Tirsdag den 7. august

– Hun skal ud, sagde den første.

– Hvordan skal vi slippe af med hende? sagde den anden.

– Skal vi skyde hende? sagde den tredje.

Mændene fra Studie 6 sad ved hendes køkkenbord og diskuterede. Hun kunne ikke blive på bladet, så meget stod klart.

– I har jo ikke spurgt mig, råbte Annika.

De blev ved med at sidde og mumle ved bordet, men Annika kunne ikke længere skelne ordene.

– Hør lige her, råbte hun. Jeg vil måske slet ikke med! Jeg vil ikke med til Harpsund!

– Vil du have morgenmad?

Annika slog øjnene op og stirrede på Patricia.

– Hva’?

Patricia slog hænderne for munden.

– Åh undskyld, du sov. Jeg troede …….du talte jo. Du må have drømt.

Annika lukkede øjnene og strøg håret tilbage.

– Helt forvirret, sagde hun.

– Noget med Harpsund?

Annika stod op, tog sin morgenkåbe på og traskede ned på toilettet. Hun kom tilbage, samtidig med at Patricia skænkede kaffen.

– Sover du uroligt? sagde Patricia.

Annika satte sig og sukkede.

– Det er i dag, det bliver afgjort, sagde hun.

– Jeg tror, du får lov at blive, sagde Patricia og smilede.

Annika sad lidt og tænkte.

– Der er måske en mulighed, sagde hun. Jeg er medlem af Svensk Journalistforbund, så jeg har fagforeningen med mig. Selvom ledelsen på bladet er blevet påvirket af Studie 6, så vil Journalistforbundet støtte mig.

Hun tog en bid af rundstykket, og hendes ansigtsudtryk klarede op.

– Sådan bliver det selvfølgelig, sagde hun. Det er muligt, at cheferne vil fyre mig, for de er lige ved at miste grebet. Men fagforeningen har et meget mere menneskeligt syn på journalistik, de vil tage kampen op for mig.

– Der kan du bare se, sagde Patricia, og denne gang besvarede Annika hendes smil.

Det var holdt op med at regne. Alligevel fyldte det første åndedrag hans lunger med fugt. Tågen var så tæt, at han dårligt nok kunne skelne sin udlejningsbil.

Han trådte ud på det knasende grus og lod døren falde i. Lyden var som pakket ind i vat. Han følte sig frem i tågen, der stod tæt omkring ham.

Han gik rundt om huset og kom ud på bagsiden. Det var umuligt at vide, at søen med de berømte joller lå nogle få hundrede meter væk. Han vidste, at tågen ville lette hen på formiddagen, så hvis han skulle have frisk luft i dag, skulle det være nu.

En bil kørte forbi ude på vejen, han kunne ikke se den.

Det kan man da kalde det perfekte gemmested, tænkte han.

Han satte sig ned på en bænk, og væden trængte øjeblikkelig gennem hans bukser. Han var ligeglad.

Følelsen af at være en fiasko brændte i hans lunger, og han trak den tågede luft ned i dybe åndedrag. Udsigten over søen var lige så klar som hans fremtid. Statsministeren havde ikke været tilbøjelig til at diskutere, hvad han skulle lave bagefter. Alle kræfter blev i øjeblikket brugt på at redde valgkampagnen. Intet måtte true den. Statsministeren ville gøre kort proces med ham i dag, henrette ham offentligt, komme med et eller andet påskud for hans afgang og krybe for journalisterne. Amøberne, som han kaldte dem, havde valgkampagnen i deres hule hånd, og den var det vigtigste af alt.

Bortset fra sandheden, tænkte han.

Indsigten havde samme virkning på hans fremtid, som var solen pludselig brudt gennem alle skyerne og havde fået tågen til at lette på et øjeblik.

Så enkelt!

Han lo pludselig højt.

Han kunne jo for fanden vælge, lige præcis hvad han ville gøre.

Så længe ingen afslørede dem.

Latteren døde brat, blev opslugt og druknede i tågen.

– Han er gået af, råbte Anne Snapphane. Vi har lige fået meddelelsen på tv.

Annika lod sin taske falde ned på gulvet.

– Og? sagde hun.

