Onsdag den 5. september

– Her kan man da for fanden ikke bo. Ikke noget varmt vand, ikke engang et skide toilet. Hvornår kommer du hjem?

Sven sad i køkkenet, kun iført underbukser, og spiste yoghurt.

– Tag noget tøj på, sagde Annika og bandt bæltet om sin morgenkåbe. Patricia ligger og sover derinde.

Hun gik hen til komfuret og skænkede kaffe.

– Ja, sagde Sven. Hvad fanden laver hun her?

– Hun havde brug for et sted at bo. Jeg havde et værelse tilovers.

– Og så det komfur der, sagde Sven, det er jo fuldstændig livsfarligt. Du kan risikere at sætte ild til hele huset.

Annika sukkede stille.

– Det er et gaskomfur, ikke spor farligere end et elektrisk.

– Sludder og vrøvl, sagde Sven surt.

Annika svarede ikke, men drak sin kaffe i stilhed.

– Hør lige her, sagde Sven overtalende efter et par minutter, hold nu op med det her, og kom hjem igen. Nu har du jo prøvet, og du kan se, at det ikke går. Du er ikke nogen revolverjournalist, du passer slet ikke ind i byen her.

Han rejste sig, gik om bag hendes stol og begyndte at massere hendes skuldre.

– Men jeg elsker dig alligevel, hviskede han, bøjede sig ned over hende og bed hende i øreflippen. Hans hænder gled ned langs hendes hals og lagde sig forsigtigt om hendes bryster.

Annika rejste sig og hældte kaffen ud.

– Jeg kommer ikke hjem endnu, sagde hun forsigtigt.

Sven så undersøgende på hende.

– Hvad så med dit arbejde? sagde han. Du skal jo begynde på bladet igen efter valget.

Hun tog en dyb indånding.

– Jeg må se at komme i gang, sagde hun. Jeg har en masse, jeg skal nå i dag.

Hun gik hurtigt ud af køkkenet og klædte sig på. Sven anbragte sig i døren og studerede hende, mens hun stak i et par cowboybukser og en sweater.

– Hvad laver du egentlig hele dagen? spurgte han.

– Undersøger en masse forskellige ting, sagde Annika.

– Du mødes ikke med nogen anden?

Annika lod armene falde ned langs siderne i en opgivende bevægelse.

– Nej, hør nu her, sagde hun. Selvom du måske mener, at jeg er talentløs som journalist, så er der faktisk nogle, der synes, jeg er helt okay…..

Han afbrød hende ved at tage hende i sine arme.

– Jamen, jeg synes da ikke, at du er talentløs, sagde han. Tværtimod. Jeg bliver faktisk sur, når de sidder og siger en masse skidt om dig i radioen. Jeg ved jo, hvor fantastisk du er.

De kyssede hinanden heftigt, og Sven begyndte at trække hendes lynlås ned.

– Nej, sagde Annika og skubbede manden fra sig. Jeg skal gå nu, hvis jeg skal nå…..

Han fik hende til at tie med et kys og lagde hende ned på sengen.

Fina Morgontidningens arkiv lå dør om dør med Kvällspressens indgang. Annika gik hurtigt ind ad døren med blikket vendt bort. Hun ville ikke møde nogen, hun kendte, og gled diskret forbi receptionen og ind blandt avishylderne. Tre mænd havde slået sig ned ved mikrofilmene og det store bord, så hun stillede sin taske fra sig på det lille.

Nummer ni af Folket i Bild/Kulturfront 1973 var udkommet lige i begyndelsen af maj. Hun fandt frem til hæftet med Morgontidningen fra april samme år og begyndte at blade dem igennem. Det var et skud i tågen, det måtte hun erkende for sig selv. Hun rev siden med sine optegnelser ud af blokken og anbragte den foran sig.

Indenrigsarkivet, Grevgatan 24

Udenrigsarkivet, Valhallavägen 56

Avissiderne var gule og sønderrevne visse steder. Teksten var lillebitte og svær at læse. Redigeringen var rodet og spredt. Modereklamerne fik hende til at le højt, folk så fuldstændigt tåbelige ud i begyndelsen af halvfjerdserne.

Men indholdet i artiklerne føltes forbløffende velkendt. Millioner truedes af hungersnød i Afrika, de unge mennesker havde svært ved at indordne sig under forholdene på arbejdsmarkedet, Lasse Hallström havde lavet en ny film, der hed „Ska vi gå hem till mej eller dej eller var och en till sej?“

Ishockey-VM var åbenbart i fuld gang, Olof Palme havde talt i Kungälv. Krigen udkæmpedes i Vietnam og Kambodja, Watergateskandalen var ved at blive oprullet i Washington. Hun sukkede. Ikke et ord om det, hun ledte efter.

