Mandag den 10. september

Hosjön glimtede som en iskold safir i morgensolen. Annika gik langsomt ned mod vandet med Whiskas i hælene. Katten hoppede og dansede om benene på hende, fuldstændig vild af lykke. Hun smilede og tog den op i sine arme. Dyret lagde sig ind mod hendes hage, slikkede hende på halsen og spandt som et tærskeværk.

– Du er verdens mest fjantede kat, er du klar over det? sagde Annika og kildede den bag ørerne.

Hun satte sig ned på broen og så ud over søen. Vinden, let og mild, krusede overfladen og fik den til at glitre. Annika kneb øjnene sammen, så de grå klipper stige op af vandet på den anden side og gå over i en mørkegrøn væg af fyrretræer. Længere væk, der hvor søen sluttede, og skoven tog over, boede Gammel-Gustav. Hun ville se ind til ham en af dagene, det var længe siden efterhånden.

Fremtiden lå åben som en umalet akvarel. Hun kunne selv bestemme, hvordan hun ville fylde den med farver og motiver, vælge styrke og intensitet.

Varmt og fyldigt, tænkte hun, let og lyst.

Katten rullede sig sammen i hendes skød og sov. Hun lukkede øjnene, lod fingrene lege med dyrets bløde pels, trak vejret dybt og fyldtes af en intensiv lykkefølelse. Sådan her skal det være at leve, tænkte hun.

Mormoderen råbte noget oppe fra huset. Annika rettede ryggen, lyttede. Det gav et spjæt i Whiskas, og den hoppede ned på broen. Den gamle kvinde lavede en tragt med hænderne.

– Morgenmad!

Annika løb tilbage mod huset. Katten troede, de løb om kap, og styrtede af sted som en vanvittig. Ved trappen lagde den sig på lur og overfaldt hendes fødder. Annika tog det sprællende dyr op, borede næsen ned i dens pels og pustede den på maven.

– Du er så fjollet, kissemis, sagde hun.

Mormoderen havde stillet ymer og skovhindbær frem, rugbrød og ost. Duften af kaffe hang i luften. Det gik op for Annika, hvor hundesulten hun var.

– Nej, ned med dig, sagde hun til katten, der prøvede at springe op på hendes skød.

– Den kommer til at savne dig, sagde mormoderen.

Annika sukkede.

– Jeg kommer tit og besøger jer, sagde hun.

Mormoderen serverede kaffe i tynde kopper.

– Jeg vil gerne have, at du skal vide, at jeg står bag dig, sagde hun. Du skal satse på dit arbejde. At tage ansvar for at forsørge sig selv fylder en med selvfølelse og tilfredshed, det har jeg altid ment. Man skal ikke være sammen med en mand, der holder en tilbage.

De spiste i tavshed, solen skinnede ind over køkkenbordet og gjorde voksdugen blød og varm.

– Er der mange kantareller?

Mormoderen lo.

– Jeg sad lige og tænkte på, hvor længe der ville gå, inden du spurgte. Der er masser.

Annika sprang op.

– Jeg går ud og plukker nogle til frokost.

Hun fandt to plasticposer frem fra mormoderens nederste køkkenskuffe og skyndte sig ud i skoven med Whiskas hoppende efter sig.

Inde i skoven måtte hun vænne sig til mørket, inden mønstret i mosset stod tydeligt frem. Så troede hun ikke sine egne øjne. Jorden var fuldstændig dækket af de tragtformede, brune kantareller, de voksede i klynger af hundreder, måske tusinder i udkanten af sommerhusgrunden.

Hun plukkede begge poserne fulde, det tog hende ikke engang en time. Whiskas fangede to skovmus imens.

– Og hvem skal så gøre alle dem i stand? spurgte mormoderen forskrækket.

Annika lo højt og hældte den første kasse ud på bordet.

– Åh, det er ikke noget at snakke om, sagde hun, og som sædvanligt tog det længere tid at rense svampene end at plukke dem.

De spiste smørstegt franskbrød med bjerge af kantareller til frokost.

– Jeg har ikke mere mælk, brød og smør, sagde mormoderen, da de havde vasket op.

– Jeg tager cyklen og køber ind, sagde Annika.

Den gamle kvinde smilede.

– Det er sødt af dig.

Annika redte håret og hentede sin taske.

