9

Torsdag den 25. december

De var på vej et eller andet sted hen. Rachael Ryan kunne høre lyden fra udstødningen og fik lungerne fyldt med udstødningsgas. Hun kunne høre dækkene synge mod den våde vejbane og mærkede tydeligt hvert et bump, som hun lå der på måtten med bagbundne hænder og kurede frem og tilbage. Hun kunne hverken røre sig eller sige noget, og det eneste, hun kunne se, var toppen af hans baseballkasket i førersædet og hans stritører.

Hun var stiv af kulde og angst. Hendes tunge var som sandpapir, og det gjorde frygtelig ondt dér, hvor han havde slået hende i hovedet. Hun havde også ondt i hele kroppen, havde kvalme af væmmelse og følte sig snavset – rigtig beskidt. Hun var syg efter at komme i bad og vaske sig både indvendig og udvendig med varmt vand, sæbe og shampoo.

Hun kunne mærke, at varevognen drejede om et hjørne. Hun kunne se dagslys. Gråt dagslys. Julemorgen. Lige nu skulle hun have været derhjemme i lejligheden, i fuld gang med at åbne julestrømpen, som hendes mor havde sendt til hende. Selvom hun var fyldt toogtyve, fik hun stadig en julestrømpe, som hun havde fået hver jul, lige siden hun var lille.

Hun begyndte at græde. Hun kunne høre den mekaniske lyd af vinduesviskerne. Pludselig lød Elton Johns ‘Candle in the Wind’ højt og skrattende i radioen. Hun kunne se ham for sig rokkende i takt til musikken.

Den sang havde han sunget til prinsesse Dianas begravelse med en ny tekst. Rachael kunne tydeligt huske den dag. Hun havde været blandt de flere hundrede tusinde sørgende uden for Westminster Abbey og stået og lyttet til sangen og fulgt med i begravelsen på en af de opstillede storskærme. Hun havde slået lejr på fortovet om natten og havde brugt det meste af sin ugeløn fra jobbet i kundeekspeditionen hos American Express i Brighton på blomster, som hun havde lagt ved siden af tusindvis af andre foran Kensington Palace.

Hun havde forgudet prinsessen. Den dag, Diana døde, var der også noget inde i hende selv, der døde.

Nu var et nyt mareridt begyndt.

Varevognen bremsede hårdt op, og hun kurede et lille stykke fremad. Hun havde krampe i både arme og ben og prøvede at bevæge dem, men det var umuligt.

Det var julemorgen, og hun var inviteret hjem til sine forældre. Først på et glas champagne, så julemiddag efterfulgt af dronningens tale. Det var en tradition – ligesom det med strømpen.

Hun prøvede igen at åbne munden for at appellere til manden, men den var klæbet helt til. Hun skulle sådan tisse og havde allerede tisset i bukserne for lidt siden. Det havde hun ikke lyst til at gøre igen. Der var noget, der ringede. Det var hendes mobiltelefon. Hun genkendte Nokia-ringetonen. Manden drejede hovedet, men kiggede så igen fremad. Varevognen kørte videre. Hun kunne med et tåget blik gennem den duggede forrude se, at der var grønt lys. Så fik hun øje på nogle bygninger til venstre, som hun genkendte: legetøjsforretningen Gamleys. De befandt sig på Church Road i Hove. De var på vej vestpå.

Hendes telefon holdt op med at ringe. Et øjeblik efter bippede den med en besked.

Fra hvem?

Tracey og Jade?

Eller var det hendes forældre, der ville ønske hende glædelig jul? Måske var hendes mor ivrig efter at høre, om hun var blevet glad for julestrømpen?

Hvor lang tid gik der mon, inden de begyndte at blive urolige for hende?

Åh gud! Hvem fanden er han? Hun rullede over på venstre side, da varevognen svingede skarpt til højre. Så til venstre. Et sidste sving og så stoppede den.

Sangen var forbi, og en munter mandsstemme begyndte at fortælle, hvor den fantastiske Elton John skulle holde jul.

Manden steg ud af bilen uden at slukke for motoren. Udstødningen og angsten gjorde kvalmen værre og værre. Hun var ved at dø af tørst.

Endelig kom han tilbage. De kørte frem og ind et mørkt sted. Så blev motoren og radioen slukket, og der blev helt stille et øjeblik. Manden forsvandt.

Så hørte hun den metalliske lyd af en bildør, der smækkede.

Og endnu et metallisk smæk, og med ét blev der helt mørkt.

Hun lå dødsensangst og klynkede i mørket.