Tirsdag den 31. juli

Gennemtrækken vækkede hende. Hun lå stadig i sengen med lukkede øjne. Gennem øjenlågene anede hun lysets skarphed fra det åbne vindue. Det var formiddag. Ikke så sent, at hun blev bange for at have sovet dagen væk, men tilstrækkelig sent til, at hun følte sig udhvilet.

Annika trak i sin morgenkåbe og gik ud på trappeopgangen. Den sprukne mosaik på gulvet kølede barmhjertigt. Toilettet lå en etage længere nede, hun delte det med de andre lejere på de øverste etager.

Gardinerne flagrede som store sejl i trækken, da hun trådte ind i lejligheden igen. Hun havde købt tredive meter lyst og let bomuldsstof og draperet det over de gamle gardinstænger. Effekten var slående. Lejligheden var malet helt hvid. Den tidligere lejer havde malet det hele med grundfarve og derefter opgivet projektet. De matte vægge reflekterede og slugte lyset på samme tid og gjorde rummene gennemsigtige.

Langsomt gik hun gennem stuen og ud i køkkenet. Gulvfladerne var frie, hun havde næsten ingen møbler. Gulvbrædderne lyste gråt af sæbe og lud. Taget svævede som en hvid himmel langt over hende, mat og klart. Hun satte vand over på gaskomfuret, målte tre skefulde kaffe op i en glaskaffekande fra Bodum, hældte vandet på og trykkede stemplet ned. Køleskabet var tomt. Hun måtte tage sig en sandwich i toget.

Morgenavisen lå sønderrevet på entrégulvet, brevsprækken var for lille. Hun hentede den og slog sig ned med ryggen mod muren ind til spisekammeret.

Det sædvanlige. Mellemøsten. Valgkampagnen. Varmerekorden. Ikke et ord om Josefin. Hun var allerede historie, et tal i statistikken. Yderligere en debatartikel om IB. Denne gang læste hun den. Det var en professor i Göteborg, der krævede, at der blev nedsat en kommission til at kulegrave hele affæren. Right on, tænkte Annika.

Hun gad ikke gå ned og tage bad, plaskede bare lidt vand i ansigtet og under armene ved køkkenvasken. Vandet var ikke iskoldt længere, hun behøvede ikke at varme det.

Aftenbladene var lige kommet, hun købte dem begge to i tobaksforretningen på Scheelegatan. Kvällspressen var selvfølgelig nummer et med IB. Annika smilede. Berit var den bedste. Hendes egne artikler lå også på gode sider, otte, ni, ti og midtersiderne. Hun læste sin tekst om politiets mistanke, den var faktisk blevet rigtig god. Politiet havde et spor, der pegede i retning af en person i Josefins umiddelbare nærhed, havde hun skrevet. Josefin havde tidligere følt sig truet og var bange. Der var tegn, der tydede på, at hun var blevet mishandlet før. Hun smilede igen. Uden at skrive noget om Joachim, var politiets teori alligevel gået klart igennem. Derefter kom sorgorgiet ude i Täby, hun var glad for, at hun havde behandlet den historie fagligt og nøgternt. Billedet var faktisk helt okay. Det forestillede nogle af pigerne ved lysene, de græd ikke på billedet. Det var også godt. Konkurrenten havde ikke noget særligt ud over fortsættelsen af artikelserien ‘Livet efter ferien’. Den ville hun læse i toget.

Det var blæst op, og vinden var varm. Hun købte en is på Bergsgatan, der skulle gøre det ud for morgenmad, og gik ad Kaplansbacken ned til stationen. Intercitytoget mod Malmö skulle afgå om fem minutter, hun var heldig. Hun slog sig ned i restaurationsvognen og var den første, der købte en sandwich, da der blev åbnet for serveringen. Billetten havde hun glemt, så hun købte en direkte af konduktøren.

Det var kun hende og tre arabiske mænd, der stod af toget i Flen. Bussen til Hälleforsnäs skulle gå om et kvarter. Hun satte sig på en bænk foran rådhuset og studerede kunstværket ‘Vertikal stræben’. Det var virkelig utroligt talentløst. Hun satte en pose skumbananer til livs i bussen og stod af ved Konsum.

– Til lykke, råbte Ulla, en af hendes mors arbejdskammerater. Kvinden stod i sin grønne kjole og røg ved siden af beplantningen.

