Tirsdag den 4. september

Patricia havde sovet nogle timer, da hun vågnede med en ubestemmelig følelse af ubehag. Hun satte sig op på madrassen, strøg håret fra ansigtet, fik øje på manden og skreg forfærdet.

– Hvem er du? sagde manden ved døren. Han sad på hug og betragtede hende, som om han havde siddet der et stykke tid.

Patricia trak tæppet helt op til hagen og rykkede tilbage mod væggen.

– Hvem er du? sagde hun.

– Jeg hedder Sven, sagde Sven. Hvor er Annika?

Patricia gjorde en synkebevægelse og prøvede at finde hoved og hale i situationen.

– Jeg……hun….jeg ved det ikke.

– Kom hun ikke hjem fra sin rejse i går?

Patricia rømmede sig.

– Jo, ja, det tror jeg nok. Hendes tøj var hængt til tørre, da jeg kom hjem.

– Hjem?

Hun så ned.

– Annika sagde, at jeg kunne bo her foreløbig. Jeg boede hos en veninde, som….. Jeg så hende ikke i går. Jeg ved ikke, hvor hun er henne. Hun har ikke sovet her i nat.

Ordene blev hængende i luften og dirrede. Patricia fik pludselig en svimlende følelse af déja vu.

– Og hvor tror du, hun er nu?

Hun havde hørt spørgsmålet før, hele værelset sejlede, og hun gav samme svar som dengang.

– Jeg ved det ikke, hun er måske ude at købe ind, hun er måske sammen med dig…..

Manden så undersøgende på hende.

– Og du ved ikke, hvornår hun kommer tilbage?

Hun rystede på hovedet og mærkede tårerne trænge sig på.

Sven rejste sig.

– Nu har vi altså fundet ud af, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Hvem fanden er du så?

Patricia svælgede.

– Jeg hedder Patricia. Jeg lærte Annika at kende, da hun arbejdede på Kvällspressen. Hun sagde, at jeg kunne bo her indtil videre.

Manden studerede hende indgående, og hun trykkede lagenet endnu hårdere op mod hagen.

– Så du er altså også journalist? Hvad skriver du om? Har du kendt hende længe?

Følelsen af ubehag fik hårene til at rejse sig i nakken på Patricia. Hun havde svaret på så mange spørgsmål, var blevet stillet til ansvar for så meget, hun ikke havde noget med at gøre. Manden trådte et par skridt frem, så han stod lige over for hende.

– Annika har ikke været sig selv i den sidste tid, sagde han. Hun troede, hun kunne gøre en eller anden slags karriere her i storbyen, men det var jo dømt til at mislykkes. Er det dig, der har trukket hende ind i det her?

Ordene fik noget til at kortslutte i Patricias hoved, og hun skreg af fuld hals.

– Jeg har ikke trukket nogen ind i noget! Aldrig nogensinde! Hvordan kan du sige, at det er min skyld?

Hun stirrede op på manden, og han trådte et skridt tilbage.

– Annika flytter snart hjem til Hälleforsnäs igen, sagde han. Jeg håber for dig, at du har et andet sted at være. Jeg bliver her et par dage, hils hende og sig, at jeg kommer i aften.

Patricia hørte hans skridt gennem lejligheden, hørte yderdøren falde i igen. En jamrende lyd undslap hende, hun lagde sig på siden og krummede sig sammen til en hård lille bold. Hun foldede hænderne krampagtigt og gav sig til at græde og snøfte, indtil hun faldt i søvn.

Hasse Snapphane sad og drak kaffe og læste lokalavisen, da Annika kom ned i køkkenet.

– Der står hårdkogte æg på komfuret, sagde han.

Annika tog et æg, skyllede det under den kolde hane og satte sig.

– Min datter sover, forstår jeg?

Annika nikkede og smilede.

– Hun har arbejdet hårdt og længe, sagde hun.

Hasse Snapphane sukkede og foldede avisen sammen.

– Jeg synes, det er dejligt, at hun kom væk derfra. Den arbejdsplads var ikke noget for hende. Det nye job på tv ser ud til at være meget bedre med mere humane arbejdstider og flere kvinder i ledelsen.

Annika så forsigtigt på manden. Han var uden tvivl velbegavet.

– Må jeg låne telefonen og ringe lidt rundt? spurgte hun, da han rejste sig og tog sin mappe.

– Det er klart, men tag den lidt med ro med Jim Steinman i dag. Britt-Inger skal også arbejde sent i aften.

Han vinkede fra bilen.

Annika satte ægget til livs og løb på lette fødder op ovenpå. Hun begyndte med at ringe til lufthavnens oplysning i Arlanda.

– Ja, goddag, jeg vil gerne vide, om jeg kan få oplyst, hvornår et bestemt fly afgik, sagde hun.

– Jo, sagde manden i kundetjenesten. Hvilket fly drejer det sig om?

– Ja, det er lidt indviklet, forklarede Annika, for jeg ved faktisk kun, hvilken gate det afgik fra.

– Det kan vi sagtens finde ud af, hvis det altså var i dag eller i går.

