Torsdag den 2. august

Statsministeren så pressefotograferne på lang afstand og sukkede dybt. Pressefolkene med al deres grej havde dannet en spontan mur op til porten ind til Rosenbad. Han havde selvfølgelig vidst, at de ville være der, alligevel havde han håbet, at han tog fejl. Indtil nu havde han ikke kommenteret mistanken mod Christer Lundgren, men henvist til den unge kvindelige kommunikationsminister, der var konstitueret regeringschef. Nu kunne han ikke trække den længere. De få sommerdage, der skulle udgøre hans ferie for hele året, var svundet ind til ingenting og var nu gået. Han sukkede igen og gabte. Det gjorde han altid, når han var nervøs. Folk, der omgav ham, syntes, det virkede nonchalant, hvilket faktisk var positivt. Som nu. Mændene i bilen havde ingen anelse om det oprør, der herskede i hans indre, den stenhårde knude i maven. Tarmene vred sig af bekymring, han var snart nødt til at gå på toilettet.

Pressen fik øje på bilen, da den drejede ind på Fredsgatan. Hele sværmen kom farende som en enkelt organisme og trængtes langs bilens sider med deres lange objektiver. Statsministeren betragtede dem gennem bilens tonede ruder. Det var både radio, tv og journalister fra dagbladene, der kom løbende med små båndoptagere.

– De ligner alle sammen legetøjsfigurer, sagde han til sin livvagt fra Säpo på forsædet. Rigtige mandfolk med deres gruopvækkende tøj og løst tilbehør, ikke?

Livvagten gav ham ret. Alle gav ham altid ret, når han sagde noget. Han smilede træt. Tænk, hvis pressen og oppositionen havde været lige så samarbejdsvillige.

Bilen bremsede og standsede op med en blød, gyngende bevægelse. Livvagten var ude af bilen, inden den holdt helt stille. Med sin krop beskyttede han statsministeren, samtidig med at han holdt bagdøren åben.

Spørgsmålene regnede ned over regeringschefen som en stormflod.

– Har du nogen kommentarer til mistanken mod ministeren?

– Hvor alvorligt skader det her partiet?

– Ændrer dette noget ved valgkampagnen?

– Mener du, at Christer Lundgren bør gå af nu?

Han kantede sig ud af bilen, rejste sig op i sit fulde omfang og sukkede teatralsk. Mikrofoner, båndoptagere, objektiver og bånd opfangede det lille suk. Alle kunne se, at statsministeren ikke tog det her særlig alvorligt. Han var iført en lyseblå skjorte, der stod åben i halsen, krøllede bukser og havde bare fødder i sandalerne.

– Altså, sagde statsministeren og rettede sig ud i lyset fra en tv-lampe, der var vendt mod ham. Han talte langsomt og afslappet, lavmælt og med lettere resigneret stemme.

– Christer er ikke under mistanke for noget overhovedet. Naturligvis får det her ingen indflydelse på vores meget vellykkede valgkampagne på nogen som helst måde. Jeg håber inderligt, at vi får lov til at beholde Christer i regeringen, ikke alene for regeringens skyld, men også for Sveriges og Europas. Vi har brug for mennesker, der har kræfter til at føre vores politik videre ind i det næste årti.

Slut på replik ét, tænkte han og begyndte langsomt at gå hen mod indgangen. Pressen fulgte, helt ifølge planen, med som en burre.

– Hvorfor har du så afbrudt din ferie?

– Hvem deltager i krisemødet i dag?

– Har du stadigvæk tillid til Christer Lundgren?

Statsministeren gik yderligere et par skridt, inden han svarede. Præcis som han havde øvet det med medietræneren. Nu var det på tide at komme med stikordet. Da han vendte sig mod flokken af pressefolk, havde han et skævt smil på læben.

– Ligner jeg en mand i krise? sagde han og prøvede at få øjnene til at lyne muntert. Det fungerede åbenbart, flere af burrerne lo.

Han gik helt hen til porten, og livvagten gjorde mine til at lukke den op. Nu var det tid til finalen. Han påtog sig den lettere bekymrede mine.

– Spøg til side, sagde han med hånden på portens store messinghåndtag. Det er klart, at jeg føler med Christer lige nu. Denne form for ubegrundet mediehetz er altid ubehagelig. Men jeg kan forsikre jer, at for regeringen og partiet spiller disse overdrevne påstande ingen som helst rolle. I har vel set Kvällspressen i dag, der har man fundet ud af, hvorfor Christer er indkaldt til forhør. Han har tilfældigvis en overnatningslejlighed lige ved siden af Kronobergsparken. Selv ministre må jo have et sted at være.

Han smilede vemodigt og nikkede ad sine egne visdomsord, inden han forsvandt bag regeringsbygningens sikkerhedsdøre. Inden de var gledet til igen, nåede spørgsmålene ham gennem sprækken.

– …….grund til at indkalde ham til yderligere forhør?

– …….set noget særligt?

– …….kommentere de senest fremkomne oplysninger om…..

Han koncentrerede sig om at gå langsomt og afslappet op ad trappen, så længe journalisterne kunne se ham gennem glasdørene. Forbandede hyæner!

– Satans også, så varmt det er i dag, sagde han og flåede irriteret endnu et par skjorteknapper op. Hvis jeg skal sidde her hele dagen, må de fanden tage mig sørge for, at man i det mindste kan få vejret.

Han gik ind i en elevator og lod dørene lukke sammen, inden livvagten nåede at komme med. Nu skulle han virkelig på lokum.

Snørebåndet knækkede, og Annika udstødte en ed. Hun havde ikke købt nogen ekstra. Med et træt suk satte hun sig ned på gulvet i entréen, tog løbeskoen af og bandt endnu en knude på snørebåndet. Snart var der ingenting tilbage at binde skoen med. Hun måtte prøve at huske at købe nogle nye, næste gang hun var ude at handle.

Forsigtigt løb hun ned ad trappen, hun ville ikke belaste knæene mere end nødvendigt. Benene føltes stive og klodsede, hun havde forsømt sin løbetræning i sommer.

Luften i baggården var stillestående og kompakt. Alle vinduer i hele ejendommen stod på vid gab og blottede sorte huller i husets nøgne facade. Gardinerne hang som trætte teatertæpper for scenerne bagved og bevægede sig ikke en millimeter. Annika smed et håndklæde ind på det fælles badeværelse i stueetagen og løb langsomt ud ad porten til Agnegatan.

Japaneren på hjørnet af Bergsgatan havde allerede nået at få Kvällspressens løbeseddel op. Carl Wennergren toppede igen med sine Ninja Barbies. Hun løb på stedet nogle sekunder, mens hun læste de korte overskrifter:

„BILLEDEKSTRA, KUN I KVÄLLSPRESSEN: ATTENTATET MOD PORNOKLUBBEN.“

Pulsen steg, og hun begyndte at svede. På billedet sprængtes døren mod gaden, og ilden flammede ved indgangen.

Gad vidst hvor Patricia befandt sig, da det gik løs, tænkte hun. Gad vidst om hun blev meget bange.

Det fremgik af artiklen, at der ikke var anrettet større skader mod pornoklubben. Til sin forundring følte hun sig lettet.

Hun drejede og fulgte Agnegatan ned mod Kungsholmsstrand. Ved vandet drejede hun til venstre og satte farten op. Inden længe fik hun ondt i lungerne, hun var virkelig i elendig form. Hun lod skoene hamre hårdere og hårdere ned i stiens asfalt uden at tage sig af smerten. Da hun fik øje på Karlbergs slot ude til højre, satte hun fuld fart på. Brystet hævede og sænkede sig som en blæsebælg, sveden løb hende ned i øjnene. Hun tog Lindhagensgatan tilbage gennem Rålambshovsparken og op via Kungholmstorg. Da hun langt om længe stillede sig ind under bruseren, var hun ved at besvime af udmattelse.