– Med hvad? spurgte Annika og smilede.

– Al din succes! Løbesedler og alt muligt. Vi er virkelig stolte af dig her i Hälleforsnäs, råbte Ulla.

Annika lo og vinkede afværgende. Hun gik op forbi kirken og mod sit hjem. Området virkede dødt og forsømt. De røde boligblokke fra fyrrerne formelig dampede i varmen.

Håber ikke, at Sven er der, tænkte hun.

Lejligheden var tom. Alle potteplanterne var døde. En affaldspose, der ikke var blevet tømt, spredte en uhyggelig lugt i køkkenet. Hun smed den ned i skakten og lukkede alle vinduer op. Blomsterligene fik lov at blive stående. Hun orkede ikke at tage sig af dem nu.

Moderen blev oprigtigt glad over at se hende. Hun omfavnede Annika med kejtede bevægelser. Hendes hænder var kolde og en anelse klamme.

– Har du spist? Jeg har en gryderet med elgkød på komfuret.

Moderens seneste kæreste var jæger.

De satte sig ved køkkenbordet, og moderen tændte en cigaret. Vinduet stod på klem, og Annika kunne høre nogle unger skændes om en cykel. Hun lod øjnene følge bakken ned mod fabrikken, så de trøstesløse grå tage brede sig ud, så langt øjet rakte.

– Nu må du fortælle mig det. Hvordan har du dog båret dig ad?

Moderen smilede forventningsfuldt.

– Hvordan mener du? sagde Annika og smilede tilbage.

– Ja, med at få sådan en succes, selvfølgelig! Alle har set det! De kommer og siger til lykke til mig ved kassen. Sikke nogle fine artikler. Og løbesedler og det hele.

Annika bøjede hovedet.

– Det var ikke så svært, sagde hun. Jeg fik et godt tip. Hvordan har du det ellers?

Moderen lyste op.

– Jo, nu skal du bare se, sagde hun og rejste sig. Cigaretrøgen tegnede en drage i luften, da hun løb hen til køkkenbordet. Annika fulgte den med øjnene på moderens vej tilbage. Hun lagde en række fotokopier ud foran Annika.

– Det her tror jeg mest på, sagde hun, bankede i bordet, satte sig og tog et dybt sug af sin cigaret.

Annika betragtede med et let suk moderens papirer. Det var prospekter fra forskellige ejendomsmæglere i Eskilstuna. Det øverste, det, moderen havde banket på med fingeren, kom fra Mæglerringen.

„Eksklusiv villa beliggende på skrånende grund. Høj standard med bl.a. forsænket badekar i flisebeklædt badeværelse, vinkelstue, gildesal m. åben pejs“, læste hun.

– Hvorfor forkorter de ‘med’? spurgte Annika.

– Hva’? sagde moderen.

– De forkorter det allerkorteste ord i hele sætningen, sagde Annika. Det virker lidt ulogisk, synes jeg.

Moderen viftede irriteret røgen mellem dem væk.

– Hvad synes du? sagde hun.

Annika tøvede.

– Jeg synes, det er lidt dyrt.

– Dyrt? sagde moderen og rev prospektet til sig. Entré med marmorgulv, klinker i køkkenet, og så er der bar i kælderen. Det er jo perfekt!

Annika sukkede stille.

– Jo, sagde hun. Jeg spekulerer bare på, om du nu også har råd. 1,3 millioner er jo temmelig mange penge.

– Se også på de andre, sagde moderen.

Annika bladede bunken igennem. Alle villaerne var store kasser lige uden for Eskilstuna. De lå i områder som Skiftinge, Stenkvista, Grundby, Skogstorp. Samtlige havde over seks værelser og lå på store grunde.

– Du bryder dig jo ikke om havearbejde, sagde Annika.

– Leif er et naturmenneske, sagde moderen og skoddede sin halvrøgede cigaret. Vi tænker på at købe noget sammen.

Annika lod, som om hun ikke hørte det.

– Hvordan går det med Birgitta? spurgte hun i stedet.

– Jo, sådan da, sagde moderen. Hun kommer fint ud af det med Leif. Du ville også synes om ham, hvis du altså traf ham.

Stemmen havde en klang af anklage og forurettelse.

– Kan hun fortsætte på Rätt Pris?

