3

Onsdag den 31. december

Det var blevet mørkt, og kriminalkommissær Roy Grace sad på sit kontor og stirrede ud gennem vinduet og over på ASDA-supermarkedets oplyste parkeringsplads på den anden side af vejen og på lysene fra Brighton & Hove i det fjerne. Han lyttede til vindens tuden og mærkede den kolde træk fra vinduet.

Nytårsaften. Han så på sit ur: 18.15. Det var på tide at opgive et håbløst forsøg på at få ryddet skrivebordet. Han måtte hellere se at komme hjem.

Sådan er det hver nytårsaften, tænkte han. Hvert år lovede han sig selv at få ryddet op og få orden på alle sine papirer, så han kunne starte på en frisk i det nye år. Og det lykkedes aldrig. I morgen ville han komme tilbage til det samme rod, som oven i købet støt og roligt voksede år for år.

Alle de sager, han de sidste år havde efterforsket for statsadvokaturen, lå i stakke på gulvet. Der stod også en vakkelvorn stabel af blå arkivkasser fyldt med grønne plasticbokse med uopklarede sager, som man nu var begyndt at kalde dem – han kunne bedre lide den gamle betegnelse: sager i bero.

Skønt han fortrinsvis beskæftigede sig med aktuelle drabssager og anden personfarlig kriminalitet, lå de uopklarede sager ham så meget på sinde, at han syntes, at han havde et personligt forhold til alle ofrene. Han havde dog ikke haft tid til at se så meget på disse sager, da de havde haft et usædvanlig travlt år. Først havde der været fyren, der var blevet levende begravet på sin polterabend. Så havde de optrevlet en snuff film-ring. Efterfølgende havde der været en kompliceret sag med en drabsmand, der stjal andres identitet, og derefter var det lykkedes Grace at få skovlen under en dobbeltmorder, som havde gjort et mesterligt forsøg på at iscenesætte sin egen forsvinden. Trods de opnåede resultater havde han ikke fået megen ros af sin afgående chef, vicepolitimester Alison Vosper.

Måske ville det gå bedre i det nye år. Det tegnede i hvert fald lysere. En ny vicepolitimester, Peter Rigg, skulle starte på mandag – om fem dage. Samme dag begyndte der også et hold af pensionerede efterforskere, som under Graces ledelse skulle udgøre et helt nyt team, som skulle tage sig af de uopklarede sager og forhåbentlig lette hans arbejdspres.

Det allervigtigste var dog, at hans elskede Cleo skulle føde deres barn til juni. Og i god tid inden da skulle de giftes. Det var imidlertid ikke så nemt at fastsætte en dato, for der var en forhindring, der først skulle ryddes af vejen.

Hans kone Sandy.

Hun var forsvundet for ni et halvt år siden på hans trediveårs fødselsdag, og selvom han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at finde hende, havde ingen hørt fra hende siden. Han anede ikke, om hun var blevet bortført eller myrdet, var stukket af med en anden, havde været ude for en ulykke, eller om hun selv havde besluttet sig for at forsvinde.

I de ni år, der var gået, indtil han havde mødt Cleo, havde Grace uden held brugt al sin fritid på at prøve at finde ud af, hvad der var sket med Sandy. Nu var han endelig ved at lægge hende bag sig. Han havde hyret en advokat for officielt at få hende erklæret død. Han håbede, at hele processen ikke trak i langdrag, så han og Cleo kunne nå at blive gift inden barnets fødsel. Selv hvis Sandy pludselig dukkede op, havde han besluttet, at han ikke var interesseret i at genoptage samlivet med hende. Han var kommet videre med sig selv – det syntes han i hvert fald.

Han skubbede lidt rundt på bunkerne på skrivebordet. Det så lidt mere ordentligt ud, når man stablede dem oven på hinanden, selvom det ikke gjorde arbejdet mindre.

Det er mærkeligt, som livet forandrer sig, tænkte han. Sandy kunne ikke fordrage nytårsaften. Hun sagde altid, at hun syntes, at det var sådan en kunstig aften. De tilbragte altid aftnen sammen med et andet par, en af hans kollegaer, Dick Pope, og hans kone Leslie, og det foregik altid på en eller anden smart restaurant. Bagefter skulle Sandy altid analysere hele aftnen og pille den fra hinanden.

Dengang han var sammen med Sandy, havde han syntes mindre og mindre om nytårsaften, men nu, sammen med Cleo, glædede han sig virkelig til den. De skulle tilbringe aftnen alene sammen derhjemme og spise nogle af deres livretter. Skønt! Det eneste, der var lidt ærgerligt, var, at han var vagthavende efterforskningsleder i denne uge, hvilket betød, at han havde døgnvagt, og derfor ikke kunne drikke noget. Han havde dog lovet sig selv, at han ville tillade sig at nippe til et glas champagne, når klokken slog tolv.

Han kunne næsten ikke vente med at komme hjem. Han var så forelsket i Cleo, at han flere gange om dagen blev grebet af længsel efter at se hende, holde om hende, røre ved hende, høre hendes stemme, se hendes smil. Sådan havde han det også lige nu, og han havde bare lyst til at komme ud af røret og hjem til hendes hus, som rent faktisk også var hans hjem nu.

