Torsdag den 6. september

Sedlen lå sammenfoldet på køkkenbordet, og teksten bestod af to bogstaver.

‘OK.’

Annika begyndte at ryste af nervøsitet og skyndte sig at smide sedlen væk. Sven kom ud i køkkenet, nøgen og med strittende hår. Annika kunne ikke lade være med at le.

– Du ligner en lille dreng, sagde hun.

Han kyssede hende let.

– Er der nogen gode steder at løbetræne heromkring?

– Her er ingen specielle kondistier, men der går gangstier rundt om hele Kungsholmen, og der kan man løbe.

– Hvem kommer først, sagde Sven og styrtede ud i entréen for at finde sin træningsdragt.

De løb om kap hele vejen. Sven vandt selvfølgelig, men Annika var lige i hælene på ham. Bagefter elskede de i styrtebadet, tavst og sammenbidt for at det ikke skulle høres i hele baggården.

Oppe i lejligheden lavede Annika kaffe.

– Træningen begynder næste uge, sagde Sven.

Annika hældte kaffen op i deres krus og satte sig på stolen over for ham.

– Jeg bliver her et stykke tid endnu, sagde hun.

Sven vendte og drejede sig på stolen.

– Der er noget, jeg har tænkt på, sagde han. Er det ikke dumt, at vi har hver sin lejlighed i Hälleforsnäs? Vi kunne leje en fireværelses eller købe et hus.

Annika rejste sig og åbnede køleskabet. Det var lige så tomt som aftenen forinden.

– Kan du ikke købe lidt ind? sagde hun. Der ligger et supermarked nede ved torvet.

– Du hører jo ikke, hvad jeg siger, sagde Sven.

Hun satte sig og sukkede.

– Jo, sagde hun, men du hører ikke på mig. Jeg har tænkt mig at blive boende her.

Manden stirrede ned i sit kaffekrus.

– Hvor længe?

Annika trak vejret let nogle sekunder.

– Det ved jeg ikke, sagde hun. Nogle uger mindst.

– Jamen dit arbejde?

– Jeg har jo orlov fra arbejdet.

Sven lænede sig ind over bordet og lagde sin hånd over hendes.

– Jeg savner dig, sagde han.

Hun klemte hurtigt hans fingre, rejste sig og fandt de tomme colaflasker frem fra skabet under køkkenvasken.

– Hvis ikke, du køber ind, så må jeg jo gøre det, sagde hun.

Han rejste sig op.

– Du lytter jo ikke, for fanden, sagde han. Jeg vil have, at vi flytter sammen. Jeg vil have, at vi gifter os. Jeg vil have, at vi får børn.

Annika sænkede armene og stirrede ned på de tomme flasker.

– Sven, sagde hun, det er jeg ikke klar til.

Han slog ud med armene.

– Hvad venter du på? Jeg har jo sagt, at jeg vil.

Hun så op på ham, kæmpede for at holde sig i ro.

– Jeg siger bare, at der er noget her i Stockholm, jeg vil afslutte først. Jeg er i gang med noget, og det kan godt tage et stykke tid.

Han gik endnu et skridt hen imod hende.

– Og jeg siger, at jeg vil have, at du skal komme hjem. Nu. I dag.

Hun stoppede den sidste tomme colaflaske ned i kassen. Den sidste sjat i bunden af flasken skvulpede ud over gulvet.

– Nu er det dig, der er døv, sagde hun og gik ud af køkkenet. Hun tog hurtigt sit tøj på og gik ned til forretningen ved Kungsholmstorg. Egentlig brød hun sig slet ikke om den, den var trang, rodet og prætentiøs. Udvalget var domineret af dyre små delikatesser i smarte krukker, hundredvis af forskellige marinerede hvidløgsfed, men ingen propper til køkkenvasken. Personalet så sure ud, da hun kom slæbende med kasserne med returflasker. Det blæste hun på, pengene for flaskerne var nok til et brød i skiver og en bakke æg.

Lejligheden var stille og tom, da hun kom tilbage. Sven var taget af sted.

Hun fandt en flaske olie og en dåse champignons i køkkenskabet og piskede dem sammen med tre af æggene til en stor omelet. Hun stirrede ud i baggården, mens hun spiste den. Så lagde hun sig på sengen og stirrede op i loftet.

Patricia åbnede døren til Studie 6 med sin nøgle og en kode.

– Du får senere din egen, sagde hun over skulderen.

Annika mærkede hjertet dunke hårdt. Hun fortrød, så det skreg i hele hendes krop.

Mørket inden for døren skinnede i rødt. En spiraltrappe førte ned mod lyset.

– Gå forsigtigt, sagde Patricia. Vi har haft gæster, der har været nær ved at slå sig ihjel.

Annika holdt krampagtigt fast i gelænderet, mens hun langsomt gled ned i underverdenen.

