Fredag den 3. august

Anders Schyman blev gennemblødt på den korte strækning ud til bilen. Regnen styrtede ned med voldsom kraft, som om den forsøgte at indhente det forsømte under de mange steghede dage i ét eneste intensivt skybrud. Redaktionschefen bandede og prøvede, klemt inde bag rattet, at vride sig ud af jakken. Skjorten nedenunder var gennemblødt på ryg og skuldre.

– Den tørrer, mumlede han trøstende for sig selv.

Hans gispende åndedræt havde allerede fået ruderne til at dugge til igen, og han satte blæseren på.

Hans kone vinkede fra køkkenvinduet, han tørrede sideruden af og sendte hende et håndkys tilbage, sukkede og kørte ind mod byen. Udsynet var elendigt, også selvom vinduesviskerne kørte for fuld kraft. Han måtte hele tiden tørre dug af ruden for at kunne se noget overhovedet.

Trafikken flød nogenlunde på Saltsjöbadsleden, men da han var kommet forbi Nacka centrum, gik den helt i stå. En ulykke på Värmdöleden skabte kilometerlange, kompakte bilkøer. Han stønnede højt. Bilernes udstødning steg som en tåge op mellem regndråberne. Til sidst slukkede han for motoren og lod kun defrosteren køre.

Han kunne ikke blive klog på avisen Kvällspressen. Han havde læst den omhyggeligt nu i fire måneder, faktisk lige siden han først fik tilbuddet om at tage ansvaret for redaktionen. Meget var naturligvis givet, som for eksempel at avisen altid balancerede på grænsen af det moralsk og etisk forsvarlige. Det skulle en tabloidavis gøre. Sommetider var der tale om en vis overtrædelse, men det var faktisk forbavsende sjældent. Han havde nøje studeret anmeldelser og domme hos den offentlige presseombudsmand og Pressens ankenævn, og det var klart, at aftenaviserne figurerede i statistikken. De havde langt flere anmeldelser end alle andre, hvilket var helt i orden. Aftenavisernes opgave var at provokere og vække reaktioner. Alligevel drejede det sig kun om enkelte domme om året. Han var blevet forundret, da han opdagede, at listen over artikler, der var blevet klaget over, ikke sjældent toppedes af lokalpressen, små blade rundt omkring i landet, der havde svært ved at bedømme, hvor grænsen gik.

Han var kommet til den konklusion, at avisen Kvällspressen var et yderst bevidst medieforetagende, at artikler, løbesedler og overskrifter var grundigt afvejede og byggede på kontinuitet, åbenhed og diskussion.

Virkeligheden lå lysår fra den idealiserede vision, det havde han allerede opdaget.

Avisen Kvällspressen havde ofte ikke den ringeste anelse om, hvad den gjorde. Man sendte for eksempel et lille provinspigebarn ud blandt lig og flokke af unge mennesker, der var klar til at lynche enhver på deres vej, og så forventede man, at hun altid ville præstere lysende klare og ansvarsfulde resultater. Han havde talt med nyheds- og natcheferne i går aftes, og ingen af dem havde egentlig drøftet dækningen af mordet på Josefin Liljeberg med hende. Han opfattede det som ansvarsløst og inkompetent af redaktionsledelsen.

Og så var der den ejendommelige historie om den kvindelige terroristgruppe. Ingen i ledelsen lod til at vide, hvordan den var opstået. En elev kom farende ind på redaktionen med de sensationelle billeder i hånden, alle jublede og offentliggjorde dem uden så meget som at tænke sig om et øjeblik.

Sådan her kunne det ikke fortsætte. For at kunne balancere på grænsen må man være særdeles bevidst om, hvor den går. Katastrofen lå og lurede om hjørnet, han kunne allerede mærke dens sure ånde. Radioprogrammet Studie 6 i går var kun det første tegn på, at Kvällspressen var ved at blive jaget vildt. Hvis redaktionen begyndte at bløde nu, ville klapjagten hurtigt gå ind. Andre medier ville begynde at flå avisen fra hinanden. Ligegyldigt hvordan eller hvad man skrev, ville alt blive betragtet som forkert og forkasteligt. Hvis ikke bevidstheden blev skærpet meget snart og grundigt, stod man på kanten af afgrunden, både den oplagsmæssige, den journalistiske og den økonomiske.

