sagt det til politiet, har du ikke?

Hun spærrede øjnene op.

– Det er da også rigtigt, sagde hun. Det gjorde jeg jo.

– Det skal du da ikke være ked af, sagde Annika. Det er meget vigtigt, at politiet får sådan noget at vide.

– Men Joachim er så ked af det. Han var her i morges, og han græd.

Annika så ned på sine notater og besluttede at droppe emnet indtil videre.

– Hvad arbejdede Jossie med?

– Hun serverede og dansede.

– Dansede?

– På scenen. Ikke nøgen, det må man ikke. Joachim holder sig på den rigtige side af loven. Hun havde tangatrusser på.

Patricia kunne se, at journalisten blev lettere chokeret.

– Var hun ………. Stripper?

– Det kan man måske godt sige, sagde Patricia.

– Og du……. er du også….. danser?

Patricia lo.

– Nej, Joachim synes, at jeg har for små bryster. Jeg står i baren og er ved at lære at arbejde ved rouletten. Det går ikke særlig godt. Jeg er ikke så hurtig til at regne.

Latteren døde hen og blev til en snøften. Annika ventede i tavshed, mens Patricia samlede sig.

– Var I klassekammerater, du og Josefin? spurgte hun.

Patricia pudsede næse i et stykke køkkenrulle og rystede på hovedet.

– Nej, det var vi ikke, sagde hun. Vi traf hinanden på et fitnesscenter, Sports Club på Sankt Eriksgatan. Vi gik på samme hold og havde skabe ved siden af hinanden. Josefin begyndte at snakke med mig, hun kunne tale med alle. Hun havde lige mødt Joachim og var smadderforelsket. Hun talte om ham i timevis. Hvor dejlig han var, hvor mange penge han havde……

Patricia tav og tænkte tilbage.

– Hvordan traf de hinanden? spurgte Annika lidt efter.

Patricia trak på skuldrene.

– Joachim kommer også fra Täby. Jeg lærte Jossie at kende før jul for et halvt år siden. Da havde Joachim lige startet klubben. Den blev en succes med det samme. Jossie begyndte at arbejde der sommetider i weekenden, og så skaffede hun mig et job i baren. Jeg er uddannet bartender.

Telefonen ude i entréen ringede. Patricia sprang omgående op for at tage den.

– Ja, det er fint, sagde hun. Om en halv time.

Da hun kom ud i køkkenet igen, havde Annika stillet tekoppen fra sig på køkkenbordet og lagt sine ting ned i den store taske igen.

– Politiet kommer om lidt, sagde Patricia.

– Jeg skal ikke forstyrre dig længere, sagde Annika. Tak, fordi jeg fik lov til at snakke med dig.

– Du skal være velkommen en anden gang, sagde Patricia.

Annika gik ud i entréen og tog sine sandaler på.

– Hvor længe skal du blive boende her? spurgte hun.

Patricia bed sig i læben.

– Det ved jeg ikke, sagde hun. Det er Josefins lejlighed. Hendes mor købte den sort, så Josefin ikke skulle rejse frem og tilbage mellem Stockholm og Täby kyrkby, når hun kom ind på journalisthøjskolen.

– Ville Josefin være kommet ind? Var hendes karakterer gode nok til journalisthøjskolen?

Patricia så stift på Annika.

– Jossie er vaks oven i hovedet, sagde hun. Hun har topkarakterer i næsten alle fag. Svensk er hendes bedste fag, hun skriver helt fantastisk. Du tror vel, at hun er dum, bare fordi hun arbejder som stripper, ikke?

Trods mørket i entréen kunne hun se journalisten rødme.

– Jeg talte med vicerektoren på hendes skole. Han mente ikke, at hun havde så gode karakterer, undskyldte hun sig.

– Han var vel fordomsfuld, sagde Patricia.

– Havde hun mange venner?

– I skolen, mener du? Næsten ingen. Jossie puklede for det meste.

De gav hinanden hånd. Annika åbnede døren. Så tøvede hun i døråbningen.

– Hvorfor flyttede du ind her? spurgte hun.

Patricia slog blikket ned.

– Det var Jossie, der ville have det, sagde hun.

– Hvorfor det?

– Hun var bange.

– For hvad?

– Det kan jeg ikke sige.