Pornosumpen, tænkte hun. Sådan ser den altså ud. Skam og forventning, nysgerrighed og væmmelse.

Lige frem i vestibulen stod roulettebordet. Synet af det fyldte hende med en smule ro og selvtillid. Nogle sorte læderlænestole, et rundt bord, til højre en lille pult med et kasseapparat.

– Her er entréen, sagde Patricia. Det er Sannas område.

Annika lod blikket glide hen over væggene, der var hvide, berappede, lettere smudsige. Gulvet var et parketgulv og dækket af billige IKEA-kopier af orientalske tæpper. Fra loftet hang en rød lampe og lyste med et søvnigt skær, der dårligt kunne trænge gennem skærmen.

Bag pulten var der to diskrete døre.

– Der har vi omklædningsrum og kontor, sagde Patricia med et nik hen mod dørene. Vi begynder med at klæde os om. Jeg har vasket Jossies bikini til dig.

Annika tog en dyb indånding og tvang følelsen af morbid ophidselse i jorden. Patricia trådte ind, drejede på en afbryder, og det kolde lys fra blåhvide lysstofrør fyldte lokalet.

– Her er mit skab, sagde Patricia. Du kan tage nummer fjorten.

Annika stillede sin taske ind bag den anviste metaldør.

– Der er ingen lås, sagde hun og takkede sin gud for, at hun havde tømt tasken for alt, hvad der kunne identificere hende.

– Joachim siger, at vi ikke behøver låse, sagde Patricia. Her, jeg tror de passer.

Kvinden holdt en bh med himmelblå pailletter og et par minimale tangatrusser op. Annika tog imod dem, syntes nærmest, at stoffet brændte hendes fingre, vendte sig om og klædte sig af.

– Vi har dans, bar og privat posering, sagde Patricia og fiskede en plasticpose med sminke ud af sit skab. Jeg poserer næsten aldrig. Jossie dansede for det meste, hun måtte ikke posere for Joachim. Han blev så jaloux.

Patricia lukkede sin røde paillet-bh på ryggen. Annika så, at hun rullede sine strømper sammen og puttede dem ned i skålene.

– Joachim synes, at de er for små, forklarede hun og lukkede døren til sit skab. Her, tag de her sko på.

Annika havde problemer med at få bh’en på. Hun gik næsten altid uden.

– Har alle sådan en bikini her? spurgte hun.

– Nej, sagde Patricia og begyndte at lægge makeup. De fleste er helt nøgne, hvis de altså ikke danser. Så skal de have tangatrusser på. Det er ikke lovligt at optræde nøgen i Sverige.

Annika svælgede, bøjede sig ned og gjorde de skyhøje stiletsandaler fast på fødderne.

– Hvad er det for en type mænd, der kommer her?

Patricia børstede sine øjenvipper opad.

– Alle mulige, sagde hun, og de har selvfølgelig alle sammen penge. Man kan næsten altid se det på slipsene, det gør jeg for sjovs skyld. De er advokater, bilforhandlere, direktører, politikere, politibetjente, fyre, der arbejder på vaskerier, ejendomsselskaber, reklamebureauer, medieforetagender…….

Annika stivnede. Du gode Gud, tænk, hvis der kom nogen, hun kendte. Hun fugtede sine læber.

– Er der mange kendte personer?

Patricia rakte hende posen med sminke.

– Her, sagde hun. Og du skal ikke spare på det. Jo, der kommer en hel del kendte ansigter. Vi har en fyr fra tv som stamgæst. Han ankommer altid i kvindetøj, køber sig et par piger og tager dem med ind på et værelse. Joachim så efter i sidste uge. Indtil nu har skærmtrolden spenderet over 260.000 kroner på niogfyrre besøg.

Annika hævede øjenbrynene og kom til at tænke på tipset på den direkte telefon.

– Hvordan får han dog råd?

– Du tror vel ikke, han betaler selv?

Patricia tog et bundt nøgler op fra sminkebordet.

– Joachim kommer ind senere. Skynd dig lidt, så kan jeg vise dig rundt og forklare dig priserne, inden pigerne kommer. Præcis hvordan du skal passe rouletten, må du selv drøfte med Joachim.

Hun stod afventende ved døren. Annika skyndte sig at lægge masser af grøn øjenskygge på, rouge og eyeliner. På vej ud af omklædningsrummet gik hun forbi et stort spejl og fik i farten øje på sig selv i hel figur. Hun lignede en luder fra Las Vegas.

– Det koster sekshundrede kroner at komme ind, sagde Patricia og klappede pulten. Kunden kan købe et privat værelse, når han betaler entré. Det koster tolvtusind kroner, og så kommer han gratis ind. Og så må han vælge i baren, hvilken pige han vil have.

Annika blev forfærdet.

– Mener du, at …..at det er et bordel det her?

Patricia slog en latter op.