– „Statsministeren orienterede om ministerens afgang ved en pressekonference i Rosenbad“, læste hun på skærmen. „Statsministeren beklager Christer Lundgrens beslutning, men forstår hans motivering.“

– Som var? sagde Annika, satte sig ned og tændte for sin pc.

– Familieårsager, sagde Anne Snapphane.

– Det lugter grimt det her, sagde Annika.

– Åh, sagde Anne. Du ser spøgelser ved højlys dag.

– Hvad er så alternativet? At han virkelig er morderen?

– Det er der flere ting, der taler for lige i øjeblikket, sagde Anne Snapphane.

Annika svarede ikke. Hun satte sig til at vente i køen til nyhedsbureauet for at høre mere om ministerafgangen. Det havde ikke været muligt at nå Christer Lundgren selv for en kommentar. Statsministeren pointerede endnu en gang, at ministeren ikke havde været mistænkt for nogen form for forbrydelse, og at politiforhørene havde været af ren rutinemæssig karakter.

– Hvorfor gik han så af? mumlede Annika.

Regningen fra klubben Studie 6 var i øjeblikket ved at blive gransket nøjere ved en intern udredning i regeringen.

Hun slap musen, lænede sig tilbage og så ud over redaktionen.

– Hvor er alle førerhundene? sagde hun.

– Ansættelsesmøde, sagde Anne.

Det gav et stik af smerte i maven.

– Jeg henter kaffe, sagde hun hurtigt og rejste sig.

For helvede hvor er jeg nervøs, tænkte hun.

Hun hentede en avis, slog op på side seks og syv og slog en høj latter op.

Katten var lille og sad på en mørkegrøn madras i detentionen. Den havde store øjne og så lidt fortumlet ud, måske af fotografens flash. Halespidsen lå sirligt oven på dens poter.

„LILLEMIS I DØDSCELLEN“, lød overskriften på hele side syv.

– Det er da heldigt, at massemedierne i det mindste en sjælden gang imellem virkelig tager sig af noget væsentligt, sagde Annika, da hun havde genvundet fatningen.

– Der er allerede læserstorm, sagde Anne. Min opgave i dag er at vælge, hvor Lillemis skal have sit nye hjem.

Hun viftede med et stort bundt telefonbeskeder.

Omstillingen må sortere alle dem fra, der ringer uden for Östergötland, sagde hun. Hvad mener du om Arkösund? Synes du, at Lillemis ligner en skærgårdskat?

Anne Snapphane lænede sig frem, studerede billedet nøje nogle sekunder, inden hun selv svarede.

– Tja, sagde hun, den ligner nu ikke ligefrem en sildeelsker. Jeg tror, den bedst kan lide mus og fugle. Haversby, lyder det ikke som et rigtigt rottehul? Skal den bo der, synes du?

Annika rejste sig rastløst.

Hvorfor deltog Christer Lundgren ikke i sin egen pressekonference? Hvordan kunne det være, at det var statsministeren, der orienterede, og ikke ham selv? Ønskede han ikke at gå af? Eller mente valgstrategerne ikke, at han kunne klare en pressekonference?

Både og og måske, tænkte Annika. Hvordan det end hænger sammen, tyder det på, at de har noget at skjule.

Hun gik hen til opslagstavlen. Ansættelsesmødet skulle begynde klokken 10.00. De burde snart være færdige. Hun kunne mærke, at hun var nødt til at gå på toilettet. Igen.

Da hun kom tilbage, så hun Bertil Strand stå og tale med Billedpelle ved fotodesken. Hun vidste, at fotografen sad med i bestyrelsen for Journalistforbundet og deltog i diskussionerne om nyansættelser. Uden at hun selv var klar over det, nærmest løb hun hen til ham.

– Hvad kom I frem til? sagde hun åndeløst.

Bertil Strand vendte sig langsomt om.

– Bestyrelsen er helt enig, sagde han neutralt. Vi mener, du bør gå allerede i dag. Din kritikløse måde at henvende dig til folk på har gjort, at bladet har mistet troværdighed.

Annika forstod ingenting.

– Men, sagde hun, får jeg lov til at blive her?

Han kneb øjnene sammen, og hans stemme blev iskold.

– Vi synes, du skal smides ud herfra og det nu.

Gulvet begyndte at gynge under hende, alt blod forsvandt fra ansigtet. Hun støttede sig til fotodesken.