Hun byttede hæftet fra 16. til 30. april med et, der gik fra 1. til 15. april.

Mandag den 2. april var ikke bemærkelsesværdig. Guerillaen i Kambodja var weekenden forinden gået til heftigt angreb på regeringsstyrker i Phnom Penh. En dansk advokat ved navn Mogens Glistrup havde haft stor succes med et nystartet enmandsparti ved navn Fremskridtspartiet. Den tidligere amerikanske justitsminister, John Mitchell, var gået med til at stille op som vidne i senatsforhørene. Og så, længst nede til venstre på side 17, ved siden af en lille notits om ‘Stærkt nordlys over Stockholm’, stod den:

‘Mystisk indbrud i kontorlokaler’.

Annikas hjerte gav sig til at banke, til det føltes, som om det fyldte hele lokalet.

Ifølge den korte tekst var et kontor på Grevgatan 24 blevet gennemsøgt i løbet af weekenden, sandsynligvis natten til mandag. Det mystiske var, at intet manglede. Alt kontormaterialet stod der, men alle skabe og hylder var rodet igennem.

Jeg ved, hvad der blev stjålet, tænkte hun. Gode Gud, jeg ved, hvad der forsvandt!

Den anden notits fandt hun i del 2 øverst oppe til venstre på side 34. Et kontor på Valhallavägen havde været udsat for ødelæggelser i løbet af weekenden. Notitsen var kort og stod klemt inde mellem et billede af kronprins Carl Gustaf, der havde fanget små ørreder i Mörrumsån, og en artikel om, at Gullfiber AB i Billesholm blev nedlagt.

Der var åbenbart ikke nogen redaktør på bladet, der havde set en sammenhæng mellem de to indbrud, politiet måske heller ikke.

Hun skrev begge notitserne af og stillede hæfterne tilbage på hylden.

Jeg er på rette vej, tænkte hun.

Derefter tog hun 62’eren ned til Hantverkargatan.

Sven var gået, Patricia sov stadig. Hun anbragte sig med blokken og telefonen i dagligstuen.

Hvilke ansvarsområder har handelsministeren? skrev hun og sukkede.

Handel og eksport, tænkte hun. Fremme handel med andre lande. Hvilken myndighed skulle mon betale for den slags rejser?

Eksportrådet, skrev hun.

Hvad eksporterer Sverige egentlig? Biler. Skov. Papir. Jernmalm. El. Kernekraft måske?

Kernekraftinspektionen, skrev hun.

Hvad ellers? Lægemidler.

Socialstyrelsen, skrev hun.

Elektroniske produkter. Våben.

Våben? Jo, våbeneksport var handelsministerens område.

Krigsmaterielinspektøren, skrev hun og studerede derefter listen. Det var, hvad hun kunne komme på, men der måtte være masser af andre, som hun slet ikke kendte til.

Der er ikke så meget at spekulere over, tænkte hun og fandt nummeret til eksportrådet.

Informationschefen var ikke til stede, så det var en kontordame, der tog samtalen.

– Vi er ikke nogen offentlig forvaltning. Her kan du ikke få udleveret nogen dokumenter, sagde hun kort.

– Er De virkelig sikker på det? sagde Annika. Kunne De ikke bede informationschefen ringe mig op?

Hun opgav sit navn og nummer.

– Jeg skal fremføre det, men svaret bliver det samme, sagde damen surt.

Storsnudede kælling, tænkte Annika.

I stedet slog hun op under Statens Kernekraftinspektion og noterede, at den havde til huse på Klarabergsviadukten 90. Der var lukket frem til klokken 12.30. Der stod ikke nogen krigsmaterielinspektør i telefonbogen, så hun ringede til nummeroplysningen.

– De har skiftet navn til Inspektionen for Strategiske Produkter, sagde damen på Telia.

Socialstyrelsens registrator var gået til frokost. Annika sukkede, lagde sin pen fra sig og lænede sig tilbage i sofaen.

Hun kunne lige så godt spise et eller andet.

Klarabergsviadukten 90 var et relativt nyopført glaskompleks beliggende på broens Kungsholmsside. Annika stillede sig op foran porten og læste navneskiltene med firmanavne: Amugruppen, Naturstyrelsen, Kernekraftinspektionen, Inspektionen for Strategiske Produkter – ISP.

