Søndag den 9. september

Beslutningen modnedes i nattens løb. Hun ville gøre det forbi. Der var et andet liv, hun havde endelig fundet vejen ud.

Erkendelsen fyldte hende med vemod og savn. Det havde været hende og Sven så længe. Hun havde aldrig elsket med nogen anden mand. Hun græd lidt under bruseren.

Det var holdt op med at regne, og solen var bleg og kold. Hun lavede kaffe og ringede til hovedbanegården for at tjekke, hvornår toget gik. Om en time og ti minutter gik det næste tog til Flen. Hun åbnede vinduet i dagligstuen, satte sig i sofaen og betragtede gardinernes langsomme bevægelser. Hun ville blive her. Hun ville leve sit eget liv.

Annika havde rejst sig, taget sin jakke på og var på vej ud, da hun hørte nøglerne klirre på den anden side af yderdøren. Hun stivnede, men slappede af, da hun så, at det var Patricia, der var på vej ind.

– Hej, sagde Annika, hvor har du været?

Patricia lukkede forsigtigt døren bag sig, stod nogle sekunder med hånden på håndtaget og så så op.

– Hvordan kunne du? spurgte hun halvkvalt.

Hendes ansigt var opsvulmet, øjnene røde af gråd. Annika blev helt forskrækket og forstod i samme øjeblik, hvad der var sket.

– Du var i klubben, sagde hun. De tog dig i razziaen!

– Du solgte mig, du angav klubben, hvordan kunne du?

Patricia kom hen imod hende med forvredne læber og hænder som kløer. Annika blev stående og prøvede at bevare roen.

– Jeg har ikke angivet nogen klub, forsøgte hun.

Patricia gik et skridt frem og puffede til hende, smed nøglerne til lejligheden på gulvet. Annika tog ufrivilligt et skridt baglæns.

– Jeg gjorde det for at hjælpe dig, skreg Patricia. Du havde brug for penge, og jeg skaffede dig et job. Hvorfor gjorde du det her mod mig?

Annika holdt begge hænder op foran sig, mens hun bakkede ind i dagligstuen.

– Søde, rare Patricia, jeg ville ikke gøre dig ondt, det kan du vel nok forstå? Jeg vil dig kun det bedste! Jeg vil hjælpe dig, jeg vil have, at du skal slippe for at arbejde i den klub, slippe for den fornedrelse…..

– Forstår du ikke, hvad der vil ske? skreg Patricia. Han vil skyde skylden på mig. Han har været i seng med alle de andre piger, de er alle sammen hans! Jeg var Josefins ven, han skylder ikke mig nogen loyalitet. Han vil trække mig ned i skidtet! Åh, Gud!

Kvinden græd højt, Annika tog hende om skuldrene og ruskede hende.

– Jamen, det passer jo ikke! sagde hun. De andre piger vil fortælle sandheden. Gå til politiet og sig det, som det er. De vil tro dig.

Patricia kastede hovedet tilbage og lo højt og skingert.

– Du er så naiv, Annika, sagde hun med tårerne løbende ned ad ansigtet. Du tror altid, at sandheden vil sejre til sidst. Se dog at blive voksen, dit pattebarn. Det gør den aldrig.

Hun rev sig løs og styrtede ind på pigekammeret, smed sine ting i sportstasken og slæbte madrassen efter sig ud ad døren. Den sad fast i døråbningen. Patricia rykkede i den og bandede.

– Du behøver ikke at flytte, sagde Annika.

Madrassen kom løs, og Patricia var lige ved at falde. Hun rystede af gråd, da hun trak den efter sig.

– Jeg bliver boende her, sagde Annika. Jeg har fået arbejde på Kvällspressen igen. Du kan bo her, så længe du vil.

Patricia var nået hen til yderdøren, så standsede hun op.

– Hvad sagde du? spurgte hun. Har du fået arbejde?

Annika smilede nervøst.