Jeg må passe lidt bedre på mig selv, tænkte hun. Jeg er nødt til at træne regelmæssigt, ellers kan jeg slet ikke løbe. Benene rystede under hende, da hun langsomt slæbte sig op ad trappen til sin lejlighed.

Hun ankom til redaktionen lige før frokost. Berit var stadig ikke kommet tilbage, så Annika lånte hendes skrivebord igen.

Hendes egen indsats i dagens avis bestod af artiklen om ministerens overnatningslejlighed. Overskriften var braldrende: „Kvällspressen afslører: Derfor bliver ministeren forhørt.“

Indledningen var hun godt tilfreds med:

„Christer Lundgren bor lige ved siden af mordstedet. Han har en hemmelig overnatningslejlighed kun 50 meter fra kirkegården.

Ikke engang Lundgrens egen pressesekretær vidste noget om lejligheden.

– Hvordan fandt I frem til mig? spurgte ministeren, da Kvällspressen aflagde ham et besøg i den etværelses lejlighed i går.“

Derefter fulgte en beskrivelse af lejligheden samt oplysninger om, at alle i huset havde været underkastet forhør, og til sidst Daniellas citat: „Ham morder! Det er simpelthen for dumt! Nogen voldsmand er han afgjort ikke.“

Hun havde undladt at nævne hans nærighed.

Derefter fulgte nogle kryptiske linjer om, at politiet, trods alt, viste en minister større interesse end de øvrige beboere i ejendommen. Hun havde holdt den passage kort, eftersom hun ikke vidste, præcis hvad politiet var ude efter.

Spadseredragten med det næsten adelige efternavn havde skrevet en kort notits om, at Josefins arbejdsplads var en klub ved navn Studie 6.

Berit havde en kort artikel om, at formanden for rigsdagen nægtede ethvert kendskab til IB.

Der sad en ukendt person ved nyhedsdesken med Spikens telefonrør klistret til øret. Annika tændte for sin pc og så på ham hen over skærmen. Vidste han, hvem hun var? Hun var klar over, at hun måtte gå hen og hilse på ham, tøvede og strøg sit halvvåde hår tilbage. Da han havde lagt røret, gik hun hurtigt hen til ham. Netop som hun havde taget luft ind for at præsentere sig for chefens ryg, ringede telefonen igen, og han tog den med det samme. Annika blev stående bag stolen med tør mund og flakkende blik. Så fik hun øje på Konkurrenten. Forsiden var domineret af billedet af Josefin med studenterhuen på. Overskriften var stor og sort: „STRIPPER I PORNOKLUB“. Annika tog fat i nyhedschefens drejestol og lænede sig ind over avisen. Nedenunder stod der: „Den myrdede Josefin arbejdede med sex.“

– Hvordan i helvede kunne vi misse den vinkel? Det kan du måske fortælle mig noget om!

Annika så op og mødte nyhedschefens kolde blik. Hun fugtede sine læber og rakte hånden frem.

– Annika Bengtzon, det glæder mig at træffe dig, sagde hun lettere halvkvalt.

Nyhedschefen slap hende med blikket, trykkede hurtigt hendes hånd og mumlede sit navn, Ingvar Johansson. Han tog Konkurrenten og holdt den op foran Annika.

– Det er jo dig, der har skrevet om det her, så vidt jeg har forstået. Hvordan fanden kunne vi misse, at hun var luder?

Annika kunne mærke pulsen løbe løbsk, og hendes mund var tør som en ørken.

– Hun var ikke luder, sagde hun, og stemmen rystede. Hun dansede i sin kærestes klub.

– Splitternøgen, ja.

– Nej, hun havde trusser på. Kæresten holdt sig helt til loven.

Nyhedschef Ingvar Johansson stirrede på hende.

– Hvorfor skrev du ikke det, når du vidste det?

Hun sank, og lyden af hendes hjertes banken tordnede i ørerne.

– Ja, jeg tog nok…..fejl. Jeg syntes ikke, det spillede nogen videre rolle.

Telefonen ringede igen, og nyhedschefen vendte sig om. Annika svælgede og mærkede tårerne i øjnene. Fandens også. Fandens også. Fandens også. Nu var løbet kørt. Nu er jeg færdig her.

Hun vendte sig om og gik tilbage til Berits plads. Gulvet gyngede under hende. Her på bladet kunne hun åbenbart ikke gøre noget som helst rigtigt!

Telefonen stod og kimede på Berits skrivebord. Hun skyndte sig derhen, rømmede sig og tog den.

– Ja, hej, det er Lisbeth, sagde en moden kvindestemme.

Annika lod sig falde ned på stolen, lukkede øjnene og prøvede at overvinde et begyndende angreb af svimmelhed.

– Hvem? sagde hun forvirret.

– Altså Lisbeth, leder af krisecentret i ungdomsgården.

Stemmen var blevet bebrejdende.

Annika sukkede lydløst.

– Nå ja, sagde hun. Ungdomsgården i Täby. Hvad kan jeg gøre for dig?

– Jo, de unge mennesker vil gennemføre deres demonstration mod volden i dag, sagde hun. De kører med tre lejede busser herfra klokken 14. De er formentlig fremme ved mordstedet ved omkring 14.30-tiden.

Annika sank og gned sig over panden.

– Klokken 14.30, gentog hun.

– Ja, jeg tænkte, at I gerne ville vide det, sagde Lisbeth.

– Ja, men tak for det, sagde Annika og lagde røret.

Hun gik ud på toilettet, skyllede ansigtet og håndledene i koldt vand. Langsomt forsvandt panikken.

Så forfærdeligt er det altså heller ikke, tænkte hun. Jeg må prøve at tage tingene lidt mere fra oven. Det er klart, at man kan mene, at jeg har taget fejl, og hvad så?

Hun glattede håret, gik ned til kantinen og købte en sandwich. Det kunne faktisk også hænge sådan sammen, at det var hende, der havde ret, rent presseetisk.

Det var da værd at undersøge.

Hun tog sandwichen og en Fanta Light med sig hen til Berits plads.

Den offentlige presseombudsmand viste sig at være en kvinde den dag.

– Jeg vil gerne foretage en anmeldelse for injurier, sagde Annika.

– Ja, drejer den sig om dig selv? spurgte presseombudsmanden.

– Nej, om en pige, der er død.

Presseombudsmanden var venlig og tålmodig.

– Så er det de pårørende, der skal foretage anmeldelsen, eller også må du indhente deres tilladelse.

Annika tænkte sig om.

– Det her drejer sig dels om en avis, dels om et radioprogram. Er det noget, I kan tage jer af?

– Avisartiklen kan vi se på, men ikke radioprogrammet. Det hører under ankenævnet for radio og tv.

Annika stønnede.

– Men kører de ikke udelukkende på upartiskhed og saglighed?

– Jo, det er rigtigt, at de behandler de spørgsmål, men de tager også etiske og publicistiske spørgsmål op. Reglerne er nogenlunde de samme som for pressen. Hvilken form for offentliggørelse drejer det sig om?

– Mange tak for hjælpen, sagde Annika hurtigt og lagde røret.

Hun ringede til ankenævnet for radio og tv i Haninge.

– Jo, det spørgsmål skulle vi kunne tage os af, sagde den afdelingsleder, der svarede.

– Også selvom det er mig, der rejser det? sagde Annika.

– Nej, vi tager os kun af offentlighedens anmeldelser i spørgsmål vedrørende saglighed og upartiskhed. Hvis det drejer sig om krænkelser af de efterladtes privatliv, så må anmeldelsen foretages af de pågældende selv.

Annika lukkede øjnene og støttede panden i hånden.

– Hvis det var tilfældet, hvilken konklusion skulle I da komme til?

Afdelingslederen tænkte lidt.

– Resultatet er ikke givet, sagde hun. Vi har haft nogle enkelte, isolerede tilfælde, hvor de efterladte har fået ret. Kan du præcisere det nærmere?

Annika trak vejret dybt.

– Det drejer sig om en myrdet kvinde. Hun er af et radioprogram blevet stemplet som stripper. Hendes pårørende ville ikke have accepteret, at de oplysninger kom ud til offentligheden.