– Smides ud? sagde hun.

Bertil Strand vendte sig om, og hun slap sit tag om bordet. Åh, Gud, væk herfra, hvor fanden var udgangen, hun skulle kaste op. Redaktionen steg og faldt, væggene bølgede omkring hende.

Så vældede vreden op i hende, blodrød og skarp.

Nu kan det fanden tage mig være nok, tænkte hun. Nu er det slut! Det er ikke mig, der har opført mig ad helvede til. Det er ikke min skyld, at avisen er ved at gå på røven. At de kan påstå det, mine egne fagforeningsrepræsentanter!

– Hvad i helvede bilder du dig egentlig ind? sagde hun til Bertil Strand.

Mandens ryg stivnede.

– Det er sådan nogle som mig, der betaler for dine middage med bestyrelsen for fagforeningen, sagde hun. Det er for min skyld, du er til. Hvordan fanden kan du tillade dig at svigte mig på den måde?

Han vendte sig om igen.

– Du er ikke ordinært medlem af denne her forening, sagde han kort for hovedet.

– Nej, for jeg er ikke fastansat. Men jeg betaler præcis det samme kontingent som jer andre. Hvordan kan det så være, at jeg ikke har samme rettigheder? Og hvordan i helvede kan ledelsen af foreningen anbefale, at et medlem bliver fyret? Er I ikke rigtigt kloge?

– Nu skal du ikke sige noget, du kommer til at fortryde bagefter, sagde fotografen og lod blikket glide forbi hendes hoved.

Hun tog et langt skridt hen imod ham, og han gik forskrækket tilbage.

– Det er dig, der skal passe på, hvad du siger, sagde hun lavmælt. Jeg har gjort mig skyldig i fejltagelser, men ikke så store som den, du er ved at begå nu.

Ud af øjenkrogen så hun Anders Schyman komme gående henne ved sit glaskontor med en kop kaffe i hånden. Hun fæstnede blikket på hans hoved og gik hen imod ham. Pc’er, mennesker, hylder, planter fløj forbi som fragmenter, til hun stod foran ham.

– Smider I mig ud? sagde hun alt for skingert.

Redaktionschefen gennede hende ind på sit kontor og trak gardinerne for. Hun lod sig synke ned i tobakssofaen og stirrede på ham.

– Naturligvis ikke, sagde han.

– Det ville forbundet, sagde hun med dirrende stemme. Ikke begynde at tude nu igen, tænkte hun.

Anders Schyman sukkede, nikkede og anbragte sig ved siden af hende i sofaen.

– Jeg kan ikke blive klog på Journalistforbundets repræsentanter, sagde han. Mange af dem sidder åbenbart i bestyrelsen for forbundet bare for at være mærkværdige. De er fuldstændigt ligeglade med deres medlemmer, de er kun ude efter magt.

Hun så mistænksomt på ham.

– Hvorfor fortæller du mig det?

Han betragtede hende roligt.

– Fordi sådan er det i det her tilfælde.

Hun blinkede.

– Desværre har vi ikke noget arbejde til dig i øjeblikket, sagde Anders Schyman. Vi kan ikke ansætte alle dem, der er dygtige. Der er kun en enkelt elevplads her i efteråret.

– Og den gik til Carl Wennergren? sagde Annika.

– Yes, sagde redaktionschefen og så ned i gulvet.

Annika udstødte en latter.

– Til lykke! Jeg skal love for, at man her på bladet virkelig satser på de mennesker, det fortjener, sagde hun og rejste sig.

– Sæt dig, sagde Schyman.

– Hvorfor det? sagde Annika. Der er vel ikke den mindste anledning til at blive her i huset så meget som et sekund længere. Jeg går nu, akkurat som forbundet ville have mig til.

– Du har halvanden uge igen, sagde redaktionschefen. Hold ud.

Hun slog igen en latter op.

– For at gøre ydmygelsen total?

– I små doser og på de rigtige tidspunkter kan ydmyghed være god for ens karakter, sagde Anders Schyman og smilede.

Hun skar ansigt.

– Jeg har en masse overtid.

– Ja, det har du. Men jeg ser gerne, at du bliver tiden ud.

Hun gik hen mod døren, men standsede op.