Han sukkede. Trafikken begyndte så småt at bevæge sig fremad igen i kørebanen ved siden af. Han startede bilen og lod den gå i tomgang med håndbremsen trukket.

At der var betydelig viden og kompetence til stede på redaktionen, var der slet ingen tvivl om. Det var ledelsen, sammenhængen og totalansvaret, der svigtede. Alle bladets journalister måtte se at blive bevidste om deres opgaver og deres kapacitet, målet måtte gøres synligt.

Han var dermed blevet bevidst om yderligere en af de funktioner, han forventedes at tage sig af på redaktionen. Han skulle kaste lys over problemerne. Lyset skulle rettes mod afgrunden i form af diskussioner, seminarer, daglige møder og nye rutiner.

Bilerne til venstre for ham susede hurtigere og hurtigere forbi, men selv kom han ikke en millimeter ud af stedet. Han bandede og prøvede at se sig tilbage, men kunne ikke se noget. Til sidst viste han af og svingede med iskold dødsforagt ud til venstre. Føreren bag ham lænede sig mod hornet.

– Find noget andet at gå op i, mumlede han mod bakspejlet.

I samme øjeblik gik trafikken igen i stå. Bilerne i vejbanen ved siden af, den han lige havde forladt, gik i gang og kørte inden længe med god fart.

Han lagde panden mod rattet og stønnede højt.

Annika så forsigtigt ind i pigeværelset. Patricia sov. Hun lukkede døren lydløst, satte vand over til kaffe uden at skramle og gik ud efter morgenavisen. Hun smed den på køkkenbordet, og tilfældigvis faldt den sådan, at hun kunne se siden med anmeldelsen ‘Radio i går’. Annikas øjne søgte overskriften, og hun læste radioanmelderens ord med stigende ubehag.

„Det bedste og mest aktuelle nyhedsmagasin i øjeblikket er uden tvivl Studie 6 på P3. I går tog man spørgsmålet om tabloidpressens evindelige platheder op samt den hensynsløse udnyttelse af mennesker i sorg. Det er desværre en debat, der stadig er aktuel…..“

Annika rev avisen i stykker, krøllede den sammen til en lille kugle og masede den ned i affaldsspanden. Så gik hun ind i stuen, hvor telefonen stod, ringede og sagde sit abonnement op.

Hun prøvede at få en halv avocado ned, men det fede grønne frugtkød voksede i munden på hende og gav hende brækfornemmelser. Hun forsøgte sig med nogle jordbær, men virkningen var den samme. Kaffen og appelsinsaften fik hun ned, men hun smed resten af avocadoen og nogle jordbær væk, så Patricia skulle tro, at hun havde spist af dem. Derpå skrev hun en besked og forklarede, at hun tog til Hälleforsnäs i weekenden. I sit stille sind spekulerede hun på, om hun nogensinde kom tilbage. Hvis ikke, kunne Patricia overtage lejligheden, hun havde brug for den.

Da hun åbnede døren til baggården, slog regnen mod hende som en mur. Hun stod lidt og stirrede over mod facaden, der kun kunne anes gennem tæppet af regn.

Det er perfekt, tænkte hun. Der vil ikke være nogen på gaden. Ingen vil se mig. Mor slipper for at blive gjort til skamme.

Hun gik ud i skybruddet og var gennemblødt, inden hun nåede over til skraldespanden. Der smed hun den halvfulde affaldspose med dagens avis, jordbær og avocadostykker og gik langsomt over mod tunnelbanen.

Man kommer til et punkt, hvor man ikke kan blive mere våd, tænkte hun. Det havde hun hørt i en film engang.

På stationen gik det op for hende, at hun skulle vente næsten to timer, inden det næste tog til Flen gik. Hun satte sig på en af bænkene i den store, oplyste ventesal. Lyden fra de rejsende, togene, de elektroniske stemmer i højttalerne smeltede sammen til en kakofoni af storby og kaos.

Annika lukkede øjnene og lod lydene trænge ind i hjernen. De gav hende trang til at græde. Lidt efter begyndte hun at fryse, gik ind på et toilet, hvor man kunne tørre hænderne i en varm luftstrøm, og blev stående der, til de andre besøgende på toilettet blev sure.

De ved i det mindste ikke, hvem jeg er, tænkte hun. De ved ikke, at det er mig, der er den største taber i hele verden. Tak, gode Gud, for at jeg aldrig fik taget det billede, der skulle bruges under mine artikler.