Patricia så i journalistens øjne, at hun alligevel forstod, hvordan det hang sammen.

Annika trådte ud i det skarpe lys på Dalagatan og missede op mod solen. Det var en befrielse at slippe ud af den mørke, snavsede lejlighed. Sorte gardiner, det var næsten makabert. Hun brød sig ikke om det, hun havde fået at vide. Hun brød sig ikke om Josefins lejlighed. Hun følte en dyb skepsis mod kvindens valg af erhverv. Hvordan i alverden kunne man frivilligt gå med til at blive stripper?

Hvis det altså var frivilligt, tænkte hun så.

Tunnelbanen lå lige om hjørnet, og hun tog den de to stationer til Fridhemsplan. Der gik hun op på Sankt Eriksgatan, passerede fitnesscentret, hvor Josefin og Patricia havde lært hinanden at kende, og drejede til højre mod mordstedet. Der lå to små blomsterbuketter ved indgangen til kirkegården, og Annika havde på fornemmelsen, at der inden længe ville ligge mange flere. Hun stod lidt ved siden af stakittet. Det var mindst lige så varmt som i går, og hun blev hurtigt tørstig. Netop som hun havde besluttet at gå derfra, kom to unge kvinder, en lys og en mørk, langsomt gående fra Drottningholmsvägen. Annika besluttede at blive lidt. De var iført ens korte kjoler og højhælede sko, tyggede tyggegummi og holdt hver sin cola i hånden.

– Der var en pige, der blev myrdet her i går, sagde den lyse og pegede ind blandt gravene, da de gik forbi Annika.

– Det er da løgn? sagde den mørke og spærrede øjnene op.

Den første nikkede geskæftigt og viftede med hånden.

– Hun lå derinde, helt opsprættet. Først myrdet, så voldtaget.

– Gud, hvor ækelt, sagde den mørke, og Annika så, at hun fik tårer i øjnene.

De standsede begge to op et par meter længere fremme og så andægtigt ind i de mørkegrønne skygger. Lidt efter græd de begge to.

– Vi må efterlade en besked, sagde den lyse.

De fandt en kvittering i den ene taske og en pen i den anden. Den lyse skrev en hilsen mod venindens ryg. Derefter tørrede de øjnene og gik ned mod tunnelbanen.

Da de var forsvundet om hjørnet, gik Annika hen og læste, hvad der stod på sedlen.

‘Vi savner dig’, stod der.

I samme øjeblik fik hun øje på Konkurrentens reportagehold, der var på vej ud af en bil på Kronobergsgatan henne ved legepladsen. Hun drejede om på hælen og gik hurtigt ned ad Sankt Göransgatan. Havde bestemt ingen lyst til at stå og småsludre med Arne Påhlson.

På vej ned mod bus nr. 56 passerede hun Daniella Hermanssons dør, den friske mor, der altid sov for åbent vindue. Hun fiskede sin blok frem, jo, hun havde skrevet dørkoden ned ved siden af Daniellas adresse. Uden at tænke videre over det tastede hun koden og gik ind i opgangen.

Luftstrømmen, der slog hende i møde, var så kold, at hun kom til at fryse. Hun standsede op og hørte døren gå i bag sig. Opgangen var dekoreret med parkmotiver fra fyrrerne, formentlig fra samme år som bygningen blev opført.

Daniella boede på anden sal til højre. Annika tog elevatoren. Ingen åbnede. Annika så på sit armbåndsur, ti minutter over tre, Daniella var sikkert i parken med den lille.

Hun sukkede. Indtil videre havde dagen ikke givet ret meget. Hun så sig omkring i opgangen. Der var masser af døre, lejlighederne måtte være meget små. Navnene på postkasserne til lejlighederne var skrevet med gulnende plasticbogstaver. Hun gik hen og studerede en nærmere. ‘Svensson’ læste hun. Der var ikke så meget at betænke sig på. Hun kunne lige så godt få nogle reaktioner fra de omkringboende, nu hun alligevel var der.

Ud af den smalle sprække i Svenssons døråbning stod der en dunst af uvasket krop, og Annika trådte uvilkårligt et skridt tilbage. En uformelig kvindeskikkelse i lilla og turkis polyesterkjole skulede ud ad sprækken. Nærsynede øjne, filtret, fedtet gråt hår. I favnen holdt hun en fed lille hund. Annika kunne ikke engang bedømme racen.