– Sig mig bare en enkelt ting, sagde hun. Ville bladet nogensinde betale en terroristgruppe for et tip?

– Hvad mener du? spurgte han og rejste sig op.

– Præcis det jeg siger. Penge for at være med og dække en terrorhandling?

Han lagde armene over kors og betragtede hende undersøgende.

– Ved du noget?

– Jeg afslører aldrig mine kilder, sagde hun.

– Men du er faktisk ansat her på bladet, sagde han, og jeg er din overordnede.

Hun fiskede sit pressekort frem og lagde det på hans skrivebord.

– Ikke mere, sagde hun.

– Jeg vil vide, hvorfor du spurgte, sagde han.

– Jeg vil have et svar, sagde hun.

Han betragtede hende nogle sekunder i tavshed.

– Naturligvis ikke, sagde han. Det ville aldrig komme på tale. Aldrig nogensinde.

– Hvis bladet har gjort det, efter du kom hertil, så ville du kende til det?

Hans øjne blev mørke.

– Det går jeg ud fra, sagde han.

– Og du kan garantere mig, at det ikke er sket?

Han nikkede langsomt.

– Okay, sagde hun let. Så er jeg tilfreds. Det var kort, men hyggeligt.

Hun rakte hånden frem med en arrogant gestus.

Han tog den ikke.

– Hvad vil du så nu?

Annika så med let foragt på redaktionschefen.

– Og hvad kommer det egentlig dig ved?

Han svarede roligt.

– Jeg er interesseret.

– Jeg rejser til Kaukasien, sagde hun. Jeg rejser faktisk allerede i morgen.

Anders Schyman blinkede.

– Det tror jeg ikke er nogen god idé, sagde han. Der er borgerkrig.

– Du skal såmænd ikke bekymre dig for mig, sagde Annika. Jeg skal bo hos guerillalederne, så der kan jeg være helt tryg. Regeringen har nemlig ingen våben. Verdenssamfundet har sørget for, at slagteriet er helt ensidigt. Held og lykke med at få bladet her op at stå. Du har et forbandet stykke arbejde for dig. Cheferne her aner ikke, hvad de foretager sig.

Hun lagde hånden på dørhåndtaget og blev stående.

– Du må sørge for at skille dig af med den sofa der, sagde hun. Den lugter ad helvede til.

Hun gik og lod døren stå på vid gab. Anders Schyman betragtede hende, da hun gik gennem redaktionen. Hun gik hen til sit skrivebord med rykvise og vrede bevægelser. Hun talte ikke med et eneste menneske på vej ud.

Anne Snapphane var ikke på sin plads.

Godt det samme, tænkte Annika. Nu gælder det om at komme ud herfra uden at bryde sammen. Det skal de ikke have fornøjelsen af.

Hun samlede hurtigt sine ting sammen og fik også en pakke kuglepenne, en saks og en hæftemaskine med. Godt. Det kunne de vel unde hende her på det skide blad.

Hun forlod redaktionen uden at se sig tilbage. I elevatoren ned mærkede hun pludselig en voldsom trykken for brystet. Hun fik svært ved at få vejret og stirrede ind i sit eget ansigt i spejlet. Det var lige så blåligt og blegt som sædvanlig.

Forfærdelig belysning, tænkte hun. Og så er det endda sommer. Gad vidst hvordan man ser ud i denne her elevator om vinteren.

Det får jeg aldrig at vide, tænkte hun i samme sekund. Det her er sidste gang, jeg kører i elevatoren.

Elevatoren standsede med det velbekendte ryk. Hun skød døren til side. Den var tung som bare pokker. Så gik hun ud i tågen udenfor. Tore Brand måtte være på ferie, der sad en kvinde, hun ikke kendte, bag glasset i receptionen. Fordørene gled i bag hende, så, så var det afsnit af hendes liv forbi.

Hun stod lidt foran bygningen og trak den fugtige luft ned i lungerne. Den var råkold og ubehagelig.

Hun kom til at tænke på, hvad hun havde sagt oppe på Schymans kontor.

Hvor i alverden fik jeg Kaukasien fra? tænkte hun. Selvom det måske slet ikke ville være nogen dum idé at tage til udlandet på en afbestilling.