Her kan man slå to fluer med ét smæk, tænkte Annika.

Hun ringede på Kernekraftinspektionens klokke, men fik ikke noget svar. I stedet tastede hun koden til krigsmaterielinspektøren, der havde skiftet navn.

– Hus A, femte sal, lød en tvivlende stemme i samtaleanlægget.

Hun klatrede op på femte sal og fandt sig selv omgivet af bøger. Opgangen var en spejlsal af poleret stål. Der var kun én dør, ISP’s. Hun ringede på.

– Hvem skulle du træffe?

Den blonde kvinde, der lukkede op, var venlig, men afventende. Annika så sig omkring. Kontoret virkede lille og intimt, og der var korridorer, der førte i begge retninger. Der var ingen reception. Kvinden, der havde åbnet, sad åbenbart i lokalet nærmest døren.

– Jeg hedder Annika Bengtzon, sagde Annika nervøst. Jeg ville gerne se et offentligt dokument.

Den blonde kvinde blev lidt bekymret.

– Hen imod halvfems procent af vores dokumenter er hemmelige, sagde hun undskyldende. Du kan selvfølgelig indlevere en ansøgning, så kontrollerer vi, om vi kan udlevere dokumentet.

Annika sukkede tyst. Det var klart. Det kunne hun jo have regnet ud.

– Har I en registrator her? spurgte hun.

– Ja, det har vi da, sagde kvinden og pegede ned ad korridoren. Hun sidder dernede i det sidste kontor.

– Men I har selvfølgelig ingen arkiver her, sagde Annika og gjorde sig klar til at gå.

– Jo, det har vi også, sagde kvinden.

Annika standsede op.

– Det vil altså sige, at rejseregninger, der er fem, seks uger gamle, dem har I her?

– Ja, men ikke i arkivet. Det er mig, der tager mig af rejseregningerne. Jeg har dem inde hos mig selv og gemmer dem til årsregnskabet. Det er mig, der bestiller rejserne, og det er faktisk ret mange. ISP deltager i en lang række internationale møder.

Annika så lidt nøjere på kvinden.

– Er rejseregningerne hemmelige?

– Nej, sagde kvinden. De hører til de ti procent, vi gerne må udlevere.

– Hvor ofte deltager medlemmer af regeringen i den slags møder?

– I den udstrækning en minister deltager på inspektionens vegne, er det som oftest udenrigsdepartementet, der tager sig af notaen.

– Men hvis nu det er handelsministeren, der tager af sted for at deltage?

– Ja, så vil det normalt være udenrigsdepartementet, der tager sig af fakturaen.

– Men rent organisatorisk sorterer han jo under levnedsmidler.

– Åh, ja, så bør regningen gå til dem.

– Gør den altid det? spurgte Annika.

Kvinden var pludselig på vagt.

– Det er vist ikke altid sikkert, sagde hun.

Annika foretog en synkebevægelse.

– Jeg spekulerer på, om du har fået indleveret en faktura fra Christer Lundgren fra den 27. og 28. juli i år.

Kvinden betragtede Annika undersøgende.

– Ja, sagde hun, det har jeg faktisk.

Annika glippede forbløffet med øjnene.

– Fantastisk. Må jeg få lov at se den?

Kvinden fugtede sine læber.

– Jeg er nok lige nødt til at spørge min chef først, sagde hun og gik baglæns hen mod sit kontor.

– Hvorfor det? sagde Annika. Du sagde jo, at rejseregningerne var offentligt tilgængelige.

– Jo, men lige netop denne her var lidt speciel.

Annika kunne høre sin egen puls tordne i ørerne.

– På hvilken måde?

Kvinden tøvede.

– Altså, sagde hun, når der dumper en regning ind fra en minister, specielt når man ikke ved, at den kommer, så bliver man meget overrasket. Det er lidt for meget.

– Hvad gjorde du så? spurgte

Annika. Kvinden sukkede.

– Jeg gik ind til min chef med den. Han ringede til nogen på departementet og fik OK for den. Jeg betalte den for et par uger siden.

Annika foretog endnu en synkebevægelse. Hun var helt tør i munden.

– Kan jeg få en kopi af fakturaen og billetterne?

– Jeg er faktisk nødt til at spørge min chef først, sagde kvinden og forsvandt ind på sit kontor. Et øjeblik senere dukkede hun op igen og skyndte sig ned ad korridoren. Tredive sekunder senere overrakte hun nogle fotokopier til Annika.