– Undskyld, at jeg forstyrrer, sagde Annika, men jeg kommer fra avisen Kvällspressen.

– Vi har ikke gjort noget, sagde kvinden.

Hun så skræmt på Annika gennem sprækken.

– Nej, naturligvis ikke, sagde Annika høfligt. Jeg ringer bare på for at høre, hvordan I her i huset har reageret på den forbrydelse, der er begået her ved siden af.

Kvinden trak døren lidt til igen.

– Jeg ved ingenting, sagde hun.

Annika begyndte at fortryde. Det havde måske ikke været nogen god idé at ringe på hos naboerne.

– De har måske ikke hørt, at en ung kvinde er blevet myrdet i parken her ved siden af, sagde hun roligt. Politiet har været her og……

– De kom i går.

– Ja, så har de måske spurgt……

– Det var ikke Jesper! skreg kvinden uventet. Annika tabte blokken og tog ufrivilligt et par skridt bagud.

– Jeg kunne ikke gøre noget for at forhindre ham i det! Og jeg tror aldeles ikke, at ministeren havde noget med det at gøre!

Med et smæld lukkede kvinden døren, så det gav genlyd i hele opgangen. Annika stirrede forbløffet på døren. Herregud, hvad i alverden var det dog, der skete her?

En dør i den anden ende af opgangen blev åbnet på klem.

– Hvad er det for et postyr herude? spurgte en ældre mandestemme irriteret.

Annika samlede sin blok op og tog trapperne ned. Da hun var ude på gaden, gik hun hurtigt ned til højre uden at se op mod parken.

– Tak, fordi du gav kattene mad!

Anne Snapphane var tilbage og sad på sin stol med fødderne på skrivebordet.

– Hvordan var der på Gotland? spurgte Annika og lod sin taske falde ned på gulvet.

– Hedt som i en bageovn, en sauna. Nu er ilden under kontrol. Men hvad fanden har du lavet?

– Hvad mener du? spurgte Annika uforstående.

– Du har en stor skramme over øjet!

Annikas hånd fløj op til det venstre øjenbryn.

– Nå det, sagde hun. Jeg slog hovedet mod skabet ude i badeværelset i morges. Kan du gætte, hvor jeg har været?

– Hjemme hos mordofret?

Annika smilede over hele ansigtet og satte sig ned.

– Det må jeg sige, sagde Anne.

– Har du spist frokost?

De gik ned i kantinen.

– Nå, hvordan var det så? spurgte Anne Snapphane nysgerrigt og proppede munden fuld af pastasalat.

Annika tænkte lidt.

– Jeg kan godt lide Patricia, hende hun delte lejlighed med. Hun er indvandrer eller førstegenerationssvensker. Fra Sydamerika et eller andet sted, vil jeg gætte på. Lidt småskør, tror på astrologi.

– Og hvordan var Josefin så?

Annika lagde sin gaffel fra sig.

– Jeg ved det ikke, sagde hun. Jeg kan ikke rigtigt danne mig noget indtryk af hende. Patricia siger, at hun var meget intelligent, vicerektoren, at hun var en hjernedød blondine. Klassekammeraten Charlotta lod ikke til at vide noget som helst om hende. Hun ville være journalist og hjælpe børn, der ikke har det godt her i tilværelsen, samtidig med at hun arbejdede som stripper.

– Stripper? sagde Anne Snapphane.

– Hendes kæreste har en eller anden form for pornoklub. Studie 6.

– Det er sgu da et radioprogram i P3. Det mest prætentiøse program på P3.

Annika nikkede.

– Nemlig. Joachim, hendes kæreste, syntes åbenbart, at det var skideskægt. Studie 6 er jo det mest prætentiøse overhovedet.

– Hvis formålet var at lægge sig ud med æggehovederne, så tyder det da på en vis intelligens, sagde Anne Snapphane.

Annika smilede og proppede munden fuld af mad.

– Fortæl mig noget mere, hvordan så der ud?

Annika tyggede og tænkte sig om.

– Spartansk, sagde hun. Faktisk slet ikke møbleret. Madrasser direkte på gulvet. Som om hun ikke rigtigt var flyttet ind.

– Hvordan pokker har hun båret sig ad med at få en lejlighed på Dalagatan?