Det var ikke helt sandt. Annika havde ikke talt med Josefins forældre. Men det passede i det mindste, hvad angik Patricia, og rent fysisk boede de jo sammen.

– Jeg forstår, sagde afdelingslederen. Det lod til, at hun lyttede til Studie 6. Hun tøvede.

– Sagen er ikke klokkeren, sagde hun til sidst. Nævnet skal modtage en anmeldelse og tage sagen op. Der er jo også almeninteressen at tage hensyn til.

Annika gav op. Hun følte, at hun ikke kunne komme et skridt videre. Hun takkede og lagde på.

Jeg er da i hvert fald ikke helt galt på den, tænkte hun.

Ekkoets middagsudsendelse gik i gang. Annika lagde fødderne op på Berits skrivebord og lyttede adspredt til Berits transistorradio. De behandlede fem emner, det ene var Mellemøsten, det andet statsministerens kommentarer til Christer Lundgren-affæren, og så var der yderligere tre ting, som Annika glemte i samme sekund, hun hørte dem. Hun lod tankerne flyve, mens de kværnede løs om Mellemøsten. Da statsministeren kom på, skruede hun op for lyden. Den velkendte stemme lød helt jovial.

– Ligner jeg en mand i krise?

Reporteren brød ind og forklarede, at statsministeren havde været afslappet og i strålende humør, da han ankom til Rosenbad i morges. Regeringschefen var ikke det mindste bekymret over anklagen mod handelsminister Christer Lundgren, men så valgkampagnen an med fortrøstning. Alligevel var han medfølende og forstod, hvad kollegaen måtte igennem.

Statsministeren selv kom tilbage.

– Det er klart, at jeg føler med Christer lige nu. Denne form for ubegrundet mediehetz er altid ubehagelig. Men jeg forsikrer jer for, at for regeringen og partiet spiller disse overdrevne påstande ingen som helst rolle.

Indslaget var slut. En udredning fulgte fra Kommunernes Landsforening, og Annika slukkede for radioen. Hvis der var noget, hun syntes var dødkedeligt, var det lige præcis kommunale rapporter.

– Er det dig, der har været ude og løbe med sladder?

Patricia blinkede søvndrukken mod lysstrimlen mellem gardinerne, flyttede røret over til det andet øre og prøvede at sætte sig op på madrassen.

– Hallo, sagde hun. Hvem….?

– Nu skal du ikke prøve at luske dig udenom. Sig det, som det er!

Den skingre stemme skar hende i øret.

Patricia hostede og gned sig i øjnene. Hun ville ønske, at pollensæsonen var overstået.

– Er det Barbro? sagde hun forsigtigt.

– Ja, selvfølgelig er det Barbro! Hvem skulle det ellers være? En af jeres pornovenner måske?

Josefins mor gav sig til at skrige i røret, uartikuleret og usammenhængende. Patricia hev efter vejret og prøvede at samle tankerne. Ordene løb sammen, snoede sig ind i hinanden og blev diffuse. Det spanske fik overtaget, noget der kun skete, når hun blev rigtig stresset.

– No entiendo…

– Aner du overhovedet, hvad du har gjort? hylede Josefins mor. Du har sværtet hendes minde for altid. Hvordan kunne du?

Hun fik klarhed over tankerne. Der var noget galt her.

– Hvad er det, der er sket? Der må være sket en misforståelse…

Stemmen i røret blev til en hvisken.

– Vi ved alt om, hvordan du er. En rigtig lille luder, er du med? Og ikke nok med det, du skulle absolut også trække Josefin ned i dit skidt!

Patricia kom på benene og skreg ned i røret.

– Det passer ikke. Det er ikke sandt! Jeg har ikke trukket Josefin ned i noget!

– Én ting er sikker, hvæsede Barbro Liljeberg Hed, og det er, at du skal ud af min lejlighed, og det i dag. Pak dit lort og rejs tilbage til Afrika, eller hvor du nu kommer fra.

– Men….

– Du skal være ude inden klokken seks.

Klik. Linjen blev død. Patricia stod lidt og lyttede til den tomme brusen i røret. Langsomt lagde hun det på og lod sig falde ned på madrassen. Hun satte sig ned med knæene under hagen, armene om benene, og gyngede langsomt frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage.

Hvor skulle hun tage hen?

Så ringede telefonen igen. Hun for sammen som ved et slag. Uden at tænke over det rev hun telefonen til sig, trak den ud af stikket og smed den ud i entréen.

– Satans forbandede kvindemenneske, skreg hun og gav sig til at græde.

Annika lod telefonen ringe og ringe. Patricia måtte være hjemme nu, hun lå måske og sov, men hun måtte da høre telefonen.

Tænk, hvis der var sket hende noget.

Bekymringen blev blandet med skammen fra i går, den, hun først havde følt over kvinden, dernæst over, at hun havde svigtet.

Hun gik en rastløs runde på redaktionen, tog en kop kaffe og sad lidt og så CNN. Da hun passerede nyhedsdesken, kom hun i tanker om, at hun havde glemt at fortælle om demonstrationen på mordstedet.

– Det må du selv tage dig af, sagde Ingvar Johansson kort for hovedet. Alle andre reportere er optaget.

Hun gik hen til Billedpelle og bestilte en fotograf til klokken 14.15.

– Du må tage Pettersson med, sagde Pelle. Han er på vej herind.

Hun smilede venligt og stønnede indvendigt. Den elendige Golf igen.

– Jeg venter udenfor, sagde hun og hentede sin taske.

Hun tog elevatoren ned, forlod bygningen og satte sig på et af betonfundamenterne ved siden af parkeringshuset. Luften var brændende varm, blytung og elektrisk, den ligefrem knitrede i lungerne, når hun trak vejret. Hun lukkede øjnene og lyttede til byens lyde. Det var ikke sikkert, de var hendes så meget længere.

Da hun slog øjnene op, kunne hun til at begynde med ikke finde hoved og hale i det, hun så. Kvinden, der var på vej ind gennem Kvällspressens vestibule, virkede bekendt, men der gik et sekund, inden hun genkendte hende.

– Patricia! råbte Annika og løb hen mod hende. Hvad i alverden laver du her?

Kvinden så sig forvirret omkring og opdagede Annika. Hun gik ud igen og var ved at komme i klemme i de automatiske skydedøre. Tore Brand sad og råbte op derinde, og Patricia gav sig til at græde.

– Jamen, hvad er der dog sket?

Annika gik hen til kvinden, lagde armen om hende og trak hende over mod parkeringshuset.

– Jeg skal ud, sagde Patricia.

Annika tog en dyb indånding.

– Jamen, det er da kun godt, sagde hun. Du finder snart et nyt job.

Patricia så forbløffet på hende.

– Ikke fra klubben. Fra lejligheden.

– Josefins forældre?

Patricia nikkede og tørrede sine øjne.

– Jossies mor er en dum kælling, sagde hun. En racistisk bitch. Jeg burde bruge sort magi på hende.

– Hvor skal du så hen?

Den unge kvinde slog trodsigt med nakken og trak på skuldrene.

– Aner det ikke. Jeg flytter vel sammen med en eller anden fyr. Der er masser af sugardaddies.

Måske bidrog den vedblivende følelse af skam og svig, men Annika besluttede sig, inden hun nåede at tænke tanken til ende. Hun tog sin taske op og rodede rundt nede i bunden af den.

– Her, sagde hun og lagde nøglerne til sin lejlighed i Patricias hånd. Hantverkargatan 32, gårdhuset øverst oppe. Har du penge? Få lavet nogle ekstranøgler, Sven har mine.

– Hvad? sagde Patricia.

Annika så alvorligt på hende.

– Det er meget muligt, at jeg bliver nødt til at forlade bladet med hovedet først, sagde hun. Så ved jeg faktisk heller ikke, hvad jeg skal gøre. Er det din madras?

Patricia nikkede.