Annika gik helt i stå.

– Nej, det var ikke i dag. Kan man så ikke få det oplyst?

– Har du tidspunktet? Vi kan se de forskellige afgange én dag tilbage og seks dage frem.

Annikas hjerte sank.

– Det her er for fem uger siden, sagde hun.

– Og du ved kun, hvilken gate det drejer sig om? Så begynder det at knibe. Vi kan desværre ikke se så langt tilbage.

– Men I må da have oversigter over afgangene, sagde hun. Jeg ved sådan cirka, hvornår flyet lettede.

– Så bliver du nok nødt til at henvende dig direkte til flyselskabet. Hvad drejer det sig om? Er det et forsikringsspørgsmål?

– Nej, slet ikke, sagde hun.

Der blev stille i røret.

– Ja, desværre, sagde manden i kundetjenesten, du bliver nok nødt til at henvende dig til det pågældende flyselskab.

Hun sukkede.

– Jeg ved ikke, hvilket selskab det var, sagde hun dystert. Hvilke fly afgår fra terminal to?

Manden remsede dem op.

– Maersk Air, et dansk selskab, der flyver på Jylland blandt andet, Sabena, der går til Bruxelles, Alitalia, Delta Air på USA, Estonian Air, Austrian Airlines og Finnair.

Annika noterede.

– Og alle flyver i én pærevælling mellem hinanden?

– Nja, sagde manden, udenrigsflyene plejer at lette fra gate 65 til 68, gate 70 til 73 ligger etagen under og har forbindelse med busserne.

– Hvad? sagde Annika. 65 er udenrigs?

– Ja, der ligger både tolden og sikkerhedskontrollen.

– Og 64, hvad er det for en gate?

– For det meste indenrigs, sagde manden. De forskellige gates ligger parvis. Man kan faktisk godt ændre på det ved at stille dørene på en bestemt måde….

– Mange tak for hjælpen, sagde Annika hurtigt og lagde på.

Udenrigs, det var pokkers. Christer Lundgren rejste ud af landet fredag aften den 27. juli og var tilbage lidt over fem om morgenen den 28.

– Han tog altså ikke til USA, sagde Annika højt til sig selv og satte en streg over Delta Airlines.

Jylland, Finland, Bruxelles, Tallinn og Wien skulle han kunne flyve frem og tilbage til. Afstandene var tilstrækkeligt korte til, at det var tidsmæssigt muligt. Italien var mere tvivlsomt.

Men spørgsmålet er, hvordan han kom hjem midt om natten? tænkte hun. Han må have haft et pokkers vigtigt møde, og det må da have taget lidt tid.

Hun talte på fingrene.

Hvis vi nu siger, at han tog af sted klokken 20. Hvor han end skulle hen, var han ikke fremme og gennem tolden før klokken 21.30. Derefter skulle han formentlig køres et eller andet sted hen i taxi eller privatbil, medmindre mødet altså fandt sted i lufthavnen.

Klokken 22, tænkte hun, lad os antage, at mødet fandt sted på det tidspunkt. Lad os så sige, at det var slut klokken 23. Tilbage til flyet, checke ind, han kan ikke have fløjet hjem før midnat.

Der går ikke så mange regulære fly på den tid af døgnet, ikke med de flyselskaber her. Hvad er egentlig Maersk Air?

Hun sukkede.

Han kan være taget hjem på en anden måde, tænkte hun. Med bil eller båd. Det udelukker Wien, Bruxelles og Italien.

Hun kiggede ned på sin blok. Der var Jylland, Finland og Tallinn tilbage. Hun fandt nummeret til Finnairs billetkontor i telefonbogen, drejede et 020-nummer og landede hos selskabets telefonservice i Helsingfors.

– Nej, sagde en venlig mand, der lød som en Mumitrold, jeg kan ikke kontrollere oplysninger på skærmen på den måde. Du har ikke noget flynummer? For hvis du har det, kan jeg gå tilbage og se efter.

Annika lukkede øjnene og strøg sig med hånden over panden.

– Hvilke byer flyver I til fra Stockholm?

Manden klikkede på sin pc.

– Helsingfors, naturligvis, sagde han. Og Oslo, København, Wien, Berlin og London.

Dead end. Hun kunne ikke finde ud af, hvor flyet skulle hen, ikke på den her måde, det var umuligt.

– Et sidste spørgsmål, sagde hun. Hvornår afgår det sidste fly til Stockholm?

– Fra Helsingfors? Klokken 21.45, og det er i Stockholm klokken 21.40. I er en time efter.

Hun takkede og lagde på.

Han måtte være kommet hjem på en anden måde end med et rutefly. Privatfly, tænkte hun. Han kan have chartret et fly tilbage.

Det er dyrt, tænkte hun og huskede balladen om statsministerens private flyveture. Chartrede fly skulle betales, og hun mente ikke, at Christer Lundgren personligt betalte gildet. Det ville være mod hans natur.