– Nu skal du ikke skifte emne, sagde moderen og rettede ryggen. Hvorfor vil du ikke lære Leif at kende?

Annika rejste sig, gik hen til køleskabet og så granskende ind på hylderne. De var tørret pænt af, men de var helt tomme.

– Selvfølgelig kan jeg da træffe ham, hvis det gør dig glad. Men lige netop i sommer har jeg været lidt ophængt, som du måske forstår.

Hun var ligeglad med, at hun lød ironisk.

Moderen rejste sig også.

– Lad nu være med at plyndre køleskabet, sagde hun. Vi skal snart spise. Du kan dække bord.

Annika tog en lille yoghurt og lukkede køleskabsdøren.

– Jeg kan ikke nå at spise med, sagde hun. Jeg skal til Lyckebo.

Moderens mund blev smallere og hvidere.

– Maden er færdig om nogle minutter, sagde hun. Du kan godt lige vente.

– Vi ses snart igen, sagde Annika.

Hun tog tasken over skulderen og skyndte sig ud af lejligheden. Hendes cykel stod der stadigvæk, men der manglede luft i bagdækket. Hun pumpede det, anbragte tasken på bagagebæreren og cyklede ivrigt i retning mod Granhed. Fabrikken gled forbi på hendes højre side, hun skævede til den ud af øjenkrogen. Den forbandede fabrik, samfundets buldrende hjerte. Fyrretusind kvadratmeter forladte industrilokaler. Sommetider hadede hun den for alt det, den havde gjort mod hendes ungdom. Tolvhundrede personer arbejdede her, da hun blev født. Da hun gik ud af skolen, var de nede på et par hundrede. Hendes far måtte gå som del i den nedskæring, der reducerede antallet af arbejdere til hundredeogtyve. Nu var man nede på otte. Hun cyklede forbi parkeringspladsen. Tre biler, fem cykler.

Hendes far kunne ikke klare arbejdsløsheden. Han havde levet for det elendige job. Han fik aldrig andre tilbud, og Annika havde på fornemmelsen hvorfor. Bitterhed er svær at skjule, og ingen bryder sig om at ansætte et bittert menneske.

Hun kørte forbi indkørslen til kanoklubben og satte ubevidst farten i vejret. Det var der, man havde fundet ham. Omkring en halv time for sent. Kroppen var for nedkølet. Han levede et par døgn på Mälarsjukhuset i Eskilstuna, men spritten havde jo også gjort sit. I sine sorteste øjeblikke havde hun syntes, at det var godt det samme. Hvis hun tænkte efter, noget hun sjældent gjorde, så fornemmede hun, at hun aldrig havde tilladt sig selv at sørge over ham.

Og alligevel er det ham, jeg ligner, tænkte hun og slog straks tanken ud af hovedet.

Efter afkørslen til Tallsjön blev vejen smallere og mere ujævn. Den snoede sig ind blandt træerne. Hun brød sig ikke om skovens sensommerfarver. Det kompakte grønne løv var så fuldt af klorofyl, at den ikke længere åndede og havde præcis samme nuance overalt. Det fandt hun kedeligt og ensformigt.

Skovstierne krydsede vejbanen, først til højre, så til venstre. På venstre hånd var de afspærret med store bomme og hængelåse. Her gik grænsen for ejendommen Harpsund.

Det gik op ad bakke nu, hun rejste sig på cyklen, trampede i pedalerne og stønnede tungt. Sveden løb ned fra hendes armhuler, hun havde brug for en dukkert.

Afkørslen til Lyckebo kom lige så pludseligt som altid. Hun var lige ved at køre forbi i svinget og kom til at slingre lidt på cyklen, da hun bremsede. Hun løsnede tasken fra bagagebæreren, stillede cyklen mod bommen, kravlede ind under og vadede gennem det høje græs.

– Whiskas, råbte hun. Misser, misser!

Et par sekunder senere hørte hun en hjerteskærende jamren. Den lille gule kat dukkede op i græsset med solen skinnende i knurhårene.

– Whiskas, min egen lille misser!

Hun smed tasken i græsset og tog imod katten, der sprang lige i armene på hende. Leende lagde hun sig ned blandt alle myrerne og rullede rundt med katten, kildede den på maven og kærtegnede den slanke ryg.

– Men du har jo en tæge, din gadedreng. Vent, så skal jeg fjerne den.

