Onsdag den 1. august

Annika trådte ind i bladets vestibule lidt i ni. Tore Brand sad i receptionen og hilste surt.

– Bomber og granater, sagde han. Det er det eneste, denne her avis er interesseret i.

Han gjorde tegn med hovedet hen mod løbesedlen ved elevatoren. Annika fulgte retningen med øjnene, og der gik et par sekunder, inden oplysningen trængte ind. Hun mærkede gulvet gynge under sig. Det er ikke sandt, tænkte hun, tog et fast greb om receptionsskranken og læste løbesedlen endnu en gang. ‘TERRORDÅD I NAT – Ninja Barbies udfordrer politiet’, og så et stort billede af en brændende bil.

– Hvem har skrevet artiklen? hviskede hun.

– Sensationer og skandaler, det er det eneste, vi tager os af, sagde Tore Brand.

Hun gik hen til skranken og tog et eksemplar af dagens avis. Forsiden domineredes af et billede af handelsministeren, Christer Lundgren. Ved siden af ham med armen om hans skuldre stod statsministeren. Begge mændene smilede hjerteligt. Billedet var taget, da ministeren tiltrådte og blev præsenteret for medierne otte måneder forinden. Overskriften var svag, syntes Annika:

‘I MODVIND’.

Over avisens navn stod overskriften fra løbesedlen med henvisning til siderne seks og syv. Hun slog op med rystende hænder. Blikket fløj ned over siden og ledte efter underskriften. Carl Wennergren.

Hun lod avisen synke.

– Er det ikke noget svineri? sagde Tore Brand.

– Jo, det har du fanden tage mig ret i, sagde Annika og gik hen til elevatorerne.

Hun satte sig i kantinen med et stort krus kaffe og en sandwich. Kaffen blev kold, mens hun læste artiklerne, først den om Ninja Barbies og derefter den om den mordanklagede minister.

De fik deres vilje, tænkte hun og så længe på billedet med den brændende bil. Køretøjet lå på siden, og undersiden vendte mod fotografen, der i øvrigt også var Carl Wennergren. Det fremgik af billedteksten, at bilen tilhørte en politichef i Stockholms amt. Bag lågen kunne man skimte en murstensvilla fra tresserne. I artiklen fik Ninja Barbies lejlighed til at fremkomme med deres barnlige og voldsomme budskab. Der var ikke ét eneste kritisk ord i hele artiklen. Annika mærkede, hvordan kvalmen overvældede hende. Føj for helvede, tænkte hun. Føj for en rådden karl.

Teksten om ministeren i modvind var bedre. Den behandlede anklagerne i Studie 6 for det, de reelt var: ubekræftede oplysninger om frygtelige mistanker om mord. Det havde ikke været muligt at nå ministeren selv for en kommentar, men hans pressesekretær, Karina Björnlund, fastholdt, at alle anklager var grebet ud af luften.

Annika vidste ikke, hvad hun skulle tro. Christer Lundgren havde faktisk været underkastet forhør, det bekræftede pressechefen allerede i gårsdagens radioprogram. Andre oplysninger i programmet var garanteret fejlagtige. Og hvad var der sket med mistanken mod Joachim?

Hun smed sandwichen i papirkurven uden at have fjernet indpakningen. Den kolde kaffe drak hun i tre grådige slurke.

Spiken sad på sin plads med telefonrøret klistret til øret. Han reagerede ikke på, at Annika dukkede op på sin fridag, det var helt normalt blandt eleverne.

– Der gik du sgu galt i byen med hensyn til det pigemord, sagde han, da han havde lagt røret.

– Ministeren, mener du? Den historie stemmer ikke, sagde Annika.

– Nå ikke, sagde Spiken. Og hvordan stemmer den så ikke?

– Jeg har tænkt mig at finde ud af det i dag, hvis det er okay.

– Det var pokkers heldigt, at vi fik scoopet med Ninja Barbies, sagde han. Ellers havde vi været tvunget til at køre mere på mordet og ministeren. Det ville have set kønt ud, om vi lancerede to forskellige mordere to dage i træk, synes du ikke?

Annika rødmede. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Spikens øjne var kolde og afventende.

– Takket være Calle klarede vi os med æren i behold, sagde nyhedschefen, snurrede rundt på stolen og viste hende sin begyndende måne.

– Ja, sagde Annika. Er Berit kommet?

– Hun er på Fårö på jagt efter formanden for rigsdagen. IB-scoop, sagde Spiken uden at vende sig om.

Hun gik hen på sin plads og lod tasken falde ned på gulvet. Hendes kinder brændte. Det ville nok ikke blive aktuelt med noget billede af hende til at ledsage hendes artikler foreløbigt.

Hun læste, hvad de andre aviser bragte om ministeren og mistanken om mord. Ingen af dem gjorde noget særligt nummer ud af det. Morgenaviserne bragte korte notitser om, at medlem af regeringen Christer Lundgren var blevet forhørt i forbindelse med et kvindemord i Stockholm, Konkurrenten havde næsten den samme opfattelse som Kvällspressen.

Hvordan kan Studie 6 være så sikre i deres sag? tænkte Annika. De må vide mere, end de går ud med. Der kommer garanteret mere.

Bare tanken om det gjorde, at hun fik ondt i maven. Hvorfor føler jeg mig så forbandet skyldig? tænkte hun.

Trods luftkonditioneringen var luften lummer og hed. Hun gik ud på dametoilettet og skyllede ansigtet i koldt vand.

Jeg må se at få rede på det her, tænkte hun. Jeg må sørge for at komme videre. Hvad er det, jeg har misset?

Hun lænede panden mod spejlet og lukkede øjnene. Glasset var iskoldt og spredte kulden gennem hendes bihuler og helt ind i hjerneskallen.

Damen, tænkte hun. Den tykke kvinde med hunden. Daniellas nabo.

Hun tørrede sig i ansigtet med et papirhåndklæde. En plet af sved, fedt og vand sad tilbage på spejlet.