– Jeg har et ekstra soveværelse, pigeværelset bag køkkenet. Læg den der. Hvad med de andre møbler i lejligheden?

– Sengen er Joachims, og bordet købte Jossie gennem Den Blå Avis.

– Skal du arbejde i aften?

Kvinden nikkede igen.

– Arbejder du altid?

– Næsten, sagde hun lavmælt.

– Okay, det er din business. Men du må altså ikke rode lejligheden til, så bliver jeg sur.

Patricia betragtede hende med store øjne.

– Hvordan kan du stole på mig? Du kender mig jo slet ikke.

Annika smilede skævt.

– Der er ikke noget at løbe med, sagde hun.

I det samme kom Pettersson kørende ad Gjörwellsgatan. Annika kunne kende ham, fordi han gik i stå ved indkørslen.

– Tag 62’eren på Rålambsvägen, den kører ned ad Hantverkargatan.

Patricia smilede lettet.

– Det ved jeg.

Annika rejste sig og gik hen mod fotografen.

– Det bliver torden i nat, råbte Pettersson ud gennem vinduet.

Patricia vinkede og forsvandt. Annika tvang sig selv til at smile til Pettersson. Nu var han altså også blevet vejrprofet.

– Vi parkerer et stykke fra parken, sagde hun og satte sig ind på passagersædet.

– Hvorfor det? spurgte fotografen.

– Jeg er ikke helt sikker på, at de synes om, at vi kommer, sagde Annika.

De kørte i tavshed hele vejen til kirkegården. Bilen gik kun i stå to gange. De parkerede i Vivos garage, der havde indkørsel næsten helt nede ved Fleminggatan.

Annika fulgte langsomt Kronobergsgatan op mod parken. De var i god tid, busserne med de sørgende var lige akkurat kørt fra Täby. Hun satte sig i en port med udsigt over kirkegården, og fotografen vandrede frem og tilbage på den anden side af vejen.

Til vinter kommer jeg til at længes efter de her dage, tænkte hun. Når det blæser og sner, og jeg står og skraber ruderne fri for is om morgenen, vil jeg ønske mig tilbage. Når jeg kører ind til Katrineholm og ved, at jeg skal skrive om endnu en fuldmægtig ved kommunen og tale med sure madammer om nedlægning af et eller andet postkontor i Bie, så vil jeg huske på det her. Her og nu. Kaos og mord. Hede og puls.

Hun stirrede lige op i himlen, der var dybt, dybt blå. Bag parken forsvandt den i en nuance af stål, blank og skarp.

Den lille vejrprofet har måske alligevel ret, tænkte hun. Det kan jo være, det bliver torden i aften.

Den første bus gled op ad Kronobergsgatan tyve minutter over to. Annika blev siddende og ventede, fotografen satte et teleobjektiv på sit apparat og begyndte at fotografere, da de unge mennesker stod ud. De andre to busser kom et par minutter senere. Annika rejste sig og børstede nederdelen af bagpå. Hun svælgede, tør i munden, satans at hun altid glemte at tage vand med sig, når hun tog ud.

Langsomt nærmede hun sig gruppen, spejdede efter Martin Larsson-Berg, Lisbeth eller Charlotta. Hun så dem ikke.

De unge var højrøstede og opfarende. Flere af dem græd og skreg højt, andre virkede aggressive. Hun standsede op på Sankt Göransgatan. Det her så bestemt ikke godt ud. Trods afstanden kunne hun se, at mange af de unge virkede udmattede. De var grå i ansigterne af bevægelse og mangel på søvn. Hun gik over til Pettersson på den anden side af gaden.

– Du, sagde hun, jeg tror bare, vi skal se at komme af sted herfra.

Fotografen sænkede kameraet og stirrede forbavset på hende.

– Hvorfor fanden skulle vi det? sagde han.

Annika nikkede hen mod busserne.

– Se på dem. De er jo fuldstændigt hysteriske. Pokker må vide, om det er specielt nyttigt at opmuntre til massepsykose, som de gør derude på ungdomsgården. De unge mennesker her har formentlig ikke været hjemme eller fået noget at spise siden i søndags.

– Jamen, de ringede jo selv.

Annika nikkede.

– Jo, det gjorde de jo. De synes selvfølgelig, at det her er vigtigt. Men egentlig er det vores pligt at tænke, hvis de ikke kan finde ud af det selv.

Fotografen blev utålmodig.

– Altså for helvede, sagde han. Jeg skal sgu tjene til dagen og vejen. Jeg har ikke tænkt mig at droppe en opgave, bare fordi du pludselig får dårlig samvittighed.

Gruppen af unge var vokset til et hav af mennesker. De spredte sig omkring hele kirkegården som vandet om en ø. Hun tøvede stadig.

I samme øjeblik så Annika, at Konkurrentens reportagebil kørte frem og parkerede på Sankt Göransgatan. Arne Påhlson steg ud.

Det afgjorde sagen.

– Kom, så går vi frem, sagde hun til Pettersson.

Hun gik hen mod kirkegården med fotografen i hælene og styrede efter stakittets smedejernsbuer. Hun var helt tør i munden, hun prøvede at synke, mens hjertet dunkede hurtigere. Da hun var et par meter fra de unge mennesker, begyndte de at skrige op og pege.

– Der er de. De er her! Ådselgribbene, ådselgribbene!

Annika standsede op, og Pettersson begyndte at knipse. Al opmærksomhed i gruppen rettedes mod de to journalister.

– Er Lisbeth til stede? spurgte Annika, men hendes stemme blev overdøvet.

– Forsvind herfra, modbydelige svin, skreg en dreng, der ikke kunne være mere end tretten, fjorten år gammel. Han tog et par aggressive skridt hen mod Annika, og hun trådte instinktivt tilbage. Drengens ansigt var opsvulmet af gråd og træthed, hele hans krop rystede af adrenalin og vrede. Annika stirrede målløs på ham.

– Men, sagde hun, det er ikke vores mening at forstyrre jer på nogen måde. Det er ikke vores mening at trænge os på…..

En velvoksen pige styrtede frem og gav Annika et hårdt slag på skulderen.

– Satans hyæner, vrælede hun, så spyttet fløj om hovedet på hende.

Annika vaklede baglæns ude af stand til at forstå, hvad der skete. Hun prøvede at møde pigens rasende blik med ro og fornuft.

– Jamen, kære ven, sagde hun, kan vi da ikke tale med hinanden som…..

– Hyæne! skreg pigebarnet. Møgkælling, din lede møgkælling!

Gruppen af unge trængte sig ind på Annika, og pludselig blev hun bange. Hun fik et kraftigt puf i ryggen, trådte et skridt frem og stødte ind i den velvoksne pige.

– Hvad fanden laver du, din so? skreg pigen. Skal du fare på mig?

Annika så sig panikslagen omkring for at få øje på Pettersson. Hvor fanden var han henne?

– Pettersson, skreg hun. Pettersson for helvede, hvor er du?

Hans stemme nåede hende et eller andet sted nede ved indkørslen til garagen.

– Bengtzon, skreg han med panik i stemmen, de prøver at rive kameraerne af mig!

Pludselig overdøvede en stemme alle andres, truende og hysterisk skar den sig gennem mængden.

– Hvor er de, hvor er de?

En pige, der havde stået og rykket i Annikas taske, slap den omgående og vendte opmærksomheden mod stemmen. Annika så et eksemplar af Kvällspressen komme dansende frem over hovederne på de unge mennesker. De spredte sig, og hun så adskillige unge folde aviser ud. Gennem en passage i menneskemængden fremtonede Charlotta, Josefins klassekammerat. Annika trådte endnu et par skridt tilbage ved synet.

Pigen så fuldstændigt opløst ud. Hendes øjne var røde, pupillerne store og sorte, hun havde fråde om munden, og hendes bevægelser var rykvise og ukoordinerede. Håret var snavset og strittede, hun åndede stødvist.

– Din ……din ådselgrib! skreg hun og for frem mod Annika. Dit svin!