– Selvfølgelig er det ikke det. Pigerne må røre ved kunden, massere ham og sådan noget, men aldrig på selve kalorius. Mændene må tilfredsstille sig selv, mens pigen poserer mindst to meter derfra.

– Hvordan fanden får man nogen til at betale tolvtusind stærke for at spille pik? sagde Annika med uforstilt forbløffelse.

Patricia trak på skuldrene.

– Spørg mig ikke, sagde hun. Og jeg er også revnende ligeglad. Jeg har hænderne fulde i baren. Her ligger kontoret. Patricia låste op med en nøgle fra sit bundt. Lokalet var lige så stort som omklædningsrummet. Indretningen bestod af almindelige kontormøbler, en fotokopieringsmaskine og et pengeskab.

– Døren kan stå ulåst, sagde Patricia. Jeg er nødt til at bogføre omsætningen i baren fra august. Joachim har kun bøgerne her til på lørdag.

De gik ind i stripteaselokalet, og Annika snappede ufrivilligt efter vejret. Vægge og loft var sortmalede, og på gulvet lå et mørkerødt væg til væg-tæppe. Møblerne var i sort og krom og lugtede af billige firsermøbler. Langs væggen til venstre var der en lang bardisk, mens den højre væg bestod af sortmalede døre ind til de private værelser. Lige frem var der en lille scene med en blank forkromet stang mellem gulv og loft, der fik scenen til at minde om en brandstation. Der var ingen vinduer i lokalet, og det lave, forsænkede loft blev holdt oppe af sortmalede betonpiller, der forstærkede følelsen af at opholde sig i en bunker.

– Hvad er det her egentlig? spurgte Annika. En gammel garage?

– Det tror jeg, sagde Patricia og gik ind bag bardisken. Bilvask og reparationer. Joachim har installeret en jacuzzi i smøregraven.

Hun stillede nogle flasker op på bardisken.

– Se, sagde hun. Alkoholfri champagne, sekstenhundrede kroner. Pigerne får lov at beholde femogtyve procent af de første to flasker, de sælger. For den tredje må de beholde halvtreds.

Annika glippede med sine stive øjenvipper.

– Utroligt, sagde hun.

Patricia så ud over scenen.

– Jossie var fantastisk til at sælge, sagde hun. Hun var den kønneste af alle pigerne her. Drak champagne med torskene hele natten, men gik aldrig med ind på de private værelser. Fyrene betalte alligevel, fordi hun var så køn.

Patricias øjne var blevet blanke ved tanken. Hun skyndte sig at fjerne champagneflaskerne.

– Josefin må have været rig, sagde Annika.

– Næppe, sagde Patricia. Joachim tog sig af pengene, de var betalingen for hendes brystoperation. Det var derfor, hun arbejdede her. Desuden var hun her kun hver weekend. I ugens løb skulle hun jo i skole.

– Tager Joachim også pengene fra de andre piger?

– Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Alle pigerne er her for pengenes skyld. De tjener godt, op mod titusind per nat, og så er det skattefrit.

Annika kneb øjnene sammen.

– Hvad siger skattemyndighederne til det?

Patricia sukkede.

– Det har jeg ingen anelse om. Det er Joachim og Sanna, der tager sig af økonomien.

– Men hvis du bogfører pengene for baren, så må de jo være beskattede.

Patricia blev irriteret.

– Man har jo forskellige bøger, det forstår du nok. Skal vi gå ud til rouletten?

Annika tøvede.

– Hvad så med mig. Hvad er det for penge, jeg får?

Patricia rynkede panden og gik ud i entréen.

– Jeg ved ikke, hvad Joachim har tænkt sig, sagde hun.

Annika vendte ryggen til det mørke, uhyggelige lokale. Hun vaklede af sted på sine sko, hælene sank langt ned i tæppet og hvirvlede røde, syntetiske støvskyer op.

Roulettebordet var slidt, og den grønne filt var mærket af cigaretter og aske. Spillefladen, der så velbekendt ud med de sædvanlige tal og felter, jog usikkerheden på flugt.

– Det skal børstes, sagde Annika og så undersøgende på bordet.

Mens Patricia fandt redskaberne frem til at gøre det rent med, lod Annika hånden glide langs bordets kant. Det skulle nok komme til at gå, det var ikke så svært. Hun stod ikke i selve stripteaselokalet, og entréen her så ikke meget anderledes ud end vestibulen på Stadshotellet i Katrineholm.

Patricia viste hende, hvor redskaberne lå. Annika gjorde bordet rent og fandt mærkerne frem.

– Hvorfor er der forskellige farver? sagde Patricia.

– For at holde de forskellige spillere ude fra hinanden, sagde Annika og stablede mærkerne op langs kanten af rouletten. Tyve i hver bunke. Hvor er kuglen?

– Der er to, en stor og en lille, sagde Patricia og tog en papæske frem. Jeg ved ikke, hvilken af dem der er den rigtige.