– Hendes mor, Barbro, købte den sort. Det var hendes telefonabonnement.

Anne Snapphane lænede sig bagover i stolen.

– Hvorfor døde hun?

Annika trak på skuldrene.

– Du må ikke spørge mig.

– Hvad siger politiet til det?

– Har ikke ringet til dem endnu.

De købte hver en sodavand til at tage med og gik tilbage til redaktionen. Spiken talte i telefon. Der var ingen andre til stede.

– Hvad har du gang i i dag? spurgte Annika.

– Små skovbrande er begyndt at blusse op rundt omkring i landet. Jeg slukker dem alle sammen egenhændigt.

Annika lo.

Hun tændte for sin pc og lagde en diskette i. Hurtigt skrev hun notaterne fra sin samtale med Patricia ned, gemte dem på disketten og slettede dokumentet i pc’en. Disketten lagde hun i sin nederste skrivebordsskuffe.

Pludselig ringede Annikas telefon. Signalet afslørede, at det var en intern samtale.

– Du har besøg, sagde Tore Brand.

– Af hvem? spurgte Annika.

Tore Brand lagde røret fra sig, hun kunne høre ham skælde ud i baggrunden.

– Stands, vent! De kan ikke bare gå derind…..

Skridt, der nærmede sig telefonen igen.

– Du, han gik bare op. Der sker nok ikke noget ved det. Det var en mand.

Annika mærkede irritationen stige op i sig. Tore Brand sad dernede for at forhindre, at netop sådan noget skete. Pokkers til idiot!

– Hvad ville han?

– Han ville diskutere et eller andet i dagens avis. Vi skal være åbne over for læserne, sagde Tore Brand.

I samme øjeblik så Annika manden ud af øjenkrogen. Han styrede direkte hen imod hende med brændende øjne. Annika afsluttede hurtigt samtalen. Hun fulgte manden med blikket hele vejen gennem redaktionen og hen til hendes egen skrivebordskant.

– Er det dig, der hedder Annika Bengtzon? spurgte han med halvkvalt stemme.

Annika nikkede.

Manden løftede armen og smed et eksemplar af dagens Kvällspressen ned på Annikas bord.

– Hvorfor ringede du ikke? sagde han, og stemmen blev brudt af en hulken, der kom et eller andet sted fra hans mellemgulv.

Annika stirrede på manden. Hun havde ingen anelse om, hvem han var.

– Hvorfor fortalte du ikke nogen, hvad du ville skrive? Hendes mor vidste ikke, at det var sådan, hun døde. Og at nogen har gnavet i hende, åh, herregud!

Manden vendte sig om og anbragte sig på hendes skrivebord, tog hænderne op for ansigtet og gav sig til at græde. Annika tog avisen, han havde smidt på bordet foran hende. Det var artiklen om, hvordan Josefin så ud, da hun blev fundet, hendes ordløse skrig og forslåede bryst, billedet med det nøgne ben midt i alt det grønne. Annika lukkede øjnene og strøg sig over panden.

Det er ikke sandt, tænkte hun. Du gode Gud, hvad har jeg dog gjort? Hun mærkede skammen stige som en varm tidevandsdønning op i ansigtet, skylle ind over hende i hede bølger, gulvet begyndte at gynge under hende. Du gode Gud, hvad havde hun dog gjort?

– Undskyld, sagde hun. Jeg ville ikke såre jer ved at trænge mig på…..

– Såre os? skreg manden. Tror du, man kan blive mere såret, end vi er nu? Eller regnede du ikke med, at vi ville se det skidt, du skrev? Håbede du, at vi også bare ville dø og aldrig få det at se? Hva’?

Annika var lige ved at give sig til at græde. Den aggressive mand var helt rød i hovedet, og fråden stod ham om munden. Nu begyndte omgivelserne at bemærke, hvad der foregik. Spiken havde vendt sig om og så over mod dem. Billedpelle strakte hals og prøvede at se noget.

– Jeg er så frygtelig ked af det, sagde hun.

Pludselig dukkede Berit op ud af det blå. Uden et ord lagde hun en arm om mandens skuldre og ledte ham ned mod kantinen. Han fulgte med uden at protestere, rystende af gråd.

Annika tog sin taske og skyndte sig mod bagudgangen. Hun trak vejret stødvist og måtte anstrenge sig for at gå normalt.