En skikkelse kom pludselig ud af tågen nede ad gaden. Det var Carl Wennergren. Han bar på to tunge indkøbsposer. Naturligvis, han havde jo noget at fejre!

– Til lykke, sagde Annika syrligt, da han gik forbi hende.

Han standsede op og satte poserne fra sig.

– Ja, det føles helt fantastisk, sagde han og smilede bredt. Seks måneder, det er den længste elevplads, jeg kan få. Og så er jeg færdiguddannet.

– Det må være en dejlig følelse, sagde Annika. At komme ind her sådan helt ved egen hjælp. Og for sine egne penge.

Manden smilede usikkert.

– Hvad mener du med det? sagde han.

– Fars lille rige dengse, sagde Annika. Havde du pengene i banken, eller solgte du bare nogle af dine værdipapirer?

Hans smil døde omgående hen, han så væk og kneb munden sammen.

– Så du røg altså ud, forstår jeg, sagde han henkastet.

Hendes stemme blev skinger, da hun svarede.

– Jeg vil hellere leve af kattemad end at købe mig til en elevplads ved at betale en terroristgruppe med iskolde kontanter!

Han lod et foragteligt blik glide over hendes krop.

– Bon appétit, sagde han. Du er faktisk lidt mager. Den bliver sikkert god med lidt salt og peber på.

Han tog poserne og vendte sig for at gå ind på bladet. Annika så, at de var fyldt med Moët & Chandon.

– Ikke nok med, at du købte dig til et scoop og en elevplads, du svigtede også dine kilder, råbte Annika.

Han standsede op og vendte sig om.

– Det er det rene vrøvl, du siger, sagde han, men hun så rædslen glimte i hans øjne.

Hun gik helt hen til ham.

– Hvordan fanden kunne politiet ellers vide, at Ninja Barbies ville slå til på det sted og det tidspunkt? Hvorfra vidste de, at de skulle evakuere lige netop det kvarter? Hvordan kunne de være posteret og skjult lige præcis på de rigtige steder?

– Hvor skulle jeg vide det fra, sagde Carl og fugtede sine læber.

Hun tog yderligere et skridt helt hen til ham og hvæsede ham ind i ansigtet.

– Du tog røven på dine egne kilder, sagde hun. Du samarbejdede med politiet for at få eneret på billederne, ikke?

Han hævede øjenbrynene, lænede hovedet tilbage og så foragteligt på hende.

– Og……? sagde han.

Hun mistede besindelsen og gav sig til at skrige op.

– Føj for helvede, sikken beskidt karl du er! Magen til røvhul!

Han vendte sig om og vaklede hen mod indgangen.

– Du er sgu ikke rigtig klog oven i hovedet, skreg han over skulderen. Du er jo småtosset. Åndssvage kælling.

Han forsvandt bag glasdørene. Annika mærkede tårerne stige op i øjnene. Satans også, han kan gå ind med champagne, mig smider de ud i tågen.

– Hej, Bengtzon, skal du have et lift? Hun snurrede rundt. Jansson sad i en skramlet gammel Volvo ved udkørslen til gaden.

– Hvordan kan det være, du er her nu? råbte hun.

– Ansættelsesmødet, sagde han og slukkede for motoren. Hun gik over mod bilen, samtidig med at natchefen stod ud.

– Du ser noget træt ud, sagde hun.

– Ja, jeg har jo også arbejdet i nat, sagde han. Men jeg ville faktisk være med til det møde. Jeg ville stemme på dig.

Hun så skeptisk på ham.

– Hvorfor det?

Han tændte en cigaret.

– Jeg synes, du har været den bedste elev her i sommer. Jeg synes, det var dig, der skulle have det halve år mere her på bladet. Det samme syntes Anders Schyman.

Annika hævede øjenbrynene.

– Men dog, sagde hun. Hvorfor blev det så ikke sådan?

– Chefredaktøren sagde nej, han er en forbandet hængerøv, hvis du spørger mig. Han er skidebange for kritik og forskellige opinionssvingninger, og så havde du fagforeningen imod dig.

– Jo tak du, sagde Annika.

De stod tavse et øjeblik, mens Jansson røg.

– Slutter du nu? Annika nikkede.

– Der er ingen mening i at trække det i langdrag, sagde hun.

– Du kan måske komme tilbage hertil senere, sagde Jansson. Hun lo lidt.