Hun hævede blikket og så ud ad vinduet i Hasse Snapphanes arbejdsværelse. Skråt til højre kunne man skimte Piteås almindeligste hustype, et rødt Älvsbyhus fra 1975. Lige frem, på den anden side af gaden, var der et større hus i halvandet plan i hvide teglsten med mørkebrune, bejdsede gavle på overetagen. Længere væk lå der en mindre skov.

Der må eksistere en rejseregning et eller andet sted, tænkte hun. Uanset hvordan han kom hjem, så må handelsministeren have faktureret et eller andet departement eller myndighed.

Det slog hende, at hun ikke engang vidste, hvilket departement handel med udlandet sorterede under.

Hun gik ind til Anne og vækkede hende.

– Jeg må tilbage til Stockholm, sagde Annika. Jeg har en hel masse ting, der skal gøres.

Hun gik direkte fra cityterminalen til udenrigsdepartementets lokaler på Gustav Adolfs Torv. Den rosagule bygning var omgivet af blanke, mørke biler, betydningsfulde mænd med vagtsomme blikke og pensionister med små kameraer. De mange mennesker gjorde hende nervøs, og hun gik usikkert hen mod indgangen. En stor sort slæde med en underlig nummerplade, en stiliseret kongekrone, blokerede indgangen. Da hun passerede den, kom en halvfed vagt i olivengrøn uniform frem og spærrede vejen for hende.

– Hvor skal du hen?

– Ind, sagde Annika.

– Der er pressefolk nok derinde nu, sagde vagten.

Fandens også, tænkte Annika.

– Men jeg skal til registratoren, sagde hun.

– Så må du vente, sagde manden og lagde myndigt hænderne over kors over maven.

Annika blev stående.

– Hvorfor det?

Vagtens blik flakkede lidt.

– Vi har statsbesøg. Sydafrikas præsident er her.

– Nå, for pokker, sagde Annika og indså, hvor dårligt orienteret hun var om de ting, der skete lige nu.

– Kom tilbage efter klokken 15, sagde han.

Annika drejede om på hælen og gik over Norrbro. Hun så på uret, der var over en time til. Regnen stilnede af, og hun bestemte sig for at gå en hurtig runde op på Söder. Hun havde trænet regelmæssigt i Tyrkiet og mærkede behovet for at løbe og den efterfølgende ro vende tilbage i kroppen. Nu gik hun rask til gennem Gamla Stan og hen til trapperne omkring Mosebacke Torv. Med tasken anbragt diagonalt over brystet løb hun op og ned ad trapperne, til pulsen dunkede og sveden drev. Hun standsede op højest oppe på Klevgränd og så ud over Stockholm, de smalle stræder, der skar sig ind mellem Skeppsbrons facader, Chapmans hvide skrog, der gnistrede i vandet, den lyseblå rutschebane i Gröna Lund, der aftegnede sig mod det grønne løv som en abstrakt konstruktion.

Jeg må finde på et eller andet, så jeg kan blive her, tænkte hun.

Fem minutter i tre var alle bilerne foran arvefyrstens palads væk.

– Jeg vil gerne vide lidt om, hvilken fremgangsmåde der gælder, når medlemmerne af regeringen rejser, sagde Annika høfligt til damen bag disken. Hun mærkede pludselig en sveddråbe løbe ned langs næsen og tørrede den hurtigt væk.

Damen hævede øjenbrynene let.

– Javel, sagde hun afmålt. Og hvem er det, der spørger?

Annika smilede.

– Jeg behøver ikke at legitimere mig. Du har ikke engang ret til at forlange det. Derimod skylder du mig svar på mine spørgsmål.

Damen stivnede.

– Hvordan går det til, når en minister skal ud og rejse? spurgte Annika indsmigrende.

Damens stemme var blevet isnende kold.

– Ministerens sekretær booker rejsen via det bureau, der for øjeblikket er tilknyttet regeringen. Nyman & Schultz har opgaven lige nu.

– Har ministrene deres eget rejsebudget?

Damen sukkede lydløst.

– Ja, naturligvis.

– Javel. Så vil jeg gerne anmode om tilladelse til at se på et offentligt tilgængeligt dokument. En nota som tidligere handelsminister Christer Lundgren skrev på den 28. juli i år.

Damen i udenrigsdepartementet kunne kun med nød og næppe skjule sin triumf.

– Nej, det er helt umuligt, sagde hun.

– Er det det? sagde Annika. Hvorfor?

– Ministeren for handel med udlandet hører organisatorisk ind under fødevarer og ikke under handel, hvilket han gjorde, indtil den nuværende statsminister blev valgt, sagde hun. Statsministeren flyttede eksportfremmende aktiviteter fra udenrigsdepartementet til fødevarer, og udenrigsdepartementet fik i stedet til opgave at tage sig af spørgsmål om asyl og immigration.

Annika blinkede.

– Det vil altså sige, at handelsministeren ikke afleverer sine rejseregninger her?

– Ja, det vil det sige, sagde damen.

– Heller ikke udgifter til repræsentation eller andre fakturaer i øvrigt?

– Ikke en eneste.