Annika smilede og vejede kuglerne i hånden. Fornemmelsen var bekendt og gav hende mod.

– De snurrer ikke lige længe. Jeg plejer at foretrække den store.

Hun satte varsomt rouletten i gang mod uret, tog den store kugle mellem langemand og tommelfinger, trykkede den mod kanten af hjulets inderside og skød den af sted med uret. Patricia tabte næse og mund.

– Hvordan gjorde du det? sagde hun.

– Det sidder i knoglerne i håndledet, sagde Annika. Kuglen skal snurre rundt mindst syv gange, ellers er kastet ugyldigt. Jeg plejer at ligge på elleve i gennemsnit.

Kuglen tabte fart og faldt ned på nummer 19. Annika bøjede sig frem over hjulet.

– Næste gang jeg sender kuglen af sted, skal det være fra det nummer, jeg tog den op fra, sagde hun.

– Hvorfor det? spurgte Patricia.

– Så man ikke kan snyde.

– Hvordan regner man gevinsten ud?

Annika forklarede kort, hvad plein, cheval, transversale, carré, simple og de andre indsatser stod for, hvad en kombination som f.eks. stjerne indebar. Alle indsatser betød forskellige gevinster.

Patricia tog sig til hovedet.

– Hvordan kan man regne ud, hvor meget alt det bliver?

– Det går faktisk hurtigt, erkendte Annika. I begyndelsen er det en fordel, hvis man er god til hovedregning, men man lærer hurtigt de forskellige kombinationer.

Hun demonstrerede, hvordan hun regnede gevinsterne ud, tyve mærker i hver bunke, delte halvdelen, lod fingrene glide langs kanten, så at resten af mærkerne fulgte med. Patricia stirrede fascineret på Annikas rappe fingre.

– Gud, hvor er det lækkert, sagde hun. Rouletten er måske alligevel noget for mig.

Annika lo og sendte kuglen af sted.

I samme øjeblik dukkede de andre piger op.

Sanna, værtinden, stod splitternøgen ved siden af sin pult, da mændene begyndte at gøre deres entré. Hun smilede og blinkede, flirtede og lokkede, fortalte mændene, hvor dejligt de ville få det. Annika genkendte hendes stemme fra telefonsvareren. Da Sanna havde fået mændene til at betale, vendte kunderne deres blikke mod Annika. De ramte hende som stålpile, fik hende til at føle, at bh’en blev mindre og mindre og blottede mere og mere af hendes bryster. Hun slog blikket ned, stirrede på brandmærkerne på bordet og måtte tvinge sig til ikke at dække sin nøgenhed med hænderne. Der var ingen, der var interesseret i at spille.

– Du skal flirte, sagde Sanna koldt, da en flok italienske forretningsmænd netop var lusket ind i stripteaselokalet. Vær lidt sexet for fanden.

Annika gjorde genert en synkebevægelse.

– Det er jeg altså ikke så god til, sagde hun med alt for lys stemme.

– Så må du se at få det lært. Der er ingen mening i at have dig stående der, hvis du ikke får dem til at hoste op med nogle penge.

Annikas øjne lynede.

– Bordet står her jo alligevel, sagde hun. Det kan vel være dig det samme, om jeg er her eller ej. Eller skal jeg måske betale dig for at stå her?

En høj mandelatter fra vindeltrappen fik dem til at tie.

– Jeg tror, vi har fået to vildkatte i samme bur, sagde manden, der langsomt kom ned ad trappen.

Annika vidste med det samme, at det var Joachim. Langt, lyst hår, dyrt provokerende tøj, tyk guldkæde på brystet. Han var den type fyr, som Josefin ville få opereret sine bryster for.

Hun gik hen til ham og hilste.

– Annika, sagde hun. Det er spændende at være her.

Sanna snerpede munden sammen.

Joachim granskede hende indgående og nikkede tilfreds, da han kom til hendes bryster.

– Du ville gøre dig på scenen, sagde han. Hvis du er interesseret, har vi et shownummer til dig allerede i aften.

Ingen spørger, hvad jeg hedder til efternavn, tænkte Annika og anstrengte sig for at prøve at smile naturligt.

– Tak, sagde hun, men jeg tror lige, jeg afprøver rouletten først.

– Og for resten har Sanna ret, sagde han. Du skal få dem til at spytte ordentligt i bøssen, ellers er der ingen mening i, at du er her.

Annikas smil forsvandt.

– Jeg skal prøve, sagde hun og slog blikket ned.

– Det kan være, du skulle sidde i baren sammen med de andre piger et par aftener til at begynde med, så du kan lære, hvordan man gør.

Manden stod lidt for tæt på hende. Hun kunne mærke hans udstråling. Han var flot, det måtte hun indrømme. Hun lukkede øjnene et øjeblik, inden hun så op og mødte hans blik.

– Ja, sagde hun, det er en god idé. Men jeg vil prøve at se, om jeg kan få nogle af kunderne til at standse op her på vejen ud.