Kun en enkelt ting afholdt ham fra det.

Alle de forbandede blå arkivkasser og grønne plasticbokse dér på gulvet. Han blev nødt til at have det hele parat til det nye team, der skulle begynde på mandag, den første officielle arbejdsdag i det nye år. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte et par timer endnu.

Han sendte i stedet Cleo en sms med en række kys.

På et tidspunkt i årets løb var det lykkedes ham at overdrage de uopklarede sager til en kollega, men det havde ikke været en succes, så han havde fået dem tilbage i nakken igen. Der var fem uopklarede sager af personfarlig karakter ud af de i alt femogtyve, der skulle genoptages. Hvor fanden skulle han begynde?

Pludselig kom han i tanke om en sætning fra Alice i Eventyrland: „Begynd ved begyndelsen, og fortsæt til du kommer til slutningen. Og hold så op!“

Så han begyndte ved begyndelsen. Om fem minutter stopper jeg for i år og tager hjem til Cleo, tænkte han. Man skulle tro, at hun havde læst hans tanker, for hans telefon bippede med en ny besked. Det var en endnu længere række kys.

Smilende åbnede han den første sagsmappe og studerede aktivitetsrapporten. Hvert halve år tjekkede man dna-spor fra de uopklarede sager med de dna-laboratorier, som politiet benyttede. Man kunne aldrig vide. I flere tilfælde var gerningsmænd, der måske havde troet, de var sluppet godt fra det, blevet straffet takket være forbedrede dna-analyser og tilsvarende tekniske fremskridt.

Sagsmappe nummer to var en sag, der altid gjorde Grace dybt berørt. Sagen om drengen Tommy Lytle. For syvogtyve år siden var elleveårige Tommy Lytle gået hjem fra skole en eftermiddag i februar. Det eneste spor i sagen var en Morris Minor-varevogn, som var blevet lokaliseret i nærheden af det sted, hvor drengen var blevet dræbt. Bilen var blevet omhyggeligt undersøgt. Det var helt tydeligt at læse i sagens akter, at den ledende efterforsker dengang havde været overbevist om, at varevognens ejer var den skyldige, men man havde ikke været i stand til at finde det afgørende tekniske spor, som kunne forbinde drengen med varevognen. Manden, der var eneboer og noget af en original, havde en lang række seksuelle overgreb bag sig, men han blev løsladt – og Grace vidste, at han stadig var i live.

Han tog fat på den næste sagsmappe: Operation Houdini.

Skomanden.

Navnene på de forskellige sager var noget, kriminalpolitiets computersystem tilfældigt spyttede ud, og de passede af og til ret godt. Det gjorde det i hvert fald her. Gerningsmanden var den rene troldmand og havde behændigt undgået at blive taget af politiet.

Skomanden havde voldtaget – eller forsøgt at voldtage – i hvert fald fem kvinder i Brighton og omegn i løbet af en kort periode i 1997, og han havde højst sandsynlig voldtaget og dræbt et sjette offer, hvis lig aldrig var blevet fundet. Og der kunne sagtens have været flere ofre – mange kvinder er enten alt for flove eller traumatiserede til at anmelde en voldtægt. Pludselig var voldtægterne tilsyneladende holdt op. Dengang havde man ikke haft held til at finde dna-spor på et eneste af ofrene, men da havde dna-teknikken selvfølgelig heller ikke været så veludviklet.

Det eneste, de havde haft at gå efter, var gerningsmandens adfærdsmønster. Næsten alle gerningsmænd har et særligt mønster, og det havde Skomanden også: Han tog ofrenes trusser og den ene af skoene. Men kun hvis skoene havde klasse.

Grace kunne ikke udstå voldtægtsforbrydere. Han vidste, at alle, der blev udsat for kriminalitet, på en eller anden måde blev mærket af det. De fleste af dem, der blev udsat for indbrud eller tyveri på åben gade, kom relativt hurtigt over det. Ofre for seksuelle overgreb derimod, især incest- eller voldtægtsofre, kom aldrig helt over det. Deres liv var forandret for altid. De ville aldrig kunne glemme, hvad der var sket, og måtte hver dag kæmpe for at få hverdagen til at fungere og lægge låg på deres afsky, vrede og frygt.

Det var en ubehagelig kendsgerning, at de fleste ofre blev voldtaget af nogen, de kendte. Det var faktisk meget sjældent, at voldtægt blev begået af en komplet fremmed, men det skete. Og det var ikke ualmindeligt, at de såkaldte ‘ukendte voldtægtsforbrydere’ tog en souvenir med sig – et trofæ. Ligesom Skomanden havde gjort.

Grace vendte en side i den tykke sagsmappe og skrålæste sammenligninger med voldtægter begået i andre dele af landet. Der var især en sag længere nordpå fra samme periode, der havde visse lighedspunkter, men den mistænkte var blevet udelukket, da det havde vist sig, at han umuligt kunne have haft noget med deres sag at gøre.

Nå, Skomand, tænkte Grace, er du stadig i live? Og hvis du er, hvor er du så nu?