Annika var helt rådvild. Programlederen i Studie 6 påstod, at de havde fundet regningen fra pornoklubben i udenrigsdepartementet, det var hun fuldstændig bombesikker på. Hun hørte programmet kværne igen og igen som en melodi, hun ikke kunne få ud af hovedet, hvad enten hun ville eller ej.

– Hvor ligger fødevareministeriet?

Hun gik op forbi Medelhavsmuseet til Fredsgatan 8.

– En rejseregning og en repræsentationsregning fra den 28. juli i år, sagde Annika. Tager det lang tid?

Kontordamen var venlig og effektiv.

– Nej, det går hurtigt. Kom tilbage om en time, så vil det være klart til dig. Men du skal ikke komme senere, for så har vi lukket….

Hun gik op til Drottninggatan og så sig omkring. Det støvregnede lidt, sorte skyer bag rigsdagens bygninger røbede, at der ville komme betydeligt mere regn hen under aften. Uden mål og med daskede hun rundt og så på udbuddet af musik, plakater og billigt tøj. Alt sammen lå uden for hendes rækkevidde, hun var helt blanket af. Den impulsive flyvetur til Luleå havde taget sig kærligt af hendes sidste femhundrede kroner.

Anne Snapphane var blevet sur over, at hun ville tage hjem med det samme.

– Så glem dog den pokkers minister, og lad ham rådne op i fred, havde hun sagt.

Annika havde ikke brudt sig om det, men havde alligevel insisteret.

– Jeg er nødt til det, havde hun svaret. Jeg vil vide, hvad der skete.

Hun fulgte gågaden hen til Klarabergsgatan. Gik ind på en skrækkelig amerikansk café og bestilte et glas isvand ved kassen. De ville have fem kroner for et glas vand fra hanen, Annika bed sig i tungen for ikke at sige noget flabet til dem og rodede rundt i sin frakkelomme. Regnen tog til. Det var en femmer værd at slippe for at blive gennemblødt.

Hun anbragte sig ved bardisken og så sig om. Caféen var fuld af de unge og rige med deres cappuccino- og espressokopper. Annika drak en slurk vand og tyggede på en isklump.

Hidtil havde hun vægret sig ved at tænke tanken til ende, men nu gik den ikke længere. Hun fik ikke udbetalt penge fra a-kassen den første måned, fordi hun selv havde sagt op fra Katrineholms-Kuriren, og hun var ikke længere på Kvällspressens lønningsliste.

Det er jo ikke så mange udgifter, jeg har, tænkte hun og skrev dem op.

Huslejen i den saneringsmodne ejendom var kun 1.970 kroner om måneden, og de var endda to til at deles om den. Maden behøvede ikke at blive så dyr, hun kunne leve af tagliatelle. Sit månedskort til bus og tog kunne hun droppe og i stedet spadsere eller snyde sig til at køre gratis. Telefonen var nødvendig, det var en udgift, hun måtte prioritere højt. Tøj og makeup var ikke svært at afstå fra i det mindste ikke for en tid.

– Må jeg tage stolen?

En ung fyr med farvet hår og mascara stod foran hende.

– Ja, værsgo, mumlede Annika.

Hun sørgede for at gå på toilettet. Det var gratis.

Halvtreds minutter senere var hun tilbage på Fredsgatan. Kontordamen forsvandt omgående ind efter nogle papirer. Da hun kom tilbage, så hun bekymret ud.

– Jeg har ikke fundet nogen rejseregning fra den dato, sagde hun, men her er notaen.

Annika tog imod en kopi af notaen fra pornoklubbesøget i Studie 6. Den lød på 55.600 kroner, og det var betaling for „underholdning og forfriskninger.“

– Jøsses, sagde Annika.

– Det bliver sikkert ikke let at få revisorerne til at æde den, sagde kontordamen uden at se op.

– Er der mange, der har bedt om den? spurgte Annika.

– Ikke specielt mange, faktisk, sagde hun og så op. Vi troede, der ville være betydeligt flere, men indtil videre har der kun været nogle enkelte.

– Men ingen rejseregning?

Kvinden rystede på hovedet.

– Jeg har set både en uge frem og en uge tilbage.

Annika stod lidt og tænkte, mens hun granskede notaen og den uordentlige underskrift.

– Kan han have afleveret rejseregningen til et andet departement?

– Handelsministeren? Det tvivler jeg på. Den ville alligevel ende her hos os.

– Til nogen anden da? Han rejser vel meget for forskellige organisationer og firmaer?

Kontordamen sukkede.

– Ja, det er klart, sagde hun. Det kan jo være et firma, der betaler, jeg ved det ikke.

Annika blev ved.

– Men hvis han rejste på foranledning af regeringen, og regningen ikke er endt her, hvor kan den så være?

Kvindens telefon gav sig til at kime, og Annika så, at hun blev stresset.

– Jeg beklager, jeg ved det faktisk ikke, sagde hun. Behold bare kopien, den er fra mig til dig.

Annika takkede hende og gik, og kvinden tog sin telefon.

Der var tyst og stille i lejligheden. Hun gik direkte hen til pigekammeret og så ind. Patricia lå og sov, sammenrullet til en lille bold. Hun lukkede døren forsigtigt, og den gik i med et lille klik.

