Fredag den 7. september

Annika havde kvalme af træthed, da vækkeuret ringede. Hun slukkede stønnende for det, benene smertede, de var tunge som bly. Regnen trommede stadig mod ruden, en abstrakt rytme med forskellige styrker.

Hun slog sig ned i sofaen i dagligstuen og ringede to samtaler. Hun var heldig. Begge mænd var at træffe. Den første aftalte hun et møde med en time senere, den anden dagen derpå. Så krøb hun i seng igen og kæmpede mod søvnen en halv time. Da hun stod op, var hun endnu trættere. Hun lugtede af sved, stærkt og skarpt, men orkede ikke at gå ned i bad. Rullede lidt deodorant under armene og tog en tyk trøje på.

Han var allerede kommet, sad ved et vinduesbord og stirrede ud på regnen, der løb langs rudens kant. En kop kaffe og et glas vand stod foran ham.

– Kan du genkende mig? sagde Annika og rakte sin hånd frem.

Manden rejste sig og smilede skævt.

– Jo, sagde han. Vi er jo stødt sammen før, bogstaveligt talt.

Annika rødmede, de gav hånd og satte sig ned.

– Hvad er det helt nøjagtigt, du vil? spurgte Q.

– Studie 6 praktiserer italiensk bogføring, sagde Annika. Joachim fører dobbeltbøger for at snyde skattevæsenet. De rigtige bøger, hvor de faktiske oplysninger føres ind, befinder sig kun sommetider i klubben.

Annika tømte betjentens glas med vand i et eneste drag. Q hævede øjenbrynene.

– Be my guest, sagde han. Jeg var alligevel ikke tørstig.

– De er der i øjeblikket og frem til på lørdag.

– Hvor ved du det fra? spurgte betjenten roligt.

– Jeg har taget et job som croupier i klubben. Jeg er ikke journalist længere. Har sagt mit job op og har meldt mig ud af fagforeningen. Pigerne i klubben får deres løn direkte i hånden. Man betaler hverken skat eller sociale ydelser.

– Hvem har fortalt dig det?

– Patricia. Hun har hverken ansvar for eller indflydelse på økonomien, men hun fører omsætningstallene ind for baren. Og så så jeg det selv i morges.

Betjenten rejste sig og gik hen til disken, købte en kop kaffe mere og skænkede to glas vand. Han stillede det alt sammen ned på bordet.

– Du ligner en, der kunne bruge et skud koffein, sagde han.

Annika drak. Kaffen var lunken.

– Hvorfor fortæller du mig det her? sagde Q stilfærdigt.

Hun svarede ikke.

– Er du klar over, hvad det er, du gør? sagde han.

Hun drak af vandet.

– Hvad gør jeg?

– Du samarbejder med politiet, sagde han. Jeg troede, den slags lå langt under din værdighed.

– Jeg behøver ikke længere at bekymre mig om at beskytte mine kilder, sagde Annika kort. Jeg repræsenterer ikke massemedierne, jeg siger, hvad jeg vil, til politiet.

Han så på hende med et muntert blik i øjnene.

– Ja, ja, sagde han. Jeg kender mine lus på travet. Jeg vil æde min gamle hat på, at du sidder og skriver overskrifter i hovedet lige nu om vores møde.

Det gav et sæt i hende.

– Bullshit, sagde hun. Du kender mig jo overhovedet ikke.

– Jo, journalisten i dig.

– Hun er død.

– Bullshit, gav han igen. Hun er såret og træt. Hun hviler sig bare og er snart på banen igen.

– Aldrig, sagde hun.

– Så du skal altså være croupier på forskellige snuskede steder resten af dit liv? Det ville være synd.

– Jeg troede ellers, du syntes, jeg var skideirriterende.

Han smilede bredt.

– Det er du også, som en byld i røven. Men det er helt fint, det er nødvendigt. Vi er jo nødt til at mærke, at vi lever.

Hun betragtede ham mistænksomt.

– Du gør nar ad mig, sagde hun.

Han sukkede.

– Ja, lidt måske, sagde han.

– I kan sætte ham fast på bogføringen, sagde hun. Jeg ved ikke, hvad der står, men der burde være tilstrækkeligt til at lukke klubben. I øvrigt begår jeg selv en forbrydelse, jeg kører hasardspil ved rouletten. Joachim syntes, det var helt i orden.