Den nye redaktionschef, Anders Schyman, var bekymret. Han havde naturligvis været klar over de etiske vanskeligheder, der var en del af hans nye position, men han havde gerne set, at der var gået en dag eller to, inden han blev tvunget til at foretage halsbrækkende analyser i den moralske trapez. Hvad var det for en hysterisk historie, reporteren Carl Wennergren havde fundet frem til? En feministisk kampgruppe, der satte ild til biler og truede politiet, hvad helvede var det for noget? Og ikke antydning af kritisk reaktion, kun pressechefens forudsigelige kommentar om, at man betragtede begivenheden med den største alvor og satte alle nødvendige ressourcer ind på at pågribe voldsmændene.

Redaktionschefen sukkede og lod sig synke ned i en orangefarvet blomstret topersoners sofa, der stod i et hjørne af kontoret. Den sofa måtte væk, så var der ikke mere at sige om den sag. Polstringen var så gennemsyret af gammel tobaksrøg, at hele møblet lugtede som et askebæger. Han rejste sig og slog sig i stedet ned bag skrivebordet. Kontoret var virkelig ikke noget at skrive hjem om. Det havde ingen vinduer, men kun indirekte dagslys gennem de glasvægge, der vendte ud mod redaktionen. Han kunne skimte konturerne af et parkeringshus bag sportsredaktionen. Med et suk betragtede han bjerget af kasser, der var kommet med flyttemanden fra Sveriges Television i går aftes.

Du godeste, så meget lort man dog samler sammen, tænkte han.

Han besluttede sig for at vente lidt med at pakke ud og bredte i stedet avisen ud foran sig. Langsomt læste han de kontroversielle artikler igennem en ekstra gang. Ganske vist var han ikke ansvarshavende, men han vidste, at han fra nu af måtte lære de mekanismer at kende, der skabte avisens vinkler og indhold.

Der var noget lusket ved den terrorartikel. Hvordan i alverden kunne reporteren være til stede lige præcis på det rigtige tidspunkt, og hvordan kunne det være, at kvinderne talte med ham? „Han fik et tip“, havde Spiken forklaret. Den holdt ikke. Hvis gruppen ønskede maksimal opmærksomhed, ville de selv filme og dokumentere begivenheden og sprede det til samtlige medier. Deres problem var i så fald, at de ikke havde nogen kontrol over materialet. De måtte have indgået en eller anden form for studehandel eller stillet helt specielle krav.

Han ville undersøge sagen med reporteren.

Ministerhistorien var ikke helt så mærkværdig. Selv medlemmer af regeringen kunne afhøres for oplysninger om forskellige forbrydelser. Personligt mente han, at radioprogrammet i går var gået for vidt, da det udpegede Christer Lundgren som mistænkt. Så vidt han forstod, var der intet, der tydede på det. Alligevel måtte en avis som Kvällspressen naturligvis bringe historien.

Anders Schyman sukkede. Han kunne lige så godt vænne sig til det.

Ingen lukkede op. Annika kimede og kimede på døren, men kvinden lod, som om hun ikke var hjemme. Gennem brevsprækken kunne hun høre hundens gispende åndedræt og kvindens tunge skridt hen over gulvet.

– Jeg ved, at I er der, råbte hun gennem brevsprækken. Jeg skal bare lige stille nogle korte spørgsmål. Vær venlig at lukke op!

Skridtene hørte op, men hundens stønnen fortsatte. Hun ventede yderligere fem minutter.

Dumme kælling, tænkte Annika og ringede på hos Daniella Hermansson i stedet. Hun lukkede op med den lille skat på armen og en sutteflaske i hånden.

– Ja, men hej med dig! sagde Daniella Hermansson glad. Kom indenfor! Her er altså ikke så rent, du ved nok, hvordan det er, når man har små børn….

Annika mumlede noget og trådte ind i den mørke entré. Lejligheden var lang og smal og omhyggeligt ordnet og renskuret. Ligefor var der en stor spejlglasvæg og et almuebord, og på det stod en blå glasvase med trætulipaner. Det gav et sæt i Annika, da hun fik øje på sit eget ansigt. Det var blegt under det solbrændte, og huden strammede over kindbenene. Hun vendte hurtigt blikket væk og sparkede sine sandaler af sig.

– Sikken fantastisk sommer vi har haft, synes du ikke? kvidrede Daniella fra køkkenet. Du må gerne gå lidt omkring og se, hvordan vi bor.

Annika kastede pligtskyldigt et blik ind i soveværelset mod gården og dagligstuen mod gaden, sagde, at det var en dejlig lejlighed, og havde de været skrevet op til den, og den måtte have været rasende dyr, ikke? Et kup!

– Det er da forfærdeligt alt det med Christer Lundgren, sagde Daniella og sukkede, mens kaffemaskinen gurglede på køkkenbordet ved siden af dem. Den lille hagede sig fast i Annikas nederdel og savlede på den. Hun prøvede at lade, som om hun ikke så det.

– Hvad mener du? spurgte hun og satte tænderne i en tør kiks.

– Som om han skulle være morder, det er simpelthen for åndssvagt. Han er godt nok fornæret, men nogen voldsforbryder kan han altså ikke være….

Annika spærrede forbavset øjnene op.

– Kender du ham?

Daniella skænkede tynd kaffe op i kopper fra halvtredserne.

– Selvfølgelig gør jeg det, sagde kvinden fornærmet. Han har forhalet renoveringen af facaden i et år nu. Mælk og sukker?

Annika blinkede forvirret og hældte kaffen i sig.

– Undskyld, sagde hun, men jeg er ikke rigtigt med.

– Det er egentlig ikke hans lejlighed, det er avisens. En eller anden socialdemokratisk lokalavis i Luleå. Han er formand for avisens bestyrelse og har brugt overnatningslejligheden som sin egen i det sidste år. Han er frygtelig fornæret.

Daniella hældte mere kaffe i Annikas kop.

– Så han bor altså her i huset! sagde Annika.

– Fjerde sal til venstre, sagde Daniella. En halvandenværelses på fyrre kvadratmeter. Altan. Fin lille hule. Priserne på vores lejligheder ligger efterhånden på over fjortentusind pr. kvadratmeter.

Annika tømte sin anden kop kaffe og lænede sig tilbage.

– Du almægtige, sagde hun. Halvtreds meter fra mordstedet.

– Mere kaffe? sagde Daniella.

– Fornæret, sagde du? På hvilken måde?