Netop da kom to halvfulde forsikringsagenter vaklende ud fra stripteaselokalet. De havde lidt sved på panden, og deres tøj sad uordentligt. Annika gik hen til dem, stak brysterne op i hovedet på dem og lagde sine arme om dem.

– Hej med jer, drenge, sagde hun. Nu har I haft held i kærlighed, men en aften er aldrig forbi, uden man får held i spil også. Er det ikke rigtigt?

Hun smilede så skælmsk hun kunne, mens benene rystede under hende. Joachim stod med låret presset ind mod hendes bagdel, hun havde allermest lyst til at skrige højt.

– Jamen, hvad fanden, sagde den ene.

Annika gik et skridt frem og kom væk fra Joachims lår. Hun lagde armen om den anden mand.

– Hvad med dig? Du ligner en mand, der er held ved, en rigtig gentleman. Kom og spil et spil med mig.

Manden fnisede.

– Hvad kan man vinde? Kan man vinde dig?

Det lykkedes Annika at le.

– Hvem ved? sagde hun. Du vinder måske så mange penge, at du kan købe dig lige den pige, du har lyst til.

– Okay, sagde manden og fiskede tegnebogen frem. Hans kammerat fulgte modvilligt efter.

Han lagde en hundredkroneseddel på bordet.

Annika smilede bekymret. Fyrene havde lige betalt flere tusind for at drikke champagne og kigge på nøgne piger, og nu skulle hun stå her og slide i det for en sølle hund.

– Den der får ikke engang kuglen til at snurre rundt, sagde hun blidt. Her spiller vi stort, skat. Høje indsatser, høje gevinster. Tusind dask for tyve mærker.

Manden tøvede, og Annika lod hånden feje over bordet.

– En stjerne, der går hjem, giver femtusind kroner, sagde hun, en måtte sekstusind ottehundrede. Næsten syvtusind dask på femten sekunder. Du kan vinde alle de penge tilbage, du har brugt her i aften.

Lysene tændtes samtidigt i mændenes øjne. Det var faktisk sandt.

De købte mærker for tusind kroner hver på deres kontokort og lagde de fleste af dem ud over nummer 11 og 16. En fælles indsats på tolvhundrede kroner. Annika snurrede kuglen hurtigt og hårdt, og den trillede næsten tretten gange rundt, inden den begyndte at gå ned.

– Ikke flere indsatser, sagde hun på rygmarven.

Kuglen gik ned på nummer 3. Med en rutineret håndbevægelse ryddede hun bordet og stablede mærkerne op.

– Nye indsatser, sagde hun og skottede til mændenes skuffede miner. De var forsigtigere denne gang, satsede kun stjerner og byttede numre til 9 og 18. Ny kugle, ikke flere indsatser, nummer 16. Den ene fyr vandt ti mærker.

– Værsgo, sagde Annika og skød den lille bunke frem. Femhundrede kroner. Det var jo det, jeg sagde, der er held ved dig.

Manden lyste op som en sol, og Annika så, at nu var de gået i nettet. Begge mænd skilte sig af med hver tretusind kroner, inden de til sidst fik yderligere en kontokortkvittering hos Sanna og luskede af. Annika nåede at se, at hun skrev „mad og drikke“ på kvitteringen.

Joachim havde siddet bag pulten og iagttaget hende.

– Du kan jo det der, sagde han og kom frem. Hvor har du lært det henne?

– På Stadshotellet i ……Piteå, sagde hun og smilede.

– Så kender du vel Peter Holmberg? sagde han og smilede.

Annika mærkede, hvordan hendes smil dirrede i mundvigene. For fanden, tænkte hun, han afslører mig, inden jeg overhovedet er begyndt.

– Nej, sagde hun, men Roger Sundström på Solandergatan, kender du ham? Eller Hasse på Oli-Jansgatan oppe på Pitholm?

Joachim skiftede emne.

– Du tager for meget for mærkerne, sagde han. Det er ikke tilladt. Du spiller for højt.

– Jeg kan tilpasse priserne efter spillerne. Ingen ved, hvad andre betaler for deres mærker, det kan ikke ses på dem. Jeg følger alle reglerne.

– Du risikerer at sprænge banken, sagde Joachim.

Annika holdt op med at smile.

– Der er kun én måde for en spiller at vinde i roulette, sagde hun. Det er at vinde med det samme, holde op med det samme og beholde gevinsten. Der er ingen, der er begyndt at vinde, der gør det. Det er den nemmeste sag i verden at være croupier. Det er kun et spørgsmål om at beholde spillerne, til de har tabt alt det, de har vundet.

Joachim smilede et hurtigt smil.

– Vi skal nok finde ud af det sammen, du og jeg, sagde han og lod hånden glide ned ad hendes arm.

Derefter gik han ind på kontoret. Annika vendte sig bort og mærkede Sannas blik bore sig ind i ryggen.