– Hvor skal du hen, Bengtzon? råbte Spiken.

– Ud, råbte hun alt for skarpt.

Hun løb ned ad de sidste trappetrin og kastede sig mod yderdøren. To etager nede, i opgangen uden for arkivet, satte hun sig ned.

Jeg er et elendigt menneske, tænkte hun. Det kommer aldrig til at gå det her.

Hun blev siddende lidt, så forlod hun bygningen via indgangen til trykkeriet og gik ud og købte en is.

Langsomt gik hun ned til vandet ved Mariebergsparken. På afstand hørte hun børnene støje ved Smedsuddsbadet. Hun satte sig på en bænk i parken og spiste sin is. Så smed hun ispapiret i en overfyldt affaldsspand ved gangstien.

Sådan er det at leve, tænkte hun. Man hører lyden, mærker vinden og varmen, man tager fejl og skammer sig. Det er det her, det går ud på. Leve og lære.

Jeg skal aldrig mere tøve med at ringe op eller tage kontakt. Jeg skal altid stå inde for det, jeg skriver. Jeg skal aldrig skamme mig over mit arbejde eller mine ord.

Hun fulgte langsomt stranden helt hen til badeanstalten. Derpå drejede hun op langs Fyrverkarbacken og tilbage til bladet.

– Du skal give besked, når du går ud, sagde Tore Brand i receptionen surt.

Hun gad ikke svare, tog elevatoren op og bad en stille bøn til, at den rasende præst var forsvundet. Det var han. Det var alle de andre også, så hun. Spiken og Jansson sad i overdragelsesmøde, redaktionsholdet var ikke kommet endnu, og Berit var ude et eller andet sted.

Hun satte sig tungt på sin stol. I dag havde hun ikke foretaget sig noget af nogen værdi. Det eneste, der var tilbage at gøre, var at ringe til politiet.

Pressechefen sagde, at efterforskningsarbejdet fortsatte.

Den vagthavende hos kriminalpolitiet svarede ikke.

Hun tøvede, men besluttede sig for at ringe til efterforskningslederen trods alt. Så måtte han blive så sur, han ville.

Han svarede på voldsafdelingens nummer. Hendes puls steg.

– Hej, det er Annika Bengtzon på avisen…..

– Jeg ved godt, hvor du arbejder.

Et svagt støn.

– Arbejder du altid? spurgte hun.

– Ja, ligesom dig, åbenbart.

Tonen var kold og kortfattet.

– Jeg har nogle korte spørgsmål…..

– Hvis jeg talte med hver eneste journalist, der kom rendende, ville jeg ikke have tid til at opklare mordsager.

Vred, irriteret.

– Du behøver ikke at tale med dem alle sammen, det er nok, at du taler med mig.

– Ja, det synes du vel.

Træt.

Annika tænkte nogle sekunder i tavshed.

– Det tager så lang tid det her, sagde hun. Det ville gå meget hurtigere, hvis du bare svarede på mine spørgsmål.

– Det ville være det allerhurtigste, hvis jeg bare lagde røret på.

– Hvorfor gør du så ikke det?

Han trak vejret stille i røret, som om han selv undrede sig over det samme.

– Hvad er det, du vil? sagde han til sidst.

– Vide, hvad I har foretaget jer i dag.

– Rutine. Forhør.

– Patricia? Joachim? De andre i klubben? Nogle af gæsterne måske? Forældrene? Tvillingbroderen? Folk i husene i nærheden? Den tykke dame med hunden? Hvem er Jesper? Og hvem er ministeren?

Hun kunne mærke hans forbløffelse i røret.

– Du har fulgt med i timen, sagde han.

– Næ, sagde hun. Det er bare normal research.

– Vi har fundet hendes tøj, sagde han.

Annika mærkede hårene rejse sig på armene. Dette var ikke offentliggjort endnu. Han havde kun afsløret det for hende.

– Hvor?

– Forbrændingsanstalten i Högdalen.

– På lossepladsen?

– Nej, i en renovationsbil sammen med en masse andet ragelse. Nogen må have smidt det i en affaldsspand et eller andet sted på Kungsholmen. Spandene bliver tømt og indholdet samlet sammen i åbne renovationsbiler af Stockholms kommune hver eneste dag, og derefter bliver det presset sammen med alt det, der er samlet op fra gaden. Du kan sikkert tænke dig til det.