– Annika!

Hun åbnede døren på klem igen.

– Annika!

Patricia lød bange og ked af det. Forundret gik hun ind på værelset.

– Hvad er der? sagde Annika og smilede.

Patricia sprang op, kastede sig om halsen på Annika og gav sig til at græde.

– Jamen, herregud, hvad er der dog? sagde Annika forskrækket. Er der sket noget?

Patricias hår faldt ned i øjnene på hende, og Annika prøvede forsigtigt at stryge det væk, så hun kunne se.

– Du kom ikke hjem, sagde Patricia. Du sov ikke hjemme, og din kæreste kom og spurgte efter dig. Jeg troede….. at der var sket noget.

Annika lo og strøg hende over håret.

– Dit fjollede pigebarn, sagde hun. Hvad skulle der være sket med mig?

Patricia slap sit tag i Annika og tørrede snot og tårer af i sin T-shirt.

– Ved jeg ikke, hviskede hun.

– Jeg er ikke Josefin, sagde Annika smilende. Du behøver ikke at være ængstelig for min skyld.

Hun så den anden kvindes forvirring og kunne ikke lade være med at le.

– Hold nu op, Patricia! Du er jo værre end min mor. Vil du have kaffe?

Patricia nikkede, og Annika gik ud i køkkenet.

– Noget at spise?

– Ja tak, sagde Patricia.

Annika satte brød og pålæg frem, mens Patricia tog en træningsdragt på. Stemningen ved bordet blev lidt afdæmpet.

– Undskyld, sagde Patricia og tog for sig af marmeladen.

– Skidt med det, sagde Annika. Det er lige meget. Du er bare lidt nervøs af dig.

Det er ikke så mærkeligt. De spiste i tavshed.

– Skal du flytte herfra? spurgte Patricia forsigtigt lidt efter.

– Ikke lige med det samme, svarede Annika. Hvorfor?

Patricia trak på skuldrene.

– Det var bare noget, jeg tænkte på……

Annika skænkede mere kaffe op.

– Er der blevet skrevet meget om Josefin, mens jeg har været væk? spurgte hun og pustede på den varme kaffe.

Patricia rystede på hovedet.

– Næsten ingenting. Politiet siger, at mistanken peger i en bestemt retning, men at de ikke vil kunne foretage nogen anholdelse i sagen. I det mindste ikke i øjeblikket.

– Og det tolker alle, som at ministeren er skyldig? sagde Annika.

– Sådan nogenlunde, sagde Patricia.

– Har de skrevet meget om ham?

– Endnu mindre. Det virker nærmest, som om han døde, da han gik af. Annika sukkede.

– Man sparker ikke til dem, der ligger ned.

– Hvad? sagde Patricia.

– Det er sådan, man ræsonnerer, man roder ikke videre, når nogen har taget konsekvenserne af deres fejltrin og er gået af. Hvad har de ellers skrevet, mens jeg har været væk?

– De siger på Rapport, at vælgerne svigter, sagde Patricia. Der er mange, der slet ikke gider stemme, der er udbredt politikerlede. Det er ikke sikkert, at socialdemokraterne klarer skærene.

Annika nikkede, det var logisk. En mordmistænkt minister midt i en valgkampagne måtte være det rene mareridt.

Patricia tørrede fingrene i et stykke køkkenrulle og gav sig til at tage af bordet.

– Har du talt med politiet for nylig? spurgte Annika.

Patricia stivnede.

– Nej, sagde hun.

– Ved de, at du bor her?

Kvinden rejste sig og gik hen til køkkenvasken.

– Det tror jeg ikke, sagde hun.

Annika rejste sig.

– Det kan være, du skulle sige det til dem. Det er muligt, de har brug for at stille dig nogle spørgsmål.

– Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre, sagde Patricia kort.

Hun vendte ryggen til og hældte vand op i en gryde for at varme det til opvasken.

Annika blev siddende lidt ved bordet og betragtede den anden kvindes stive ryg.

Så vær sur, tænkte hun og gik ind på sit værelse.

Regnen pjaskede hysterisk mod vinduet. Tænk, at det kan blive ved, tænkte Annika og lod sig falde ned på sin seng. Hun lagde sig oven på tæppet uden at tænde lys. Rummet var mørkt og skyggeløst. Hun stirrede ind i det slidte tapet, kommunegråt, lettere gulnet.

Det må hænge sammen på en eller anden måde, tænkte hun. Der skete noget lige før den 27. juli, der fik handelsministeren til at tage et fly fra terminal to på Arlanda. Han var så nervøs og stresset, at han ikke engang hørte, at et familiemedlem råbte hans navn. Socialdemokraterne måtte have været ude af sig selv af panik.

Men det kan selvfølgelig også have været noget privat, tænkte Annika pludselig. Det var måske hverken partiet eller regeringen, der havde sendt ham af sted, han havde måske en elskerinde et eller andet sted.

Kunne det mon være så enkelt?

Så kom hun i tanker om mormor.