– Jeg har fundet ud af en hel masse ting, som jeg fortalte redaktionschefen om, så han genansatte mig.

Patricia lod madrassen falde ned på gulvet, vendte sig om og gik hen til Annika. Hendes sorte øjne brændte som ild.

– Føj for helvede for sådan en som dig, hvæsede hun. Føj for den, der sælger ud af sine venner til de højestbydende.

Annika prøvede at forklare.

– Jamen, det havde ikke noget med dig eller klubben at gøre…

– Du sladrede også til politiet, din forbandede møgkælling! Hvordan fanden kunne de ellers vide, at bøgerne var lige der og på det tidspunkt? Du solgte mig for et skide job. Patricia mistede besindelsen og skreg af fuld hals.

– Føj for en lort du er! Du er ikke værd at samle på!

Annika tog nogle skridt tilbage, hørte sine egne ord give genlyd i hovedet, gode Gud, Patricia har ret, hvad har jeg gjort, hvad har jeg gjort?

Kvinden løb tilbage til madrassen, rev den til sig og forlod lejligheden uden at lukke døren efter sig. Annika styrtede hen til vinduet og så Patricia løbe med skumgummimadrassen slæbende efter sig i gruset nede i baggården. Hun pressede panden mod det kølige glas. Langsomt gik hun hen til pigekammeret. Et glas lå væltet på gulvet, og på væggen hang Josefins dragt endnu. Annika mærkede tårerne komme.

– Undskyld, hviskede hun. Det var ikke min mening, at det skulle blive sådan her.

Hele vejen til Flen følte hun sig som bedøvet. Hun så bondegårdene i Södermanland flyve forbi og kunne hverken føle noget eller spise. Skinnernes rytmiske dunken blev til besværgelser i hendes hoved, Studie 6, hendes skyld, Patri-ci-a, hendes skyld, bedra-ge-ri, hendes skyld, hendes skyld, hendes skyld….

Hun slog hænderne for ørerne og lukkede øjnene.

Bussen ventede ved holdepladsen ved siden af stationen, det var da altid noget. Den afgik mod Hälleforsnäs nogle minutter senere, passerede Mellösa og standsede ved byggemarkedet i Flenmo.

Det er måske sidste gang, jeg tager hjem, tænkte hun.

Da bussen standsede ved det lokale supermarked, hoppede hun af som sædvanligt og stod og så efter bussen, der forsvandt ned mod pølseboden. Hun orkede ikke at tage hjem, ville ikke møde sin kasserede lejlighed endnu. Efter lidt tøven gik hun hjem til sin mor.

Det ville være en overdrivelse at sige, at hendes mor blev glad.

– Kom ind, sagde hun. Jeg har lige lavet kaffe.

Annika satte sig ned ved køkkenbordet, stadig i en tilstand af bedøvet skamfuldhed.

– Jeg har fundet en villa, sagde moderen og stillede endnu en kop frem.

Annika lod, som om hun ikke hørte det, og så ud over fabrikkens bliktag.

– Carport og pool, fortsatte moderen lidt højere. Mexitegl. Den er stor, syv værelser. Der er også plads til dig og Sven.

– Jeg vil ikke bo i Eskilstuna, sagde Annika uden at slippe udsigten med øjnene.

– Den ligger i Svista, uden for Eskilstuna. Hugelstaborg. Fint område. Pæne mennesker.

Annika slap udsigten med blikket og lukkede irriteret øjnene.

– Hvad skal du med syv værelser?

Moderen holdt op med det, hun var i gang med, og sagde i en såret tone:

– Jeg vil jo bare have plads til jer, til dig og Sven og Birgitta. Og så selvfølgelig til børnebørnene.

Annika rejste sig op, og moderen blinkede sigende.

– Så må du sætte din lid til Birgitta, sagde Annika. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at få børn de første mange år.

Hun gik hen til køkkenbordet, tog et glas ud af overskabet og fyldte det fra hanen. Moderens blik fulgte hende lettere bebrejdende.