– Så kvajer du dig, sagde Q. Før eller siden.

– Jeg har tænkt mig at gå derhen i aften igen, og så er det sidste gang. Jeg tjente ottetusind i går. Hvis jeg tager en nat til, kan jeg klare mig, indtil a-kassen begynder at betale.

– Sådan siger de alle sammen, sagde han.

Annika tav, skammen begyndte at brænde i ansigtet. Hun var klar over, at han havde ret, og stirrede ned på sine hænder.

– Nu har jeg sagt nok, sagde hun. Nu vil jeg kun lytte.

Betjenten rejste sig og kom tilbage med en ostemad.

– Det her er absolut off the record, sagde han. Hvis du nogensinde skriver det, så rister jeg dig over sagte ild.

– Så længe du vil, sagde Annika.

Han sendte hende et hurtigt smil og blev så alvorlig.

– Du havde ret, sagde han. Vi betragter mordet på Josefin Liljeberg som politimæssigt opklaret.

– Hvorfor burer I ham så ikke inde? sagde Annika lidt for højt.

Q lænede sig frem over marmorbordpladen.

– Tror du ikke, vi ville gøre det, hvis vi kunne? sagde han lavmælt. Joachim har et vandtæt alibi. Seks kammesjukker bedyrer, at han befandt sig på Sturecompagniet til klokken fem, derefter kørte han sammen med de andre fyre i en limousinetaxi til en privat fest. Alle fyrene fortæller samme historie.

– Jamen, de lyver jo! sagde Annika.

Betjenten tyggede på sin seje ostemad.

– Selvfølgelig gør de det, sagde han og sank. Problemet er at bevise det. En tjener på Sturecompagniet hævder, at Joachim har været der, men han kan ikke give det nøjagtige tidspunkt. Han kan heller ikke sige noget om, hvornår Joachim forsvandt. Chaufføren, der kørte taxien, bekræfter, at han har kørt en flok fuldebøtter fra Stureplan til Birkastan, og Joachim har kvitteringen. Chaufføren kan hverken bekræfte eller dementere, at Joachim var med, han så ikke fyrene længst tilbage. Joachim sad i hvert fald ikke forrest og betalte heller ikke. Pigen, der ejer lejligheden på Rörstrandsgatan, siger, at Joachim lå og sov på hendes sofa på et tidspunkt efter klokken seks. Hun taler formentlig sandt.

– Joachim var i klubben lige før fem, sagde Annika oprørt. Han skændtes med Josefin, Patricia hørte dem.

Q sukkede.

– Yes, det ved vi. Det er Patricias ord mod de syv fyres. Hvis, og jeg siger hvis, det her mord nogensinde skulle komme for retten, og det lykkes for os at pille fyrenes historie fra hinanden, så er vi nødt til at tiltale dem alle sammen for mened. Det kan næsten ikke lade sig gøre.

De sad lidt i tavshed. Annika drak resten af sin iskolde kaffe. Betjenten spiste sin ostemad.

– Nogle af dem kan jo komme til at tale over sig, sagde Annika.

– Ja, selvfølgelig, sagde Q. Men problemet er, at de fleste af dem var for fulde til at kunne huske noget overhovedet. De har fået historien serveret som sandheden og tror virkelig på, hvad de selv siger. Jeg vurderer, at kun én, muligvis to af fyrene egentlig ved, at de lyver. De er Joachims bedste venner, og de har begge to pludselig fået en masse penge mellem hænderne. De skal nok holde deres kæft.

Annika følte sig træt, på grænsen til elendig.

– Hvad skete der egentlig? sagde hun mat.

– Præcis det du tror, sagde Q. Han kvalte hende bag gravstenen.

– Og voldtog hende?

– Nej, ikke der og ikke på det tidspunkt. Vi fandt spermatozoer i hende, og DNA-testen viste, at det var Joachims. De havde formentlig haft sex en eller flere timer inden, og der var stadig spor efter det.

Annika lukkede øjnene og gravede i sin erindring.

– Men indledningsvis gik I ud med, at hun var blevet sexmyrdet, sagde hun. I sagde, at der var tegn på seksuel vold.

Betjenten strøg sig over panden.