Charlotta slog af alle kræfter ud efter Annikas hoved med avisen. Annika holdt instinktivt hænderne op over hovedet, mens slagene haglede ned over hende. Flere aviser blev slået mod hendes arme og ryg, og skrigene omkring hende steg til et kollektivt brøl.

Annika mærkede, hvordan al tankevirksomhed blev indstillet, hun vendte sig, skubbede et ungt menneske væk og løb. Væk, åh Gud hjælp, væk herfra, hun hørte sine egne skridt tordne mod asfalten. Det grønne område til højre for hende susede forbi, jorden gyngede under hende, husene dansede med uregelmæssige bevægelser. Hun fornemmede, at Pettersson befandt sig et eller andet sted bag hende, og at de unge mennesker fulgte efter.

Nedkørslen til garagen var begsort efter sollyset i parken. Hun snublede.

– Pettersson, skreg hun, er du med?

Hun var nået hen til bilen. Da øjnene vænnede sig til mørket, kunne hun se fotografen på vej ned ad rampen. Han holdt sine kameraer i den ene hånd, hans vest dinglede over hans ene skulder, og håret strittede.

– De prøvede at flå tøjet af mig, sagde han ophidset. Og håret! Det var jo fuldstændig idiotisk at gå hen til dem.

– Hold din kæft for helvede, skreg Annika. Sæt dig ind i bilen, og lad os se at komme væk herfra!

Han fik fordøren op, satte sig ind og låste døren i passagersiden op. Annika smed sig ind i bilen. Der var hundrede grader varmt. Hun rullede hurtigt vinduet ned. Utroligt nok startede bilen ved første forsøg, og Pettersson satte med hvinende dæk kurs mod udkørslen. Oppe på gaden slog lyset imod dem igen, og Annika blev helt blændet et øjeblik.

– Der er de!

Råbene nåede dem gennem hendes åbne vindue, og hun så flokken komme farende mod dem som en bølge.

– Kør, for satan! skreg hun og rullede vinduet op igen.

– Der er ensrettet, hylede fotografen. Jeg er nødt til at køre op forbi kirkegården.

– Aldrig i livet, skreg Annika. Kør, kør!

Pettersson nåede lige akkurat ud på Kronobergsgatan, da bilen gik i stå. Annika låste døren og satte hænderne for ørerne. Pettersson vred gang på gang nøglen om i tændingen, uden at bilen startede. Flokken omringede den, og nogen prøvede at klatre op på taget. De unge bankede med knytnæver overalt på bilens overflade, deres skrig ændrede karakter og blev rytmisk og fast:

– Brænd dem, brænd dem!

Annika så pludselig Kvällspressen flagre forbi, og hendes artikel om sorgen i Täby blev trykket ind mod ruden. Billedet af pigerne, der sad og skrev deres digte, efterlod spor af tryksværte på glasset.

– Brænd dem, brænd dem!

Avisen blev krøllet sammen oven på motorhjelmen, og nogen satte ild til den. Annika skreg som en vanvittig, højt og ubehersket.

– Så se dog at få den bil i gang, for helvede! Kør, kør!

Flere aviser begyndte at brænde, og uden for alle bilens ruder flammede billeder af digte og piger op. Bilen gyngede, det var, som om de prøvede at vælte den. Larmen fra knytnæver mod metallet steg. Pettersson skreg, og pludselig gik bilen i gang. Den tog et hop fremad, fotografen trykkede koblingen ned og speedede op. Han lænede sig ind over hornet, og bilen krøb langsomt frem gennem menneskemængden. Dem, der stod på taget, hoppede ned. Annika bøjede hovedet ned mod knæene, lukkede øjnene og holdt hænderne for ørerne. Hun så ikke op, før bilen svingede ud på Fleminggatan.

Pettersson snøftede. Han rystede og kunne dårligt nok køre. De kørte ned mod byen, drejede af og parkerede ved siden af et cafeteria ved Trygg Hansahuset.

– Vi skulle aldrig være gået frem, hulkede han.

– Hold op med at hyle, sagde Annika. Sket er sket.

Hendes hænder dirrede, hun følte sig magtesløs og lammet. Fotografen var ikke yngre end hende, men hun følte et ansvar for at bevare roen over situationen.

– Tag den nu med ro, sagde hun i en venligere tone. Det gik jo godt.

Hun rodede rundt i sin taske og fandt en pakke uåbnede lommetørklæder.

– Puds næsen, sagde hun, så giver jeg en kop kaffe.

Pettersson gjorde, som han fik besked på, taknemmelig over at Annika havde taget føringen. De gik ind på cafeteriet, der viste sig både at forhandle kaffe og kager.

– Fy for helvede, hvor var det modbydeligt, sagde Pettersson lavmælt og bed i marcipanen. Jeg har aldrig været med til noget lignende.

Annika smilede skævt for sig selv.

– Så er du heldig, du, sagde hun.

De sad over for hinanden og drak deres kaffe i tavshed.

– Du burde nu se at få den bil lavet, sagde Annika.

Han stønnede.

– Det kan du sgu sagtens sige, sagde han.

De skænkede sig endnu en kop.

– Hvad stiller vi op med det her? spurgte han.

– Ingenting, sagde Annika, og så håber vi, at der heller ikke er andre, der gør noget.

– Hvem skulle kunne gøre noget? sagde Pettersson forbløffet.

– Du aner ikke….. sagde Annika.

De kørte tilbage til bladet og tog en lang omvej over Gamla Stan og Södermalm. Det var udelukket at køre forbi Kronobergsparken.

Klokken nærmede sig halv fem, da de kom op på redaktionen.

– Hvordan gik det så? spurgte nyhedschefen Ingvar Johansson.

– Ad helvede til, sagde Annika. De overfaldt os og satte ild til aviser på motorhjelmen.

Ingvar Johansson blinkede skeptisk.

– Det er sgu da løgn, sagde han.

– Det er den skinbarlige sandhed, sagde Annika. Det var forbandet ubehageligt.

Hun var pludselig nødt til at sætte sig og sank ned på nyhedsdesken.

– Så I fik altså ingen interviews. Ingen billeder? sagde nyhedschefen skuffet.

Annika betragtede ham med en følelse af, at der var tykt plexiglas mellem ham og hende.

– Fuldstændig rigtigt, sagde hun. Ingenting overhovedet. Ungerne var bare ude efter en oplevelse, de var i fuld gang med at oparbejde en massepsykose. Vi var heldige, de kunne have væltet bilen og sat ild til den.

Ingvar Johansson så på hende med store øjne, vendte sig om og tog telefonen.

Annika rejste sig og gik hen til Berits plads. Pludselig mærkede hun, at benene rystede under hende, og hun var grædefærdig.

Jeg er vist ved at blive en rigtig tøsedreng, tænkte hun.

Hun satte sig og læste telegrammer fra nyhedsbureauet og ligegyldige fagblade, lige til hun hørte kendingsmelodien fra Studie 6 gå i gang klokken 18.03.

Senere skulle hun huske den time, der fulgte, som et surrealistisk mareridt. Den skulle komme til at vende tilbage til hende i drømme de næste ti år. Hun skulle genkende følelsen, da elguitaren gik i gang, af hvor åben og uforberedt hun var, hvor naivt hun stod der og lod sig skyde.

– Aftenaviserne har i dag nået ny bundrekord i deres sensationslyst, tordnede programlederen. De hænger sørgende unge mennesker ud i pressen, spreder falske rygter om de pårørende og løber politiets ærinder for at tage offentligheden ved næsen. Mere om dette i dagens aktuelle magasin med debat og analyse, direkte fra Studie 6.

Annika hørte ordene, uden at de dog rigtigt trængte ind. Hun anede sammenhængen, men ville ikke forstå den.

Elguitaren forstummede langt om længe, og programlederen kom tilbage.

– Torsdag den 2. august, velkommen til Studie 6 i Radiohuset i Stockholm, messede han.