– Jeg er sekretær i bestyrelsen, sagde hun. Christer er formand. Hver gang vi har en forbedring eller renovering på dagsordenen, modsætter han sig den. Han vil for alt i verden undgå, at ejendomsskatten bliver sat op. Det synes jeg er patetisk. Han har ikke købt sin lejlighed som os andre, men snylter på partiets avis, og det eneste, han betaler, er ejendomsskatten. Nej, men lille skat, kom hen til mor….

Daniella tog sin søn op i armene. Han væltede omgående moderens kaffekop, så den varme kaffe løb ud over bordet og ned i Annikas skød. Hun brændte sig ikke, men kjolen fik yderligere en plet.

– Det gør ikke noget, sagde Annika.

Daniella kom løbende med en ildelugtende karklud og prøvede at tørre pletten af hendes tynde kjole. Annika gik hurtigt ud i entréen og stak i sandalerne.

– Vi ses, sagde hun og gik ud i opgangen.

– Det må du altså meget undskylde, den lille mente jo ikke noget ondt med det…..

Annika tog trappen ned til stueetagen, gik forbi porten og hen til elevatoren til venstre. Den duede ikke. Hun stønnede og begyndte at gå op ad trappen. På tredje sal var hun helt udmattet og måtte standse op og gispe.

Jeg må til at spise nogle vitaminer, tænkte hun.

Hun kæmpede sig op ad den sidste trappe, trak vejret lydløst med åben mund og betragtede de otte døre til lejlighederne. Hessler. Carlsson. Lethander & Søn HB. Lundgren. Blikket standsede ved ministerens brevsprække. Navneskiltet var skrevet i hånden og sat fast med tape oven på brevsprækkens smalle låge. Langsomt gik hun hen til den og lyttede forsigtigt. Hun satte fingeren på ringeklokken, tøvede. I stedet åbnede hun brevsprækken. Varm luft strømmede mod hende inde fra lejligheden.

I samme øjeblik ringede en telefon et eller andet sted bag døren. Forskrækket slap hun brevsprækken, der faldt til igen med et lydløst pust. Hun lagde øret mod døren. Telefonen var holdt op med at ringe, nogen måtte have taget den. Hun opfattede en mumlende mandsstemme. Sveden brød frem på overlæben, og hun tørrede den af med bagsiden af hånden. Hun så på brevsprækken. Hun burde ikke gøre det her.

Men socialdemokraterne bryder ind og aflytter folk ulovligt, tænkte hun. Så kan jeg faktisk godt tillade mig at smuglytte lidt.

Hun bøjede sig ned og åbnede brevsprækken igen. Den varme luft ramte hende i ansigtet. Hun vendte hovedet, lagde øret mod sprækken og mærkede den varme luftstrøm.

– Jeg skal til forhør igen, mente hun at høre en mandsstemme sige bag luftstrømmen.

Tavshed. Hun flyttede lidt på hovedet for at høre bedre.

– Jeg ved ikke rigtigt. Det er ikke så godt det her.

Ny tavshed. Sveden trillede ned mellem brysterne på hende. Da hun hørte stemmen igen, var den højere og lød mere oprørt.

– Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre? Pigen er jo død!

Annika skiftede stilling for at stå lidt bedre, lagde sig ned på knæ. Hun mente at høre nogen, der rømmede sig og lyden af skridt. Så hørte hun stemmen igen, denne gang mere lavmælt.

– Ja, ja det ved jeg. Jeg siger ikke noget. Nej, jeg indrømmer aldrig. Hvad fanden regner du mig for?

Døren lige overfor, Hesslers, gik op. Annikas hjerte sprang et slag over, og hun rejste sig hurtigt og klodset. Resolut satte hun en finger på dørklokken og skævede til Hessler ud af øjenkrogen. Manden måtte nærme sig de firs. I hånden holdt han et halsbånd til en lille hvid hund. Han så mistænksomt på Annika, og Annika så op og smilede.

– Sikken varme, sagde hun.

Manden svarede ikke. I stedet gik han hen til elevatoren.

– Den virker desværre ikke, sagde Annika og ringede på igen.

Hun studerede den lille lysende plet i midten af dørspionen. Pludselig blev den mørk, nogen stillede sig for lyset. Hun så ind i dørspionen og prøvede at se tillidsvækkende ud. Ingen lukkede op. Hun ringede på igen. Mørket forsvandt, og dørspionen blev igen helt lys. Der skete ingenting. Hun ringede på en fjerde gang.

– Hallo, råbte hun ind ad brevsprækken. Mit navn er Annika Bengtzon, og jeg kommer fra avisen Kvällspressen. Kan jeg få lov til at stille et par spørgsmål?

Hessler begyndte stønnende at gå ned ad trappen, mens hunden løb i forvejen. Hun ringede på igen.

– Forsvind herfra, sagde en stemme inde fra lejligheden.

Annikas åndedræt blev hurtigere. Hun trængte frygteligt til at komme på toilettet.

– Det bliver bare værre, hvis du ikke vil kommentere sagen, sagde hun.

– Sludder, sagde ministeren.

Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.

– Må jeg låne toilettet? sagde hun.

– Hvad?

Hun krydsede ben. Daniellas tynde kaffe truede med at sprænge hendes blære.

– Vær nu sød, sagde hun. Jeg skal sådan tisse.

Døren blev åbnet.

– Lige akkurat det argument har jeg aldrig hørt før, sagde ministeren.

– Hvor? sagde Annika.

Han pegede på en lysegrøn dør til venstre. Hun snublede ind, trak døren til efter sig, tissede, trak i snoren og vaskede hænderne.

Lejligheden var meget lys og uhyggeligt varm. Man kunne gå hele vejen rundt i den fra køkkenet ind i spisestuen, til opholdsstuen og derefter tilbage til entréen.

– Nu må du gå, sagde ministeren fra døren ind til stuen.

Hun så undersøgende på manden foran hende. Han så træt og bleg ud, var iført en hvid skjorte, som han ikke havde gidet knappe, og sorte, krøllede bukser. Håret strittede, og han var ubarberet.

Pæn, tænkte Annika. Hun smilede.

– Tak, sagde hun. Nød bryder alle love.

Ordene hang dobbeltbundede mellem væggene. Han drejede sig om på hælen og gik ind i stuen.