– Nu må du blive her hos mormor, sagde hun til katten.

Whiskas hørte overhovedet ikke efter, hvad hun sagde, og løb glad i forvejen ned mod bommen ud til vejen.

– Nej, sagde Annika, tog katten op og bar den tilbage til huset. Jeg skal cykle på vejen, og du kan blive kørt over. Du bliver her.

Katten rev sig løs og løb ind i skoven. Annika sukkede.

– Luk den inde, når den kommer tilbage, sagde hun til mormoderen. Jeg vil ikke have, den løber omkring ude på vejen.

Med svingende arme gik hun hen til sin cykel. Solen strålede ned over landskabet, klart og skarpt. Hun så cyklens krom glimte på lang afstand. Den stod lænet mod bommen.

Først da hun kom helt hen til den, opdagede hun, at der var noget galt. Hun tog fat i styret og holdt cyklen ud fra sig. Begge dækkene var skåret i laser, og sadelen havde fået samme omgang. Hun stirrede vantro på den uden at forstå, hvad hun så.

– Og det er kun begyndelsen, din forbandede luder.

Hun udstødte et gisp og så op. Sven stod i grøften et par meter længere væk. Hun forstod, hvad der var på vej.

– Jeg har raseret hele din skide lejlighed, sagde han. Og jeg har klippet alt dit forbandede ludertøj i stumper og stykker.

Manden snøftede og dinglede lidt. Annika så, at han var fuld. Forsigtigt gik hun uden om bommen uden at slippe ham med øjnene.

– Du er vred, Sven, sagde hun. Du er fuld. Du er ikke dig selv. Tænk på, hvad du siger.

Han gav sig til at græde og vifte med armene.

– Du er en LUDER, og nu skal du DØ!

Hun lod sin taske falde til jorden og løb. Synet forsvandt, alt blev hvidt for hendes øjne. Hun styrtede af sted i vild fart, en gren ramte hende i ansigtet og rev hende til blods på kinden, hun faldt, kom op igen, lydene, hvor var alle lydene, åh Gud, løb, løb, ben, der dunker mod jorden, satan, satan, hvor er han, åh Gud hjælp!

Hun løb uden at se noget, ind blandt træerne, over vejen, ned i grøften, snublede i nogle kviste og blev liggende så lang hun var på jorden. Myrer kravlede hen over hendes ansigt. Hun lukkede øjnene og ventede på døden, den kom ikke. I stedet kom lydene, vinden i træerne, hendes eget åndedræt, tavsheden.

Han er ikke bag mig, tænkte hun, og: Jeg må sørge for at komme hen i nærheden af beboede områder. Jeg må have hjælp.

Tøvende, lydløst rejste hun sig op, børstede snavs og myrer af sig, lyttede opmærksomt, hvor var han?

Ikke lige her, ikke lige nu. Hun så sig omkring, hun kunne ikke være så langt fra Gammel-Gustav.

Lydløst, en smule foroverbøjet, løb hun ned mod Lillsjötorp. Kantarellerne knustes under hendes gummisko. Træstammerne fløj forbi, brune, ranke strejfede de hendes hænder. Hun sprang over en bæk ved det forladte savværk.

Der, hun skimtede det røde træhus mellem træerne, Gammel-Gustavs gård. Hun rettede sig op og løb af alle kræfter op mod huset.

– Gustav! skreg hun. Gustav, er du hjemme?

Hun styrtede op på verandaen og rykkede i døren. Låst. Hun så sig om, henne ved brændestabelen, hvor den gamle mand næsten altid holdt til, stod der nogen, men det var ikke Gustav.

– Jeg vidste, at du ville komme herhen, din møgso!

Sven satte af og for hen imod hende. Han havde noget i hånden.

Hun sprang over verandastakittet, landede i Gustavs rosenbed, tornene og den søde duft borede sig ind i hendes næse.

– Annika, jeg vil jo bare tale med dig. Stands!

Hun tumlede ind i skoven, ned i grøften, over bækken, forbi sumpen. Hun kunne stadig høre ham stønne bag sig. På fødder, der slog ned i mosset, fløj hun over kviste og sten med blikket rettet stift frem, åndeløs, omgivet af fragmenter, der dansede forbi hende.

Jeg løber, tænkte hun, jeg er ikke død. Jeg styrter af sted, det er ikke forbi, jeg har en chance. Det er ikke farligt at løbe, løsningen er at løbe, og jeg er god til at løbe.

