4

Onsdag den 31. december

Uden den mindste anelse om, hvilket helvede hun ville ende i, sad Nicola Taylor og spekulerede på, hvornår dette mareridt af en aften ville få en ende.

Hun måtte give Jean-Paul Sartre ret i det, han engang havde skrevet: ‘Helvede er de andre.’ Lige nu var helvede personificeret i den fulde mand med den slatne butterfly, som sad til højre for hende og klemte hendes hånd flad, og i den endnu mere fulde mand til venstre for hende, som var i grøn smokingjakke, og hvis svedige hånd var lige så klam som en våd karklud.

Og så i alle de andre støjende og fulde mennesker rundt om hende.

Nu, hvor klokken slog tolv, og bandet begyndte at spille ‘Should auld acquaintance be forgot’, sad begge mænd og hev i hendes arme, så de var ved at gå af led. Ham til højre havde udstyret sig selv med et Groucho Marx-overskæg af plastic, og ham til venstre, hvis klamme hånd det meste af aften havde forsøgt at kravle op ad hendes lår, blev ved med at trutte i et horn, som mest af alt lød som en forkølet and.

Hun havde slet ikke lyst til at være her. Hun ville sådan ønske, at hun havde fulgt sin intuition og var blevet hjemme og havde hygget sig foran fjernsynet med en flaske vin – sådan som hun havde gjort det de fleste aftner det sidste års tid, siden hendes mand havde forladt hende til fordel for sin femogtyveårige sekretær.

Men næh nej, hendes veninder, Olivia, Becky og Deanne havde alle tre insisteret på, at de ‘under ingen omstændigheder’ ville gå med til at lade hende sidde alene hjemme og surmule nytårsaften. ‘Nigel kommer alligevel ikke tilbage,’ havde de sagt. ‘Gimpen er gravid. Glem ham, søde. Der er masser af andre fisk i farvandet. Det er på tide, at du får dig et liv.’

Var det her måden at få sig et liv på?

Hun var ved at få vredet begge arme af led. Hun blev hevet fremad i en kæmpe bølgebevægelse, så hun var lige ved at tabe sine vanvittig dyre Marc Jacobs-sko og lige ved at vælte, da hun blev trukket baglæns.

‘Should auld acquaintance be forgot’ spillede bandet.

Ja, fandeme skulle de så. Det skulle de nye bekendtskaber også!

Der var bare lige det, at hun ikke kunne glemme alle de nytårsaftner, hvor hun, når klokken slog tolv, havde kigget Nigel dybt i øjnene og fortalt ham, at hun elskede ham, og han havde svaret, at han også elskede hende. Hun var så tung om hjertet, at det ikke var til at bære. Hun var ikke parat til alt det her. I hvert fald ikke endnu.

Endelig var de færdige med sangen, og mr. Karklud spyttede sit horn ud og plantede et langt, vådt kys på hendes mund. „Godt nytår!“ snøvlede han.

Så kom der balloner dalende ned fra loftet. Og konfetti regnede ned over hende. Der var lutter smilende ansigter omkring hende. Hun fik knus og kys og blev overgramset fra alle sider. Og det ville ingen ende tage.

Der er ingen, der lægger mærke til, at jeg smutter nu, tænkte hun.

Hun banede sig vej gennem lokalet, snoede sig gennem mylderet og nåede ud i gangen. Her trak det en smule, og der lugtede af tobaksrøg. Hun kunne sgu godt trænge til en smøg lige nu!

Hun gik ned ad den næsten tomme gang og krydsede hotellets foyer på vej hen mod elevatorerne. Her trykkede hun på pilen, og da døren gik op, gik hun ind og trykkede på knappen til femte sal.

Forhåbentlig ville de andre være for fulde til at lægge mærke til, at hun var gået. Hvis hun havde drukket noget mere, var hun måske kommet i festhumør. Hun var pinlig ædru og kunne sagtens have kørt hjem, men hun havde betalt for en overnatning, og alle hendes ting var oppe på værelset. Måske skulle hun ringe efter roomservice, bestille en flaske champagne og stille og roligt kvæle den, mens hun så film.

Idet hun trådte ud af elevatoren, tog hun nøglekortet op af sin sølvlamé Chanel-selskabstaske – det var en kopitaske, hun havde købt på en rejse til Dubai, som hun og Nigel havde været på for to år siden – og begyndte at gå ned ad gangen.

Hun lagde godt mærke til en slank, blond kvinde et stykke foran sig, som hun ville skyde til at være midt i fyrrerne. Hun var iført en hellang, højhalset selskabskjole med lange ærmer og syntes at have problemer med at få åbnet sin dør. Idet Nicola passerede hende, vendte kvinden, der var godt lakket til, sig snøvlende om mod hende: „Jeg kan ikke få det forbandede kort til at virke. Ved du, hvordan man gør?“ Hun rakte nøglekortet frem.

„Jeg tror, at du skal stikke det ind og så trække det hurtigt ud igen,“ sagde Nicola.

„Det har jeg prøvet.“

„Nu skal jeg gøre det for dig.“

Nicola tog hjælpsomt kortet og stak det ind i sprækken. Idet hun trak det ud igen, så hun en lille grøn lysprik og hørte et klik.

I næsten samme øjeblik mærkede hun noget fugtigt blive presset mod sit ansigt. Det lugtede sødt og fik hendes øjne til at svie. Så fik hun et ordentligt slag i nakken. Hun mistede balancen og knaldede ansigtet ned i gulvtæppet.