7

Torsdag den 1. januar

Carlo Diomei var træt. Og når han var træt, blev han som nu nedtrykt. Han brød sig ikke om de lange, fugtige engelske vintre. Han savnede den skarpe, tørre kulde i sin fødeby Courmayeur højt oppe i de italienske alper. Han savnede vinterens sne og sommerens solskin. Han savnede at spænde skiene på og tilbringe sin kostbare fritid på egen hånd langt væk fra sværmen af turister på de travle pister, være sig selv og stille og roligt lave sine egne spor ned ad de bjerge, som kun han og et par lokale guider kendte.

Han havde kun et år tilbage af sin kontrakt, og bagefter håbede han, at han kunne vende hjem til bjergene og være heldig at få job som inspektør på et af hotellerne og igen være sammen med vennerne. Men det her var sgu noget af en dårlig start på det nye år!

Som inspektør på Metropole Hotel i Brighton arbejdede han som regel om dagen, så han kunne tilbringe aftnerne, som han satte så stor pris på, sammen med sin kone og to børn hjemme i sin lejelejlighed med havudsigt. Men natportieren havde lige netop valgt nytårsaften til at lægge sig med influenza. Derfor havde han selv været nødt til at komme tilbage og afløse ham efter en pause på kun to timer, hvor han var nået et smut hjem. Han havde lagt børnene i seng og ønsket sin kone godt nytår i mineralvand i stedet for som planlagt at nyde aftnen hjemme med champagne, hvorefter han havde skyndt sig tilbage for at holde øje med alle nytårsarrangementerne på hotellet.

Lige nu havde han været på vagt i atten timer i træk og var helt udmattet. Om en halv time ville han overlade ansvaret til sin stedfortræder og se at komme hjem og fejre det ved at ryge en hårdt tiltrængt smøg og derefter falde om i sin seng for at få sin endnu hårdere tiltrængte nattesøvn.

Telefonen ringede i det lille trange kontor inde bag receptionen.

„Carlo,“ svarede han.

Det var oldfruen, Daniela de Rosa. Hun var også italiener og fra Milano. En af stuepigerne undrede sig over værelse 547. Klokken var 12.30, og selvom gæsten senest skulle have tjekket ud for en halv time siden, hang der stadig et skilt med vil ikke forstyrres på værelsesdøren. Ingen havde reageret, da hun gentagne gange havde banket på, og ingen havde svaret, da hun havde ringet til værelset.

Han gabte. Det var sikkert én, der havde fået for meget at drikke og havde sovet over sig. De kunne sagtens. Han tjekkede på computeren, hvem der boede på værelset. Det var en mrs. Marsha Morris. Han tastede værelsesnummeret og hørte telefonen ringe uden at blive taget. Han ringede tilbage til Daniela de Rosa.

„Okay,“ sagde han træt, „jeg kommer op.“

Fem minutter senere trådte han ud af elevatoren på femte sal og gik hen til oldfruen, der stod ude på gangen foran værelset. Han bankede hårdt på døren, men der kom ingen reaktion. Han bankede igen. Og ventede så lidt, inden han brugte sin universalnøgle og langsomt åbnede døren og trådte ind.

„Hallo!“ sagde han forsigtigt.

De tykke gardiner var stadig trukket for, men i halvmørket kunne han skimte en skikkelse, der lå på den brede seng.

„Hallo!“ gentog han. „Godmorgen!“

Han kunne se, at skikkelsen bevægede sig en lille smule. „Hallo,“ forsøgte han igen. „Godmorgen, mrs. Morris. Hallo! Godt nytår!“

Der kom ikke noget svar, men der kom en anelse liv i skikkelsen.

Han famlede efter kontakterne på væggen og tændte lyset. Det afslørede en slank, nøgen kvinde med store bryster, langt rødt hår og en tæt trekant af brunt pubeshår. Hun lå med spredte arme og samlede ben. Hendes krop lignede et kors, og ben og arme var bundet fast til sengen. Der var en god grund til, at hun ikke svarede, opdagede han, da han kom nærmere og mærkede maven snøre sig sammen. Snipperne af en vaskeklud stak ud af hendes mund, der var lukket med gaffatape.

„Du godeste!“ udbrød oldfruen.

Carlo Diomei skyndte sig hen til sengen, mens hans trætte hjerne uden held prøvede at fatte, hvad det var, han var vidne til. Var det en slags sexleg? Stod hendes mand, kæreste, eller hvem det nu kunne være, på lur ude i badeværelset? Kvinden kiggede forvildet på ham.

Han løb hen og flåede døren op til badeværelset, men der var ikke nogen. Han havde i tidens løb oplevet, at der foregik lidt af hvert på hotelværelser, og der var ikke grænser for, hvad han havde været ude for, men lige nu var han for første gang i karrieren usikker på, hvad han skulle stille op. Havde de afbrudt en eller anden avanceret sexleg? Eller var det noget helt andet, der foregik?

Kvinden betragtede ham med små, skræmte øjne. Han var pinligt berørt over at stå og kigge på hendes nøgne krop. Han overvandt sig selv og prøvede forsigtigt at fjerne gaffatapen, hvilket fik kvinden til at virre med hovedet. Det gjorde selvfølgelig ondt, men der var ikke noget at gøre. Han blev nødt til at få det af for at kunne tale med hende, så han fjernede det så nænsomt som muligt, så han kunne fiske vaskekluden ud af munden på hende.

Straks begyndte kvinden at hulke og plapre usammenhængende.