Cirklens ende og Da Vinci Mysteriet - kilder og tankespind
Sådan begynder enhver forfatter det arbejde, som med tiden måske bliver til en bog.
Tænk hvis …
De første spirer til Cirklens ende voksede ud af følgende besnærende tankeleg: Tænk hvis en arkæolog fandt en skat, som indeholdt et ældgammelt manuskript, som ville ændre verdenshistorien.
Selv om vejen er lang fra idé til roman. I løbet af de fem år, jeg brugte på at researche og skrive denne bog, tænkte jeg mange gange på at gøre den til en rendyrket thriller - komplet med udsendte agenter fra Vatikanet, fanatiske mordere, skudvekslinger og hæsblæsende biljagter. Men Bjørn Beltø strittede imod. Cirklens ende ville hellere være en lavmælt bog om en gåde.
Da jeg afleverede manuskriptet til Aschehoug forlag i foråret 2000, kaldte jeg den for en kriminalroman uden en forbrydelse. Intrigen er bygget op som i en kriminalroman, men i mangel af et mord - og hvor den eneste forbrydelse synes at være noget så uspændende som et brud på den norske museumslov - er den dramaturgiske motor oprulningen af et mysterium.
Cirklens ende udkom i påsken 2001. Som hovedbog i bogklubben Dagens Bøker opnåede den efter norske forhold et hæderligt salg. Men i lighed med de fleste bøger forsvandt den hurtigt ind i bogreolens glemsel.
18. marts 2003 - to år efter, at Aschehoug udgav Cirklens ende - udkom en thriller, som er grunden til, at du holder denne bog i hånden, og at Cirklens ende nu udgives i Sverige, Danmark, Finland og Brasilien.
Allerede første salgsdag solgte den ukendte forfatter Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet hele 6.000 eksemplarer.
Dan Brown, søn af en matematiker og en musiker, flyttede efter universitetsstudierne til Californien, hvor han ernærede sig som popkomponist, pianist og sanger. I 1993 vendte han tilbage til New Hampshire og begyndte som engelsklærer på sit gamle college. Fem år senere udgav han sin første thriller, Digital Fortress, efterfulgt af Angels and Demons (2000, dansk udgave: Engle og dæmoner, 2004) og Deception Point (2001). De tre bøger solgte tilsammen 20.000 eksemplarer.
Da Browns redaktør holdt op på forlaget Pocket Books og gik til det anerkendte kæmpeforlag Doubleday i 2001, tog han Dan Browns forfatterskab med sig. Dan who? spurgte forlaget. Det var før Brown afleverede et forslag til en ny roman, som han gik og pønsede på at skrive. Tænk hvis … Forlaget tændte (for at sige det mildt) på hans idé. De købte rettighederne. Og Dan Brown gik i gang med at skrive Da Vinci Mysteriet.
Som alle forfattere og forlagsfolk ved, forholder det sig således, at enkelte bøger bare sælger - supernovaer på litteraturens funklende stjernehimmel. Nogle gange skyldes det bogens litterære kvaliteter. Andre gange skyldes det obskure markedsmekanismer. Det er ikke nok, at bogen er god. Bogen skal ramme et marked på det rigtige tidspunkt.
Hvorfor er Da Vinci Mysteriet blevet en verdenssucces?
”En thriller for folk, der ikke bryder sig om thrillere,” siger forlaget. Spændende, udfordrende og rig på viden, siger begejstrede læsere. Da Vinci Mysteriet er, trods tunge emner som teologi, historie og symbolik, en letlæst thriller. Den udfordrer os. Den pirrer. Den
giver os følelsen af at få ny indsigt. ”Som Umberto Eco på steroider,” konstaterede The San Francisco Chronicle lakonisk.
Men også de litterære markedskræfters sneboldseffekt har bidraget til succesen.
For at pirre interessen sendte Doubleday hele 10.000 frieksemplarer af bogen ud til kritikere og udvalgte boghandlere - mere end totaloplaget på en normal amerikansk hardcoverudgave. Længe før den officielle udgivelsesdato var Da Vinci Mysteriet et samtaleemne i branchen. Forhåndsopmærksomheden toppede, da The New York Times gjorde noget så usædvanligt som at bryde anmeldelsesfristen og trykke en anmeldelse - som i et ord kan opsummeres i wow! - på kultursektionens forside den 17. marts 2003.