– Og Sven har måske slet ikke noget at skulle have sagt?

Annika snurrede rundt.

– Hvad mener du med det?

Moderen slog med hovedet.

– Der er faktisk en hel del, der mener, at du tyranniserer ham. Flytter bare lige sådan op til Stockholm uden at spørge ham først.

Annika blev hvid i ansigtet af vrede.

– Hvad ved du om det? sagde hun.

Moderen fumlede med cigaretpakken, cellofanen raslede, tænderen klikkede nogle gange, inden hun fik ild på cigaretten. Hun inhalerede dybt og hostede hårdt.

– Du ved ingenting om mig og Sven, sagde Annika, mens kvinden hostede højt. Mener du, at jeg skulle have sagt nej til den chance bare for hans skyld? Gør du? Skal min karriere og mine muligheder være afhængige af, om de tilfældigvis passer ham? Er det virkelig det, du mener? Hvad?

Moderen havde tårer i øjnene, da hun kunne trække vejret igen.

– Åh, jeg må virkelig prøve at holde op med de ligkistesøm.

Hun prøvede at smile. Annika besvarede ikke smilet.

– Det er da klart, at jeg synes, du skal satse på dit job. Du er jo så begavet. Selvom det er hårdt at klare sig oppe i Stockholm, det ved alle. Der er ingen her, der bebrejder dig, at du ikke klarede det.

Annika vendte sig om og fyldte vandglasset en gang til. Moderen kom hen og strøg hende kejtet over armen.

– Annika, sagde hun. Vær dog ikke så vred på mig.

– Jeg er ikke vred på dig, sagde Annika dæmpet uden at vende sig om.

Moderen tøvede.

– Sådan virker det sommetider, sagde hun.

Annika vendte sig om. Hendes øjne var trætte, da hun så på sin mor.

– Jeg forstår bare ikke, hvorfor du altid tror, at du skal flytte til en flot villa i Eskilstuna. Du har jo ingen penge! Og hvad skal du arbejde med? Skal du så ligge og køre frem og tilbage til Konsum her?

Nu var det moderens tur til at vende sig væk.

– Der er masser af arbejde i Eskilstuna, sagde hun stødt. Hæderlige og omhyggelige kassedamer hænger ikke på træerne.

– Jamen, hvorfor begynder du så ikke med det? Find dig et job først! Det er helt forkert at begynde med millionvillaen, kan du ikke se det?

Kvinden tog nogle dybe drag af sin cigaret.

– Du respekterer mig ikke, sagde hun.

– Selvfølgelig gør jeg det! sagde Annika og slog ud med armene. Herregud, du er jo min mor! Jeg synes bare, at du skulle se at komme ned på jorden. Hvis du absolut vil bo i en villa, hvorfor køber du så ikke en her i Hälleforsnäs? De koster jo ingenting! Jeg så et til-salg-skilt oppe på Flensvägen i dag, har du spurgt, hvad de skal have for den?

– Finner, sagde moderen foragteligt.

– Nu er du dum, sagde Annika.

– Og hvad så med dig? sagde moderen. Du vil jo heller ikke bo her. Du vil kun bo i Stockholm.

Annika slog ud med armene.

– Det er ikke, fordi der er noget i vejen med Hälleforsnäs! Jeg elsker stedet her. Men det job, jeg vil have, eksisterer ikke her.

Moderen skoddede cigaretten i køkkenvasken. Hendes kinder glødede, ophidselsen havde givet hende røde rande om øjnene. Hendes stemme dirrede.

– Jeg vil ikke bo i en gammel rønne i det her hul, det kan du vel forstå! Så vil jeg hellere blive boende her i lejligheden.

– Jamen, så gør det, sagde Annika, tog sin taske og gik ud ad døren.