– Værsgo, sagde hun og smilede.

Annikas hænder rystede, da hun tog imod dokumenterne.

– Hvor har han været? spurgte hun og bladede i kopierne.

– Han fløj med Estonian Air til Tallinn om aftenen den 27. og chartrede et privatfly tilbage om natten. Det landede i Barkaby. Privatflyet var estisk. Vil du have summen omregnet til svenske kroner?

– Tak, men det er ikke nødvendigt, sagde Annika.

Hun stirrede ned på den fotokopierede kontokortkvittering foran sig. Den var afleveret til inspektionen allerede om mandagen den 30. juli. Ministeren havde chartret flyet på regeringens Eurocard. Hun havde regnet med at se den samme sjuskede underskrift som på regningen fra Studie 6, men her var den rund og barnlig.

– Tusind tak, sagde Annika og smilede til kvinden. Du aner ikke, hvor meget det betyder det her.

– Det var så lidt, sagde kvinden.

Benene trommede mod asfalten, men nåede ikke rigtigt hele vejen ned. Fødderne dansede på jublende luftpuder og kastede hende til vejrs, mens hun lo lykkeligt.

Den elendige fedterøv, han kunne selvfølgelig ikke nære sig for omgående at fakturere nogen for sine omkostninger!

Hun svævede hjemad mod Hantverkargatan, hun havde haft ret! Ministeren var rejst og ville ikke for noget i verden røbe hvorfor.

Den djævel, tænkte hun. Nu får han lov at syde i sit eget fedt.

Telefonen kimede, da hun åbnede yderdøren. Hun kastede sig ind og tog den stakåndet.

– Ja, det er mig, der er informationschef på eksportrådet, sagde en mand med affekteret stemme. Du ønskede åbenbart oplysning om nogle dokumenter.

Annika lod sig falde ned i sofaen med frakken på og tasken over skulderen.

– Jeg fik den besked, at eksportrådet ikke er noget offentligt kontor, og at det ikke var muligt, sagde Annika.

– Jo da, man skal blot indlevere en skriftlig ansøgning, så registrerer vi den og tager stilling til, om dokumentet kan udleveres. En hel del af dem er jo hemmelige.

Ja tusind tak, tænkte hun. Nu har piben pludselig fået en anden lyd.

– Du skal have mange tak, fordi du ringede tilbage, sagde Annika træt.

Damen, hun havde talt med først, havde selvfølgelig ikke anet, hvad hun talte om, men hun orkede ikke at blive vred over tjenestemænds magtlystne dumhed. Mange vidste stadig ikke, at offentlighedsprincippet var en del af grundlovens trykke- og pressefrihedsbestemmelser. Alle papirer på samtlige offentlige forvaltninger skulle omgående udleveres, hvis nogen ønskede at se dem, medmindre de var stemplet ‘fortroligt’.

Man burde gøre alt selv i hele samfundet, tænkte Annika, så det blev ordentligt gjort.

Hun rejste sig og hængte frakke og taske fra sig. Derefter ringede hun til en restaurationskæde og forhørte sig om mulighederne for et ekstrajob.

– Vi har ingen ledige pladser, sagde personalechefen. Prøv igen til foråret.

Virkeligheden ramte hende som en tagsten i baghovedet. Hun lagde røret og sank en klump. Hvad skulle hun nu gøre?

Hun rejste sig rastløst, drak vand i køkkenet og så ind til Patricia. Kvinden sov tungt med åben mund. Annika stod lidt og så på hende.

Patricia ved meget mere, end hun har sagt til mig, tænkte hun. Det er dumt, at politiet ikke ved, hvor hun er.

Hun lukkede døren forsigtigt og gik tilbage til telefonen. Q var til stede.

– Selvfølgelig husker jeg dig, sagde han. Det var dig, der altid ringede og fiskede efter nyheder om Josefin Liljeberg.

– Jeg arbejdede som journalist dengang, sagde Annika. Det er jeg holdt op med.

– Nå, er du det? sagde betjenten med munter stemme. Hvorfor ringer du så til mig nu?

– Jeg ved, hvor Patricia bor.

– Hvem?

Hun følte sig fuldstændigt tåbelig.

– Hende, Josefin delte lejlighed med.

– Jaså. Hvor er hun da?

– Hos mig. Vi deler lejlighed.