– Kan I bruge det som bevis?

– Indtil videre har teknikerne fundet dele af et tv, polstring fra en sofa, partikler fra en bananskræl og afføring fra en ble i fibrene.

Han sukkede.

– Så fundet var altså værdiløst? sagde Annika.

– I hvert fald indtil videre.

– Var det laset?

– Revet helt i stykker. Da det blev presset sammen.

– Det vil altså sige, at fingeraftryk, hår, rifter og sådan noget, der kunne fortælle noget, er ødelagt.

– Helt korrekt opfattet.

– Kan jeg skrive det?

– Synes du, at det tilfører sagen noget nyt?

Hun tænkte.

– Morderen må jo have smidt det der. Nogen kan have set ham.

– Hvordan det? Hvor mange mennesker tror du, der smider skrald i en affaldsspand på Kungsholmen hver dag? Gæt.

– Ja, det gør vel….alle?

– Netop! Og desuden er det ikke sikkert, det er morderen, der har smidt det væk. Det er måske en eller anden med ordenssans, der har fundet det og syntes, det lå og lavede uorden i gadebilledet.

Hun ventede i tavshed.

– Det viser da i det mindste, at I inden for politiet arbejder med sagen, sagde hun.

Han lo.

– Ja, det er jo ikke det værste, sagde han.

– Man behøver måske ikke at skrive noget om, i hvor dårlig stand tøjet var, sagde Annika. Det behøver morderen jo ikke at få noget at vide om.

Han lo lidt, men svarede ikke.

– Men så forhørene da?

Han blev fåmælt igen.

– Kan ikke sige noget om dem. De fortsætter.

– Med de personer, jeg nævnte tidligere?

– De er kun en begyndelse.

– Men så obduktionen da? Har den givet noget?

– Den foretages i almindelig kontortid. Altså i morgen.

– Hvad er egentlig Studie 6 for et sted?

–Tag derhen, så får du det at se.

– Ved I, hvad det er for en minister, damen talte om?

– Hvor er det heldigt, at der stadig er noget, du ikke har fundet ud af, sagde han. Men nu har jeg ikke tid længere. Hej.

Annika sad og tænkte lidt. Det med tøjet var nyt, det skulle de nok kunne lave en historie på. Det var trist, at politiet ikke tillagde fundet nogen større værdi, men nu vidste de i det mindste, at morderen ikke havde det hos sig.

Spiken, Jansson og Billedpelle var kommet ud fra deres overdragelsesmøde. De sad og småsludrede ved nyhedsdesken.

– Jeg har som den eneste, i hvert fald indtil videre, fået noget nyt at vide, sagde hun.

Mændene stirrede på hende med samme forbavsede, lettere irriterede udtryk i ansigterne.

– De har fundet hendes tøj.

Mændene rettede ryggene og greb ud efter deres penne.

– Det må jeg sgu nok sige. Kan vi tage billeder af det? spurgte billedredaktøren.

– Nej, kun af stedet, hvor det blev fundet. Forbrændingsanstalten i Högdalen.

– Gav det noget spor?

Annika overvejede sit svar.

– Egentlig ikke, men det kan politiet ikke gå ud med, sagde hun.

Mændene nikkede.

– Det her kan gå hen og blive rigtig godt, sagde Jansson. Sammen med alt det andet har vi en fin blanding. Se her.

Han holdt en blok op for Annika.

– Jeg tror, vi begynder med din oplysning, ‘politiets nye spor’. Billede af Josefin, billeder fra lossepladsen. Inden længe skal vi vel have taget et billede af dig til at sætte under artiklerne, Bengtzon!

Mændene lo venligt. Annika slog blikket ned og rødmede.

– Og så har vi hendes far, fortsatte Jansson. Berit har lavet et fantastisk interview.

Annika studsede.

– Har hun det?

– Ja, nemlig, han kom jo herop og stod og råbte op, så Berit tog sig af ham. Han ville gerne selv have lov at fortælle, sagde han. Hun er ude hos forældrene med teksten nu. De ville se den først.

– Utroligt, sagde Annika.

– Og så har vi brug for noget fra mordstedet. Er der lagt blomster derude?

– Der var ikke ret mange i eftermiddags.