– Luk døren efter dig, når du går ud, sagde han.

Hun fulgte efter ham ind i stuen.

– Jeg tror ikke, at det var dig, der gjorde det, sagde hun.

– Hvordan fandt du frem til mig? sagde han.

– Research, sagde hun.

Han satte sig på sengen uden at svare. Annika stillede sig foran ham.

– Men du så noget, ikke? Det er derfor, de forhørte dig, ikke?

Ministeren så op på hende med trætte øjne.

– Der er næsten ingen, der ved, at jeg bor her, sagde han. Hvorfra vidste du, at jeg var her?

Annika så undersøgende på manden.

– Du skjuler noget, ikke? Hvad er det, du ikke kan fortælle om?

Ministeren rejste sig hurtigt og gik helt hen til hende.

– Du ved ikke en skid, sagde han. Forsvind herfra, inden jeg smider dig ud!

Annika sank, vendte begge håndflader mod ham og begyndte at bakke hen mod døren.

– Helt okay, sagde hun. Jeg går nu. Tak, fordi jeg måtte låne toilettet…..

Hun gik hurtigt ud ad døren og lukkede den stilfærdigt efter sig. Hun indhentede Hessler på første sal.

– Fantastisk sommer, ikke? sagde hun.

Ministeren knappede skjorten. Han kunne lige så godt begive sig ned til Bergsgatan med det samme. Han sukkede, satte sig ned på sengen og snørede skoene.

Pokker til tricks, de finder på, tænkte han og så hen mod yderdøren, hvor reporteren var forsvundet. Låne toilettet! Vorherre bevares!

Han rejste sig og overvejede et øjeblik, om han skulle tage jakke på. Han valgte en lys lærredsjakke.

Hvordan fanden havde hun for resten fundet ham her? Ikke engang Karina Björnlund vidste, hvor han boede, når han var i Stockholm. Hun ringede altid til ham på hans mobiltelefon.

Telefonen ringede, den almindelige, ikke mobiltelefonen. Han tog den med det samme. Det var kun ganske få, der havde nummeret.

– Hvordan har du det?

Det var hans kone. Hun var bekymret. Han lod sig falde ned på sengen igen, og til sin forundring gav han sig til at græde.

– Men elskede, hvad er der dog galt?

Hun græd også.

– Er I hos Stina nu?

– Kom i går.

Han pudsede næse.

– Jeg kan ikke fortælle dig det.

– Er der nogen sandhed i det?

Han strøg sig med hånden over panden.

– Hvordan kan du overhovedet spørge?

– Hvad vil du have, jeg skal tro?

Forurettet, bange, mistænksom.

– Tror du, at jeg ville kunne…… slå ihjel?

Hun tøvede.

– Ikke for egen vinding, svarede hun så.

– Men hvis…..

– Der findes ikke den ting, du ville afslå at gøre for partiet, sagde hun resigneret.

Q svarede. Annika blev ude af sig selv af glæde. Den blev imidlertid kortvarig.

– Jeg kan ikke sige et muk, sagde han.

– Er ministeren virkelig under mistanke? spurgte Annika, lænede sig tilbage i stolen og lagde fødderne op på skrivebordet.

Han lo råt.

– Det var dog et utrolig intelligent spørgsmål. Har du fundet ud af at spørge om det helt alene?

– Der er noget lusket ved ham, sagde Annika. Han er bange for, at noget skal komme frem. Hvad er det, han skjuler?

Latteren døde hen og blev efterfulgt af en kortvarig tavshed.

– Hvor ved du alt det fra? spurgte politimanden.

– Jeg lytter, undersøger, bruger øjnene. Han bor for eksempel lige ved siden af mordstedet.

– Så det har du altså også fundet ud af.

– Har det noget med sagen at gøre?

– Alle lejerne på Sankt Göransgatan 64 er blevet forhørt.

– Det er en boligforening.

– Hvad?

– De er ikke lejere. De er medlemmer af boligforeningen.

– Jamen, for helvede, sagde Q.

– Tror I virkelig, at det kan være ham, der har gjort det?

Q sukkede.

– Det er ikke utænkeligt, sagde han.

Annika blev målløs.

– Jamen……. hvad så med kæresten da? Joachim?

– Han har sit alibi i orden.

Annika lænede sig frem i stolen.

– Så var det altså ikke….. sådan så det jo ud….

– Det bedste ville være, hvis I pressefolk ikke spekulerede så forbandet meget, sagde politimanden. Sommetider gør I livet til et sandt helvede for folk.

Annika blev ude af sig selv af vrede.

– Og det siger du! Hvem fanden var det, der inviterede til pressekonference en lørdag aften, fordi I var så pokkers presseliderlige? Kom ikke til mig med det sludder. Hvad mener du med, at vi gør livet til et helvede for folk? I er ikke for gode selv!

– Jeg behøver ikke at sidde og lægge øre til den slags ting, sagde politimanden og lagde røret på.

– Hallo, sagde Annika ned i røret. Hallo! Satans også!

Hun knaldede røret på og modtog et irriteret blik fra Spiken.

– Du sidder faktisk på min plads.

En kvinde på omkring 30 iført dragt stirrede udfordrende på hende og hendes sandaler. Annika så forvirret op.

– Hvadbehager?

– Skulle du ikke have fri i dag?

Annika tog fødderne ned fra skrivebordet, rejste sig og rakte hånden frem.

– Du må være Mariana, sagde hun. Hyggeligt at træffe dig. Annika Bengtzon hedder jeg.

Spadseredragten havde et besværligt, næsten adeligt efternavn og gik for at være en stor begavelse.

– Jeg ville sætte pris på, om du kunne rydde op efter dig. Det er ikke specielt hyggeligt at blive mødt af sådan et roderi, når man begynder sin vagt.

– Det er jeg enig med dig i, sagde Annika. Jeg måtte rydde op både i bogreolen og på bordet efter dig, da jeg kom i onsdags.

Hurtigt flåede hun de papirer til sig, hun havde lagt på skrivebordet.

– Jeg går ned og spiser, sagde hun kort for hovedet til nyhedschefen, tog sin taske og gik.