Resten er historie.
Da Vinci Mysteriet var i færd med at blive en selvopfyldende profeti og markedsføringsafdelingens våde drøm: Forlaget havde forberedt en massiv annoncekampagne og en voluminøs udsendelse af bøger til USA's boghandlere. Doubleday troede så meget på bogen, at de ville skabe en bestseller. Og da boghandlerne troede på forlagets løfte om, at denne thriller ville blive en bestseller uden sidestykke, havde de allerfleste bestilt så mange eksemplarer, at de pænt måtte tapetsere udstillingsvinduerne og salgsmontrerne med Da Vinci Mysteriet for ikke at brænde inde med usolgte bøger på lager.
Ingen fare.
Da Vinci Mysteriet var en sådan bog, man bare måtte læse. Alle talte om den. En maskulin actionbog, og samtidig en tænksom bog med dyb respekt for feminine værdier. En bog som appellerede til kvinder og til mænd, til intellektuelle og til de mere handlingsorienterede boglæsere. Inden udgangen af den første uge havde bogen solgt næsten 25.000 eksemplarer og bragede ind på bestsellerlisterne. Der har den holdt sig lige siden. I skrivende stund har bogen solgt svimlende tolv millioner eksemplarer på mindst 42 sprog. Da Vinci Mysteriet har for længst skabt forlagshistorie.
Her i Norge sikrede Bazar - som for øvrigt er Cirklens endes udgiver i Sverige, Danmark og Finland - sig rettighederne til Da Vinci Mysteriet. Bazar er et norskejet, nordisk forlag, som blev startet af forlagsmanden Øyvind Hagen i 2002. Hagen, som fik øjnene op for succesbogen længe før konkurrenterne, er den samme, som introducerede
Alkymisten og Paulo Coelhos forfatterskab i Norden, og som i 1998 opdagede en anden bog, som ingen andre norske forlag troede på: Harry Potter. I Norge er Da Vinci Mysteriet i skrivende stund trykt i over 125.000 eksemplarer og har ligget på bestsellerlisten siden lanceringen i maj 2004.
Og dette skriver jeg længe før julesalget er startet …
Hvad har Da Vinci Mysteriet så at gøre med Cirklens ende?
Ingen verdens ting.
Det vil sige, ingen verdens ting ud over en del pudsige og helt tilfældige lighedstræk.
Selv om Cirklens ende og Da Vinci Mysteriet er to vidt forskellige bøger, er det ikke svært at sammenligne dem. Som jeg svarede, da Aftenpostens Kaja Korsvold i september 2004 lavede en reportage om ligheden mellem de to bøger: ”Jeg er glad for, at jeg skrev min bog først. Ellers ville jeg nok være blevet beskyldt for plagiat.”
For:
Det er disse ligheder, der trækker Cirklens ende ind i Da Vinci Mysteriets markedsmæssige efterdønninger.
Samtidig er det let at pege på ulighederne. Da Vinci Mysteriet har, med sit amerikanske udgangspunkt, et særligt kritisk søgelys rettet mod den katolske kirkes position og dogmer. Den væver kunsthistorien ind i sit historiske blændværks bagtæppe. Cirklens ende, derimod, tager udgangspunkt i arkæologien. Og albinoarkæologen Bjørn Beltø er sandelig ingen Indiana Jones. Der hvor Cirklens ende er lavmælt og stedvist langsom, har Dan Brown skrevet en pageturner af dimensioner, en intellektuel rebusløsning i actionthrillerens indpakning. En akademisk James Bond-beretning, som fascinerer og underholder og udfordrer os. Den udfordrer vores forståelse af alt fra kunsthistorien til teologien.
Eller?
I kølvandet på Da Vinci Mysteriets brag af en succes er der opstået en højst usædvanlig, international litteraturdebat. En debat om bogens indhold og teser - og om de skjulte grænser mellem sandhed og fiktion, mellem videnskab og digtning.