– I dag vil vi se lidt nærmere på avisen Kvällspressens dækning af mordet på stripperen Josefin Liljeberg. Med os i studiet har vi to personer, der begge stod Josefin nær, vi har hendes bedste ven, Charlotta, og vicerektor på hendes gymnasium, Martin Larsson-Berg. Vi har også talt med hendes kæreste, Joachim…..

Svimmelheden manifesterede sig som en langsom, rullende bevægelse i hendes bevidsthed. Erkendelsen af, hvad der skulle komme, begyndte at nå hjernen. Hun rakte hånden ud for at slukke for radioen, men standsede op.

Det er bedre at høre, hvad de siger, end at ligge og spekulere over det bagefter, tænkte hun.

Den beslutning skulle hun komme til at fortryde mange gange. Ordene kom til at hænge fast som et mantra i hendes sprogcenter.

– Hvis vi lægger for med dig, Charlotta, kan du så beskrive, hvad Kvällspressen har gjort mod dig?

Charlotta gav sig til at stortude i radiostudiet. Programlederen syntes åbenbart, at det var virkningsfuldt, for han lod hende tude videre i op til et halvt minut, inden han bad hende holde op. Det gjorde hun så. Øjeblikkeligt.

– Jo altså, sagde Charlotta snøftende, det var hende den dér reporter, Annika Bengtzon, der ringede hjem til mig og ville snage i min fortvivlelse.

– På hvilken måde? spurgte programlederen og lød utroligt medlidende og forstående.

– Min bedste veninde var død, og hun ringede midt om natten og sagde: „Hvordan føles det?“

– Det var da frygteligt! brast det ud af programlederen.

Charlotta snøftede.

– Ja, det er det værste, jeg nogensinde har været ude for. Hvordan skal man klare at komme videre efter sådan noget?

– Oplevede du det ligesådan, Martin Berg-Larsson?

– Larsson-Berg, rettede vicerektoren. Ja, stort set. Jeg var af naturlige årsager ikke nogen nær ven af pigen, men jeg står jo familien nær. Hendes bror er en meget begavet ung mand, han fik sin eksamen her i foråret og skal til USA for at læse videre til efteråret. Vi på Tibblegymnasiet synes, det er vidunderligt, når vores elever går videre til højere, internationale uddannelser.

– Hvordan føles det at blive stillet den slags forfærdelige spørgsmål midt om natten?

– Ja, jeg blev selvfølgelig også chokeret, det er klart. Først troede jeg, at der var sket noget med min hustru, hun sejler…..

– Hvordan reagerede du?

– Jo, det hele står jo lidt uklart……..

– Men det var altså den samme reporter, der trængte sig på som hos Charlotta, journalisteleven Annika Bengtzon?

– Ja, netop.

Programlederen raslede med en avis.

– Lad os se, hvad Annika Bengtzon har skrevet, hør her:

Manden begyndte i en svagt latterliggørende tone at læse højt af Annikas artikler om Josefin, hendes drømme og håb, Charlottas citat og til sidst sorgorgiet i Täby.

– Hvad siger I om det her? sagde han med dommedagsstemme.

– Det er rystende, når man ikke får lov at være i fred med sin sorg, peb Charlotta. At massemedierne aldrig kan respektere mennesker, der er i krise. Og i dag under vores demonstration mod den meningsløse vold masede hun sig ind på os igen!

Martin Larsson-Berg rømmede sig.

– Jo, sagde han, men man må jo også prøve at forstå massemedierne, og vi har haft en vældig fin krisehåndtering i Täby og vil jo gerne stå som et godt eksempel….

Programlederen afbrød ham.

– Men Kvällspressen og Annika Bengtzon lod sig ikke nøje med dette. Avisen er også gået aktivt ind for at rense den mistænkte minister, Christer Lundgren, for enhver mistanke. I stedet har hun skudt skylden på den, der stod Josefin allernærmest, hendes kæreste. Vores reporter har talt med ham.

Et bånd blev sat på. Annika sad som fastfrosset til sin stol. Den kolde sved løb ned ad hende, følelsen af fuldstændig uvirkelighed var total. Redaktionen var fuld af mennesker, men ingen så på hende. Hun eksisterede ikke. Hun var allerede død.

– Jeg elskede Josefin, hun var vigtigst af alt for mig, sagde en lys mandsstemme. Han lød ung og sårbar.

– Hvordan føltes det, da Kvällspressen udpegede dig som Josefins morder i avisen? spurgte reporteren forsigtigt.

Manden sukkede.

– Ja, det kan slet ikke beskrives. Hvad skal man sige? At læse at man…..nej, det er ufatteligt.

Han var faktisk lige ved at give sig til at græde.

– Har du overvejet at retsforfølge avisen?

Nyt suk.

– Nej, det tjener ikke noget formål, det ved man jo. Den slags kolosser er jo parate til at bruge uanede mænger penge for at knuse de små i samfundet. Jeg ville aldrig vinde en sag over den sprøjte. Desuden river det op i alt for mange ting.

Programlederen kom tilbage. Nu havde han en kommentator i studiet, der åbenbart fungerede som en form for ekspert.

– Ja, det her er jo et problem, eller hvad mener du? sagde programlederen.

– Det er helt korrekt, sagde kommentatoren bekymret. En ung mand udpeges som morder af en journalistelev, der har taget sin fine kjole på og gået ud for at bedrive dybdeborende journalistik, og så etableres løgnen som sandhed. Det er sjældent, man opnår retfærdighed i den slags sager. Det koster mange penge at køre en sag mod en avis, men vi vil gerne gøre alle, der føler sig udnyttet og fejlciteret af medierne, opmærksomme på, at man kan søge retshjælp til at føre sag mod løgnagtige journalister.

– Kunne det være noget at overveje i Joachims tilfælde?

– Ja, det kunne det faktisk. Så kan man kun håbe, at han har kræfter til at føre sagen videre til en domstol. Det ville være interessant at få en retslig kendelse i spørgsmålet.

Programlederen raslede med sine papirer.

– Men hvorfor gør en ung elev sådan noget?

– Ja, en del af forklaringen ligger vel i, at hun er indstillet på at gøre hvad som helst for at opnå en position på en aftenavis. Kvällspressen lever af løssalg, og jo mere snuskede løbesedlerne er, jo flere aviser sælger de, og jo flere penge tjener de. Journalister, der nedlader sig til den slags arbejde, tjener store penge på deres beskidte erhverv, sådan er det desværre.

– Det vil altså sige, at jo mere snuskede og snagende løbesedlerne er, jo højere løn får reporteren?

– Ja, sådan kan man godt sige det.

– Men tror du, at det er så enkelt, at hun bare har forsøgt at sælge sig til den højestbydende?

– Nej, desværre kan der ligge endnu mere tvivlsomme motiver bag.

– Hvilke, tror du?

Kommentatoren rømmede sig.

– Det hænger jo sådan sammen, sagde han, at der findes titusindvis af lobbyister i Stockholm. Disse lobbyister er kun ude efter én eneste ting: Mod bestikkelse at få medier og beslutningstagere til at gøre, som deres arbejdsgivere ønsker. At påvirke medierne. Man narrer eller køber en journalist til at gøre, som man ønsker, og så løber den pågældende ens ærinder.

– Tror du, at det er tilfældet i den pågældende sag?

– Ja, det er jeg helt overbevist om, sagde kommentatoren med tyngde i stemmen. Det er jo fuldstændig åbenbart for alle med bare den mindste indsigt i branchen, at Annika Bengtzons artikler om Christer Lundgren drejer sig om soleklar bestikkelse.

– Hvordan kan du vide det? spurgte programlederen imponeret.

– Jeg vil gerne bevise det med en indspilning, en sekvens, jeg optog ved Rosenbad i morges, sagde kommentatoren triumferende.

Statsministerens stemme fyldte æteren.