– Jeg ville ikke sætte så meget som en femogtyveøre ind på det, sagde hun. Natchefen lo med.

– Skal jeg køre dig nogen steder hen?

Hun så ind i mandens dødtrætte ansigt og rystede på hovedet.

– Jeg smutter, sagde hun. Og nyder det fantastiske vejr.

De så begge to ud i tågen og lo.

Hendes tøj stank af gammel tobaksrøg. Hun tog det alt sammen af og lagde det i en bunke på gulvet i entréen. I stedet trak hun i sin morgenkåbe og lod sig falde ned i sofaen i dagligstuen.

Patricia var ude i et eller andet ærinde. Det var godt det samme. Hun rakte hånden ud efter telefonbøgerne.

– Du kan ikke bare sådan uden videre melde dig ud, sagde en sagsbehandler på Journalistforbundet bebrejdende.

– Nå ikke, sagde Annika. Hvordan skal jeg så bære mig ad?

– Du skal først skrive til din lokale repræsentant og meddele ham, at du ønsker at træde ud af forbundet, og så skal du skrive til os. Derefter skal du efter seks måneder bekræfte, at du er trådt ud, og det skal gøres både lokalt og centralt.

– Det kan du ikke mene, sagde Annika.

– Karenstiden beregnes fra første dag i næstkommende måned. Du kan altså tidligst træde ud af forbundet den første marts til næste år.

– Og du mener, at jeg skal betale fuldt kontingent frem til det tidspunkt?

– Ja, medmindre du altså ophører med al journalistisk aktivitet.

– Jamen, det er jo lige det, jeg gør, forstår du, sagde Annika. Fra og med nu.

– Så du har altså afsluttet din nuværende ansættelse?

Hun sukkede.

– Nej, jeg er fastansat på Katrineholms-Kuriren.

– Så kan du ikke melde dig ud.

Jeg kvæler den satans kælling med telefonledningen, tænkte Annika.

– Hør nu lige efter her, sagde hun. Jeg melder mig ud af forbundet nu. I dag. For evigt. Jeg vil skide på, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan. Jeg betaler ikke så meget som fem flade øre til jeres rådne forbund. Stryg mig af medlemslisten, og gør det nu med det samme.

Kvindemennesket i røret blev både vred og fornærmet.

– Det kan jeg selvfølgelig ikke bare lige gøre, sagde hun. Og desuden er det faktisk ikke vores forbund, det er dit forbund. Annika udstødte en høj latter i røret.

– I er sgu da også helt utrolige, sagde hun. Hvis jeg ikke kan melde mig ud, så skal jeg sørge for at blive smidt ud. Send mig et indbetalingskort til a-kassen.

– Sådan gør vi ikke her.

Annika sank og lukkede øjnene. Det føltes, som om hjernen skulle eksplodere.

– Okay, sagde hun, det kan også være lige meget. Jeg melder mig også ud af a-kassen. Gå ad helvede til.

Hun smed røret på, ledte lidt på de gule sider og ringede til syndikalisterne på Sveavägen.

– Jeg vil gerne være medlem af jeres a-kasse, sagde hun. Jamen, det var da fint! Jo, jeg sender papirerne.

Så enkelt kunne det altså være.

Hun gik ud i køkkenet og smurte en mad, spiste halvdelen og smed resten væk. Så hentede hun en kollegieblok og satte sig til rette. Lukkede øjnene og trak vejret dybt, og så skrev hun de to breve. Kuverter og frimærker måtte hun købe hos japaneren på hjørnet.

Det var blevet aften, da Patricia trådte ind i entréen og var ved at falde i bunken af tøj.

– Hej, råbte hun ind i lejligheden. Har du været på værtshus? Annika stak hovedet ud ad køkkendøren.

– Næh, hvorfor det?

– Dit tøj lugter af værtshus.

– Jeg er blevet smidt ud. Patricia hængte sin jakke på en bøjle og gik ud i køkkenet.

– Det er begyndt at regne igen, sagde hun og strøg håret væk fra ansigtet.

– Jeg ved det godt, sagde Annika. Jeg er næsten lige kommet hjem.

– Har du spist?

Annika rystede på hovedet.

– Jeg er ikke sulten.

– Du skal spise, sagde Patricia opfordrende.