Debatten bølger særligt i kristne kredse, men også blandt historikere, kunsthistorikere og selvfølgelig teologer. Selv om Dan Brown understreger, at Da Vinci Mysteriet er og bliver en roman, går han, både i bogens indledning og i endnu højere grad i interview og på sin hjemmeside www.danbrown.com langt i sine antydninger om, at mange af bogens kontroversielle tankespind - om alt fra den hellige gral og skjulte budskaber i Leonardo da Vincis kunstværker til Jesu væsen og budskab, Sion-ordenen og andre hemmelige broderskaber - er reelle eller baseret på hemmeligholdte sandheder. En roman, javist, men en roman som afslører historiske hemmeligheder.
Mange læseres forestilling om, at baggrunden for meget af det, der står i Da Vinci Mysteriet faktisk er sandt, har forårsaget talrige avis-indlæg, webdebatter og kronikker verden over. I Norge er kritikken anført af Bjørn Are Davidsen, som i en kronik i Aftenposten d. 30. juli 2004 revsede de boganmeldere, som var næsegrus i deres beundring for Browns ”researchmæssige mesterværk”. Her i Norge er det meste af debatten foregået på internet og på læserbrevssiderne. På www.forskning.no har religionshistorikeren Asbjørn Dyrendal skrevet anmeldelsen ”Bråket om Da Vinci-koden” (”Postyret omkring Da Vinci Mysteriet”), hvor han kritisk og omhyggeligt gennemgår mange af de teologiske og kunsthistoriske påstande i bogen. Et af Dyrendals anliggender er, at Dan Brown, ved at antyde at kriminalintrigen er bygget op omkring en skjult sandhed, inviterer til debat og kontrovers, som igen genererer opmærksomhed og salg.
Internationalt har Da Vinci Mysteriet udløst en underskov af modbøger, som på faktuelt og videnskabeligt grundlag angriber teserne (bøger som for øvrigt ikke bare sælger godt i Da Vinci Mysteriets kølvand, men som paradoksalt nok skaber ny opmærksomhed omkring thrilleren - så at sige en markedsmæssig svikmølle). På forlaget Ignatius' internetside www.ignatius.com/books/davincihoax belyser forfatterne Carl Olson og Sandra Miesel - som har skrevet den kritiske bog The Da Vinci Hoax (Da Vinci-fupnummeret) - påstandene i Dan Browns roman. Mange af Browns fascinerende teser fra teologien og kunsthistorien bliver gennemgået og afvist. De passer simpelthen ikke. Der er ikke teologisk eller historisk belæg for påstanden om, at Jesus i bund og grund var en gnostisk filosof, eller at Leonardo da Vinci har sneget hemmelige budskaber om kristendommen ind i sine kunstværker. Leonardo var nok en snu ræv, men man skal have veludviklede konspiratoriske antenner og en god portion fantasi for at ane Maria Magdalene i maleriet Den sidste Nadver eller finde historiske afsløringer i andre af hans verdenskendte malerier.
Det, som Brown har gjort, er præcis det samme, som de fleste romanforfattere gør: Han har ledt efter tilgængeligt stof, som passer ind i og klæder fiktionen. Dermed har han fundet og hentet en bunke spændende teorier, teser og spekulationer frem som baggrund for sin opdigtede historie. De færreste af teorierne eller spekulationerne er nye eller påfaldende sande. Det nye er, at en bog, som sælger tolv millioner
eksemplarer, når ud til store læserskarer med tankespind, som før holdt sig lydigt og beskedent til okkulte diskussionsgrupper på internettet, i new age-bøger og i hjemmetrykte hæfter for særligt interesserede.
De mest fjendtlige af kritikerne synes at klandre Brown for at trække disse mildt sagt udokumenterede alternative teorier frem. Men vent nu lidt! Dan Brown skriver romaner. Han appellerer til vores fantasi. Han påstår ikke at have skrevet en doktorafhandling. Han bedriver ikke forskning. Romaner er ikke sande. Så må forskere og videnskabsmænd hellere sætte fiktionen i perspektiv.
