10

Fredag den 26. december

Iført sit stiveste puds og det smarte røde slips med paisleymønster, som Sandy havde foræret ham i julegave, passerede Roy Grace først den blå dør på højre hånd, hvorpå der stod politikommissær, og dernæst den på venstre hånd med skiltet politiinspektør. Grace tænkte af og til på, om han nogensinde ville opnå at blive politiinspektør.

Bortset fra et par stykker fra holdet på Operation Houdini, der sad og arbejdede i situationsrummet oppe på øverste etage, virkede det, som om hele bygningen lå øde hen her anden juledag. De arbejdede stadig døgnet rundt i deres bestræbelser på at pågribe den voldtægtsmand, som havde begået en lang række overgreb og blev kaldt Skomanden.

Mens han ventede på, at vandet i kedlen kom i kog, stod han og tænkte på politiinspektørens uniformskasket. Den havde et bånd af sølv, der adskilte sig fra dem længere nede i rækkerne. Den var uden tvivl værd at stræbe efter. Han spekulerede dog på, om han var dygtig nok til at stige så højt i graderne.

Hvis der var noget, Grace havde fundet ud af gennem sit ægteskab med Sandy, så var det, at hun havde en meget bestemt mening om, hvordan tingene skulle være, og at hendes lunte var kort, hvis der var noget, der ikke levede op til hendes forventninger. Ved et par lejligheder havde han syntes, at det var ret pinligt, når hun overfusede en uduelig tjener eller ekspedient. Men det var også noget af det ved hende, som han i første omgang var blevet tiltrukket af. Hun ville med den største ildhu ihærdigt støtte ham i at opnå succes, stor eller lille, men han måtte aldrig glemme, at for Sandy eksisterede begrebet nederlag ikke.

Det var en del af forklaringen på hendes vrede og bitterhed over, at det endnu ikke – efter i årevis at have gennemgået alle mulige fertilitetsbehandlinger – var lykkedes hende at blive gravid med det barn, som de begge så inderligt ønskede sig.

Han gik og nynnede Eric Clapton-nummeret ‘Change the World’, som han af en eller anden grund havde fået på hjernen, og satte sig hen til sit skrivebord med en kop kaffe. Der var ellers ikke en sjæl i det åbne kontorlandskab på anden sal, hvor efterforskerne holdt til på stationen i John Street. I lokalet med det slidte blå gulvtæppe og rækker af skriveborde, adskilt af skillevægge og overfyldte dueslag, var der udsigt mod øst til de hvide mure og skinnende blå vinduer, der husede American Express-hovedkvarteret. Han loggede sig ind på det gamle, langsomme computersystem for at tjekke døgnrapporten. Mens han ventede på, at den kom frem, tog han en slurk kaffe og fik lyst til en smøg og forbandede i sit stille sind det rygeforbud, der for nylig var blevet indført på alle politistationer.

Der var som altid gjort et forsøg på at skabe lidt julestemning i lokalet. Papirguirlander hang ned fra loftet, lidt julepynt prydede skillevæggene, og der stod julekort på nogle af skrivebordene.

Sandy var ved gud ikke særlig imponeret over, at det var anden gang på tre år, han var vagthavende i julen. Og hun havde faktisk ret i, at det var en dårlig uge at være det. De fleste af de lokale forbrydere sad derhjemme og var enten skæve eller fulde.

Julen var højsæson for pludselige dødsfald og selvmord. Det var ganske vist en dejlig tid for dem med familie og venner, men det var et sandt helvede for de ensomme, især de ensomme gamle, som ikke havde råd til at varme deres hjem ordentligt op. Det var til gengæld en stille periode, hvad alvorlige forbrydelser angik – den slags sager, hvor en ambitiøs ung kriminalassistent kunne gøre sig heldig bemærket i sine foresattes øjne og vise, hvad han duede til.

Det skulle der lige straks blive lavet om på.

Meget mod sædvane var der ingen telefoner, der ringede. Det plejede de ellers at gøre hele tiden.

Idet døgnrapporten endelig kom frem på skærmen, ringede det pludselig på hans direkte linje.

„Kriminalpolitiet,“ svarede han.

Det var politioperatøren fra vagtcentralen.

„Hej, Roy. Glædelig jul.“

„Tak i lige måde, Doreen,“ svarede han.