– Hvad sker der ellers, dårlig karma?

Patricia smilede.

– Karma er synder fra dit tidligere liv, der giver dig problemer i dit nuværende. Det andet er sult. Det dør folk af.

Hun gik hen til komfuret, slog nogle æg ud og piskede dem. Annika så ud ad vinduet, regnen slog mod ruden og gjorde aftenen endnu mere mørk.

– Nu bliver det snart efterår, sagde Annika.

– Værsgo, svampeomelet, sagde Patricia og satte sig ned over for hende.

Til sin forundring spiste Annika hele omeletten op.

– Hvad mener du med, at du er blevet smidt ud? sagde Patricia.

Annika så ned på sin tomme tallerken.

– Jeg fik ikke lov til at fortsætte på bladet. Fagforeningen ville have mig ud med det samme.

– Sådan nogle idioter, sagde Patricia så bestemt, at Annika gav sig til at le.

– Ja, sagde hun, det er de faktisk. Jeg har meldt mig ud.

Patricia tog af bordet og vaskede op.

– Hvad vil du så gøre nu?

Annika sank.

– Jeg ved det ikke, sagde hun lavmælt. Jeg har sagt op på Katrineholms-Kuriren og meddelt lejerforeningen, at jeg forlader lejligheden i Hälleforsnäs. Jeg har sendt begge breve her i eftermiddag.

Patricia spærrede øjnene op.

– Men hvor skal du så få penge fra?

Annika trak på skuldrene.

– Jeg får ikke noget fra a-kassen den første måned, men jeg har lidt penge i banken.

– Hvor skal du bo?

Annika slog ud med hænderne.

– Her indtil videre, sagde hun. Det er en saneringsejendom, men der kan godt gå op til et år. Så må jeg se til den tid.

– Vi har altid brug for folk i klubben, sagde Patricia.

Annika udstødte en skinger og glædesløs latter.

– Ja, jeg har jo grundkriterierne for en ansættelse, sagde hun. Patter og røv, og desuden har jeg tidligere arbejdet ved en roulette.

Patricia gjorde store øjne.

– Kan du det der med rouletten?

Annika snøftede.

– Jeg havde ekstrajob som croupier på Katrineholms Stadshotell under min uddannelse. Jeg kan snurre elleve omgange og kan, sommetider, få kuglen til at lande på nummer fireogtredive, hvis jeg sender den af sted fra nul.

Hun gav sig til at græde.

– Jamen vi har brug for nogen til rouletten, sagde Patricia.

– Jeg tror, jeg tager lidt væk, sagde Annika.

– Hvorhen?

Hun trak på skuldrene.

– Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Det ligger i Tyrkiet, helt nede ved Middelhavet.

– Der er sikkert også dejligt, sagde Patricia.

De sad længe i tavshed, mens Annika rev et stykke papir fra køkkenrullen i småbidder.

– Du burde faktisk finde ud af, hvor du er på vej hen, sagde Patricia.

– Jo tak, sagde Annika og pudsede næse.

–Vent, så skal jeg hente kortene, sagde Patricia.

Hun rejste sig og gik hen til pigekammeret. Annika hørte hende åbne lynlåsen til sportstasken. Et øjeblik senere stod Patricia i døren med en brunlig æske af træ i hænderne.

– Hvad er det der? spurgte Annika og krammede det våde papirlommetørklæde sammen til en lille kugle.

Patricia stillede æsken fra sig på køkkenbordet. I den lå et sort klæde, som hun langsomt viklede op.

– Tarok er et gammelt kundskabsspil, sagde hun og lagde kortene ud på bordet. Det er en visdomslære, der består af kort med esoteriske billeder. Hvert billede besidder den energi, som symbolerne viser. Det er et redskab til at orientere sig mod større bevidsthed.

– Undskyld, sagde Annika, men jeg tror altså ikke på sådan noget.

Patricia satte sig ned.

– Det handler ikke om at tro, sagde hun. Det handler om at lytte. At være åben og kunne se indad mod sit eget rige.

Annika kunne ikke lade være med at le.

– Nu lyder du faktisk lidt småtosset.

– Der er ikke noget at le ad, det her er alvor, sagde Patricia strengt. Se her, otteoghalvfjerds kort, der står for forskellige indsigter og perspektiver.