Kritiske eksperter burde glæde sig i stedet for at græmme sig: Hvor mange andre romaner udløser denne type videnskabelige debatter blandt lægfolk og stimulerer læserne til at søge ny viden? Hvornår var teologi og urkirkens undertrykkende kvindesyn sidst et emne i selskabelige sammenhænge? Dan Brown har skrevet en bog, som engagerer, provokerer og tænder millioner af læsere, lægfolk og fagfolk side om side. Ingen ubetydelig præstation af en sølle thriller-forfatter!
Både Cirklens ende og Da Vinci Mysteriet henter nogle af sine teser fra Helligt blod, hellig gral (1982, ny dansk udg. 2005) af Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln, en bog som har solgt over to millioner eksemplarer. Kort fortalt er hovedteorien i denne kvasividenskabelige dokumentarbog den, at Jesus ikke døde på korset, men at han overlevede korsfæstelsen (hvilket igen rokker ved kristendommens mest bærende dogme: opstandelsen), og at han flygtede til Sydfrankrig og giftede sig med Maria Magdalene. De fik flere børn, hvis efterkommere blev giftet ind i den franske kongerække, det merovingiske dynasti. ”Den hellige gral” - en middelaldermyte om det bæger, som Jesus først brugte under den sidste nadver, og som senere blev fyldt med hans blod under korsfæstelsen - udlægges som blodslinjen fra Jesus og Maria Magdalene.
Denne fantasifulde, men fascinerende forestilling har sine rødder i århundredgamle konspirationsteorier, angiveligt beskyttet af hemmelige
ridderordener og broderskaber. Påstandene blev igen vakt til live baseret på historien om præsten Bérenger Saunière i landsbyen Rennes-le-Château. Under restaureringen af den ældgamle landsbykirke i slutningen af 1800-tallet faldt han angiveligt over nogle dokumenter, skjult i hemmelige hulrum, som han tog med sig til Paris, og som skal have gjort ham umådelig rig.
Desværre for alle tilhængere af konspirationsteorier generelt og Sion-ordenen i særdeleshed er denne historie lige så fiktiv som Da Vinci Mysteriet og Cirklens ende. Sion-ordenen, Priory of Sion - som skal have været ledet af berømtheder som Leonardo da Vinci, sir Isaac Newton, Botticelli og Victor Hugo, og som skal have haft tætte og mystiske forbindelser med tempelridderordenen - er en ren konstruktion skabt af højreekstremistiske franske nationalister, intet andet end en okkult drengeklub. Både politiet og medierne har afsløret, at franskmanden Pierre Plantard og hans tilhængere skabte Sion-ordenen i 1956 og forsynede den med rødder i 1100-tallets tempelriddere. I 1956 begyndte de første rygter om ”den store hemmelighed” i Rennes-le-Château at cirkulere. Mange af Sion-ordenens bærebjælker var plagiater fra Rosenkreutzerne. Denne oprindeligt tyske orden fra 1400-tallet blev reformert både i 1600- og 1700-tallet og var associeret med alt fra alkymi og magi til filosofi, og blev genopfrisket af den franske forfatter og mystiker Josépin Péladan i årtierne omkring århundredskiftet 1900.
Pierre Plantard producerede midt i 1960'erne falske dokumenter, som indeholdt navnene på lederne af Sion-ordenen og to genealogier angiveligt fra 1244 og 1644 og diverse afskrifter (de samme dokumenter, som præsten Bérenger Saunière altså skulle være faldet over i slutningen af 1800-tallet) og klarede at liste dokumenterne ind i arkiverne i Nationalbiblioteket i Paris. Fupmagerne smuglede også andre ”historiske” dokumenter ind i franske biblioteker. Fundet af Les Dossiers Secrets i 1975 vakte naturligt nok opsigt. Plantards kompagnon Philippe de Chérsiey har i flere sammenhænge påtaget sig ansvaret for at have fabrikeret disse dokumenter. Ifølge franske medier og myndigheder indrømmede Plantard, som døde i år 2000, under forhør i 1993, at dokumenterne var fabrikeret, og at Sion-ordenen var et falsum. (Ganske vist fandtes der en ægte Sion-orden, som ophørte med at eksistere i 1617 og blev optaget i jesuitterordenen, men dette
var en katolsk orden fjernt fra Plantards påståede hermetiske broderskab og uden forbindelse til tempelriddere eller andre vogtere af mystiske hemmeligheder). BBC afslørede mange af Plantards metoder i et dokumentarprogram fra 1996. Internetsiden www.priory-ofsion.com er værd at besøge for den, som gerne vil sætte sig mere ind i disse spørgsmål.