Hun tog et fast tag om tægen, der havde boret sig ind under kattens hage, og trak den ud. Den gik ikke i stykker. Hun smilede fornøjet. Hun havde stadig taget.

– Er mormor hjemme?

Den gamle kvinde sad i skyggen under egen. Hun havde lukket øjnene og foldet hænderne over maven. Annika tog sin taske og gik hen til mormoderen, katten sprang om benene på hende, strøg sig mod hendes lægge, mjavede og ville kæles med.

– Sover du?

Hendes stemme var kun en hvisken.

Kvinden åbnede øjnene og smilede.

– Nej da. Jeg lytter til naturen.

Annika slog armene om sin mormor og holdt længe om hende.

– Du bliver da også tyndere og tyndere, sagde mormoderen. Får du noget ordentligt at spise?

– Ja, selvfølgelig, sagde Annika og smilede. Her skal du bare se!

Hun slap kvinden og gav sig til at rode rundt i sin taske.

– Se, sagde hun glad. Den er til dig!

Hun tog en æske hjemmelavet chokolade fra en lille fabrik på Gärdet i Stockholm frem. Mormoderen slog hænderne sammen.

– Nej, hvor var det sødt af dig! sagde hun. Nu bliver jeg helt rørt.

Mormoderen åbnede æsken, og de tog sig hver et stykke. Den var lidt for stærk efter Annikas smag, hun brød sig egentlig slet ikke om chokolade.

– Hvordan har du det? sagde mormoderen.

Annika så ned.

– Det er besværligt, sagde hun. Jeg håber virkelig, at jeg får lov til at blive på bladet. Ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Den gamle kvinde betragtede hende varmt og længe.

– Du skal nok klare den, Annika, sagde hun. Du behøver ikke det der arbejde. Du skal se, det ordner sig nok alligevel.

– Jeg er ikke så sikker på det, sagde Annika og mærkede tårerne komme op i øjnene.

– Kom herhen.

Mormoderen rakte sin hånd frem og trak Annika ned på sit skød. Annika satte sig forsigtigt og lagde sin pande mod kvindens hals.

– Jeg ved ikke, om jeg tør, sagde hun.

– Du ved, hvad jeg synes, du skal gøre, sagde mormoderen alvorligt.

Den gamle kvinde holdt om sit barnebarn og vuggede hende sagte frem og tilbage. Vinden tog til, og løvet raslede i aspen ved siden af. Annika så Hosjön glitre mellem træerne.

– Jeg vil altid være her, det ved du, sagde kvinden. Jeg støtter dig, lige meget hvordan det så går. Du kan altid komme til mig.

– Jeg vil ikke blande dig ind i det, hviskede Annika.

– Fjollede pigebarn, sagde mormoderen og smilede. Sådan noget må du ikke sige. Jeg laver jo ikke noget fornuftigt for tiden, at hjælpe dig er vel det mindste, jeg kan gøre.

Annika kyssede kvinden på kinden.

– Er der nogen kantareller?

Mormoderen lo.

– Ja, det kan du tro! Al regnen i foråret og så varmen nu. Hele skoven er gul af dem. Tag to poser.

Annika sprang op.

– Jeg tager mig lige en hurtig dukkert først.

Hun rev nederdel og bluse af sig på vej ned til badebroen. Vandet var lummert og bunden mere mudret end nogensinde. Hun svømmede over mod klipperne, trak sig selv op af vandet og lå og pustede ud lidt. Vinden rev i hendes våde hår, hun så op og så skyerne svæve hastigt forbi i et par tusind meters højde. Hun lod sig glide ned i vandet igen og flød tilbage på ryggen, langsomt. Skoven stod tæt omkring hele søen, og der var ikke en levende sjæl at se bortset fra Whiskas, der ventede på broen. Man kunne faktisk gå vild i de her skove. Hun havde gjort det en gang som barn.

Et eftersøgningshold fra orienteringsklubben havde fundet hende i en lille rydning i skoven på den anden side af vejen, grædende og forfrossen.

Hun begyndte at svede, så snart hun kom op på land og trak i tøjet næsten uden at tørre sig.

– Jeg låner lige dine gummistøvler, råbte hun til mormoderen, der var gået i gang med at strikke igen.

Hun klemte en pose fra supermarkedet fast i linningen på sin nederdel og tog en mere i hånden. Whiskas gik lige i hælene på hende, da hun gik ind i skoven.