– Det var mest gamle skader, sagde han, frem for alt på endetarmsåbningen. Han voldtog hende sædvanligvis analt.

Annika følte pludselig en voldsom trang til at kaste op.

– Fy for fanden, sagde hun.

De sad lidt i tavshed.

– Den anden myrdede kvinde i Kronobergsparken, sagde Annika pludselig. Eva hed hun. Det mord er også uopklaret, ikke?

Q sukkede.

–Yes, men det er samme historie. Vi anser mordet for at være opklaret. Det var hendes eksmand. Vi tog ham ind efter et par, tre år, men var tvunget til at løslade ham. Vi fik ham aldrig tiltalt. Han er død nu.

– Og nu skal Joachim altså gå fri? sagde Annika.

Q trak sin jakke på.

– Ikke, hvis dine oplysninger stemmer, sagde han. Vi kan ikke nå at organisere en razzia i aften, men i morgen slår vi til. Hold dig væk.

Han rejste sig og standsede op ved siden af hendes stol.

– Der er kun én ting, vi ikke forstår, sagde han.

– Hvad er det? sagde Annika.

– Hvordan hun fik skaderne på hånden.

Annika blev siddende tungt på stolen, mens manden forlod cafeteriet.

Natten i klubben sneglede sig af sted. Patricia så undrende på Annika.

– Du ser sløj ud. Er du ved at blive syg?

Annika tørrede den kolde sved af panden, og hånden blev smurt ind i brun makeup.

– Det tror jeg, sagde hun. Jeg fryser og har det skidt.

De sad på en træbænk i omklædningsrummet. Det blå lys fremhævede de røde vabler på Annikas fødder.

– Hvor mange penge har du fået hjem? sagde Patricia.

Annika havde mest lyst til at give sig til at græde.

– Ikke nok, sagde hun og så ned på sin himmelblå bikini.

Trangen til at kaste op blev mere og mere udtalt. I dag var det fredag, og endnu flere piger gik halvnøgne omkring i lokalerne. De sad på skødet af mændene og gnubbede deres underliv mod pressefolder og slips. Lokkede mændene med ind på de private værelser og smurte dem ind i lotion: Apotekets økonomilotion, eftersom den var drøj og uparfumeret.

– Det er afgørende, at der ikke er parfume i, havde Patricia forklaret. Idioterne skal jo hjem til konen bagefter.

Annika var nervøs og bekymret. Tænk, hvis hun havde misforstået det hele? Hun turde ikke spørge Patricia mere om bøgerne og den dobbelte bogføring, og Patricia kom ikke selv ind på det igen. Tænk, hvis politiet trods alt slog til allerede i nat? Tænk, hvis Joachim fjernede bøgerne allerede i aften?

Hun strøg håret bort fra ansigtet med rystende hænder.

– Vil du have et stykke smørrebrød og lidt kaffe? sagde Patricia bekymret. Annika tvang sig til at smile.

– Nej tak, jeg får det lige straks bedre.

Joachim sad på kontoret ved siden af. Gudskelov havde hun været optaget af nogle spillere ved roulettehjulet, da han kom.

Hvordan bliver man som ham? tænkte hun. Hvad er der galt inde i hovedet på en, hvis man myrder den, man elsker? Hvordan kan man tage et andet menneskes liv og fortsætte med at leve, som om ingenting var sket?

– Jeg er nødt til at gå ud igen, sagde Patricia. Kommer du?

Annika bøjede sig ned og satte nye plastre på vablerne.

– Jeg kommer nu, sagde hun.

Man havde skruet op for musikken inde i showrummet. To piger befandt sig på scenen. Den ene gjorde sig til henne ved stangen, sukkede og slikkede på den, den anden havde taget en mand fra publikum op på scenen. Manden var ved at smøre pigens bryst ind i barberskum, hun kastede hovedet tilbage og stønnede som i ekstase.

Annika fulgte efter Patricia ind bag bardisken og tog en cola fra køleskabet.

– Synes du ikke, det er ækelt at stå og glo på sådan noget hele natten, sagde Annika i Patricias øre.

– Noter ham den halvskaldede for en flaske champagne, sagde en af de nøgne piger til Patricia, og hun koncentrerede sig om kasseapparatet.