Disse afsløringer spiller selvfølgelig ingen rolle, hverken for Cirklens ende eller Da Vinci Mysteriet som romaner, men de styrker naturligt nok ikke formodningen om, at Dan Brown har funderet sine mange ”afsløringer” på teologiske, historiske, kulturelle og kunsthistoriske kendsgerninger. Mange begejstrede læsere af Da Vinci Mysteriet bliver nok skuffede, når det går op for dem, at bogens talrige ”afsløringer” af hemmelige koder og skjulte sandheder enten er udslag af god, gammeldags digtning, tankespind i kvasividenskabelige bøger og på internettet eller i bedste fald løse hypoteser, som er genstand for faglig usikkerhed og strid. Turister, der besøger den majestætiske Saint-Sulpice-kirke i Paris, hvor albinomunken Silas håber at finde den hellige gral, bliver eksempelvis mødt af en plakat, som begynder således: ”Til trods for fantasifulde påstande i en ny bestseller er dette ikke et tidligere hedensk tempel.” Plakaten fortsætter med at tilbagevise andre af bogens påstande om den traditionsrige kirke. Men også Saint-Sulpice nyder godt af litteraturens markedskræfter: I løbet af et halvt år lagde ti tusinde turister vejen forbi kirken på grund af Da Vinci Mysteriet.
Da Vinci Mysteriet er en roman. Punktum. Den afslører ingen ukendte, skjulte sandheder ud over myriader af udokumenterede og internationalt kendte tankespind, new age-spekulationer og fantasifulde konspirationsteorier, som få seriøse forskere bakker op om. Men slap af! Da Vinci Mysteriet er lige spændende af den grund. Selv om mange af teorierne i Da Vinci Mysteriet ikke ”stemmer” videnskabeligt og faktuelt, og selv om mange af de opsigtsvækkende påstande kan tilbagevises, er bogen alligevel en spændende og underholdende thriller. Så lad os more os over den spændende tankeleg. De, som virkelig bliver bjergtagede, kan jo selv undersøge, hvad der måske har et gran af sandhed i sig!
At glæde og udfordre læserne er enhver romans betydeligste funktion. I den henseende er det lykkedes bedre for Dan Brown end for
de fleste af os andre. I modsætning til de fleste thrillere, stimulerer Da Vinci Mysteriet læserne til at søge seriøse svar på mange af de komplicerede og udfordrende spørgsmål og påstande, som tages op i romanen.
På denne baggrund spørger mine læsere måske: Hvor meget af Cirklens ende er sand?
Svaret er enkelt: Bogen er en roman fra ende til anden. En tankeleg. Nogle historiske og teologiske oplysninger er isoleret set ”sande”. Nogle er fagligt omstridte og kontroversielle. Nogle er der blevet pyntet på. Andre er opdigtede. Men som forfatter har jeg brugt ”de historiske sandheder” i en digterisk sammenhæng, som, når det hele bliver lagt sammen, gør, at bogen udelukkende bliver en fiktion fra begyndelse til slutning. Når jeg har væltet mig i teologiske og historiske konspirationsteorier, er det, fordi de passer ind i romanen. Når jeg støtter mig til kontroversielle teologiske vurderinger, er det, fordi de klæder fiktionen. Denne roman skulle handle om en gåde larger than life, og tankespindene i en bog som Helligt blod, hellig gral passede - i lighed med afvigende teologiske standpunkter - som hånd i handske.
Alligevel …
Jeg er ingen teolog. Jeg er ikke engang troende. Men mange af de spørgsmål, som Cirklens ende rejser vedrørende Det Nye Testamentes tilblivelse, er spørgsmål, jeg oprigtigt undrer mig over selv. Ikke bare som forfatter, men også som menneske. Jeg har ikke svarene. Men det har teologerne sandelig heller ikke. Til syvende og sidst koger de grundlæggende spørgsmålene og svarene ned til et spørgsmål om tro. Teologi er langt hen ad vejen et fag uden facit.