Mormoderen havde ret. Kantarellerne, på størrelse med lokumslåg, stod i store klynger omkring stien.

Hun fandt også nogle karljohan, parasolsvampe og masser af små blege pigsvampe. Whiskas dansede hele tiden om benene på hende, lagde sig på lur efter myrer, sprang efter myg og åd en fugleunge. Hun krydsede Granhedsvägen og gik forbi Johannislund og Björkbacken. Så gik hun til højre op til Lillsjötorp for at hilse på Gammel-Gustav. Det smukke bondehus hvilede i solen foran en mur af kæmpegraner. Tavsheden var kompakt, ingen øksehug hørtes fra brændepladsen. Det betød sikkert, at den gamle mand var gået i skoven i samme ærinde som hun selv.

Døren var låst. Hun fortsatte op mod Vita bergen, hvor hun kravlede op i et udkigstårn og satte sig. Lysningen bredte sig under hende. Ekkoet ville svare, hvis hun råbte. Hun lukkede øjnene og lyttede til vinden. Den havde en høj og hed lyd, næsten hypnotisk. Hun sad, længe, til et støn og et brag bragte hende tilbage til virkeligheden med et sæt. Forsigtigt kiggede hun ud over kanten.

En kraftig mand kom cyklende fra Skenäs. Han stønnede tungt og slingrede lidt. En forkullet fyrrekvist havde sat sig fast mellem egerne i hans baghjul. Lige under tårnet standsede manden op, trak kvisten ud, sukkede dybt og fortsatte.

Annika blinkede forbavset. Det var statsministeren.

Christer Lundgren trådte ind i sin overnatningslejlighed med en følelse af uvirkelighed. Han anede katastrofen som en sort sky i horisonten, mærkede de hede vinde blæse op omkring ansigtet. Den elektriske ladning i luften fik ham til at forstå det uundgåelige: Uvejret var på vej i hans retning. Han ville blive gennemblødt.

Heden i den lille lejlighed var ubeskrivelig. Solen havde stegt ind gennem panoramavinduet hele dagen. Han blev irriteret. Hvorfor var her dog ingen persienner?

Han smed sin lille weekendtaske på gulvet i entréen og åbnede altandøren på vid gab. Ventilationssystemet nede i baggården hvæsede og susede.

Satans hamburgerkæde, tænkte han.

Han gik ud i det lille tekøkken og skænkede sig et stort glas vand. Der lugtede af sur mælk og appelsinskræl fra kloakken. Han skyllede vasken så godt, det lod sig gøre.

Mødet med partisekretæren og departementschefen havde været frygteligt. Han havde ingen illusioner om sin situation. Den var krystalklar.

Han tog sit glas med vand med sig. Med et tungt suk satte han sig på sengen og anbragte telefonen på sit knæ. Han trak vejret dybt, inden han tastede nummeret hjem til sin kone.

– Jeg er nødt til at blive her et godt stykke tid endnu, sagde han efter de indledende sætninger.

Hustruen forholdt sig afventende.

– Også næste weekend med? sagde hun.

– Du ved, at det ikke er noget, jeg vil, sagde han.

– Du lovede ungerne, sagde hun.

Han lukkede øjnene og lagde hånden på panden. Tårerne brændte bag hans øjenlåg.

– Jeg længes sådan efter dig, at jeg har det dårligt, sagde han.

Hun blev bekymret.

– Hvad er det, der er sket?

– Du ville ikke tro mig, hvis jeg fortalte dig det, sagde han. Det er et mareridt uden lige.

– Jamen, Christer, herregud da! Så fortæl mig dog, hvad der er sket!

Han sank.

– Hør på mig, sagde han. Tag ungerne og kør til Karungi. Jeg kommer, så hurtigt jeg kan.

Hun svarede hurtigt.

– Jeg tager ikke af sted uden dig.

Hans stemme blev hårdere.

– Det bliver du nødt til. Der er nogle ting, der er ved at gå helt ad helvede til. Du bliver belejret, hvis du bliver i byen. Det bedste ville være, hvis du tog af sted allerede i aften.

– Jamen Stina venter os ikke før på lørdag!

– Ring til hende og spørg, om du ikke må komme tidligere. Stina svigter aldrig.

Hustruen ventede i tavshed.

– Det er politiet, sagde hun. Det er det der med politiet.