Harpsund, tænkte hun. Hvis Christer Lundgren havde kvajet sig i sit privatliv, ville statsministeren aldrig have tilbudt sin sommerresidens som gemmested. Det måtte have været noget politisk.

Hun lagde sig om på ryggen, anbragte hænderne under hovedet, trak vejret dybt og lukkede øjnene. Patricia rumsterede ude i køkkenet, hun kunne høre porcelænet klirre.

Struktur, tænkte hun. Sortér, hvad der er sket. Tag det fra begyndelsen. Væk med al ønsketænkning, vær logisk. Vej for og imod. Hvad er det egentlig, der er sket?

En minister går af efter at være mistænkt for mord, og det er ikke bare et hvilket som helst mord. Et sexmord på en kirkegård. Lad os antage, at fyren er uskyldig. Lad os sige, at han har været et helt andet sted den morgen, kvinden blev voldtaget og myrdet. Antage, at han har et vandtæt alibi.

Hvorfor i helvede renser han så ikke sig selv for mistanke? Hans liv er jo ødelagt, politisk er han stendød, socialt er han ugleset.

Der er kun én forklaring, tænkte Annika. Min første indskydelse holder: Alibiet er endnu værre end mordmistanken.

Okay, endnu værre, men for hvem? For ham selv? Knap nok, det ville pokker tage mig være umuligt.

Der er altså kun ét eneste alternativ: Værre for partiet.

Så, nu havde hun da nået en konklusion.

Hvad så med resten? Hvad kunne overhovedet være værre for partiet end at have en mordmistænkt minister midt i valgkampagnen?

Hun vendte og drejede sig uroligt i sengen, lagde sig på siden og stirrede ud i luften. Hørte Patricia åbne yderdøren og gå ned ad trappen. Hun skulle sikkert ned i bad.

Den nye indsigt kom let som et lille vindpust i hendes hjerne.

Kun tab af magten var værre. Christer Lundgren gjorde noget den nat, der skulle forhindre, at socialdemokraterne mistede magten, hvis et eller andet kom frem. Det måtte være noget fundamentalt, noget grundlæggende. Hvad kunne hive tæppet væk under regeringspartiet?

Annika sad pludselig rank som et lys på sengen. Hun huskede ordene, gentog dem i sin hjerne. Hun gik ind i dagligstuen og satte sig i sofaen med telefonen på skødet. Lukkede øjnene, trak vejret dybt et par gange.

Anne Snapphane talte stadig med hende, selvom hun var blevet smidt ud. Berit Hamrin ville måske også stadig betragte hende som en kollega, også selvom hun ikke længere var ansat. Hvis hun ikke prøvede, fik hun heller ikke noget svar.

Resolut drejede hun nummeret til omstillingen på Kvällspressens redaktion. Da hun spurgte efter Berit, gjorde hun sin stemme lysere end sædvanlig. Hun ville ikke have, at telefondamen skulle genkende den.

– Annika, nej hvor er det dog dejligt at høre fra dig! sagde Berit hjerteligt. Hvordan går det for dig?

Hjertet fandt sin sædvanlige rytme igen.

– Jo tak, godt. Jeg har været i Tyrkiet et par uger, og det var meget interessant.

– Skrev du reportager om kurderne?

Berit troede, at hun stadig arbejdede som journalist.

– Nej, jeg var bare på ferie. Du, jeg spekulerer over noget, der drejer sig om IB-affæren. Har du tid til, at vi kan mødes og tale lidt om den?

Hvis Berit blev forbavset, røbede hun det ikke.

– Ja selvfølgelig. Hvornår?

– Hvad skal du lave i aften?

De enedes om at mødes på det lurvede pizzeria en halv time senere.

Patricia kom ind ad døren i træningsdragt og med et tørklæde om håret.

– Jeg går ud lidt, sagde Annika og rejste sig.

– Der var noget, jeg glemte at sige til dig, sagde Patricia. Sven sagde, at han bliver her et par dage.

Annika gik hen og tog sit overtøj.

– Skal du arbejde i aften? sagde hun, mens hun tog sin frakke på.

– Ja, hvorfor?

Regnen styrtede ned og fik restaurantens fedtede ruder til at glinse i mørket. Berit var allerede kommet. Annikas paraply havde vendt vrangen ud på sig selv i blæsten. Hun vaklede ind ad døren, gennemblødt.

– Hvor dejligt at se dig, sagde Berit og smilede. Du ser godt ud.

Annika lo og krængede den drivvåde frakke af sig.

– Det gør underværker for helbredet at holde op med at arbejde på Kvällspressen. Hvordan går det på bladet?

Berit sukkede.

– Det er temmelig håbløst. Anders Schyman prøver at få rettet op på ting og sager, men han bliver faktisk direkte modarbejdet af den øvrige ledelse.

Annika rystede sit våde hår og strøg det tilbage.

– På hvilken måde?

– Schyman vil indføre nye rutiner, ønsker regelmæssige møder og seminarer omkring avisens aktiviteter.

Annika spærrede øjnene op.