Hvis du blev besnæret af denne bogs tankespind omkring tilblivelsen af Det Nye Testamente, findes der et hav af seriøse fagbøger, som grundigt belyser alle de faktiske forhold og de usikkerheder, der er knyttet til den redaktionelle tilblivelse af det, som er vores Bibel, og som danner grundlag for den vestlige verdens tro.
Bibelen er et intellektuelt produkt. Nogen har skrevet teksterne. Andre har måske pyntet på dem og omskrevet dem. I mange tilfælde
er teksterne gået fra mund til mund, før de blev nedfældet på papir. Til sidst har nogen udvalgt de tekster, som blev optaget i Bibelen.
Hvis man betragter de bibelske tekster som hellige og indirekte ført gennem pennen af eller inspireret af Gud, behøver man næppe at underlægge Bibelen kildekritik. Men hvad hvis man fjerner troen fra bibelforståelsen og betragter Bibelen og dens budskab som et historisk og filosofisk manifest?
Jesus-forskningen er mangfoldig og har udviklet sig i rivende fart det sidste århundrede og ikke mindst de sidste årtier. Allerede tidligt i 1900-tallet påviste Albert Schweitzer, hvordan forskere formede Jesus baseret på idealerne i deres egen samtid. Som inden for al anden videnskab findes der forskellige retninger, tendenser og ”skoler” inden for teologien. Mange af tankespindene i Cirklens ende er baseret på en relativt kildekritisk og radikal amerikansk tradition. Andre forskere er mere konservative og kildepositive.
Fælles for de fleste teologiske forskere er, at de i varierende grad er præget af deres tro (eventuelt: mangel på tro). Teologi er ingen absolut videnskab. Standpunkterne farves i høj grad af forskernes personlige tro og teologiske (og til en vis grad politiske) ståsted. Forskellige forskere lægger forskellig vægt på kendsgerninger og hypoteser.
Sammen med min romanfigur Bjørn Beltø surfer jeg bare på overfladen af det spændende fag teologi. Fagteologer vil nok smile overbærende, eller provokeret, over mange af dialogerne og tankerne i denne bog. Som forfattere flest har også jeg valgt et ståsted, og bogens fiktive teologer og forskere står for holdninger, som passer ind i denne bogs handling. De er ikke dermed repræsentative for det brede flertal af teologer. Jeg har, i lighed med Dan Brown, skrevet en roman. Jeg påstår ikke at have fundet sandheden.
Har forskerne det?
Hvor bogstaveligt, eller kritisk, skal man læse Det Nye Testamente?
Enhver læser må finde sit eget svar.
Det Nye Testamente er en samling skrifter, en såkaldt kanon, som
i høj grad forelå som skriftsamling allerede i 100-tallet, men som blev endeligt sammensat og anerkendt af kirkefædrene på synoderne i Hippo (393) og Kartago (397).
De fire evangelister - Markus, Matthæus, Lukas og Johannes - var efter alt at dømme andengenerationskristne, som skrev deres tekster hen mod slutningen af det første århundrede (nogle teologer mener, at Johannesevangeliet faktisk kan være blevet skrevet af apostlen Johannes). Markus skrev formentlig sit evangelium, det første af de fire, omkring år 70. Matthæus og Lukas havde begge kendskab til det, Markus skrev. Men før nogen af de fire evangelier forelå, blev det, som senere blev kendt som Q, forfattet.
Q-evangeliet ”findes” ikke. Alligevel er det af mange anset for at være ”det første evangelium”, som Matthæus og Lukas senere brugte som kilde (deraf Q for ”Quelle” - tysk for kilde). Det var tyske bibelforskere, som nåede til den konklusion, at der måtte foreligge en skriftlig kilde for Jesus' ord i Matthæus- og Lukas-evangelierne. Baseret på de eksisterende skrifter er Q rekonstrueret ord for ord af forskere ved The Institute for Antiquity and Christianity i USA (http://iac.cgu.edu). Q indeholder strengt taget ikke noget nyt eller ukendt, men er en teoretisk model, som kan forklare det stof, som er fælles for Matthæus og Lukas. De, der interesserer sig særligt for Q, kan finde mere stof på internetsiden http://iac.cgu.edu//qproject.html og på http://homepage.virgin.net./ron.price.