Ved elevatorerne stødte hun ind i Carl Wennergren. Han kom gående sammen med nogle andre journalistelever, og alle lo ad noget, Carl lige havde fyret af. Annika havde spekuleret over, hvordan hun skulle reagere, når hun mødte ham. Hvad hun skulle sige? Det behøvede hun ikke længere at skænke en tanke. Bestemt spærrede hun vejen for selskabet.

– Kunne jeg lige få lov til at veksle et par ord med dig? sagde hun kort.

Carl Wennergren pustede sig op og smilede et smil, der gnistrede i hans solbrændte ansigt. Hans hår var stadig vådt efter formiddagsdukkerten, og en hårlok faldt ned i panden.

– Selvfølgelig, skat, sagde han. Hvad drejer det sig om?

Annika gik nogle trin ned ad trappen. Carl Wennergren vinkede sine beundrere videre, inden han fulgte efter, selvsikker og afslappet. Hun stillede sig med ryggen mod muren på reposen og stirrede stift på sin kollega.

– Jeg fik et tilbud i mandags, sagde hun lavmælt. En gruppe, der kaldte sig Ninja Barbies, ville sælge et scoop til mig. For halvtredstusind i iskolde kontanter skulle jeg få lov til at være til stede, når de gennemførte en eller anden form for angreb mod en politibetjent.

Hun iagttog Carl Wennergren stift. Den unge mand var holdt op med at smile og rødmede helt ud på ørerne. Han kneb munden sammen til en smal streg.

– Hvad mener du? fremstammede han.

– Hvordan gik det til, at du skrev den artikel i dagens avis?

Carl Wennergren strøg lokken væk fra panden.

– Hvad fanden kommer det dig ved? sagde han. Siden hvornår er du blevet ansvarshavende?

Hun betragtede ham uden at svare. Han vendte sig om for at gå op ad trappen. Annika rørte sig ikke. Efter fire trin vendte han sig om og kom tilbage, anbragte sig med ansigtet fem centimeter fra Annikas.

– Jeg har ikke betalt så meget som fem flade øre, hvæsede han. Hvad i helvede tror du egentlig om mig?

– Jeg tror ingenting, sagde hun og mærkede, at hendes stemme rystede lidt. Jeg syntes bare, det var meget besynderligt.

– De ville have deres budskab ud, hvæsede Carl Wennergren, men de fik ikke scoopet solgt. Der er vel ingen avis, der er så kvajet, at den betaler for terrorattentater mod politiet, det kan du sgu da vel forstå?

– Så det endte altså med, at de gav dig tippet gratis, sagde Annika.

– Nemlig.

– Og så syntes du, at det var helt okay at være med?

Carl Wennergren snurrede omkring og tog trappen to trin ad gangen.

– Ventede de med at stikke ild på bilen, til du havde fået film i kameraet? råbte Annika efter ham.

Reporteren forsvandt ind på redaktionen uden at se sig tilbage.

Annika fortsatte ned ad trappen. Carl Wennergren kunne have ret. Der var ingen grund til at sætte ild til biler, hvis ingen vidste hvorfor. Ninja Barbies kunne have givet ham et almindeligt nyhedstip.

Men han havde ikke vidst, at hun havde fået tilbuddet først, det var hun sikker på. Det havde fået ham til at miste mælet.

Hun gik ud gennem vestibulen og lod, som om hun ikke hørte Tore Brands mavesure kommentarer.

Det var varmere end nogensinde. Solen bagte ned over pladsen foran bygningen, og asfalten var helt blød. Hun gik over til kiosken på Rålambsvägen, købte en tunsandwich med ekstra mayonnaise og satte den til livs på stående fod.

Den tidlige udgave af Aktuellt nævnede hverken mordet på Josefin, ministeren eller Ninja Barbies. Det var muligt, at sagerne ville dukke op som telegrammer senere i udsendelsen, men der var ingen på Kvällspressen, der fulgte tv-programmet så længe. Al aktivitet blev indstillet, når den elektriske guitar fra Studie 6’s kendingsmelodi gik i gang tre minutter over seks. Annika sad på Berits plads og stirrede på radioens højttalere.

– Arbejdet med opklaringen af mordet på den 19-årige Josefin Liljeberg bliver mere og mere komplekst, annoncerede programlederen, mens elguitaren lød i baggrunden. Kvinden var egentlig stripper på en ukendt pornoklub. Handelsminister Christer Lundgren er blevet forhørt i sagen igen i dag. Mere om dette i dagens aktuelle magasin med debat og analyse direkte fra Studie 6.

Annika mærkede de mistroiske blikke fra nyhedsdesken uden at se op. De brændte gennem blusestoffet.

– Onsdag den 1. august. Velkommen til Studie 6 i Radiohuset i Stockholm, lød programlederens dybe stemme.

– Josefin Liljeberg var altså stripper på den ukendte pornoklub, der har taget samme navn som dette radioprogram, nemlig Studie 6. Hun er i de øvrige medier, navnlig i avisen Kvällspressen, beskrevet som en stilfærdig familiepige, hvis drøm det var at blive journalist og hjælpe nødstedte børn. Sandheden er rent faktisk en helt anden. Vi bringer nu en indspilning med den pågældende unge kvinde.

Et bånd blev sat på i kontrolrummet. En ung kvindestemme, der prøvede at lyde sensuel, bød alle nysgerrige og sexglade gæster velkommen til Studie 6, Stockholms hyggeligste klub. Hun fortalte om åbningstiderne fra klokken 13 til 05. Man kunne træffe dejlige piger, byde dem på champagne, overvære shows eller mere intime forestillinger, se og købe erotiske film.

Annika fik åndenød og skjulte ansigtet i hænderne. Hun vidste ikke, at stemmen var Josefins.

Programmet fortsatte med oplysninger om mordet. Ministeren var igen blevet indkaldt til yderligere forhør på Bergsgatan i Stockholm. Et nyt bånd blev sat på, en dør, der blev lukket med et brag, nogle højtråbende journalisters spørgsmål til Christer Lundgren på vej ind i politiets hovedkvarter.

Annika rejste sig, tog tasken over skulderen og tog bagvejen ud. Blikkene gennemborede hendes ryg. Hun var tvunget til at få luft, inden hun faldt død om.