Hun hentede sin cykel og kørte ned til Sven. Der var ingen grund til at udsætte det længere. Han boede i den gamle stald, der tilhørte fabrikken, en bygning, der engang havde været statelig og standsmæssig, men som nu udgjorde den sidste sølle del af Tattarbacken.

Han var hjemme, sad og drak øl og så fodbold på tv.

– Elskede, sagde han, rejste sig og omfavnede hende. Du aner ikke, hvor glad jeg er over, at du er hjemme.

Hun trak sig varsomt ud af hans favn, hjertet dunkede, og benene rystede under hende.

– Jeg er her for at pakke, Sven, sagde hun med dirrende stemme. Han smilede.

– Ja, jeg vil også helst have, at vi flytter sammen.

Hun sank og hev efter vejret, var tæt på at bryde ud i gråd.

– Sven, sagde hun, jeg har fået arbejde i Stockholm. På Kvällspressen, de vil have mig tilbage. Jeg begynder til november.

Hun knugede hænderne krampagtigt om taskens rem. Hun havde stadig sine udendørs sko på.

Sven rystede på hovedet.

– Jamen, det går da aldrig, sagde han. Du kan ikke tage frem og tilbage hver dag, det kan du jo nok forstå.

Hun lukkede øjnene og mærkede tårerne komme.

– Jeg skal flytte, sagde hun. For altid. Jeg har sagt lejligheden op og jobbet på Katrineholms-Kuriren.

Samtidigt begyndte hun instinktivt at gå baglæns hen mod døren.

– Hvad fanden er det, du siger?

Sven kom hen imod hende.

– Jeg er ked af det, græd hun. Det var ikke min mening at såre dig. Jeg har virkelig elsket dig.

– Går du fra mig? sagde han halvkvalt og tog fat i hendes overarme.

Hun lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene. Tårerne styrtede ned over ansigtet og ned på halsen.

– Det kan ikke være anderledes, sagde hun åndeløst. Du fortjener en, der elsker dig højere. Jeg kan ikke længere.

Han gav sig til at ruske hende, først langsomt, så mere og mere voldsomt.

– Hvad fanden mener du? skreg han. Påstår du, at du gør det forbi? Med mig?

Annika græd, hovedet slog mod yderdøren, hun prøvede at skubbe ham fra sig.

– Sven, sagde hun, Sven, hør på mig….

– Hva’ helvede skal jeg høre på dig for? skreg manden. Du har sgu løjet for mig hele sommeren! Du sagde, at du ville prøve at bo i Stockholm, men du havde sgu aldrig tænkt dig at komme hjem igen, vel? Hold da kæft, hvor har du snydt mig!

Annika holdt øjeblikkelig op med at græde og så ham stift ind i øjnene.

– Du har fuldstændig ret, sagde hun. Det eneste jeg vil, er at blive fri for dig.

Han slap hende og stirrede vantro på hende.

Hun vendte sig om, sparkede døren op og løb.

 

Nitten år, elleve måneder og femogtyve dage

I går kom gråden slet ikke, den skrækslagne panik, når anfaldet er overstået. Heden blev for voldsom, steg, til det røde blev sort. De siger, at han reddede mit liv. Mund til mund-metoden gav mig mit åndedræt tilbage, som hans hænder havde taget fra mig. Jeg kan ikke tale endnu. Kvæstelserne kan være kroniske. Han siger, at jeg fik et stykke kød galt i halsen, og jeg ser i lægernes øjne, at de ikke tror ham. Men ingen spørger om noget.

Han græder på mit sengetæppe. Han har holdt min hånd i mange timer. Han tigger og beder.

Hvis jeg gør, som han siger, fjerner jeg den sidste forhindring. Jeg udvisker det, der er tilbage af min personlighed, og så er der ingenting mere. Hans mål er nået. Intet hindrer ham i at tage det endelig skridt. Og så kalder han ikke mit åndedræt tilbage igen.

Han siger,

at han slår mig ihjel,

hvis jeg går.