Toget var et lille regionaltog, der hurtigt blev stopfuldt. Hun havnede over for en tyk mand, der var våd af sved og regn. Han foldede pustende et eksemplar af dagens Kvällspressen ud, og Annika prøvede ikke at stirre.

Berit havde fået formanden for rigsdagen til at tilstå sin indblanding i IB-affæren.

„Jeg var placeret hos Elmér“, sagde han på forsiden.

Nå ja, tænkte hun, det kommer jo ikke mig ved længere.

I Flen måtte hun vente yderligere en time på bussen til Hälleforsnäs. Regnen fortsatte med at styrte ned, og der havde dannet sig en lille sø på gaden bag busholdepladsen. Hun sad i ventesalen med ansigtet vendt mod væggen, ville ikke have kontakt med nogen.

Det var allerede hen på eftermiddagen, da bussen standsede neden for Tattarbacken. Parkeringspladsen over for supermarkedet var våd og mennesketom, og ingen så hende stige af bussen. Hun var træt og rystede over hele kroppen, da hun gik op til sin lejlighed på ben, der værkede efter gårsdagens løbetur.

Hendes lejlighed var mørk og lugtede af støv. Uden at tænde lyset tog hun alt sit våde tøj af og krøb ned i sengen. Tre minutter senere sov hun.

– Det er kun et spørgsmål om tid, sagde statsministeren.

Pressechefen protesterede.

– Det kan vi ikke vide med sikkerhed. Ingen ved, hvornår klapjagten slutter.

Pressechefen vidste, hvad han talte om. Han var tidligere en af Sveriges skrappeste og mest erfarne politiske reportere. I dag havde han til opgave at styre mediedækningen til socialdemokraternes fordel. Han var, sammen med valgstrategerne fra USA, den, der havde haft mest at sige, da valgkampagnen blev lagt om for regeringspartiets regning. Statsministeren vidste, at han stemte liberalt.

– Jeg må erkende, at jeg er bekymret, sagde regeringschefen. Det her må ikke være overladt til tilfældigheder.

Den kraftige mand rejste sig og gik rastløst over til vinduet. Regnen stod som et gråt gardin udenfor og skjulte udsigten over Riddarfjärden. Pressechefen standsede ham.

– Du burde ikke stå der og gruble, så man kan se det fra gaden, sagde han. Den slags billeder bliver altid udmærkede illustrationer til en regering i krise.

Statsministeren stoppede forskrækket op. Hans dårlige humør blev yderligere forværret, og han vendte sig surt mod sin handelsminister.

– Hvordan i helvede kunne du være så forbandet idiotisk? skreg han.

Christer Lundgren reagerede ikke, han fortsatte med at stirre ud mod den blygrå himmel fra sin plads i hjørnet. Statsministeren gik over mod ham.

– Vi kan ikke gå ind og begynde at lave om på statslige myndigheders arbejde, det vidste du vel for helvede!

Ministeren så op på sin chef.

– Nej, netop. Hverken politiets eller andres, vel?

Statsministerens øjne blev smalle bag brillerne.

– Fatter du, hvilken situation du har bragt os i? Fatter du konsekvenserne af det, du har gjort?

Christer Lundgren for op og anbragte sig lige foran statsministeren.

– Ja, jeg ved lige præcis, hvad jeg har gjort, skreg han. Jeg har reddet det her forbandede parti, det er, hvad jeg har gjort!

Pressechefen brød ind.

– Sket er sket, sagde han roligt. Vi må prøve at få det bedste ud af situationen. At gå ind og ændre i dokumenter bagefter kan vi ganske enkelt ikke gøre. Jeg tror faktisk ikke, at der findes journalister, der kan finde de fakturaer.

Han gik lidt rundt om ministrene.

– Det absolut vigtigste er, at vi samarbejder med politiet, uden at de får alt for meget at vide.

Han lagde alvorligt en hånd på Christer Lundgrens skulder.

– Christer, sagde han, det her hænger på dig nu.

Ministeren rystede hånden af skulderen.

– Jeg er mistænkt for mord, sagde han med halvkvalt stemme.

– Ja, er det ikke ironisk, sagde pressechefen. Døden ligger jo faktisk på dit bord i regeringen. Det er egentlig, hvad hele denne historie handler om, ikke?