Patricia havde sat sin clockradio, så den tændte på P3 klokken 17.58. Så kunne hun nå at tisse og drikke vand inden programmet fra Studie 6 begyndte. Hun havde sovet tungt og drømmeløst og følte sig næsten bedøvet, da hun vaklede tilbage til madrassen. Med klodsede bevægelser anbragte hun puderne langs væggen. Hun lyttede i mørket bag sine sorte gardiner, Josefins gardiner. Manden i radioen tværede Jossie helt ud, kastede smuds på alt det, der var sandt, og gjorde hende til et dårligt menneske. Patricia græd. Det var uretfærdigt.

Hun slukkede for radioen og gik ud i køkkenet. Med dirrende hænder lavede hun en potte te. Netop som hun havde skænket den første kop, ringede det på døren. Det var journalisten.

– Sådan nogle forbandede svin! sagde Annika Bengtzon og stormede ind i lejligheden. Hvordan fanden kan de beskrive hende, som om hun ikke var andet end en skide prostitueret? De er ikke rigtig kloge!

Patricia tørrede sine tårer.

– Vil du have en kop te? Jeg skulle lige til at have en kop selv.

– Ja tak, sagde Annika Bengtzon og sank ned på en stol. Jeg spekulerer over, hvad man kan gøre, melde dem til politiet eller radionævnet eller et eller andet. Sådan noget kan man ikke tillade sig!

Patricia hentede en ekstra kop og satte den foran journalisten. Hun så ikke ud til at have det alt for godt. Hun var endnu blegere og tyndere end sidst.

– Noget at spise? Jeg har kiks.

Det var Jossies yndlingskiks, med port salut.

– Nej tak, jeg har spist hele dagen.

Annika Bengtzon skød koppen fra sig, lænede sig ind over bordet og stirrede hende ind i øjnene.

– Har jeg misforstået det hele, Patricia? spurgte hun. Er alt det, jeg har skrevet i mine artikler, forkert?

Patricia sank og slog blikket ned.

– Ikke så vidt jeg ved, sagde hun.

– Patricia, svar mig oprigtigt. Har du nogensinde set ham ministeren, Christer Lundgren?

Patricia bed sig i underlæben og fik tårer i øjnene.

– Jeg ved det ikke, hviskede hun. Måske.

Annika lænede sig opgivende tilbage i stolen.

– Herregud, sagde hun. Så kan det altså være sandt. Et medlem af regeringen. Gode Gud!

Hun rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage i køkkenet.

– Men det er stadig fuldstændig utilgiveligt at tegne et billede af Josefin som luder. Og så afspille det bånd med hendes stemme, det er for meget.

– Jamen, det var slet ikke Jossie, sagde Patricia og pudsede næse.

Annika Bengtzon standsede op og stirrede forbavset på hende.

– Ikke det? Hvem pokker var det så?

– Sanna, i kassen. Det er hendes job at aflytte telefonsvareren. Drik nu din te, inden den bliver kold.

Journalisten satte sig igen.

– De radiofyre har ikke så meget tjek på tingene, som de gerne vil have, vi andre skal tro, sagde hun.

Patricia svarede ikke. Hun slog hænderne for ansigtet. Hendes eget liv var slået i stykker samtidig med Josefins og var erstattet af en ukontrollabel virkelighed, der trak hende ned i nye afgrunde hver dag.

– Det er en ond drøm det hele, sagde hun, og stemmen lød dæmpet bag hendes hænder. Hun mærkede journalistens blik.

– Har du fået noget hjælp? spurgte Annika Bengtzon.

Patricia fjernede hænderne fra ansigtet, sukkede og løftede tekoppen.

– Hvad mener du?

– Har du talt med en psykolog eller været på et krisecenter eller sådan noget?

Forbløffet så hun op på journalisten.

– Hvorfor skulle jeg det?

– Det kunne da godt tænkes, at du havde brug for hjælp.

Patricia drak, teen var blevet halvkold. Hun sank.

– Hvad skulle de kunne gøre? Josefin er død.

Annika Bengtzon så længe på hende.

– Patricia, sagde hun, kære, søde Patricia, fortæl mig, hvad du ved. Det er vigtigt for mig. Var det Joachim?

Patricia stillede koppen på fadet og stirrede ned.

– Jeg ved det ikke, sagde hun lavmælt. Det kan også have været en anden. En højere oppe……..

Stemmen døde hen, og tavsheden lå pludselig tung i køkkenet.

– Hvorfor tror du det?

Hendes øjne fyldtes med tårer igen.

– Jeg kan ikke sige noget, hviskede hun.

– Hvorfor ikke?

Hun så op på journalisten, øjnene svømmede over af tårer, og stemmen blev grel og skarp.

– Fordi så ville han jo vide, at det var mig, der havde sladret! Forstår du ingenting? Jeg kan ikke, jeg vil ikke!

Hun rejste sig hurtigt og styrtede ud af køkkenet, smed sig på sin madras og trak dynen op over hovedet. Reporteren blev siddende lidt i køkkenet, men så hørte hun hendes stemme fra døråbningen.

– Undskyld, sagde Annika Bengtzon. Det var bestemt ikke min mening at gøre dig ked af det. Jeg skal finde ud af, om man kan foretage en eller anden form for anmeldelse mod Studie 6 for det skidt, de har spredt om Josefin. Jeg ringer til dig i morgen, okay?

Patricia svarede ikke, trak vejret hurtigt og let under dynen og indåndede den kvalmende, svedige luft, der hurtigt mistede sin ilt.

Journalisten åbnede hoveddøren og lukkede den stilfærdigt efter sig. Patricia blev liggende under dynen. Hun lå stille og så ud gennem en sprække i de sorte gardiner.

Inden længe ville det være nat igen.

Jansson var kommet, Gud være lovet! Han havde i det mindste noget mellem ørerne til forskel fra Spiken.

– Du ser fuldstændig udaset ud, sagde Jansson.

– Det er mildt sagt, sagde Annika. Har du tid til at snakke lidt?

Han klikkede noget væk fra sin skærm.

– Ja. Skal vi gå ind i osteklokken?

De gik ind i glasburet ved siden af sportsredaktionen. Natchefen tændte en cigaret og pustede røgen op mod udluftningen.

– Ministeren bor halvtreds meter fra mordstedet, sagde hun. Alle i huset har været indkaldt til forhør.