Da Bibelens tekster skulle samles - en proces som tog flere hundrede år - forelå en mængde andre tekster, end dem som ”bibelredaktørerne” gav deres guddommelige stempel. De apokryfe evangelier - de skjulte eller hemmelige evangelier - var skrifter, som ikke blev optaget i Bibelen. Blandt andet fordi de ikke blev opfattet som oprindelige (de blev skrevet ”for sent”, altså 100-200 år efter de andre evangelier) i forhold til de hændelser, de skildrede. Andre teologer lægger vægt på, at skrifterne blev opfattet som kætterske af de ortodokse kristne, eller afvist fordi de tegnede afvigende billeder af Jesus. Det bør også nævnes, at flere fromme, kristne evangelier heller ikke kom med, selv om de støttede de tidlige evangelier teologisk, fordi de i lighed med de mere omstridte skrifter ikke var oprindelige nok (en række eksempler finder du på www.earlychristianwritings.com).
Et eksempel på en apokryf tekst er Thomasevangeliet. Her fremstår
Jesus som en, der leverer hemmelig viden. Sandheden fremstilles som noget, du og jeg er nødt til at finde ud af. Thomasevangeliet kan opfattes som kontroversielt af flere grunde. Nogle lægger vægt på Thomas' tydelige gnostiske (som på mange punkter afviger fra det, vi kender som ”kristne”) træk. En minoritet blandt teologerne tror, at Thomasevangeliet kan indeholde ældre, og derfor mere oprindelige, versioner af Jesus' ord, end de, der står i de bibelske evangelier. De fleste teologer synes imidlertid at mene, at Thomasevangeliet, sådan som det foreligger, stammer fra 200-tallet.
Efterhånden som indholdet og rækkevidden af disse alternative skrifter står klarere for os, vil mange forestillinger om Jesu lære kunne blive udfordret. Jesus kan let blive opfattet som mere radikal, mere magtkritisk, ikke altid i pagt med Kirkens senere forståelse af Jesus. Thomasevangeliet indeholder Jesus' ord - uden nogen fortælling eller ramme. Her står intet om korsfæstelsen, Jesus' død og opstandelse, intet om hans lidelseshistorie, dåb eller nadveren. Vi finder ingen mirakler. Nogle mener, at både Q og Thomasevangeliet demonstrerer, at Jesus' død - offerdøden - ikke hørte hjemme i den tidlige kristendom, men at denne dimension senere blev udviklet med basis i jødedommens offerriter. Der hvor Bibelen lægger vægt på vores individuelle tro, indbyder Thomasevangeliet til at tage ansvar for vores egen udvikling gennem indsigt og erkendelse (altså klassiske gnostiske træk). Jesus havde et åbent fællesskab omkring sig bestående af mænd og kvinder (noget som Dan Brown også lægger stor vægt på i sin roman). Jesus blev ikke omtalt som Guds søn eller Messias. Ved siden af de gnostiske træk følger Thomas ordbrugen i koptiske manuskripter og erindringer i oversættelser fra sent i det andet til det fjerde århundrede. Mange tekstlige indicier tyder på, at Thomas kendte til Markus - hvilket svækker teorien om, at Thomas-evangeliet er ældre (og dermed mere oprindeligt) end Det Nye Testamentes evangelier.
Selv om de nytestamentlige evangelier paradoksalt nok sine steder tegner forskellige billeder af Jesus, mødte Thomasevangeliets Jesus-billede stor modstand blandt mange tidlige kristne. En af grundene kan være, at Thomas i høj grad skildrer Jesus som filosof. Dette kan have provokeret de tidlige kirkefædre, som var afhængige af at afgrænse læren til noget ensartet og autoritativt og ikke mindst
guddommeligt - i en tid da troen og forståelse af den blev udfordret og trukket i alle retninger. Det er også værd at bemærke, at den Jesus, som Thomas skildrer, fokuserer på det åndelige, der hvor Jesus i Det Nye Testamente har øje for både ånd og handling. Bibelens Jesus udfordrer samtiden, Thomas' Jesus besvarer spørgsmål uden noget fysisk tilhørsforhold til hverdagen.