– Det er klart, at jeg føler med Christer lige nu, sagde regeringschefen bekymret. Denne form for ubegrundet mediehetz er altid ubehagelig. Men jeg forsikrer jer, at for regeringen og partiet spiller disse overdrevne oplysninger ingen som helst rolle. I har vel set Kvällspressen i dag, der har man fundet ud af, hvorfor Christer er indkaldt til forhør. Han har tilfældigvis en overnatningslejlighed ved siden af Kronobergsparken. Selv ministre må jo have et sted at være.

Man stillede om til studiet igen.

– Ja, der hørte vi sandheden med vores egne ører, sagde kommentatoren. Statsministeren henviser direkte til oplysningerne i avisen og ser gerne, at andre medier følger efter.

– Hvilket ansvar har magthaverne, i dette tilfælde regeringen?

– Ja, de skal naturligvis kritiseres for at udnytte så ung og uerfaren en journalist. De urutinerede elever er jo desværre lette at manipulere med.

Programlederen tog ordet igen.

– Vi har naturligvis forsøgt at indhente en kommentar til vores efterforskningsarbejde fra Kvällspressens chefredaktør, men har fået den besked, at han ikke træffes……

Annika rejste sig og gik ud mod toilettet. Gulvet gyngede under hende. Følelsen forstærkedes, da hun kom ud i gangen bag redaktionen, så hun var nødt til at støtte sig til væggen. Jeg går i stykker, tænkte hun. Det går aldrig godt det her. Jeg når ikke frem. Jeg brækker mig på gulvet.

Hun kastede op i håndvasken på handicaptoilettet. Afløbet blev stoppet til, da hun prøvede at skylle kummen ren. Hun så sig i spejlet og var forundret over, at hun stadig hang sammen, så ud som sædvanligt, trak vejret og mærkede hjertet slå.

Jeg kan aldrig mere vise mig ude, tænkte hun. Jeg er færdig for altid. Jeg får aldrig noget job. De vil sikkert ikke engang have mig på Katrineholms-Kuriren længere, de fyrer mig.

Hun gav sig til at græde.

Åh, herregud, hvor skal jeg bo? Hvis jeg ikke kan betale huslejen, hvor skal jeg så flytte hen?

Hun sank ned på gulvet og græd ned i sin nederdel.

Lyckebo, tænkte hun pludselig og holdt op med at græde. Jeg flytter ud til mormor. Der er der ingen, der kan finde mig. Mormor flytter jo ind til lejligheden i Hälleforsnäs til oktober engang, så kan jeg blive boende derude.

Hun pudsede næse i et stykke toiletpapir og tørrede øjnene.

Jo, det ville hun gøre, det var klart! Mormor havde lovet at støtte hende, hun ville aldrig svigte. Og hun var medlem af en fagforening, hun ville få støtte i det mindste i det første år, og så måtte hun se. Hun kunne flytte til udlandet, det var der andre end hende, der havde gjort. Plukke appelsiner i Israel eller druer i Frankrig eller hvorfor ikke New Zealand?

Hun rejste sig op. Der var masser af udveje.

– Man skal ikke være så forbandet begrænset, sagde hun højt for sig selv.

Hun havde taget sin beslutning. Hun ville aldrig mere sætte sine ben på en avis, navnlig ikke denne her. Hun ville tage sin taske og sine notater og forlade journalistikken for evigt. Resolut låste hun døren op.

Søgangen ville ikke rigtigt give sig. Hun holdt sig i nærheden af væggen for ikke at falde.

Da hun kom hen til Berits plads, smed hun hurtigt sine ting ned i tasken.

– Jamen, der er du jo, kunne du ikke lige komme ind til mig et øjeblik?

Det var den nye redaktionschef, Anders Schyman. Hun vendte sig forundret om.

– Hvem, mig? sagde hun.

– Ja, jeg sidder i glasburet med de grufulde gardiner. Kom ind, når du får tid.

– Jeg har tid nu, sagde hun.

Hun mærkede redaktionens stjålne blikke, da hun gik over mod chefens kontor.

Ét er sikkert, tænkte hun, det kan i det mindste ikke blive værre.

Det var ikke noget pænt lokale. De trætte gardiner var virkelig rædsomme, der var mørkt og indelukket.

– Hvad er det, der lugter så forfærdeligt? Har du ikke tømt askebægeret?

– Jeg ryger ikke. Det er sofaen. Du skal ikke sætte dig i den, den bider sig fast i tøjet.

Hun blev stående på gulvet, og han anbragte sig på skrivebordet.

– Jeg har ringet til Studie 6, sagde han. Magen til personangreb har jeg aldrig oplevet, og vi fik ingen mulighed for at tage til genmæle. Jeg har allerede faxet anmeldelserne til ankenævnet for radio og tv. Godt nok er chefredaktøren bortrejst, men jeg har været her hele dagen. Har de forsøgt at få fat i dig?

Hun svarede ikke, men rystede på hovedet.

– Jeg kender den såkaldte ekspertkommentator. Han arbejdede i en kort periode på mit samfundsprogram, men jeg var nødt til at få ham fyret. Man kunne ikke have ham i møblerede lokaler. Han intrigerede og bagtalte folk, til redaktionen var ved at gå i opløsning. Gud ske lov var han ikke ansat, men lod sit aktieselskab udfærdige fakturaer til os. Da jeg havde bestemt mig, måtte han gå med det samme.

Annika stirrede ned i gulvet.

– Og når vi nu taler om bestikkelse af pressen, for resten, sagde Anders Schyman og fiskede en fax frem, der allerede havde ligget længe på hans bord. Vi har modtaget et anonymt tip om, at en borgerlig partileder også er blevet afhørt i sagen om mordet på Josefin.

Han holdt faxen frem mod Annika, der tog imod det som bedøvet.

– Hvor kommer den fra? spurgte hun.

– Præcis mit spørgsmål, sagde redaktionschefen. Kan du se afsendernummeret oppe i det ene hjørne? Det er nummeret på socialdemokraternes reklamebureau.

– Sådan noget svineri, sagde Annika.

– Ja, ikke sandt?

Der blev tavshed. Annika tog mod til sig.

– Jeg har ikke været udsat for nogen form for bestikkelse, sagde hun.

Anders Schyman betragtede hende opmærksomt, ventede på en fortsættelse.

– Jeg har ikke talt med nogen overhovedet om dækningen af det her mord med undtagelse af Berit og lidt med Anne Snapphane.

– Heller ikke med nyhedscheferne?

Annika rystede på hovedet.

– Ikke så meget, sagde hun lavmælt.

– Så du har altså dækket sagen helt på egen hånd?

Han lød lidt skeptisk, og hun vred sig.

– Nja, næsten, sagde hun og tårerne fyldte hendes øjne. Der er ingen anden at skyde skylden på.

– Nej, nej, skyndte Anders Schyman sig at sige, det var ikke det, jeg mente. Jeg synes, dækningen har været udmærket, for ikke at sige god. Det eneste, vi missede, er vel, at vi ikke havde det med med sexklubben. Du vidste det?

Hun nikkede.

– Det skulle vi have skrevet tidligere. Men at gøre som Konkurrenten og Studie 6 og stort set tegne et billede af pigen som prostitueret, det er betydeligt værre. Hvordan blev du for resten klar over det der med ministerens overnatningslejlighed?

Annika sukkede.

– Jeg drak kaffe med hans underbo.

– Fantastisk, sagde Anders Schyman. Og hvordan hang det egentlig sammen med de der unge mennesker i Täby?

Annikas øjne gnistrede.

– Det der, sagde hun, er helt forbandet utroligt. Det er dem selv, der har ringet og bedt os komme, både til ungdomsgården og til parken i dag.

– Ja, det gik vildt til, har jeg hørt.

Annika lod sin taske falde ned på gulvet og slog ud med hænderne.

– De er i sorg, og derfor kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved deres holdning overhovedet. Det er synd for dem, og så kan man slet ikke nærme sig dem. Alt, hvad der er den mindste smule kontroversielt eller ubehageligt i det her forbandede land, må aldrig nævnes med et ord. Vi tror, at død og vold og lidelser forsvinder, hvis vi bare begraver dem og aldrig taler om dem mere. Det er jo helt forkert! Kan du ikke se det! Det bliver bare værre og værre! De unger derude i dag var ikke rigtigt kloge! De kunne fanden tage mig have stukket ild til os!