Hun manede benhårde træningsprogrammer frem i hovedet, tvang adrenalinen op i kroppen, koncentrerede sig om åndedrættet, om at optage ilten, trække vejret, trække vejret. Synet vendte tilbage, larmen i hovedet tog af, tankerne tog form.

Han løber hurtigere end mig, tænkte hun, men han er fuld, og jeg kender skoven bedre. Han løber bedre på glatte underlag, så jeg må holde mig til de ujævne områder.

Med ét drejede hun direkte nordpå og lagde vejstrækningen bag sig. Deroppe lå Gorgsjön og Holmsjön. Hvis hun kom omkring dem, kunne hun løbe østpå, komme op på Sörmlandsleden og flygte ind i byen via fabriksområdet.

Benene begyndte at blive stive, hun havde lige sat et halvt kilo kantareller til livs. Hun tvang dem til at øge tempoet og bed tænderne sammen mod smerten. Den stønnende lyd bag hende var forstummet, hun kastede et blik over skulderen og så kun træer og grønt løv, himmel og sten.

Han kan have taget en skovsti og skudt genvej, tænkte hun pludselig og standsede brat op.

Pulsen dunkede hårdt og vedvarende. Hun lyttede ind mod skoven. Ingenting, kun vinden.

Hvor var skovstierne?

Noget puslede bag hende, hun så sig omkring og mærkede panikken lure bag stammerne.

Åh Gud, hvor ligger vejen, der er en vej her i nærheden, men hvor?

Hun pustede ud og tvang sig til at tænke. Hvordan så vejen ud?

Den ligger i en lysning, og de brugte den til at transportere tømmer på. Den er begyndt at vokse til igen, skoven er blevet mandshøj.

Løb ned mod krattet, tænkte hun.

I samme øjeblik sprang katten frem og strøg sig mod hendes ben. Hun snublede over den.

– Whiskas, din dumme kat. Løb hjem.

Hun sparkede ud efter den og prøvede at få den væk.

– Hjem til Lyckebo. Hjem til mormor.

Dyret udstødte en jamrende lyd og forsvandt ind i krattet.

Hun løb i østlig retning, og pludselig blev underskoven tæt og lav. Hun havde haft ret, der lå vejen. Hun ventede nogle sekunder i udkanten af buskadset, inden hun gik frem med tilbageholdt åndedræt. Fri passage. Nåede lidt efter Gorgnäs, ingen hjemme, Mastorp, heller ingen der, så direkte østpå lige ud mod den befærdede vej.

Han stod i det sidste sving, inden hun kom op på Sörmlandsleden. Da hun fik øje på ham, havde hun tre sekunders forspring og styrtede i nordlig retning op mod dammen ved fabrikken. Hun havde set noget skinne i hans hånd, og hun vidste, hvad det var. Hun blev ude af sig selv. Hun styrtede af sted, skreg, faldt, vaklede, kom ned til vandet, kastede sig ud i det, gispede af kulde, svømmede, svømmede, kom op på bredden, spyttede, vaklede op mod skurene, stakit, stakit, drejede til venstre, klatrede op i en stor asp og ind blandt husene, ind på fabriksområdet.

– Du slipper ikke fra mig, din forbandede luder!

Hun så sig omkring, så ham ikke, styrtede forbi et hvidt hus, rev en lyseblå jerndør, der var bleget af solen, op og kastede sig ind i mørket. Blændet, snublede over en bunke slagger, spyttede aske, gik længere ind, længere væk, græd. Mørket blev pludselig brudt, skyggerne fik form, en højovn, gamle smeltedigler. Rækker af små ruder dækket af brunt støv under taget, sod og rust. Døren, hun havde åbnet, aftegnede sig som et rektangel af lys langt væk, og silhuetten af manden kom langsomt nærmere. Hun så kniven skinne i hans hånd. Hun genkendte den, det var hans jagtkniv.

Hun vendte sig om og løb, metallet på gulvet tordnede under hendes fødder, forbi ovnen. Trappe, opad, mørke, ny trappe, hun snublede og slog sit knæ, lyset kom tilbage og afslørede et loft, vinduer, kraner. Hun slog hovedet mod en stenkant.

– Nu kommer du ikke længere.