De kommer sammen, tænkte hun. Joachim og Sanna er et par.

Lyden af højhælede sko ned ad vindeltrappen fik Annika til at se op. Hun troede ikke sine egne øjne. Den dygtige programleder fra tv kom vaklende ned ad trappen til Studie 6 iført kort nederdel, nylonstrømper og gennemsigtig bluse med bh under.

– Hej, alle sammen, sagde manden med pibende stemme.

– Velkommen, frue, sagde Sanna og smilede flirtende. Hvad kan vi så friste med i dag?

Manden nævnte navnene på nogle af pigerne. Det gik op for Annika, at hun stod og stirrede på ham. Hun havde tit set mandens program, lige på og hårde, vittige debatter med politikere og kendte ansigter. Hun vidste, at han havde kone og børn.

Manden forsvandt ind i stripteaselokalet sammen med Sanna. Annika sukkede træt. Hun fik ondt i fødderne af skoene. Et øjeblik tænkte hun på at tage dem af, ingen ville kunne se det under bordet, men i samme øjeblik kom de italienske forretningsmænd ud igen. De så sure ud. Annika gik hen til dem og talte til dem på engelsk. Det virkede ikke. Hun slog om til fransk, der var heller ikke bid, men det gik fint på spansk.

De spillede trettentusind væk, og Sanna så surere og surere ud, jo flere penge mændene tabte.

Hun kan ikke lide mig, tænkte Annika. Hun ved, at jeg er Patricias veninde, hun ser mig som en forlængelse af Josefin. Det er måske ikke så mærkeligt.

Hun skottede ned på sin minimale pailletbikini, himmelblå, Josefins arbejdstøj.

– Jeg er nødt til at gå på toilettet, mumlede hun.

Aftenen sneglede sig af sted og gik over i endeløs nat. Nede i den gamle pornogarage eksisterede ingen anden tid end natten, ingen anden årstid end mørket. Annika sad lidt i omklædningsrummet med det blå lysstofrør, lukkede øjnene og mærkede tårerne presse på.

Hvad gør jeg her? tænkte hun. Skal jeg langsomt glide ind i denne halvverden og gøre den til min? Vil jeg efterhånden indse, at jeg kan tjene endnu mere ved at posere i de private aflukker, og vil jeg så gøre det? Det, jeg gør med prisen på spillemærkerne, er desuden ulovligt, jeg ville måske havne i fængsel, hvis jeg blev opdaget.

Hun smurte lidt mere makeup i ansigtet. Hun var bleg under det solbrændte.

Patricia kom ind i omklædningsrummet og smilede opmuntrende.

– Det går jo godt, hører jeg.

Annika nikkede.

– Jo, sådan da. Patricia så stolt ud.

– Jeg vidste, at du var dygtig.

Annika lukkede øjnene. Jeg må ikke tage det til mig, tænkte hun, ikke lytte til smiger. Jeg må ikke finde bekræftelse her. Pornoklubben skal ikke være min nye sociale omgangskreds. Jeg fortjener bedre, Patricia fortjener bedre.

Hun tog mere læbestift på og gik ud.

Ud på de små timer forsvandt Sanna ind på et privat værelse sammen med en ældre mand.

– Han er stamkunde, hviskede værtinden, inden hun forsvandt. Der er næsten ingen kunder tilbage. Tag imod betaling fra dem, der går. Notaerne ligger på pulten.

Annika stillede sig forvirret foran roulettebordet og vidste ikke, hvilket ben hun skulle stå på. Hvis hun prøvede at få folk til at spille, hvem skulle så tage imod pengene, hvis andre var på vej ud?

Hun besluttede sig hurtigt for at give pokker i rouletten, og få sekunder efter kom tv-manden ud i entréen.

– Hvor er Sanna? sagde han, og nu genkendte Annika stemmen fra programmerne.

– Hun er optaget, smilede Annika. Kan jeg hjælpe dig?

Manden tog et kontokort frem, og Annika vædede fortvivlet læberne. Hun gik hen til pulten og rodede lidt rundt i papirerne. Jo minsandten, her lå en nota til tv-manden. Nitusind sekshundrede.

Hun anbragte kortet i maskinen og lavede notaen. Hun vidste, at det var Sanna, der ville få procenter af beløbet, det var hendes navn, der stod på bonen. Manden skrev under.

– Åh, skat, skal du allerede gå? pippede en pige ved døren.

Hun var splitternøgen, havde barberet kønsbehåringen væk, havde sløjfer i håret og malede fregner i ansigtet som Pippi Langstrømpe.

– Åh, mit lille dukkebarn, sagde tv-manden og omfavnede hende.

– Lige et øjeblik, sagde Annika og smuttede ind på kontoret. Der var ingen. Hun lagde bonen i kopimaskinen, lukkede øjnene og bad.