„Vi har modtaget en anmeldelse om en person, der har været forsvundet siden i går,“ fortsatte hun. „Rachael Ryan, toogtyve år gammel, forlod sine veninder den 24. om aftnen ved taxaholdepladsen på East Street for at gå alene hjem. Hun dukkede ikke op til julemiddagen hos sine forældre og tager hverken telefonen derhjemme eller sin mobil. Forældrene tog ud til hendes lejlighed på Eastern Terrace i Kemp Town i går klokken 15, og der var ingen, der lukkede op. De har fortalt os, at det slet ikke ligner deres datter, og de er bekymrede.“

Grace noterede både Rachael Ryans og forældrenes adresse og sagde, at han ville tage sig af sagen.

Normal procedure var at lade et par dage gå for at se, om den forsvundne dukkede op af sig selv, inden man iværksatte en undersøgelse, hvis ikke lige det drejede sig om mindreårige, gamle menneske eller én, der ikke kunne klare sig selv. Da det imidlertid så ud til at blive en fredelig dag, bestemte han sig for, at det var bedre at foretage sig noget end bare at blive siddende på den flade.

Grace rejste sig og gik et par skriveborde længere hen til en af kollegerne, som også var på arbejde i dag, kriminalassistent Norman Potting. Han var gammel i gårde og nok femten år ældre end Grace. Han var en dygtig efterforsker, som aldrig var blevet forfremmet. Det skyldtes dels han politisk ukorrekte opførsel, hans kaotiske privatliv og det faktum, at han som mange andre politifolk, inklusive Graces afdøde far, foretrak at arbejde i marken frem for at sidde og påtage sig det administrative ansvar, der fulgte med en forfremmelse. Grace var en af de få på stationen, der faktisk godt kunne lide ham, og han holdt af at høre ham fortælle om gamle sager – dels fordi han kunne lære noget af det, og dels fordi han havde lidt ondt af fyren.

Potting stank langt væk af tobak og sad møjsommeligt og trykkede på tastaturet med højre pegefinger. „Den skide teknologi,“ brummede han, da han fornemmede Graces skygge. „Jeg har været på kursus to gange og har stadig ikke fattet en pind. Hvad var der i vejen med det gode gamle system, som vi alle kender forfra og bagfra?“

„Det er det, man kalder fremskridt,“ svarede Grace.

„Hm. Ligesom man kalder det fremskridt at lade gud og hvermand søge ind i politiet?“

Grace ignorerede hans bemærkning. „Vi har modtaget en anmeldelse, som jeg tror, vi skal tage alvorligt. Det drejer sig om en forsvunden person. Har du travlt? Eller har du tid til at komme med mig ud og lave nogle forhøringer?“

Potting kom på benene. „Alt for at bryde rutinen, som min gamle tante plejede at sige,“ svarede han. „Har du haft en god jul, Roy?“

„Kort, men god, de seks timer jeg var hjemme.“

„Du har da i det mindste et hjem,“ svarede Potting gnavent.

„Hvad mener du?“

„Jeg bor på værelse for tiden. Hun smed mig ud, ikk’? Det er ikke særlig sjovt at ønske sine børn glædelig jul fra en telefonboks ude på gangen. Og sidde foran fjernsynet og spise en ASDA-julemiddag til én person.“

„Det er jeg ked af at høre,“ svarede Grace. Det var han virkelig.

„Ved du, hvad ligheden er mellem orkaner og kvinder, Roy?“

Grace rystede på hovedet.

„Når de kommer, er de vilde og våde. Når de forsvinder, har de taget både huset og bilen.“

For at glæde ham sendte Grace ham et skævt smil.

„Du skal nok klare den – du er lykkelig gift. Pøj, pøj med det. Men du skal passe på,“ fortsatte Potting. „Pas på, når de begynder at se anderledes på tingene. Jeg taler af erfaring, det her er katastrofe nummer to. Jeg skulle have taget ved lære af den første. Kvinder synes, at strissere er dødsexede, indtil de gifter sig med dem. Så går det op for dem, at vi ikke er, som de havde forestillet sig. Du er heldig, hvis din kone ikke er sådan.“

Grace nikkede, men sagde ikke noget. Potting havde til en vis grad fat i noget, desværre. Grace havde aldrig interesseret sig for opera, men for nylig havde Sandy slæbt ham med ind til en amatøropførelse af Piraterne fra Penzance. Hun var blevet ved med at puffe ham i siden under sangen: ‘En politimands job er ikke nemt’.

Bagefter havde hun drillende spurgt ham, om han ikke syntes, det passede.

Han havde svaret, at det syntes han ikke. Han var meget glad for sit job.

Da de senere var gået i seng, havde hun hvisket til ham, at man måske skulle have lavet om på teksten, så man i stedet sang: At være gift med ham er ikke nemt.