– Så er jeg med, sagde hun. Og de andre skriger i kor, at han prøver at forvandle Kvällspressen til Sveriges Television, ikke?

Berit nikkede og smilede.

– Lige akkurat. Du nåede at lære en masse om avisens indre liv i løbet af dine korte uger hos os.

En tjener tog imod deres beskedne ordre, kaffe og Ramlösa. Surt vendte han ryggen til dem.

– Hvor dårligt går valgkampagnen egentlig for socialdemokraterne? spurgte Annika.

– Usselt, sagde Berit. De er faldet fra 54% i meningsmålingerne i foråret til under 35%.

– Er det på grund af IB-sagen eller pornoklubaffæren?

– Sandsynligvis en kombination, sagde Berit.

Glas og kop landede på bordet med hver sit unødvendige lille smæld.

– Kan du huske vores diskussion om IB’s arkiver? sagde Annika, da tjeneren var forsvundet.

– Selvfølgelig kan jeg det, sagde Berit. Hvorfor?

– Du mente, at udenrigsarkivet stadig eksisterede i original. Hvorfor tror du det? sagde Annika og nippede til mineralvandet.

Berit tænkte efter, inden hun svarede.

– Af flere årsager, sagde hun. Det er ikke første gang, man har foretaget registrering af politiske overbevisninger, det skete også under krigen. Da krigen var slut, forbød man dem, og langt senere sagde forsvarsminister Sven Andersson, at registrene fra krigsårene var ‘forsvundet’. I virkeligheden lå de hele tiden i forsvarsstabens arkiver. De blev offentligt tilgængelige for nogle år siden.

– Socialdemokraterne har altså løjet om forsvundne arkiver før, konstaterede Annika.

– Nemlig. Og et års tid senere sagde Sven Andersson, at IB’s arkiver var blevet tilintetgjort allerede i 1969. Det sidste nye er, at de blev brændt lige inden IB-sagen blev afsløret i 1973. Men nogen tilintetgørelse af arkiverne blev aldrig bogført, hverken i ind- eller udland.

– Mener du, at man altid dokumenterede makuleringer af dokumenter? sagde Annika.

Berit drak af kaffen og skar ansigt.

– Puha, den har vist stået på kanden længe. Jo, IB var omfattet af normal svensk bureaukrati. Der eksisterer massevis af deres papirer i forsvarsstabens arkiver. Alt blev bogført, inklusive rapporter om tilintetgørelse. Men en sådan eksisterer ikke for de pågældende arkiver, hvilket betyder, at de formentlig stadig findes.

– Andre årsager? sagde Annika.

Berit tænkte.

– De har altid påstået, at uden- og indenrigsarkiverne blev tilintetgjort samtidigt, og at der ikke eksisterede nogen kopier. Det ene er i det mindste løgn, det ved vi.

Annika så indgående på Berit.

– Hvordan fik du formanden for rigsdagen til at indrømme sin forbindelse til IB i avisen?

Berit lod hånden glide over panden og sukkede.

– Overtalelse, sagde hun.

– Kan du fortælle mig om det?

Berit sad lidt i tavshed, puttede to stykker sukker i kaffen og rørte rundt.

– Formanden for rigsdagen har altid nægtet at vedgå, at han kendte Birger Elmér, sagde hun lavmælt. De har ikke truffet hinanden, har han påstået. Men jeg ved, at det ikke passer.

Hun tav. Annika ventede.

– I foråret 1966, sagde Berit til slut, mødtes formanden for rigsdagen, Ingvar Carlsson og Birger Elmér i formandens lejlighed i Nacka. Hans kone var også til stede. De spiste middag. Samtalen kom ind på formandsparrets barnløshed. Birger Elmér mente, at parret skulle adoptere børn, hvilket de også senere gjorde. Det fortalte jeg formanden, og så talte han….

Annika stirrede på Berit.

– Hvor i alverden ved du alt det fra?

Berit så træt på hende.

– Det kan jeg ikke fortælle dig, det forstår du vel, sagde hun.

Annika lænede sig tilbage i stolen. Tanken var svimlende. Du milde! Berit måtte jo have en kilde i den absolutte partitop.

De sad længe i tavshed, og regnen styrtede ned udenfor.

– Hvor var arkiverne, inden de forsvandt? spurgte Annika til sidst.

Berit sukkede.

– Indenrigsarkiverne var på Grevgatan 24, udenrigsarkiverne på Valhallavägen 56. Hvorfor spørger du?

Annika havde taget papir og pen frem og skrev adresserne ned.

– Det var måske ikke socialdemokraterne selv, der sørgede for, at arkiverne forsvandt, sagde hun.

– Hvad mener du? sagde Berit.

Annika svarede ikke, og Berit lagde armene over kors.

– Der var næsten ingen, der vidste, at arkiverne eksisterede, og endnu færre, hvor de blev opbevaret.

Annika lænede sig frem.

– Kopien af udenrigsarkiverne blev fundet i postsorteringen på forsvarsstaben, ikke?

– Det er korrekt, sagde Berit. Pakken ankom til forsvarsstabens trykkeri og distribution, blev registreret, bogført og klassificeret. Papirerne ansås ikke for at være hemmelige.