Kære, søde Vorherre, lad den ikke larme som et tærskeværk, lad den ikke være langsom og uopvarmet, lad der være papir i maskinen.

Lydløst og hurtigt gled lysstrålen frem under glasset, et stykke papir frigjordes, blev ført frem, fik påført farvepulver, blev fikseret og gled ud af maskinen. Hun trak vejret lettet, men hvor pokker skulle hun gøre af det?

Hastigt rullede hun kopien sammen til et hårdt rør, foldede den i to og lagde den ind bag strengen i tangatrusserne. Den skar sig ind i huden.

– Værsgo, sagde Annika og lagde bonen frem. Manden stod og suttede på Pippis brystvorte. Da pigen fik øje på Annika, skubbede hun manden fra sig.

– Det var ikke meningen, sagde hun forskrækket.

Annika blinkede. Det gik pludselig op for hende, at de andre piger betragtede hende som en autoritet, måske fordi Josefin havde været det. Hun bestemte sig hurtigt for at udnytte det.

– Lad det ikke ske igen, sagde hun strengt og gav manden hans nota.

Han forsvandt, og pigen skyndte sig ind i stripteaselokalet. Annika ventede nogle sekunder og lyttede ind mod klubben. Den dæmpede musik fra scenen trængte ud i entréen. Pludselig skuttede hun sig. Der var ikke særlig varmt.

Hun smuttede ind i omklædningsrummet, tog fotokopien frem og stak den ned i tåen på sine sko. Hurtigt sneg hun sig ud igen og lænede sig mod roulettebordet. Der stod hun, til Sannas time med stamgæsten i det private gemak var overstået.

– Gik det godt? spurgte værtinden.

– Ja, sagde Annika og pegede på bonen.

Sanna så på summen, smilede fornøjet og så skælmsk op på Annika.

– Betaler du tv-licens? spurgte hun. Forventede sig ikke noget svar, viftede sig med bonen, lo og gik ind på kontoret.

Annika smilede mod den lukkede dør.

Patricia lavede te. Annika sad i sofaen i dagligstuen og så ud over stuens turkisblå morgenlys. Hun var så træt, at det skreg i kroppen. Fødderne var fyldt med vabler efter de skrækkelige sandaler.

– Hvordan holder du det ud? sagde hun stilfærdigt.

– Hvad? spurgte Patricia ude fra køkkenet.

– Ingenting, sagde Annika lige så uhørligt.

Hun mærkede væmmelsen som et ildebefindende i mellemgulvet, så Pippis magre nøgenhed for sig, hver gang hun lukkede øjnene.

– Værsgo, sagde Patricia og stillede bakken ved siden af telefonen på det lille bord.

Annika sukkede tungt.

– Jeg aner ikke, hvordan jeg skal klare en aften mere, sagde hun. Hvordan bærer du dig ad?

Patricia smilede lidt, skænkede te op i kopperne, gav Annika den ene og satte sig i sofaen.

– Alle udnytter en, sagde Patricia. Det her er ikke værre end så meget andet.

Annika tog en slurk af sin te og brændte sig.

– Du tager fejl, sagde hun. Det her er værre end noget andet. Pigerne i klubben, også du, er gået over masser af usynlige grænser for at havne der, hvor I er.

Patricia kørte citronskiven rundt i koppen med sin teske.

– Måske, sagde hun. Har du ondt af mig?

Annika tænkte lidt.

– Nej, sagde hun. Egentlig ikke. Du ved præcis, hvad du gør. Du er trådt over grænsen frivilligt. Det er en styrke at kunne gøre det, det tyder på en stor tilpasningsevne. Du er ikke bange af dig, og det er en fordel.

Patricia betragtede Annika undersøgende.

– Hvad så med dig? sagde hun. Hvilke grænser er du gået over?

Annika smilede skævt og svarede ikke.

Patricia satte koppen fra sig på gulvet, sukkede let og så ned på sine hænder.

– Den der morgen, sagde hun, den sidste nat. Josefin og Joachim skændtes som vanvittige. De stod og skreg ad hinanden, først inde på kontoret og bagefter oppe ovenpå. Josefin styrtede ud, og han fulgte efter.

Annika sad stum, hun vidste, at Patricia viste hende den største tillid. Patricia sad tavs lidt, inden hun fortsatte.

– Josefin ville ikke arbejde i klubben længere, hun ville have fri, inden hun skulle begynde at læse. Hun var blevet optaget på medie- og kommunikationsstudiet på universitetet og ville være journalist. Joachim ville ikke slippe hende. Han prøvede at forhindre hende i det, knytte hende til klubben og få hende til at droppe sin uddannelse. Jossie sagde, at hun under alle omstændigheder havde tænkt sig at forlade klubben, og at hun havde tjent penge nok til ham til at betale for ti brystoperationer. Hun gjorde det forbi, sagde at deres forhold var slut. De sloges.