Han hørte tvillingerne le i baggrunden.

– Ja, sagde han. Til dels. Men det er ikke det hele.

Annika var tilbage i tide til Ekkoets kvart i fem-udsendelse.

– Du kan altså ikke gætte, hvem jeg så i skoven. Statsministeren!

Hun hældte indholdet af sine poser ud på bordet, samtidig med at Ekkoets kendingsmelodi lød fra transistorradioen.

– Han har fået den idé, at han skal tabe sig, sagde mormoderen. Han cykler tit omkring herude.

De satte sig ned på hver sin side af køkkenbordet og rensede svampene, mens stemmerne i radioen kværnede løs. Der var ikke sket noget.

– Så du har altså stadig kontakt med Harpsund? sagde Annika.

Mormoderen smilede. Hun havde været husholderske på statsministerens sommerresidens i syvogtredive år. Lokalradioen kom på, og hun skruede op for lyden.

Annika skar kantareller i stykker og lagde dem ned i en overfyldt skål ved siden af sig. Så lod hun hænderne synke og blikket glide rundt i køkkenet. Uret på væggen tikkede, minutterne flød forbi. Mormoderens køkken var for hende indbegrebet af fred og varme. Jernkomfuret, det hvidkalkede skab, tæppet, voksdugen, engblommerne i vinduet. Det var her, hun havde lært at eksistere uden varmt vand.

– Bliver du her i nat? spurgte mormoderen.

I samme øjeblik lød kendingsmelodien til programmet Studie 6. Den gamle kvinde strakte hånden ud for at dæmpe lyden, men Annika bremsede hende.

– Lad os høre, hvad de har lavet i dag, sagde Annika.

Kendingsmelodien dæmpedes og programlederens dybe basstemme hørtes over den.

– Politiet har forhørt en mand, der er mistænkt for sexmordet på en ung pige i Kronobergsparken i Stockholm, sagde han. Ifølge vore oplysninger er manden identisk med ministeren for handel Christer Lundgren. Mere om dette i dagens aktuelle magasin med debatter og analyser direkte fra Studie 6.

Kendingsmelodien tog fat igen. Annika satte hænderne for munden. Gode Gud, var det muligt?

– Jamen, hvad er der dog, du er jo helt bleg? sagde mormoderen.

Musikken døde hen, og programlederen kom tilbage.

– Tirsdag den 31. juli, velkommen til Studie 6 i Radiohuset i Stockholm, sagde programlederen og fortsatte med dommedagsstemme:

– Ja, Socialdemokratiet står over for en af dets største skandaler nogensinde. Ministeren har indtil nu været i to forhør. Han forhørtes over telefonen i går, og i dag ankom han til voldsafdelingen på Kungsholmen til supplerende forhør. Vi stiller om til politiets hovedkvarter i Stockholm.

Det knasede og skramlede lidt.

– Ja, jeg står her sammen med politiets pressechef, sagde en mandlig reporter med pondus i stemmen. Hvad er det, der er sket her i dag?

Pressechefens stemme fyldte køkkenet. Annika skruede endnu højere op for lyden.

– Det er korrekt, at politiet forfølger visse spor i jagten på Josefin Liljebergs morder, sagde han. Jeg kan imidlertid ikke komme ind på nogen detaljer overhovedet. Ingen er anklaget for forbrydelsen, selvom forhørene indtil nu peger i en vis retning.

Reporteren lyttede ikke.

– At en minister bliver mistænkt for den form for forbrydelse midt under en valgkampagne, hvordan ser du på det? spurgte han.

Pressechefen tøvede.

– Ja, sagde han, jeg kan hverken bekræfte eller dementere noget i efterforskningsarbejdet lige i øjeblikket. Der er ingen, der er …….

– Men ministeren har været til forhør i dag?

– Handelsminister Christer Lundgren er en af mange personer, der er blevet forhørt, det er korrekt, sagde pressechefen.

– Så du bekræfter altså, at forhørene har fundet sted? sagde reporteren med jubel i stemmen.

– Jeg kan bekræfte, at vi har afholdt cirka trehundrede forhør i den pågældende mordsag indtil videre, sagde pressechefen og begyndte at lyde, som om han havde sved på panden.

– Hvad havde ministeren at sige til sit forsvar?