Han stønnede tungt, øjnene lyste af had og sprit.

– Sven, græd hun og gik baglæns mod den gamle lem for affaldsjern, Sven, gør det ikke, du vil jo slet ikke….

– Din forbandede luder, sagde han.

I samme øjeblik hørtes en svag, jamrende lyd fra trappen. Annika skævede hen mod skyggen og ledte med blikket blandt sod og slagger. Katten, åh katten, den havde fulgt efter hende hele vejen.

– Whiskas! råbte hun.

Sven kom et skridt nærmere, hun gik tilbage, katten kom hen imod dem, spandt, løb rundt om sig selv og sprang op i luften, strøg snuden mod de rustne maskindele, legede med et stykke koks.

– Lad den skide kat være, sagde Sven hæst. Hun kunne høre på hans stemme, at han var lige ved at græde. Du kan ikke forlade mig på den måde. Hvad skal jeg gøre uden dig?

Han rystede af gråd. Annika kunne ikke svare, hendes hals var snøret sammen, hun kunne ikke frembringe en eneste lyd. Hun så knivens konturer lyne i en stribe sol. Han stod og viftede planløst med den, mens gråden blev mere og mere ubehersket.

– Annika, for helvede, jeg elsker dig jo! skreg han.

Hun fornemmede, mere end egentlig så, katten gå hen til ham, strække sig op på bagbenene for at gnide snuden mod hans knæ, fulgte knivens blanke kontur, da den skar sig gennem luften og ramte kattens bug.

– NEJ!

Et vildt, sanseløst skrig. Kattekroppen fløj i en stor bue hen over kokslemmen med stænk af lyst blod efter sig, tarmene væltede ud og lå som et snoet reb under dens mave.

– Din djævel!

Hun mærkede styrken som ild og jern, som den masse, hendes forfædre havde smeltet og støbt i den selv samme forbandede bygning, gloende, umulig at standse, synsfeltet farvedes rødt, billederne hvirvlede mod hende i en vanvittig fart. Hun bøjede sig ned og strakte sig ud efter et rør, rustent og sort, der lå langt, langt nede på gulvet, så langt væk, at afstanden ikke kunne måles, greb fat i det med begge sine hænder, der pludselig besad en voldsom styrke, og svingede det med en kraft, hun slet ikke besad.

Røret ramte ham lige over tindingen. Hun så i langsom gengivelse, hvordan det knuste hans hoved, knækkede det som en æggeskal, øjnene rullede rundt, så hun kunne se det hvide, noget sprøjtede ud fra siden af hovedet, armene spjættede ud til siden, kniven faldt som et stjerneskud gennem lokalet, hans krop blev slynget mod venstre, faldt sammen, fødderne slap gulvet, sprællende og sparkende.

Næste slag ramte ham i mellemgulvet, hun hørte ribbenene knuses. Hele hans krop blev løftet op af styrken i slaget, fejet med af hendes raseri og vippede langsomt over kanten af lemmen ned til ovnen.

– Der fik du den, din satan, sagde Annika.

Med et sidste puf sendte hun ham ned i ovnen. Det sidste, hun så, var fødderne, der fulgte efter resten af kroppen ned i dybet.

Hun smed røret fra sig på cementgulvet. Det klirrede højt i den pludselige stilhed.

– Whiskas, sagde hun lavmælt.

Den lå bag lemmen med opsprættet brystben, bag hvilke hun så en boblende masse. Den trak stadig vejret i små gisp. Dens bagben spjættede, dens øjne så ind i hendes, og den prøvede at jamre sagte. Hun tøvede, inden hun løftede den op, ville ikke gøre den mere fortræd. Forsigtigt puttede hun nogle tarme tilbage i kroppen på den, satte sig ned og tog den i sine arme. Hun vuggede den sagte, mens dens vejrtrækning langsomt hørte helt op. Dens øjne slap hendes, blev blanke og stille.

Annika græd, vuggede den sårede lille dyrekrop i sine arme. Lydene, der kom fra hende, var klagende og langtrukne, enstonige. Hun blev siddende, til gråden holdt op, og solen begyndte at gå ned bag fabrikken.

Cementgulvet var hårdt og koldt. Hun rystede af kulde. Hendes tøj var næsten tørt, benene sov, hun rejste sig klodset med katten i armene. Langsomt fulgte hun sporene af blod gennem støvet. Hun bøjede sig ned og samlede resten af dens tarme op, prøvede at børste dem lidt af og lægge dem på plads i dens slappe krop.