– Nu tror jeg, du overdriver en lille smule, sagde Anders Schyman beroligende.

– For helvede, skreg Annika. De der patetiske, forbandede socialarbejdere har taget monopol på alt, hvad der hedder sorgarbejde og forståelse. Kriseteam, ja føj for fanden! Det eneste, de har gjort, er at hidse ungerne op, så de er gået fra vid og sans. De fleste af dem havde aldrig nogensinde så meget som vekslet et ord med Josefin, det vil jeg æde min gamle hat på! Hvad i helvede skulle de deltage i et skide ugelangt sorgorgie for? De var i trance, Schyman, de anede ikke, hvad de gjorde. De udså os til at være ondskaben selv, som de skulle hævne sig på. Så kom ikke her og sig, at jeg overdriver.

Hendes ansigt flammede af ophidselse og vrede, og hendes vejrtrækning var stødvis og hård. Redaktionschefen betragtede hende interesseret.

– Jeg tror sgu, at du har ret, sagde han.

– Det kan du fanden tage mig tro, jeg har, sagde hun.

Han smilede.

– Det er da godt, at du ikke bander lige så meget, når du skriver, sagde han.

– Det var dog den mest idiotiske kommentar, sagde hun. Det er sgu da klart, at jeg ikke gør det.

Anders Schyman gav sig til at le. Annika gik helt hen til ham.

– Det her er ikke sjovt, sagde hun. Det er alvor. De unge mennesker ved kirkegården var klar til at lynche nogen. Det er ikke sikkert, at de ville have overfaldet os, men de truede os reelt. Egentlig burde vi melde dem til politiet. Petterssons bil har fået brandskader i lakken, ikke fordi det gjorde den store forskel på den gamle skrotbunke, men alligevel. Vi burde markere, at folk ikke har lov til at opføre sig, som det passer dem, også selvom de har en sorg som alibi.

– Der eksisterer krisegrupper, der gør et fantastisk stykke arbejde, sagde redaktionschefen alvorligt. At skære alle støtteorganisationer over én kam er lige så useriøst som at påstå, at aftenaviserne kun vil snage i andres ulykke.

Annika svarede ikke, og manden betragtede hende lidt i tavshed.

– Du har arbejdet i døgndrift i den sidste tid, ikke? sagde han.

Hun gik straks i forsvarsposition.

– Det er ikke, fordi jeg er udmattet af at arbejde, at jeg reagerer så voldsomt, sagde hun kort.

Redaktionschefen rejste sig.

– Det var ikke det, jeg tænkte på, sagde han. Er du på dit almindelige skift nu?

Hun slog blikket ned.

– Nej, jeg starter først på lørdag.

– Tag fri i weekenden, sagde han. Tag af sted og hvil dig lidt, det kan du vist have god brug for efter sådan en medfart.

Hun vendte sig om og forlod lokalet uden et ord. På vej ud i korridoren hørte hun Jansson juble ude i redaktionen:

– For fanden sikken fantastisk avis vi laver! Formanden for rigsdagen tilstår: Det var mig, der ledede IB, statsministeren kommenterer mordmistanken, Ninja Barbies er pågrebet, og vi har som de eneste billederne!

Hun skyndte sig ind i elevatoren.

Det var først, da hun stod uden for ejendommen, det slog hende, at hun ikke havde nøgler til lejligheden. Porten kunne kun åbnes med en nøgle, ikke med kode. Hun var lige ved at give sig til at græde igen.

– Fandens også, sagde hun og rykkede i døren. Til hendes forundring gled den op. Et lille lysegrønt stykke pap faldt ned på jorden. Annika bøjede sig ned og samlede det op. Hun genkendte farven, det kom fra en æske med ansigtscreme fra Clinique.

Patricia, tænkte Annika. Hun var klar over, at jeg ikke kunne komme ind, og spærrede for låsen.

Hun gik op ad trappen, den føltes uendelig. På hendes fordør var der sat en A5-kuvert fast med tape. Nøglerne raslede i den, da hun løsnede den.

„Tusind tak for alt. Her er dine nøgler, jeg har fået lavet kopier. Jeg er i klubben og kommer tilbage i morgen tidlig. PS: Jeg har handlet lidt, håber ikke, det gør noget.“

Annika låste sig ind. Et frisk pust af sæbe mødte hende, og det tynde gardinstof flagrede dramatisk i trækken. Hun lukkede yderdøren efter sig, og alle gardinerne faldt til ro igen. Langsomt gik hun fra værelse til værelse og så sig omkring.

Patricia havde gjort rent i hele lejligheden med undtagelse af hendes eget soveværelse. Der var der lige så rodet som sædvanligt. Køleskabet var fyldt med små lækre oste, oliven, hummus, jordbær. På bordet ved siden af stod der blommer, druer og avocadoer.

Jeg når aldrig at få spist alt det her, inden det bliver dårligt, tænkte Annika, men så slog det hende: Nu er vi jo to her.

Hun lindede forsigtigt på døren ind til pigeværelset. Patricias madras lå i et hjørne, og der var lagt sirligt blomstret sengetøj på. Ved siden af stod der en sportstaske med tøj. På væggen hang Josefins rosa dragt på en bøjle.

Jeg vil blive her, tænkte hun. Jeg vil ikke tilbage til Tattarbacken. Jeg vil ikke bo resten af mit liv i Lyckebo.

Den nat drømte hun for første gang om de tre mænd fra radioprogrammet Studie 6, programlederen, reporteren og kommentatoren. De stod tavse, sorte og ansigtsløse ved siden af hendes seng. Hun mærkede deres køligt granskende modvilje som en krampe i maven.

– Hvordan kan I påstå, at det var min skyld? skreg hun.

Mændene kom nærmere.

– Jeg har virkelig tænkt! Jeg gjorde måske noget forkert, men jeg har i det mindste forsøgt!

Mændene prøvede at skyde hende. Lyden af deres våben tordnede i hendes hoved.

– Jeg er ikke Josefin! Nej!

De bøjede sig samtidigt ind over hende, og da deres iskolde ånde nåede hendes bevidsthed, vågnede hun ved sit eget skrig.

Der var helt mørkt i værelset. Udenfor øsregnede det. Tordenbragene og lynene kom på nøjagtig samme tid. Soveværelsevinduet stod og huggede i blæsten, og værelset var isnende koldt.

Hun vaklede op for at lukke vinduet, men blæsten gjorde det svært at få det trukket til. I tavsheden efter regnen mærkede hun noget, der løb ned ad benet. Hun havde fået menstruation. Posen med bind var tom, men hun havde nogle Libresse liggende løst i tasken.

Mens uvejret drog forbi, græd hun længe, sammenrullet som en bold i sin seng.

 

Atten år, seks måneder og fjorten dage

Han føler sig så krænket, og jeg er helt magtesløs i mine protester. Jeg ved jo, at han har ret. Ingen kan nogensinde elske mig som han. Der er intet, han ville tøve med at gøre for min skyld, men alligevel tager jeg mig mere af det ydre end af ham.

Min fortvivlelse vokser, min ufuldkommenhed blomstrer: Giftig, iskold, blå. Ødelæggende aldrig at slå til. Jeg vil se fjernsyn, når han vil elske, han vrider min arm af led. Tomheden, der tager over, er sort og våd, konturløs, uigennemtrængelig. Han siger, at jeg svigter, og jeg finder ingen udvej.

Vi må arbejde sammen, finde tilbage til vores himmel. Kærligheden er evig, fundamental. Den tvivler jeg aldrig på. Men hvem har sagt, at det skal være så enkelt? Hvis fuldkommenheden var givet, hvorfor skal man så kæmpe for den?

Jeg kan ikke give op nu.

Vi er det vigtigste,

der er sket

for hinanden.