– Det lyder bekendt, sagde betjenten. Nu må du hellere passe på.

– Hold så op med det sludder, hvæsede Annika. Jeg vil vide, hvad der er sket med hensyn til opklaringen.

Han lo.

– Det siger du ikke.

– Jeg ved, at ministeren var i Tallinn den nat, sagde hun. Hvorfor vil han ikke have, at det skal komme ud?

Betjentens latter forstummede.

– Det var da pokkers, som du kan finde ud af ting og sager, sagde han. Hvordan har du fundet ud af det?

– I har selvfølgelig vidst det hele tiden?

– Ja, naturligvis. Vi ved masser af ting, som vi ikke lækker til pressen.

– Ved I også, hvad han foretog sig der?

Betjenten tøvede et øjeblik.

– Faktisk ikke, sagde han. Det indgik ikke i opklaringen.

– Har du slet ikke spekuleret over det? spurgte Annika.

– Ikke specielt, svarede betjenten. Et eller andet politisk møde, går jeg ud fra.

– En fredag nat?

De tav.

– For mig er det ikke interessant, hvad ministeren foretog sig, sagde betjenten. Jeg er kun ude på at finde gerningsmanden.

– Og det er ikke Christer Lundgren?

– Nej.

– Den politimæssige side af mordet er altså opklaret, ikke? sagde Annika.

Q sukkede.

– Tak, fordi du fortalte os om Patricia, sagde han. Ikke fordi vi har savnet hende, men man ved jo aldrig.

– Kan du ikke sige noget om opklaringen? spurgte Annika appellerende.

– Så må du have noget mere at komme med. Nu har jeg andet at foretage mig….

De lagde på, Annika faldt ned på ryggen i sofaen og lukkede øjnene. Hun havde meget at spekulere over.

– Har du tid et øjeblik?

Anders Schyman så op. Berit Hamrin havde stukket hovedet indenfor.

– Ja, sagde redaktionschefen og klikkede dokumentet på skærmen væk. Kom ind.

Berit trak omhyggeligt døren til efter sig og anbragte sig i den nye lædersofa.

– Hvordan går det? spurgte hun.

– Op og ned, sagde Schyman. Det er tungt arbejde at ro slagskibet her.

Berit smilede.

– Og det ændrer ikke kurs i en håndevending, sagde hun. Men du skal vide, at du efter min mening gør det helt rigtige. Dine skridt mod nøjere vurdering og større bevidsthed er nødvendige.

Manden sukkede let.

– Det er godt, at der er nogen, der holder med mig, sagde han. Sådan føles det ikke altid.

Berit gned hænderne mod hinanden.

– Jo, sagde hun, jeg har spekuleret lidt over personalesituationen på kriminalredaktionen. Vi har jo en ledig plads efter Sjölander, der blev overført til det politiske stof. Skal den besættes?

Schyman vendte sig om mod reolen, fandt et ringbind frem, bladede og tænkte.

– Nej, sagde han lidt efter. Redaktionsledelsen har besluttet, at Sjölander skal blive på samfundsstoffet, så kriminalredaktionen må klare sig med dig og de to andre. Vi skal holde lav profil med hensyn til kriminalstoffet indtil videre, mente chefredaktøren. Han er rystet efter kritikken i Studie 6.

Berit bed sig i læben.

– Jeg tror, han tager fejl, sagde hun forsigtigt. Jeg tror ikke, vi kan bremse os ud af denne her krise. Jeg tror, vi skal speede op. Være os selv bekendt, satse ordentligt, men gennemtænkt. Det kan desværre ikke lade sig gøre med det eksisterende personale.

Anders Schyman nikkede.

– Jeg holder faktisk med dig, sagde han. Men som det ser ud lige nu, har jeg ikke mulighed for at gennemføre en satsning af den art. Den forudsætter, præcis som du siger, både omorganisering og nyansættelser.

– Jeg har et forslag, sagde Berit, og redaktionschefen smilede.

– Det kan jeg tænke mig, sagde han.

Berit blev ivrig.

– Annika Bengtzon er en meget vågen ung kvinde. Hun formår at vende op og ned på tingene, tænke helt anderledes. Sommetider går hun lidt over styr, men det er nok noget, der kan rettes til. Jeg synes, vi skal prøve at ansætte hende.

Redaktionschefen slog ud med hænderne.