– Tag ud og se efter, om der er kommet nogle flere. Kan du gøre det? Måske tale med nogle sørgende, nogle, der skriver breve eller tænder lys?

Annika sukkede og nikkede.

– Hvordan gik det med klassekammeraterne? spurgte hun.

– Berit har ikke fundet nogen ud over din Charlotta. Vi har et billede af hende hjemme på pigeværelset. En hel del af dem kommer sikkert hjem i aftenens løb, industriferien er jo slut nu, men det gør vi ikke noget ved lige nu. Det her er nok for i dag. Vi har jo også skovbrandene og situationen i Mellemøsten. Vi kan fanden tage mig risikere, at der bliver krig derude……

Redaktionsmedarbejderne kom støjende ind, struttende af arbejdsiver. Annika gik tilbage til sin plads, skrev artiklen om politiets nye spor og pakkede sin taske for at tage ned til mordstedet igen.

Bertil Strand var ikke på arbejde. Hun tændte for tv’et, der sad i loftet over deres pladser. De lokale nyheder nævnte ikke engang Josefin.

Rapport brugte hele udsendelsen på Mellemøsten. Syv israelere og femten palæstinensere havde mistet livet i dagens sammenstød. Tre af dem var små børn. Annika gøs.

Derefter kom miljøpartiets talerør og krævede en kommission nedsat, der skulle tage stilling til personregistreringens sandhedsværdi og IB-affæren. Annika gispede.

I slutningen af udsendelsen fulgte anden del af ruslandskorrespondentens dækning af konflikten i Kaukasien. I går var den svensktalende præsident blevet interviewet, i dag fulgte journalisten sagen op med den veludrustede minoritetsguerilla.

– Vi kæmper for vores frihed, sagde guerillalederen, der stod med en maskinpistol i hver hånd. Præsidenten er en hyklerisk forræder.

I guerillaens hovedkvarter var der både kvinder og børn. De små lo og legede, snavsede og barfodede. Kvinderne trak tørklæderne over hovederne og forsvandt i de sorte døråbninger. Guerillalederen åbnede en dør til en udgravet kælder, og tv-reporteren fulgte ham ned under jorden. I lyset fra kameraet gled russiske våben forbi, skuffer med miner, antiluftskyts, automatvåben, håndgranater, pansergranater m.v.

Annika blev grebet af fortvivlelse. Hun var træt og sulten. Hvad rolle spillede det, hvad hun skrev om en død svensk pige, når folk ikke gjorde andet i verden end at hade hinanden og slå hinanden ihjel?

Hun gik ned i kantinen og købte en pose vingummier. På vejen tilbage til sin arbejdsplads satte hun dem alle sammen til livs og fik det rigtig dårligt.

– Hvordan går det, Annika?

Det var Berit.

– Nogenlunde, sagde Annika. Der er så megen elendighed overalt. Gik det godt med forældrene?

– Ja, sagde Berit. De havde nogle mindre indvendinger mod teksten, men i det store og hele blev vi enige. Vi har et billede af dem på sengen på Josefins pigeværelse.

– Står møblerne der stadigvæk? spurgte Annika.

– Det så helt urørt ud.

Berit gik hen til nyhedsdesken for at informere cheferne. I samme øjeblik kom Bertil Strand ind.

– Har du tid til at køre et lille smut ned til mordstedet? spurgte Annika og greb sin taske.

– Jeg har lige parkeret i garagen. Kunne du ikke have sagt det lidt før?

Patricia lå på madrassen bag sine sorte gardiner og svedte i mørket. Det gjorde ondt i benene, hun følte sig elendig af træthed. Hun orkede ikke at udspionere Joachim. Det kunne de ikke forlange af hende. Bare tanken gav hende gåsehud.

Hun lukkede øjnene og prøvede at udelukke lydene fra byen. Det var ved at blive aften derude, folk var på vej til restauranter og møder, kjoler og vin, øl og sved. Hun lod tankerne vandre indad, prøvede at finde sandheden inden i sig selv, lyttede til sin egen vejrtrækning og lod sig synke ned i en let selvhypnose.