Mange troende har en forestilling om Bibelen som en uforanderlig, absolut størrelse - nærmest indirekte forfattet (i hvert fald inspireret) af Gud. De apokryfe skrifter demonstrerer, at den bibelske kanon er menneskeskabt, et resultat af vurderinger og udvalg, af redigeringer og udeladelser.
Mange teologer fastholder, at de apokryfe skrifter ikke ”afslører” andet, end hvor dygtig den tidlige kirke var til at vælge de rigtige skrifter til Det Nye Testamente. Faktisk viser Nag Hammadi-fundet (www.nag-hammadi.com), hvor nøjagtigt kirkefædrene gik til værks i deres arbejde med at inkludere og afvise skrifter, som kunne tænkes at få plads i Det Nye Testamente. Selv om de apokryfe skrifter selvfølgelig ikke kan afvise noget som helst i Det Nye Testamente, giver de os en alternativ ramme til at forstå ikke bare evangelierne i sig selv, men også udvælgelsen af dem og den urolige samtid og proces, som førte frem til den bibelske kanon. Men, afhængigt af teologisk ståsted, kan de også læses som et bevis på, at den autoritative kanon synes at være resultat af det bedste udvalg historisk og teologisk.
Selv om man ikke tror på Jesus som guddommelig, kan vi med stor rimelighed fastslå, at Jesus har eksisteret som historisk skikkelse (mere om teologiens Jesus finder man på den norske internetside www.jesus-messias.org). I mine øjne er hans filosofi - opsummeret i ét ord: næstekærlighed - lige så værdifuld, selv om vi ikke tror på dogmerne om opstandelsen og syndsforladelsen.
Jeg synes, at det er flot, hvis Cirklens ende - ligesom Da Vinci Mysteriet har gjort - stimulerer læserne til at søge egne svar og samtidig udfordrer de sandheder, vi har fået indlært af autoriteterne - det være sig Kirken, professorer og præster, og for den sags skyld også forfattere. Med Cirklens ende har jeg først og fremmest haft som ambition at skrive en udfordrende og lidt anderledes spændings- og underholdningsroman, som efterlader en med spørgsmål, som ingen kan besvare, men som er vigtige at stille.
Til sidst en pudsig fodnote:
I oktober 2004 meldte The Daily Telegraph, at Dan Brown ville blive sagsøgt for plagiat. Af hvem? Af ingen ringere end to af forfatterne bag Helligt blod, hellig gral: Michael Baigent og Richard Leigh! Ifølge Telegraph siger Leigh: ”Det er ikke det, at Dan Brown har tyvstjålet visse ideer, for det er der mange, som har gjort. Men han har brugt hele strukturen og researchen - hele puslespillet - og hængt det op på en fiktiv knage.”
Det er fristende at betragte sagsøgningen som et PR-trick fra Leigh og Baigent - og ganske urimeligt mod Brown. Dan Brown krediterer vitterligt Helligt blod, hellig gral ved at henvise til bogens kapitel 60 - ud over en pudsighed i Da Vinci Mysteriets ånd: Figuren sir Leigh Teabings navn er sammensat af Richard Leighs efternavn, mens Teabing er et anagram sammensat af bogstaverne i Baigents efternavn. I bogen tager Teabing en udgave af netop Helligt blod, hellig gral ud af bogreolen og roser forfatternes ”grundlæggende præmis”.
Ikke nok, mener Leigh og Baigent, som vil stikke et sugerør ned i Dan Browns svulmende bankkonto.
Uanset udfaldet af en eventuel retssag er der ingen særlig grund til at tro, at publiciteten i nævneværdig grad vil gå ud over salget af nogen af de to bestsellere. Publicitet, kontrovers og opmærksomhed hvirvler rundt i en evig cirkel - og det er fristende at antyde, at det i sandhed er en cirkel uden ende.
TOM EGELAND
Oslo, oktober 2004