– Jeg er ked af det, sagde han, men lige i øjeblikket er hun stendød som kriminalreporter. Chefredaktøren får nervøst udslæt, bare man nævner hendes navn. Jeg argumenterede ret hårdt for hende, da Carl Wennergrens elevplads skulle besættes, det var ved at koste mig jobbet. Jansson holdt med mig, resten af redaktionen mente, at vi burde smide hende ud med hovedet først.

– Det gjorde I jo også, sagde Berit lidt syrligt.

Schyman trak på skuldrene.

– Jo, sagde han, men det døde hun ikke af. Jeg talte med hende, inden hun forsvandt. Hun var rasende, men fattet.

Berit rejste sig.

– Jeg traf Annika i går aftes, sagde hun. Pigen har gang i et eller andet. Hun roder i noget, der har med IB at gøre, men jeg forstod ikke rigtigt, hvad det var.

– Hun må altid gerne komme ind med freelancemateriale, sagde Anders Schyman. Berit smilede.

– Det skal jeg hilse og sige, hvis jeg ser hende igen.

Patricia bankede på døren til Annikas soveværelse.

– Du må altså meget undskylde, sagde Patricia, men der er ikke noget at spise, og det er din tur til at købe ind.

Annika lagde bogen fra sig og så op.

– Uha da, sagde hun. Jeg er helt på spanden.

Patricia lagde armene over kors over brystet.

– Så må du hellere tage et job, sagde hun.

Annika rejste sig op, og de gik ud i køkkenet. Køleskabet var meget rigtigt tomt med undtagelse af en dåse sardiner.

– Pokkers også, sagde Annika. Jeg har ringet på et job, men de havde ikke noget før til foråret.

– Har du prøvet pladsanvisningen? sagde Patricia.

– Nix.

– Det kan da være, at der er et job for en journalist.

– Jeg er ikke journalist længere, sagde Annika kort for hovedet, fyldte vand i et glas og satte sig ved bordet.

– Jamen, så tag et job på klubben, sagde Patricia og satte sig på stolen overfor. Vi har brug for en croupier.

– Jeg kan for fanden da ikke arbejde på en pornoklub, sagde Annika og tømte glasset.

Patricia hævede øjenbrynene og så foragteligt på Annika.

– Så du er altså så utroligt meget finere end Josefin og mig? Det er ikke godt nok til dig?

Annika mærkede kinderne blusse.

– Det var ikke sådan, jeg mente det. Patricia lænede sig frem.

– Vi er ikke ludere. Vi er ikke engang nøgne. Jeg har en rød bikini på, og den er smadderpæn. Du har store bryster, du kan få Josefins. Den er blå.

Annika mærkede kinderne blusse endnu mere.

– Er det dit alvor? sagde hun. Patricia fnøs.

– Så mærkværdigt er det altså heller ikke. Men jeg må tale med Joachim, jeg bestemmer ingenting i klubben. Vil du have, at jeg skal gøre det?

Annika tøvede.

Jeg får en mulighed for at se, hvor hun arbejdede, tænkte hun. Jeg lærer hendes kæreste og chef at kende. Jeg skal gå i hendes bh og trusser.

Den sidste tanke fik det til at prikke i hendes underliv, en følelse, der fyldte hende med ophidselse og skam.

Hun nikkede.

– Okay, sagde Patricia. Hvis du sover, når jeg kommer hjem, lægger jeg en besked til dig på bordet.

Så forsvandt hun for at gå på arbejde.

Annika blev siddende længe ved køkkenbordet.

 

Nitten år, fem måneder og to dage

Instinkter fås aldrig på tilbud. Erfaringer sælges aldrig billigt ud. Når man skal købe, virker prisen alt for høj, slet ikke til at betale. Alligevel står vi der med vores kreditkort, legitimerer os og pådrager vores sindsro en gæld i de næste mange år.

Lidt efter lidt, når kontoen er udlignet, og afbetalingerne ligger bag os, synes vi altid, at det var besværet værd. Det er min trøst i dag, for jeg har taget min beslutning. Jeg har forstået, hvad jeg må gøre. Jeg har halet mit plastickort frem og købt min sjæl på afbetaling..

Det var tæt på i går. Jeg kan dårligt huske anledningen, det var et eller andet, han ikke kunne finde, og som han hævdede, at jeg havde smidt væk. Det var naturligvis ikke sandt, og det vidste han selvfølgelig.

Jeg ved, hvad jeg er nødt til at gøre. Ryggen mod muren. Jeg må konfrontere ham, og jeg ved, at det kommer til at blive dyrt.

For han siger,

at han aldrig

lader mig gå.