Patricia tav igen, de tidlige morgenlyde trængte ind gennem de utætte vinduer. Natbussen, der standsede uden for deres dør på Hantverkargatan, de evige sirener fra brandbilerne, efterårsvindens hvisken om kulde og regn.

– De plejede altid at elske på kirkegården, hviskede hun. Det gav virkelig Joachim et kick, men Jossie syntes, det var modbydeligt. De klatrede over hegnet på bagsiden af kirkegården, der hvor det ikke er så højt. Jeg syntes, det var så uhyggeligt, tænk dig, blandt alle gravene…..

Annika sagde ingenting, og de sad lidt i tavshed. Det begyndte at regne, først kom nogle enkelte dråber, så tog regnen til og blev mere vedholdende.

– Jeg ved, hvad du tænker, sagde Patricia.

– Hvad tænker jeg? spurgte Annika lavmælt.

– Du sidder og spekulerer over, hvorfor hun blev? Hvorfor hun ikke gik sin vej?

Annika sukkede tungt.

– Jeg tror, jeg ved hvorfor, sagde hun. Til at begynde med var hun forelsket, og han var så charmerende. Så begyndte han at stille små krav, kærlige små krav, og Josefin syntes, det var så dejligt. Han udtalte sig om, hvem hun skulle omgås, hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige og hvordan. Alt gik godt i begyndelsen, indtil boblen omkring dem bristede, og Josefin ville vende tilbage til verden igen. Studere, gå i biografen, tale i telefon med veninderne. Så blev Joachim vred, krævede at hun skulle holde op med det og gøre ham tilpas, og da hun ikke adlød, slog han. Bagefter fortrød han det, græd og sagde, at han elskede hende.

Patricia nikkede forundret.

– Hvor ved du alt det her fra?

Annika smilede bedrøvet.

– Der er masser af fagbøger om kvindemishandling, sagde hun. Aviserne bringer hele artikelserier om volden. Overgrebene følger som regel et vist mønster, og det var sikkert det samme for Josefin. Hun troede hele tiden, at det ville blive bedre, bare hun forandrede sig, så hun blev, som han ville have det. Og indimellem er det sikkert også gået helt fint, og Josefin har troet, at de var på rette vej. Men fyrens behov for at styre alt blev større og større, formentlig blev han også mere og mere jaloux. Han kritiserede hende mere og mere, også når andre var til stede, og udhulede langsomt hendes selvfølelse.

Patricia nikkede.

– Det var som en langsom hjernevask, sagde hun. Han gjorde Jossie så usikker på sig selv, at hun aldrig ville kunne klare at gennemføre en uddannelse. Hun var en ussel, fej luder, og der var ingen andre end ham, der kunne elske hende. Jossie græd mere og mere, og til sidste tudede hun næsten altid. Hun turde ikke forlade ham, han havde sagt, at han ville slå hende ihjel, hvis hun prøvede.

– Voldtog han hende? spurgte Annika. Seksuel vold er meget almindelig. Der er mange mænd, der bliver ophidsede, når kvinden bliver bange……Hvad er der?

Patricia havde lagt hænderne for ørerne, kneb øjnene i og bed tænderne sammen. Hun begyndte at græde fortvivlet.

– Men Patricia, hvad er der galt?

Annika tog kvinden i sine arme og vuggede hende frem og tilbage. Tårerne faldt hårdt som regnen udenfor, rystende og uhæmmet brød de frem som under et vældigt tryk.

– Det var det værste, hviskede Patricia, da hun var blevet udmattet af at græde. Det værste var, når han voldtog hende. Hun skreg så frygteligt.

 

Nitten år, seks måneder og tretten dage

Jeg ser ham komme nærmere gennem erindringens tåger, mønstret gentages, refrænet lyder igen. Han arbejder sig op til sit sædvanlige raseri, begynder med at trampe rundt og bande, så skubber han til mig og skriger op. De sædvanlige tegn melder sig hos mig, synsfeltet bliver mindre, skuldrene synker ned, albuerne presses ind mod siderne, og hænderne finder op mod hovedet. Fokus forsvinder, lyden tager over, paralyseringen sætter ind. Et hjørne at synke ned i, en lydløs appel om nåde.

Hans stemme runger i mit hoved, og jeg hører ikke min egen. Skrækkens sang tordner i mit indre, den navnløse rædsel, den uartikulerede vrede. Jeg prøver måske at skrige, jeg ved det ikke, hans brøl stiger og falder, jeg bliver væk, varmen spreder sig, alt bliver rødt. Nej, jeg mærker ingen smerte. Trykket er rødt og hedt. Sangen stilner af ved de værste slag, hopper en rille over som en gammel grammofonplade og vender derefter tilbage en halv tone højere. Vrede, vrede, skræk og kærlighed. Gør mig ikke fortræd! Åh, søde, rare, elsk mig højt!

Og han siger,

at han aldrig

lader mig gå.