Det var aften, da hun vågnede. Sven sad på hendes seng og så på hende.

– Velkommen hjem, sagde han og smilede.

Hun smilede tilbage. Hun var tørstig og havde en let hovedpine.

– Du lyder, som om jeg har været væk i evigheder, sagde hun.

– Sådan føles det også for mig, sagde han.

Hun kastede sengetøjet til side og rejste sig op, følte sig svimmel og dårlig.

– Jeg har det ikke så godt, mumlede hun.

Hun vaklede ud på badeværelset og tog en Panodil, åbnede vinduet for at få luft. Regnen var stilnet af, men ikke ophørt helt. Sven kom ud og stillede sig i døren.

– Skal vi tage ud og købe en pizza? sagde han.

Hun sank.

– Jeg er ikke så sulten, sagde hun.

– Du skal spise noget, sagde han. Du er blevet så frygtelig tynd.

– Jeg har haft meget at lave, sagde hun og gik forbi ham og ud i gangen. Han fulgte efter hende ud i køkkenet.

– De var åbenbart rigtigt modbydelige mod dig i radioen, sagde han.

Hun skænkede sig et glas vand fra hanen.

– Nå? sagde hun. Så du er begyndt at lytte til nyhedsmagasiner med debat og analyse?

– Nej, det var Ingela.

Hun standsede op med glasset for munden.

– Feltmadrassen? sagde hun forundret. Ser du noget til hende?

Han blev vred.

– Det der er et modbydeligt gammelt øgenavn. Hun er faktisk meget ked af det.

Annika smilede.

– Men det var da dig, der fandt på det.

Han smålo.

– Ja, jo, sagde han og smilede.

Annika drak vandet grådigt, mens han gik hen til hende og omfavnede hende bagfra.

– Jeg fryser. Jeg må se at få noget tøj på, sagde hun og vred sig løs.

Sven kyssede hende.

– Ja. Jeg ringer til Maestro, sagde han.

Annika gik ind i soveværelset og åbnede døren til sit klædeskab. Tøjet, der stadig hang tilbage, føltes muggent og krøllet. Hun hørte Sven ringe til det lokale pizzeria og bestille to quattro. Han vidste, at hun ikke spiste muslinger.

– Nu bliver du vel herhjemme? råbte han, da han havde lagt røret.

Hun lod hænderne løbe gennem tøjet.

– Hvorfor tror du det? Mit vikariat går til den fjortende august, jeg har halvanden uge tilbage.

Han lænede sig mod dørkarmen.

– Vil de virkelig stadigvæk have dig på bladet, sådan som du er blevet hængt ud?

Hun blev varm i kinderne og rodede rundt længere inde i garderobeskabet.

– Kvällspressen er da ligeglad med, hvad de siger i et eller andet overtjekket program i P3.

Han kom hen til hende og omfavnede hende igen.

– Jeg er ligeglad med, hvad de siger om dig, hviskede han. For mig er du altid den bedste, også selvom alle andre synes, du er helt værdiløs.

Hun tog et par cowboybukser på, der var blevet for store, og en gammel sweater. Sven rystede misfornøjet på hovedet.

– Behøver du virkelig at se så sjusket ud? sagde han. Har du ikke en kjole?

Hun lukkede døren til garderobeskabet.

– Hvor lang tid tager pizzaen?

– Jeg mener det, sagde han. Tag noget andet tøj på.

Annika standsede op og tog en dyb indånding.

– Hold nu op, sagde hun appellerende. Jeg er sulten. Pizzaerne bliver kolde.

 

Atten år, ti måneder og seks dage

Jeg længes tilbage til det lette, lyse. Da dagen flød ind i nattens skygge som et pust: Rent, klart, duftende blødt. Tiden et vægtløst hul. Beruselsen, den første berøring, vinden, lyset, den totale følelse af fuldendelse. Mere end noget andet i verden vil jeg have det øjeblik tilbage.

Hans sorthed skjuler horisonten. Det er ikke let at navigere i mørket. Cirklen er rund og ond. Jeg fremkalder mørket i ham, det skjuler vores kærlighed i tåge. Mine skridt bliver usikre, jeg snubler på vores vej. Hans tålmodighed er ved at slippe op.

Jeg betaler prisen.

Men vi er det vigtigste,

der eksisterer

for hinanden.