Pressechefen lød nu lettere irriteret. Desuden gik hans personsøger i gang med at bippe. Det tror pokker, tænkte Annika. Han får ikke meget søvn i øjnene i nat.

– Naturligvis kan jeg ikke kommentere, hvad der er blevet sagt under forhørene, så længe politiet arbejder med opklaringen, sagde han.

Studiet afbrød forbindelsen, og programlederen lod igen sin stemme høre.

– Ja, og så er vi tilbage her i Studie 6 i Radiohuset i Stockholm, sagde han. Det her kommer naturligvis til at medføre problemer for socialdemokraterne under valgkampagnen, også selvom ministeren måske ikke bliver dømt for forbrydelsen. Alene den kendsgerning at en politiker figurerer i denne sammenhæng er jo ødelæggende for partiet. Dette emne tager vi op i dagens udgave af Studie 6.

Der fulgte et lille trut i æteren, mens programlederen drak vand og småsnakkede med kontrolrummet. Da han kom tilbage, havde han en gæst i studiet, en parodi på en professor i journalistik, der havde opnået sin position ved at være politisk udpeget chefredaktør for avisen med Sveriges største trykkeri for pornoblade.

– Ja, sagde den gnavne professor, det her er naturligvis en regulær katastrofe for Socialdemokratiet. Alene mistanken om denne type magtovergreb sætter jo partiet i en meget vanskelig situation, ja, meget vanskelig endda…..

– Vi ved jo ikke, om ministeren er skyldig, vi dømmer ingen på forhånd, pointerede programlederen. Men hvad vil der ske, hvis han bliver anholdt?

Annika rejste sig, ør i hovedet. Der var altså en minister, der var indblandet. Den tykke dame i opgangen havde haft ret.

Professoren og programlederen i Studie 6 kværnede videre, og af og til stødte to reportere til med kommentarer direkte fra byen.

– Har det her noget med dit arbejde at gøre? spurgte mormoderen.

Annika smilede blegt.

– Det kan man vist godt sige, sagde hun. Jeg har skrevet en hel del om det her mord. Hun var kun nitten år, mormor. Hun hed Josefin og elskede katte.

Programlederen lød seriøs og sikker i sin sag.

– Det har indtil nu ikke været muligt at indhente en kommentar fra ministeren, sagde han. Han har siddet i krisemøde hele eftermiddagen med statsministeren og en departementschef i Rosenbad. Vi har vores reporter på plads uden for regeringsbygningen…..

Annika spærrede øjnene op.

– Det passer ikke! sagde hun forbløffet.

Mormoderen så spørgende på hende.

– Statsministeren. Han har ikke siddet i noget krisemøde.

Rask samlede hun sine ting sammen og lagde dem i tasken, hældte svampene fra skålen ned i plasticposen igen og anbragte den i køkkenvasken.

– Jeg må tage til Stockholm, sagde hun. Tag resten af svampene.

– Er du nødt til det? spurgte mormoderen.

– Nej, men jeg vil, sagde hun.

– Pas godt på dig selv, sagde mormoderen.

De gav hinanden et hurtigt knus, og Annika trådte ud i den hede aftensol. Whiskas løb ved siden af hende langs stien.

– Nej, hjem med dig. Du kan ikke komme med. Du må blive hos mormor.

Annika standsede op, bøjede sig ned og kælede lidt for katten, inden hun sendte den tilbage langs stien.

– Bliv så der, sagde hun. Hjem med dig.

Katten løb forbi hende ad stien hen mod bommen. Annika sukkede, lokkede den hen til sig, tog den op i armene og gik tilbage til huset med den.

– Du må nok lige lukke yderdøren, indtil jeg er kørt, sagde Annika, og mormoderen lo.

Det var blæst yderligere op, vinden susede ned langs vejen og gav hende medvind, så granerne flimrede forbi hende. Hun trampede lige så hårdt i pedalerne ned ad bakke som op, og var helt forpustet, da hun stillede cyklen ved sin dør oppe på Tattarbacken.

– Jeg hørte, at du var hjemme.

Sven smækkede sin bildør og kom hen imod hende fra parkeringspladsen. Annika låste cyklen, rettede sig op og sendte ham et blegt smil.

– Det bliver kun en lynvisit denne gang, sagde hun.

Sven smilede, da han tog hende i sine arme.

– Jeg har savnet dig, hviskede han.