Annika gik tilbage til sin vestibule. Hun frøs, der var koldt derude. Sanna var der ikke. Hun satte sig på en barstol, hun havde bakset ind bag roulettebordet.

– Hvordan er omsætningen?

Joachim stod smilende i døren til kontoret med armene over kors.

Annika sprang straks ned på gulvet.

– Nogenlunde, men det var bedre i går.

Han gik stadig smilende hen mod bordet uden at slippe hendes blik med øjnene.

– Jeg tror, at du har en fremtid for dig her, sagde han og anbragte sig ved siden af hende bag bordet.

Annika fugtede læberne og prøvede at smile.

– Tak, sagde hun og slog øjenvipperne ned.

– Hvordan kan det være, at du begyndte her? sagde han med en stemme, der var blevet nogle grader koldere.

Lyv, tænkte hun, men hold dig så tæt på sandheden som muligt.

– Jeg havde brug for nogle penge i en gevaldig fart, sagde hun og så op. Jeg blev fyret fra mit sidste job, de syntes, jeg var for besværlig. En……. kunde klagede over mig, og chefen begyndte at ryste i bukserne.

Joachim slog en latter op, kærtegnede hende på skulderen og lod hånden hvile ved hendes ene bryst.

– Hvad arbejdede du med?

Hun gjorde en synkebevægelse og kæmpede mod sin trang til at skubbe ham væk.

– Levnedsmidler, sagde hun kort. Slagterforretningen på Fridhemsplan. Skære pølser hele dagen, hvor skægt er det i længden?

Han lo højt og tog hånden til sig.

– Så tror pokker, at du holdt op, sagde han. Hvem arbejdede du med? Hendes hjerte holdt op med at slå. Kendte han nogen der?

– Hvorfor? spurgte hun og smilede. Har du måske kontakter i pølsebranchen?

Han udstødte endnu et latterbrøl.

– Jeg synes, du burde overveje scenen, sagde han, da han var holdt op med at le, og kom yderligere et skridt nærmere. Du ville tage kegler i lyset fra strålekasterne. Har du aldrig drømt om at blive stjerne?

Han førte begge hænder gennem hendes hår og lagde dem om hendes nakke. Til sin forskrækkelse mærkede hun et kraftigt stød i underlivet.

– Stjerne, som Josefin?

Spørgsmålet for ud af hende, inden hun kunne nå at tænke. Han reagerede som ved et knytnæveslag, slap hende og gik et skridt baglæns.

– Hvad fanden? Hvad ved du om hende?

Du gode Gud, hvor stor en idiot kan man være? tænkte hun og forbandede sin store kæft.

– Hun arbejdede da her, ikke? sagde hun og kunne ikke lade være med at ryste.

Joachim gik endnu nogle skridt tilbage.

– Kendte du hende eller hvad?

Annika smilede nervøst.

– Nej, overhovedet ikke. Jeg har aldrig truffet hende. Men Patricia har fortalt, at hun arbejdede her….

Han gik frem igen og anbragte sig med ansigtet helt tæt på hendes.

– Det sluttede rigtigt skidt for Josefin, sagde han halvkvalt. Vi har mægtige kunder her, forstår du. Hun troede, hun kunne snyde dem for penge. Tag dig i agt for det. Prøv aldrig at snyde nogen, hverken kunderne eller mig.

Joachim drejede om på hælen og gik op ad vindeltrappen.

Annika klamrede sig til roulettebordet, tæt på at besvime.

 

Nitten år, syv måneder og femten dage

Jeg drives af en vilje til at forstå. Jeg ved, at jeg leder efter forklaringer og sammenhænge der, hvor der måske ikke eksisterer nogen. Hvad ved jeg egentlig om kærlighedens vilkår?

Han er egentlig ikke ondskabsfuld. Kun udsat, lille og hudløs, mærket af sin barndom. Der er ingenting, der siger, at hans magtesløshed altid vil finde samme udtryk. Når han bliver moden, holder han op med at slå. Min egen usle mistro får mig til at føle frygtelig skam. Jeg har været alt for overfladisk i min dom af ham. Min egen udvikling anser jeg som selvfølgelig, hans ignorerer jeg helt.

Alligevel har kulden taget bo i mit bryst.

For han siger,

at han aldrig

lader mig gå.