Langsomt gik hun hen mod trappen, støvet dansede i luften. Der var langt ned, hun gik efter lyset, det skinnende kvadrat. Dagen udenfor var lige så klar som tidligere, noget køligere, og skyggerne var længere. Hun stod lidt og tøvede, så gik hun hen mod stakittet om fabrikken og indgangen.

De otte mennesker, der stadig arbejdede på fabrikken, var netop på vej hjem efter fyraften. To af dem havde allerede sat sig i deres biler. De andre stod og diskuterede noget, mens formanden låste døren.

Manden, der fik øje på hende, skreg op og pegede. Hun var blodig fra panden og ned til livet og bar liget af katten i sine arme.

– Hvad i alverden er der sket?

Formanden var den første, der genvandt fatningen og løb hen imod hende.

– Han ligger derovre, sagde Annika tonløst. I en ovn.

– Hvor er du såret? Har du brug for hjælp?

Annika svarede ikke, men gik hen mod udgangen.

– Kom her, så skal vi hjælpe dig, sagde formanden.

Mændene flokkedes omkring hende. De to, der havde nået at starte deres biler, standsede dem og kom ud. Formanden låste op igen og førte Annika ind på sit kontor.

– Er der sket en ulykke? Her på fabriksområdet?

Annika svarede ikke. Hun satte sig på en stol over for skrivebordet og knugede katten krampagtigt i sine arme.

– Se lige efter ovre i det gamle støberi, sagde formanden lavmælt. Tre af mændene forsvandt.

Formanden satte sig ved siden af hende og betragtede forsigtigt den chokerede kvinde. Hun var blodig, men virkede ikke såret.

– Hvad er det, du har der? sagde han.

– Whiskas, sagde Annika. Det er min kat.

Hun bøjede sig ned og strøg sin kind mod dens bløde pels og pustede den lidt i det ene øre. Den var så kilden, skulle altid klø sig med bagbenet, når hun gjorde det.

– Vil du gerne have, at jeg tager den?

Hun svarede ikke, vendte sig blot væk fra formanden og knugede liget af katten endnu hårdere ind til sig. Manden sukkede og gik ud.

– Hold lige øje med hende, sagde han til en af mændene, der stod i døren.

Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun havde siddet sådan, da en mand lagde sin hånd på hendes skulder. Hvor forudsigeligt, tænkte hun.

– Hvordan går det, frøken? Hun svarede ikke.

– Jeg er kriminalassistent fra Eskilstuna, sagde han. Der ligger en død mand i en højovn derovre. Ved du noget om det?

Hun reagerede ikke. Betjenten satte sig ved siden af hende. Han studerede hende indgående i nogle minutter.

– Du ser ud, som om du har været igennem noget rigtig modbydeligt, sagde han endelig. Er det din kat? Hun nikkede.

– Hvad hedder hun?

– Han. Whiskas.

Hun kunne i det mindste tale.

– Hvad er det, der er sket med Whiskas?

Hun gav sig til at græde igen. Betjenten ventede i tavshed ved siden af hende, til hun holdt op.

– Han slog ham ihjel med jagtkniven, sagde hun til sidst. Jeg kunne ingenting gøre. Han skar hele bugen op på ham.

– Hvem gjorde det?

Hun svarede ikke.

– Arbejderne mener, at den døde mand derude er ishockeyspilleren Sven Matsson. Er det rigtigt?

Hun tøvede, så til sidst op på ham og nikkede.

– Han skulle ikke have overfaldet katten, sagde hun. Han skulle virkelig ikke have gjort Whiskas fortræd. Forstår du?

Betjenten nikkede.

– Det forstår jeg godt, sagde han. Og hvem er så du?

Hun sukkede og trak vejret dybt.

– Annika Sofia Bengtzon, sagde hun.

Han tog en notesblok op af sin lomme.

– Hvornår er du født? spurgte han.

Hun mødte hans blik.

– Jeg er fireogtyve år, fem måneder og tyve dage, sagde hun.

– Det var som bare pokker, sagde han. Hvilken præcision!

– Jeg holder regnskab i min dagbog, sagde hun og bøjede hovedet over sin døde kat.