Annika gengældte hans omfavnelse. Han kyssede hende hårdt. Annika trak sig ud af hans favntag.

– Hvad er der?

Han slap sit tag i hende.

– Jeg er nødt til at tage tilbage til Stockholm. Gruset knasede under hendes sko, da hun gik tilbage til porten. Hun hørte på skridtene, at han fulgte efter hende.

– Du er jo lige kommet. Har du aldrig nogensinde fri?

Hun åbnede døren. Opgangen lugtede af varmt køkkenaffald.

– Jo, det har jeg faktisk. Men der er sket noget uventet i det mord, jeg skriver om.

– Er der ikke andre journalister end dig?

Hun lænede sig mod væggen, lukkede øjnene og tænkte.

– Jeg vil, sagde hun. Det her er min store chance.

Han stillede sig foran hende med hænderne om hendes hoved og så tænksom ud.

– For at komme væk herfra? Er det det, du mener?

Hun så ham ind i øjnene.

– For at komme videre. Jeg har allerede dækket alle områder på Katrineholms-Kuriren. Skovbrug, auktioner, lokalpolitik, kompostreportager. Jeg vil videre.

Hun dukkede sig og krøb ud under hans udstrakte arme. Han greb fat om hendes skulder.

– Jeg kører dig derind.

– Det behøver du ikke. Jeg tager toget.

Lokalet var tomt. Der var ingen omsætning om dagen, når det var så varmt. Fyrene kunne jo ligge på stranden og glo helt gratis på pigernes patter. Patricia kastede et hurtigt blik ned i kassen. Kun tre tusinde. Seks kunder i løbet af hele eftermiddagen og aftenen. Det var usselt. Hun lukkede kassen igen. Okay. De indhentede det i løbet af natten. Heden satte blodet i kog hos turisterne.

Hun gik ind i det spartansk indrettede omklædningsrum ved siden af kontoret, hængte sin taske op og tog sin cowboyjakke af. Så iførte hun sig sin bh med pailletter, en chemise og shorts. Tangatrusserne var snavsede mellem benene, hun måtte ikke glemme at skylle dem op, inden hun gik hjem i morgen tidlig. Hun sminkede sig hurtigt og kraftigt, egentlig brød hun sig slet ikke om makeup. Skoene havde set bedre dage. Hælene var næsten trådt helt ned. Hun knappede remmene, trak vejret dybt og trippede ud i entréen igen.

Roulettebordet var gråt af aske ved gæsternes langside, og hun så, at der var kommet yderligere et brandmærke på den grønne filt. Irriteret fjernede hun askebægeret, det burde være forbudt at ryge ved bordet. Hun tog børsten, der lå på hylden ved siden af croupierens plads, og fejede asken væk, ud over bordkanten og ned på gulvet.

– Er det måske rengøringskonen, der er i gang?

Joachim stod i døråbningen ind til kontoret og lænede sig mod karmen. Patricia stivnede.

– Her så så snusket ud, sagde hun.

– Det behøver du ikke at tage dig af, sagde Joachim og smilede til hende. Du skal bare være smuk og sexet.

Han rettede sig op og kom langsomt hen mod hende, stadig smilende og med udstrakt hånd. Patricia sank. Han strøg hende over skulderen og ned langs armen. Hun trak sig forsigtigt tilbage. Hans smil døde hen.

– Hvad er du bange for? spurgte han. Øjnene havde fået et helt andet udtryk, granskende og koldt. Patricia så ned på sine glitrende bryster.

– Ingenting. Hvorfor tror du det?

Stemmen var ikke helt stabil. Han slap hende surt.

– Du har set, hvad de har skrevet i den lorteavis, sagde han.

Patricia så op og spærrede uskyldigt øjnene op.

– Hva’ sagde du?

Hans blik hvilede tungt på hende, og hun koncentrerede sig om at møde hans øjne.

– De har ham snart, sagde han.

Hun blinkede.

– Hvem?

– Ministeren. Det sagde de i radioen. De fyre, der var her den aften. Det var en af dem. Han har siddet i forhør hele dagen. Statsministeren er vist helt fra den.

Hendes øjne blev smalle.

– Hvor ved du det fra?

Han vendte sig om og gik hen mod baren.

– Det sagde de i radioen. På Studie 6.

Han standsede op, så på hende over skulderen og smilede igen.

– Kan du tænke dig noget mere apropos?