Jansson fløjtede lydløst.

– Stiller jo sagen i et noget andet lys. Er der mere, du har fundet ud af?

Hun så ned i gulvet.

– Kæresten har et alibi. En af mine kilder siger, at det kan have været nogen højere oppe, der myrdede hende.

Jansson røg og betragtede den unge elev i tavshed. Han kunne ikke blive klog på hende. Hun var begavet, urutineret og ambitiøs i en kombination, der ikke var helt sund.

– Sig det, som det er, sagde han. Hvad har du for kilder?

Hun kneb læberne sammen.

– Du siger ikke noget, vel?

Han rystede på hovedet.

– Den myrdede piges veninde, som hun delte lejlighed med, og efterforskningslederen. Ingen af dem vil sige noget ligeud, men de siger en hel del off the record.

Jansson spærrede til sin egen overraskelse øjnene op.

– Ikke så dårligt, sagde han. Hvordan fanden har du båret dig ad?

Hun trak på skuldrene.

– Jeg har bare ringet og snakket lidt. Jeg tog hjem til pigen. Patricia hedder hun. Jeg er faktisk lidt bekymret for hende.

Jansson skoddede sin cigaret.

– Vi må gå hårdere til ministeren i dag, sagde han. Nu har han siddet i tre forhør. Der må være andet end bare hans adresse, der motiverer dem. At han bor så tæt på, er interessant, det har jeg ikke læst nogen steder. Det laver vi en selvstændig artikel på. Hvordan ved du det for resten?

Hun sukkede.

– Jeg drak kaffe med hans underbo. Og så ringede jeg på hos ham.

Jansson så forbløffet ud.

– Og han lukkede op?

Hun rødmede.

– Jeg var nødt til at låne hans toilet.

Natchefen lænede sig tilbage mod plasticstolens ryglæn.

– Hvad fanden sagde han?

Hun lo lidt genert.

– Han smed mig ud.

Jansson udstødte en høj latter.

– Hvor er Carl? spurgte Annika.

– Han fik et tip til om de der barbiedukker. De er åbenbart i gang med et eller andet igen.

Annika stivnede.

– Hvordan gik det egentlig til i går? spurgte hun.

– Ved det faktisk ikke, sagde Jansson. Han kom bare med billederne ved nitiden.

– Vidste du, at han var på vej med dem?

Jansson rystede på hovedet og tændte en cigaret til.

– Nix, sagde han. De kom som en gave fra himlen.

– Synes du, det er etisk forsvarligt at være med til terroraktioner? sagde hun.

Jansson sukkede og skoddede cigaretten efter to sug.

– Det er et godt spørgsmål, sagde han og rejste sig. Stemmer du af med Carl og tjekker, om du skal føje nogen oplysninger til hans artikel?

Annika rejste sig også.

– Sure babe, sagde hun.

Janssons telefon ringede som en besat henne ved desken, og han skyndte sig derhen.

– Hej Berit, hvordan pokker gik det? Ikke? Den djævel!

Annika satte sig ved Berits plads og skrev sine artikler ud. Ministerens tilknytning til mordstedet var lidt besværlig at få skrevet. Hun havde ikke meget at komme med. Længe sad hun og stirrede på skærmen, så tog hun røret og ringede til Christer Lundgrens pressesekretær.

– Karina Björnlund, svarede kvinden.

Annika præsenterede sig og spurgte, om hun forstyrrede.

– Ja, faktisk. Jeg har inviteret nogle gæster til middag. Kan du ringe i morgen, tror du? Annika blev forbløffet.

– Mener du det alvorligt?

– Jeg sagde jo, at jeg er optaget.

– Hvorfor bliver ministeren forhørt?

– Ingen anelse.

– Er det, fordi han bor lige ved siden af mordstedet?

Pressesekretærens forundring lød ægte.

– Gør han det?

Annika stønnede.

– Tak, fordi jeg måtte forstyrre dig, sagde hun ironisk. Det gav virkelig resultater.

– Det var så lidt, kvidrede Karina Björnlund. Hav en fortsat god aften!!

Jesus Kristus, tænkte Annika.

Hun ringede til omstillingen og spurgte, hvor Berit boede, og fik nummeret til et hotel i Visby. Reporteren var på sit værelse.

– Ingen jagtheld? sagde Annika.

Berit sukkede.

– Formanden for rigsdagen nægter ethvert kendskab til IB.

– Hvad er det, du vil have frem?

– Han var toneangivende, en af dem, der var mest indviet i tresserne. Formelt hed det sig, at han var tilknyttet forsvarsstabens sikkerhedsafdeling, men reelt fortsatte han sit sædvanlige politiske arbejde. Hvordan går det for dig?

Annika tøvede.

– Sådan nogenlunde. Studie 6 er gået ud med nyheden om, at hun var stripper.

– Vidste du det?

– Jeps.

– Hvorfor har du så ikke skrevet det?

Berit lød forbavset. Annika gned sig i øjet.

– Jeg har bare beskrevet hende. Det kommer ligesom ikke sagen ved, sagde hun.

– Jo, det gør det afgjort! Nu overrasker du mig, sagde Berit.

Annika sank.

– Billedet bliver så plat, hvis man kommer ind på det der med pornoklubben. Så er det nærmest, som om hun bare er luder. Der er jo så meget mere, så mange flere nuancer, hun var jo datter og søster og veninde og skolepige…..

– Og danser i en pornoklub. Det er da klart, at det betyder noget, Annika, afbrød Berit hende.

Der blev stille i røret.

– Jeg har tænkt mig at anmelde Studie 6 for injurier, sagde Annika endelig.

Berit blev næsten vred.

– Nej, hvorfor nu det?

– Patricia vidste ikke noget om, at fyrene på Studie 6 ville offentliggøre de oplysninger, sagde hun.

– Hvem er Patricia?

– Josefins bedste veninde.

Berit tog tilløb.

– Annika, nu må du altså ikke blive vred, men jeg tror, at du tager arbejdet med det her mord lidt for personligt. Du må passe på ikke at blive for involveret med de mennesker, det drejer sig om. Det kan kun gå skidt. Du må beholde din professionelle distance, ellers hjælper du ingen, allermindst dig selv.