Annika rystede på hovedet og rejste sig.

– Nej, bliv nu siddende, sagde Patricia og greb fat om Annikas håndled. Lad mig spå dig!

Annika tøvede, sukkede og satte sig.

– Så okay da, sagde hun. Hvad skal jeg gøre?

– Her, sagde Patricia og lagde kortbunken i hendes hånd. Bland og tag af.

Annika blandede, tog af og rakte kortene til Patricia.

– Nej, du skal tage af tre gange, og så skal du blande og tage af to gange til.

Annika så skeptisk ud.

– Hvorfor det?

– For energierne. Gør det nu.

Annika sukkede lydløst, blandede og tog af, blandede og tog af.

– Godt, sagde Patricia. Du skal ikke lægge bunkerne sammen, men vælge en bunke med venstre hånd og blande den.

Annika vendte det hvide ud af øjnene.

– Fint, sagde Patricia. Nu skal du koncentrere dig om det spørgsmål, du vil have svar på. Står du over for en stor forandring?

– Det ved du sgu da, at jeg gør, sagde Annika irriteret.

– Nå, så skal jeg lægge et keltisk kors….

Patricia bredte kortene ud på bordet. Nogle lagde hun oven på hinanden, andre ovenover og nedenunder og derefter på række.

– Smukke billeder, sagde Annika. Skumle figurer.

– De er tegnet af Frieda Harris efter skitser af Aleister Crowley, sagde Patricia. Det tog fem år. Symbolerne har deres rødder i Den Gyldne Morgengrys Hermetiske Orden.

– Herre Jesus, sagde Annika skeptisk. Og nu viser de min fremtid. Patricia nikkede alvorligt og pegede på et kort, der lå under et andet.

– Her, sagde hun, ligger dit grundkort. Dette er din situation i dag. Tårnet, det sekstende kort. Du ser, at det er ved at styrte sammen. Det her er dit liv, Annika. Alt, hvad du har kendt og følt dig tryg ved, er på vej til at styrte sammen, og du ved det.

Annika så undersøgende på Patricia.

– Og hvad mere?

Patricia flyttede fingeren og pegede på kortet, der lå tværs over tårnet.

– Kortet her ligger på tværs af din grundsituation, hindrer eller fremmer den. Det betyder angst og rædsel.

– Og? sagde Annika.

Patricia så alvorligt på hende.

– Du er bange for forandringen, men det behøver du ikke at være, sagde hun.

– Nå, og hvad så mere?

– Dit bevidste syn på situationen er som man kan forvente sig. Her er det tyvende kort, der står for selvkritik og eftertænksomhed. Du synes, at du har fejlet, og ransager dig selv. Men din ubevidste fortolkning er meget mere interessant. Se her, prinsen med sværdet. Han er en mester i kreative idéer og prøver at slippe fri for alle de indskrænkede idioter.

Annika lænede sig tilbage i stolen. Patricia fortsatte.

– Du kommer fra indskrænkning og fiasko og går mod indblanding.

Annika sukkede.

– Det lyder besværligt.

– Og det her er dig. Månen. Det var da mærkeligt. Sidst jeg spåede, var jeg også månen. Det kvindelige køn, den endelige prøvelse. Jeg er ked af det, men det er ikke noget godt kort.

Annika svarede ikke. Patricia betragtede de tilbageværende kort i tavshed.

– Det her er det, du er mest bange for, sagde Patricia. Den hængte mand. Du er bange for at stivne, for at din personlige vilje skal knækkes.

– Men hvordan sker det? sagde Annika, og hendes stemme var ikke helt så trodsig længere.

Patricia pegede tvivlende på det tiende kort.

– Dette er resultatet. Du skal ikke blive bange, symbolet er ikke bogstaveligt.

Annika bøjede sig frem. Kortet var prydet af et skelet med en le.

– Døden, sagde hun.

– Det behøver ikke at betyde den fysiske død, men står mere for radikal ydre forvandling. Gamle forhold kræver at blive opløst. Ser du, at døden har to ansigter? Det ene river ned og ødelægger, det andet befrier dig fra gamle lænker.

Annika rejste sig tvært.

– Jeg vil blæse på dine gamle papirstykker, sagde hun, gik ind på sit værelse og lukkede døren.