Hun tvang Josefins stemme frem i mørket dybt inde fra sig selv. Først var stemmen kvidrende glad, steg og faldt, Patricia smilede. Jossie nynnede og sang, lyst og rent. Da skrigene kom, var Patricia forberedt. Hun lyttede tålmodigt afventende på slagene og bumpene, på Joachims brøl. Hun gemte sig i skyggerne, til han blev tavs og var forsvundet, ventede på gråden og fortvivlelsen fra Jossies værelse. Skyldfølelsen var forsvundet, hun havde ikke kunnet forhindre det. Hun følte sig ikke forskrækket, hun var ikke bange. Han kunne ikke gøre mere nu. Ikke mod Jossie.

Hun trak vejret dybt og tvang sig selv op til overfladen. Virkeligheden kom tilbage, trykkende og lummer.

Jeg må spørge kortene, tænkte hun.

Langsomt rejste hun sig, men blodtrykket nåede ikke med, og hun blev svimmel. Fra sportstasken i hjørnet tog hun sit skrin af balsatræ, åbnede låget og strøg med hænderne over den sorte silke. Her boede hendes kort.

Hun anbragte sig i lotusstilling på gulvet og blandede ærbødigt tarokkortene. Derefter tog hun af tre gange. Så gentog hun hele proceduren to gange til, akkurat som energierne krævede det. Da hun havde taget af sidste gang, lagde hun ikke bunkerne sammen, men valgte den ene ud, løftede den med venstre hånd og blandede så kortene yderligere en gang.

Til sidst lagde hun et keltisk kors ud på gulvet, ti kort, der symboliserede øjeblikkets mening ud fra forskellige synsvinkler. Det keltiske kors var det mest fuldstændige system inden for store forandringer, og hun kunne mærke, at hun netop stod over for en sådan.

Hun ventede med at studere og analysere kortene, til korset var klart. Tænksomt betragtede hun så sin situation. Hendes grundkort var tre i sværd, hvilket stod for Saturn i Vægtens tegn. Hun nikkede, det burde hun have vidst. Det betød sorg og spændinger i trekantsforhold. Hun opfordredes til at tage klare og utvetydige beslutninger.

Kortet, der krydsede grundkortene, som altså hindrede hende i at tage stilling, var naturligvis det femtende kort i major Arkana, djævelen, det mandlige køn. Tydeligere kunne det ikke være.

Tredje og fjerde kort viste hendes bevidste og ubevidste tanker om situationen. De påviste ingen mærkværdigheder, ni i sværd og ti i stokke. Kun grusomhed og undertrykkelse.

Syvende og ottende kort gjorde derimod stort indtryk på hende. Det syvende symboliserede hende selv og bestod af det attende kort i major Arkana, månen. Det var ikke godt. Det betød, at hun stod foran en endelig og meget krævende prøvelse, og den hørte sammen med det kvindelige køn.

Det ottende kort fik hende til at spekulere. Det stod for de energier, der kom udefra, og skulle påvirke hendes situation.

Magikeren, det første kort, symboliserede en samvittighedsløs kommunikator, en, der dygtigt fordrejede sine ord, og som altid bevægede sig i udkanten af sandheden. Hun anede allerede, hvem det kunne være.

Det tiende kort, resultatet, gjorde hende rolig. Seks i stokke. Jupiter i Løvens tegn. Klarhed. Gennembrud. Sejr.

Nu vidste hun, at hun ville klare det.

 

Sytten år, ni måneder og tre dage

Vores lykke er så stærk. Han holder om mig, altid. Hans engagement er enormt, sommetider har jeg svært ved at leve op til det. Hans skuffelse bliver så stor, hvis jeg siger det til ham, jeg må se at blive dygtigere til det. Vores rejser i tid og rum er uendelige, jeg elsker ham sådan.

Jeg har prøvet at forklare ham, at det ikke er ham, der er noget galt med. Det er mig, det er mig, der ikke har forstået at værdsætte ham, som han fortjener. Han har købt tøj til mig, hvis lige jeg aldrig før har haft, symboler for kærlighed og tillid. Min utaknemmelighed bunder i egoisme og umodenhed, hans skuffelse er dyb og hård. Der er ingen undskyldning, man bærer et ansvar i en universel tosomhed.

Jeg græder, når det går op for mig, hvor ufuldkommen jeg er. Han tilgiver mig. Og så elsker vi.

Forlad mig aldrig,

siger han,

jeg kan ikke leve uden dig.

Og jeg lover.