– Hvilken dag dukkede de op?

– Den 17. juli.

– Hvor kom de fra? spurgte Annika.

– Det fremgik ikke af optegnelserne, sagde Berit. Afsenderen var anonym. De kan være kommet fra en hvilken som helst støvet myndighed.

– Men hvorfor skulle en myndighed være anonym i det her tilfælde? sagde Annika forundret.

Berit trak på skuldrene.

– De fandt måske papirerne langt inde i et garderobeskab og ville ikke være ved, at de havde ligget inde med dem i alle de år.

Annika stønnede. Endnu en dead end.

De sad lidt i tavshed og betragtede de øvrige gæster. Længere inde i lokalet sad nogle mænd i jakkesæt og tog sig en aftenpizza, og to højrøstede kvinder sad med hver sin stærke øl.

– Og hvor præcis befandt dokumenterne sig, da du læste dem? spurgte Annika.

– De var lige netop ankommet til arkivet, sagde Berit.

Annika smilede.

– Du har venner overalt, sagde hun.

Berit besvarede smilet.

– Man skal holde sig gode venner med omstillingsdamer, sekretærer, registratorer og arkivpersonale.

Annika tømte glasset.

– Og der var intet, der røbede, hvor dokumenterne kom fra?

– Nej. De ankom i to store sække.

Annika hævede øjenbrynene.

– Hvad mener du med sække? Kartoffelsække?

Berit udstødte et lille suk.

– Jeg tænkte faktisk ikke over, hvad de lå i, det var indholdet af dokumenterne, jeg koncentrerede mig om. Det var et af mine bedste tips nogensinde.

Annika smilede.

– Det forstår jeg godt. Hvordan så de sække ud?

Berit betragtede hende nogle sekunder.

– Nu du siger det, sagde hun. Sækkene var påtrykt med en eller anden slags tekst.

– Du så ikke, hvad der stod på dem? spurgte Annika.

Berit lukkede øjnene og kneb sig med tommelfinger og pegefinger mellem øjenbrynene, sukkede, strøg sig over panden og fugtede læberne.

– Hvad? sagde Annika.

– Det kan have været kurersække, sagde hun.

Annika var ikke med.

– Hvad fanden er en kurersæk?

–I Wienerkonventionen er der en paragraf, der omhandler ukrænkelig kommunikation mellem en stat og dens repræsentation udenlands, jeg tror, det er paragraf 27. Det betyder, at diplomatisk post sendes i særlige kurersække, hvis indhold ikke må kontrolleres. Regeringskurerer går gennem tolden med sækkene. Det kan dreje sig om den slags sække.

Annika mærkede hårene rejse sig på hovedet.

– Hvordan kunne de havne i forsvarsstaben?

Berit rystede på hovedet.

– En svensk kurersæk ville aldrig kunne havne der. De skal egentlig altid gå mellem udenrigsdepartementet og de forskellige ambassader eller vice versa.

– Men her var der tale om udenlandske sække? Berit rystede på hovedet.

– Nej, sagde hun, jeg tager nok fejl. En svensk kurersæk er blå med gul tekst. „Diplomatic“ står der på den. Denne her var grå med rød tekst. Jeg tænkte faktisk ikke over, hvad der stod på den, jeg prøvede først og fremmest at skabe mig et indtryk af, hvor omfattende arkivet var, om det indeholdt originaler eller bilag. Det gjorde det desværre ikke…

De sad lidt i tavshed, og Annika betragtede sin tidligere kollega.

– Hvor ved du alt sådan noget fra? Paragraffer og konventioner….

Berit smilede tilbage.

– Man skriver jo om det meste i årenes løb. Noget af det sætter sig fast.

Annika lod blikket glide ud ad vinduet.

– Men det kan have været en udenlandsk kurersæk?

– Eller en kartoffelsæk, sagde Berit.

– Kan du se, hvor det bærer hen? sagde Annika.

– Hvad? sagde Berit forundret.

– Jeg skal nok fortælle dig det, når jeg får vished for sagen, sagde Annika. Tak, fordi du kom!

Hun gav Berit et hurtigt knus, slog paraplyen op og kastede sig ud i den øsende regn.

 

Nitten år, fire måneder og tredive dage

Han fornemmer afgrunden som en følelse af ondskab i mørket, balancerer på kanten uden at være sig afgrunden bevidst. Det giver sig udtryk i krampagtige krav og hårde læber. Han slikker mig og suger, til klitoris er stor som en blomme, og hævder, at skriget er af nydelse, ikke af smerte. Hævelsen holder sig i flere dage, og det gør ondt, når jeg bevæger mig.

Jeg famler. Mørket er så stort. Angsten hænger som grå fugtighed i mit indre, umulig at slippe for. Gråden bor lige under overfladen, altid nærværende, ikke til at stole på og sværere og sværere at kontrollere. Virkeligheden krymper, formindskes af tryk og kulde.

Min eneste varmekilde spreder samtidig den isnende råhed.

Han siger,

at han aldrig

lader mig gå.