Annika lukkede øjnene og mærkede, hvordan rødmen bredte sig i ansigtet helt op til hårrødderne.

Erkendelse af at hun var en fiasko, fyldte larmende hendes hoved.

– Jeg ved, hvad jeg gør, sagde hun en smule for skingert.

– Det er jeg ikke så sikker på, sagde Berit.

De afsluttede hurtigt samtalen. Annika sad længe foroverbøjet med hænderne for ansigtet og følte sig mørbanket og grædefærdig.

– Er du færdig med lejlighedsartiklen? råbte Jansson henne fra nyhedsdesken.

Hun tog sig hurtigt sammen.

– Yes, sagde hun. Jeg lægger den over i banken …..nu!

Hun slap tastaturet og lod artiklen suse gennem ledningerne. Jansson løftede tommelfingeren, da teksten havnede på hans skærm. Hurtigt samlede hun sine ting sammen fra Berits plads og rejste sig for at gå. I samme øjeblik kom Carl Wennergren galoperende fra elevatorerne.

– Find mit billede frem til at sætte under artiklen, for i aften er jeg udødelig! skreg han.

Alle mændene omkring nyhedsdesken så op, mens reporteren opførte en entusiastisk krigsdans på redaktionsgulvet med blokken i den ene hånd og kameraet i den anden.

– Ninja Barbies har prøvet at sætte ild til det horehus, hvor stripperen arbejdede, og gæt, hvem der har eneret på billederne.

Fyrene omkring desken rejste sig som på tælling og gik hen og dunkede Carl Wennergren i ryggen. Annika så reporterens kamera vifte som en sejrsfane over deres hoveder. Hurtigt tog hun tasken over skulderen og forlod redaktionen ad bagvejen.

Temperaturen var dalet et par grader, men luften føltes mere lummer end nogensinde. Inden længe må der komme et ordentligt tordenvejr, tænkte Annika. Hun gik forbi den lukkede kiosk og busholdepladsen. I stedet gik hun langsomt mod Fridhemsplan, og uden at have tænkt over det befandt hun sig pludselig i nærheden af Kronobergsparken.

Alle afspærringer var fjernet, men bjerget af blomster var vokset. De lå på det forkerte sted, ved indgangen til selve kirkegården, men det spillede ingen rolle. Det, der var sket med Josefin, var ikke vigtigt, så længe myten levede og kunne fungere som afløb for menneskers følelsesmæssige behov.

Hun drejede og kom ned på Hantverkargatan. Langt borte gnistrede lynene gennem sommeraftenen.

Ninja Barbies mordbrand, tænkte hun, og i næste øjeblik: Gode Gud, Patricia!

Hun småløb forbi Kungsholmens gymnasium og ned ad bakken. Rådhusets tre kroner i baggrunden glødede i det sidste sollys. En flok nysgerrige havde samlet sig, og hun så Arne Påhlson fra Konkurrenten stå og hænge ved en brandbil. Forsigtigt gik hun nærmere. Den ene af Hantverkargatans smalle kørebaner var afspærret, og bilerne måtte snegle sig frem på den anden. Tre brandbiler, to politibiler og en ambulance var kørt hen foran Studie 6’s anonyme indgang. Fortovet og facaden var sorte af sod, det så ud, som om der var blevet krig. Hun anbragte sig bag en flok unge mænd, der med ølkrus i hænderne stod og diskuterede ophidset, hvad der var sket.

Pludselig gik døren til klubben op, og en betjent i civil kom ud. Annika genkendte ham omgående, selvom han ikke var iført hawaiiskjorte denne gang. Han talte med nogen, der var skjult bag døren. Annika masede sig længere frem. Hun så en slank kvindearm pege på noget ude på gaden.

– Hvor? hørte hun betjenten sige.

Patricia trådte ud på fortovet. Det tog et par sekunder, inden Annika genkendte hende. Kvinden var meget kraftigt sminket og havde sat håret op i en lang hestehale øverst på hovedet. Hun var iført en glitrende rød bh og tilsvarende tangatrusser. Fyrene ved siden af Annika begyndte at råbe op og pifte. Det gav et sæt i Patricia, der forskrækket så over mod dem. Hun fik straks øje på Annika. Deres øjne mødtes, og Patricia lyste op. Hun løftede hånden for at hilse, og Annika stivnede. Uden at tænke dukkede hun hurtigt ned mellem mændene og trak sig baglæns væk. Mændene masede sig frem, og hun hørte en kvinde, der skreg. Hun for ind i den nærmeste sidegade, hvor hun aldrig havde været før, løb over mod Bergsgatan forbi politigården, passerede parkeringspladsen og drejede ind på Agnegatan. Hun skød genvej over gården og havnede dirrende og stakåndet ved sin egen hoveddør. Nøglen i hendes hænder rystede, så hun næsten ikke kunne låse sig ind.

Jeg er ved at miste grebet, tænkte hun og bøjede hovedet, da hendes egen fejhed gik op for hende:

Hun skammede sig over Patricia.

 

Atten år, en måned, femogtyve dage

Når den dybeste tillid overvinder angst, opstår sand fortrolighed. Intet andet duer, jeg ved det. Han vil have mig til at genopleve frygtelige gamle erindringer. Smider mig ud på badeværelset for at onanere. Bliv ved, til du kommer, siger han. Du må ikke komme ind, siger jeg. Han åbner døren, når jeg sidder med håndbruseren helt oppe mellem lårene. Hans ansigt er hvidt af vrede. Du kan kneppe, til du kommer, med det der forbandede apparat, men ikke med mig, skriger han.

Hotelgangen, døren, der går i baglås. Panik, rykken og sliden i døren, nøgen og våd. Stemmer, området omkring poolen, tør ikke råbe. Alt lukket og slukket, fliserne kolde under mine fødder. Sniger mig ind blandt buskene, træder på et eller andet insekt og er lige ved at skrige. Hader edderkopper, hader småkryb.

Græder, fryser, ryster.

Det gælder om at overvinde sin skræk, få bugt med sine dæmoner. Jeg lister mig ind med jævne mellemrum og prøver at tage i døren. Han låser op lige inden daggry, varm, tør, hed, elskende.

Vi er det vigtigste i verden

for hinanden.